De to Decennier, som fulgte efter Kielfreden, var en stille Tid for Søn
derjylland. Selv om nye Tanker gærede, sad den gamle Tid ubestridt i Højsædet. Den rationalistiske Nytteaand var stadig fremherskende, men Rationalismen afløstes inden for Kirken mere og mere af gammelluthersk Ortodoksi. Paa det verdslige Omraade saa man med genvakt Fortrøst
ninghen til Statens Overhoved som den, der gennem sine Organer skulde
128 DE LEDENDE MÆND EFTER 1815
skabe lykkeligere Forhold og genoptage den afbrudte Reformpolitik.
I hvor høj Grad gik disse Forhaabninger i Opfyldelse?
Frederik VI havde i nogen Grad Forstaaelse af, at Tidsudviklingen krævede Ændringer i Styrelsen. Han havdeunderden politiske Krise atter sammenkaldt Statsraadet i Decbr. 1813, og efter Kielfreden havde han i April 1814 lovet for Fremtiden to Gange ugentlig at ville holde Gehejmestatsmøder, hvori alle Kollegier skulde kunne foredrage deres Sager. Ogsaa i Kollegiernes Indretning kom det i de følgende Aar til Ændringer og Indskrænkninger, saaledes atde fra et Antalaf 16nedsattes til 5. Men dette betød for Kongens Vedkommende ikke en virkelig Hen
givelse til Kollegiesystemet, der dog i en enevældig Stat betegnede det eneste Værn mod Vilkaarlighed. Et slaaende Vidnesbyrd herom er det, at han midt under disse Forvaltningsreformer kunde skrive til sin fortro
lige, Møsting, at han vilde autorisereham til som Finansminister at fore
tage alle Slags Pengeomsætninger, „og det uden for den collegiale vei, hvilken Vei jeg agtermeget i det délibérative, men i det Executive, hvor det kommeranpaa Øyeblikket og paa Stiltienhed, da ynder jeg den dag lig mindre.“ Han mente under sin Udenlandsrejse athave lært, at „naar En og anden Inskrænkning er sket hos os, saa er ingen Lands Affairer, derføres hurtigere og bedre end hos os.“
Dettevar dristige Ord, men saa meget eri hvert Faldsikkert, at naar Kongen, der desuden havde Ord for „ikkeat ynde fremtrædende Person ligheder“, vilde bevare sit personlige Regimente, maa han ogsaa bære det moralske Ansvar for, hvad der blev udrettet eller ikke udrettet. Nu er det en Kendsgerning,at bortset fra Skoleloven af 1814, der i Virkelig
heden laa færdig fra den Møstingske Periode, rummer Tiden mellem 1814 og 1834 saa godt som ingen Reformer afBetydning for Hertugdøm merne. Skylden kan ikke lægges paa de daarligeTider, der først for Alvor satte ind efter 1820. Mere Grund er der til at hefte sig ved den brave Otto Moltkes Mangel paa Initiativ, der vel til en vis Grad hænger sammen med, at han alt havde passeret Livets Middagshøjde. Af de øv rige Embedsmænd var der ingen, der paa dette Punkt kunde erstatte Møsting. Spies, der 1821 var bleven Kansler ved Overretten paa Got- torp (Krück var død 1816, og Pladsen havde i de mellemliggende Aar været besat med den dygtige og loyale J. G. Moritz) ydede i saa Hen seende intet, og endnu mindre kunde man vente, at der fra Amtmæn- denes Side vilde blive sat noget nyt i Gang. To af disse hævede sig dog i denne Tid over den øvrige Mængde. Schack-Staffeldt (Fig. 46) paa Gottorp var ikke blot enfremragende Digter, men besad ogsaarepræsen
tative Evner. Længe levede saaledes i Embedsmandskredse Erindringen om hans korte, men fyndige Bord tale ved Kongens Taffel: „ Seiner Maje stät dem Könige! DasvolleHerz, dasvolle Glas!“ Men Staffeldt var ikke blot
SCHACK-STAFFELDT OG FR. H. CHR. JOHANNSEN
en Særling, der kom i et skævt Forhold til sineun dergivne. Han fremstil
lede Beboerne af Byen Slesvig som „et karak
terløst, egoistisk og lavt tænkende Folkeslag“, Angelboerne som „fal
ske oglistige“ og de øv rige Distrikters Indbyg gere som „aandelig dor ske og eenfoldige“. Staf feldt havde desværreog
saa selv sine saarbare Punkter. Hans Iver for at opfylde sine Amt mandspligter, hvorpaa der tidligere er anført Eksempler under Gen besættelseskommissionen 1814, kunde i en saa lilleKreds som den sles vigske ikke bøde paa disse Svagheder. For Amtets Bønder var han
I29
Fig. 66. Fr. H. Chr. Johannsen.
