eller Artens O p h o l d e l s e . Forsaavidt derimod den enkelte Skabning ikke lader sig opfatte som en blot G jen -tagelse af det Tidligere, men i sin Tilvcerelse aabenbarer
et N y t , et Oprindeligt, forsaavidt aabenbarer den ogsaa den s k a b e n d e Virksomhed. J o nselvstamdigere en Skab
ning er, jo mere blottet for Eiendommelighed, desio mere ville vi ogsaa fole os opfordrede til blot at betragte den som et Led i Artens Opholdelse. J o selvstændigere og friere derimod en Skabning er, jo mere den kan siges at vcrre
Jndividuum, at have'Livet i sig selv, desto mere ville vi ogsaa fole os opfordrede til her at see Skaberens Finger, til at opfatte den ikke som et blot Naturprodukt, men som Gudsproduct.
* *
Efter de V in k, som S k rift- og Kirkelæren giver os om Englenes N atur og Vcrsen, maae de forestilles som rene Aander, ikke som Menneskene bundne til Legeme og Rum . - Deres Hjem er H im len , men Himlen ikke i astronomisk, men i intelligibel, i aandelig Betydning. O g ligesaalidt som de ere bundne til Rummets, ligesaalidt ere de underlagte Tidens Betingelser. En Engel kan ikke blive gammel. Ungdom og Alderdom ere Modsætninger, som her ikke gjcrlde. Skjondt de have en Oprindelse, skjondt de forsaavidt have en Historie, som der i Eng- leverdencn er foregaaet et Frafald fra Gud, saa have de dog ingen Historie i Betydning af en fortsat Udvikling, en fortsat Fremskriden og Modnelse. T h i fra Begyndelsen af deres Tilværelse have Englene bestemt sig enten for eller imod Gud og kun forsaavidt som de indtråde i Menneske
verdenen, blive de declagtige i en fremskridende Historie.
F ra det himmelske Rige, hvor de gode Engle lovprise den Hoieste, trcrde de ind i Menneskeverdenen, virke som Lys-aander til Guds Riges Fremgang paa Jorden.
Sammenfatte vi disse Bestemmelser, hvilke de crldre Theologer have udledet af Skriften, og soge vi at opklare dem for Tanken, da kunne vi ved Englenes Verden ikke undgaae at tcrnke paa Ideernes Verden. D en hele Beskrivelse af Eng
lene passer ester dens Grnndtrcrk paa Ideerne, disse M ellem - vcesener og M idlcre mellem Gud og den virkelige Verden, disse Lysbringere, der bringe Menneskene Budskab om Gud, denne himmelske Hcrrskare, der omgiver den Hoiestes Throne, for at tilbagestraale hans Herlighed. Ikke Ideerne som de staae for den abstracte Tamkning, men Ideerne, forsaavidt
som de anskues som levende M ag ter, virkende Aander ere Engle. Apostelen Paulus kalder Englene Fyrstcndommer og M a g te r* ) og betegner dem derved som
') Col. 1, 16. Eph. 1, 21.
»
raadende i bestemte Kredse af Guds Huusholdning, som Herska
ber, hvilke forskjellige Egne i Skabningen ere underlagte, og fra denne Side maae vi ved Engle tamke paa D e t, hvad Mythologien kalder Guder. Hvad Philosophien kalder Id e e r , hvad Mythologien kalder Guder, det kalder Aaben- baringen Engle; men det er Englenes Scrrkjende, at vcere virksomme for Guds Rige. Kun da virke Ideerne, kun da virke Livets Guddomme som Engle, naar de virke, ikke i Retning af det verdslige, men af Guds Riges Form aal,
naar de ere Midlere for Hellighedens Rige.
