6. Domme fra danske domstole
6.3. Retten til retfærdig rettergang
U.2011.1785H (EMRK ARTIKEL 6)
Foreløbig berammelse af hovedforhandling i større straffesag fastholdt af hensyn til de tiltaltes forsvarervalg.
I en ankesag med 14 tiltalte skete der i et retsmøde den 8. november 2010 berammelse af hovedforhandling i landsretten med første retsdag den 2.
september 2011 og sidste retsdag den 22. marts 2012. Under retsmødet fremsatte flere forsvarere og anklagemyndigheden kritik af en berammelse så langt fremme i tiden. Landsretten forsøgte derefter med forsvarerne og anklagemyndigheden at finde mulige mødedatoer i 1. halvår 2011. Den 2.
december 2010 afsagde landsretten kendelse om ændring af berammelsen, således at hovedforhandlingen skulle berammes med første retsdag den 3. maj 2011 og sidste retsdag den 20. december 2011.
T1-T4 kærede denne kendelse med påstand om opretholdelse af berammelsen af 8. november 2010. Forsvarerne henviste bl.a. til, at de på grund af andre sager var forhindret i at møde på de berammede dage i 1. halvdel af 2011. Ved
fremsendelsen af sagen til Højesteret bemærkede landsretten, at den ikke havde
57 anmodet forsvarerne for T1-T4 om deres endelige stillingtagen til, om de kunne møde på de endeligt fastsatte tidspunkter, idet landsretten ville afvente
Procesbevillingsnævnets afgørelse om tilladelse til kære af kendelsen.
Efter en samlet vurdering af sagens kompleksitet og omfang samt den forholdsvis beskedne tidsgevinst ved den ændrede berammelse - ca. 3 måneder - og af hensyn til de tiltaltes forsvarervalg fandt Højesteret, at den foreløbige
berammelse af 8. november 2010 måtte opretholdes. Dette fandtes ikke at være i strid med retsplejelovens § 843 a, jf. § 917, eller artikel 6 i Den Europæiske
Menneskerettighedskonvention. Endvidere bemærkede Højesteret, at landsretten i forbindelse med berammelsen af 2. december 2010 burde have anmodet advokaterne for T1-T4 om deres endelige stillingtagen til, om de kunne møde på de dage, hvortil sagen var berammet, og i tilfælde af et benægtende svar burde have tilbagekaldt beskikkelsen med deraf følgende mulighed for, at afgørelsen om afbeskikkelse kunne indbringes for Den Særlige Klageret.
U.2011.1895Ø (EMRK ARTIKEL 6)
Advokat frakendt retten til at udøve advokatvirksomhed indtil videre, jf.
retsplejelovens § 147 c.
Advokat A havde ved anvendelse af skjult kamera medvirket i en tv-udsendelse om prostitution, hvor han tilbød en journalist, som han troede var indehaver af et escortbureau, at medvirke til at hvidvaske penge indtjent fra prostitution, samt erklæret sig villig til at modtage honorar herfor »sort«. Ved disse forhold fandtes A groft at have tilsidesat god advokatskik. Herudover havde A tilsidesat god advokatskik i 4 tilfælde, herunder 3 vedrørende overtrædelse af
klientkontovedtægten. A havde tidligere modtaget 15 afgørelser vedrørende tilsidesættelse af god advokatskik, herunder flere grove tilfælde. A fandtes at have gjort sig skyldig i oftere gentagen overtrædelse af reglerne om god advokatskik, og der fandtes grund til at antage, at han ikke for fremtiden ville udøve advokatvirksomhed på forsvarlig måde.
A frakendtes retten til at udøve advokatvirksomhed indtil videre, jf.
retsplejelovens § 147 c. Det fandtes ikke i strid med EMRK art. 6, stk. 1, at tillægge de skjulte tv-optagelser bevismæssig vægt.
U.2011.1907Ø (EMRK ARTIKEL 6)
Bortfald af bødestraf på grund af lang sagsbehandlingstid.
58 T, født 1977, blev fundet skyldig i at have overtrådt færdselslovens § 15, stk. 3, ved den 7. august 2006 at have kørt med en sådan hastighed og en sådan afstand til den forankørende, at der var fare for påkørsel, hvis køretøjet standsede, eller dets hastighed nedsattes. Anklageskriftet var modtaget den 12. december 2006, og der blev afsagt dom 5. november 2010, hvorved T blev idømt en bøde på 1.500 kr., og i overensstemmelse med anklagemyndighedens påstand frakendt førerretten betinget. T ankede med påstand om frifindelse, subsidiært om, at der alene blev idømt bødestraf. Anklagemyndigheden påstod stadfæstelse.
