Lornsen var fjernet, og hans Fremtræden havde ikke fremkaldt nogen Bevægelse i de brede Lag. Men den Kreds, hvis Talsmand han havde været, fandtes stadig paa Kamppladsen. I den første Tidefter hans Fængs ling maatte den optræde med Forsigtighed. Censuren var bleven vakttil nyt Liv, og baade „Kieler Correspondenzblatt“ og „Apenrader Wochenblatt“ fik det at føle. Ogsaa en Modstrøm af loyale Pjecer, ikke mindst stammende fra Præstestanden, som den veltalende, men barokke Pastor Wilh.
Thiess (Fig. 85) i Arnæs („Arzenei wider die Revolutionsfieber“), maatte først overvindes. Olshausen og hans Venner tabte dog ikke Modet.
Først og fremmest bestred man, under Henvisning tilFalcks Udtalelser 1816, at det skulde være ulovligt at petitionere til Regeringen, eller at den faldne Høvding skulde være „en sort Forbryder“. Særlig Vrede vakte Henrik Hertz’ Ord i „Gjengangerbreve“ :
„Man glemte Belgien og Polen, ja selv Kiøteren fra Sylt“,
og da de var bleven optagne i „Kiøbenhavnsposten“, fremsatte „Corre- spondenzblatt“ den Formodning, at „Damerne fra Gammelstrand“ var
170 PRESSERØRE
Medarbejdere ved Bladet. Og man loddenliberale Slesvig-Holsteinismes Banner flyve for Vinden i Artikler om: „Vort Fædreland Slesvig-Hol-sten“, og: „Friheden er en mægtig Løftestang til Menneskehedens Fuld kommengørelse“. Men paa mere konkrete Emner kunde man først komme ind efter Reskriptet af 11. Jan. 1831, da Stænderne var blevet til en Kendsgerning. Nu begyndte „Correspondenzblatt“ at udtale sin Ængstelse for, at „Intelligensen“, her som i Preussen, skulde blive ude lukket fra Stænderforsamlingen, at Stændernes Adskillelse skulde med
føre en Spaltning af det i Aarhundreder forbundne slesvig-holstenske Land, og Folket paa Grund af deres begrænsede Indflydelse skulde op give Haabet omat faa en virkelig Forfatning. Allerede før den kongelige Gave var givet, var saaledes Kritikken over den vaagen. Mindre blev den naturligvis ikke efter Anordningen af 28. Maj, og man beklagede stærkt, at de heri indeholdte Grundbestemmelser ikke skulde forelægges
„de erfarne Mænd“ til Prøvelse. Det var vel navnlig den nye Bestem melse, at Advokater og Embedsmænd skulde have særlig Tilladelse af Kongen til at modtage Valg, som faldt den liberale Kreds for Brystet.
Advokaterne dannede jo fra Begyndelsen af selve Rygraden i det vor
dende slesvig-holstenske Parti.
Anordningen af 28. Maj 1831 blev i øvrigt modtaget med Tilfredshed hos den overvejende Del af Befolkningen Syd for Kongeaaen. Der strømmede Takadresser ind til Regeringen fra Byer som Aabenraa, Sønderborg, Flensborg, Slesvig og Frederiksstad; i Flens
borg var den forfattet af Politimester Kraus, der atter her viste sig som den loyale Embedsmand, og den blev underskrevet baade afMagistraten og de deputeredes Kollegium. For øvrigtvarTankernei Sommeren 1831 optaget af ganske andre Ting end Politik. Kolera rasede i Europa og nærmede sig truende til den danske Stats Grænser. Regeringen trak en Militærkordon tæt inden for Holstens Østgrænse for at hindre Sygdom
men i at naa ind paa Rigets Grund. I Stæderne oprettede man „Spise- anstalter“ for den fattigere Befolkning for at gøre den mere modstands dygtig mod mulige Angreb.
