5. Europarådet
5.1. Europarådets komité til beskyttelse af nationale mindretal
Europarådets Rammekonvention om Beskyttelse af Nationale Mindretal fra 1994.
Komitéens formål er at undersøge, hvorvidt deltagerstaternes lovgivning er i overensstemmelse med konventionen. Komitéen modtager til dette formål periodiske rapporter fra medlemsstaterne. Komitéen fremsætter sine
konklusioner på baggrund af disse rapporter. Komitéen afgav sin tredje udtalelse om Danmark i 2011.
SAMMENDRAG AF KOMITÉENS UDTALELSE
Siden ratificeringen af rammekonventionen har Danmark fastholdt en solid og effektiv politik for støtte til personer, der tilhører det tyske mindretal i
Sønderjylland. Den eksisterende model for høring af det tyske mindretal har indtil nu medført forhandling om løsninger til spørgsmål af fælles interesse. Ikke desto mindre er støtten til aktiviteter i det tyske mindretal blevet mere begrænset, og det kan i fremtiden have en negativ indvirkning på fortsættelsen af visse
aktiviteter.
Der er gjort fremskridt i bekæmpelsen af forskelsbehandling. Især oprettelsen af Ligebehandlingsnævnet i 2009 og nye foranstaltninger er truffet for at bekæmpe intolerance og racisme. Politiske initiativer til at integrere indvandrere og fremme mangfoldighed og tværkulturel dialog igangsættes fortsat.
Trods denne positive udvikling og det klima af dialog, der findes i det danske samfund, er der stadig eksempler på intolerance mod medlemmer af nogle grupper. Desuden ser det ud til, at de personer, som er mest udsat for
diskrimination, ikke altid er klar over, hvilke midler og retsmidler der eksisterer, for at de kan hævde deres rettigheder, når de mener at have været udsat for diskrimination.
Kommunereformen fra 2007, hvis hovedformål var at gøre den lokale og regionale myndigheder mere effektive gennem sammenlægningen af flere kommuner, synes at have affødt visse negative virkninger og resulterede i en manglende koordinering mellem lokale myndigheder. Denne situation kan underminere gennemførelsen af nogle bestemmelser i rammekonventionen i Sønderjylland, især dem, der vedrører den effektive deltagelse i det økonomiske, sociale og kulturelle liv for personer, der tilhører det tyske mindretal.
Problemstillinger, der kræver øjeblikkelig handling:
45
At styrke offentlighedens kendskab til ligebehandlingslovene, og
Ligebehandlingsnævnets arbejde, og at sikre at ligebehandlingsnævnet og Institut for Menneskerettigheder har tilstrækkelige ressourcer til at varetage sine opgaver;
At træffe de nødvendige foranstaltninger for at sikre at personer, der tilhører det tyske mindretal, fortsat har mulighed for at modtage trykte medier på deres eget sprog og i særdeleshed at sikre tilstrækkelig finansiering af den tysksprogede avis;
At træffe yderligere foranstaltninger for at øge kendskabet til
rammekonventionen og sikre en effektiv gennemførelse på lokalt og regionalt niveau i Sønderjylland.
Reference
Europarådets komité til beskyttelse af nationale mindretal Tredje Udtalelse om Danmark
31. marts 2011
www.coe.int/t/dghl/monitoring/minorities/3_FCNMdocs/PDF_3rd_OP_Denmark_en.pdf
46 5.2. EKSPERTKOMITÉEN VEDRØRENDE DEN EUROPÆISKE PAGT OM REGIONALE SPROG ELLER MINDRETALSSPROG
Europarådets ekspertkomité vedrørende den europæiske pagt om regionale sprog eller mindretalssprog er modtager periodiske rapporter fra
medlemsstaterne om foranstaltninger, de har taget for at gennemføre pagten. På baggrund af blandt andet rapporterne udarbejder komitéen evalueringsrapporter til Europarådets Ministerkomité, som på ad hoc-basis beslutter, om rapporterne skal offentliggøres, og kommer med eventuelle henstillinger til staterne.
