Kapitel 3: Gældende ret
3.1. Reglerne for behandlingen af unge lovovertrædere inden for det strafferet-
Den kriminelle lavalder i Danmark er 15 år, jf. straffelovens § 15. Aldersgrænsen, der blev fastlagt ved straffeloven af 1930, bygger på det grundsynspunkt, at der kun bør være adgang til at pålægge børn og unge strafansvar fra det tidspunkt, hvor de i almindelighed kan antages at have fået den fornødne modenhed til, at det må anses for forsvarligt at anvende strafferetlige sanktioner.
Myndighedernes indsats over for kriminalitet begået af børn under den kriminelle lavalder bygger i stedet på forebyggende og sociale initiativer.
Som udgangspunkt gælder det almindelige strafferetlige sanktionssystem for unge lovovertrædere mellem 15 og 18 år, jf. nedenfor i afsnit 3.1.3.
3.1.2. Særligt om unge under den kriminelle lavalder
Børn under 15 år kan som nævnt ovenfor ikke straffes. Politiet kan dog efterforske sådanne sager, bl.a. for at klarlægge omfanget af kriminaliteten, for at konstatere, om andre personer kan mistæn
kes, og for at få eventuelle koster tilbagegivet.
Det er almindeligt antaget, at også børn under 15 år kan tilbageholdes som led i efterforskningen af en forbrydelse, jf. Rigsadvokatens Meddelelse nr. 7/1998. Tilbageholdelse af børn under 15 år, der mistænkes for strafbart forhold, forudsætter, at betingelserne for anholdelse er til stede, og at hen
synet til sagens opklaring og barnets tarv gør tilbageholdelsen nødvendig. Tilbageholdelsen skal bringes til ophør snarest muligt og må ikke udstrækkes ud over, hvad der er strengt nødvendigt af hensyn til efterforskningen og for at sikre, at barnet overgives til rette vedkommende.
Det antages endvidere, at en række straffeprocessuelle bestemmelser over for ikke-sigtede – f.eks.
om indgreb i meddelelseshemmeligheden, visitation, legemsbesigtigelse, ransagning og beslaglæg
gelse – også kan anvendes over for børn under 15 år. I et vist omfang må det tillige gælde bestem
melser, der forudsætter en sigtelse. Der ses dog ikke at være taget stilling til dette spørgsmål i lovfo
rarbejderne, ligesom litteratur og domspraksis om emnet er sparsom. Grænsen for, hvilke indgreb
der kan anvendes over for børn under 15 år, der mistænkes for at have begået kriminalitet, kan der-for ikke anses der-for afklaret.
Tilbageholdte børn under 15 år skal anbringes i et almindeligt kontor, vagtlokale eller lignende.
Anbringelse i venterum eller detentionslokale må kun ske, såfremt anden anbringelse ikke er mulig.
Anbringelse i arresthus må ikke finde sted. Håndjern og lignende magtmidler må ikke benyttes.
Tilbageholdes barnet, eller skal barnet afhøres, tilkaldes en repræsentant for de stedlige sociale myndigheder. Barnets forældre (forældremyndighedens indehaver) underrettes også i disse tilfælde.
Underretning af forældrene kan udsættes, i det omfang efterforskningen nødvendiggør dette.
Senest når efterforskningen er afsluttet, orienteres de sociale myndigheder i den kommune, hvor barnet har bopæl, hvis kriminaliteten eller andre oplysninger i sagen giver formodning om, at barnet har behov for social bistand. Sagens akter kan vedlægges i fornødent omfang. Reglerne herom fin-des i bekendtgørelse nr. 875 af 27. november 1997 om underretningspligt over for kommunen efter lov om social service.
3.1.3. Reglerne for behandlingen af unge lovovertrædere mellem 15 og 18 år 3.1.3.1. Oversigt over fremstillingen
I det følgende gennemgås de gældende strafferetlige og straffeprocessuelle regler specielt med sigte på behandlingen af sager mod unge lovovertrædere, som er over den kriminelle lavalder på 15 år, men som endnu ikke er fyldt 18 år.
