36 KNUD AAGAARDS SELVSKILDRING
Behag i. Undertiden kunde vel Hidsighed og Vrede henrive mig, dog var jeg tem
melig Herre over alle Lidenskaber. Denne Alvorlighed og Adstadighed, forenet med en vis Blidhed, som var et Arvegods efter min Moder, og et sædeligt Forhold har for
skaffet mig almindelig Yndest. .. Til Udsvævelser har jeg aldrig været hengivet... At jeg stedse har iagttaget Tarvelighed og Maadehold i Mad og Drikke, vil jeg ikke ansee
som en Dyd [da dette skyldtes Helbredshensyn].
Henrandt min Ungdom som en stille Bæk, saa maatte jeg som Mand og Præst endnu mere forstaae at sætte Priis paa de stille huslige Glæder, som jeg ei heller har søgt for
gjeves. Stedse virksom delte jeg min Tid imellem Aands og Legems Arbeide. At arbeide i Haugen er mig en kjer Syssel, og Synet af de Træers Vext, som ved min Haand ere opelskede og plantede, er mig Anledning til megen Glæde. Dog afdrager saadant mig ikke fra Læsning og Studering.. .
Dersom en sterkere og sikrere Hukommelse havde understøttet min Fliid, kunde jeg have udrettet mere. Min Dømmekraft har været bedre end min Hukommelse. Derfor har det kostet mig saa megen Umage at lære Historie og Sprog, og derfor havde Mathe
matik og Physik mere tillokkende for mig.
Jeg har levet i en Tidsalder, som Efterkommerne stedse vil ansee høist mærkelig.
Den franske Revolution udbrød netop paa den Tid, da jeg traadte ud i Verden. Man begyndte at løsne alle politiske og religiøse Baand. Mange unge Mennesker, mine Iæv- ninger, berusedes af den franske Friheds Dunst. Af den retsindige Major Braes lærte jeg at være moderad. Derefter saae jeg Friheden, som ikkun kan trives i en veldyrket Ager, at hentvine, og jeg saa Napoleon Buonaparte at opreise Tyraniets Trone paa Fri
hedens Ruin, jeg saae ham ifærd med at lænkebinde hele Europa, men ogsaa saae jeg hans Nedstyrtelse første og anden Gang...At den religiøse Tro kunde vakle under saa stormende Anfald, er begribeligt, ligesom det er almindeligt, at den Tænkende maa igjennem Vantro gaae over til fornuftig Tro. Tidernes Trængsel har ført mange til
bage fra den Letsindighed og Vantro, som var bleven herskende i Slutningen af forrige Aarhundrede.“ —
Det erikkenogen høj og fribaaren Aand, somtalergennem disse Ord, men det er en ærlig Mands Tale. Der er næppe heller nogen Tvivl om, at Knud Aagaard gav Udtryk for, hvad mange andre Præster mente, og han staar i saa Fald som et godt Udtryk for den Aand, som Befolk ningen mødte hos sine aandelige Vejledere.
DEN PATRIOTISKE FØLELSE 37 vil ogsaa forlange at faa i det mindste en Antydning om, hvorledes de samtidig tænkte og følte, navnlig hvorledes de saa paa det Samfund, inden for hvilket de virkede.
