Domme mod Danmark - Den Europæiske Menneskerettigheds Domstol

1. Den Europæiske Menneskerettigheds Domstol

1.1. Domme mod Danmark

5 AFGØRELSER VEDRØRENDE AFSLAG PÅ ASYL TIL ETNISKE TAMILER

I sagerne N.S. mod Danmark, P.K. mod Danmark, S.S. m.fl. mod Danmark, T.N.

mod Danmark og T.N. og S.N. mod Danmark, fandt EMD, at der ikke var sket krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK). Sagerne drejede sig alle om etniske tamiler, der havde fået afslag på asyl i Danmark, og som havde gjort gældende, at Danmarks tilbagesendelse af de pågældende til Sri Lanka ville være i strid med EMRK artikel 3 om forbud mod tortur mv. I lyset af den generelle situation i Sri Lanka – sammenholdt med de konkrete risikofaktorer i hver enkelt sag – fandt Menneskerettighedsdomstolen imidlertid, at der ikke var væsentlige grunde til at antage, at de pågældende ville risikere at blive udsat for tortur, hvis de blev tilbagesendt.

Reference

Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol Afgørelser af 20. januar 2011

N.S. v. Denmark, application no. 58359/08

http://hudoc.echr.coe.int/sites/eng/pages/search.aspx?i=001-102957 P.K. v. Denmark, application no. 54705/08

http://hudoc.echr.coe.int/sites/eng/pages/search.aspx?i=001-102955 S.S. and others v. Denmark, application no. 54703/08

http://hudoc.echr.coe.int/sites/eng/pages/search.aspx?i=001-102953 T.N. v. Denmark, application no. 20594/08

http://hudoc.echr.coe.int/sites/eng/pages/search.aspx?i=001-102947 T.N. and S.N. v. Denmark, application no. 36517/08

http://hudoc.echr.coe.int/sites/eng/pages/search.aspx?i=001-102949

OSMAN MOD DANMARK

De danske myndigheders afslag på at forny en opholdstilladelse til en somalisk statsborger udgjorde en krænkelse af EMRK artikel 8 om retten til respekt for privat- og familieliv.

Klager havde levet i Danmark siden hun var 7 år gammel og var i en alder af 15 år mod sin vilje blevet sendt til en flygtningelejr i Kenya for at tage sig af sin farmor.

8 2 år efter udrejsen til Kenya søgte klager om at blive genforenet med sin familie i Danmark. Hun fik imidlertid afslag med den begrundelse, at hun havde mistet sin opholdstilladelse som følge af, at hun ikke havde opholdt sig i Danmark i mere end 12 måneder i træk, og at der ikke forelå særlige grunde for at give hende en ny opholdstilladelse.

EMD konstaterede, at samlivet mellem mindreårige, som endnu ikke havde stiftet egen familie, og de mindreåriges forældre var at betragte som familieliv i artikel 8’s forstand. Domstolen konstaterede endvidere, at klager havde levet

hovedparten af sit liv i Danmark, talte dansk, havde gået i skole i Danmark og havde sin nærmeste familie i Danmark. På den baggrund skulle der være meget tungtvejende grunde til, at myndighederne kunne afvise at forny hendes

opholdstilladelse. Selv om EMD var enig i, at formålet med den danske lovgivning – som bl.a. havde til formål at forhindre ”genopdragelsesrejser” – var legitimt, og at forældres ret til at beslutte, hvor mindreårige børn skal bo, måtte anses som grundlæggende i et familieforhold, fandt domstolen, at klagers interesser ikke var inddraget tilstrækkeligt i afgørelsen, og at der derfor forelå en krænkelse af artikel 8.

Som følge af den fastslåede krænkelse tildelte EMD klageren 15.000 € i erstatning for ikke-økonomisk skade og 6.000 € til dækning af sagsomkostninger.