Gennemgangen er inddelt i de tre hovedfaser, som en straffesag kronologisk kan opdeles i: efter
forskningsfasen, straffesagens afgørelse og fuldbyrdelsen af afgørelsen. Således omtales først de regler, der gælder for efterforskningen, herunder adgangen til at anvende straffeprocessuelle ind
greb (3.1.3.2.). Dernæst omtales de regler, der regulerer sanktionsvalg og strafudmåling (3.1.3.3.), og til sidst behandles spørgsmålet om fuldbyrdelse (afsoning) af ubetingede frihedsstraffe (3.1.3.4.
og 3.1.3.5.).
3.1.3.2. Efterforskning og straffeprocessuelle indgreb
Når politiet pågriber en person mellem 15 og 18 år for et strafbart forhold, finder de almindelige straffeprocessuelle regler anvendelse. Hvis betingelserne i retsplejelovens § 755 er opfyldt, har poli
tiet mulighed for at anholde den unge og indbringe den pågældende til afhøring. Er der ikke grund
lag for anholdelse, sigtes den pågældende unge på stedet og indkaldes eventuelt senere til afhøring på politigården. Politiet skal indkalde en repræsentant for de sociale myndigheder til at overvære
afhøringer af unge. Politiet afgør, om den unges forældre kan være til stede under afhøringen. For
ældrene skal snarest underrettes om anholdelsen. Underretningen kan dog udsættes i det omfang, efterforskningen nødvendiggør det.
Det er politiet, der står for efterforskningen af sagen, og politiet har efter retsplejeloven mulighed for at foretage en række særlige efterforskningsskridt (straffeprocessuelle tvangsindgreb). Politiet har blandt andet mulighed for at foretage ransagninger, legemsindgreb (f.eks. udtagelse af blodprø
ve) og foretage indgreb i meddelelseshemmeligheden (f.eks. telefonaflytning). Som hovedregel kræver foretagelse af straffeprocessuelle tvangsindgreb retskendelse.
Politiet har endvidere mulighed for - inden for 24 timer efter anholdelsen - at indbringe sagen for retten og begære den unge varetægtsfængslet.
Særligt om varetægtsfængsling
Efter retsplejelovens § 762, stk. 1, kan en sigtet, herunder en sigtet under 18 år, varetægtsfængsles, når der er begrundet mistanke om, at den pågældende har begået en lovovertrædelse, som er under
givet offentlig påtale, hvis lovovertrædelsen efter loven kan medføre fængsel i 1 år og 6 måneder eller derover, og der er bestemte grunde til at antage, at den sigtede vil unddrage sig strafforfølgnin
gen eller fuldbyrdelsen, begå ny kriminalitet, hvis han er på fri fod, eller vil vanskeliggøre forfølg
ningen i sagen, navnlig ved at fjerne spor eller advare eller påvirke andre.
Efter retsplejelovens § 762, stk. 2, kan varetægtsfængsling endvidere ske, når der foreligger en sær
ligt bestyrket mistanke om, at den sigtede har begået en lovovertrædelse, som efter loven kan med
føre fængsel i 6 år eller derover, og hensynet til retshåndhævelsen efter oplysningerne om forhol
dets grovhed skønnes at kræve, at sigtede ikke er på fri fod. En sådan retshåndhævelsesarrest kan også anvendes, hvis der foreligger en særligt bestyrket mistanke om overtrædelse af straffelovens § 123 (vold, trusler mv. mod vidner), §§ 244-246 (vold), § 250 (hensætte en anden i hjælpeløs tilstand eller forlade en under ens varetægt stående person i en sådan tilstand) eller § 252 (alvorlig farefor
voldelse), og lovovertrædelsen efter oplysningerne om forholdets grovhed kan ventes at ville med
føre en ubetinget dom på fængsel i mindst 60 dage.
Det følger af retsplejelovens § 765, stk. 1, om såkaldt ”surrogatfængsling”, at hvis betingelserne for varetægtsfængsling er til stede, men varetægtsfængslingens øjemed kan opnås ved mindre indgri
bende foranstaltninger, træffer retten med den sigtedes samtykke bestemmelse derom. Retten kan herunder bestemme, at sigtede skal tage ophold i egnet hjem eller institution (§ 765, stk. 2, nr. 3).
