Indledning

Københavns Universitet og Det Kriminalpræventive Råd udgav i forbindelse med Det Kriminal­

præventive Råds årsmøde i marts måned 2000 en ungdomsundersøgelse 1999 med titlen "Risiko-Ungdom".

Undersøgelsen er gennemført af professor, dr. jur. Flemming Balvig, Københavns Universitet for Det Kriminalpræventive Råd.

RisikoUngdom er en undersøgelse af unges selvrapporterede kriminalitet, der i sin form adskiller sig fra de eksisterende officielle statistikker vedrørende ungdomskriminaliteten i Danmark.

I det følgende redegøres der kortfattet for undersøgelsens baggrund og sammenhæng med tidligere gennemførte selvrapporteringsundersøgelser vedrørende unges kriminalitet (afsnit 4.7.2.). Afsnit 4.7.3. indeholder en kort beskrivelse af den metode, som er anvendt i ungdomsundersøgelsen.

Endelig beskriver afsnit 4.7.4. i meget generelle vendinger undersøgelsens hovedresultater og ­ konklusioner.

4.7.2. Historik og baggrund

Det er en gammel erkendelse, at der begås meget mere kriminalitet, end myndighederne registrerer og statistikfører. Det gælder også for børn og unge. Det gælder måske endog i særdeleshed for børn og unge, for specielt for børn og unge under den kriminelle lavalder har den officielle myndigheds­

statistik været – og er stadig – meget spartansk og problematisk i Danmark.

En væsentlig grund til i det hele taget at interessere sig for kriminalitet begået i de meget unge al­

dersgrupper er, at det er her, det starter. De indikationer, vi er i besiddelse af, tyder på, at unge i 12­

14 års alderen dels gennemgående ved, hvad det er, de foretager sig, dels at det netop er i disse al­

dersgrupper, begåelsen af kriminalitet mængdemæssigt for alvor begynder at spille en rolle. Samti­

dig ved vi, at jo tidligere kriminaliteten starter, desto større er risikoen for, at den vil fortsætte, og at det udvikler sig i mere alvorlig retning.

Det er derfor helt afgørende, at man forskningsmæssigt interesserer sig for de unges kriminalitet – ikke mindst af hensyn til børnene og de unge selv.

I 1979 gennemførtes en såkaldt selvrapporteringsstudie blandt elever i folkeskolens 8. klasser i Gladsaxe kommune. Projektet er blevet kendt som "Gladsaxe-undersøgelsen". Undersøgelsen og den rapport, der beskrev undersøgelsens resultater, fik stor betydning i 1980´erne for forståelsen af ungdomskriminalitetens baggrund, og for de tanker og beslutninger, der blev truffet på det krimi­

nalpræventive område.

Ti år senere – i 1989 – blev der foretaget en tilsvarende ungdomsundersøgelse blandt elever i folke­

skolens 8. klasser i Gladsaxe kommune. Herudover supplerede man materialet med en undersøgelse blandt unge i en række nordjyske landdistrikter. I 1990 suppleredes disse to undersøgelser med en undersøgelse i Allerød kommune. Disse 1989/90 undersøgelser, og den bog der beskriver resulta­

terne af disse undersøgelser, blev det mest betydende værk om ungdomskriminaliteten indtil da.

Med udgangspunkt i 1979 og 1989/90 undersøgelsernes popularitet og anvendelighed traf Det Kri­

minalpræventive Råd beslutning om at samarbejde med Københavns Universitet og professor, dr.

jur. Flemming Balvig omkring den nye 1999-undersøgelse ”Risikoungdom”. Undersøgelsen er så­

ledes gennemført for tredje gang i Gladsaxe og for anden gang i Allerød og i de nordjyske landdi­

strikter.

De gennemførte undersøgelser har herved etableret et relativt enestående grundlag for at belyse den faktiske ungdomskriminalitets udvikling for gruppen af 14-15 årige i Danmark gennem de seneste 20 år.