Landsretten tiltrådte, at T var fundet skyldig i overtrædelse af færdselslovens § 15, og at T ved sin kørsel havde tilsidesat væsentlige hensyn til
færdselssikkerheden, og at førerretten derfor skulle frakendes ham betinget, jf.
færdselslovens § 125, stk. 5, jf. stk. 1, nr. 1, jf. dagældende færdselslovs § 125, stk. 4, jf. stk. 1, nr. 1. Da der ikke forelå oplysninger om, at den lange
sagsbehandling skyldtes T's forhold, fandt landsretten, at den forskyldte
bødestraf burde bortfalde, jf. straffelovens § 82, nr. 13, jf. § 83, 2. pkt. Af samme grund blev statskassen pålagt at betale sagens omkostninger også for byretten.
U.2011.2192Ø (EMRK ARTIKEL 6)
Civil sag om registreringsafgift skulle ikke sættes i bero på straffesag vedrørende samme spørgsmål.
A havde anlagt sag mod Skatteministeriet, S, vedrørende registreringspligt i Danmark for A's italiensk indregistrerede bil. Politiet havde samtidig
tilkendegivet, at A ville være at betragte som sigtet for overtrædelse af
registreringsafgiftsloven vedrørende den pågældende bil. A anmodede herefter om, at den civile sag blev stillet i bero på en afgørelse af straffesagen mod hende, og henviste herunder til beskyttelsen mod selvinkriminering efter EMRK art. 6.
Heri fik A ikke medhold, da hun ikke var forpligtet til at afgive forklaring under sagen, og da hun til enhver tid under en eventuel forklaring ville kunne undlade at besvare spørgsmål, hvorved hun inkriminerede sig selv.
U.2011.2267H (EMRK ARTIKEL 6)
Det havde været rigtigst, om to sigtede, hvis forklaringer om den enes deltagelse i brandstiftelse var modstridende, havde fået beskikket hver sin forsvarer under fremstillingen i grundlovsforhør. EMRK artikel 6, stk. 3, litra d, om adgang til kontraafhøring var ikke tilsidesat. Der var ikke grundlag for frifindelse eller ophævelse og hjemvisning. T straffet med fængsel i 9 måneder.
59 T var fundet skyldig i brandstiftelse efter straffelovens § 181, stk. 1, ved i forening med sin datter, D, at have sat ild til en personbil i en carport, hvorefter ilden bredte sig til bygningskonstruktionen. D og T var blevet anholdt den 7. januar 2010 og fremstillet i grundlovsforhør hver for sig den 8. januar 2010. Forud for grundlovsforhøret havde D under en politiafhøring forklaret, at T havde deltaget i brandstiftelsen, mens T over for politiet havde benægtet dette. Under
grundlovsforhøret, hvor advokat A blev beskikket som forsvarer for dem begge, forklarede D på ny, at T havde deltaget i brandstiftelsen. Under senere afhøringer hos politiet og under hovedforhandlingen i byretten og i landsretten, hvor T og D havde hver sin forsvarer, forklarede D, at hendes oprindelige forklaring var forkert, og at T ikke havde deltaget i ildspåsættelsen.
T blev mod sin benægtelse fundet skyldig i såvel byretten som landsretten. Både T og D blev idømt 9 måneders ubetinget fængsel. T påstod for Højesteret
frifindelse, subsidiært ophævelse af landsrettens dom og hjemvisning af sagen til fornyet behandling i landsretten, mere subsidiært formildelse. Højesteret udtalte under henvisning til D's og T's modstridende forklaringer om T's deltagelse i brandstiftelsen bl.a., at det havde været rigtigst, såfremt der under
grundlovsforhøret havde været beskikket en anden advokat som forsvarer for T end den advokat, der var beskikket som forsvarer for D, jf. retsplejelovens § 734, stk. 2. Det forhold, at dette ikke skete, kunne imidlertid ikke antages at have haft nogen betydning for sagens udfald og kunne derfor ikke føre til frifindelse eller ophævelse af landsrettens dom, jf. herved retsplejelovens § 925, stk. 1.
