M. Hr.!
Vi ville idag beskjæftige os med det betydningsfulde Vendepunkt i Barnets Liv, da det skal væ n nes f r a den Næring, der af Naturen er bestemt for det i den forste Levetid, og ved hvis Indvirkning der er foregaaet en saa hurtig og gjennemgribende Udvikling af hele Le
gemet. Det er, som sagt, en meget betydningsfuld For
andring, hvad De altid bor lægge Dem paa Sinde, trods den megen Ligegyldighed og Svaghed, De ville blive Vidne til paa dette, som paa andre Punkter. Der er en Mængde, hver for sig særdeles vigtige Faktorer, der her maa tages i Betragtning; og hvad der gjor Forholdet særdeles vanskeligt og indviklet er, at de ofte staa i Strid den ene med den anden, saa at der ogsaa paa dette Omraade er al mulig Brug for Lægens Sagkund
skab, og for hans Evne til at individualisere sin Be
handling.
Lad os her, som overalt, følge Naturens Vink, der staa tydeligt og bestemt for os, naar vi blot have Diet aabent for dem. Vi have gjennemgaaet, hvorledes for- skjellige Forhold i Barnets legemlige Udvikling med Nød
vendighed maatte drage snevre Grændser for Valget af dets Næringsmidler, idet baade dets Mangel paa Tænder,
Spyttets og pancreas Saftens Beskaffenhed og Ventrik
lens ringe Udvikling gjorde Fordoielsen af de fleste Næ
ringsmidler, der passe for. en senere Alder, vanskelig eller umulig for Barnet, og vi liave set, hvorledes Alt henviser os til Mælken, som den eneste rigtige og fuld
kommen tilstrækkelige Næring for det.
Hvor længe hor Barnet .nu vedblive hermed? Og hvor længe er det paa den anden Side tjenligt for det at blive ernæret ved Bryst alene? Man kan her hverken angive Dag eller Maaned forud med Bestemthed; netop det, at skære Alle over én Kam er en lioist forkastelig Fremgangsmaade, og mange Born falde som Ofre her
for. Svaret maa lyde: det vil ganske afhænge af Bar
nets Udvikling i det Hele. og af dets Sundheds Tilstand, n a a r vi kunne tillade det at faa anden Næring. Skulle vi imidlertid angive Tidsgrænsen noget nærmere, da kunne vi kun som almindelig ltegel sige, at man hor lade Bar
net patte, og a t d er i kke er G r u n d t i l at gi ve det n o g e n a n d e n N æ r i n g , f or det h a r f a a e t de f o r s t e T æ n d e r , ikke fordi Tænderne i og for sig have nogen særlig Betydning i denne Henseende, men fordi vi jo, som jeg nylig omtalte for Dem, ere berettigede til i Tændernes Frembrud at se et Tegn paa, at Udviklingen i sin Helhed er i god .Gang, saa at vi uden Fare kunne udsætte Barnet for denne indgribende Forandring. Og da der tilmed efter d.e forste Tænders Frembrud er et Ophold af nogle Uger, inden de næste komme, gjor man bedst i at benytte dette, for at undgaa ethvert, selv nok saa let Ildebefindende, der kan skyldes Tændernes Frem
brud.. Omvendt er der jo ogsaa, naar Barnet ernæres ved Bryst, størst Udsigt til at det vil faa sine Tænder i rette Tid.
Hermed linder ogsaa den bekjendte gamle Begel til
dels sin Bekræftelse, at Barnet skal patte lige saa længe, som det bæres i Modersliv, altsaa i 9 Maaneder.
