er Gud, at Gud selv er den immanente Verdenslogos, der af sit indre D y b successivt lader den evige Viisdomstanke trcrde ud i Virkeligheden.
Skabelsens hele B e tyd n ing ikke opladt fo r Jodedommen.
T h i ikke ved at frembringe en afmcegtig, uselvstændig Verden, der smelter som V o x fo r hans Aande, men ved at frem
bringe en V e rd e n , der selv er f r i i begramdset S e lvm a g t, aabenbarer Skaberen sin M a g t som V iisdom m ens og K æ r lighedens M a g t.
8 63.
N a a r Jodedommen i det Hele taget ikke har D ie fo r Kosmogonien i Skabelsen, saa er Hedenskabet b lin d t fo r Skabelsen i Kosmogonien. Medens den mosaiske Skabel
seshistorie begynder med Aanden som det O prindelige, med G uds A a n d , der svcrver over Vandene, med Skaberordet, paa hvis B u d Lyset og alle Livets Skikkelser trcrde i T i l værelse: saa begynder det grcrske Hedenskab med det dunkle,
uformede Chaos, i hvis S k jo d alle Versener slumre som drommende og gjcrrende S p ire r, og h voraf de cfterhaanden paa en dunkel, driftmcrssig M aade udvikle sig. Verden er
her kun tcenkt som ikke som som nsturs,
ikke som eresturs. A lt er her kun F o d s e l , ikke Skabelse.
Lyset trcrder ikke i Tilvcrrclse ved Skaberordet, men udvikler sig a f M o rke t ved et G j e n n e m b r u d , ved at bryde det dunkle M oderskjod, hvor dets S tra a le oprindeligt var scrngflet. Aandens og Frihedens Rige kaldes ikke frem a f M ulighedens N a t ved Kjcrrlighedens Skaberrost, ved V a n
dernes evige F a d e r; men ved egen K ra ft opstiger det kæm
pende a f N atu rlive ts D y b , emanciperende sig fra de blinde N aturm agter og fravristende disse Scepteret. Saaledes ud
vikle i den grcrske M yth o lo g ie de crdlere, skjonne Gudeskik- kelser sig gjennem Titanernes, de sormlose, raae N a tu rk ra f
ters Overvindelse og Nedstyrtelse. I den nordiske M y th o logie er M y th e n om Jetten A rn er, som Aserne ihjclslaae, og a f hvis uhyre K ro p de bygge V e rd e n , Udtrykket forædet G jennem brud, hvorved en hoiere Teleologie giver sig T i l
-vcrrelse saavel i N atur som i Historie. M e n idet Heden
skabet saaledes har en Kosmogonie uden Skabelse, og sam
menblander Kosmogonien med Theogonien, bliver dets Kos
mogonie en ufuldendt Halvhed. Id e t Hedenskabet mangler en sand V e r d e n s b e g y n d e l s e , kan det heller ikke komme til en sand Verdens f u l d e n d e l s e ; det fremstiller kun en H alv-Organisation, et ufuldbaaret Verdensbillede, en Teleologie, der evigt gjcrrer i uoploste Modsætninger. D a det almæg
tigt ordnende Skaberord fattes, saa fremstiller den hedenske Verdensanskuelse den uklare B lan d in g , den uoploste D o b belthed af Aand og N atur, af Forsyn og blind Nodvendig- hed, af Jdee og uformet M aterie ( M - / ) , af S y s t e m og
C h a o s . D e n grcrske Verden er saaledes udviklet til et Skjonhedens R ige, men den scedelige Aand er fcrngstet i Kjodet, og over den skjonne Lysverden svcrvcr det blinde Fatum , truende med at nedstyrte Mennesker og Guder i det gamle Chaos. S k a l Frygten for det gamle Chaos grundigt forsvinde, skal Verden i Sandhed vcrre System, da maa ikke Chaos, men Aanden tcrnkes som det Oprinde
lige, da maa Skaberaanden i Begyndelsen have svcrvet over Vandene.