I langt de fleste tilfælde sker varetægtsfængsling af sigtede personer under 18 år i form af surrogat
fang som varetægtssurrogat. Er der ikke umiddelbart plads på en sikret afdeling, placeres den unge i arresthus, indtil overførslen til en sikret institution i praksis kan ske.
15–17 årige, der ikke placeres i varetægtssurrogat, placeres som udgangspunkt i arresthus. For at tilgodese hensynet til at opretholde kontakten med familie mv. sker anbringelsen så vidt i et arrest
hus i nærheden af bopælen. Det skal dog vurderes konkret ud fra de foreliggende oplysninger om blandt andet den aktuelle belægssammensætning, om placering i stedet skal ske i et andet arresthus.
I det enkelte arresthus placeres de 15–17 årige efter en konkret vurdering på den afdeling, hvor hen
synet til at beskytte den unge mod uheldig påvirkning fra medindsatte bedst tilgodeses. Hvis der er flere indsatte under 18 år i arresthuset, vurderes det konkret, om det er hensigtsmæssigt at placere disse på samme afdeling, og om fællesskab imellem disse i øvrigt er hensigtsmæssigt. Efter artikel 37, litra c, i FN’s børnekonvention skal ethvert barn, der er berøvet friheden, holdes adskilt fra voksne, medmindre en sådan adskillelse ikke anses at tjene barnets tarv.
I helt ekstraordinære tilfælde kan retten i tilknytning til afgørelsen om varetægtsfængsling træffe bestemmelse om isolation af den sigtede, herunder også sigtede under 18 år, jf. retsplejelovens § 770 a. Efter retsplejelovens § 770 b, må isolation dog ikke iværksættes eller fortsættes, hvis formå
let hermed kan tilgodeses ved mindre indgribende foranstaltninger, eller hvis indgrebet står i mis
forhold til sagens betydning og den retsfølge, som kan forventes, hvis sigtede findes skyldig. Ved afgørelser om isolation skal der endvidere tages hensyn til den særlige belastning, indgrebet kan medføre for sigtede på grund af dennes unge alder eller fysiske eller psykiske svagelighed. For unge under 18 år må isolation i ingen tilfælde finde sted i et sammenhængende tidsrum på mere end 8 uger, jf. retsplejelovens § 770 c, stk. 4.
Varetægtsfængsling i isolation af unge kan kun ske helt undtagelsesvis. Højesteret har således i en kendelse af 28. maj 1999 (Ugeskrift for Retsvæsen 1999, s. 1415) fastslået, at der over for unge under 18 år bør udvises den yderste tilbageholdenhed med anvendelse af varetægtsfængsling i isola
tion, og at denne foranstaltning kun bør bringes i anvendelse for denne personkreds, såfremt der foreligger helt ekstraordinære omstændigheder, som kan berettige dette. Højesteret fastslog samti
dig, at hverken retsplejelovens § 770 b, artikel 37, litra c, i FN’s børnekonvention eller artikel 3 i den europæiske menneskerettighedskonvention generelt udelukker, at der kan ske varetægtsfængs
ling i isolation af unge under 18 år.
15–17 årige, der er anbragt i varetægtssurrogat, kan efter samme regler anbringes i isolation efter rettens bestemmelse, jf. § 1, stk. 5 og 9, i bekendtgørelse nr. 308 af 28. maj 1998 om magtanvendel
se mv. i døgninstitutioner for børn og unge og i opholdssteder for børn og unge for flere end 4 per
soner.
Tilvejebringelse af oplysninger om personlige forhold mv.
I straffesager mod unge indhentes oplysningerne om den unges personlige forhold hos de sociale myndigheder. De sociale myndigheder anmodes samtidig om at afgive en indstilling om, hvilke foranstaltninger der kan anbefales som vilkår til et evt. tiltalefrafald eller en betinget dom.
