Thi Sønderjylland var ikke noget selvstændigt Land, som „hvilede i sig selv“. Det var det ikke engang i Forbindelse med Holsten. Slesvig var en Del af den dansk-norsk-holstenske Helstat; i statsretligHenseende hørende til Danmark, i administrativ forbundet med Holsten. Det maa derfor ogsaa betragtes som en Del af Staten med Hensyn til Rettigheder og Pligter.
Disse sidste kan for en stor Del læses ud af Statsregnskaberne, selv om hertil maa lægges Byrder som Værnepligten, der ikke kan maales i Tal.
Statsregnskabet for 1805 udviser en Indtægt fra Kongeriget Dan markpaa ca. 10 Mili. Rd.,fra Norge paa2Miil. ogfra Hertugdømmerne paagodt31/2 Mili. Hertil kom imidlertid for BalancensSkyld „forstrakte Kapitaler“ paa i3/4 Mili., altsaa ialtgodt 17^ Mili. Fra detforegaaende Aar 1804 overførtes endvidere en Beholdning paa 2 Mili. 700.000 Rd., uapproberede Udgifter paa 4.300.000 og Restancer paa ikke mindre end 13.265.000, i alt 2O1/4 Mill. Man maa forbavses overRestancernes Højde, og de er oven i Købet i Løbet af 1805 steget med yderligere 2 Mili.
Restancerne stammer dog overvejendefra Kongeriget, som det vil frem-gaa af det følgende. Saa svag var altsaa dette Lands Økonomi og det under en Periode med de lykkeligste Konjunkturer. Dog maadet huskes, at Skattebyrden i de sidste 20 Aar var vokset med 50 pCt., hvad der skyldtes de trykkende Militærudgifter, som atterskyldtes den almindelige Krigstilstand i Europa. Til Forrentning af Statsgælden gik et aarligt Beløb paa 2.200.000, et sørgeligt Vidnesbyrd om, at Statens Økonomi ikke var bedre end Landets.
For de 3x/2 Millioners Vedkommende, som indgik til Statskassen fra Hertugdømmerne, er det for de fleste Summers Vedkommende muligt at skelne mellem Indtægterne fra Slesvig og fra Holsten. Kun ved den ene Million, der betegnes som „immédiate Intrader (□: umiddelbare Indtægter) til den slesvig-holstenske Kasse“, er de to Hertugdømmer opførtepaa en for os uopløseligMaade ved en Del Poster. Af de middel bare Indtægter, som her først skal behandles, udgjorde Indtægten fra de sønderjydske Amter og Landskaber 822.000 Rdlr., hvortil kom en Restance paa 180.000 Rdlr., ganske vist et betydeligt Beløb, men dog langt lavere end det foregaaende Aar, hvilket taler godt for Land brugets Stilling. Det var navnligde tønderske Marskherreder og Øerne Pelvorm og Nordstrand, som var tilbage med deres Forpligtelser. Af
28 STATSINDTÆGTERNE FRA SØNDERJYLLAND
de enkelte Amtsindtægter varJordebogsafgifterne og den ordinære Kon
tribution de vigtigste; derefter kom Forpagtningsafgifter (af Jagt, Fiskeri, Møller og Kroer), Skovindtægter samt Magasin- og Fouragepenge, alt sammen Poster, der gik tilbage til det 18. Aarhundrede. Men hertil sluttede sig efter 1800 Landskat og Husskat, der i flere Amter tilsammen blev til lige saa meget som de gamle Ydelser, og — ganske særlig — Afgiften til Skatkammerfonden, der slog Hovedet paa Sømmet. Denne Fond var oprettet 1803 med en fremtidig Krigs Militærudgifter for Øje.
De største Indtægterfik Staten, naturligt nok, fra de folkerigeste Amter, Haderslev og Tønder, men herefter ydede ejendommeligtnok de affolkede Marskdistrikter, som Ejdersted, mere end FlensborgellerGottorp Amter, og en 0 som Før mange Gange saa meget som Øen Sild.