Til opfyldelse af dommen har Danmark udbetalt erstatning og sagsomkostninger til klageren og den interesseorganisation, der førte sagen på hendes vegne, i overensstemmelse med dommen. Klageren har endvidere fået opholdstilladelse i Danmark.

Reference

Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol Osman v. Denmark

Afgørelse af 14. juni 2011 Application no. 38058/09

http://hudoc.echr.coe.int/sites/eng/pages/search.aspx?i=001-105129

9 1.2. ADMISIBILITETSAFGØRELSER MOD DANMARK

N.H.S. OG 32 ANDRE MOD DANMARK

N.H.S. og 32 andre personer fra Syrien, Iran, Sudan, Eritrea, Afghanistan, Somalia og Gambia havde klaget til EMD over udsigten til at blive sendt fra Danmark til Grækenland for at få sin asylsag behandlet. Den 1. Oktober 2010 meddelte en repræsentant for klagerne, at klagerne oplistet som nr. 13, 15, 16, 19, 20, 21, 22, 23, 27, 31 og 32 i klagen ønskede at tilbagetrække sin klage mod Danmark, da de ikke ville blive sendt tilbage til Grækenland som hævdet i den oprindelige klage. I stedet ville de blive sendt til henholdsvis Sverige, Schweiz, Norge, Frankrig, Malta, Italien og Ungarn. Domstolen slettede derfor disse klagere fra listen over klagere, og opretholdt resten af klagen.

Reference

Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol N.H.S. and 32 others v. Denmark

Admisibilitetsafgørelse af 6. januar 2011 Application no. 54298/10

O.A.M. OG 14 ANDRE MOD DANMARK

O.A.M. og 14 andre personer fra Syrien, Iran og Afghanistan havde klaget til EMD over udsigten til at blive sendt fra Danmark til Grækenland for at få sin asylsag behandlet. Den 25. november 2010 meddelte en repræsentant for klagerne, at klagerne oplistet som nr. 7 i klagen ønskede at tilbagetrække sin klage mod Danmark, da de ikke ville blive sendt tilbage til Grækenland som hævdet i den oprindelige klage. I stedet ville de blive sendt til Norge. Domstolen slettede derfor klagerne oplistet som nr. 7 fra listen over klagere, og opretholdt resten af klagen.

Reference

Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol O.A.M. and 14 others v. Denmark

Admisibilitetsafgørelse af 25. januar 2011 Application no. 67411/10

MIKKELSEN OG CHRISTENSEN MOD DANMARK

To danske journalister klagede til EMD over, at de var blevet straffet for overtrædelse af fyrværkeriloven i forbindelse med udarbejdelsen af en tv-udsendelse om ulovligt fyrværkeri i Danmark.

10 Journalisterne arbejdede for Danmarks Radio og lavede sammen en dokumentar om import og distribution af ulovligt fyrværkeri i Danmark og farerne forbundet hermed. I forbindelse med research til deres dokumentarprogram købte

journalisterne otte krysantemumbomber, som er ulovlige i Danmark.

Sikkerhedsstyrelsen vurderede, at sikkerhedsafstanden ved sprængning af krysantemumbomber er mindst 100 meter. Umiddelbart efter købet kørte journalisterne ind til Københavns politi, og afleverede krysantemumbomberne.

Journalisterne ønskede at vise, hvor let det var at købe ulovligt fyrværkeri i Danmark og samtidig få information om leverandører af fyrværkeri.

Journalisterne optog derfor købet med skjult kamera. De gennemførte købet af frygt for at vække mistænksomhed og bringe sig selv i fare. Tv-dokumentaren gav anledning til stor offentlig debat, da den blev udsendt.

Journalisterne blev tiltalt for overtrædelse af fyrværkerilovens § 7. Den 12.

september 2006 blev de dømt ved Københavns Byret for at have anskaffet ulovligt fyrværkeri uden tilladelse fra kommunen. Journalisterne blev hver idømt en bøde på kr. 6.000.