<?jg«-rr'V7iTr r
Men, som sagt, denne Termin gjælder kun som
al-%
mindelig Eegel for det større Flertal af Tilfælde, og der fordres som nødvendig Forudsætning Barnets fuldkomne Sundhed. Misligheder i denne Henseende kunne, lige
som ogsaa forskjellige andre Forhold, nøde os til at fra
vige denne Hovedregel og enten fremskynde, eller ud
sætte Tidspunktet for Afvænningen. Derfor vil jeg ind
stændig raade Dem til at iagttage Barnet ofte og omhyg
geligt paa dette Tidspunkt, og tillige til at gjøre hyppig Brug af Vægten, for at De saa hurtigt, som muligt, kunne opdage enhver Stilstand eller Tilbagegang i Udviklingen.
Vi have heri et af de sikreste Støttepunkter for vor Handlemaade, og tillige det bedste Middel til hurtigt at afgjøre, om de Næringsmidler, vi vælge, ere de rette.
Selv hos fuldkommen sunde Børn iagttager man under denne Periode næsten altid meget stærke Svingninger i Tilvæxten, uden at vi iøvrigt kunne opdage nogen be
stemt Grund dertil, — det bedste Bevis paa, at Ernæ
ringen under disse Forhold, selv om den indledes og vaages over med Forstand og Omhu, befinder sig i en betænkelig Overgangs Tilstand.
I alt Væsenligt gjælde de samme Bemærkninger ogsaa for de Tilfælde, hvor Barnet fra Fødselen af enten faar Bryst og Mælk samtidig, eller hvor det ernæres ude
lukkende med Mælk. Heller ikke i disse Tilfælde bør man forhaste sig med at give Barnet «Mad», men rolig vente, som nys udviklet, dersom det trives og tager til i Vægt.
Den gyldigste og tillige mest tvingende G r u n d t i l a t v æn n e B a r n e t t i d l i g e r e f r a er . naturligvis den, naar Mæl k e n t a g e r s t æ r k t a f eller endog s v i n d e r h e l t b o r t , hvad man ganske vist undertiden kan se, selv hos forholdsvis ret sunde Mødre. Her have vi jo intet Valg. Dog maa jeg her paany indprente, hvor overordenlig gavnligt det er for Barnet naar det kan
vedblive at faa Bryst et Par Gange om Dagen, og ikke.
altfor tidligt vænnes helt fra. Naar Nødvendigheden byder det, og naar Sagen indledes og gjennemføres paa rette Maade kan en saadan blandet Ernærings Maade, — med Modermælk og Komælk,.— give meget gode Resul
tater, hvad jeg ofte har overbevist mig om.
Hæ f t i g e S y g d o mme hos Mo d e r e n kunne na
turligvis paa ethvert Tidspunkt tvinge til at vænne Bar
net f r a, baade for Moderens egen Skyld og fordi Mæl
kens Beskaffenhed forandres. Det Samme gjælder, som jeg tidligere har omtalt, om et n y t S v a n g e r s k a b og betingelsesvis om Menstruationens Indtræden. Endelig kan man se Exempler paa, at.Barnet ikke trives ved den givne Mælk, — sjeldnere rigtignok naar Moderen selv giver Bryst, — saa at vi kunne nødes til at opgive Die- givningen af den Grund. Dog skal man være meget mistroisk, jeg kunde næsten fristes til at sige overfor sine egne Gine, paa dette Omraade.
Omvendt kunne vi blive nødte til at u d s æ t t e A f v æ n n i n g e n noget, naar B a r n e t , selv om det har faaet de første Tænder, dog er t i l b a g e i Ud v i k l i n g , naar det er s v æk k e t eller a n æ m i s k efter at have gjennem- gaaet en alvorlig Sygdom. For tidlig fødte og derfor i Forhold til deres Alder lidet udviklede Børn ville natur
ligvis ogsaa ofte staa tilbage med Hensyn til Udviklingen af Tænderne, saa at vi kunne blive nødte til at lade dem patte noget længere, end fuldkommen sunde Børn.
S y g d o mme h o s B a r n e t , og navnlig da Sygdomme i F o r d ø i e l s e s O r g a n e r n e , danne en absolut Hindring for at begynde Afvænningen, selv om Forholdene for Resten tale derfor.