Højesteret udtalte endvidere, at D under hovedforhandlingen i byretten og landsretten forklarede, at hendes oprindelige forklaring var forkert, og at T ikke havde deltaget i ildspåsættelsen. Den forsvarer, som nu særskilt var beskikket for T, havde adgang til at stille spørgsmål til D, herunder om baggrunden for hendes oprindelige forklaring. Der forelå under disse omstændigheder ingen
tilsidesættelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 6, stk.
3, litra d, om adgang til kontraafhøring. Der var herefter ikke grundlag for frifindelse eller for ophævelse af dommen. Højesteret fandt ikke grundlag for at ændre straffen eller for at gøre nogen del af den betinget og stadfæstede dommen.
U.2011.2440Ø (EMRK ARTIKEL 6)
Anmodning om at give møde uden forsvarer under hovedforhandlingen i sag om overtrædelse af straffelovens § 114 b, nr. 1 og 2, ikke imødekommet.
Anmodningen var fremsat af T1 og som formand for foreningen T2 under en sag, der skulle behandles under medvirken af domsmænd, jf. retsplejelovens § 688,
60 stk. 2. De tiltalte gjorde til støtte for anmodningen blandt andet gældende, at retsplejelovens § 259 giver en part ret til at være selvmøder, og at retten hertil følger af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions art. 6, stk. 3, litra c.
Byretten fandt ikke retsplejelovens § 259 anvendelig, da bestemmelsen vedrører borgerlige sager, hvilket landsretten tiltrådte, ligesom det blev tiltrådt, at
retsplejelovens § 731, stk. 1, litra d, ikke var i strid med den anførte bestemmelse i konventionen.
U.2011.2460Ø (EMRK ARTIKEL 6)
Kompensation for krænkelse af EMRK artikel 6 i færdselssag.
T blev ved anklageskrift modtaget i byretten den 18. september 2007 tiltalt for overtrædelse af færdselsloven i form af en hastighedsoverskridelse begået den 24. april 2007. Anklagemyndigheden påstod T idømt bødestraf og betinget førerretsfrakendelse. Den 12. november 2010 dømte byretten T i
overensstemmelse med anklageskriftet og anklagemyndighedens nedlagte påstande. Landsretten stadfæstede byrettens sanktionsafgørelse. Den lange sagsbehandlingstid, der ikke kunne tilregnes T, fandtes at udgøre en krænkelse af EMRK art. 6. Som kompensation herfor skulle statskassen betale sagens
omkostninger for begge retter.
U.2011.2695H (EMRK ARTIKEL 6 & 8)
Ophævelse af Integrationsministeriets afgørelse om, at en udlænding var til fare for statens sikkerhed, og om udvisning.
Integrationsministeren havde truffet afgørelse om, at udlændingen A måtte anses for at udgøre en fare for statens sikkerhed, og havde udvist ham af Danmark med indrejseforbud for bestandig. Farevurderingerne af A var baseret på redegørelser fra Politiets Efterretningstjeneste, som beskyldte A for at have deltaget i
planlægningen af et drab på tegneren Kurt Vestergaard, der tegnede en tegning i Jyllands-Postens artikel »Muhammeds ansigt«.
A indbragte ministeriets afgørelser for domstolene, der behandlede sagen efter de særlige regler i udlændingelovens kapitel 7 b om behandling af sager om administrativ udvisning af udlændinge, der må anses for en fare for statens sikkerhed.
Højesteret bemærkede, at disse regler giver mulighed for at opdele sagen i en åben og en lukket del, og der kan under sagens lukkede del fremlægges fortroligt materiale, som er indgået i farevurderingen, men som af sikkerhedsmæssige
61 grunde ikke kan videregives til udlændingen. Under den åbne del af sagen bistås udlændingen af en beskikket advokat. Til varetagelse af udlændingens interesser under den lukkede del af sagen beskikkes der en særlig advokat, som på
udlændingens vegne udøver partsbeføjelser under denne del af sagen, dog således at den særlige advokat ikke må drøfte sagen med udlændingen. Formålet med den særlige domstolsbehandling er at skabe en balance mellem på den ene side behovet for hemmeligholdelse af oplysninger af sikkerhedsmæssige grunde og på den anden side hensynet til, at der er en reel mulighed for effektiv
varetagelse af udlændingens interesser under sagen.