A n m . I 5te Mosebog 32, 8. 9. efter 1,XX hedder det: „D e r den Hoieste uddeelte Arv iblandt Folkene, der han fordeelte Menneskens B o r n , da beskikkede han Hed
ningernes Grcrndse efter Guds Engles T a l, men selv tog han sin B olig i Is ra e l" . Dette Sted indeholder et V in k i den ovenantydede Retning. I Is r a e l altsaa tog
Herren selv B o lig , men over Hedningerne satte han Engle. Ikke i umiddelbar personlig Ncerverrelse, men kun gjennem endelige M id le re , gjennem underordnede Guddomme, aabenbarede den Hoieste sig i Hedenskabet;
og det var hans Godhed mod Hedenskabet, at dette, skjondt i hoieste Betydning gudforladt, dog ikke skulde vcrre idee- sorladt. Gjennem Ideerne aabenbarede han sig for He
denskabet, skjondt Hedningerne ikke crkjendte H a m , hvem Jdeeriget tilhorer. Forsaavidt som altsaa de mythiske Guddomme kunne betragtes som Forsynets tjenende Aan
der, der have bevaret Menneskeslægten fra at nedsynke i Aandloshed, have udovet en b e s k j e r m e n d e , en o p h o l d e n d e Virksomhed i den faldne S lcrg t, indtil Tidens
Fylde kom, da Gud ogsaa vilde aabenbare sig som Hed
ningernes G u d , forsaavidt maae de fra Aabenbaringens Standpunkt betragtes som Engle. M e n forsaavidt som disse Guddomme ere Afguder, forsaavidt som de bort
drage Menneskene fra den sande G u d , tilskynde M e n
-O
neskene til Kamp mod Guds R ig e , ere de Dcrmoner.
Saaledes betragtes de af Apostlene*) og de forste Kirke- lurere. T h i just ved Christendommens forste Fremtrcr- den maatte en Gudekamp nodvendigt indtrcrde, en Kamp imellem Hedenskabets Guddomme og den hoieste Gud.
Ogsaa af disse V in k vil det vcere indlysende, at Rodbe
grebet, hvorfra der maa gaaes ud, er Begrebet om M a g ter og Aander. O m disse sknlle sees som Engle, eller Dcrmoner, det beroer paa deres Forhold til Guds Rige.
< O g da Hedenskabet baade har en Retning henimod Guds Rige og en fra Guds Rige bortvendt Retning, saa maa der i Aabenbaringens Sprog siges, at baade Engle og Dcrmoner ere virksomme i Hedenskabet.
8 69.
Gaae vi ud fra M agter og Aander som Grundbegre
bet, saa indsees, at Sporgsmaalet om Englenes P e r s o n l i g h e d maa besvares paa forskjellig M aade. T h i alt det Flydende og Dialektiske, der er indeholdt i Begrebet „Aand", har ogsaa sin Anvendelse paa Begrebet „Engle". F ra
Stormvinden, der udretter Herrens Befaling, indtil Seraphen, der staacr for hans Thronc, er der en stor Englenes Mangfoldighed. D e r ere mange S lag s Aander under Himlen og derfor ogsaa mange forskjellige T rin af Aande- lighed og aandelig Selvstcendighed; og vi kunne meget vel sige, at Englene ere inddeclte i Etasser, uden at vi derfor be- hove at anerkjende denne Tankes Udforelse i Areopagitens Vcrrk om det „himmelske Hierarchie". Betragte vi Englene i F o r
hold til Personlighedsbegrebet, da kunne vi sige: der ere M ag ter, hvis Aandclighed er saa uselvstændig, at de kun have en f o r e s t i l l e t Personlighed, kun ere Personifika
tioner. Saaledes Stormvinde og Ild s lu e r * * ), der udrette Her
rens B efaling; saaledes Engelen, der rorer Vandet i Bethesda
' ) 1 Cor. 10, 21- " ) Ps. 104, 4.
D a m * ) , i hvilken vi blot kunne see en personificeret N a turkraft. D e r ere andre M agter i Skabningen, der have
en hoiere Aandelighed, en Mellemtilvcerelse mellem Personi
fikation og Personlighed. Saaledes de aandclige M agter i Historien, saaledes navnlig Folkeminderne og de mythiske Guddomme. Kun en overfladelig Tcrnkning kan ville betragte en Folkeaand som en blot Personifikation, som en blot Fcrlleds- b e n æ v n e l s e for Individernes Tragten. Ligesaalidt som vi tor hypostasere den, ligesaalidt tor vi gjore den til en blot Personifikation; thi hvad der kan beaande og bcsjcele, maa ogsaa til en vis Grad vcrre Aand i sig s e l v . Kun en sadduccrisk Betragtning af Mythologien kan ville betragte dens G ud
domme som blotte Fostere af Menneskets Indbildningskraft, som blotte Personifikationer af menneskelige Folelser og L i
denskaber, uden at tillcrgge dem en vis Aandelighed i dem selv, uafhængig af de menneskelige In d ivid er, der fole sig beherskede, besjcrlede, inspirerede af dem. M e n naar vi saa-
lcdes i Historien finde M ag ter, der svcrve mellem Personlig
hed og Personifikation, da kjender Aabenbaringcn endnu en tredie Classe af kosmiske M agter, der udgjore et frit, per
sonligt Aanderige. . Denne Forestilling have Herren og Apost
lene givet Vidnesbyrd under Omgivelser, af hvilke den ud
trykkelig blev bestridt, idet Sadduccrerne sagde, at der hverken var Engel eller A a n d **). N aar vi imod denne Paastand, der stedse paany vender tilbage, scrtte Skriftlcrrens M y n d ig hed, da tilfoie vi, at ingen Speculation vil vcrre istand til at afgjore, hvorvidt der i Skabningen kunne vcrre M ag ter, der have en saadan Aandelighed i sig selv, at de med per
sonlig Bevidsthed kunne tjene eller modstrcrbe Skaberen.