A n m . En Anelse om Verdens C r e a t u r l i g hed fremglimter i den nordiske Mythologie, i Ideen om A l
fader og Verdensfuldendelsen gjenncm Ragnarok. I denne Anskuelse aner Nordens A and, at Verden ikke blot har en kosmogonisk, men en creaturlig Oprindelse, at Livets Gaade ikke kan loses ad den blot naturlige V e i, men krcrver en overnaturlig Losning, d. e. en Losning gjennem s k a b e n d e Teleologie.
8 64.
. Foreningen af Skabelsen og Kosmogonien er given t den johanneiske Anskuelse af den guddommelige Logos som det immanente Verdensprineip, ved hvilken A lt
er oprundet, hvad der har en Oprindelse. S o m den jo-hanneiske Anskuelse indeholder, at Verdens Tilværelse har sin Grund i en skaberisk F r e m b r i n g e n , saaledes indeholder den, at Verden er til ifolge en O v e r g a n g fra Jkke- Vcrren til Vceren, ved en V o r d e n , en Tilblivelse, en Fod- fel, et k e r i , et Verden har altfaa en dobbelt Begyndelse, en kosmogonisk og en fkaberisk, en naturlig og en overnaturlig. D en kosmogoniske eller natur
lige Begyndelse er den relative, den endelige, som derfor ogsaa er splittet i s p o r a d i s k Mangfoldighed.
A l Organisation danner sig sporadisk, og betragtet fra det kosmogoniske eller det naturlige Synspunct kan Verden siges at have utalligt mange Begyndelser, at begynde fra nendelig mange Livsspirer, der, forsaavidt som det naturlige
Synspunct udelukkende fastholdes, kun have deres fcelleds Ecnhed i C h a o s . M e n de utalligt mange naturlige Begyndelser ere alle begrundede i den ene fkabcriske, overnaturlige Begyndelse, i den guddommelige Logos- villie, der i sig indeslutter Livets og Lysets Vcrld, og
af sit aandelige D y b loslader den hele Mangfoldighed af Livskrafter til fri Selvbevcegclse. O g kun fordi denne
overnaturlige Begyndelse, kun fordi den skabende V illie vedbliver at rore sig i de mange endelige Begyndelser og i fri Allested sn arv Er else gjennemlyser og gjcnnemvirkcr den
naturlige Udvikling, kan denne grundigt komme ud over den chaotiske Gjcering, kunne de sporadiske Modsætninger forenes
og harmoniseres til et organisk og systematisk Hele. Verden maa derfor i ethvert Mom ent af sin Tilværelse betragtes som n a t u r s eller som organisk Selvudvikling, og som e r e a t u r a eller som fremskridende Aabenbaring af den guddommelige V i l l i e , og den er kun det Ene, f o r d i den er det Andet. N aar saaledes Skabelsens Jdee allevegne trcrder os imode i det N . T . , saa gjcelder dette .ikke mindre om O r g a n i s m e n s og Naturudviklingens Jdee, i hvilken
Henseende vi blot minde om den Betydning, „ S æ d e k o r n e t "
har i det Nye Testamentes Tankegang, saavel hvor der handles om den forstc som om den anden Skabelse. D e t N . T . kjen- der ligesaalidt noget Scrdekorn uden Skabelse, som det kjender nogen Skabelse, det vcere sig i naturlig eller aandelig Bemcrrkelse, uden Scrdekorn.
A n n i. I Henseende til de Forjog Philosophien har gjort for at lose Problemet om Tingenes Herkomst og Oprindelse, bemcrrke vi, at enhver Philosophie kun har Valget mellem Mythologiens og Aabenbaringens Typus.