Den anden store Indtægt fra Sønderjylland til Statskassen var Kon
tributionen fra Stæderne, „de afdelte Herrer“, Greverne, Prælaterne og Ridderskabet. Den indbragte 62.000 Rd. (af i alt 202.000 for begge Hertugdømmer tilsammen). Mærkelig er herved den Forskel, som der stadig gjordes paa de oprindeligt kongelige Stæder (Haderslev, Sønderborg og Flensborg),hvor Afgiften var 3 Rd. maaned-ligt pr. Plov, og de forhen gottorpske Byer (Aabenraa, Tønder, Husum, Frederiksstad, Slesvig, Ekernførde og Burg), som kun betalte 2 Rd.
Det slesvigske Ridderskab betalte halvt saa meget som det holstenske, nemlig 2 Rd. 16 Sk. Den laveste Ydelse var Hertugen af Augustenborgs
(24 Sk. pr. Plov). Om alle disse privilegerede Klasser gælder det, at de i 1805 kunde udrede deres Skat uden nogen Restance.
Den tredje Indtægtspost paa Regnskabet var Tolden fra Stæderne og Flækkerne. Den beløb sig til c. 420.000 Rd. eller en halv Gang mere end fra Holsten. Om de største Poster (fra Tønning og Flensborg) er tidligere talt (S. 18). De øvrige slesvigske Byer laa betydeligt lavere:
Frederiksstad med 20.000 Rd.; Husum med 13—14.000; Aabenraa med 10—11.000; Slesvig med 9000; Sønderborg med 7000; Haderslev, Tøn der og Ekernførde hver med kun 5000.
Som fjerde og sidste Indtægtspost staar de førnævnte „immédiate Intrader“. De bestod i Afgiften af Stempelpapir, der udgjorde c. 38.000 Rd. (for Holsten godt 53.000), Land- eller Demathspenge af nogle oktrojerede Kooge, c. 6700 Rd., og Jordebogsafgifter fra de tid
ligere gottorpske Stæder, c. 800 Rd. Men hertilkommer endnu forskellige Indtægtskilder,hvorved man ikke har sondret mellem Slesvig og Holsten.
De vigtigste er Sportler ved Overretterne (ca. 12.000), Kvartprocent
skat af klosterlige og adelige Distrikter (c. 28.000), Hoved- og Rangskat (ikkemindreend260.000 Rd.), Afgift af Arv (7000), Landskat (c.77.000), Husskat (ca. 9000), Afgift til Skatkammerfonden (c. 20.000) samt „alle- haande Indtægter“ (c. 15.000). Det samlede Beløb af disseFællesindtægter,
29
CENTRALADMINISTRATIONEN
Fig. 17 Kancellibygningen i København,
hvor det tyske Kancelli havde Kontorer paa første Sal (paa begge Sider af Hjørnet).
Nationalmus. fot. (1927).
der væsentlig kom fra Ridderskabets Omraade, var c. 429.000 Rd.
Da den overvejende Del heraf faldt paa Holsten, kan vel Sønderjyl lands Part deri skønsmæssigt sættes til 175.000 Rd. Denne Landsdels Bidrag til de samlede Statsudgifter beløb sig altsaa til noget over U/g Mili. Rdl. (1.525.967 Rd.). Da Folkemængden i 1803 var c. 278.000 Mennesker, faldt der saaledes gennemsnitligt paa hvert In
divid en Statsbyrdeaf knapt6Rd. (iHolsten var den lidt højere, i Konge
riget derimod henved 10 Rd.). Om nogen „Udsugning“ af Hertug
dømmerne. var der altsaa ingenlunde Tale.