Det følger af retsplejelovens § 808, at der skal tilvejebringes sådanne oplysninger om sigtedes per
sonlige forhold, som må antages at være af betydning for sagens afgørelse vedrørende straffastsæt
telse eller anvendelse af anden retsfølge end straf.
Sådanne undersøgelser indhentes som udgangspunkt ikke i sager mod unge. De oplysninger, der indhentes fra de sociale myndigheder, antages at være tilstrækkelige i de fleste tilfælde. Hvis det overvejes at knytte tilsyn af kriminalforsorgen som vilkår til en helt eller delvist betinget dom, eller der kan blive tale om samfundstjeneste, skal der dog tilvejebringes en personundersøgelse. Det samme gælder, hvis der i øvrigt er behov for personlige oplysninger, som ikke kan skaffes gennem de sociale myndigheder. Iværksættes en mentalundersøgelse efter retsplejelovens § 809, indhentes der normalt en forudgående personundersøgelse.
3.1.3.3. Sanktionstyper og sanktionsvalget Indledning
Som udgangspunkt gælder det almindelige strafferetlige sanktionssystem for unge kriminelle mel
lem 15 og 18 år. Det gælder således både straffelovens regler om strafansvar og straffastsættelse og retsplejelovens bestemmelser om strafferetlig forfølgning, herunder efterforskning, tiltalerejsning og domstolenes behandling af straffesager.
På en række punkter indeholder lovgivningen dog særlige bestemmelser for unge under 18 år. I denne sammenhæng skal særligt fremhæves følgende:
Det følger af straffelovens § 80, at der ved straffens udmåling skal tages særligt hensyn til lovover
trædelsens grovhed og til oplysninger om gerningsmandens person, herunder om hans almindelige personlige og sociale forhold, hans forhold før og efter gerningen samt hans bevæggrunde til denne.
Bestemmelsen suppleres af straffelovens § 84, stk. 1, nr. 2, hvorefter den i loven foreskrevne straf kan nedsættes, når gerningsmanden ikke var fyldt 18 år, da han foretog den strafbare handling, og det må anses for unødvendigt eller skadeligt at anvende lovens fulde straf. Bestemmelsen indehol
der desuden et generelt strafmaksimum, idet straffen for denne personkreds – uanset lovovertrædel
Endvidere følger det af straffelovens § 81, stk. 1, at lovbestemt gentagelsesvirkning ved pådømmel
se af ny kriminalitet blandt andet forudsætter, at den tidligere kriminalitet er begået, efter at ger
ningsmanden fyldte 18 år. Desuden er der mulighed for at idømme personer under 21 år straf af bøde eller hæfte, selv om den overtrådte straffebestemmelse ikke giver mulighed for at anvende disse strafarter, jf. straffelovens § 91, stk. 2.
Ung alder er således både i forbindelse med sanktionsvalget og i forbindelse med den konkrete strafudmåling en meget væsentlig faktor. Om det mere konkrete sanktionsvalg i sager mod unge mellem 15 og 18 kan henvises til pkt. 2 i rigsadvokatmeddelelse nr. 7/1998.
Det følgende indeholder en kort gennemgang af de eksisterende sanktionsmuligheder med særligt henblik på unge lovovertrædere.
Bødestraf
Bøde er den mest anvendte strafart i Danmark.
Bøder til unge lovovertrædere vil i almindelighed blive fastsat til et mindre beløb end bøder til voksne lovovertrædere. På det praktisk vigtigste område for anvendelse af bødestraffen, nemlig overtrædelser af færdselsloven, er der i Rigsadvokatens Meddelelse nr. 4/2000 for så vidt angår de deri angivne bødetakster i færdselssager fastsat den almindelige regel, at bøder til unge under 18 år (dvs. 15-17 årige) nedsættes til det halve beløb, dog minimum 300 kr.
For så vidt angår fuldbyrdelse af bødestraffe, følger det af den generelle bestemmelse i straffelovens
§ 52, stk. 3, at hvis en bøde ikke betales, så inddrives den, medmindre politiet skønner, at inddrivel
se ikke er mulig eller væsentligt vil forringe den pågældendes levevilkår. Inddrivelsen kan ske ved udpantning eller ved indeholdelse i den pågældendes indtægter.