"RisikoUngdom" er i sit indhold og i sin grundlæggende måde at anskue og analysere tingene på både sociologisk og statistisk, men den er – for at kunne nå den størst mulige læserkreds - søgt skrevet med anvendelse af mindst mulig abstrakt sociologisk teoretisering og mindst mulig brug af statistiske fagtermer.

Det Kriminalpræventive Råd og Københavns Universitet har oplevet et meget massivt træk på un­

dersøgelsen fra politisk side, fra medierne og fra de mange aktører, der i kraft af deres daglige job eller frivilligt, bidrager til en solid kriminalpræventiv indsats i Danmark. Hertil kommer en stor international interesse for undersøgelsens metode og resultater.

4.7.3. Undersøgelsens metode

Den grundlæggende metode i undersøgelsen betegnes som et selvrapporteringsstudie. Denne meto­

de er en af de mest velegnede til at fastlægge omfanget af større børn og unges eventuelle kriminali­

tet.

Metoden består i ved hjælp af et omfattende spørgeskema at stille en række spørgsmål vedrørende kriminalitet, om hvorvidt de unge har begået forskellige former for kriminalitet, omfanget af dette, tid og sted for den kriminelle handling samt eventuelt, hvorfor det er sket.

Erfaringer fra tidligere undersøgelse siger, at denne metode giver meget pålidelige og gyldige in­

formationer om børne- og ungdomskriminaliteten. Et selvrapporteringsstudie gør det muligt at kort­

lægge den faktiske kriminalitet i relation til gerningsmandens øvrige sociale forhold såsom skole­

forhold, fritidsforhold og familieforhold mv.

Hovedformålet med undersøgelsen har været at sammenligne med tidligere undersøgelser for at få et billede over kriminalitetens udvikling over tid. De tidligere undersøgelser er som nævnt Gladsa­

xe-undersøgelsen fra 1979 og Allerød-undersøgelsen fra 1989, der nu suppleres med en 1999­

undersøgelse.

Ungdomsundersøgelsen 1999 blev foretaget i tre områder af landet i "storbyen" (forstadskvarteret Gladsaxe), i "byen" (Allerød) og i landsbyen/på landet (Nordjylland), hvor elever fra 8. og 9. klasse deltog i spørgeskemaundersøgelsen.

Selve spørgeskemaet er stort set det samme som i de foregående undersøgelser fra 1979 og 1989 for at have et sammenligneligt grundlag. Spørgsmålene vedrørende vold er nye i denne undersøgelse.

Ud over spørgsmål om fritidsvaner og erfaringer med kriminalitet indeholder spørgeskemaet spørgsmål om forholdet til skolen, til familien, til alkohol, tobak, stoffer og vold samt forventninger

mitet og frivillighed. Såvel børn som forældre har skullet give en form for samtykke vedrørende deltagelsen i undersøgelsen. Selve udfyldelsen af spørgeskemaet er foregået under eksamenslignen­

de forhold en dag, som de unge ikke kendte på forhånd.

En væsentlig del af metoden i undersøgelsen er defineringen og afgrænsningen af begreber, hvor et af de mest centrale begreber er kriminalitet. I denne undersøgelse er der taget udgangspunkt i den terminologi, der blev brugt i 1989 i Allerød-undersøgelsen, hvorefter ungdomskriminalitet bliver afgrænset og grupperet som følger:

- De lovlydige omfatter unge, som aldrig nogensinde har begået tyveri/røveri eller som højst en enkelt gang har stjålet penge, cigaretter eller spiritus fra forældrene.

- Flertallet omfatter unge, som har begået mindre alvorlige tyverier. Alle unge i denne gruppe har overtrådt en eller flere af straffelovens regler, men ingen har begået indbrudstyverier, biltyverier eller røverier.

- De erfarne er unge, som 1-2 gange har begået relativt alvorlige tyverier, dvs. indbrudstyverier, biltyveri og/eller røveri. I praksis drejer det sig i de fleste tilfælde om indbrudstyveri.