De Myndigheder, som forvaltede disse Midler og i det hele styrede Slesvig, befandt sig dels inden for, dels uden for dets Grænser. Central administrationen havde sit Sæde i Hovedstaden, hvor de finansielle, mili
tære og udenrigske Organer var fællesforhele Staten,mens der for Kirke-, Undervisnings- og Retsvæsenet fandt en særlig Styrelse af Hertugdøm merne Stedgennemdet saakaldte Tyske Kancelli(Fig.17). Dette havde et mere beskedent Omfang end det tilsvarende danske; det her ansatte Personale bestod, foruden Kancelliraaderne, kun af to Ekspeditions
sekretærer, en Registrator, en Arkivar, tre Kancellister, tre Underkan
cellister og en Skriver. Lægger man hertil de tyske Embedsmænd inden for Rentekammeret, Generaltoldkammeret og Kommercekollegiet, hvor der de fleste Steder fandtes særlige Kontorer for de „tyske“ Provinser,
30 STATHOLDERSKABET OG OVERRETTEN
kommerman op paa ca. 60 Personer, etbeskedent Tal ved Siden af det flere Hundrede Mand store Personale, som den dansk-norske Central administration raadede over. Denne Koloni af fremmede i Hovedstaden omfattede flere betydelige Mænd, som den tidligere Sekretær for Ridder
skabet, nu Deputeret i Tyske Kancelli, F. C. Jensen, Morbroder til Historikeren Dahlmann; de to Sekretærer samme Steds (fra 1806) F. H.
C. Johannsen og J. O. Fr. Spies; Overprokurør Chr. Ulr. Ditl. v.
Eggers; den Kommitterede i Rentekammeret J. Chr. Fr. Heinzel-mann, som ogsaa havde Sæde i Kancelliet; last, butnot leastden senere saa berømte Historiker Barth. Georg Niebuhr, der var Kommitteret i Økonomi- og Kommercekollegiet til 1806, da han gik i preussisk Tje
neste. Embedsmændene havde studeret i Kiel eller ved tyske Universi
teter og var som Regel Embedsmandssønner eller Børn af velstaaende Familier. Under deres Virksomhed i Hovedstaden toges der alt Hensyn til dem, skønt de repræsenterede et Mindretal inden for Monarkiet.
Begge Sprog var saaledes ligestillede i Centraladministrationen, og i de Kollegier, der omfattede baade de dansk- og tysktalende Landsdele, ledede Direktørerne altid Forhandlingerne paa Tysk til de tyske og paa Dansk til de danske Medlemmer, ligesom de ved Behandlingen af Sager, der gjaldt hele Staten, lod Sproget skifte, efter som der gjordes Rede for Forholdene i Kongerigerne eller i Hertugdømmerne. Disse tyske Embedsmænd nærede da ogsaa virkelig Hengivenhed overfor dendanske Helstat; Niebuhr betingede sig saaledes ved sin Overgang til preussisk Tjeneste, at han aldrig skulde komme til atvirke mod sit gamle Fædre
land. Den højtdannede Kreds var ikke alene fuldt ud hjemme i den samtidige tyske Kultur,menfulgteogsaadet nyvaagnende danske Aands
liv medSympati. Men paa den anden Side voksede den dog aldrig helt sammen med København. Heinzelmann talersaaledes i et Brev til selve Kancellipræsidenten, den danskfødte Møsting, om den Sundhed, han har sat til paa „Hovedstadens dumpe og fugtige Gader og i de triste og mørke Kancelligange“. Men af større Vægt var sikkert den Karakter
forskel, hvori man følte sig til den danske Befolkning. Embedsmændene søgte derfor oftest efter nogle Aars Forløb tilbage til deres Hjemland, hvor de havde store Chancer for at kunne opnaa de højeste Stillinger i Administrationen og ved Domstolene.
Etfælles administrativt Organ fandtesikke inden for Hertugdømmernes Grænser; thiStatholderskabet, som beklædtesafKronprinsens Sviger fader, Landgrev Carl afHessen (Fig. 18) paa Go ttorp Slot, Lavaters Ven og Aandemaner, var en ret betydningsløs Melleminstans mellem Kancelliet paa den ene Side og Amtmændene og Magistraterne paa den anden. Større Betydning havde Overretterne, men af dem var der to, en for hver Landsdel ; i Spidsen for den slesvigske stod Kansleren
DEN LAVERE LOKALADMINISTRATION SI
Fig. 18. Carl af Hessen-Kassel.
Stik af L. Schiemer efter Maleri af Goos (1805).
Krück. Ligeledes fand tes derensærligGene
ralsuperintendent for Kirken i hvert Her
tugdømme; i Sønderjyl land var det G. Chr.