Byretten udtalte blandt andet, at oplysninger om handel med ulovligt fyrværkeri, herunder hvem der importerer det og videresælger det, har offentlig interesse, bl.a. fordi forkert opbevaring og anvendelse af ulovligt fyrværkeri kan medføre alvorlige ulykker. Byretten fandt dog ikke, at hensynet til pressens belysning af den illegale handel med fyrværkeri kunne lovliggøre indkøbet af

krysantemumbomber i strid med fyrværkeriloven. De tiltaltes påstand om frifindelse under henvisning til EMRK artikel 10 blev derfor ikke taget til følge.

Byretten lagde endvidere til grund, at de tiltalte ikke blev lovet, at der ikke ville blive rejst tiltale, hvis de købte krysantemumbomberne.

Journalisterne ankede sagen til Østre Landsret, som stadfæstede byrettens

afgørelse den 7. marts 2007. Landsretten udtalte blandt andet, at EMRK artikel 10 medfører, at der måtte foretages en afvejning af hensynet til nyhedsformidlingen over for den strafbare handlings karakter. EMRK artikel 10 indebærer ikke en generel fritagelse af de tiltalte som journalister fra pligten til at overholde

gældende straffebestemmelser. Da journalisterne selvstændigt havde planlagt og udført en strafbar handling, fandt landsretten, at der skulle tungtvejende grunde til at anse handlingen for straffri. Landsretten lagde endvidere vægt på, at journalisterne ikke havde ansøgt om tilladelse til at anskaffe

krysantemumbomberne, og at hensynet bag fyrværkerilovens bestemmelser var den offentlige sikkerhed. Landsretten fandt, at en afvejning af de modstående

11 hensyn ikke at kunne føre til, at de tiltaltes overtrædelse af fyrværkeriloven var straffri efter EMRK.

Journalisternes fik afslag på deres ansøgning om tredjeinstansbevilling ved Højesteret.

Journalisterne klagede til EMD over, at deres ret til ytringsfrihed efter EMRK artikel 10 var blevet krænket.

EMD konstaterede, at journalisterne, var blevet straffet for overtrædelse af fyrværkeriloven i forbindelse med udarbejdelsen af en tv-dokumentar. EMD fandt derfor, at der var sket et indgreb i ytringsfriheden, jf. EMRK artikel 10, stk. 1. I sin afgørelse fastslog EMD blandt andet, at ytringsfriheden herunder også for

journalister medfører pligter og ansvar. Uanset journalisters vitale rolle i et demokratisk samfund kan journalister ikke frasige sig pligten til at overholde almindelig straffelovgivning ud fra en formodning om, at EMRK artikel 10

beskytter dem. EMD konstaterede, at journalisternes dokumentar ikke på nogen måde blev forhindret i at blive sendt, og at journalisterne udelukkende blev dømt for at have købt ulovligt fyrværkeri. EMD fandt derfor, at Østre Landsret havde handlet i overensstemmelse med EMRK artikel 10, og havde givet en relevant og fyldestgørende begrundelse for sin afgørelse. EMD lagde desuden særligt vægt på, at det ikke var nødvendigt for journalisterne at købe ulovligt fyrværkeri for at bevise tilstedeværelsen af ulovligt salg i Danmark.

Reference

Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol Mikkelsen and Christensen v. Denmark Admisibilitetsafgørelse af 24. maj 2011 Application no. 22918/08

Z.K. OG 27 ANDRE MOD DANMARK

Klagerne var 28 personer af forskellig nationalitet, som havde søgt asyl i

Grækenland og efterfølgende i Danmark, hvor de alle opholdt sig på tidspunktet for sagens behandling. Klagerne anførte, at det ville være i strid med EMRK artikel 3 og 13 at sende dem tilbage til Grækenland iht. Dublin reglerne for valg af

asylland.