- Gengangerne, er unge som 3 eller flere gange har begået relativt alvorlige tyverier, dvs. ind­

brudstyverier, biltyverier og eller røverier. I de fleste tilfælde drejer det sig om indbrudstyverier.

Endvidere anvendes der af og til en mere sammenfattende gruppering, hvor de fire grupper slås sammen til to:

De ikke kriminelle = de lovlydige + flertallet De kriminelle = de erfarne + gengangerne

Der henvises i øvrigt til bilag 5, hvor der er vedlagt en grafisk fremstilling af grupperinger af de unge i de 4 kriminalitetsgrupper. Besvarelsesprocenten i undersøgelsen var på 87 pct., hvilket må betegnes som en høj og tilfredsstillende besvarelsesprocent.

Undersøgelsen har ligeledes været igennem en omfattende pilotfase, hvor forskellige problematik­

ker vedrørende spørgeskemaet, spørgsmålenes anvendelighed, elevernes ærlighed i besvarelserne har været grundigt gennemprøvet. På denne baggrund er undersøgelsens resultater såvel pålidelige som gyldige vedrørende kriminalitet blandt børn og unge.

4.7.4. Undersøgelsens hovedresultater og –konklusioner

"RisikoUngdom, Ungdomsundersøgelsen 1999" indeholder i lighed med rapporterne fra henholds­

vis 1979 og 1989 en lang række konklusioner og resultater, som vil være af stor betydning i det fremtidige arbejde med forebyggelse og bekæmpelse af kriminalitet blandt børn og unge.

Det har ikke på en dækkende måde været muligt at komprimere undersøgelseskonklusionerne i kor­

tere form, end det rent faktisk allerede er gjort i rapportens kapitel 6, Sammenfatning og konklusi­

on. Kapitlet vedlægges derfor i sit fulde omfang som bilag 5.

Der kan dog med udgangspunkt i de tre gennemførte undersøgelser opstilles følgende meget gene­

relle billede af børne- og ungdomskriminalitetens udvikling i Danmark fra 1979-1999:

- Der har været et kontinuerligt fald i den almene børne- og ungdomskriminalitet gennem de se­

neste 20 år

- Der er især sket en markant vækst i antallet af meget lovlydige unge

- Andelen af "egentlig" kriminelle unge har ikke ændret sig meget i perioden

- Især er der ikke sket et fald i andelen af kriminelle gengangere, hvilket reelt vil sige, at recidivet er steget

- Der er sket en polarisering, adfærds-, holdnings- og normmæssigt. Populært er de hvide blevet hvidere og de sorte sortere

- Alkohol er blevet et (mere) alment ungdomsstof. Indtagelse af stærk alkohol er måske endog blevet "vinderadfærd" blandt unge

- Rygning (af tobak og især hash) er omvendt blevet "taberadfærd" blandt unge - Volden er generelt blevet mindre udbredt

- Volden er (nu) mindre blandt storbyungdom end blandt unge på landet

- Volden er blevet (mere) subkulturel og livsstilsbaseret, men er (stadig) meget sjældent bande­

baseret. Vold er blevet "taberadfærd" blandt unge

5.2.1. Det kommunale beredskab

De udvalgte politikredse er for det første blevet spurgt om, hvorvidt der er problemer med hensyn til at aflevere unge lovovertrædere til de sociale myndigheder, f.eks. om natten, og om det giver anledning til praktiske problemer, at politikredsen omfatter flere kommuner, således at der eventuelt skal tages kontakt til forskellige kommuner, hvis sagen angår en gruppe af unge.

I ingen af de hørte politikredse er der peget på større praktiske problemer med hensyn at aflevere unge lovovertrædere til de sociale myndigheder, og der er i de fleste kommuner etableret et godt og velfungerende døgnberedskab, således at politiet næsten altid kan komme i kontakt med de sociale myndigheder.