EKSPERTKOMITÉENS HENSTILLING TIL DANMARK Ministerkomitéen,
som henviser til Artikel 16 i den Europæiske Pagt om Regionale Sprog eller Mindretalssprog,
er opmærksom på det af Danmark oversendte ratificeringsinstrument af 8.
september 2000,
har bemærket sig Ekspertkomitéens evaluering af Pagten med hensyn til Danmarks anvendelse af denne,
er klar over, at denne evaluering bygger på oplysninger forelagt af Danmark i Danmarks tredje periodiske rapport, yderligere oplysninger fremlagt af de danske myndigheder, oplysninger forelagt af instanser og sammenslutninger, som er lovligt etableret i Danmark, samt oplysninger, som er tilgået Ekspertkomitéen under dens besøg,
[har bemærket sig de danske myndigheders kommentarer vedrørende indholdet af Ekspertkomitéens rapport,]
Henstiller, at de danske myndigheder tager alle Ekspertkomitéens observationer i betragtning og som forhold med høj prioritet:
1. forøger omfanget af tysksprogede radioprogrammer og tilvejebringer tysksprogede fjernsynsprogrammer i Sønderjylland i tæt samarbejde med de tysktalende;
2. sikrer, at nedskæringen i tilskuddene til privatskoler og en reduktion af transportgodtgørelsen ikke får negative følgevirkninger for de tysksprogede skolers fortsatte drift på det nuværende niveau;
47 3. afklarer spørgsmålet om den traditionelle tilstedeværelse i Danmark af sproget romani, som tales af Sinti og muligvis også af andre grupper oprindeligt
hjemmehørende i Danmark.
Reference
Ministerkomitéen vedrørende Danmarks anvendelse af den Europæiske Pagt om Regionale Sprog eller Mindretalssprog
Henstilling RecChL(2011)1
Vedtaget af Europarådets ministerkomité den 2. marts 2011 på det 1107. møde
www.coe.int/t/dg4/education/minlang/Report/Recommendations/DenmarkCMRec3_da.
48 5.3. EUROPARÅDETS SOCIALE KOMITÉ
Europarådets Sociale Komité har til opgave at undersøge, om medlemsstaternes nationale retsorden er i overensstemmelse med den Europæiske Socialpagt.
Staterne rapporterer regelmæssigt til komitéen om, hvordan de efterlever pagtens bestemmelser. På baggrund af de indsendte rapporter og rapporter indleveret af uafhængige organisationer afgiver komitéen anbefalinger til, hvordan den enkelte medlemsstat kan styrke efterlevelse af socialpagten.
I januar 2012 afgav Europarådets Sociale Komité anbefalinger til Danmark for 2011 vedrørende Danmarks efterlevelse af artikel 8, 16 og 17 i Den Europæiske Socialpagt. Nedenfor følger et udpluk af komitéens anbefalinger.
ARTIKEL 8 OM ERHVERVSMÆSSIGT BESKÆFTIGEDE KVINDERS RET TIL BESKYTTELSE Det fremgår af den danske rapport til komitéen, at kvinder I beskæftigelse har ret til fire ugers barselsorlov før fødslen og 14 uger efter fødslen. Den danske rapport nævner desuden at en undersøgelse fra 2007 viste, at 99 % af de adspurgte mødre benytter retten til 14 ugers barsel efter fødslen.
Komitéen anmodede den danske regering om at oplyse, hvilken retslig
beskyttelse i Danmark, som beskytter mødrene mod pres fra arbejdsgiver om at forkorte deres barselsorlov. Komitéen spurgte blandt andet også, om kollektive aftaler giver yderligere beskyttelse for kvinder på barsel og komitéen anmodede den danske regering om at beskrive den danske lovgivning vedrørende
barselsorlov.
Komitéen gentog desuden et spørgsmål fra forrige rapport om, hvorvidt perioder med arbejdsløshed indgår i beregningen af kvinders ret til barselshjælp.
Komitéen undlod at afgive anbefalinger, før komitéen havde modtaget yderligere information fra den danske regering. Såfremt Danmark i sin næste rapport
undlod at sende de nødvendige oplysninger kan komitéen ikke konstatere, at det danske system er i overensstemmelse med socialpagtens artikel 8.
ARTIKEL 16 OM FAMILIENS RET TIL SOCIAL, JURIDISK OG ØKONOMISK BESKYTTELSE.