Adler ( 1792—1834), hvis Navn har faaet en sør gelig Klang i danske na tionale Kredse, hvad der ikke bør tilsløre hans store Lærdom og ubestridelige admini
strative Dygtighed.Men den Del af Embeds standen, som havde størst Betydning for Be folkningen ved atstaai regelmæssig Forbindelse med den, var den rent lokale. Det var de ni Amtmænd, af hvilke ingen paa dette Tids punkt hævede sig over detrespektableEmbeds
mandsniveau, ogBorgmestrene, der fra at være folkevalgte var i Glide
flugt mod at blive kongeligt udnævnte. Under de førstes Tilsyn virkede Herredsfogderne,somforudenathaveRetsplejeni første Instans under sig ogsaa deltog i Administrationen og havde Opsyn med de kommu nale Bestillingsmænd, mens Amtsforvalterne (Landskriverne) varetog Oppebørselsvæsenet. En talrig Stab af Bestillingsmænd, som paa Landet i Nordslesvig Sognefogder (hvortil paa Als svarede Synsmænd, i Mellemslesvig Regnskabsmænd og i Sydslesvig Bondefogeder), endvidere Husfogder, som havde Opsyn med Broer og Veje, bistod disse Embedsmænd i deres daglige Gerning. Men den Del af Embeds standen, som sikkert stod i den intimeste Kontakt med Beboerne, var Præsterne og Skolelærerne, hvis Virksomhed var nøje sammen
knyttet, da Skolen fra det 18de Aarhundrede betragtedes som Kirkens Tjenerinde.
Foreningen af den gottorpske Del af Holsten med den danske Stat 1773 havde ført til, at det hensygnende Universitet i Kiel fra nu af blev hyppigere besøgt af Slesvigere end tidligere,ja det blev ligefrem
32 UNIVERSITETET I KIEL
paabudt fra oven, at enhver, dervilde søge Embedei Hertugdømmerne, skulde have studeret to Aar („Bienniet“) her. Regeringen drog Omsorg for at forsyne det med dygtige lærde, saa at det snart stod fuldt paa Højde med de betydeligste tyske Universiteter. Af Lærerne var i Tiden før 1814 ikke engang en Fjerdedel indfødte, det laveste Tal i hele Uni
versitetets Historie fra dets Grundlæggelse og til 1867. Af de mest ind
flydelsesrigekan nævnes Teologerne R. Eckermann og Geyser, Juristerne Cramer, Niemann og Hegewisch, Filosoffen Reinhold samt Filologen Heinrich. Det var navnlig teologiske og „kameralistiske“ (o: statsviden skabelige) studerende, som søgte herhen, selv om ogsaa det medicinske Fakultet, Tak være Fr. Reventlow som Kurator, var i stigende Betyd
ning. Detovervejende Antal Studenter stammede fra Hertugdømmerne, omtrent ligelig fordeltmellem disse. I 1811 var det samledeStudentertal 140, og det siges, at Danskerne (d. v. s. Slesvigerne) udmærkede sig ved den hurtigste Opfattelsesevne, hvilket ganske vist førte til, at de snart troede sig paa Højden af al Viden og erstattede deres Mangel paa Kund skaber med Arrogance, mensderimod de holstenske Studentermekanisk fulgte deres Studieplan og med Møje erhvervede det, de vidste. Redak tionen af „Neue Provincialberichte“ tog for øvrigt Afstand fra denne Dom, der vel ogsaahar sin største Interesseved at antyde, atder fandtes en vis Forskel paa de unge fra de to Hertugdømmer. Det samme synes at fremgaa af Holsteneren Rists Skildring fra Slutningen af 1790erne;
han paastaar, at de værste Studenter, der levede i en Tilstand af „ydre Forsøm thed og indre Raahed“, efter Landsbyen i Slogs Herred kaldtes
„Ravstederne“, og atnavnligderesFører udmærkede sigved „eneksem
pelløs Frækhed og en Mangel paa al Æresfølelse“, ganske vist mildnet ved et Indslag af „Mutterwitz“.