En ganske anden Sag er det, naar Barnet, uagtet det ikke har faaet Andet end Bryst, dog er blevet raki- tisk, fordi det har pattet altfor hyppigt, uden Orden, eller fordi man har ladet det patte for længe, ind i det
. 2det A ar, i hvilket sidste Tilfælde Rakitis da ofte har udviklet sig sent, efter at de forste Tænder allerede ere brudte frem, netop fordi det gunstige Tidspunkt for Af
vænningen blev forsomt, — hvad man ingenlunde sjel- den ser. Barnet er da for det meste blegt, fedt, med opdunset Ansigt, hvad der af Lægfolk netop antages for et Tegn paa en ganske udmærket Ernærings Tilstand, medens den, der forstaar sig derpaa, vil se, at det Mod
satte er Tilfældet; Undersogelsen viser i slige Tilfælde meget ofte Blodhed af Hovedbenene, eller Svulst af Rib
benenes Ender, Svulst af Ledenderne osv. Heri ligger netop som oftest en bestemt Indikation for os til strax at begynde med blandet Kost, og hurtigt vænne Barnet ganske fra.
Endelig er Aarstiden et overordenlig vigtigt Moment, hvis Betydning desværre ogsaa ofte lades aldeles ude af Betragtning af Lægfolk. Heldigst er i saa Henseende.
Foraarstiden, naar saavel Sygeligheden som Dødeligheden blandt Born er mindst, afset fra tilfældige Epidemier.
Derimod bor man undgaa den hedeste Sommertid, der som bekjendt er særlig farlig paa Grund af de hyp
pige akute Diarrhoer, og man bor hellere, selv om de øvrige Forhold ere gunstige, lægge nogen Tid til, end gjennemfore Afvænningen netop paa dette Tidspunkt.
Har Barnet derfor henimod Sommeren allerede naaet den Alder, 6—9 Maaneder, da det ikke længere har nok i Brystet, saa at vi n o d e s til at give anden Næring til Hjælp, bor vi dog lade Moderen vedblive at give Bryst 2—3 Gange i Døgnet, for at holde Afsondringen vedlige.
Vi have da den store Fordel, dersom Sygdom skulde ind
træde, i nogle Dage paany at kunne ernære Barnet alene, eller dog næsten alene ved Bryst.
De ville, — mine Herrer! — i det praktiske Liv ikke saa særdeles ofte finde Barnets Ernæring og Afvænning
fra Farst til Sidst gjennemført paa rette. Maade. Lad os derfor en Gang i Korthed gjennemgaa Forholdene, saa- ledes som De oftest ville mode dem, da det jo ogsaa har sine store Fordele at iagttage og vide,' hvorledes man i k k e skal bære sig ad. .
De ville i det Hele finde-Ernæringen gjennemført paa - høist forskjellige Maader. De Tilfælde, hvor en fuld
kommen sund og kraftig Moder, der har tilstrækkelig Mælk, uden nogen gyldig Grund s t r a x f r a B e g y n d e l sen a f o p g i v e r at a mme s i t B a r n ere vistnok sjeldnere; dette maa betragtes som Undtagelser, og finder da navnlig kun Sted, naar særlige Forhold udøve deres Indflydelse. At mange ugifte Mødre nødes til strax fra Først af at opgive at amme Barnet og sætte det i-Pleie, for selv at kunne tage en Tjeneste, er jo desværre et af de store Onder, vi daglig ere Vidne til; og dog kunde
der.netop paa dette Omraade udrettes Meget for at af
hjælpe Ondet, som jeg tidligere har berørt.