Litografi.
„de dolle Staffeldt“ ; for
Borgerne næppe synderligt mere. Han døde ved Udgangen af 1826.
Saa stod der rigtignok en ganske anden Anseelse om Fr. H. Chr. Jo
hannsen (Fig. 66), der fra 1818 i en Menneskealder styrede det store Haderslev Amt. Han var et ypperligt Udtryk for den gode gamle Tids Embedsmandstype: Alvorlig, faamælt, fordringsløs, og dogsamtidig fuld afVærdighed; altid i Virksomhed; fast, men retfærdig og human i hele sit Virke. Der findes Anekdoter om, hvorledes han forstod at skære selv godeogindbildske Personer ned. Johannsenvar en fremragende Embeds mand, og een Gangisit Liv, som Medlem af Genbesættelseskommissio
nen, havde han været med tilat foreslaa Kongen at komme de holstenske Forfatningsønsker i Møde. Denne Henvendelse førte ikke til noget, og han gentog den ikke siden. Hanvar kongetro og konservativ, og da den kgl. Anordning af 28. Maj 1831 om Stænderforsamlingerne udkom,sagde han til sin Familie: „So, nun geht der Kram entzwei!“ Han mente, at en hver indgribende Forandring i et Land med forskelligartet Befolkning og Forvaltning maatte føre til Monarkiets Sønderdeling. Er denne
Betragt-SKOLELOVEN AF 1814 i3°
Fig. 67. J. G. C. Adler.
M. Mendel lit. (1828).
ning forsvarlig, maa det undre, atJohannsen ikke i den foregaaende Tid havdevist større Reform initiativ.
Skoleloven af 24.
Aug. 1814 staar altsaa som den eneste tungt vejende Reform i disse Aar, og dens Tanker var alleredeudtalte i en kgl.
Resolution fra 1797. Ho vedæren for dens Tilbli velse havde Generalsu
perintendent Adler (Fig.
67), der senere paa sine Visitatser vaagede over dens Gennemførelse, der ikke kunde ske med eet Slag. Her som i Konge riget foregreb man i Vir
keligheden med denne Lov det kommende Aar-hundredes Udvikling og slyngede Fanen langt ind i Fjendens Rækker.
Overordentlig systematisk er Opstillingen af tre Kategorier : Lærde Skoler (heraf kun fire: i Slesvig, Husum, Flensborg og Haderslev), Borgerskoler og Landskoler (Fig. 68—69). I Købstæderne fandtes der igen tre Slags Borgerskoler : Etaarige Opsynsskoler for Børn i 6 Aars Alderen, Elemen- tarskoler fra det 7de til det 9de Aar, endelig Hovedskoler indtil Konfir
mationsalderen. Paa Landet oprettedes der Distriktskoler med en større Virkekreds, og Undervisningen begyndte her med det 7de Aar. Alle disse Skoler skuldehave uddannede og fastansatte Lærere; af Latinskolernes samtlige Lærerpersonaleog af Rektorerne for Borgerskolerne krævedesfilo logisk Eksamen fra Kiel, Lærerne ved Borger- og Landskolerne skulde være uddannede Seminarister. I Købstadskolerne vekslede Lærerne med Undervisning i alle Klasser. Skolelokalerneskulde være lyse, rummelige og overskuelige for Lærerne. For at sikre en effektiv Undervisning var der navnlig i Latinskolerne truffet vidtgaaende Foranstaltninger: Ophængte Timetabeller, Klasseprotokoller til Bedømmelse af Eleverne, halvaarlige Lærerforsamlinger og Eksaminer; desuden var der fremsat forstandige Principper for Belønninger og Straffe og paabudt Sommerferier. Endelig ansattes der Skoleinspektører, dereen Gang maanedlig uanmeldte skulde
SKOLER Iß!