Alt i alt levede man dog i denneHertugdømmernes aandelige Hoved stad i god Endrægtighed,ogByen selv (Fig. 19) havde et Præg af Storstad, der gav Livetderi noget letog sorgløst. Om dybere Interesser var der kun hos noglefaa Tale; de fleste drevnaturligvis Brødstudium, menved Siden herafpolitiserede man, spillede Skak og røg i Værtshusene og følte sig besjælet af „en ubegrænset Sorgløshed og Tillid“. Afslutningen paa Stu dierne — der for øvrigt som Regel udstraktes til andre Universiteter — var for Teologernes Vedkommende en Eksamen for Overkonsistoriet paa Gottorp, og for Juristerne en Prøve for Overretten sammesteds. Men om Teologerne gjaldt det, at de i Slesvigs dansktalende Egne maatte taale en Konkurrence med de fra Københavns Universitet udgaaede Kandidater, og navnligved de af Kongen besatte Embeder i Tørninglen var det saa godt som altid Regel, at københavnske Kandidater blev ansatte. Anderledes i Aabenraa og Sønderborg Amter, hvor der mellem
1795 og 1848 udnævntes 112 Kielere og kun 33 Københavnere.
DE SLESVIGSKE PRÆSTER 33
Fïg. i g. Udsigt over Kiel.
C. Müller lit. efter Maleri af J. Bünsow (c. 1847).
Menvar Studenterne iKiel endnu paa denne Tid fuldt ud loyale, spo rer man allerede nu hos deres Lærere Strømninger, der skulde udvikle sig til et modsat Standpunkt. Ogsaa efter 1773 stod de i ivrig Forbin delse med det tyske Aandsliv, som Flertallet af dem jo tilhørte gennem deres Oprindelse fra det egentlige Tyskland. Som Hovedrepræsentant for „Oplysningen“ stod Prof. Christiani, der 1786 grundlagde „Die schleswig-holsteinische patriotische Gesellschaft“, der til Organ havde „Pro
vincial!}erichte“. Ogsaa en Række andre Selskaber grundedes i Kiel, der enten havde Velgørenhed til Formaal eller — som „die Harmonie“ — anstændig Underholdning og Læsning. Det er sagt om „Harmonien“, at den bidrog til Borgerskabets Emancipation fra Hof- ogAdelsselskabet, og ydermere, at den blev en Planteskole for tysk Kultur. I 1815 kunde derfor Digteren Chamisso fælde den bekendte Dom om Kiel: „I Kiel er Professorerne tysksindede, Studenterne dansksindede“.
Inden for den slesvigske Embedsmandsstand var Præsterne den tal
rigste Klasse. De var økonomisk set meget forskelligt stillede, efter som de sadi de magrere eller i de frugtbarere Egne; men som en Hovedregel kan det siges, at Kaldene var bedre end de gejstlige Embeder i Konge riget. Ogsaa i aandelig Henseende frembød Præsterne betydelige For
skelligheder, efter som de var udgaaede fra det ene eller det andet af deto Universiteter. Som Eksempel paa den ene Type,de tyskorienterede,
34 PASTOR BURCHARDI I KETTING
kan nævnes Pastor Chr. Au g. Burchardii Ketting paa Als, der træder os levende i Møde gennem Sønnens først for nylig offentliggjorte Erin
dringer. Han var udsprunget af en i sin Tid fra Tyskland indvandret Slægt og Søn af Provsten i Sønderborg. Efter at have studeret i Kiel var han i længere Tid Huslærer hos Landraad v. Rumohr paa Runtoft i Angel, der virkede som en Foregangsmand for den tyske Folkeskole i dette Landskab. Dansk Rigsmaallærte Burchardi førstherefter som Hus