De fleste Mødre gaa vistnok fra Begyndelsen af til Ammetjenesten med en god Villie, idet fornuftige Mødre ogsaa meget vel indse, — især naar de have tidligere Erfaringer i denne Retning, — a t den k u n s t i g e E r n æ r i n g i V i r k e l i g h e d e n er l a n g t b e s v æ r l i g e r e , og l æ g g e r e n d n u me r e B e s l a g p a a Mo d e r e n s Ti d og O p m æ r k s o m h e d , n a a r der o v e r h o v e d e t s ka l vær e T a l e om, a t den s kal l y k k e s , selv afset fra det for de mindre Bemidlede saa vigtige Hensyn, at d e n n e Ma a d e at e r n æ r e B a r n e t p a a b l i v e r l a n g t d y r e r e , end at give' d e t Br ys t . Men saa indtræder der i mange Tilfælde efter kortere eller længere Tids Forløb smaa Uheld, der for mange Mødre dog blive en Grund til at ophøre med Diegivningen. De ville saa- ledes navnlig se Revner paa Brystvorterne faa Betydning i denne Henseende; disse ere overordenlig smertelige, og der udfordres mangen Gang en stærk Selvbeherskelse fra
Moderens Side, for at hun ikke skal give efter for ønsket om at befri 'sig for Smerten, ved at ophore med at give Bryst. Jeg har imidlertid tidligere omtalt, at der ved Omhu og fornuftig Skaansomhed kan udrettes meget der
imod, men at der navnlig kan. gjores særdeles meget for itide at forebygge disse Tilfælde. Naar de en Gang ere helede, ville de ikke saa let opstaa paany.
I andre Tilfælde vil Moderen efter nogen Tids For
løb føle sig meget angrebet; hun selv, — men navnlig hendes raadgivende Omgivelser, — blive ængstelige for at hendes Helbred skal lide, og af denne Grund blive Børnene mangen Gang vænnede fra uden virkelig bydende
s ø
Nødvendighed, og uden at man iforveien har søgt kyn
dig Raad og Bistand. I slige Tilfælde 01 Lægen, naar han bliver "raadspurgt, kunne udøve en meget heldig Ind
flydelse ved at opmuntre Moderen til at holde ud, og ved at ordne Diegivningen, saa at Barnet lægges tik med passende Mellemrum, til regelmæssige Tider, hvorved Moderen faar Ro længere Tid ad Gangen, navnlig om N atten; eller ved at raade Moderen til at vedblive at give Bryst nogle faa Gange i Døgnet, og erstatte det Manglende ved enkelte Maaltider af et andet Nærings
middel. Meget vil naturligvis ogsaa kunne udrettes ved at ordne hendes Diæt og Levemaade i det Hele, og ved Jernmidler.
I det store Flertal af Tilfælde ville De se det gaa til paa den Maade, at Barnet i den første Tid, de første 14 Dage eller maaske lidt længere, faar Bryst alene;
men efter den Tid begynder man allerede med blandet Kost, og med en forbausende Hurtighed kommer Barnet nu til at gjøre Bekjendtskab med hele den huslige.Spise
seddel, saa at det snart faar «Alt, hvad O selv spise», som Moderen i Almindelighed vil svare Dem paa Deres Spørgsmaal. Spørge De nærmere om Grunden, hvorfor hun saa tidligt har givet Barnet Mad, ville De faa til
Svar: «jeg var bange, der ikke var Bryst nok»; — »Bar
net var saa graadigt»; — »han kunde ikke nøies med Brystet«; — »han v i l d e have Mad»; — «han rækkede efter det», og Lignende. Nogen virkelig Begrundelse for den Frygt, at der ikke var tilstrækkelig Mælk, ville De derimod næsten aldrig faa at høre, det Hele støtter sig paa løse Formodninger, bestyrkede ved slette Kaad. Og Ulykken er netop, at man næsten aldrig nøies med at.