I høringssvaret fra Politimesteren i Århus peges der på, at et af socialcentrene i Århus Kommune har organiseret sig med direkte udpegede kriminalitetsmedarbejdere, der har ansvaret for afhøringer og den daglige kontakt til politiet i arbejdet med børn og unge, og at denne organisationsform synes at have en positiv effekt på samarbejdet.

Politimesteren i Esbjerg peger på, at Esbjerg by, dels på grund af sin størrelse og dels på grund af placeringen af en døgninstitution for børn og unge i byens centrum, tiltrækker unge kriminelle, der er tilmeldt folkeregisteret i kommuner uden for Esbjerg politikreds. I de tilfælde, hvor den lokale sociale bagvagt ikke ønsker at bistå politiet, har politiet haft problemer med at få kontakt til de rele­

vante personer i de unges hjemkommuner, og politiet er i sådanne sager kommet til at fungere som koordinator mellem kommunerne.

5.2.2. Reaktionerne i det sociale system

De udvalgte politikredse er endvidere blevet spurgt, om de sociale myndigheder set fra politiets side reagerer adækvat i forhold til unge kriminelle, som de retshåndhævende myndigheder afleverer til dem – både for så vidt angår børn under 15 år og unge over 15 år, og for de sidstnævnte både før dom (f.eks. anbringelse uden for hjemmet) og efter dom (f.eks. fuldbyrdelse af betinget dom med vilkår om foranstaltninger efter serviceloven, reaktioner i forbindelse med vilkårsovertrædelser mv.).

I høringssvaret fra Politimesteren i Odense anføres det, at der ikke i kommunerne mangler vilje til at medvirke til løsningen af problemerne med unge kriminelle, men at der er utilstrækkelige res­

sourcer og mangel på institutionspladser til mere indgribende og længerevarende foranstaltninger over for utilpassede unge. Det anføres i den forbindelse, at de sociale myndigheder af disse grunde

Der mangler endvidere efter politimesterens opfattelse sociale tvangsmidler samt en adækvat pæda­

gogik over for målgruppen, ikke mindst de mange unge af anden etnisk herkomst. Politimesteren i Randers anfører ligeledes, at der har været tilfælde, hvor det er politiets vurdering, at den unge bur-de have været fjernet fra hjemmet, men at økonomiske overvejelser har været afgørenbur-de for, at bur-det ikke er sket.

Politimesteren i Esbjerg peger på, at de sociale myndigheder set fra politiets side i visse tilfælde reagerer for sent i forhold til konstaterede problemer. Dette opleves bl.a. i tilfælde, hvor de unge kommer fra en mindre kommune, der ikke er vant til at beskæftige sig med tunge sociale problemer.

I høringssvarene fra politimestrene i Odense, Glostrup, Aalborg og Randers peges der på, at kom­

munerne er for tilbageholdende med at indberette vilkårsovertrædelser (f.eks. vilkår til en betinget dom eller et tiltalefrafald) til politiet, og at sagerne dermed ikke bliver forelagt domstolene. Politi­

mesteren i Odense begrunder denne tilbageholdenhed med, at domstolenes reaktionsmulighed over for en vilkårsovertrædelse alene består i en ”tom trussel om frihedsstraf”, og at der derfor ikke i kommunerne findes anledning til at indberette vilkårsovertrædelser.

5.2.3. Vilkår om hjælpeforanstaltninger

Til spørgsmålet om, hvorvidt de sociale myndigheder positivt bidrager med forslag til, hvilke vilkår om hjælpeforanstaltninger der eventuelt bør knyttes til et tiltalefrafald eller en betinget dom, er sva­

rene fra politikredsene generelt positive.

Politimestrene i Odense, Glostrup og Randers har tilføjet, at der i for få sager foreslås individuelle vilkår, og at der dermed alene bliver tale om standardvilkår om undergivelse af foranstaltninger efter serviceloven og krav om efterkommelse af forskrifter fra kommunen. Politimestrene i Glostrup og Randers anfører endvidere, at sagsbehandlingstiden hos kommunerne ofte forekommer langva­

rig.

