Kong Frederik VI var i Septbr. 1814afrejst til Kongresseni Wien med det Indtryk, at han efterlod baade Sønderjylland og Holsteni en rolig og tilfreds Stemning. Stor og ubehagelig blev derfor hans Overraskelse, da han under sit Ophold ved Fyrstekongressen i Febr. 1815 modtog Besøg af den holstenske Greve Adam Moltke (Fig. 48), der fraRidderskabet, som var samlet tilKieler Omslag, overrakte ham et Klageskrift over den økonomiske Tilstand, navnlig over at der truedes med Militær eksekution paa Godserne for Skatterestancer. Til Styrkelse af Godsejer
standens Kredit foresloges desuden Indkaldelsen af en holstensk Landdag. Kongen gav et henholdende Svar, og i sin Meddelelse til Møsting herom tilføjede han den meget sigendeSætning:
„Hertugdøm-RIDDERSKABETS FORFATNINGSKRAV 97
Fig. 48. Adam Gottlob Detlev Moltke.
Maleri. Originalen ejes af Greve Fr. Moltke, Kbhvn.
met Slesvig er dette al
deles uvedkommende“. Sagen var for øvrigt paa detteTidspunkt in
genlunde Finansministe
ren ubekendt, thi Rid derskabet havde sendt et andet Eksemplar af Klageskriftet til Dron
ningen i København. I sit Brev til Kongen om Sagen griber Møsting med fast Haand om Nælden og bestrider baade Klagernes Beret
tigelse og Landdagskra
vets Rimelighed. Møs ting saa i Modsætning til Kongenstraks, at der var al Udsigt til, at Forfatningskravet vilde blive udstrakt til Søn derjylland, og at det var bedst at regne med
denne Mulighed. Hans gamle Standpunkt fra 1806hævdes klart: Slesvig er siden 1721 under enevældig Regering. En stændersk Forfatning bør undgaas baade her og i Holsten. Men skulde man gaa ind paa den, burde alle Stænder have Adgang til Del i Styrelsen. Altsaa som saa ofte før: Demokratisk Enevælde kontra aristokratisk Liberalisme.
Møstingvar jo imidlertid siden 1813 ikke længer Præsident for slesvig-holstenskeKancelli,og hans Efterfølger Otto Moltke (Fig. 44) fandt sig ogsaa forpligtet til at udtalesigomSagen til Kongen. Moltke, der var midt i Fyrrerne, Søn af FrederikV.s bekendte Yndling og fremskridtsvenlig sjællandsk Godsejer, havde fra sin Fader arvet en Vennesælhed, derstak af mod Møstings skarpe Væsen, men han savnede paa den anden Side dennes Fasthed oglivlige Initiativ. Ogsaaved denne Lejlighed søgte han mere at glatte ud end at forøge Kongens Misstemning. Det burde ikke glemmes, at Kongen selv i den senere Tid flere Gange havde tilladt, ja befalet Ridderskab og Godsejere at holde Generalforsamlinger. Han fandt ogsaa — iModsætningtilMøsting — at Konjunkturerne for Gods
ejerne virkelig vartrykkende. Men navnligmente Moltke, at Patentetaf 1806 for Holsten kun betød en Udskillelse fra det tyske Rige, ikke, at
DE DANSKE STATSMÆND OG FORFATNINGSKRAVET
98
Ridderskabets Privile gier hermed skulde væ re ophævede. Indenfor disse Privilegier maatte ogsaa en Landdagsiges at ligge, naar den ikke havde nogen beslutten de Karakter. Derimod kommer Otto Moltke ikke ind paa Betragtnin
ger over Slesvigs For
hold, skønt han herom synes at have næret samme Anskuelse som Møsting,nemligat Kon
gen siden Inkorpora
tionen 1721 var suve ræn i hele dette Her
tugdømme.
Ogsaa Prins Chri stian (Fig. 49) der ef ter sit kortvarigenorske Kongedømme i Som meren 1814 befandt sig i halvUnaade, varenig med Moltke i, at Holsten havde et gammelt Krav paa konstitutionel Regering af sin „Hertug“; Slesvig derimod efter hans Formening ikke.