Spekulationen kan herom In te t bekrcrfte eller bencrgte, men gjor vel i at holde sig til Digterens O rd , at der er M ere mellem Himmel og Jo rd , end Philosophien har dromt
" ) Ap. G. 23, 8.
* ) 2oh. o, 4.
om. Aabenbaringen lcrrer os, at i Skabningens Begyn
delse lod Guds Borns Fryderaab samtidigt med M o r genstjernernes J u b e l;* ) og naar vi dagligt bede, „ S k e e D in V illie som i H i m l e n , saa og paa Jorden": da henledes vor Tanke til de himmelske Hcrrskarer, de suldkomne Red
skaber for den hellige Fadervillie.
8 70.
Soge vi nu nerrmere at bestemme Forholdet mellem Englenes N atur og den menneskelige N a tu r, vil det indlyse, at Englene i een Henseende. ere hoiere end Menneskene, medens de i en anden ere ringere end disse;
hoiere, fordi de ere M agter og Krcrfter, „de Stcrrke, de Vcrldige" * * ), der udrette Herrens O rd, hcrvede over den jordiske Indskrænkning; ringere, fordi de forholde sig til Mennesket som det Almindelige til det Mikrokosmiske, hvorfor de ogsaa forestilles som tjenende Aander for Menneskelivet, en tjenen
de Stjernehimmel for det historisk bevcrgede Jordeliv. Skjondt Engelen i Forhold til Mennesket er den mægtigere Aand, saa er Mennesket dog den rigere Aand; thi Engelen i al sin Vcrlde udtrykker kun en enkelt Side af det, hvad M e n nesket i sin Sjcels Inderlighed, i sin Individualitets , Rigdom skal sammenfatte til mikrokosmisk Heelhed. Betragte
vi Engleaabenbarelserne i Skriften, da faae vi ogsaa kun et ubestemt og svcrvende Billede af deres Personlighed, der er indhyllet i den rene Aandeligheds ubestemte Lysglands, medens Christus og Apostlene staae for os som bestemt ud
prægede Skikkelser. Just fordi Englene kun ere Aander, men ikkeSjcrle, kunne de ikke have den rige Tilværelse, som Mennesket, hvis Sjcel er Foreningspunktet af Aand og N a tur. Dette Menneskets F o rtrin fremfor Englene udtrykker Skriften derved, at Guds S o n ikke er bleven Engel, men
' ) Hjob. 38, 7. * ' ) Ps. 103, 20.
Menneske. Han antager sig ikke Englene, men han antager sig Abrahams S c rd *). Han vilde kun forene sig med den N atur, der er Midtpunktet i Skabningen. D e Hellige skulle domme E n g le n e **), de skulle med Christus domme alle Tilværelsens M ag ter, alle Krcrfter og Aander, der have rort sig under Himlen. N aar Apostlene tale om, at Eng
lene begjcrre at indkige i Forsoningens Hemmelighed, at Guds Viisdom i Evangeliet skal kundgjores for M ag ter og Herskaber***), da udtrykkes herved disse Aanders N atur, som V i d n e r til Menneskets Herlighed, medens de ikke selv paa den virkelige Maade kunne deelagtiggsores i Chri
stus, som Mennesket. Efterdi Mennesket er Ecnhedspunctet af Aandeverdenen og Legemsverdenen, efterdi Inkarnationen er foregaact i Menneskeslægten, kunne Menneskene indgaae den fuldkomneste Forening med Gud, medens Englene paa Grund af deres rene Aandelighed blot kunne deelagtiggsores i Guds Majcstcet, men ikke paa den umiddelbare M aade som
Mennesket kunne deelagtiggsores i hans Kjcrrlighcdsaaben- baring, i Inkarnationens Mysterium og den dermed for
bundne sakramentale Forening.
8 71.