5.2.4. Behandling efter løsladelse

Politikredsene er endvidere anmodet om at tage stilling til spørgsmålet om, hvorvidt de sociale myndigheder, i de få tilfælde, hvor unge mellem 15 og 18 år idømmes en ubetinget fængselsstraf, på tilfredsstillende måde tager hånd om de pågældende efter løsladelse.

Politidirektøren i København og politimestrene i Roskilde, Esbjerg, Glostrup, Ålborg har oplyst, at de ikke kender til eller i øvrigt ikke er i besiddelse af oplysninger vedrørende spørgsmålet om kon­

takten fra sociale myndigheder til unge mellem 15 og 18 år, der løslades efter afsoningen af en ube­

tinget fængselsstraf.

Politimesteren i Odense er af den opfattelse, at de sociale myndigheder ikke iværksætter længereva­

rende gennemgribende foranstaltninger i forhold til unge under 18 år, der løslades efter afsoning.

Politimesteren bemærker i den forbindelse, at der i forhold til disse unge forgæves har været søgt iværksat så mange hjælpeforanstaltninger, at samarbejdet mellem parterne er ødelagt, og den på­

gældende unge er ”opgivet”, og at det ikke er muligt at motivere den unge til samarbejde inden for de gældende rammer.

5.2.5. Behovet for yderligere pladser

Politikredsene er herudover blevet spurgt om, hvorvidt der er tilstrækkeligt med pladser på sikrede institutioner og døgninstitutioner til at dække behovet for varetægtssurrogatpladser og afsoning ef­

ter straffelovens § 49, stk. 2.

Det er generelt opfattelsen i høringssvarene, at der er et utvivlsomt behov for flere pladser på sikre­

de afdelinger.

Politimesterforeningen har i et brev af 13. oktober 2000 til Justitsministeriet oplyst, at det er van­

skeligt at give et præcist skøn over, hvor mange pladser der er nødvendige, men at behovet for så vidt angår pladser til placering af unge i varetægtssurrogat vurderes til ca. 20 pladser på landsplan.

Politimesterforeningen anfører endvidere, at der bør sikres en geografisk fordeling af disse pladser, der tillige med de nuværende pladser, tilgodeser behovene for ikke mindst storkøbenhavnske, fyn­

ske og østjyske politikredse.

5.2.6. Politiets tilbageholdelsesbeføjelse

Politikredsene er endelig blevet spurgt om, hvorvidt manglen på udtrykkelige regler i forbindelse med tilbageholdelse, afhøring mv. af lovovertrædere under 15 år giver anledning til problemer.

Politidirektøren i København og politimestrene i Odense, Aalborg, Roskilde, Esbjerg og Randers har anført, at dette spørgsmål ikke eller kun sjældent har givet anledning til problemer.

Politimestrene i Århus og Glostrup har oplyst, at dette spørgsmål giver anledning til problemer, og at der er behov for udtrykkelige regler for politiets efterforskning af kriminalitet begået af unge un­

der 15 år.

5.3.1. Det kommunale beredskab

Kommunerne i de udvalgte politikredse er for det første blevet spurgt om, hvorvidt der er problemer med hensyn til at aflevere unge lovovertrædere til de sociale myndigheder, f.eks. om natten. Kom­

munerne er i den forbindelse blevet anmodet om at vurdere, om det giver anledning til praktiske problemer, at politiet eventuelt skal tage kontakt til forskellige kommuner, hvis sagen angår en gruppe af unge.

Heller ikke de hørte kommuner peger på eksistensen af praktiske problemer med hensyn at aflevere unge lovovertrædere til de sociale myndigheder, og der er i de fleste kommuner etableret et godt og velfungerende døgnberedskab, således at de sociale myndigheder altid kan kontaktes af politiet.

