8 76 .
Medens Kirken besvarer Sporgsmaalet om Menneske
slægtens og Historiens Begyndelse ved at pege hen paa eet forste Menneskepar*), og i den forste Adam erkjendcr det naturlige Forbillede paa den anden A dam , der skal komme i Tidens F y ld e * * ): saa har herimod til alle Tider en an
den Synsmaade gjort sig gjcrldende, der paastaaer, at M e n neskeslægten har udviklet sig fra flere af hinanden uafhæn
gige Puncter. D a det, hvorom der sporges, ligger udenfor den ncrrvcerende Erfarings Betingelser, beroer dets Besva
relse tilsidst paa den almindelige Grundbetragtning af M e n neskets Bestemmelse og V ilkaar. D en naturalistiske Betragtning, der ikke anerkjender A a b e n b a r i n g e n som den nodvendige Forudsætning for den menneskelige Friheds
udvikling, betragter Menneskelivets Oprindelse aldeles under Naturudviklingens Typus. I forffjellige Egne af Jordklo
den lader den Autochthoner dukke op af Materiens D y n d ; under Kampen og Brydningen med Naturkrafterne er om
sider hos enkelte af disse Jordfodte Geniets prometheiffe Gnist fremsprunget, og disse ere blevne Culturens og H u manitetens Heroer og have ledet deres Brodre frem paa
' ) 1 Moseb. 2, 22. M atth. 19,4. Apost. G j.1 7 , 26.
'* ) Rom. 5, 12. 1 Cor. 15, 45.
„Selvbefrielsens" V e i. Hvad enten nu denne Anskuelse be
grunder sig ved Deism en, der vel anerkjender en Skaber- bag Stjernerne, men en Skaber, der, efterat have givet sin Verden det forste Stod til Udvikling, kun vedbliver at for
holde sig som Tilskuer; eller den begrunder sig ved P a n -theismen og betragter Menneskeaandcn som en sig udfol
dende Guddomskraft: i ethvert Tilfcrlde har den forvendt Begrebet om det sande Skabelsesforhold og det i Guds Billede skabte Menneske. T h i er Mennesket den gudsbil
ledlige Skabning, da maa det skabende Princip ogsaa vcrre U d v i k l i n g e n s P rincip; og den sande Menneske
udvikling kan ikke tcrnkes at vane overladt til sig selv, men maa ledes ved Aabenbaring og Naade.
8 77.
Erkjende v i, at det er Historiens Betydning at frem
stille det levende Vexelforhold mellem den menneskelige og den guddommelige V illie , mellem Selvbevidsthed og Aaben
baring; at det er dens Endcmaal, at Gud og Menneske fuldkomment forenes: da maa ogsaa dette Vexclforhold og denne Forening have vcrret tilstede i Historiens Begyndelse som i en frugtbar S pire. Menneskeslægten skal ikke blot legemligt forplante sig; den skal ogsaa aandeligt forplante sig ved Tradition, ved hellig Overlevering. O g saasandt som Aabenbaring og hellig Overlevering begrunder den guds
billedlige Udviklingshistorie, saasandt kan denne Historie kun have eet Udgangspunkt, fordi dette betinger Forplantel- scn af den hellige Overlevering fra Slcrgt til Slcrgt. F o restillingen om Paradiset og den forste Adam er derfor ikke blot begrundet i Christendommens Bogstav, men i dens A an d ; og den modsatte Betragtning maa forkastes som pe- lagiansk, fordi den lader Friheden begynde uden guddom
melig N aade, Selvbevidstheden uden et guddommeligt Ord.
O g ligesom Menneskeslægten, betragtet under Synspunktet
af den aandclige Forplantelse, maa tunkes at have eet Ud-gangspunct, saaledes gjor den samme Fordring sig g ja l
dende, naar vi betragte den under Synspunctet af den na
turlige Forplantelse. T h i da Mennesket er Eenhed af Aand og N a tu r, da den aandclige og sjulelige Udvikling er betin
get ved- en tilsvarende Naturbeskaffenhed: saa er ogsaa S lu g tens aandclige Eenhed betinget ved dens naturlige Eenhed, eller . derved, at den ganske Menneskesiugt er udsprungen „af eet B lod."
Relativt kunne vi erkjende dette i Forholdet mellem F o ru l-dre og B orn, i Familier og Folkestammer, hvor det aandclige
Slugtskab er uadskilleligt fra Slægtskabet i Blodet, men maae ogsaa overfore dette Naturforhold paa Slugten i dens Heel- hed. O g skjondt denne Side af Betragtningen er den dunklere, saa er det dog klart, at kun under Forudsutnin-
gen af „de forste Foruldre" kan Betragtningen af den al
mindelige, den medfodte Syndighed huvdes i sin chr i st e-l i ge Betydning. Under Forudsutningen af Autochthoner, af mange, af hverandre uafhungige Udgangspunkter maa den almindelige Syndighed betragtes som Noget, der horer med til Skabelsens oprindelige Indretning. M e n kun under F o r-udsutning af „de forste Foruldre" kan den betragtes som
N oget, der er indkommet og trungt igjennem til Alle.