Komitéen bemærkede, at forståelsen af begrebet “familie” varierer i dansk lovgivning. Komitéen anmodede derfor Danmark om at indsende oplysninger I den næste danske rapport om definitionen af “familie” i dansk ret, så komitéen kunne vurdere, om den danske definition er unødigt restriktiv.
49 Vedrørende tvangsudsættelser fra boliger fremgik det af den danske rapport, at lejeloven beskytter mod udsættelse, så længe lejerne opfylder sin lejekontrakt. I 2007 og 2009 introducerede den danske regering en række foranstaltninger, som skulle forebygge tvangsudsættelser, særligt af familier med børn, som ikke er i stand til at betale leje. Komitéen anerkendte de danske tiltag, men bemærkede samtidig, at antallet af tvangsudsættelser var steget mellem 2005 og 2009.
Komitéen anmodede derfor den danske regering om at forklare årsagerne til udviklingen i sin næste rapport og effekten af foretagne foranstaltninger.
Det fremgik af den danske rapport, at dansk lovgivning vedrørende boligforhold gælder alle familier uanset national eller etnisk oprindelse. Personer med
romabaggrund nyder derfor den samme beskyttelse som andre borgere. Da der i danske befolkningsstatistikker ikke foretages en registrering af etnisk oprindelse er det ikke muligt, at fremskaffe oplysninger om romaers socioøkonomiske status. Komitéen bemærkede, at myndigheder bør være meget opmærksomme på virkningerne af gennemførte politikker i forhold til de mest udsatte grupper, heriblandt romaer. Indhentelse af statistisk materiale kan være en essentiel metode til at forebygge uønskede sideeffekter. Komitéen anmodede derfor om, at den næste danske rapport indeholder oplysninger om romaers boligsituation i Danmark.
Mellem 2000 og 2005 er antallet af kvinder, som udsættes for vold, steget en anelse og antallet af kvinder, som udsættes for vold af sin ægtefælle er dalet. Det anslås, at omkring 22.000 børn mellem 0-15 år årligt udsættes for vold i nære relationer. Danmark har omkring 45 opholdssteder for kvinder, som er ofre for hustruvold, og deres børn. Desuden er der i Danmark hotlines for ofre og behandlingstilbud til voldelige partnere. Komitéen bemærkede, at Danmark i 2010 vedtog en tredje handlingsplan til bekæmpelse af vold i nære relationer.
Komitéen anmodede om at modtage oplysninger om handlingsplanen i den næste danske rapport og om resultater opnået som følge af handlingsplanen.
Komitéen bemærkede, at den tidligere havde udtalt, at dansk lovgivning
vedrørende børnetilskud ikke var i overensstemmelse med 1961 charteret fordi modtagelse af børnetilskud krævede en urimelig langt opholdsperiode i Danmark.
Komitéen noterede sig, at situationen ikke havde ændret sig og konstaterede derfor igen, at Danmark ikke overholdt charteret på dette punkt.
ARTIKEL 17 OM MØDRES OG BØRNS RET TIL SOCIAL OG ØKONOMISK BESKYTTELSE
Komitéen har tidligere spurgt den danske regering, hvor store institutioner for anbragte børn er. Det fremgår af den danske rapport, at der ikke ved lov er fastsat en øvre grænse for, antallet af børn i en institution, men der er en
50 godkendelsesprocedure, hvor antallet af børn også fastlægges. Antallet af børn i en institution afhænger derfor af de lokale myndigheders vurdering. Komitéen spurgte den danske regering om, hvad der i praksis er det højeste antal børn i en institution.
Komitéen bemærkede, at den kriminelle lavalder i Danmark i 2010 blev sænket fra 15 til 14 år. Desuden blev den maksimale fængselsstraf, som en person under 18 år kan idømmes, ændret fra 8 års fængsel til 16 år og i nogle tilfælde 20 år.
Komitéen bemærkede, at 20 års fængsel, selv i exceptionelle situationer, er for vidtgående og i strid med charteret fra 1961.