Den 2. februar 2011 meddelte den danske regering, at regeringen i lyset af EMD’s afgørelse M.S.S. mod Belgien og Grækenland (App. nr. 30696/09) ville indlede asylproces for klagerne i Danmark på trods af, at klagerne efter Dublin reglerne skulle have sin asylsag behandlet i Grækenland. Da en repræsentant for klagerne

12 den 25 maj 2011 meddelte domstolen, at klagerne ikke længere ønskede at forfølge sagen, lukkede EMD sagen.

Reference

Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol Z.K. and 27 others v. Denmark

Admisibilitetsafgørelse af 23 August 2011 Application no. 37199/10

G.F. OG 88 ANDRE MOD DANMARK

Klagerne var 89 personer af forskellig nationalitet, som havde søgt asyl i

asylland.

Reference

Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol G.F. and 88 others v. Denmark

Admisibilitetsafgørelse af 23. august 2011 Application no. 52975/10

J.K. OG 63 ANDRE MOD DANMARK

Klagerne var 64 personer af forskellig nationalitet, som havde søgt asyl i

asylland.

13 den 25 maj 2011 meddelte domstolen, at klagerne ikke længere ønskede at forfølge sagen, lukkede EMD sagen.

Reference

Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol J.K. and 63 others v. Denmark

Admisibilitetsafgørelse af 23. august 2011 Application no. 53482/10

S.P. MOD DENMARK

S.P. er en syrisk statsborger, som havde søgt asyl i Grækenland og efterfølgende i Danmark, hvor de alle opholdt sig på tidspunktet for sagens behandling. Klagerne anførte, at det ville være i strid med EMRK artikel 3 og 13 at sende dem tilbage til Grækenland iht. Dublin reglerne for valg af asylland.

Reference

Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol S.P. v. Denmark

Admisibilitetsafgørelse af 23. august 2011 Application no. 75285/10

14 1.3 ANDRE EMD DOMME

TRÉVALEC MOD BELGIEN (EMRK ARTIKEL 2)

Klager var fransk statsborger og journalist, og arbejdede i januar 2003 på en reportage til en fransk tv-station. Reportagen skulle handle om en særlig

bandeenhed i det belgiske politi. Klageren havde fået tilladelse fra politiet i Liège til at følge bandeenheden på patrulje. Under optagelserne blev politiet en nat alarmeret, da naboer havde set to bevæbnede unge gå rundt i nærheden af et lager. En almindelig patrulje samt bandeenheden og klageren rykkede ud, og under aktionen affyrede to betjente, som ikke var en del af bandeenheden, 7 skud mod klager.

Klager nedlagde påstand om, at betjentene uden varsel havde skudt, og at de derved havde bragt hans liv i fare. Ydermere påstod klager, at de belgiske

myndigheder ikke havde foretaget tilstrækkelige foranstaltninger for at forhindre, at en sådan episode kunne finde sted. Betjentene forklarede at de havde

forvekslet klagers kamera med et våben og handlede i selvforsvar.

EMD konstaterede indledningsvis, at de to betjente havde til opgave at arrestere formodentlig bevæbnede personer, at de formentlig ikke havde været klar over klagers tilstedeværelse, og at de dermed havde handlet i selvforsvar. Domstolen tilføjede, at det belgiske politi havde påtaget sig ansvaret for klagers sikkerhed under aktioner som denne. EMD fandt det afgørende, hvorvidt betjentene var blevet informeret om, at der blev filmet. Betjentene havde vidst, at der skulle filmes, men kendte ikke de præcise tidspunkter eller klagers tilstedeværelse den pågældende nat. Det kunne ifølge EMD ikke udelukkes, at de to betjente havde handlet anderledes, hvis de havde vidst, at der var en kameramand med på aktionen. I forlængelse heraf konstaterede Domstolen, at klager ikke kunne have været uvidende om, at visse aktioner med bandeenheden kunne indeholde en vis risiko, og at klager sandsynligvis ikke havde handlet med den fornødne

påpasselighed. EMD konkluderede dog, at de belgiske myndigheder, som bar ansvaret for klagers sikkerhed, måtte forventes selv at være påpasselige.