Højesteret fandt, at der i Politiets Efterretningstjenestes redegørelser sammenholdt med det åbne materiale ikke var nærmere oplysninger om tidspunkt, sted eller omstændighederne bag de enkelte beskyldninger, og at A i realiteten alene havde kunnet varetage sine interesser under sagen ved at fremkomme med en generel benægtelse af beskyldningerne. Højesteret fandt på denne baggrund, at A ikke havde haft en reel mulighed for effektivt at varetage sine interesser under sagen, og at integrationsministerens afgørelser derfor ikke kunne opretholdes.
Endvidere havde Integrationsministeriets afgørelser indebåret et indgreb i A's ret til privatliv og familieliv efter Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, og A havde derfor krav på en godtgørelse og erstatning på 35.000 kr.
Landsretten var kommet til samme resultat.
U.2011.2871Ø (EMRK ARTIKEL 6)
Vidneførelse ikke afskåret, da anklagemyndigheden ikke fandtes at have handlet i strid med retsplejelovens § 752, stk. 3, 2. pkt., og § 750, 1. pkt.
Under en straffesag mod T m.fl. påstod T's forsvarer, F, bl.a., at
anklagemyndigheden blev afskåret fra at føre V som vidne. Byretten tog ikke F's påstande til følge og afviste en mest subsidiær påstand om, at retten tilkendegav, at troværdigheden af V's forklaring måtte bedømmes særligt kritisk henset til de omstændigheder, som lå til grund for, at V valgte at afgive forklaring.
Landsretten stadfæstede afgørelsen. Det blev lagt til grund, at
polititjenestemænd i februar 2010 havde meddelt V, at det var politiets
vurdering, at der var mulige trusler mod ham. Det lagdes endvidere bl.a. til grund, at de pågældende polititjenestemænd i umiddelbar forlængelse heraf gav V oplysning om mulighederne for strafnedsættelse og vidnebeskyttelse. Endelig lagde landsretten til grund, at V først herefter afgav forklaring til politiet om sagen. Landsretten fandt ikke grundlag for at anfægte, at politiet ud fra det
62 foreliggende materiale, herunder navnlig indholdet af nogle telefonaflytninger, vurderede, at der var et reelt trusselsbillede mod V.
På den anførte baggrund tiltrådte landsretten, at politiet ikke havde anvendt løfter, urigtige foregivender eller trusler som omhandlet i retsplejelovens § 752, stk. 3, 2. pkt., ligesom der ikke var anvendt tvang for at få V til at udtale sig, jf.
retsplejelovens § 750, 1. pkt. Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 6 kunne ikke føre til andet resultat.
U.2011.3148H (EMRK ARTIKEL 6)
Sag om fortolkning af overenskomst afvist fra de almindelige domstole.
A var rederiansat sømand hos E, men blev afskediget som følge af sygdom og modtog af E sygehyre i en periode på 2 måneder. A anlagde ved Sø- og Handelsretten sag mod E med krav om hyre i yderligere 4 måneder. Under behandlingen af sagen fremkom en erklæring fra A's faglige organisation om, at organisationen ikke ville forfølge sagen. På baggrund af denne erklæring anså Sø- og Handelsretten sig kompetent til at behandle sagen og afsagde dom.
Under anken til Højesteret blev spørgsmålet om domstolenes kompetence udskilt til særskilt afgørelse. Højesteret fandt, at A's krav byggede på anbringender om fortolkning af en overenskomsts regler. Højesteret udtalte, at sager om
fortolkning af overenskomsten skal indbringes for faglig voldgift, medmindre det godtgøres, at den faglige organisation ikke agter at iværksætte fagretlig
behandling, jf. bestemmelser i overenskomsten samt reglerne i arbejdsretslovens
§ 21, nr. 1, og § 22, stk. 1. Det kan ikke antages, at det i tilfælde, hvor den faglige organisation er indstillet på at forfølge et eventuelt krav, har været tilsigtet at give frit valg mellem det fagretlige system og domstolene. Efter formuleringen af erklæringen fra den faglige organisation, som måtte anses kun at være afgivet for at undgå, at Sø- og Handelsretten afviste sagen, og det forhold, at organisationen betalte for A's sagsførelse for domstolene, fandt Højesteret det ikke godtgjort, at organisationen ikke vil forfølge A's krav.