Fig. 68. Frederiksskolen i Haderslev.
Opført 1831. Carl Rudolph, Haderslev fot. (1934).
Fig. 69. Vesterende-Ballum Skole.
Opført 1825. A. Martinsen, Højer, fot. (1934).
132 DEN INDBYRDES UNDERVISNING
besøge hver Klasse. Disse Bestemmelser gentoges i Hovedtrækkene ved Borger- og Landskolerne. Borgerskolerne var delt i to Afdelinger efter Kønnene, og Undervisningen havde i Modsætning til de lærde Skolers et matematisk-naturvidenskabeligt Præg, der pegede mod det efterføl gende praktiske Liv. I Landskolerne omfattede Undervisningen Læsning, Skrivning, Religion og „almindelige nyttige Kundskaber, især saadanne som vedkommer Elevernes fremtidigeKald“. Læreren ved disse lønnedes, foruden med Bolig og en Pengesum, med en Skolelod til i—2 Køer, Naturalydelser og Brænde, ligesom der ogsaa var tænkt paa hans even tuelle Pensionering. Endelig blev der paabudt Oprettelse af Biblioteker ved de enkelte Skoler.
For saa vidt var alt saare godt og maa vække Eftertidens udelte Be undring. Mender er endnu eet Punkti Loven,der bør omtales, og somi Modsætningtildens øvrige Indhold maasiges atpege agterud. Detviser, atman var vendttilbage til de Tanker om den tvedel te Helstat, der havde behersket vore Statsmænd før 1806. Undervisningssproget i de lærde Skoler — selv i Haderslevs, og i Borgerskolerne — selv de nordslesvigske Købstæders, var bestemt som Tysk. Ganske vist skulde der ogsaa gives nogle Timer i Dansk, der i saa Henseende blev stilletjævnsides med — Fransk. Hvad Skolerne paa Landet angaar, lød Skolelovens § 68: „I de tyske Skoler skal Lærerens Foredrag og overhovedet heleUndervisningen udelukkende foregaa paadet højtyske Sprog. I de danske Skoler i Hertug dømmet Slesvig skal der naturligvis blot tales Dansk.“ Men hvor langt mod Syd strakte disse danske Skoler sig? Lige saalangt, men heller ikke længere, end det danske Sprog var det herskende inden for Kirken.
Saaledes skrinlagdes definitivt de kongelige Ønsker fra 1810 om en Ud
videlse til hele det Omraade, hvor Dansk var Befolkningens Talesprog.
Flensborg-Tønderlinjen vedblev at være, hvad den havde været gennem Aarhundreder, Brydningslinjen mellem de to Rigsmaal. Selv Nord for den gennemførtes Paabudet om nogen dansk Undervisning i Borger
skolerne kun meget mangelfuldt i den følgende Tid.
Langt mindre Betydning end Skoleloven af 1814 fik i det lange Løb det betydelige Arbejde, som Kongen personlig i de følgende Aar satte ind paa at realisere sin Yndlingstanke „Den indbyrdes Undervis ning“, dersaa godtstemtemed hans militære Anlæg'. Planen stammede fra England („Det Bell-Lancasterske System“) og gik ud paa til en vis Grad at aflaste Lærernes Undervisning ved at give dem de ældre Børn til en Slags „Undervisningsassistenter“ og grunde Undervisningen paa Tabeller, der var ophængte i Skolelokalerne for alle Elevernes Øjne.