I den aktuelle sag havde den manglende påpasselighed været afgørende for, at klageren var blevet udsat for fare. Der forelå derfor en krænkelse af EMRK artikel 2 om retten til liv.

Reference

Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol Trévalec c. Belgique (kun tilgængelig på fransk) Afgørelse af 14. juni 2011

Requête no. 30812/07

15 http://hudoc.echr.coe.int/sites/eng/pages/search.aspx?i=001-105118

ELEFTERIADIS MOD RUMÆNIEN (EMRK ARTIKEL 3)

Klager, der afsonede en livstidsstraf i et rumænsk fængsel, var rask, da han påbegyndte afsoningen i 1992, men efter i en årrække at have delt celle med rygere - på trods af sine anmodninger om en røgfri celle - fik han i 2008

konstateret kronisk obstruktiv lungelidelse. Klager havde desuden været udsat for medindsattes rygning under transporter til domstolene samt i venteværelser i retsbygningerne.

EMD anførte, at de rumænske myndigheder havde misligholdt deres forpligtelse til at beskytte klagers helbred ved ikke i overensstemmelse med lægernes anbefaling at have adskilt ham fra indsatte, der røg. Hverken logistiske eller økonomiske forhindringer kunne fritage de rumænske myndigheder for denne forpligtelse. Den manglende beskyttelse af klagers helbred under

frihedsberøvelsen fandtes således at udgøre en krænkelse af artikel 3 om forbud mod tortur og umenneskelig og nedværdigende behandling.

Domstolen bemærkede endvidere, at det ikke kunne pålægges klager at føre bevis for den lidte skade for at opnå godtgørelse. En sådan tilgang ville udelukke godtgørelse i tilfælde, hvor fængslingen ikke har medført en objektivt mærkbar forværring af den indsattes fysiske eller psykiske lidelser.

Reference

Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol Elefteriadis c. Roumanie (kun tilgængelig på fransk) Afgørelse af 25. januar 2011

Requête no. 38427/05

http://hudoc.echr.coe.int/sites/eng/pages/search.aspx?i=001-103007

AHORUGEZE MOD SVERIGE (EMRK ARTIKEL 3 & 6)

Klager, der er fra Rwanda og tilhører hutu-stammen, havde siden 2001 opholdt sig i Danmark som flygtning. I 2007 anmodede de rwandiske myndigheder Danmark om at udlevere klager, som var mistænkt for folkemord og forbrydelser mod menneskeheden. De danske myndigheder afviste at udlevere klager på grund af manglende beviser. I 2008 blev klager, der var flyttet til Sverige, anholdt på baggrund af en ny udleveringsanmodning. Efter at sagen havde været forelagt den svenske højesteret, besluttede Sveriges regering i 2009 at udlevere klager til Rwanda. Klager indbragte sagen for EMD, idet han gjorde gældende, at

16 udleveringen ville være i strid med både EMRK artikel 3 (forbud mod tortur) og EMRK artikel 6 (ret til retfærdig rettergang).

Domstolen fandt det ikke godtgjort, at klager ville risikere forfølgelse i Rwanda som følge af sit stammetilhørsforhold. Domstolen lagde endvidere vægt på, at bl.a. FN havde undersøgt det fængsel, hvor klager skulle afsone sin straf og fundet, at det levede op til internationale standarder. Udleveringen af klager til Rwanda var derfor ikke i strid med EMRK artikel 3. Domstolen bemærkede herudover, at det rwandiske retssystem i de senere år har gennemgået væsentlige forbedringer og nu bl.a. lever op til de krav, der stilles af FN’s

Krigsforbrydertribunal for Rwanda for udlevering af mistænkte. Udleveringen ville derfor heller ikke være i strid med EMRK artikel 6.