De oppositionelle følte derfor, at de for Øjeblikket maatte gaa sagte med Dørene. Hertil kom, atden Opposition, der repræsenteredes afden yderliggaaende Del af Ridderskabet med dens Krav om Indflydelse paa den endelige Forfatning, ikke kunde behage de liberale Advokater, Re
daktører og Købmænd. Som et Modtræk herimod fremkom Prof. An dr.
Michelsen med et Skrift: „UeberdievormaligeLandesvertretung“,hvori han godtgjorde, at der ved Siden af Landdagene havde bestaaet en Ret til Skattebevilling for Bønderne, og at der endnu fandtes et kraftigtSelv styre bevaret hos Befolkningen, navnlig i de frisiske Landskaber. Lorn
sens Ven, Dr. Wülfke paa Sild, skildrede nærmeredenneBondeforfatning
UENIGHED INDEN FOR OPPOSITIONEN
for sin Øs Vedkommen de: Dens Kirkeforstan-derskaber; dens Land skabskollegium, bestaa- ende af Bondefogder og Raadmænd, som i Kei tum traf Beslutninger om hele ØensAnliggen der ;endelig dens ærvær
dige Ting af 12 Raad
mænd, der oprindelig samledes paa Højen ved Tinnum, men nu lige ledes i Keitum, for, med Landfogden som Proto kolfører, at danne Øens Domstol. Tilsvarende Domstole, som „Vitiret-ten“ d. 15. Juni i Ejder
sted og „Treherreds retten“ for de tønder ske Marskherreder, vi ste, at dette Selvstyre var en levende Virke
Fig. 85. Wilh. Thiess.
J. M. Graack lit.
lighed for store Deles Vedkommende. Vilde man bygge paa For
tiden, maatte man ogsaa tage Hensyn til dens ikke-aristo-kratiske Levninger. Disse Skrifter havdesaaledesderes politiskeMaal, men der er heller ingen Tvivl om, at de er et Udslagaf detromantiske Sværmeri for Bonden, som træder frem i alle Lande et Stykke oppe i d. 19de Aarhundrede.
Oppositionen var saaledes delt. Men den liberale Fløj inden for den havde de bedste Kort paa Haanden. Den kunde begynde den Kamp for Trykkefriheden, dersnart vilde blive efterligneti Kongeriget, og som var i sammeGrad livsvigtigfor Olshausen ogKopperholdt. Længe varede det heller ikke, før den atter begyndteatholde hemmelige Møder for at skaffe sig Indflydelse paa de forestaaende Drøftelser af „de erfarne Mænd“. Kongen havde konstitueret Kancellideputeret Joh. Fr. Jensen som Universitetskurator i Kiel med Overopsyn over Politiet, og i Jan.
1832 kunde han indberette til sin Herre, at d. 13. om Aftenen havde 20—30 Mennesker været samlede paa den Fischerske Gæstgivergaard, deriblandt fra Kiel Olshausen og Michelsen (men hverken Falck eller Hegewisch) og fra Sønderjylland Advokaterne Reiche ogBeseler fra
Sies-VJ<2. FORFATNINGSKOMITEEN
vig, og Advokat Bremer fra Flensborg. Man havde bestemt ikkeat ved
tage Beslutninger, men der blev holdt Taler af Reiche og Michelsen.
„Begge Taler var af historisk-statsretligt Indhold med særligt Henblik paa Hertugdømmerne“. Atter et Vidnesbyrdom,at ogsaa de liberale var i Færd med at svinge bort fra Efterligningen af udenlandske Forbilleder, det væresig norske, belgiske eller franske, og at gaa overtil at bygge paa
„Landsrettigheder“, dog opfattede paa deres særlige Maade.
