Forbud mod tortur mv

U.2011.726Ø (EMRK ARTIKEL 3)

Bestemmelse om udvisning ophævet, da domfældtes helbredsmæssige tilstand afgørende talte imod, at udsendelse finder sted.

D, født 1982 og kurdisk iraner, var ved ankedom i september 2006 fundet skyldig i overtrædelse af straffelovens § 245, stk. 1, og § 123, og dømt til anbringelse i psykiatrisk afdeling uden fastsættelse af længstetid for foranstaltningen. D, der i 1998 var kommet til Danmark, blev udvist med indrejseforbud i 10 år. I juni 2009 ændredes den idømte foranstaltning til behandling på psykiatrisk afdeling med tilsyn af Kriminalforsorgen i forbindelse med afdelingen under udskrivning, således at Kriminalforsorgen sammen med overlægen kunne træffe bestemmelse om genindlæggelse.

Anklagemyndigheden indbragte i februar 2010 sagen for retten med påstand om opretholdelse af den idømte udvisning. D påstod udvisningsbestemmelsen

ophævet. Under sagens behandling forelå der psykiatriske erklæringer, og til brug for landsrettens behandling af sagen var der indhentet udtalelse fra en WHO-ekspert i Teheran. Af forarbejderne til udlændingelovens § 50 a, stk. 1, (de specielle bemærkninger til § 1, nr. 42, i lovforslag nr. 59 af 16. april 1998 og betænkning nr. 1326/1997, side 782-783) fulgte, at der ved rettens afgørelse bl.a.

kan lægges vægt på, om udlændingen er i en tilstand, hvor det efter de lægefaglige vurderinger i sagen kan befrygtes, at den pågældende vil begå personfarlig kriminalitet, og på karakteren og grovheden af den kriminalitet, der begrundede udvisningen.

Det blev anført, at retten skulle påse, om udsendelse af en udlænding med et fortsat behandlingsbehov ville være i strid med Den Europæiske

Menneskerettighedskonventions artikel 3. Udsendelse af en udlænding med et fortsat behandlingsbehov ville kun i helt særlige tilfælde rejse spørgsmål i forhold til artikel 3, når der forelå tvingende humanitære hensyn, der talte imod

udsendelse (se Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 27. maj 2008, N. mod Storbritannien, præmis 42). Det lagdes til grund bl.a., at D var

53 skizofren og havde et vedvarende behandlingsbehov, og at han i øjeblikket var velbehandlet, så han var uden åbenlyse psykotiske symptomer.

Det var ikke afgørende, om D ved udsendelse til Iran kunne opnå den samme behandling som i Danmark, eller en behandling på tilsvarende niveau, men det havde betydning, om D havde adgang til relevant behandling i hjemlandet. Også efter oplysningerne for landsretten måtte det lægges til grund, at det henstod som uvist, om D i sin situation ved udsendelse til Iran havde reel mulighed for relevant psykiatrisk behandling. På den baggrund fandt landsretten, at D's

helbredsmæssige tilstand afgørende talte imod, at udsendelse fandt sted, hvorfor byrettens kendelse stadfæstedes.

U.2011.2318H (FORBUD MOD TORTUR)

En række dokumenter skulle ikke udgå af en sag om udvisning af hensyn til statens sikkerhed.

I en sag om udvisning af B af hensyn til statens sikkerhed opstod der under forberedelsen spørgsmål om, hvorvidt dokumenter skulle udgå af sagen. Sagen blev behandlet efter de særlige regler om domstolsprøvelse i udlændingelovens kapitel 7 b, hvilket bl.a. medfører, at sagen er opdelt i en åben og en lukket del.

Den lukkede del indeholder oplysninger, der af sikkerhedsmæssige grunde ikke må videregives til udlændingen eller dennes advokat. Til varetagelse af

udlændingen B's partsbeføjelser i sagens lukkede del var der for B beskikket en særlig advokat. Denne gjorde gældende, at det måtte antages eller i hvert fald ikke med fornøden sikkerhed kunne udelukkes, at oplysningerne i nogle dokumenter i sagens lukkede del var fremkommet som følge af tortur.

Anvendelse af sådanne dokumenter som bevis i en retssag var udelukket, jf.

artikel 15 i FN's konvention af 10. december 1984 mod tortur og anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf. Højesteret

bemærkede, at det fremgår af forarbejderne til folketingsbeslutningen om Danmarks ratifikation af FN's konvention mod tortur, at der ikke var grund til at foretage lovændringer af hensyn til indholdet af artikel 15, da domstolene måtte antages at ville afskære sådan bevisførelse som utilstedelig. Det ansås som selvfølgeligt og i overensstemmelse med dansk rets almindelige bestemmelse om bevisbedømmelsens frihed, at udtalelser til politiet eller andre, der konstateredes afgivet under anvendelse af tortur, var uden nogen som helst bevisværdi.

Spørgsmålet, om oplysningerne i den foreliggende sag var fremkommet som følge af tortur, var rejst forud for hovedforhandlingen og dermed forud for

forelæggelsen af sagen i sin helhed. Højesteret fandt, at udelukkelse af beviser på

54 baggrund af torturkonventionens artikel 15 på dette stadium af sagen måtte forudsætte et sikkert grundlag. Efter det, der var oplyst om forholdene i det omhandlede land, og efter det, som den særlige advokat havde anført om omstændighederne vedrørende de omtvistede oplysninger, fandt Højesteret, at der var en risiko for, at oplysningerne var fremkommet som følge af tortur, men der var dog ikke et sikkert grundlag for at antage, at dette var tilfældet.

På dette grundlag fandt Højesteret, at det ikke på forhånd kunne udelukkes, at de omhandlede oplysninger kunne indgå som bevis i sagen. Den særlige advokats påstand om, at dokumenterne skulle udgå af sagen, blev derfor ikke taget til følge.