lærer i København hos Statsminister Grev Adam Gottlob Moltke, Fader til den senere Præsident i Tyske Kancelli Otto Moltke. Maaske bidrog denne Stilling til hans Ansættelse som Præst, først i Adsbøl og derefter (fra 1793) i Ketting. Pastor Burchardi stod venskabeligt til det danske Aandsliv og oversatte t.Eks. Klassikere paa dettes Sprog. Han var ogsaa i venlig Kontakt med sine Sognebørn, hvis Dialekt han og hans Børn beherskede. Men hans Blik var først og fremmest vendt mod Syd. Bur chardi var gift med en Rektordatter fra Sachsen, Hussproget var tysk, og naar Præsten havde unge Kostgængere boende hos sig, fandt deres Opdragelse Sted paa samme Sprog. En af disse var den fra 1848 saa sørgeligt berømte Pastor Fr. Petersen (i Uge og Notmark), der oven i Købet blev gift ind i Familien. Skønt Pastor Burchardi som det 18de Aar-hundredes Søn var præget af en vis gammelfransk Elegance, blev han ved Napoleons mangeaarige Tryk paa Tyskland forvandlet til en saa udpræget Fjende af Frankrig, athan endogsaa vilde have sin Søn til at indtræde i den østrigske Hær for at kunne kæmpe mod de forhadte Franskmænd. I denne Familie var man, som i saa mange tysktalende Hjem i Hertugdømmerne, mere fjendtligt indstillet mod Frankrig end mod England. Mens Præsten overlod ikke blot Husvæsenet, men ogsaa Præstegaardens Drift til sin dygtige Hustru, gik han selv helt op i Under visningen af de unge; „han kunde egentlig slet ikke leve, uden at have et vist Antal unge Mennesker om sig“. Den Sidevirksomhed som Lejlig
hedsdigter, han udfoldede, vidner ogsaa om, at han var ung med de unge. Men om hans Gerning som Sjælesørger hører vi ganske vist ikke et Ord. En Oplysningstidspræst, som vi kender saa mange af dem fra Litteraturen, mere vendt mod det jordiske end det himmelske.
Pastor Burchardis Undervisning var beregnet paa at føre unge Mænd frem til Universitetet; mange af hans Kolleger, baade de dansk- og tyskdannede, viede en forbedret Almueundervisning deres Interesse, saa ledes som det bl. a. fremgaar af mange Breve fra dem til Præsidenten i Tyske Kancelli J. S. Møsting. Paa nærmeste Hold af Burchardi virkede saaledes den fra den første slesvigske Stænderforsamling bekendte Provst Fr. Ebbesen i Svenstrup, da residerende Kapellan i Nørborg. Han havde opnaaet kgl. Bevilling til at give „den meest voksne Ungdom“
to Timers daglig Undervisning i Religion, Moral, Naturlære, dansk
PASTOR KNUD AAGAARD I AGERSKOV
Sproglære og dansk Retskrivning; — et Udvalg af Fag, der er karakteristisk for Tidens Tankegang. Hele Præste
standen var rationalistisk præget, og det var ikke fra deres Side, men fra Befolkningens, der øvedes Modstand mod „den Adlerske Agende“. Dog maa det erindres, hvad man alt for ofte overser, atder ogsaa underRatio
nalismen var Mulighed for et stærkt personligt Gudsforhold med stor Bære kraft over for Livets Tilskikkelser.
Der vil til alle Tider findes mer eller mindre følelsesbestemte Mennesker, og i en aandelig fattig Tid vil de søge den Næring, som forefindes og samle deres Følelser herom. Chr.
Paulsen frembyder et Eksempel her- paa. Her, som ellers, bryder den
35
Fig. 20. Knud Aagaard.
Miniature. Orig. ejes af Fuldmægtig J. Grauer, Kbhvn.
enkelte gennem Tidens Strømninger og gør sig til Herre over dem.
Det tør maaske ogsaa siges, at der blandt Tidens Præster er et mere jævnt og folkeligt Præg over dem, som er udgaaede fra dansk Side. En
af de interessanteste af disse er det danske Sprogs første Talsmand, Knud Aagaard i Agerskov (Fig. 20). Kongen havde Kaldsret til Embedet, da det laa i Tørninglen, og dette var Aarsagen til, at en Kol
dingenser, udgaaet fra Københavns Universitet, kunde blive kaldet her
til 1806. Efter at have flyttetsin Familie og sine fleste Ejendele til Vogns den 33 Mil lange Vej fra Skjoldborg i Ty gennem den jydske Halvø i Løbet af 5 Dage, tiltraadte KnudAagaard sit nye Embede („nu endelig er vi ene og i Rolighed“) og begyndte den stille Levensig ind med sine Sognebørn, der her ligesom i Ty skulde afføde en mesterlig Skildring afBøndernes Liv og Tænkemaade. Aagaard har imidlertid ogsaa efter
ladt en Skildring af sig selv, skreveti April 1816, dahan var fyldt 47 Aar.