Lærerens Opgave blev herefter snarest en Undervisningsinspektørs, der havde at sørge for, at de ældre Børn behørigt underviste de yngre. Me todenvar upersonlig og aandløs, men samtidig billig, dader kunde spares
INDUSTRISKOLER IBS paa uddannede Lærerkræfter, hvad der maatte stemme med Kongens og Tidens Ønsker. I Hertugdømmerne var dens vigtigste Forkæmper Kap tajn A. F. Krohn, der fik den indført ved den militære Opdragelses
anstalt „Christians Plejehus“ i Ekernførde, og gennem Seminarierne søgte man at paavirke Skolelærerne til at benytte Metoden i deres Un
dervisning. I Tyverne og Trediverne hører man meget om „den indbyr
des Undervisnings“ Anvendelse i de slesvigske Skoler, men den vakte ogsaa en Kritikhos alle virkelige Pædagoger, der senere lod den forsvinde lige saa pludseligt, som den var dukket op.
Men hermed standsede ogsaa det statslige Initiativ paa Reformernes Vej. Glædeligt derfor, at Befolkningen selv tog fat paa Fortsættelsen. Der var i Skoleloven peget paa Betydningen afsærlige „Industriskoler“, der mere direkte kunde forberede Børnene til deres fremtidige Erhverv.
Den By, der gik i Spidsen hermed, var Flensborg. Her kom man 1822 tildetResultat, at ikkealene „Byens Plejebørn“ og de indskrevne fattiges Børn, men ogsaa dertil egnede Børn af Forældre, som ikke nød Fattig understøttelse, skulde besøge disse Skoler. Ud fra denne demokratiske Tankegang oprettedes der i de følgende Aar to Skoler i Flensborg. Aa benraa synes at have været den By, som fulgte nærmest efter. Her fandt Adler paa sin Generalkirkevisitation 1824 baade en Industriskole og en Søndagsskole for Læredrenge, begge oprettede i Forbindelse med den Günderothske Stiftelse paa Foranledning af Borgmester Schow. „Gid Forsynet endnu længe bevare ham i hans velsignelsesrige Virken!“ Fire Aar senere omtaler Adler ogsaa Industriskoler paa Landet i Hanved, Rylskov og Lyksborg. De skyldtes de lokale Præster, ogbaade Drenge og Piger tjente en god Skilling ved deres Haandgerning, hvis Produkter navnlig afsattes til Norge. I det hele gik Præsterne ofte i Spidsen med den Slags praktisk Oplysningsarbejde. I Morsum paa Sild fik Præsten saaledes oprettet en Velgørenhedskasse til fattige Forældres Skolepenge, og disse Midler blev holdt uden for den egentlige Fattigkasse.
Interessen for Undervisningsvæsenet var dog kun det ene Udtryk for den stærke sociale Følelse, som Tiden havde taget i Arv fra det fore- gaaende Aarhundrede. Ideerne udstrømmede fra „det patriotiske Sel
skab“ med Konferensraad Lawätz i Altona som Formand, og „Provin
zialberichte“ (under Redaktion af den holstenske Pastor Petersen i Lensahn) som Talerør. Dog anslog Falck, efter at han havde maattet standse Ud givelsen afsine politiske „KielerBlätter“, beslægtede Strenge i sit Tids skrift „Staatsbürgerliches Magazin“. I disse Organer, af hvilke det første var mere loyalt oghelstatssindet end det sidste, møder man en Vrimmel afstatsvidenskabelige og økonomiske Opsatser med det fælles Maal, at oplyse om og forbedre de bestaaende Samfundsforhold. Statistikeren A. Chr. Gudme, en født Ærøbo, virkede i samme Retning ved sine
for-134 PAUPERISMEN
træffelige Undersøgelser. Man føler, at alle disse Mænd virkelig havde noget paa Hjerte. Et Blik paa denyeFænomener, som Tiden frembyder, forklarer noksom dette.