Lykkes det ikke at inddrive en ubetalt bøde, og eftergives bøden ikke, træder i bødens sted en for
vandlingsstraf i form af hæfte eller fængsel, jf. straffelovens § 53. Her gælder der imidlertid en sær
regel for unge under 18 år. I § 13, stk. 2, i cirkulære nr. 113 af 26. juni 1975 er det således fastsat, at der i almindelighed ikke må anvendes bødeforvandlingsstraf over for personer under 18 år.
Tiltalefrafald
Et tiltalefrafald er en afgørelse, der træffes af anklagemyndigheden, og som indebærer, at den sigte
de anses for skyldig. Et tiltalefrafald kan være uden vilkår, men der er også mulighed for at knytte vilkår til et tiltalefrafald.
Efter retsplejelovens § 722, stk. 1, nr. 2, kan tiltale i en sag helt eller delvis frafaldes i tilfælde, hvor det i medfør af § 723, stk. 1, fastsættes som vilkår, at sigtede undergives hjælpeforanstaltninger efter § 40 i lov om social service. Det følger endvidere af retsplejelovens § 722, stk. 1, nr. 3, at tilta
le i en sag helt eller delvis kan frafaldes i tilfælde, hvor sigtede var under 18 år på gerningstidspunk
tet, og der fastsættes vilkår efter retsplejelovens § 723, stk. 1. Efter denne bestemmelse kan der fast
sættes vilkår om, at sigtede betaler en bøde eller indgår på konfiskation. Desuden kan der fastsættes samme vilkår som i betingede domme. Der kan endvidere fastsættes vilkår om en ungdomskontrakt.
Efter retsplejelovens § 723 kan vilkår kun fastsættes, såfremt den sigtede i retten har afgivet en uforbeholden tilståelse, hvis rigtighed bestyrkes ved de i øvrigt foreliggende omstændigheder. Vil
kårene fastsættes af anklagemyndigheden, men de skal godkendes af retten.
Såfremt vilkår overtrædes, kan sagen genoptages, jf. retsplejelovens § 723, stk. 4.
Ungdomskontrakt
En ungdomskontrakt kan kort beskrives som en aftale, hvorved en ung lovovertræder med forældre
myndighedsindehaverens samtykke forpligter sig til at holde sig kriminalitetsfri i en nærmere angiven periode samt deltage i visse nærmere opregnede aktiviteter mv. (eksempelvis beskæftigelse eller ud
dannelse) mod, at anklagemyndigheden på sin side afstår fra yderligere retsforfølgning.
Retligt er der tale om et tiltalefrafald med vilkår efter retsplejelovens § 723. Det indebærer bl.a., at vilkåret om ungdomskontrakt og dermed indholdet af selve kontrakten skal godkendes af retten, jf.
retsplejelovens § 723, stk. 3.
De nærmere retningslinier for anvendelse af ungdomskontrakter er fastsat i rigsadvokatmeddelelse nr.
7/1998 om behandlingen af sager mod unge lovovertrædere og i Socialministeriets vejledning af 3. juli 1998 til kommunerne om ungdomskontrakter.
Målgruppen for ordningen er unge lovovertrædere i alderen 15-17 år, som efter gældende praksis ville have fået meddelt et tiltalefrafald eller eventuelt betinget dom. Unge, der har begået voldskriminalitet eller anden personfarlig kriminalitet, er ikke omfattet af ordningen.
Formålet med brug af ungdomskontrakter er at opnå en hurtigere og mere umiddelbar, mærkbar og konstruktiv reaktion over for unge lovovertrædere kombineret med en mere fast og konsekvent holdning fra myndighedernes side i forbindelse med vilkårsovertrædelser.