Da de deputerede Borgere i Flensborg 1806 talte om „den patrio
tiske Følelse, hvorved vi paa det helligste er forbundne med Gud, vor Landsfader og vore Medborgere“, har de paa enheldig Maade givet Udtryk for det Syn, der deltes af det langt overvejende Flertal af Sønderjyllands Beboere. For disse Flensborgere var „Medborgerne“ Stadensøvrige privilegerede Beboere, ligesomdetteOrd for enhver anden Kreds i Hertugdømmet vilde væreblevet opfattet som en Betegnelse for Standsfæller. Uden for Ridderskabet og — til en vis Grad — Embeds standen med dens tyske Kultur fandtes der ikke nogen Følelse afFælles skab mellem Slesvigerne og Holstenerne, ja end ikke inden for hvert af disse to Lande synes der at have eksisteret nogen Fællesfølelse, altsaa heller ikke nogen „Slesvigisme“. UweJens Lornsens Biograf K. Jansen erklærer, at før hans Optræden „levede der ikke nogen slesvig-holstensk StammebevidsthediBefolkningens Masseeller i alle Dele afdeto Hertug
dømmer“, og den kielske Historieskriver J. H. Eckardt udtrykker det samme endnu klarere med Ordene: „Man følte sig, efterat Gottorp var forenet med Danmark, meget mere som Kieler, Flensborger og Slesviger .. . end som Dansker, og dog følte man sig endnu mere som dansk Unders aat end som Slesvig-Holstener. Tyskland var et saa vagt Begreb... Derfor kunde Følgen blive, at Hengivenheden til Danmark var stadigt voksende; man følte sig sikret ved Beskyttelsen af en regelmæssig Forvaltning og tog snart virksom Del i det danske Lands Skæbnetilskikkelser.“ Naar dette gjaldt for Holsten, var det i endnu højereGrad Tilfældet med Slesvig, for hvem detjo oven i Købet var betydningsløst, om Tyskland var „et vagt Begreb“ eller ej, da man slet ikke hørte til Tyskland.
Men det maa paa den anden Side ikke glemmes, at denne Tilslutning til Danmark var af statslig Karakter og ikke gjaldt det danske Folk.
Tværtimod var der i den slesvigske Befolkning snarere Tale om en vis Overlegenhedsfølelse over for Kongerigets Befolkning, som man oftest lærteatkendei Skikkelseaf jydske Tjenestekarle, Hosekræmmere ogjyde-pottehandlere. Utallige er Vidnesbyrdene herom. Burchardi siger, at Alsingernebetragtede sig „som noget bedre“ end de egentlige Danskere, og naar Hans Nissen fraHammelev iBegyndelsen af 1830erne kom hjem fra sine Handelsrejser i Nørrejylland, plejede han at fremholde for sin Familie, hvor ynkeligt stillede Bønderne der var i Sammenligning med i Haderslevegnen. Ja, endnu i 1840, da Sønderjylland var i Færd med at „vaagne“, skriver Herredsfoged Aug. Wardenburg i et Brev fra Aa benraa til Spies: „Jeg behøver ikkeat sige Dig, at Ideenomet
„Slesvig-38 DEN PATRIOTISKE FØLELSES VÆKST
Holstein“ slet ikke kommer vor Landbefolkning i Tanke, men...de vil ikke være Danske.“
Saa var der næsten mere Forstaaelse for dansk KultursVærdi hos de høj tdannede Tyskere, som kom i Forbindelse dermed, særligt naar det blev i Hovedstaden. Holsteneren Rist, der ved Aarhundredskiftet var SchimmelmannsPrivatsekretær, fandt en udstraktBelæsthedi Forbindelse med Hang til Ironi karakteristisk for Københavnerne, særligt dem, der tilhørte den lærde Verden. En tysk Rejsende betegnede samtidig den danske Folkekarakter som „agt-, ja egentlig elskværdig“, idet han be
stemte den med Tillægsordene fredelig, kølig, fornuftig, maadeholden, velvillig, menneskelig, overmaade blid og paavirkelig samt sart følende.
Han kunde kun have ønsket Frihed, Mandighed og Dristighed noget stærkererepræsenteret i den. DettePust af den store Verden, særlig Vest europa, som hviledeover København, vedblev langt ned i Aarhundredet at fortrylle den tilrejsende Germaner. 1813 skildres saaledes et Møde med en vidtberejst dansk Søofficer, Nationens Gentlemantype. Havde det været en Tysker, hedder det, vilde man næppe have kunnet holde ham ud for militær Barskhed og Bramarbasering, men nu mildnede
„dansk Finhed“ hans Optræden.