give Barnet en enkelt Ting til Hjælp, og da særlig Mælk;
det ef oftest en Blanding af de mest uensartede Ting, der saa lidt som vel muligt passe for et Barn i denne Alder. Af den Art Tilfælde har jeg netop Tid efter anden iagttaget og fulgt adskillige, hvor Mødrene, blot af Ubekjendtskab med Forholdene, uden virkelig Nød
vendighed ■ havde givet Børnene Mad tillige, og hvor deres Ernæring havde lidt derunder. I flere af disse Tilftelde havde Mødrene meget rigelig Mælk, og ved at følge mit Raad, at ophøre med al anden Næring, hæ
vedes de tilstedeværende Forstyrrelser i Fordøielsen, og Børnene toge regelmæssigt til i Vægt. For dem, der maatte havé min Afhandling: «Om B ø r n s Væg t f o r ho l d i de t 1s t e Le ve a a r « findes der i Kurven af Barnet Anna (Tab. VII) et særdeles oplysende Exempel herpaa.
Men en endnu uheldigere Følge af denne ubetænk
somme Fremgangsmaade er den, at den meget ofte fører til, at Barnet i Løbet af kort Tid vænnes ganske fra, baade fordi Mælken tager af, og fordi det da koster Bar
net en større Kraftanstrengelse at tage Brystet, end at patte af en Flaske eller Spise med en Ske. Det skriger da naar det lægges til Brystet, og vægrer sig ved at tage fat, Moderen bliver kjed og træt deraf, giver efter kort Tids Forløb efter, og saa hedder det, hvad De ikke saa sjelden ville faa at høre: »lian v æ n n e d e s i g sel v fra.»
Men ligesom denne Fremgangsmaade, med den
bian-?
dede Ernæring, kan betragtes som Regelen, saaledes slut
ter- sig hertil meget ofte den lioist uheldige Uskik, at man lader Barnet vedblive at patte langt ud over den fornuftige Tidsgrænse. En hyppig Grund hertil er den almindelig bekjendte Tro, at Moderen, saa længe hun giver Bryst,, derved skulde tindgaaa et nyt Svangerskab, hvad der naturligvis kun slaar til for *saa vidt menses ikke indtræde i denne Tid. Ogsaa denne Fremgangs- maade er, som sagt, lioist uheldig, og har sin Del i de mange sygelige Tilstande i denne Alder; den er saa meget uheldigere, som man navnlig ofte ser, at det gun
stige Tidspunkt for Afvænningen derved forsommes, saa at denne maa udsættes yderligere, naar man f. Ex. vil undgaa at vænne Barnet fra- netop i den varmeste Aarstid.
Det er desværre ikke noget meget tiltalende Billede, jeg her har fremstillet for Dem, men det har i al Fald den Fordel, at være stemmende med Sandheden. De ville ofte nok høre udtalt Tvivl og Indvendinger imod de Grundsætninger, jeg har udviklet for Dem, om at ernære Barnet saa længe ved Bryst alene eller ved Mælk. Man vil sige Dem, at Moderen ikke kan taale det, at det ikke er tilstrækkeligt for Barnet, og maaske ville endog Deres egne Standsfæller mangen Gang understøtte den Art Indvendinger og paastaa, at man ikke bor gaa saa pe
dantisk frem og fordre dette almindelig gjennemført; «de have kjendt mange Børn, der trivedes udmærket ved det eller det Næringsmiddel'), osv. Lad Dem blot ikke vild
lede deraf, eller rokke i Deres Overbevisning ved mulige Undtagelser, som Enhver vil indrømme, men som ere saa sjeldne, at de netop styrke Regelen. Følg De rolig Barnets hele Udvikling, prøv den ved Vægten, og De ville ikke kunne skulfes. Og lad dem, der indbilde sig at kunne bygge Noget paa en enkelt spredt Erfaring hist og her, lad dem komme til Børneklinikerne, hvor Snese og atter
Snese af Børn komme under Behandling for Kakitis og andre Sygdomme, der udelukkende skyldes forkvaklede Ernærings Forhold; kun der kan man lære at dømme uhildet om disse Forhold. Men tillige hetages man af dyb Bekymring for de mangfoldige Stakler, hvis hele Existens i saa lang Tid staar paa svage Fødder og i al Fald kun langsomt hæver sig, medens mange beholde Mærker af Sygdommen hele Livet igjennem; og man op
fyldes af Medlidenhed med de stakkels Modre, der liaardt maa bøde for deres Feilgreb, som ofte kun ere hegaaede af Uvidenhed, idet Skylden ligger hos Andre, der for
uden Uvidenhed, parret med Selvklogskab, have endnu uheldigere Bevæggrunde til at paatrænge deres Kaad.