A n m . I den forste Adam kommer Creatianismen til sin fuldstundigste Betydning. D en forste Adam er s k a b t i en Betydning, i hvilken ingen af hans Efterkommere
er det. Hans Fremkomst er et Under for den hele N a tur, der kun kan afgive Betingelserne for denne, men ikke bevirke den. D e t er dette Under, Naturalismen vil und-
gaae, naar den antager, at Menneskesiugten er fremkom
men ved en Aenerstio soguivoeg, at det flydende Ele
ment i Begyndelsen har vuret svangert med Livsspirer, der under et Sam m entruf af visse physicalske Betingelser (Tem peratur, Electricitet, Galvanisme o. s. v .) have ud
viklet sig til menneskelige Organismer. Saaledes synes 12
A lt at gaae naturligt til og Underet heldigt at vcrre skaf
fet afveien; thi var Underet forst indrommet paa eet Pnnct af Systemet, da kunde det jo ogsaa vende tilbage paa andre Pnncter, navnlig ved den anden Adams Fremkomst i Menneskeslægtens M id te ! M e n nndgaaer man virkelig Underet? Dette eiendommelige Sammen
træf af Naturbetingelser, der ndfordrcs for at de i N a turen slumrende Menneskespirer skulle udvikle sig, denne forudbestemte Harmonie, er den ikke et teleologisk Under?
O g er det ikke en Modsigelse mod hvad man ellers kalder e v i ge Naturlove, det vil sige den n u bestaaende Erfarings Love, naar vi paa forskjellige Steder af Jo rd kloden skulle tcrnke os Mennesker at opstige af det „fly
dende Element", det vcrre sig nu, at de fremkomme under F o rm af B o rn eller af Vopne. E r da denne Forklaring af Menneskeoprindelsens Gaade mere begribelig, end naar vi med den mosaiske Overlevering forestille os, at Gud Herren dannede Adam af J o rd , og indblceste ham Aand af sin Aand? D e t Uforklarlige, det for Sandsningen Utilgængelige bliver i ethvert Tilfcrlde, fordi vi i ethvert T i l falde fores ud over Erfaringens og Sandsningens nuværende Betingelser; men Forskjellen er denne, at vi i det forste T il-fcrlde komme til en monstros Forestilling, fordi Underet virkes ved blinde Krcrfter; medens den sidste Forestilling vcrkker LErefrygt og Beundring, fordi Underet virkes af Aanden, af den hellige Viisdom .
D e t horer ikke Dogmatiken til, nanmere at gaae ind paa de naturvidenskabelige og sprogvidenskabelige Under
søgelser om Menneskeracernes, om Folkestammernes og Sprogstammernes Forskjellighed. M a n har som bekjendt snart forudsat Forskellighederne som det Oprindelige, snart udledet Forskellighederne af den forudsatte Eenhed. Begge Forklaringsmaader have anfeete Granskeres Auctoritet for sig. T h i Erfaringens Verden er tvetydig, og her staaer
Tegn mod Tegn. M e n det kommer ikke blot an paa en Mangfoldighed af Grunde for og imod, men paa den ene tilstrækkelige Erksendelsesgrund. Hvor megen Betyd
ning, der end tilkommer de naturvidenskabelige Forsknin
ger, saa kunne disse dog i dette Sporgsm aal ikke fore os videre end til en G isning, en Antagelse, hvilkende ved Kjendsgjerningernes Betragtning sige at bringe til „hoi- este Sandsynlighed". O g fkjondt vi for Antagelsen af Menneskeslægtens Nedstammelse fra eet P a r kunne stille store naturvidenskabelige Auctoriteter imod andre ikke min
dre store, der paastaae det Modsatte, saa kan Dogmatiken dog ikke ville stotte sig til naturvidenskabelige Gisninger ' - og Antagelser. D en maa vide, at det sidste J a og Nei i disse Undersogelser beroer paa, hvorledes man tcrnkcr om Begreberne Skabelse, Aabenbaring og hellig Overlevering, om Forholdet mellem Aand og N a tu r; og her befinder D o g matiken sig paa sine egne Enemcrrker og maa afgjore
Sporgsmaalet efter sine egne Love, ovcrladcnde de na
turvidenskabelige Undersogelser til deres egen G a n g , i Forvisningen om, at Naturvidenskabens si dst e O rd ikke kan vcrre en Benægtelse af Aabenbaringens.
8 78.
D e t sande Gudsforhold kan i den forste Adam ikke have vcrret tilstede som en Fuldkommenhedens Tilstand, ei heller som et blot Anlcrg, men som en levende B e g y n d e l s e , der indesluttede Muligheden til en fremskridende Udvikling og Opnaaelse af Menneskets Bestemmelse. D e t er den augustinske Dogmatiks Ecnsidighed at forvente B e
greberne Uskyldighed og Hellighed, at tillcrgge det forste Menneske en Reenhed i V illie n , en Klarhed i Erkendel
sen, der kun kan tcrnkes som E n d em a a l et for en fri Selvudvikling. D en augustinske Dogmatik har ikke kun
net undgaae en doketisk Opfattelse af den forste Adam, idet hans sande Menneskenatur bliver et S k in , naar hans
12'
» *
medfodte Uskyldighed skal tankes som virkelig Hellighed.