Afden Slags Møder blev dersikkertholdt flerei den følgende Tid, thi
„de erfarne Mænds“ Sammentræden stod for Døren. En Komité, be-staaende af Otto Moltke og J. P. Høpp (Fig. 86) fra Slesvig-holstenske Kancelli og Stemann og Ørsted fra detdanske, havde i Mellemtiden ar bejdet med Stændersagen. Man havde besluttet, at „de erfarne Mænd“ skulde være kongevalgte, at Valgene til Stænderforsamlingen skuldevære direkte, at hver Forsamling selv skulde vælge sit Præsidium, og at Be
slutningerneskulde vedtages ved almindelig Majoritet. Størrelsen og Vær
dien af Ejendomme, nødvendige til at opnaa Valgret og Valgbarhed, fastsattes, og man drøftede, hvorledes Mandaterne skulde fordeles til de forskellige Samfundsklasser. Endelig overvejedes, hvorledesRidderskabet skulde repræsenteres. Paa Grundlag af disse Overvejelser fandt saa en ny Diskussion Sted i Statsraadet. Otto Moltke hævdede forinden, at der var toVeje at gaa: Enten at fortolke Løftet af 28. Maj saasnævert som muligt, „eller ogsaa at giøre de raadgivende Provindsialstænder til Alt det, som de efter deres Natur kunne og burde være, og blot see til, at de overeensstemmende med deres virkelige Væsen strengt holdes inden
for saadanne Grændser, at de ei kunne blive til Hinder for den Konge lige Souverainitet“. Han anbefalede at følge denne sidste Vej, og det tjener til Kongens Ære, at han fulgte Raadet.
Statsraadet, som holdtes i Midten afApril, besluttede, at for Sønder
jyllands Vedkommende skulde Hertugen af Augustenborg have enarvelig Virilstemme, Godsejerklassen 4 paa Livstid udnævnte og 5 valgte Stem mer, de mindre Landejendomsbesiddere 18, og Købstæderne 13 valgte Stemmer. Endelig skulde Kongen paa 6 Aar udnævne 2 Gejstlige og
i Professor fra Kiel. Otto Moltke hævdede atter, at Ridderskabet ikke burde anerkendes somprivilegeret ved Stænderforsamlingen. Detbestem
tes endelig, at Census for Valgbarhed skulde være dobbelt saa høj som for Valgret, og at alle Valg skulde gælde for 6 Aar.
Tidspunktet for „de erfarne Mænds“ Optræden var nu kommet.
De mødtes i København d. 30. April som en samlet Kreds for begge Hertugdømmer paa 29 Personer. Afdisse kan følgende betragtes —helt eller delvis — som Slesvigs Repræsentanter: Spies, Adler og Falck;
Amtmændene fra Haderslev (Johannsen), Tønder og Flensborg; Prov
sten for St. Hans’ Kloster i Slesvig, Landraad Ahlefeldt til Olpenæs,
„DE ERFARNE MÆND'
Politimester Kraus ogAgent H. C.Jensen fra Flensborg, samt to Raadmænd fraSles vig og Tønning. Det var altsaa en „Notabelforsam
ling“, hvori Borgere og Bønder kun var svagt re præsenterede. Indirekte har det ogsaa BetydningforSøn derjylland, at Ridderska
bets „Verbitter“ Chr. Rant
zau og Carl Moltke var til
kaldte, mens den uforson lige Fløj med Reventlow- erne lystevedsin Fraværelse.
Derfor var den dog ikke helt uden Repræsentation.
Efter at man i den største Fordragelighed havde drøf
tet de forelagte Spørgsmaal om Valgmaade, Valgcensus og Offentlighed, beredte nemlig Balemann, Falck og
Fig. 86. J. P. Høpp.