Prinsen adskiller sig fra Statsmændene afden ældre Skole ved stærkt at understrege Sønderjyllands nøjere Samhørighed med Danmark i stats
retlig Henseende og —navnlig — ved at fremhæve den Omstændighed,
„at en storDel af Hertugdømmet Slesvigs Indvaanere tale Dansk“. Han var ikke absolut Modstanderaf en Stænderforfatning, men ønskede den, hvis man indlod sig herpaa, indført i hele Riget. Den kunde maaske styrke Statens Kredit ogbetrygge Undersaatterne „mod ansvarsløseMi
nistres Fejltagelse og [garantere] for Byrdernes forholdsmæssige For
deling“. —Det var første Gang, den senere Christian VIII kom til at udtale sig om Sønderjyllands Anliggender.
Imens sad Kongen iWien og skrev: „Jeg vilde blot ønske, atden gode Grev Moltke var rejst; thihans Ophold herduer intet.“ Han indsaa, at man ikke kunde komme uden om at lade Holsten indtræde i det tyske Forbund, som varunderDannelse, og at dette vildemedføre, at man her
„bliver nødsaget at treffe de Indretninger, hele Tyskland vælger.“ Saa-Fig. 4Q. Christian Frederik.
Sortkunstblad af Charles Turner (1814).
FRIEDRICH CHRISTOPH DAHLMANN
ledes gik det jo ogsaa; i Forbundsakten 8. Juni 1815 kom den bekendte
§ 13 til at lydepaa, at „i alle Forbundsstater vil der findes en landstæn
dersk Forfatning.“ Det var denne Bestemmelse, somskuldefaasaamegen Betydning i denærmeste Aar, indirekte ogsaa for Sønderjylland. Men da den forelaa, var Frede
rik VI for længst vendt tilbage til sin Stat, hvor den videre Udvikling af F orfa tni ngsspørgsmaalet kom til at foregaa efter hans Salving i Frederiks borg Slotskirked.31. Juli.
Hovedkvarteret for den ridderskabelige Bevægel se forlagdes nu fra de hol
stenske Godser til Kiel,
99
Fig. 50. Friedrich Christoph Dahlmann.
Litografi (1829) efter Maleri af J. Ludw. Hansen.
da Stillingen som Sekretær i „den bestandige Deputation“ var bleven overtaget af Fr. Chrph. Dahlmann (Fig. 50).
Dahlmann var født i Mecklenborg ogdet førsteEksempel i det 19.Aarh.
paa, at Udlændinge blev de drivende Kræfter til at fremkalde separa
tistiske Bevægelser inden for dennordiske Helstat. GennemMorbroderen Fr. Ghrph. Jensen i slesvig-holstenske Kancelli, var han blevet knyttet til Norden og i 1813 ansat som Professor i Historiei Kiel. Dahlmann havde i sitHjemland væsentlig sysselsat sig med tysk MiddelaldersHisto
rie, navnlig med Kejserne af det sachsiske Hus og deresKonflikter med DanmarkpaaHarald Blaatands Tid. Dette blev ikke uden Betydning for hans senere historiske Indstilling; somsaa mange i Datiden kom han til at betragte Slesvig som et oprindeligt tysk Land, befolket af Angler og Sachser. De store Ulykker, som Tyskland gennemgik under Napoleons Herredømme, vakte desuden hans Samfølelse med det tyskeFædreland, og denne styrkedesved hans personligeForbindelse med romantiske Digtere som Moritz Arndt og Heinrich v. Kleist. Med dyb Overbevisning om, at Historikeren burde vende sig fra Fortiden tilNutidslivet og forbinde Hi
storienmed Politikken, komhan til Kiel. MenDahlmannfølte sigsamtidig
100 DAHLMANNS OPFATTELSE AF SLESVIGS STATSRET
stærktknyttet til nordiskAandsliv, saaledes som det havde givet sigUdtryk i Oehlenschlägers Digtning, og han var loyalt sindet over for den Re
gering, der havde ansat ham.
Opholdet i Kiel kom dog ikke til at styrke Dahlmanns Samfølelsemed den danske Helstat. En dansk Rejsende skriver 1813 tilKamma Rahbek:
„Vor Ven Dahlmann har, saa vidt jeg veed, næst Cramer de fleste Til hørere og kunde virkelig have et høist behageligt Liv, hvis ikke den mærkelige 5te Januar havde bragt de arme Professorer i envirkelig saare beklagelig Forfatning. Dahlmann f. E. skulde have 500Rd., men da nu Lønningerne blive udbetalte i blaae Sedler, er Følgen, at han bestemt ikke har mere end 100 Rd. i gode Penge, og af dem maa han give 96 i Huusleje. “
Virkede saaledes den danske Regerings Pengepolitik afkølende paa Dahlmanns Statsfølelse, gjaldt detsamme omhans Studier i Hertugdøm mernes Historie. Han kastede sig over den Samling af Ridderskabets Privilegier, somvarudgivet af hans Morbroder (i Forbindelsemed D. H.