Rigsadvokaten og Justitsministeriet har i januar 2000 foretaget en foreløbig evaluering af ordningen med ungdomskontrakter på baggrund af indberetninger fra anklagemyndigheden om alle sager, der i 1.
halvår 1999 blev afgjort med tiltalefrafald med vilkår om ungdomskontrakt. Det fremgår bl.a. af evalueringen, at man hovedsagelig har positive erfaringer med ordningen med ungdomskontrakter og herunder også med samarbejdet mellem anklagemyndigheden og de sociale myndigheder.
Det Kriminalpræventive Råd er for tiden ved at færdiggøre en undersøgelse af de hidtidige erfarin
ger med ungdomskontrakter.
Betingede domme
Efter straffelovens § 56 kan retten gøre en straf betinget, hvis den finder det upåkrævet, at straffen kommer til fuldbyrdelse. Den fuldt ud betingede dom forekommer i to hovedformer: enten som en betinget dom uden fastsat straf (straffelovens § 56, stk. 1) eller som en betinget dom med fastsat straf (straffelovens § 56, stk. 2).
Efter straffelovens § 56, stk. 3, er det et fast vilkår for en betinget dom, at den dømte ikke i en prø
vetid begår nyt strafbart forhold (vilkår om straffri vandel).
Efter straffelovens § 57 kan retten som vilkår for udsættelsen af straffastsættelsen eller af straffuld
byrdelsen bestemme, at den dømte i hele prøvetiden eller en del af denne skal undergives tilsyn (tilsynsvilkår). For personer under 18 år varetages tilsynet i almindelighed af de sociale myndighe
der. Desuden kan retten fastsætte andre vilkår (særvilkår), som findes formålstjenlige, herunder at den dømte efter kommunens afgørelse undergives foranstaltninger efter § 40 i lov om social service, eventuelt af nærmere angiven art, og efterkommer de forskrifter, som kommunen meddeler den pågældende (§ 57, stk. 1, nr. 9). Dette indebærer, at det herefter påhviler de sociale myndigheder (kommunerne) at træffe bestemmelse om indholdet af de pågældende foranstaltninger efter den so
ciale lovgivning. Det kan f.eks. være ophold i en vis periode på en døgninstitution for børn og unge.
Som det fremgår ovenfor, kan støtteforanstaltninger af denne karakter også iværksættes i forbindel
se med et tiltalefrafald, men betingede domme med vilkår om hjælpeforanstaltninger efter den soci
ale lovgivning kan dog være af praktisk betydning f.eks. i tilfælde, hvor sagen på grund af grovere eller gentagen kriminalitet ikke bør afgøres med et tiltalefrafald, eller hvor den sigtede ikke har gi
vet en uforbeholden tilståelse, hvilket som ovenfor nævnt er en betingelse for et tiltalefrafald med vilkår, jf. retsplejelovens § 723, stk. 2.
Ved betinget dom med en tilsynsperiode, som rækker ud over den unges 18 års fødselsdag, vil til
synsforpligtelsen normalt fra dette tidspunkt overgå til kriminalforsorgen.
Retsvirkningerne af overtrædelse af det faste vilkår efter § 56, stk. 3, om straffri vandel er reguleret i straffelovens § 61, stk. 2. Begår den dømte nyt strafbart forhold i prøvetiden, og foretages der in-den in-denne prøvetids udløb rettergangsskridt, hvorved in-den pågælin-dende sigtes for forholdet, har ret-ten en lang række muligheder - strækkende sig fra at fastsætte en ubetinget straf omfatret-tende både den nye kriminalitet og den tidligere pådømte, over muligheden for at fastsætte en ubetinget straf alene for det nye forhold og lade den tidligere idømte betingede dom henstå urørt, til muligheden for at idømme en ny betinget dom, der omfatter både den nye kriminalitet og den tidligere pådømte, eller at idømme en betinget dom alene for den nye kriminalitet.
Retsvirkningerne af overtrædelse af vilkår efter § 57, herunder f.eks. vilkår om sociale hjælpeforan
staltninger, er reguleret i straffelovens § 60. Hvis den dømte overtræder sådanne vilkår, kan retten i den anledning tildele en advarsel, ved kendelse ændre vilkårene og forlænge prøvetiden, eller ved dom fastsætte straf eller anden retsfølge for den begåede lovovertrædelse eller – hvis straffen er udmålt i den betingede dom - træffe bestemmelse om fuldbyrdelse af denne straf.