C. G. A. Böhndel lit.
Carl Moltke (i Forbindelse med to andre Medlemmer) til Slut Regerin
gen denubehageligeOverraskelse at andrage om en forenet Stænderfor samling for Hertugdømmerne m. m. Det saa ret farligt ud, men var det ikke, thi samtidig lod man Regeringen forstaa, at der heri ikke laa noget i Retning af Opposition. Det har altsaa især været Hensynet til hjemlige Stemninger, der har dikteret dette Skridt, men der tales ejen
dommeligt nok ogsaa om „den Indflydelse, Folk i Kiøbenhavn har havt paa Sagen“. Andragendet blev derefter henlagt, og man skiltes i den bedste Stemning efter to Maaneders Forhandlinger.
Det værste skulde nu være overstaaet. Men det trak endnu næsten to Aar ud, inden Stænderforfatningen forelaa fiks ogfærdig. Delsskuldeman have et tilsvarende Møde med „oplyste Mænd“ fra Kongeriget, dels — og navnlig —stod mange Forhandlingertilbage for at skabe nogenlunde ensartede Forhold inden for de forskellige Stænderforsamlinger. Helt naaedesdettedog ikke. Jøder fik saaledes Valgret iKongeriget, men ikke i Hertugdømmerne. Endelig 15. Maj 1834var man naaet til VejsEnde, og paa samme Dag udkom Stænderforfatningen og Forordnin
gerne omen Fællesregering for Hertugdømmerne paa Gottorp og en fælles Over-Appellationsret for dem i Kiel. Otto Moltke
174 FORFATNINGEN AF 15. MAJ 1834
var gaaet med til dette sidste paa Betingelse af, at det fremkomsamtidig med de adskilte Stænderforsamlinger, og Tronfølgeren havde forgæves søgt at hindre det.
Den slesvigske Stænderforsamling fik den Sammensætning, som allerede var fastslaaeti Statsraadet i April 1832,altsaa af 36 valgte og 7 udnævnte Medlemmer, hvortil komHertugen af Augustenborg ; i alt 44. Valgretten var betingetaf Grundejendom (ellerArvefæste) til en Værdi paa Landet af 3200Rd. og i Købstæderne af 1600Rd., dernæst af 25 Aars Alder, uplettet Ry og den kristne Religion. Til Valgbarhed krævedes 30 Aars Alder og to-aarigBesiddelse af enEjendom til den dobbelte Værdi afden førnævnte. Valgene, som gjaldt for 6 Aar, foregik direkte og ved Stemme flerhed ; de omfattede baade en Deputeret ogenSuppleant. Mødestedet for Forsamlingenvari Slesvig By, hvorKongen repræsenteredes af en Kom missær med Ret til at deltagei alle Forhandlinger, men ikke i de paaføl gende Afstemninger. Derimodvar Præsident, Vicepræsidentog Sekretærer valgte af Forsamlingen, der ogsaa straks til en Begyndelse afgjorde Spørgsmaalene om de almindelige Valgs Gyldighed. For at Forsamlin gen skulde være beslutningsdygtig, skulde mindst tre Fjerdedele af Med
lemmerne være til Stede. Dens Forhandlingsformer svarede iøvrigt i det Hele tilmoderne Forsamlingers. Ejendommelig var dog den Bestemmelse, at vedden endeligeBehandling af en Sagkunde intet Medlem faa Ordet mereend een Gangmed Undtagelse af den paagældende Komitéreferent.
Hvad angaar Offentligheden, var det bestemt, at den kgl. Kommissær skulde foranstalte, at „det væsentligste af“, hvad der forhandledes, of
fentliggjordes i en særlig Tidende.
Kongen havde hermed fuldtud opfyldt det Løfte, somhan havde givet i Maj 1831,ogForfatningen maatte forsaavidtbetegnessomdemokratisk, som den gaven lige saa stor Del af BefolkningenIndflydelse paa Statens Anliggender, som det var Tilfældet i Samtidens mest fremskredne Lande.