Hegewisch), og fremdrogherfra Ordene i Brevet 1460: „ewich thosa-mende ungedelet“. Dahlmann er denførste, som heriharset en evigt gældende Bestemmelse om Hertugdømmernes Uadskillelighed. Han be
stred dernæst, at Kongeloven skulde være indført i Slesvig ved Indlem melsen 1721, men han indrømmede ganske vist samtidig, at dette derimod gjaldt om dens Arvefølge (secundum tenorem legis regiæ). Han dvælededog ikke ved disse fjerne Eventualiteter,men lagde Hovedvægten paa Hertugdømmernes Enhed. Naar Holsten atter, som før 1806, blev en DelafTyskland, maatteSlesvig slaa Følge meddet. At Sønderjylland var et dansk Len, fulgte Danmark i Arvefølge og overvejende talte „et fordærvet Dansk“, kom for ham ikke i Betragtning overfor Landets Be byggelse (Sachserne!), detsHistorie og dets Retsvæsen (germansk!). Men ogsaa Danmark var „en naturlig Forbundsfælle af det tyske Rige“, og begge skulde deindtrædesom Led iet europæisk Forbund.Thi Dahlmann var ikke blot romantisk præget, han var i Bunden først og fremmest d.
18de AarhundredesMand ogTilhænger af den humane Kosmopolitisme.
Han var Tysker, men han var efterhaanden ogsaa blevet Slesvig-Hol-stener, den første af en ny Type. Hans politiske Forbillede var meget snarere England med dets rolige Forfatningsudvikling end det revolutio
nære Frankrig.
Omkring Dahlmann som Fører samlede sig nu en RækkeUniversitets
kollegaer som Hesseren Weicker — der for øvrigt var stærkere tysk nationalt præget —, HolstenerneTwesten og Hegewischd.y. ogsidst, men ikke mindstNiels Falck (Fig.54), deneneste Slesvigerblandt dem.
Meget mindre Anklang fandt derimod Dahlmanns Tanker blandt Stu denterne, navnlig ikke blandt de sønderjydske. Weicker spotter i sine
DAHLMANN OG RIDDERSKABET IOI
Breve over „de saliges Ro i dette Land“ i Modsætning til den kraftige Storm „i Fædrelandet“ og han vilde gerne forlade „detfremmede, alt for u-fædrelandske Norden“, hvilket ogsaa lykkedes ham allerede 1816.
Dahlmann selv maatte føle Omslaget hos Studenterne, da han i sin Waterloo-Tale 7. Juli 1815 havde talt om Slesvigs Udsigt til at følgedet forbrødrede Holsten. „Deslesvigske Studenterlo og skarTænder, da han talte om Broderskabet mellem Slesvigere og Holstenere,“ og de ophørte med at besøge hans Forelæsninger. Detvar en Stemning,som ganskevist ikkevaredemange Aar, men som dog er karakteristisk forden oprindelige Stilling. Men det blevsom Ridderskabets Sekretær Dahlmann gjorde sin Indsats i Hertugdømmerne.
Man sporer Dahlmanns Indvirkenheri den langt større Vægt, somRid derskabetefter Kongens Hjemkomst fraWien lægger paaØnskerne omen Genoplivelse af den gamle Forfatning, mens Skattelettelserne for dem træder mere i Baggrunden. Regeringen havde gennem Otto Moltke ladet anstille historiske Undersøgelser, der førte til samme Resultat, som det, hvortil Dahlmann allerede var naaet — og Falck det følgende Aar naaede —, nemligatKongelovensArvefølge fra 1721 maatte siges atværegældende i Sønderjylland. Menden „nexus socialis “, som fandtes mellem Ridderskabet i de to Fyrstendømmer, betragtedes i Kø
benhavn som en ganske upolitisk Forbindelse, der kun forenede Ridder
skabets Medlemmer, men ikke de to Lande. Manvar derfor ganske util
bøjelig til at vække den gamle Fællesforfatning for Hertugdømmerne til nytLiv og vilde indskrænke sig til at opfylde Bundesactes § 13 om enFor
fatningfor Holsten alene. Kongen bekræftede vel 17.Aug. 1816 Ridder skabets Privilegier, men i to forskellige Eksemplarer, et forhvert Hertug
dømmes Ridderskab, og to Dage senere nedsattes en Kommission til at udarbejde en Forfatning for Holsten alene. Forinden havde Regeringen søgt at imødekomme Godsejerstanden paa det økonomiske Omraadeved at eftergive 1.600.000 Rbd. af dens skyldige Skatterestancer.