T h i skjondt vi naturligviis ikke oversee Forst'jellcn mellem A n
skuelse og Begreb, saa er dog Menneskeslægtens v c r s e n t l i g ' e Viden, dens Grundbevidsthed om disse Ting given i Mythen og Aabenbaringen. V c r s e n t l i g t kan der om disse Ting intet Andet vides, end hvad M ythen og Aaben
baringen veed, end hvad der er'indeholdt i den mythiske Anskuelse af E h a o s og i den mosaiske Anskuelse af S k a b er o r d e t , som har fundet sin dybere Forklaring i den johanneiske Logos; og enhver conseqvent Philoso
phie maa solge en af disse Typer. D en nyeste Tids philosophiske Systemer have fornemmelig vcrret befrugtede af den mythiske, navnlig den grcrske Verdensanskuelse, og have sogt at forklare Tingenes Oprindelse ad den reent kosmogoniske V c i med Udelukkelse af Skabelsen. M e n det philosophiske Verdensbillede, der stråledes er fremstaaet, lider i det Vcesentlige afde samme Brost, som dets mythiske Forbillede.
In g e n pantheistisk Philosophie, den vcrre nok saa dialectisk udviklet, kan grundigt arbeide sig ud af det gamle Chaos.
E r Aanden ikke det Oprindelige, svcrver Skabcraanden ikke i Begyndelsen over Vandene, da bliver Chaos aldrig ordnet.
E r Naturen kommen Aanden i Forkjobet, da kan Aanden kun blive Demiurgen, Bygmesteren, der arbeider i et fore
fundet S to f, den uklare Verdensaand, der arbeider sig frem gjennem en fortsat Culturudvikling, men aldrig faaer sit
Vcrrk fuldfort, fordi den selv er bunden i den Modsæt
ning, den skulde beseire, Modsætningen mellem det S e lv bevidste og Bevidstlose. Aanden kan da her aldrig blive Herre over den blinde Naturgrund, der ligger hiinsides Selvbevidstheden; thi kun den A an d , som i fuldkommen Betydning kan begynde sit Skabelsesvank, kan ogsaa fuld
fore det.
8 65.
Forsaavidt som Kosmogonien og dermed selve „Tidens Fodsel" er begrundet i den skabende V illie , der er uafhæn
gig af alle Tidsbetingclser, er Verdens Skabelse e v i g . M en forsaavidt som den skabende V illie i sin Virksomhed er betinget ved Skabningens successive Vorden, skabes V e r den i Tiden. Tiden er hverken, som Kant meente, en
blot Form for den subjective Anskuelse, ei heller er den en „Ting i sig selv". D en er den ligesaa objektive som subjective Form for Skabningens t e l e o l o g i s k e Udvikling, i hvilken de Momenter, der i Ideen ere i indre, udeclt Een- hed, maae udtrcrde i st ykke v i i s Tilværelse. Begyndelse og Resultat, Virkelighed og Id e a l ere i Tiden u d e n f o r hinanden. O g i dette u d v o r t e s Forhold mellem de teleo
logiske M om enter, og i den successive Bevægelse, hvori- gjennem de sammensluttes til indre Eenhed, har Tiden sin Tilværelse. S o m den teleologiske Tid har havt en Begyn
delse, saaledcs maa den ogsaa have en Ende. T h i Udvik
lingens M a a l maa naaes, Stykværket maa afskaffes af det Fuldkomne; Tiden, der kun har Tilvcrrelse i Modsætningen
og Spændingen mellem det Endelige og Uendelige, mellem Virkelighed og Id e a l, mellem Livets Mangfoldighed og dets Eenhed, maa altsaa ophcrves i E v i g h e d e n , d. e. i den fuldkomne Eenhed af det Endelige og det Uendelige, i L i
vets udeelte Fylde.
8 66 .
D e t christelige Dogm a om Verdens Skabelse i T id 10*
" U ' ' . ^ V ' '
*'» -".
- > .>
j, ^ " i/.