U.2011.2358H (UDVISNING)

Domstolsprøvelse af udvisning af en person, der ikke aktuelt kunne udsendes af Danmark.

A, der var iransk statsborger, var i 2001 dømt for drab og usømmelig omgang med lig. A var dømt til anbringelse på hospital for sindslidende og udvist af Danmark for bestandig. I 2007 blev foranstaltningen ændret til behandling på psykiatrisk hospital, og i 2008 blev A udskrevet til egen bolig. Byretten afslog ved kendelser af 22. januar 2010 A's anmodning om ophævelse af den idømte

foranstaltning og A's anmodning om ophævelse af udvisningen. Kendelserne blev af A kæret til landsretten, der stadfæstede byrettens afgørelser.

A kunne efter udlændingelovens § 31 ikke aktuelt udsendes til Iran, og den 10.

november 2010 afslog Flygtningenævnet at meddele A opholdstilladelse i Danmark på grund af alvoren af den begåede kriminalitet. A kærede kendelsen om ikke at ophæve udvisningen til Højesteret, idet han anførte bl.a., at en

udsendelse af ham til Iran vil medføre afbrydelse af hans psykiatriske behandling, og at hans helbredstilstand taler afgørende mod udsendelse, jf.

udlændingelovens § 50 a, stk. 2. Højesteret udtalte, at A befandt sig i Danmark på tålt ophold, og at der efter det oplyste ikke kunne forventes ændringer i

udsendelsesmulighederne i forhold til Iran inden for en overskuelig fremtid.

Under disse omstændigheder havde A, hvis iværksættelse af udvisningen senere blev aktuel, krav på en fornyet prøvelse efter udlændingelovens § 50 af, om udvisningen skulle ophæves. A's aktuelle helbredsmæssige forhold og de aktuelle muligheder for behandling i Iran kunne derfor ikke tillægges afgørende betydning ved den prøvelse, der på daværende tidspunkt skulle foretages efter

udlændingelovens § 50 a, stk. 2, men må indgå i den vurdering, som i givet fald til sin tid skulle foretages efter § 50.

55 Efter det anførte talte A's helbredsmæssige tilstand ikke på daværende tidspunkt afgørende mod opretholdelse af udvisningen.

U.2011.2673H (EMRK TP. 7, ARTIKEL 1 OG FORBUD MOD TORTUR) Udvisning af udlænding, der var til fare for statens sikkerhed.

Integrationsministeren havde truffet afgørelse om, at udlændingen B måtte anses for at udgøre en fare for statens sikkerhed, og havde udvist ham af Danmark med indrejseforbud for bestandig. Farevurderingen af B var baseret på en redegørelse fra Politiets Efterretningstjeneste, som beskyldte ham for at være en central person i et internationalt netværk, der koordinerede indsættelsen af terrorister i Irak.

B indbragte ministeriets afgørelser for domstolene, der behandlede sagen efter de særlige regler i udlændingelovens kapitel 7 b om behandling af sager om administrativ udvisning af udlændinge, der må anses for en fare for statens sikkerhed m.v.

Højesteret fandt, at beskyldningerne mod B var tilstrækkeligt faktuelt

underbygget i det materiale, der var fremlagt under retssagens åbne del, og at det åbne materiale i sig selv var tilstrækkeligt til at bære integrationsministerens afgørelse om, at B måtte anses for en fare for statens sikkerhed. Der var ikke i det lukkede materiale noget, som afsvækkede dette resultat. Der var under sagens åbne del fremkommet så specifikke, konkrete og præcise oplysninger om

baggrunden for beskyldningerne, at B havde haft en reel mulighed for at varetage sine interesser under sagen.

Højesteret fandt, at den manglende videregivelse til B af grundlaget for den administrative farevurdering og den administrative afgørelse om udvisning ikke var en krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention

tillægsprotokol nr. 7, artikel 1. Den efterfølgende domstolsprøvelse af

farevurderingen og afgørelsen om udvisning skal imidlertid leve op til det krav om kontradiktion m.v., der stilles hertil efter udlændingelovens regler om

domstolsbehandling.

Højesteret fandt herefter ikke grundlag for at tilsidesætte

Integrationsministeriets afgørelse om, at udlændingen måtte anses for en fare for statens sikkerhed, ligesom Højesteret tiltrådte, at betingelserne for at udvise udlændingen med indrejseforbud for bestandig var opfyldt. Landsretten var kommet til samme resultat.

56 U.2011.2904Ø (EMRK ARTIKEL 3)

Dansk statsborger kunne ikke udleveres til strafforfølgning i Indien.

A, der var dansk statsborger, var i Indien tiltalt for overtrædelse af

straffebestemmelser, der svarer til straffelovens §§ 114, 114 f og 192 a om henholdsvis terrorisme, økonomisk støtte til forstyrrelse af samfundsordenen og grove overtrædelser af våbenloven. A var tiltalt for at have deltaget i nedkastning af våben i den indiske delstat Vestbengalen i 1995. Justitsministeriet traf i 2010 bestemmelse om udlevering af A til strafforfølgning i Indien på nærmere angivne vilkår, blandt andet om A's sikkerhed i de indiske myndigheders varetægt. De indiske myndigheder havde afgivet diplomatiske garantier for overholdelsen af vilkårene.

Landsretten fandt, at udlevering af A til strafforfølgning i Indien, trods de diplomatiske garantier, ville være i strid med udleveringslovens § 6, stk. 2, idet der ville være en reel risiko for, at A i Indien ville blive udsat for en behandling i strid med EMRK art. 3. Landsretten fandt derfor, at A ikke kunne udleveres til Indien.