At denne Indflydelse kun var afraadgivende Art,varikkeafgørende, thi den danske Enevælde vilde naturligvis ikke formaa at sætte sig ud over Folkeønsker, der blev fremførte med tilstrækkelig Vægt. Men alligevel bar den nye Forfatning Dødsmærket paa sin Pande. Denhavde sit Tyng depunkt i Landbefolkningen og ignorerede den Samfundsudvikling, som vari fuld Gang, hvorefter Købstædernes Middelstand, saaledes som Lornsen med Rette havde paavist, var i Færd med at blive den førende Klasse. Kun hvis denne Middelstand besad Grundejendom, havde den faaet Valgret og Valgbarhed. I endnu ringere Grad tog den nye Forfatning Hensyn til de Underklasser, der paa Grund af den økonomiske Udvikling var i Fremvækst i By og paa Land. Den maatte fra første Færd blive et Stridens Tegn.
Ikke alle havde været blinde for dette Minus; i Kongeriget havde
FORFATNINGEN AF 15. MAJ 1834
Ørsted kæmpet for,at der skulde tages Hensyn til „Kapital“ og
„Intelligens“, og han havde haft Meningsfæller i Hertug dømmerne. Mender var ogsaa en aandelig Kraft, som mod
arbejdede den nye Form for Helstaten, som Stænderforfat
ningen tilsigtede at skabe, og denne Kraft var endnu kun opfattet af enkelte. Det drejede sig herved om et helt Livssyn, nemlig, at enhver folkelig Kul
tur maa opstaa paa nationalt Grundlag.
Grundtvig havde 1831 ud
sendt sine „Politiske Be tragtninger med Blik paa Danmark og Holsteen“
(Fig. 87), der vakte „Corres-pondenzblatt“s Harme ved For fatterenskonservative Railleren
I75
Fig. 87. Titelblad til N. F. S. Grundtvig: Po
litiske Betragtninger (1831). Facsimile. c. 6/8.
over „Pøbelen og Børnene“ i Paris ogderes Oprør i Hunde dagene. Mere Sympati maatte Bladet føle for hansforstaaende Bemærkninger om Forholdet mellem Danmark og Holsten:
at det vilde haveværet unatur ligt, om Holstenerne havde øn sket en Sammensmeltning med
Danmark, thi Sprogforskellen har sin Grund i Folkenes Inderste. Han pegede med djærvt Lune paa det mærkelige i, at mens d. 18.Aarhund- rede havde opgivet Troen paa Opstandelse eller Genfærd, „vaagne [nu i d. 19de] aabenbar alle Folke-Aanderneefter en lang Slummer og staae enten op med forklarede Legemer eller gaae dog igien med Skygge-Hamme“. Ligesom i de gamle Spøgelseshistorier rusker de i de sovende og raaber: „Hid med min Pandeskal, hid med mine Ben!“ „Et saadant Been“, fortsatte Grundtvig, „Gud véd hvoraf, i Grunden“, er nu ogsaa Slesvig eller Sønder-Jylland, hvis dobbelte Navn strax minderos om en egen Tvivlsomhed og Tve-Tydighed . . . Jeg vilde finde det naturligst, at lade Slesvig selv afgiøre, til hvilken Side det helst vil
176 GRUNDTVIGS APPEL TIL SØNDERJYDERNE
høre, thi Selvgjort er Velgjort“. Mærkeligt er det at se, at Grundtvig personlig troede, Slesvigerne vilde føle sig Kongen mest forbundne, hvis han forenede dem med Holsten.
Dette var en Appel, som den ikke kunde sidde overhørig, der havde Myndighed til at besvare Spørgsmaalet. I Begyndelsen af 1832 (med en Fortale, der er dateretJuledag 1831) udsendte Chr. Paulsen fra Kiel sit berømte lille Skrift „Ueber Volkstümlichkeit und Staatsrecht des Herzog tums Schleswig“ (Fig. 88). Uselvisk udsatte han sig foretBrud med sine personlige Universitetsforbindelser, hellere end at være troløs. Ti Aar senere skrevhan til Gehejmekabinetssekretær Adler: „Jeg begyndte min Offentlige Virksomhed for en Række Aar siden, udenOpfordring oven
fra, dreven af en medfødt Følelse for et danskt Fædreland. . . . Omend mange Forhaabninger siden er bievne skuffede,saa vilde jegdog foragte mig selv, hvisjeg trak mig tilbage“. Han indledede i Virkeligheden 1832 den Kamp, som han førte til sin Død 22 Aar senere.