Forfatningsspørgsmaalet var fra nu afblevet et rent holstensk An
liggende. Der er derfor her saa megetmindre Grund til at dvæle ved Kommissionens Arbejde, som tilmed den af A. D.Jørgensen hævdede Anskuelse, at Kommissionens Resultater skulde have faaet Betydning senere under Stænderdrøftelserne i 1830erne, ikke mere lader sig opret
holde. Meneet Punkthar Interesse for Sønderjyllands Historie, det sidste Forsøg, som i Vinteren 1816—17 blev gjort fra Dahlmanns Side paa at drage ogsaa dette Landskab ind under Forfatningsdrøftelserne.
Dahlmanns Plan var at fremkalde en Række Petitioner fra Magi straterne og de deputerede i Sønderjyllands Stæder til Kongen omat udstrække den nye Forfatning til ogsaa at gælde for Slesvig (Fig. 51).
Dette lykkedes fuldstændigt. Hvilken Autoritet maa ikke Dahlmann
102 DAHLMANNS INDFLYDELSE I DE SLESVIGSKE STÆDER
allerede da have besiddet, thi endnu havde han ikke naaet at seEmbeds
pladserne i Hertugdømmerne beklædte med sine hengivne Universitets
elever. Men det viser tillige, at der endnu som et Levn fra den gottorp
ske Fortid adskillige Steder raadede helstatsfjendtlige Tendenser. En liberal Slesvig-Holstener, Prof. Michelsen, skildrede senere Borgmester Bendix Schows Hus i Aabenraai disse Aar som et Hjem for„frisindet Underholdning“, hvor Borgmesteren var Centrum i Drøftelser af de sidstudkomne Artikler i Falcks „Kieler Blätter“ eller af Moritz Arndts Skrifter med deres nye Tanker om Stat og Folkeliv. Resultatet afdisse Diskussioner fremgaar tydeligt af Petitionen fra Aabenraa.
Heri møder manalleGrundtrækkene afdenældre Slesvig-Holsteinisme.
De statsretlige Hensyn sættes foran de økonomiske. Magistratenvil ganske vistikke have Sønderjylland optaget idet tyske Forbund, menden ønsker til Gengæld Kongerigets Finanser adskilte fra Hertugdømmernes. Ho vedsagen erdog at faa „enlignende Forfatning,som bliver givet Hertug
dømmet Holsten“, for at ikke den „urgamle“ Forbindelse mellem de to Fyrstendømmer skal opløses. Alle de bekendte „historiske“ Grunde for dennes Eksistens, altsaaBegivenhederne 1386, 1448, 1658, 1721 og 1773, men mærkeligt nok ikke 1460, føres i Marken, og det hævdes, at der i Tidens Løb er opstaaet en Ensartethed i Forfatning, Lovgivning, Penge væsen, „kort sagt alt, hvad der navnlig indgriber i et Lands Væsen.“ Følgen er, „at denne Forbindelse erbleven kær for Slesvig-Holstenerne,“ at de betragter hinanden som Brødre og som een Faders Børn. Derfor ønsker man Stænderforfatningens Genoplivelse, dog med tidsmæssige Ændringer. Først i anden Række tales der om den Svækkelse af Slesvigs Kredit i Hamborg og Lybæk, som detvil medføre, hvis Holsten faar en Forfatning,men Slesvigikke, og der peges paa de ulykkelige Tider og paa Aabenraas store Gæld.
Lignende Strenge som i Aabenraa ansloges i den anden forhenværende gottorpske By Slesvig (Fig.52), hvor BorgmesterDumreicher (Fig. 53) vel har været Hovedmanden for Petitionen. Ogsaa her førte man Histo
rien i Marken som sværeste Skyts, og man citerede foruden de øvrige Grunde Ordene fra 1460: „At de til evig Tid skal forblive udelte.“
Skønt Dahlmanns Paapegen af dette Argument var fremsat saa tidligt som iForaaret 1814, er det aabenbart først ved Nytaarstid 1817, efter den aabenraaske Petitions Affattelse, at Betydningen deraf er blevet klar for de slesvig-holstensksindede. I øvrigt minder Petitionen fra Slesvig i sit Indhold meget om den fra Aabenraa, og det samme gæl
der om Petitionerne fra Ekernførde og Burg (paa Femern). Kraftigst fremtræder dog de slesvig-holstenske Tanker iAnsøgningen fra Sønder borg, hvad der sikkert skyldes den derværende Borgmester Joh. Gonr.