Og dobbelt sørgeligt er alt dette, netop fordi saa m a n g e af d i s s e U l y k k e r k u n d e vær e f o r e b y g g e d e , der
som Forholdene fra Begyndelsen af vare bievne ledede med kyndig Haand. Glem heller ikke i slige Tilfælde at spørge dem, der have set saa udmærkede Resultater af andre Fremgangsmaader, i hvor lang Tid derefter de have iagttaget Børnene? Om de ere sikre paa, at der ikke senere har udviklet sig Rakitis? Thi der skal lang Tid til, før man er berettiget til at slutte, at den eller den Ernærings Maade har . været virkelig heldig for Bar- net i enhver Henseende.
Selve Afvænningen maa gjennemføres med megen Var
somhed. Ogsaa paa dette Punkt begaas der store *Feil, idet Moderen ofte ganske pludselig, eller i Løbet af meget kort Tid vænner Barnet helt fra, og mange Børn bøde med Livet for denne Uforsigtighed. Afvænningen maa forberedes lidt efter lidt i Løbet af mindst 6—8 Uger, idet man efterhaanden giver Barnet flere og flere Maaltider af blandet Kost. Herved opnaar man baade at vænne Barnet lidt efter lidt til den nye Næring, og man har tillige Tid til at prøve forskjellige Nærings
midler, for at udfinde, hvilke der bedst passe for Barnet.
For Moderen er den gradvise Afvænning naturligvis ogsaa meget heldig, da Mælken paa denne Maade svinder umærkelig bort, uden at hun føler nogen kjendelig Ulempe derved.
Paa dette Tidspunkt vil Barnet, naar det udeluk
kende faar Bryst, patte 5—6 Gange i Døgnet. Man be
gynder da med ét Maaltid, enten Mælk, eller Mælke
vælling, og vedbliver dermed en Ugestid; derefter giver man endnu et Maaltid, f. Ex. Kjødsuppe af skært Kalve
eller Oxekjød, jævnet med Semoule eller med Tvebak;
efter endnu en Uge kan man prøve et blødkogt Æg.
Taaler Barnet disse Ting, har man heri et tilstrækkeligt Grundlag, og man kan altsaa efter et Par Maaneders Forløb ganske ophøre med Brystet, idet man ordner de nævnte Næringsmidler paa passende Maade. Suppen bør helst tilberedes som den saakaldte beaf-tea, idet man først skærer Kjødet i mindre Stykker, lader det staa en Timestid med koldt Vand og derpaa hurtigt giver det et Opkog. Det presses derefter med en Ske, tilsættes lidt Salt og sis; af V2 Pund Kjød kan man paa denne Maade faa 1 Pot Suppe. Nogen. synderlig Næringsværdi har den som bekjendt ikke, i al Fald kun ved de Salte, den indeholder, og den maa derfor jævnes paa den nys nævnte Maade, eller tilsættes et Æg, eller blandes med Mælk; Suppen af Kalvekjød blandes særdeles godt med Mælk, i forskjellige Forhold.
Efter kort Tids Forløb kan man tillige give Barnet smaa Stykker saftigt Kjød at tygge paa og suge Saften af; men iøvrigt bør man længe holde sig til disse simple og ensformige Maaltider, i d e t B a r n e t e n d n u l a n g t .ind i det 2 d e t A a r f o r t r i n s v i s . bør h a v e f l y
d e n d e N æ r i n g , og man bor fremfor Alt v e d l i g e hol de R e g e l m æ s s i g h e d i M a a l t i d e r n e , og