'^7 >?.< > 4^"M^ 7^
1 4 8 Lcrren om Faderen.
dreier sig ikke blot, som ofte er blevet sagt, om meta- physiske Spidsfindigheder, men er af dyb religios og ethisk Betydning. D en inderste Kjcerne i dette Dogm a er nemlig Begrebet om den skaberiske T e l e o l v g i e og den dermed sammenhængende h i s t o r i s k - p r o p h e t i ske Anskuelse af V e r
denslivet som en Udvikling, der peger hen mod en T i d e n s F y l d e . Ligesom vi efter den mosaiske Anskuelse sige, at det naturlige Universum fuldendtes gjennem en Rcrkke af
Skabelsesdage, d. e. Tidsepocher, af hvilke den foregaaende forbereder og bebuder den efterfolgende, saaledes maa der siges, at en saadan Rcrkke af Skabelsesdage ogsaa gjentager sig i Frihedens Rige. Hvergang en Epoche er afloben i Verdenshistorien, oprinder en ny Skabelsesdag, et nyt „D et blive L y s !" i K raft af det guddommelige Skabcrord. M e n ligesom Naturskabelsen fandt sit Hvilepunkt i Mennesket, saaledes skrider ogsaa den aandelige Skabelse gjennem en Rcrkke
af Skabelsesdage frem til den evige Sabbathshvile, der ikke blot har Betydning for Skabningen, men for Skaberen.
D e n teleologiske eller den historisk - prophetiske Opfattelse af Tiden, som Skabningens trinvise O v e r g a n g til Evighe
den, udelukker paa den ene Side Forestillingen om Verdens
livet, som et sig eensformigt gjentagende K r e d s l o b , paa den anden Side Forestillingen om en Fremskriden i det Endelose (processus in inlinitum).
A n m . N aar man forestiller sig Tiden som en aldrig aflobende Rcrkke, uden Begyndelse og Ende', hvor der baade sees frem og tilbage i det Endelose og Grcendselose, da ophorer man at tcrnke i teleologiske Bestemmelser.
N aar man saaledes siger, at Verden ikke kan have nogen Begyndelse, fordi der forud for enhver bestemt Tid atter maa tcrnkes en Tid o. s. v ., da beroer dette p a a , at man abstraherer fra det Teleologiske. D en T id , der ligger forud for den teleologiske T id , er en Abstraktion, som kun har Betydning, naar man experimentercnde tcrnker den
„rene", det vil sige den tomme T id , den nogne Ehronos uden bestemt In d h old. Eller forsaavidt som man tcrnker et Indhold deri, da kan dette kun tcenkes som den rene M a te rie , som de uendelige Verdcnstaager, „Vandene"
(1 M os. 1, 2 ), hvilke den dannende Skaberaand endnu ikke har bevcrget. Denne T id , i hvilken vi see ind som i
en uhyre Taagemasse, hvor der ikke er Skilsmisse mellem Lys og Morke, hvor de Momenter i Tilværelsen ikke cre
sondrede, ved hvilke Tiden b e s t e m m e s , hvor der ikke er nogen Tidsmaaler, kan med Nette kaldes den grcrndse- lose, den nmaalelige Tid. M e n fra det forste „D e t blive L ys !" hvorved den teleologiske Udvikling begynder at t r c r de i K r a f t , og de organiske Skabelsesepocher og
dermed den egentlige Skabelseshistorie indledes, kan der kun vcere Tale om den bestemte T id , der er m a a l t i
Guds evige V iisd o m , ved hvilken alle Verdensperioder, alle W oncr ere bestemte. ( D n har beskikket A lt efter M a a t, T a l og V c rg t*). A t Tiden, ester sit sande B e
greb, ikke er den grcendselose T id , udtrykker den hellige S krift symbolsk ved de Talbestemmelser, hvilke den anven
der saavel i Beretningen om Verdens Skabelse, som i de prophetiske Forkyndelser om Verdens Undergang og F o r
nyelse. Kun den Udvikling, der har et Hvorfra og Hvorhen, har Begyndelse, M idte og Ende, lader sig virkelig tcenke
og intellektuelt anskue. O g som vi maae tcenke en forste D a g , med hvilken de organiske Skabelsesperioder indledes, saaledes maae vi ogsaa tcenke en yderste D a g , der er Udtrykket for Skabningens Overgang i Evigheden eller i
den sande, den gndopfyldte Tid.