Højesteret ophævede derfor dommen og afviste sagen fra de almindelige domstole.
U.2011.3229V (EMRK ARTIKEL 6)
Hjemmel i straffelovens § 8, nr. 3, til at idømme straf her i landet for overtrædelse af køre- og hviletidsregler begået i andre EU-medlemsstater.
63 Et aktieselskab T, der drev vognmandsvirksomhed, var blandt andet tiltalt for en række overtrædelser af Justitsministeriets bekendtgørelse nr. 328 af 28. marts 2007 § 11, nr. 3, jf. § 13, jf. Europaparlamentets og Rådets forordning (EF) nr.
561/2006 artikel 8, stk. 2, jf. art. 4, litra g, herunder for kørsler, der var foretaget i andre EU-medlemsstater. Forsvareren gjorde gældende, at der ikke var dansk straffemyndighed i disse forhold. Landsretten anførte, at den dagældende forordning nr. 3820/85 efter sit indhold forudsætter at skulle iagttages under kørsler også uden for medlemsstaten. Forordningen forudsætter endvidere, at medlemsstaterne har straffemyndighed også i forhold til kørsler, der foregår i andre medlemsstater. Tilsvarende gælder den nugældende forordning nr.
561/2006 artikel 19 samt forordning nr. 3821/85 om kontrolapparatet inden for vejtransport, jf. forordningens artikel 12, stk. 2. Indholdet af bekendtgørelse nr.
688 af 29. juni 2005 om køre- og hviletidsbestemmelserne i vejtransport - som videreført i bekendtgørelse nr. 328 af 28. marts 2007 - som tiltalen for
overtrædelse af reglerne om køre- og hviletid og kontrolapparatforordningen angik, og som er udstedt i medfør af færdselslovens § 86 a, giver ikke grundlag for at anse bekendtgørelsen for territorialt begrænset. Reglerne i bekendtgørelserne ansås på den baggrund for tillige at pålægge danske vognmænd en pligt til at sikre, at køre- og hviletidsreglerne samt reglerne om kontrolapparatet overholdes også under kørsler i udlandet.
Herefter - og da anvendelsen af bestemmelsen i straffelovens § 8, nr. 3, om straffemyndighed ikke er subsidiær i forhold til bestemmelsen i § 7, og da ordlyden af færdselslovens § 134, stk. 1, ikke udelukker anvendelse af straffelovens § 8, nr. 3, i relation til overtrædelser af køre- og
hviletidsbestemmelserne - fandt landsretten, at der i medfør af straffelovens § 8, nr. 3, var hjemmel til at idømme straf her i landet for overtrædelser begået i andre medlemsstater. Landsretten anså derfor T skyldig tillige i disse forhold.
Forholdene var begået i 2006. Under hensyn til sagskompleksets samlede omfang og karakter fandtes den tid, der var medgået til sagens behandling hos politi, anklagemyndighed og domstolene, ikke at være så lang, at der var grundlag for at anse T's rettigheder for krænket eller for at lade straffen bortfalde eller
nedsætte. T blev herefter straffet med en bøde på 143.500 kr.
U.2012.37Ø (EMRK ARTIKEL 6)
Ophævelse af kendelse om fremme af fogedsag om parkeringsafgift, da begæring om vidneførsel ikke burde være afslået.
En p-vagt hos kommunen K pålagde D en parkeringsafgift, som følge af at D's parkeringslicens ikke var fuldt synlig. D nægtede at betale, hvorfor K indbragte sagen for fogedretten, der på et retsmøde afslog vidneførsel og senere afsagde
64 kendelse om, at afgiften var pålagt med rette. Landsretten udtalte bl.a., at en sag om parkeringsafgift til det offentlige indebærer stillingtagen til en anklage for en forbrydelse (criminal charge), således som dette udtryk er anvendt i artikel 6 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, jf. herved Den Europæiske Menneskerettighedskommissions afgørelse af 14. september 1998 i sagen Flemming Petersen mod Danmark. Der skal derfor, selv om sådanne sager kan behandles i den civile retsplejes former, iagttages de retssikkerhedsgarantier, der i medfør af artikel 6 gælder for tiltalte i straffesager, jf. blandt andet Højesterets dom UfR2010.1027.