Reference

Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol Ahorugeze v. Sweden

Afgørelse af 27. oktober 2011 Application no. 37075/09

http://hudoc.echr.coe.int/sites/eng/pages/search.aspx?i=001-107183

M.S.S. MOD BELGIEN OG GRÆKENLAND (EMRK ARTIKEL 3 & 13)

Klager flygtede fra Afghanistan i 2008 og ankom til Grækenland som første EU-land. I februar 2009 ankom klager til Belgien, hvor han søgte asyl. De belgiske myndigheder anmodede i medfør af Dublin-forordningen de græske myndigheder om at behandle asylsagen. Mens sagen verserede, advarede FN’s

flygtningehøjkommissariat (UNHCR) Belgien om alvorlige mangler i det græske asylsystem. I juni 2009 blev klager sendt tilbage til Grækenland, hvor han blev frihedsberøvet to gange under miserable forhold. Efter sin løsladelse levede han på gaden.

EMD anførte, at domstolen var opmærksom på, at de medlemsstater, der geografisk var placeret i yderkanten af EU, havde store problemer med at håndtere antallet af asylansøgere, men at dette ikke fritog medlemsstaterne for deres forpligtelser i henhold til EMRK artikel 3 om forbud mod tortur og

umenneskelig og nedværdigende behandling.

Domstolen fandt, at Grækenland havde krænket EMRK artikel 3 både for så vidt angår de forhold, hvorunder klageren blev tilbageholdt, og for så vidt angår klagerens leveforhold i Grækenland generelt. Derudover havde Grækenland krænket EMRK artikel 13 om adgang til effektive retsmidler, idet det græske asylsystem led af alvorlige strukturelle mangler.

17 EMD fandt, at manglerne i det græske asylsystem måtte være de belgiske

myndigheder bekendt, og at de havde undladt at sikre sig, at den græske asyllovgivning blev håndhævet effektivt i praksis. Belgiens tilbagesendelse af klager til Grækenland udgjorde derfor en krænkelse af artikel 3. Tilsvarende gjorde sig gældende vedrørende leveforholdene og forholdene ved

tilbageholdelse i Grækenland. Endelig fandt EMD, at Belgien havde krænket EMRK artikel 13, da det belgiske klagesystem ikke havde givet klager mulighed for en grundig behandling af hans klage forud for udsendelsen til Grækenland.

Reference

Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol M.S.S v. Belgium and Greece

Afgørelse af 21. januar 2011 Application no. 30696/09

http://hudoc.echr.coe.int/sites/eng/pages/search.aspx?i=001-103050

MAGGIO M.FL. MOD ITALIEN (EMRK ARTIKEL 6)

Klagerne, der var italienske statsborgere, besluttede efter i en årrække at have boet og arbejdet i Schweiz at flytte tilbage til Italien for at gå på pension. I forbindelse med klagernes tilbageflytning besluttede de italienske myndigheder at inddrage det faktum, at klagerne havde indbetalt lavere pensionsbidrag, mens de var i Schweiz, som et aspekt ved tildelingen af pension. Dette medførte, at den ene klager modtog ca. 60 procent af den pensionsudbetaling, han ellers ville have modtaget. Klagerne bestred de italienske myndigheders beregningsmodel.

Undervejs i sagsforløbet blev myndighedernes beregningsmodel vedtaget ved lov.

EMD fastslog indledningsvis, at retsstatsprincippet og bestemmelsen om ret til en retfærdig rettergang som udgangspunkt udelukker lovgivers indblanding i

verserende sager, der skal afgøres af myndighederne. Domstolen konstaterede, at lovændringen havde haft betydning for den verserende sag, som staten var part i. Lovændringen havde understøttet statens påstand i sagen, og EMD måtte derfor tage stilling til, hvorvidt der forelå tvingende offentlige interesser, som

In document MENNESKERET I DANMARK 2011 Afgørelser, rapporter og lovforslag (Sider 7-0)