For første Gang i Hertugdømmernes Historie stod man over for et virkeligt Fattigdomsproblem, selv om den egentlige „Paupérisme“, der skyldtes Industrisog Haandværks Lammelse ved den engelske Kon
kurrence, naturnødvendigt maatte fremtræde langt stærkere i Holsten end i Slesvig. Lawätz anslog 1817 Tallet paa de trængende i Hertug
dømmerne til 20.000 og mente, at en Tredjedel deraf maatte betragtes som arbejdsduelige. Forordningen af 1808 om Fattigforsørgelse (S. 72) havde ved sit Krav om tre Aars uafbrudt Ophold medført, at Kommu nerne blev interesserede i at hindre ulykkeligt stillede Familier i at faa blivende Opholdssted, mens Kommunerne omvendt stod over for den Ubehagelighed, at den fattige, somhavde opfyldt dette Krav, mente sig berettiget til at faaen Bolig anvist. Han giftede sig saai en meget tidlig Alder og stod tit, naar han skulde til at aftjene sin Militærpligt, med Kone og 2—3 Børn. Destigende Kornpriser,der hang sammen medden engelske Korntold, forøgede hans Nød. For Sønderjyllands Vedkom mende, der havde saaringe Industri, ramte disse Ulemper særligt Land
arbejdernes stærkt voksende Klasse. Men Tryk avler Modtryk. Især paa de adelige Godser klages der over ubændig Trods fra Daglejernes Side, der ogsaa søgte at imødegaa de stigende Priser ved at drive Arbejds
lønnen i Vejret.
Mange var de Forslag til atlindre Nøden, som stilledes. Liberalt, men lidet praktisk foreslog Provinzialberichtes Redaktør, at Haandværkere og Daglejere skulde kunne faa deres Behov af Korn dækket til en Middelpris;
en anden Forfatter mente, at der burde indrettes større Fattigkommuner for at lette Trykket paa de nu bestaaende. Vigtigst var Lawätz’ Forslag om Oprettelsen af Fattigkolonier, men som særlig beregnet paa Indu strien fik det især Betydning for Holsten (Quickborn). I Sønderjylland forsøgte man først og fremmest at hjælpe Befolkningen til Selvhjælp, saaledes ved Oprettelsen afSpare- og Laanekasser, der i disse Aar skød op i alle Købstæder. 1815 grundedes den første i Slesvig, og i de følgende Aar rejste lignende Indretninger sig i Aabenraa, Flensborg, Haderslev, Kappel og Tønning. Atter her var det ofte Præsterne (som Provst Strodtmann i Haderslev), der stillede sig i Spidsen. Et karakteri
stisk Træk ved Bevægelsen er derfor dens moraliserende Tendens, som naar Kontrabøgerne foruden Beregninger af Rentes Rente indeholdt Budgetter for Aarsindtægter paa fra 50 til 1000 Mrk. eller Tabeller over,
„hvor megetet dagligt Tidstab paafra 1 Minut til 5 Timerudgør i Løbet af 53 Aar.“ I Slesvig mangedobledes Indskuddene mellem 1816 og 1821, og den samlede Pengeomsætningvar i sidstnævnte Aar ikke mindre end
HUMANE FORANSTALTNINGER I35 138.910 Mrk. I Flensborg havde 40 Borgere i Forening deponeret en betydelig Sum til Sikkerhed for den derværende Sparekasse.
Et andetUdslag afdenne Trang til at støtte de smaa er de Koloni haver, der efter Landgrevens Eksempel og Opfordring dukkede fremi Udkanten af de sønderjydske Købstæder. Han begyndte i Altstadt ved Slesvig, hvor en Td. Land fordeltes som Kartoffeljord til 21 forarmede Familier, saa at de fikJorden gratis i 4—5 Aar. „Den dydige Oldings menneskevenlige Ønsker“ efterfulgtes i Begyndelsen af 1820erne i snart sagt alle Byer, dog heldigvis saaledes, at man som Regel gjorde de en kelte Lodder noget større end i Altstadt. Enkelte af disse Havekolonier, som den i Aabenraa, eksisterer den Dag i Dag.