„Patriotisme“ var Tidens Løsen for Hertugdømmernes Befolkning, men den gjaldt Staten, dens Overhoved, Institutioner og Symboler.
Dannebrog satte Følelserne i Bevægelse, men det maa ganske vist forud sættes at have været noget forskellige Følelser fra nu til Dags; Farverne var ikke Udtryk for Samhørighed med det danske Landskab, de danske Folkefæller og den danske Kultur. Det var derimod den elskede Konges Flag, og naar det vajer over Købmandens Skib, fylder det ham med Stolthed, at han takket være Statens Styrke kan føle sig tryg paa de fjerneste Have. Med Stolthed ser han ogsaa hen paa den fjerne Hoved stad, denstørste By Nord for Hamborg, og paa det Aandsliv, som findes her. Særligtskønner han dog paa den Retssikkerhed, som alle den ene
vældige Konges Undersaatter nyder i en Grad, som er ukendt i mere frit styrede Lande. Denne patriotiske Følelse samler sig om Statens levende Symbol, Fyrsten. Hvaddetflensborgske Borgerskab her udtrykte, gav Genlyd i hele Hertugdømmernes Befolkning.
Havde dette haft Gyldighed til alle Tider, var den sympatetiske Ind
stilling over for Helstaten oven i Købet blevet styrket ved de sidste Decenniers Udvikling. En fremskridtsvenlig og rationalistisk Rege
ring, som den danske, kunde regne med Forstaaelse inden for næsten alle Kredse i Hertugdømmerne, hvilket Sprog de end talte. Det gjaldt ikke alene om det intelligente Borgerskab i Stæderne, der længe havde væretbetaget af de franske Lighedsideer, og om Præster og Lærere, der var ivrige Tilhængere af Oplysningstidens Tanker. Menogsaa Bønderne
LEVN AF GOTTORPSK STEMNING 39 saa paa GrundafRegeringensbekendte Reformiver med ubetingetTillid hen til den. Ja, selv det lavere Borgerskab i Byerne, der stod i Opposi
tion til Magistraterne, fordi det manglede Indflydelse paa Bystyret, og Svendeklassen, der led under de stigende Priser paa Næringsmidler,ven
tede pietetsfuldt Hjælpen fra den demokratisk indstillede Statsstyrelse.
Rivningerne mellem Svende og Haandværkere, mellem de lavere og de højere Borgere, endelig mellem Borgerne i deres Helhed og Adelen, maatte ligeledes styrke Regeringen.
Saaledes blev der kun een Befolkningsklasse tilbage, det for begge Hertugdømmer fælles Ridderskab, der kunde tænkes at ville træde i Opposition. Adelen var reaktionært indstillet over for den nye Tids Tanker; de bedste inden for den („Emckendorfkredsen“) var desuden grebne af en levende Kristendom og af den nye romantiske Bevægelse.
De var derfor stærkt orienterede mod Syd, hvad der ogsaa gav Mulig hed for en politisk Nyindstilling. Men Adelen blev ikke blot bekæmpet litterært af Regeringens Embedsmænd; dens aristokratiske Bestræbelser for at værneom sin Skattefrihed paaGrundlag af formentlige Standsret tigheder kunde naturligvis heller ikke vække Begejstring i de borgerlige Kredse. Det er næppe noget Tilfælde, naar t. Eks. Kieler Wochenblatt fylder sine Spalter med Skildringer af Junkernes Brutalitet i Tiden før Enevældens Sejr. Hovedsagen var dog, at der heller ikke inden for Rid
derskabet selv herskede Enighed om at gøre Modstand mod Regeringen.
„Non recepti“ sluttede sig til denne forsigtige Optræden. Det var navnlig de Godsejere, som havde Bolig paa sønderjydsk Grund, der var ængste lige for at vove sig for langt ud i Oppositionen. Ved den endelige Af stemning 1803 inden for Ridderskabet, om man skulde gaa til Proces mod Regeringen i Skattespørgsmaalet eller ej, havde af de tilstede
værende 8 slesvigske Medlemmer kun 1 stemt herfor. Der havde ved denne Lejlighed vist sig en Kløft gennem Ridderskabet, som det vilde være klogt af Regeringen at søge at opretholde.