Dette indebar efter landsrettens opfattelse, at D's begæring om vidneførsel ikke burde have været afslået af fogedretten, idet bl.a. en afhøring af den p-vagt, der havde pålagt afgiften, og som D havde ønsket at høre, burde tillades.
Fogedrettens kendelse ophævedes derfor, og sagen hjemvistes til fogedretten med henblik på vidneførsel og fornyet stillingtagen.
U.2012.304H (EMRK ARTIKEL 6)
Arbejdsgiver straffet med en bøde på 200.000 kr. på grund af beskæftigelse af udlænding uden arbejdstilladelse. Bøden nedsat som følge af lang
sagsbehandlingstid.
T blev i landsretten dømt for overtrædelse af udlændingelovens § 59, stk. 4, jf.
stk. 5, ved i en periode på 29 måneder fra juli 2004 til december 2006 at have beskæftiget A, som ikke havde arbejdstilladelse, i sin virksomhed i et omfang af 3-4 timer i op til 3 gange om ugen. Virksomheden var en mindre restaurant uden andre ansatte og med et resultat, der ifølge årsregnskaberne for de pågældende år svingede mellem ca. 225.000 kr. og ca. 171.000 kr. Landsretten havde som skærpende omstændigheder lagt til grund, at A ikke havde ret til at opholde sig her i landet, at T handlede forsætligt, og at T opnåede eller tilsigtede en
økonomisk fordel ved at beskæftige A som sket.
Højesteret udtalte, at det følger af forarbejderne til udlændingeloven, at der i tilfælde, hvor der foreligger flere skærpende omstændigheder, som
udgangspunkt skal udmåles en bøde, der overstiger 20.000 kr. pr. måned. Under hensyn til ansættelsens begrænsede ugentlige timetal burde der - ligesom i Højesterets dom i U 2010.549 - ske en nedsættelse af den ifølge forarbejderne vejledende månedlige bødestørrelse. Under hensyn til at der forelå flere
skærpende omstændigheder, herunder at overtrædelsen var begået forsætligt, og at T herved havde tilsigtet at opnå en økonomisk fordel, kunne der dog ikke tages udgangspunkt i en bødestørrelse på under 15.000 kr. månedlig. Da der var tale om lang tids ansættelse i et begrænset månedligt timetal i en mindre
65 virksomhed med en beskeden indtjening, ville en bødefastsættelse på grundlag af en månedlig bøde på 15.000 kr. imidlertid samlet føre til en uforholdsmæssig høj bødestraf. På denne baggrund burde bøden som udgangspunkt fastsættes til 250.000 kr.
Under hensyn til lang sagsbehandlingstid - efter det oplyste lå sagen stille uden anden begrundelse end byrettens berammelsestid i tiden fra byrettens
modtagelse af anklageskriftet i maj 2007 og frem til december 2008 - nedsattes bøden med 50.000 kr., jf. herved straffelovens § 82, nr. 13, og artikel 6 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Højesteret fastsatte herefter straffen til en bøde på 200.000 kr.
U.2012.316H (EMRK ARTIKEL 6)
Krav på erstatning for frihedsberøvelse forældet. Ikke krænkelse af EMRK artikel 6 ved ikke at tillade vidneførsel og fremlæggelse af ensidigt indhentede
erklæringer.
A kom til Danmark i 2001 fra Kosovo-provinsen. Han fik afslag på asyl og familiesammenføring og blev i august 2002 frihedsberøvet med henblik på tvangsmæssig hjemsendelse. A var frihedsberøvet frem til den 26. marts 2003. A rejste krav mod Rigspolitiet om erstatning for uberettiget frihedsberøvelse og fik afslag i maj 2003. Han anlagde retssag om kravet den 21. november 2008.
Højesteret frifandt Rigspolitiet for erstatningskravet, da dette var forældet. De forhold, som A påberåbte sig som erstatningspådragende, var foregået, mere end 5 år før sagen blev anlagt, og der var ikke indtrådt suspension af
forældelsesfristen. Højesteret frifandt endvidere Rigspolitiet for A's påstand om udlevering af notater fra et møde den 22. januar 2003 i Pristina, idet der efter
forældelsesfristen. Højesteret frifandt endvidere Rigspolitiet for A's påstand om udlevering af notater fra et møde den 22. januar 2003 i Pristina, idet der efter