Mere betydningsfulde var dog de nye Former for Fattigforsørgelse.
Baade i By og paa Land oprettedes der Arbejdshuse, hvor de fattige paa Kommunens Bekostning beskæftigedes med lettere Arbejde. Under sin Generalkirkevisitation 1820 i Tønder Provsti forefandt Adler saa-danne i Burkal, Løgum og Hostrup, oghan oplyser,at degennemgaaende havde kostet o. 8000 Mrk. Det ersandsynligt, at de paa dette Tidspunkt alleredevar ret udbredte ogvar sati Forbindelsemed de tidligere nævnte Industriskoler. Mere tiltalende var dog sikkert den „Forsørgelsesan
staltfor Enker afBorgerstanden“, som han fire Aar senere omtaler i Aabenraa, og for hvis Oprettelse han ogsaa giver Borgmester Schow Æren.
Den humanitære Virksomhed udstrakte sig imidlertid længere end til det egentlige Proletariat. Præsterne gik ogsaa i Spidsen ved Gennemfø relsen af Forordningen om Vaccination; flere af dem, som Aagaard i Agerskov, vaccinerede selvderes Menighedsmedlemmer. Men i al human Interesse mødte de en Kappestrid fra Lægestandens Side. Det betydelig ste Navn erinden for denne G. F. Suadicani, Livlæge hos Landgreven og Fysikus i Slesvig. Han var en Empiriker, hvis barske Væsen kun slet skjulte, at der i ham fandtes et varmt Hjertefor alle ulykkeligt stillede.
1810 var Suadicani indtraadt i Direktionen af Døvstummeinstituttet, der i samme Aar blev forlagt fra Kiel til Slesvig og under hans Ledelse blev en Mønsteranstalt. Suadicani havde ogsaaÆren af Sindssygean staltens (Fig. 70) Oprettelse sammesteds 1820, en Institution, derfik Betydning for langt videre Kredseend Hertugdømmernes. En tilsvarende Rolle spillede under mindre Forhold i Aabenraa Dr. A ug. Wilh.
Neuber (Fig. 71), Æresdoktor i Kielfor sine filosofiske Skrifter. Han fik o. 1820 oprettet en Badeanstalt „Frederikslyst“ i St. Jørgensgaards Skov; Kongen var første Aktionær, hvorfor Anstalten bar hans Navn.
Den nye Indretning vakte betydelig Opsigt og blev søgt fraselv fjernere Egne, men allerede 1826 maatte Byen overtage den. Bedre Held havde et tilsvarende Aktieselskab paa Før, der var oprettet 1819.Anstalten
INTERESSE FOR FORTIDEN
i36
Fig. jo. Sindssygeanstalten ved Slesvig.
Tegn, efter Naturen og lit. af J. F. Fritz (1834).
fik straks en saadan Søgning,at Selskabet kunde give 7 pCt. i Udbytte.
Man vuggede sig i Forhaabninger om, at „dette fædrelandske Søbad“
med Tiden skulde komme op paa Siden af selve Norderney.