Den danske retsplejelov blev ændret i 2006 med det formål at sænke antallet og varigheden af isolationsfængslinger. Efter lovændringen må isolationsfængsel af unge lovovertrædere kun foregå eller forlænges, hvis der foreligger særlige omstændigheder. Lovændringen indførte en ny grænse på maksimalt fire ugers isolationsfængsling af unge under 18 år, som kun kan forlænges under særlige omstændigheder. Komitéen udtalte, at fire ugers isolationsfængsel med mulighed for forlængelse er for vidtgående og i strid med charteret.
I sine tidligere anbefalinger har komitéen spurgte den danske regering, hvor mange gange en periode på fire ugers varetægtsfængsel eller isolationsfængsel kan forlænges. Det fremgik af den danske rapport, at varetægtsfængsel kan opretholdes i otte måneder, hvis tiltalen vedrører en forbrydelse, som kan medføre seks års fængsel eller derover. I særlige tilfælde kan perioden forlænges til over otte måneder. Komitéen udtalte, at otte måneders varetægtsfængsel er for vidtgående og i strid med charteret.
Reference
Europarådets Sociale komité Conclusions XIX-4 (2011) - Denmark
Den Europæiske Socialpagts artikel 8, 16 og 17 Januar 2012
www.coe.int/t/dghl/monitoring/socialcharter/Conclusions/State/DenmarkXIX4_en.pdf
51
6. DOMME FRA DANSKE DOMSTOLE
6.1. RETTEN TIL LIVET
U.2011.2510H (EMRK ARTIKEL 2 OG 6)
EMRK artikel 2 ikke krænket ved en ung mands død i politiets varetægt efter en anholdelse eller ved politiets efterfølgende undersøgelse af dødsfaldet. Ikke krænkelse af retten til rettergang inden for rimelig tid efter EMRK artikel 6.
Anerkendelsespåstande afvist.
To polititjenestemænd havde anholdt en 21-årig mand, A, i Løgstør og givet ham håndjern på. På vej mod detentionen i Aalborg havde betjentene vanskeligt ved at holde A i ro. A sad på bagsædet i patruljevognen med den ene betjent ved sin side. Betjentene tilkaldte forstærkning fra Aalborg Politi. På grund af A's adfærd beordrede den vagthavende i Løgstør på et tidspunkt betjentene til at holde ind på en rasteplads med henblik på at afvente kollegaerne fra Aalborg. A blev taget ud af bilen og lagt ned på maven på jorden, og A blev forgæves forsøgt lagt i benlås. Pludselig blev A livløs, og betjentene, der forklarede at have set livstegn hos A, fjernede håndjernene og lagde A i aflåst sideleje og rekvirerede en ambulance. To betjente fra Aalborg Politi ankom til rastepladsen, og kort efter ankom ambulancen. Falckredderne kunne ikke konstatere livstegn og forsøgte forgæves genoplivning. Ved ankomsten til hospitalet blev A erklæret død.
A's mor, M, og boet efter A anlagde sag mod Nordjyllands Politi og
Justitsministeriet bl.a. med påstand om betaling af en godtgørelse for ikke-økonomisk skade som følge af ansvar eller medansvar for A's død. Det blev gjort gældende bl.a., at politimæssige pligter var blevet tilsidesat, og at Den
Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 2 var krænket.
Landsretten afviste nogle anerkendelsespåstande, som M havde nedlagt, og frifandt Nordjyllands Politi og Justitsministeriet for betalingspåstandene. Også Højesteret afviste M's anerkendelsespåstande, men bemærkede, at de ville blive prøvet som anbringender til støtte for M's betalingspåstand.
Højesteret udtalte, at hvis en person, der er ved godt helbred, anholdes af politiet og efterfølgende afgår ved døden, mens vedkommende er i politiets varetægt, har staten pligt til at fremkomme med en plausibel forklaring på de
begivenheder, der førte til dødsfaldet. I tilfælde, hvor alene myndighederne har kendskab til, hvad der er sket, må det påhvile myndighederne at komme med en tilfredsstillende og overbevisende forklaring på indtrådte skader og dødsfald.
Højesteret fandt, at myndighedernes forklaring på begivenhederne var
52 tilfredsstillende og overbevisende, og at de fire betjente ikke havde handlet ansvarspådragende eller overtrådt EMRK artikel 2. Der var heller ikke i
forbindelse med undersøgelserne af omstændighederne ved dødsfaldet sket en krænkelse af EMRK artikel 2, ligesom der ikke var sket en krænkelse af
konventionens artikel 6, stk. 1, som følge af lang sagsbehandlingstid.