Den viser, at han ikke var bange for at vende sit Blik indad, og da den har tidstypisk Præg, skal den her gengives:
„Med Tilfredshed seer jeg tilbage paa den gjennemløbne Bane. Med Taknemlighed erkjender jeg Forsynets Førelse med mig. Vel har ogsaa jeg smagt Livets Bitterhed, men jeg føler dog, at jeg har været lykkelig. Selv Trængsler have tilbageholdet mig fra Ondt, været Beskjærmelse for min Dyd og gjort mig skikket til at nyde større Lykke.
Et svageligt Helbred har været min Lod fra Ungdommen.. . De Næringssorger, jeg saa længe maatte kæmpe med, virkede paa mit Gemyt og Gharacteer. Fra Ungdommen har jeg stedse været stille og alvorlig. Støiende og vilde Glæder har jeg aldrig fundet
36 KNUD AAGAARDS SELVSKILDRING
Behag i. Undertiden kunde vel Hidsighed og Vrede henrive mig, dog var jeg tem
melig Herre over alle Lidenskaber. Denne Alvorlighed og Adstadighed, forenet med en vis Blidhed, som var et Arvegods efter min Moder, og et sædeligt Forhold har for
skaffet mig almindelig Yndest. .. Til Udsvævelser har jeg aldrig været hengivet... At jeg stedse har iagttaget Tarvelighed og Maadehold i Mad og Drikke, vil jeg ikke ansee
som en Dyd [da dette skyldtes Helbredshensyn].
Henrandt min Ungdom som en stille Bæk, saa maatte jeg som Mand og Præst endnu mere forstaae at sætte Priis paa de stille huslige Glæder, som jeg ei heller har søgt for
gjeves. Stedse virksom delte jeg min Tid imellem Aands og Legems Arbeide. At arbeide i Haugen er mig en kjer Syssel, og Synet af de Træers Vext, som ved min Haand ere opelskede og plantede, er mig Anledning til megen Glæde. Dog afdrager saadant mig ikke fra Læsning og Studering.. .
Dersom en sterkere og sikrere Hukommelse havde understøttet min Fliid, kunde jeg have udrettet mere. Min Dømmekraft har været bedre end min Hukommelse. Derfor har det kostet mig saa megen Umage at lære Historie og Sprog, og derfor havde Mathe
matik og Physik mere tillokkende for mig.
Jeg har levet i en Tidsalder, som Efterkommerne stedse vil ansee høist mærkelig.
Den franske Revolution udbrød netop paa den Tid, da jeg traadte ud i Verden. Man begyndte at løsne alle politiske og religiøse Baand. Mange unge Mennesker, mine Iæv- ninger, berusedes af den franske Friheds Dunst. Af den retsindige Major Braes lærte jeg at være moderad. Derefter saae jeg Friheden, som ikkun kan trives i en veldyrket Ager, at hentvine, og jeg saa Napoleon Buonaparte at opreise Tyraniets Trone paa Fri
hedens Ruin, jeg saae ham ifærd med at lænkebinde hele Europa, men ogsaa saae jeg hans Nedstyrtelse første og anden Gang...At den religiøse Tro kunde vakle under saa stormende Anfald, er begribeligt, ligesom det er almindeligt, at den Tænkende maa igjennem Vantro gaae over til fornuftig Tro. Tidernes Trængsel har ført mange til
bage fra den Letsindighed og Vantro, som var bleven herskende i Slutningen af forrige Aarhundrede.“ —
Det erikkenogen høj og fribaaren Aand, somtalergennem disse Ord, men det er en ærlig Mands Tale. Der er næppe heller nogen Tvivl om, at Knud Aagaard gav Udtryk for, hvad mange andre Præster mente, og han staar i saa Fald som et godt Udtryk for den Aand, som Befolk ningen mødte hos sine aandelige Vejledere.