Fuldkomment sovende havde Nordslesvig ganske vist ikke været siden Fremkomsten af Aagaards,Werlauffs og Outzens Skrifter. Der havde saa
ledes vist sig en stigende Interesse for dansk Prædiken i Køb stæderne, saa at den f. Eks. 1821 var blevet eneraadende i Nordborg paa Als, og 1822 havde Kirkekollegiet i Aabenraa ved et Diakonskifte ansøgt om, at han for Fremtiden udelukkende skulde præke paa Dansk.
Regeringen havde ganske vist foretrukket at forandre den tyske Kateki- sation tilen dansk, men densTendens var i hvert Fald den samme som Andragernes, og for første Gang var den kgl. Konfirmation paa Valget blevet udstedt paa Dansk. Et andet Træk i samme Retning er det, at Kancelliet 1829 udtalte sin Misfornøjelse med, at deraf alle Hertugdøm mets Borgerskoler kun undervistes paa Dansk i to (i Haderslev), og havde forlangt dette ændret. Men det drejer sigganskevist kun om svage Tegn i en bedre Retning, og paa Landet møderman ingen af dem. 1833 forstummede tværtimod det danske Sprog paa det sidste Herredsting
(Hvidding—N. Rangstrup) i Nordslesvig.
Paulsens Skrift faldt efter Titlen ito Dele, en statsretligog en national.
I den første hævdede han over for Lornsen, at Sønderjylland var etgam meltdansk Len,der som forbrudt var inddraget af Kongen1721. Vigtigere, i hvert Fald i Øjeblikket, var hans Opfattelse af de nationale Forhold.
Paulsen beregnede Sønderjyllands samlede Befolkning til o. 330.000 (jfr. S. 5) ; heraf omfattede den nordslesvigske Landbefolkning med dansk Kirkesprog 109.000. Men desuden fandtes der af Beboere med dansk Omgangssprog : I de nordslesvigske Købstæder 30.000, og i Kær Herred, Flensborg Amt samt sydligere 45.000. Dette bliver tilsammen 75.000, som burde have dansk Kirkesprog. Slesvigs samlede dansktalende Be folkning er altsaa o. 185.000, d. v. s. over Halvdelen af hele dets
Befolk-CHR. PAULSENS REDEGØRELSE FOR SPROGFORHOLDENE
ning. Naar Paulsen gan ske brød med den i 1811 af Spies hævdede Opfat telse af et „Blandings
sprog“ i Mellemslesvig, skyldtes det ejendomme
ligt nok Holsteneren Kru ses Afhandling 1817 (se S. 61 og 121).
Paulsen fortsætter :
„Sproget er FolkenesHel ligdom“. Men det danske Sprog er kun enTjeneste pige over for sin tyske Herskerinde. I Nordsles vig herskertysk Retssprog.
Følgen er, at Bønderne ikke forstaar de til dem udstedte Dokumenter og enten maa lade dem over
sætte eller gaa med dem til en Advokat. Hvilke forfærdelige Ting kan der ikke indtræffe under Vid
177
Fig. 88. Titelblad til Paulsen: Ueber Volkstümlichkeit und Staatsrecht (1832). Facsirnile c. 6/g.
neforhør eller Edsaflæg
gelse? Dansk bør være Rets- og offentligt Sprog i de Egne, hvor det er Kirke- og Skolesprog.