For den intransigente Del af Standen maatte ikke blot en Kontra
bevægelse herimod føles som selvskreven. Spørgsmaalet maatte ogsaa være, om der var Mulighed for Adelen til at komme i politisk Kontakt med de andre Stænder. Nu var det en Kendsgerning, at der ikke blot i den gottorpske Del af Holsten før og efter 1773, men ogsaa i den tid ligere hertugeligeDel af Slesvig nærmest efter 1713, havde hersket en vis Uvilje mod den danske Konges Herredømme. Det gjaldt navnlig om Gejstligheden, som Præsterne i Aabenraa og det slesvigske Domkapitel, men Utilfredsheden var tillige traadt frem hos Landbefolk ningen paa Femern og i Sognene mellem Aabenraa og Tønder, hvor Erik Pontoppidan endnu 1742 omtaler den i sin bekendte Roman „Me- noza“. Det er sandsynligt, at denne modvillige Stemning ogsaa fandtes
4° SØNDERJYDSK UAFHÆNGIGHEDSFØLELSE
i videre Kredse, f. Eks. hos Patricierstanden i de gottorpske Stæder Aabenraa og Tønder, og at kun manglende Udtryk derfor er Grunden til, at vi ikke kan belyse den med de bevarede Kilder. Hvor meget der endnu var tilbage af dennegamleseparatistiskeAand i det tidligere got torpske Sønderjylland ved Begyndelsen til det 19de Aarhundrede, er det ikke godt at sige, men naar man ser, at den senere slesvig-holstenske Bevægelse lettest fik Indpasi disseEgne (Aabenraa, Tønder, det mellem liggende Bælte, Slesvig og Femern), fristes man til at tro, atder her var bevaret antidanske Traditioner hos en Del afden toneangivende Befolk ning, som har forberedt Jordbunden for den senere politiske Rørelse.
Endnu betydningsfuldere var det dog, at der i hele den sønderjydske Befolkning ved Siden af Kærligheden til Konge og Stat fandtes en vis Uafhængighedsfølelse, grundet paa Bevidstheden om nedarvede Rettigheder, en Følelse, der under særlige Forholdmaattekunne udvikle sig til Opposition mod det bestaaende enevældige Styresæt. Selv om Mindet om de gamle Landdage —hvortil Bondestanden for øvrigt ikke havde haft Adgang — var helt blegnet, var Befolkningens Indflydelse paa Retspleje, Skattefordeling, Kirkeøkonomi, Fattigvæsen m. m. endnu saa betydelig, at Billedet bliver et væsentligt forskelligt fra Kongeriget paasamme Tid. Hernede fandtes der vel ogsaa en størreSum afpraktisk Dygtighed iBefolkningen, i hvertFaldstørre Kundskabsfylde og et videre Syn. Forholdet mellem Undersaatter og Embedsmænd maatte derfor blive et andet end det fra Danmark kendte. Navnlig hos Landbefolk
ningen møder man en Kritik og Selvstændighed over for Herredsfogder og Amtsforvaltere, der kan minde om den tilsvarende norske, og som først gør Holdt ved Tronens Fod. En saadan Mistro vil hos en Land befolkning først og fremmest komme frem, naar den rammes paa sit ømmeste Punkt, detøkonomiske. I de gode Aar, som herskede ved 1805, da vor Skildring begynder, gav den sig derfor kun faa Udslag og var ufarlig. En anden Sag kunde det blive, hvis Nedgangstider indtraf, og Tilliden til RegeringensKlogskab samtidig rystedes. Den slesvigske Selv-stændighedsfølelse kunde da som politisk Faktor faa en hidtil ukendt Betydning.
Stik (ca. i8io) af John. Senn efter opr. Stik af J. Riecter.