Sporge vi fremdeles om Englenes Virksomhed i Menneskelivet, da er det allerede antydet, at de ere F o r
synets tjenende Aander. S o m Guds S o n er Grundmidle- ren mellem Faderen og Menneskene, saaledes ere Englene relative Midlere og fremtråde i Særdeleshed som tjenende Aander for Christus og. Christi Rige. Christi In d g an g og Udgang af Verden, hans Fodsel, Opstandelse og Himmel
fart er betjent af Engle, og Apostelhistorken antyder, at Eng
lene have vcrret virksomme ved Christendommens Udbredelse.
. *) Hebr. S, 16. **) 1 Cor. 6, 3. ***) 1 Pet. 1, 12. Eph. 3, 10.
Catholicismen har udviklet Lcrren om Englenes V ir k somhed paa en saadan M a a d e , at Christi Attdlerembede derved er stillet i Skygge; men den senere Protestantis
me, der taler om Englene som om de for lcengesiden havde ophort med deres Virksomhed, har ikke mindre gsort sig skyldig i en Eensidighed. N aar Christus siger: „ F ra nu af skulle I see Himlen aaben, og Englene stige op og ned over Menne
skens S o n * )" , saa er hermed sagt, at Engle skulle vedblive at vcrre virksomme gsennem hele Historien, at hvor Christus kommer med sit N ig e, der skulle „tjenende Aander" vcrre tilrede, dette Ord taget i dets hele omfattende Betydning.
O g hvor meget end Engletroen i vore Dage er tilbagetrcrngt selv i de Troendes Bevidsthed, saa er et Tilknytningspunct for denne T ro dog givet i den gcrngse Forestilling om „ V e r-dcnslivets Alagter", en Forestilling, der ideligt udtales i verdslig Betydning, men som det kommer an paa ogsaa at
opfatte i hellig Betydning. N aar denne Forestilling opfat
tes i den christelige Forsynslcrres L y s , befinde vi os paa Englctroens Grund. T h i Grundbestemmelsen i Engelens Begreb er ikke „Personlighed", men Aand og M a g t, der rorer sig i Menneskelivet som Redskab for den hel
lige Forsynsvillie. Skulde vi saaledes ikke kunne sige, at Folkenes Engle have vcrret virksomme ved Christendom- mens Jndforelse hos dem? Kunne vi ikke sige, at de Am i
der, de Id eer, under hvis Herredomme Folket naturligt var stillet, have vcrret de naturlige Gjennemgangspuncter for det Hellige, M idlere, der have beredet Christus V e i i F o l
kets H jerte, og derved have betinget dette Folks ejendom
melige Tilegnelse af Christendommen? O g naar Christus siger, at han paa den yderste D a g vil udsende sine Engle til at indsamle de Udvalgte fra de fire Verdenshjorner * * ), indeholdes da ikke heri, at ligesom de dcrmoniffe M agter
*) Joh. 1, 52.
-'* ) M atth. 24, 31.
*
-iscrr ville gjore sig gjcrldende i Historiens sidste Tider, saa- ledes ville og alle gode M agter udfolde deres Herredomme ved at lede Menneskene til Christus og virke til at S k ils missen mellem Lys og Morke fuldbyrdes. P a a hiin D a g vil Herren fornægte de onde Mennesker ikke blot for sin Fader, men for alle de hellige E n g le *). D e Ugudelige skulle ikke blot vcrre forladte af Gud, men af alle Guder, af alle gode M agter.
A n m . Schleiermacher mener, at vi kunne aflose Eng-letroen med Troen paa Fornuftvcrseners Tilværelse paa
andre Kloder, efterdi Englene kun skulle have deres O p rindelse af den Trang, som Mennesket har til at befolke Universet med andre Fornuftvcrsener end sig selv. M e n denne Betragtningsmaade beroer paa en fuldkommen Miskjendelse af Englenes Begreb. T h i selv naar vi gaae ind paa den i og for sig tvivlsomme Forestilling om B e
boere paa andre Kloder, saa kunne vi dog kun tcrnke os disse i Analogie med Menneskene, fom Fornuftvcrsener, der i deres Tilvcrrclse udtrykke en Forening af Aand, og Legeme, og da ville disse In d ivid er ogsaa have Engle behov, staae under almindelige M agters Indflydelse.
P a a enhver Klode, hvor vi tcrnke os en Menneskeslcrgt existere, vil ogsaa den metaphysiske Modscrtning mellem Himmel og Jord gjore sig gjcrldende, og dermed ogsaa Modscrtningen mellem et historisk bevcrget Menneskeliv
og almindelige Forsynsmagter og Krcrfter, til hvilke M e n neskelivet staaer i Forhold.