D en Scetning, at „Tiden ikke er f o r G u d ," en Scrt-ning, der ikke sseldent hores selv af Theologer, som mene at staae paa Aabenbaringens Standpunkt, er uforenelig
' ) ViiSd. 11, 22.
med Begrebet om Skabelsen og forer til Mosmisme.
E r Tiden ikke for Guds, da er den sig udviklende Skabning heller ikke for Gud. M e n er det ikke uvandigt for Gud at skabe en endelig Verden, da er det heller ikke uvcerdigt for Ham at gaae ind paa S ka
belsens Conseqvenser. V i l Gud grunde sig sit Rige i Skabningen, da maa han ogsaa tage Deel i Skabnin
gens Livsudvikling, da maa han ogsaa indtrcrde i alle de Relationer, som Skabelsesbegrebet medforer. Ikke blot Skabningen vorder, men den skabende Kjcrrlighed selv har undergivet sin Aabenbarelse en Vorden, en Udvikling*).! T h i sksondt Gud i sin evige Viden anticiperer Verdensudviklingen og dens Resultat, sksondt tusinde A ar ere som een D a g for G u d , saa vilde dog Kærligheden eller Skaberens le v e n d e Samfund med sin Skabning, mangle sin Fuld
kommenhed, naar ikke Modsætningen mellem Tanke og Virkelighed, mellem Forscet og Udforelse, mellem F o r j æ t t e l s e og O p f y l d e l s e havde Betydning for den guddommelige Bevidsthed selv. T h i om Gud kun veed og elsker sin Skabning, uden at vides og elskes af den, eller om han vidende vides, elskende elskes, dette kan ikke vane betydningslost for den guddommelige Bevidsthed selv;
at Guds S o n ikke blot har en ideel Ncervcrrelse i M e n neskeslægten, men i Tidens Fylde bliver Menneske, lider, korsfæstes, sorliger Verden med Faderen, dette kan ikke tcrnkcs uden en dybere Bevægelse i Guds eget K æ rlig hedsliv. O g om Verden lever og rores i Gud som den
evige M a g t og Retfærdighed, eller om Gud som Hellig-gjorer og Saliggjorcr bliver A lt i Alle, dette gjor ikke blot
en Forsksel for Skabningen, men for Gud selv. Id e t vi saaledes gaae ud fra Begrebet om Skabelsen som den frie Kjcrrlighedsaabenbaring, udelukke vi det dode Begreb
') Jvfr. Sibbern: Speculativ Kosmologie. P . 113.
om Guds Uforanderlighed, om denne fornemme Gud, der skyer al Beroring med Timelighcden, d. e, med sin Skab
nings virkelige L iv , og som overhovedet maatte vcrre sor fornem til at skabe; men ligesaameget udelukke vi Begre
bet om en G u d , der selv er nedsamket og fortabt i T i dens S tro m . T h i som det ikke er af Naturnodvendighed, men af fri Kæ rlighed, at Gud har undergivet sig H i s t o r i e n s Vilkaar, saaledes er han ogsaa i ethvert M o ment af sit Verdensliv „Tidernes Herre".
8 67.
Forsaavidt som den guddommelige V illie sa'tter nye B e g y n d e l s e r , nye Udviklingstrin og Cpocher, lader nye Verdens-Dage oprinde, aabcnbarer den sig som det trans-scendente, det oververdslige P rin c ip , som det overnaturlige Princip i Naturen, det overhistoriske Princip i Historien.
T h i intet nyt Udviklingstrin i N atur og Historie lader sig forklare eller aflede as tilvanende Vcrdenskrcrfter, skjondt det vel er forberedt og betinget ved disse. I Naturen gi
ves der saaledes ingen umiddelbar Overgang fra det Uorganiske til det Organiske; ved ingen Fortsættelse af sin Selvudvikling vil Dyreverdenen nogensinde fode et Menneske af sig; og den nye Epoche i Verdenshistorien, i hvilken Menneskeslægtens Frihed virkeliggjor en væsentlig ny og hoicre Skikkelse af sit Id e a l, lader sig ikke aflede af den fo- regaacnde Epoches fortsatte Forlængelse og Rcrkkebevcrgelse.