Ahlmann. Her var der end ikkeTale omen Bøn, men om et Krav, idet
SØNDERJYDSKE BORGMESTRES UNDERSKRIFTER PAA PETITIONERNE IO3
Fig. 51. Sønderjydske Borgmestres Underskrifter paa Petitionerne 1817.
[Bendix Frantz Ludvig] Schow (Aabenraa), [Friedrich Heinrich Wilhelm] S ar au w (Burg paa Femern), H[ans] v. d. P a hl en (Flensborg), H[ans] R[udolph] Fed
dersen (Flensborg), A[ndreas] Gfhristoph] Lindenhan (Haderslev), A[ugust]
Wardenburg (Husum), J[ohann] C[onrad] Dumreicher (Slesvig), [Johann Conrad] Ahlmann (Sønderborg), C [asper] H[einrich] G[eorg] F[riedrich] Horup
(Tønder), P[eter] Thomsen (Tønning). Facsimile.
DE SØNDERJYDSKE STÆDERS PETITIONER
104
Fig. §2. Brudstykke af Petitionen fra Slesvig.
Dat. 22. Jan. 1817. Facsimile (se Henvisningerne).
man af den kgl. Bekræftelse paa Ridderskabets Privilegier ligefrem drog den Slutning, at Kongen „i dem“ havde bekræftet Hertugdømmernes nedarvede Landsforfatning. Man citerede her den Passusfra Falcks Skrift, at Kongelovenaldrig, heller ikke1721, varbleven indført i Sønderjylland.
„Klarere end nogensinde straaler derfor Landsforfatningen.“ Selv om heller ikkeSønderborgerne stilledeFordring omIndlemmelse i Tyskland, understregede de dog med større Varme end nogen anden Bys Beboere Betydningen af at følge det ædle sydtyske Folks Eksempel i forfatnings
mæssig Henseende i Modsætning til det revolutionære Frankrig.
Afen helt anden.Karakter er derimodAnsøgningerne fra de oprinde
ligt kongelige Stæder. I Flensborg, som lededes af Borgmestrene v. d. Pahlen og H.R. Feddersen, men hvor desuden den senere saa be kendte Politimester Kraus formaaede at gøre sig gældende, understre gede man kraftigt, at man ingen Rettigheder havde at paaberaabe sig, men atTidens Tendens (altsaa Indflydelsen fraFrankrig) gik i Retning afindskrænketKongedømme. Underden absolutte Regeringvar det ikke muligt at skaffe Byen den fornødne Kredit i Hamborg. Man ønskede forhindret: „atengammel og mægtig Stad, hvis Troskab og Vedhængen ved dens Kongehus i hvert Fald ikke er bleven overtruffet af nogen, gaarsit hastige Forfald i Møde, og densBorgere prisgives til sikker
Forar-DE SØNForar-DERJYDSKE STÆForar-DERS PETITIONER
melse og Elendighed.“
Først herefter pege des der paa den gamle Overensstemmelse in den for Hertugdøm merne i Sprog, Sæder, Dannelsesanstalter, Re geringsform ogSkæbne.
Historiske Retsgrunde paaberaabtesoverhove det ikke. Ganske til
svarende holdt Hader slev under Borgmester Lindenhans Ledelse sig helt og holdent til de økonomiske Argumen ter, men man savner dog her den Varme, som udstraalede fra Flensborgerne i deres Omtaleaf Forholdettil Kongehuset,mens man derimod fandt Lejlig hed til at indflette en
IO5
Fig- 53- Johann Conrad Dumreicher.
Maleri. Originalen ejes af Bibliotekar Carl Dum
reicher, Kbhvn.
Henvisning til Forskel
len paa Udviklingen i Kongeriget og i Hertugdømmerne. Ogsaa i de vestslesvigske Stæder Tønder, Husum og Tønning, der dog tidligere havde været gottorpske, var de materielle Hensyn de tungest vejende Mo
tiver i Ansøgningerne, selv om man — som i Flensborg — ved Siden af disse lejlighedsvis slog paa Overensstemmelsen i Kultur med Holsten, ja endog paa den aarhundredgamle Forening med dette Land.