6.2. FORBUD MOD TORTUR MV.
U.2011.726Ø (EMRK ARTIKEL 3)
Bestemmelse om udvisning ophævet, da domfældtes helbredsmæssige tilstand afgørende talte imod, at udsendelse finder sted.
D, født 1982 og kurdisk iraner, var ved ankedom i september 2006 fundet skyldig i overtrædelse af straffelovens § 245, stk. 1, og § 123, og dømt til anbringelse i psykiatrisk afdeling uden fastsættelse af længstetid for foranstaltningen. D, der i 1998 var kommet til Danmark, blev udvist med indrejseforbud i 10 år. I juni 2009 ændredes den idømte foranstaltning til behandling på psykiatrisk afdeling med tilsyn af Kriminalforsorgen i forbindelse med afdelingen under udskrivning, således at Kriminalforsorgen sammen med overlægen kunne træffe bestemmelse om genindlæggelse.
Anklagemyndigheden indbragte i februar 2010 sagen for retten med påstand om opretholdelse af den idømte udvisning. D påstod udvisningsbestemmelsen
ophævet. Under sagens behandling forelå der psykiatriske erklæringer, og til brug for landsrettens behandling af sagen var der indhentet udtalelse fra en WHO-ekspert i Teheran. Af forarbejderne til udlændingelovens § 50 a, stk. 1, (de specielle bemærkninger til § 1, nr. 42, i lovforslag nr. 59 af 16. april 1998 og betænkning nr. 1326/1997, side 782-783) fulgte, at der ved rettens afgørelse bl.a.
kan lægges vægt på, om udlændingen er i en tilstand, hvor det efter de lægefaglige vurderinger i sagen kan befrygtes, at den pågældende vil begå personfarlig kriminalitet, og på karakteren og grovheden af den kriminalitet, der begrundede udvisningen.
Det blev anført, at retten skulle påse, om udsendelse af en udlænding med et fortsat behandlingsbehov ville være i strid med Den Europæiske
Menneskerettighedskonventions artikel 3. Udsendelse af en udlænding med et fortsat behandlingsbehov ville kun i helt særlige tilfælde rejse spørgsmål i forhold til artikel 3, når der forelå tvingende humanitære hensyn, der talte imod
udsendelse (se Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 27. maj 2008, N. mod Storbritannien, præmis 42). Det lagdes til grund bl.a., at D var
53 skizofren og havde et vedvarende behandlingsbehov, og at han i øjeblikket var velbehandlet, så han var uden åbenlyse psykotiske symptomer.
Det var ikke afgørende, om D ved udsendelse til Iran kunne opnå den samme behandling som i Danmark, eller en behandling på tilsvarende niveau, men det havde betydning, om D havde adgang til relevant behandling i hjemlandet. Også efter oplysningerne for landsretten måtte det lægges til grund, at det henstod som uvist, om D i sin situation ved udsendelse til Iran havde reel mulighed for relevant psykiatrisk behandling. På den baggrund fandt landsretten, at D's
helbredsmæssige tilstand afgørende talte imod, at udsendelse fandt sted, hvorfor byrettens kendelse stadfæstedes.
U.2011.2318H (FORBUD MOD TORTUR)
En række dokumenter skulle ikke udgå af en sag om udvisning af hensyn til statens sikkerhed.
I en sag om udvisning af B af hensyn til statens sikkerhed opstod der under forberedelsen spørgsmål om, hvorvidt dokumenter skulle udgå af sagen. Sagen blev behandlet efter de særlige regler om domstolsprøvelse i udlændingelovens kapitel 7 b, hvilket bl.a. medfører, at sagen er opdelt i en åben og en lukket del.
Den lukkede del indeholder oplysninger, der af sikkerhedsmæssige grunde ikke må videregives til udlændingen eller dennes advokat. Til varetagelse af
udlændingen B's partsbeføjelser i sagens lukkede del var der for B beskikket en særlig advokat. Denne gjorde gældende, at det måtte antages eller i hvert fald ikke med fornøden sikkerhed kunne udelukkes, at oplysningerne i nogle dokumenter i sagens lukkede del var fremkommet som følge af tortur.