Afbrydelsen af den »frugtbare pro§re88U8 in inknitum kan kun fremkomme ved en Bevcrgelse fra Centrum, ved en Act af den skabende Frihed, der af sin Fylde strt- ter den nye Livsbcgyndelse i Naturen, strtter det frugtbare M o m e n t i Verdenshistorien, en Bevcrgelse, hvilken Skabnin
gen ei selv kan gjore, men som er Guds Gserning i N atu
ren og Guds Gjerning i den menneskelige Frihed. M e n den guddommelige V illie strtter ikke blot Begyndelsen til hoiere Former as Naturens og Historiens L iv ; den fortstetter
ogsaa sin Virksomhed gjennem Skabningens l o v b e s t e m t e Virksomhed, indfatter sin Virksomhed i Udviklingens L o v e , i Mangfoldigheden afve endelige Aarsager og disses Vexelvirkning.
Forsaavidt er dens Virken ikke transcendent, men immanent..
D e t er denne Modsætning mellem transcendent og immanent V i r ken, som begrunder Modsætningen mellem Skabelse og O p h o l d else. Skabelsen omsirtter sig i Opholdelsen, forsaavidt som den skabende V illie giver sig L o v e n s Form , forsaa
vidt som den paa ethvert Udviklingstrin virker under Form af den naturlige og aandelige V erd en so rd en , virker i, med og
igjennem Verdenslovene og Verdenskrcrfterne * ). M e n af den opholdende Virken frembryder atter den skabende, der skrider ud over den lavere Verdensorden, gjor sig til Princip for en hoiere Verdensorden, til hvilken den foregaaende kun for
holder sig som M id d e l, som tsencnde Grundlag. D e r
for er den hoiere Verdensorden et U n d e r for den lavere.
D yret er et Under for P lan ten , Mennesket et Under for den hele Natur. T h i Underets Begreb er Begrebet om en Virkning i Naturen, der ikke lader sig forklare af Naturens Love, men kun af en ubetinget f o r s t e Bevcegelse fra det guddommelige Centrum. Skabelsen og Opholdelsen finde deres forklarende Eenhed i det guddommelige Forsyn, der
udtrykker Verdensformatets og Verdensfuldendelsens Jdee.
M e n da Verdensform atet forst aabcnbares i Mennesket, faa kan Forsynet forst rettelig erksendes, naar Menneskets
S tillin g i Verden er bleven erksendt.
A n m . Modsætningen mellem Skabelsen og Opholdel
sen viser sig ikke blot i de forskjetlige Trins Forhold til hinanden, men gsentager sig indenfor det samme Udviklings
trin. T h i forsaavidt vi betragte den enkelte Skabning som en Fortsættelse af Slcrgtens eller Artens Udvik
lingsrække, see vi den kun som et Udtryk for Slcrgtens
") 1 MoseV. 8, 22.
O
eller Artens O p h o l d e l s e . Forsaavidt derimod den enkelte Skabning ikke lader sig opfatte som en blot G jen -tagelse af det Tidligere, men i sin Tilvcerelse aabenbarer
et N y t , et Oprindeligt, forsaavidt aabenbarer den ogsaa den s k a b e n d e Virksomhed. J o nselvstamdigere en Skab
ning er, jo mere blottet for Eiendommelighed, desio mere ville vi ogsaa fole os opfordrede til blot at betragte den som et Led i Artens Opholdelse. J o selvstændigere og friere derimod en Skabning er, jo mere den kan siges at vcrre
Jndividuum, at have'Livet i sig selv, desto mere ville vi ogsaa fole os opfordrede til her at see Skaberens Finger, til at opfatte den ikke som et blot Naturprodukt, men som Gudsproduct.
* *