Direktoratet for Kriminalforsorgen har i cirkulære nr. 35 af 29. februar 1996 om tilsynsvirksomhe
den inden for kriminalforsorgen fastsat retningslinier for, hvordan der reageres i det administrative system over for vilkårsovertrædelser.
Samfundstjeneste
En betinget dom kan endvidere betinges af en pligt til – under tilsyn af kriminalforsorgen – at udfø
re ulønnet samfundstjeneste i mindst 40 timer og højst 240 timer. Samfundstjeneste kan bl.a. bestå i at arbejde for en velgørende eller almennyttig organisation, en sportsklub eller en kirke.
Denne særlige variant af den betingede dom er reguleret i straffelovens 8. kapitel.
Det er en betingelse for anvendelse af betinget dom med vilkår om samfundstjeneste, at den dømte findes egnet hertil, jf. straffelovens § 62, stk. 1.
Denne sanktionsform kan derfor ikke komme på tale over for de mest utilpassede unge under 18 år, som er målgruppen for ekspertgruppens arbejde.
Kombinationsdom
En særlig mellemform mellem betinget og ubetinget frihedsstraf findes i straffelovens § 58, stk. 1.
Efter denne bestemmelse er der mulighed for at afsige en dom, der består af en ubetinget strafdel og en betinget strafdel. Den ubetingede strafdel udgøres af en ubetinget frihedsstraf (hæfte eller fæng
selsstraf) på op til 6 måneder, mens dommen i øvrigt gøres betinget. Der er ikke noget maksimum for den betingede strafdel.
For så vidt angår den ubetingede strafdel gælder efter § 38, stk. 4, den særregel, at der ikke kan ske prøveløsladelse.
For den betingede del gælder de almindelige regler for betingede domme, jf. ovenfor, herunder reg
lerne om vilkår og retsvirkninger af vilkårsovertrædelser.
Ubetinget frihedsstraf
Der findes to former for frihedsstraf: hæfte og fængsel. I forbindelse med den nye straffuldbyrdel
seslovs ikrafttræden den 1. juli 2001 afskaffes hæftestraffen, hvorefter fængselsstraffen vil være eneste form for frihedsstraf. Der ses herved bort fra forvaring, der ikke anses for en straf, men for en anden retsfølge.
Selv om der i princippet ikke er noget til hinder for at idømme unge under 18 år ubetinget friheds
straf, udvises der i retspraksis en betydelig tilbageholdenhed hermed. I de senere år er der gennem
snitligt afsagt lidt under 200 domme om året, hvor unge under 18 år er blevet idømt ubetinget fri
hedsstraf, jf. kapitel 4, afsnit 4.2.
Langt de fleste ubetingede frihedsstraffe til unge lovovertrædere under 18 år er ganske kortvarige hæfte- eller fængselsstraffe. Antallet af domme, hvor unge under 18 år idømmes en ubetinget fæng
selsstraf på mere end 2 måneder, lå i perioden 1996-1999 på omkring 50 om året.
Det forhold, at enkelte unge lovovertrædere begår så grov kriminalitet, at de idømmes ubetinget frihedsstraf, er ikke ensbetydende med, at (hele) straffen afsones i et fængsel. Der henvises herom til afsnit 3.1.3.4. og 3.1.3.5. nedenfor.
Den tidligere kendte adgang til at idømme ungdomsfængsel blev ophævet i 1973 (ved lov nr. 320 af 13. juni 1973). Om baggrunden herfor henvises til Straffelovrådets betænkning nr. 667/1972 om de strafferetlige særforanstaltninger, kapitel 11.
Behandlingsdomme
Lovovertrædere, der på gerningstidspunktet er utilregnelige på grund af sindssygdom eller tilstande, der må ligestilles hermed, straffes ikke, jf. straffelovens 16. Det samme gælder personer, der er mentalt retarderede i højere grad.