Gaar man Syd herfor til de Egne, hvor Kirke- og Skolesprog er tysk, er
det muligt, atdet danske Talesprog vilde uddø, hvis detbehandledes som hidtil. Paulsen mener dog, at det i hvert Fald vilde bestaapaa Sydsiden af FlensborgFjord paa Grund af denstærkeForbindelse medNordkysten, og fordi Flensborgs Handel bringer denne Fjordbred i livlig Forbindelse med Kongeriget. Men hvis dansk Talesprog uddør i detøvrige Angel og Mellemslesvig, vil Befolkningen lide herved og blive begrebsfattigere. Det vilde være haabløst at forsøge atfortrænge det tyskeSprog. Men man kan indføre Undervisning i Dansk ved Siden afTysk i Flensborg Provsti og ide danske Sogne i Kær Herred (Medelby, Ladelund, S. Løgum, Klægs køb, Brarup og Karlum). Dettevil desuden være det første Skridt til
Gen-178 MODTAGELSEN AF PAULSENS SKRIFT
indførelsen af Dansk i Kirken og Statsforvaltningen. Man kan begynde med afvekslende Kirkesprog i Bov og Hanved Sogne.
Hvad endelig de nordslesvigske Købstæder angik, mente Paulsen, at Befolkningen med Tak vilde modtage Dansk som Undervisningssprog i Borgerskolerne. Dog burde Tysk vedblive at være Hovedundervisnings
sproget i Haderslev paa Grund af denne Bys særlige Karakter som Em bedsmandscentrum.
Saa moderate var Chr. Paulsens Forslag paa det sproglige Omraade.
Men heller ikke i politisk Henseende vildehan gaa til at indlemme Søn derjylland i Danmark. Han vilde bevare Helstaten, men ønskede Over
gangen til en virkelig Helstat skabt ved Toldgrænsens Afskaffelse ved Kongeaaen og et ensartet Pengevæsens Indførelse i alle Landsdele. Ja, han kunde gaa med til en fælles Stænderforsamling for de to Hertugdøm mer, naar der ved Siden afden fandtes en særlig holstensk og en særlig slesvigsk Forsamling, thi i den sidstevildede to Nationaliteter komme til at staa lige (sic!). —
Skriftet vakte i Begyndelsen ringe Opsigt, men omtaltes med Velvilje baade i danske og tyske Kredse. Dette gjaldt saaledes baade om Falck og Overretsraad Nissen i Slesvig, men Forfatteren havde den Sorg, at hansgamle Ven Heiberg, der nu var Advokat i Slesvig, straksfra Begyn
delsen stillede sig ganskeuforstaaende. Ogsaa Lornsen følte sig ubehage
lig berørt ved det. I April 1832 drog Paulsen efter sin Kollega Flors Raad med Bogen i Lommen til København. Han opsøgte først Otto Moltke, der modtog ham med den største Velvilje og erklærede sig enig med hans Anskuelser om det danske Sprog. Præsidenten skaffede ham Audiens hos Kongen, der ikke var mindre velvillig. Ogsaa hos Tron følgeren og de høje Herrer i Kancelliet: Rothe,Høpp og Thomsen, fandt han en gunstig Stemning for Sagen; kun een var derimod, den gamle Spies, Præsident for Overretten paa Go ttorp. Moltke lod ham i øvrigt forstaa, atdetvar en Selvfølge, at der paa den slesvigske Landdag ogsaa maatte kunne tales Dansk, selv om det ikke udtrykkelig vildeblivenævnt i Stænderforfatningen.
Hermed slogPaulsen sig foreløbig til Taals. Paa en senere Rejsesamme Aar til Haderslev mødte han ligeledes Forstaaelse for sineTanker, om end
— karakteristisk nok allerede da — forbundet med Frygt for Indførelsen af danske Indretninger i Sønderjylland. Han havde nu lagtSagen i Re
geringensHaand. Det skulde vise sig,at han snart maatte gaa andreVeje.