Sammen med hele denne samfundsnyttige Virksomhed, der er i Pagt med det foregaaende Aarhundredes bedste Tanker, er der ogsaa et IndslagafRomantik i Tiden, der viser sig i en vaagnende Interesse forFortidens Levninger. 1811 var der efter Indstillingaf Kommissio
nen til Oldtidsminders Bevaring udgaaet en Forordning om at sikre de bestaaende antikvariske Monumenter. Det var kun ialt en Snes Stykker, man turde paabyde fredet, men det var første Klasses Mindesmærker, somen dobbeltkamret Gravhøj i Vedsted Sogn, den sengotiskeAltertavle i 0. Løgum, St.Jørgensgruppen i N. Haksted og Duborgs Ruiner. Uden smaaligSkinsyge samarbejdedeHertugdømmernes Videnskabsmændmed Falck i Spidsen paa dette Omraade med de kongerigske, og adskillige gode Genstande gik i disse Aar, da der endnu ikke tænktes paa en særlig Oldsagssamling for Hertugdømmerne, til det nyoprettede „Oldnordiske Museum“ i København. Mere lokal Selvstændighed viste man paa den egentlige Historieforsknings Omraade, hvor Falck 1818 fremsatte Planen til etfrisiskhistorisk Selskab, ogDahlmann 1822 opfordrede til at besvare en Prisopgave: en slesvig-holstensk Historie for Tiden 1523—
1823. At detteArbejde skuldevære et Led i den politiske Stræben for at opnaaen Forfatning, er utvetydigt, men Dahlmann fremhævede samtidig detpatriotiske i at skabe det bedst mulige Samliv mellem Kongeriget og Hertugdømmerne. Tilslutningen til Planen var derforogsaa megetstærk.
SVIGTENDE STILSANS
Af de 330 Forhaandssubskribenter, som tegnede sig, var over Halvdelen
(170) fra Sønderjylland, nemlig 80 fra ByenSlesvig (næsten udelukkende Embedsmænd), 38 fra Flensborg (heraf de to Tredjedele Købmænd), 16 fra Haderslev, og Resten spredt over heleHertugdømmet, dog deraf ikke en eneste Bonde. Men det gik lige uheldigtmed det frisiske Selskab og med Historiebogen. Ved Fristens Udløb var intet Skrift indkommet, og først da Georg Waitz mellem Krigene tog fat paa sin „ Schleswig-Holsteins Geschichte“, fik man i det mindste en Torso af det tilstræbte Værk. Det er karakteristisk, at Falck korresponderede med sine køben
havnske Venner, Professorerne Kol- derup Rosenvinge og Jens Møller
IST
Fig. 71. Aug. Wilh. Neuber.
Speckter & Co. lit.
om Planen til den slesvig-holstenske Historie. Endnu ned i 1840erne bestod den videnskabelige Forbindelse inden for denne Kreds som en Protest mod den fremkomne nationale Modsætning.
Dervar saaledes adskillig Grøde i Tiden, men man maa dog være for sigtigmed at drage Slutninger om den almindelige Tilstand i Landetfra de anførte Træk. Der var begyndt et religiøst Liv, men Grundprægetvar endnu, særlig i Nordslesvig, det rationalistiske, der, kuriøstnok,ved Siden af sig gav Plads for megen Overtro. Der var ved at vaagne en historisk Sans, men samtidig skamskændedes middelalderlige Kirkebygninger — som Siseby i Svansø — ved „Restaurering“ i „moderne“ Aand under Provinzialberichtes opmuntrende Bifald (t. Eks. „De smagløse, delvis skan
daløse Fresko-Malerier, hvormed den indvendig var udstyret meget rigeligt, blev fjernede og overhvidtede . . .“). Det var for øvrigt ogsaa nu, Husums ærværdige, gotiske Kirke,der altid vil leve i Theod. Storms Digtning („In St. Jürgen“), 1827—31 en ufyldestgørende Erstatning i C. F. Hansens klassiske Bygning (Fig. 72). Der er endelig ingen Tvivl om, at det sociale Arbejde, som blevtaget op fra Kommuners og privates Side, langtfra havde det Omfangogden Kraft, som Forholdene krævede.
Pauperismenvar stadig voksende, og at 1820erne blev saa mørke, gjorde den endnu mere trykkende hos Arbejdere og Inderster.
Det var i disse Aar, at et rigt aandeligt Liv blomstrede i Danmarks Hovedstad og ikke mindst gennem de unge Embedsmænd, der herfra