(J v s r. 1 Cor. 15, 45— 4 7 , hvor der udtrykkeligt antydes, at den forste Adam kun stod paa Livets Naturtrin, hvor
imod Aandens Rige som saadant forst kom med den anden Adam ). D en pelagianste Dogmatik forvexler derimod Uskyldigheden med den dyriske Raahed, og fatter det oprindelige Gudsbillede i Adam kun som et slum
rende A n t a g . M e n det til sit blotte A nlag ovcrladte Menneske kan aldrig bringe det til virkelig Religion, hvil
ket sees hos de nuvarende V ild e , hos hvilke det blotte A n lag vel maa forudsattes, men som dog vise en fuld
kommen religios A fm agt, idet de ikke kunne komme til at b e g y n d e Udviklingen af deres A n la g , og forst behove en udenfra kommende Paavirkning. Id e t vi der
for ligesaalidt kunne tilfredsstilles ved det blotte A nlag som ved en udviklet Fuldkommenhedstilstand, sige vi, at den forste Adam har havt den levende B e g y n d e l s e til det sande Gudsforhold. Denne Begyndelse til en salig Livsudvikling i skabt Afhangighed, dette livssvangre
Ud-*
gangspunct for Friheden, der indeslutter en salig Fremtid, er P a r a d i s e t s Begreb.
A n m . Just fordi Paradiset ligger udenfor Betingel
serne for den nuvarende Erfaring, er det ikke vanskeligt for Critiken at vise Umuligheden af at danne sig en an
skuelig Forestilling om den forste Adam. D e t forholder sig med Forestillingen om Paradiset, om Menneske
livets forste T in g , som med Forestillingen om de sidste T in g , om det tilkommende Liv. Begge ligge udenfor den narvarende Erfarings Betingelser, hvorfor der ogsaa cre saa M a n g e , fom erklare dem for blotte
Phantasiebilleder. M e n fordi vi ikke paa en erfarings
massig Maade kunne anstue vor Fortids og vor Frem
tids Paradiis, ere vi ikke destomindre nodte til at t a n k e det, ligesom vi ogsaa i Troen see det som i et S p eil
Den fsrste Adam. 1 8 1
r1
og i en inork Tale. Skjondt saaledes den forste Adam staaer som en taaget, ubestemt Skikkelse i Slcrgtens B a g grund, som en dunkel Erindring, ligesaa ubestemt som
Erindringen om Selvbevidsthedens forste Opvaagnen er for det enkelte Menneske: saa kommer dog vor Slcrgt-
bcvidsthed, naar den besinder sig paa sig selv, altid med Nodvendighed tilbage til denne dunkle Erindring, fordi vor Slcrgtbevidsthed uden denne mangler Eenhed og S a m menhæng.
D e t er velbegrundet, naar Stessens, idet han i den nu
varende Erfaring opsoger et Analogon til Paradiset, fin
der dette i den f o r s t e Begeistring, den forste Kjcrr-lighed til det Evige, det forste Mode af Menneskets Aand og Guds Aand. Alle store Gjerningers, alle store T a n kers Historie er begyndt med en frugtbar Begeistring, med et Mom ent, der forbilledligt, skjondt sig selv ubevidst, indesluttede en heel Fremtids Fylde. Hos ethvert hoiere begavet Menneske, i enhver af Historiens rigere Epocher lader sig saaledes eftervise et relativt Paradiis. Kun hvad der har spiret i denne Begyndelse kan blive F ru g t;
og kun den Udvikling er sund, der bliver sin a f Gud givne Begyndelse tro. Denne f o r s t e Begeistring, denne Inspiration er S k a b e l s e n s Mom ent i Selvbevidsthe
dens Rige. In g e n aandelig Skabelse kommer istand L Kraft af den blot psychologiske M ulighed, men denne maa befrugtes og vcrkkes ved en hoiere Beaandelse. D e t blotte Fornuftanlcrg have alle Mennesker, men kun den har Aanden, som kan virkeliggjort det i en fremskri
dende Udvikling; og Gaven til at begynde er t i l ' alle Tider Genrets Scrrkjcnde. S o m ethvert betydeli
gere Jndividuum s, som ethvert betydeligere Folks Histo
rie viser tilbage til en saadan Aandens Begyndelse, saa
ledes maa den forste Adam have havt Aandens B e
gyndelse til den Udvikling, der skulde f o r b e r e d e
Indtrædelsen af den anden Adam, med hvem en ny S k a belse, et nyt Aandens R ig e , Verdensfuldendelsens Rige skulde trcrde i K raft. O g den menneskelige Aand, der har tabt Sammenhængen med sin forste Kjcrrlighed, med sin
gudbeaandede Fortid, er en falden Aand, der med det Samme har tabt sin Fremtid.