Anvendelse af sådanne dokumenter som bevis i en retssag var udelukket, jf.
artikel 15 i FN's konvention af 10. december 1984 mod tortur og anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf. Højesteret
bemærkede, at det fremgår af forarbejderne til folketingsbeslutningen om Danmarks ratifikation af FN's konvention mod tortur, at der ikke var grund til at foretage lovændringer af hensyn til indholdet af artikel 15, da domstolene måtte antages at ville afskære sådan bevisførelse som utilstedelig. Det ansås som selvfølgeligt og i overensstemmelse med dansk rets almindelige bestemmelse om bevisbedømmelsens frihed, at udtalelser til politiet eller andre, der konstateredes afgivet under anvendelse af tortur, var uden nogen som helst bevisværdi.
Spørgsmålet, om oplysningerne i den foreliggende sag var fremkommet som følge af tortur, var rejst forud for hovedforhandlingen og dermed forud for
forelæggelsen af sagen i sin helhed. Højesteret fandt, at udelukkelse af beviser på
54 baggrund af torturkonventionens artikel 15 på dette stadium af sagen måtte forudsætte et sikkert grundlag. Efter det, der var oplyst om forholdene i det omhandlede land, og efter det, som den særlige advokat havde anført om omstændighederne vedrørende de omtvistede oplysninger, fandt Højesteret, at der var en risiko for, at oplysningerne var fremkommet som følge af tortur, men der var dog ikke et sikkert grundlag for at antage, at dette var tilfældet.
På dette grundlag fandt Højesteret, at det ikke på forhånd kunne udelukkes, at de omhandlede oplysninger kunne indgå som bevis i sagen. Den særlige advokats påstand om, at dokumenterne skulle udgå af sagen, blev derfor ikke taget til følge.
U.2011.2358H (UDVISNING)
Domstolsprøvelse af udvisning af en person, der ikke aktuelt kunne udsendes af Danmark.
A, der var iransk statsborger, var i 2001 dømt for drab og usømmelig omgang med lig. A var dømt til anbringelse på hospital for sindslidende og udvist af Danmark for bestandig. I 2007 blev foranstaltningen ændret til behandling på psykiatrisk hospital, og i 2008 blev A udskrevet til egen bolig. Byretten afslog ved kendelser af 22. januar 2010 A's anmodning om ophævelse af den idømte
foranstaltning og A's anmodning om ophævelse af udvisningen. Kendelserne blev af A kæret til landsretten, der stadfæstede byrettens afgørelser.
A kunne efter udlændingelovens § 31 ikke aktuelt udsendes til Iran, og den 10.
november 2010 afslog Flygtningenævnet at meddele A opholdstilladelse i Danmark på grund af alvoren af den begåede kriminalitet. A kærede kendelsen om ikke at ophæve udvisningen til Højesteret, idet han anførte bl.a., at en
udsendelse af ham til Iran vil medføre afbrydelse af hans psykiatriske behandling, og at hans helbredstilstand taler afgørende mod udsendelse, jf.
udlændingelovens § 50 a, stk. 2. Højesteret udtalte, at A befandt sig i Danmark på tålt ophold, og at der efter det oplyste ikke kunne forventes ændringer i
udsendelsesmulighederne i forhold til Iran inden for en overskuelig fremtid.
Under disse omstændigheder havde A, hvis iværksættelse af udvisningen senere blev aktuel, krav på en fornyet prøvelse efter udlændingelovens § 50 af, om udvisningen skulle ophæves. A's aktuelle helbredsmæssige forhold og de aktuelle muligheder for behandling i Iran kunne derfor ikke tillægges afgørende betydning ved den prøvelse, der på daværende tidspunkt skulle foretages efter
udlændingelovens § 50 a, stk. 2, men må indgå i den vurdering, som i givet fald til sin tid skulle foretages efter § 50.
55 Efter det anførte talte A's helbredsmæssige tilstand ikke på daværende tidspunkt afgørende mod opretholdelse af udvisningen.
55 Efter det anførte talte A's helbredsmæssige tilstand ikke på daværende tidspunkt afgørende mod opretholdelse af udvisningen.