Betragter manalle Ansøgningerne under eet, fremtræder der saa mange Lighedspunkter mellem dem, at det maa staa som sandsynligt, at Dahl mann ikke blot havde givet Stødet til deres Fremkomst, men ogsaa til stillet Byerne enslydende Direktiver om deres Indhold. Saa meget større Vægt maa der lægges paa,at Resultaterne dog blev saa ulige,og ud herfra tør derdrages visse Slutninger om de forskellige Stemninger, som raadede i de forskellige borgerlige Samfund.
Det slesvig-holsten-lauenborgske Kancelli, som det kaldtes siden 7. Aug. 1816, komtilat behandle det indkomneMateriale allerede d. 20deJan. 1817, da der endnu kun forelaa Petitioner fra Haderslev, Aabenraa, Sønderborg, Flensborg, Husum og Burg. Flertallet inden
io6 KANCELLIETS STATSRETLIGE OPFATTELSE
forKancelliet indlod sig ikke paa at behandle det økonomiske Problem, men holdt sig til de fremsatte statsretlige Grundsætninger. Man mente, at Kongeloven ikke var bleven indført 1721 i Slesvig, og at Undersaat- ternes Retsforhold da ikke var bleven ændrede. Ordene „efter Konge lovens Lydende“ behøvedenemligkun at gælde for Arvefølgen. Derimod var ved denne Lejlighed Fællesregeringen for Hertugdømmerne og de deraf afledede fælles Stænder retslig bortfaldet. „Havde Kongen som Hertug afSlesvig fundet detfor godt at udskrive en Landdag, vilde han paa ingen Maade have været forpligtet til ogsaa at kalde de holstenske Stænder til denne Landdag, da det ellers vilde afhængeaf Medregenten iHolsten [c: Gottorperen], ved at holde de holstenskeStænder tilbage, at forhindre hele Landdagen.“ Altsaa fandtes der ikke i Hertugdømmerne nogen Ret til fælles Stænder, men derimod kunde Slesvig nok have et Krav paa en særlig Stænderforsamling.
Mindretallet inden for Kollegiet, der kun bestod af A. B. Rothe (Fig. 30), fulgte ikke blot Flertallet i dets Protest mod fælles Stænder, mengik endnuvidere. Han kunde ikke indrømme, at Sønderjyllandi sin Helhed havdenoget Retskrav at hævde. Man maatte skelne mellem de to Dele, den kongelige og den gottorpske. Den sidste var af Frederik IV erhvervet ved Krigens Ret 1713 og var fra dette Øjeblikikke i Kongens Besiddelse qua Hertug afSlesvig, mensom Konge af Danmark. Den var faldet ind under Kongelovens § 19 og tilhørte derfor Kongen som uind skrænket Enevoldshersker. Stænderforfatningen var her sat ud af Kraft.
Derimod kom Krigserobring ikke i Betragtning for den kongelige Del, og man kunde derfor ikke hævde med Retsgrunde, at den stænderske Forfatning her varbortfaldet. Over fordenne Opfattelse af Rothe bestred Flertallet, at Kongelovens § 19 kunde anvendes paa den gottorpskeDel, da denne kun talte om Rigets Udelelighed, ikke om, at Kongeloven skulde gælde i alle de med Danmark forbundne „Provinser“. Konge lovenvar kun Grundlovfor Kongeriget Danmark, „og skulde den gælde som Grundlov for alle Kongens andre Stater, maatte den være bleven indført (declarirt) deri.“
Dahlmanns Anstrengelser for at faa Slesvig draget med ind i Forfat
ningsarbejdet,saaat det kunde faafælles Stænder medHolsten, var altsaa ganske faldet til Jorden, og som en svag Trøststod kun Udsigten til sær lige Stænderforsamlinger tilbage. Paa begge Sider af Ejderen var der dog endnu Mænd, som var villigetil at gøre et sidste Forsøg for den store Sag. Paa Kieleromslaget i Jan. 1818 fremlagdes der i Klubben
„Harmonien“s Læseværelse en Adresse til Kongen, som udtalte Ønsket om, at den for Holsten nedsatte Forfatningskommission blev suppleret medslesvigske Medlemmer. Maalet for Arbejdet skuldeherefter være en fælles stændersk Forfatning med Skattebevillingsret. Men trods en ivrig