Blandt andet i Københavns Kommune er der med udgangspunkt i Den Sociale Døgnvagt udarbejdet et beredskab, hvorefter det altid er muligt at få en repræsentant for de sociale myndigheder til stede ved afhøring af børn og unge. Det er endvidere altid muligt at få de sociale myndigheder til at af­

lægge hjemmebesøg, ligesom det altid er muligt at få kontakt til en embedsmand eller eventuelt formanden for børn- og ungeudvalget til at træffe alle nødvendige (foreløbige) beslutninger.

I mindre kommuner er der ofte etableret fælleskommunale beredskaber, hvor en kommune fungerer som fælles døgnvagt og handler på vegne af de øvrige kommuner.

5.3.2. Reaktionerne i det sociale system

Kommunerne er endvidere blevet spurgt om, hvordan og hvor hurtigt kommunen reagerer i forhold til henvendelser fra politiet i konkrete sager med unge lovovertrædere, både over og under 15 år og for de over 15-årige, både før og efter en eventuel domfældelse. Kommunerne er i den forbindelse blevet anmodet om at identificere eventuelle problemer i forhold til såvel en hurtig som en relevant reaktion fra kommunens side, herunder i hvilket omfang politiet bidrager med relevante løsninger.

Århus Kommune har peget på, at det er vigtigt for at modvirke en begyndende kriminel løbebane, at de sociale myndigheder hurtigst muligt kommer i kontakt med den unge og dennes familie, således at der kan foretages en undersøgelse og vurdering af behovet for hjælpeforanstaltninger.

Randers Kommune har anført, at der i sager om anbringelse uden for hjemmet kan forekomme ven­

tetider, og at denne ventetid er uhensigtsmæssig, idet den unge ofte er mere motiveret for et ind­

greb, hvis det kan iværksættes i umiddelbar forlængelse af den begåede kriminalitet. Greve Kom­

mune peger ligeledes på, at der kan være ventetider i forbindelse med anbringelser uden for hjem­

met, og at det derfor kan være nødvendigt at iværksætte midlertidige foranstaltninger.

I Esbjerg Kommune er der i samarbejde med kriminalforsorgen etableret et stående samråd vedrø­

rende unge lovovertrædere i alderen 15 til 18 år. Samrådet består af en repræsentant for kriminalfor­

sorgen og kommunens børn- og ungekonsulent. Herudover indkaldes den familierådgiver, der har eller skal have kontakten til den unge og dennes familie. Andre fagpersoner med et særligt kend­

skab til den unge kan også indkaldes. Formålet med samrådet er, at der med afsæt i den unges sam­

lede situation kan laves en sammenhængende plan, der kan indgå i forbindelse med rettens behand­

ling af sagen. Planen tilrettelægges som udgangspunkt således, at den unge får hjælp til at stoppe sin kriminelle løbebane, mærker nogle konsekvenser af sine handlinger og typisk undgår at komme i fængsel.

Samrådet fungerer efter Esbjerg Kommunes opfattelse godt, og der er i almindelighed enighed mel­

lem kriminalforsorgen og kommunen om såvel de konkrete planer som den efterfølgende udmønt­

ning og opfølgning, herunder enighed om arbejdsfordelingen mellem kommune og kriminalforsorg.

Esbjerg Kommune anfører dog, at politiet i sin kontakt til de unge ikke altid er tilstrækkelig op­

mærksomme på muligheden for at iværksætte samråd.

I Odense Kommune er der etableret et system, som skal sikre, at en ung under 18 år, der begår sin første kriminelle handling, umiddelbart (inden for en uge) får besøg af en repræsentant fra kommu­

nen. I forbindelse med dette besøg afklares det, om der er behov for iværksættelse af foranstaltnin­

ger.

Solrød Kommune peger på, at politiet kan bidrage til en hurtigere reaktion over for den unge ved en hurtigere sagsbehandling.

Roskilde Kommune har peget på, at der går for lang tid, før den unge og socialforvaltningen får besked om, hvornår sagen skal behandles i retten, og at berammelsestiderne ved domstolene er for lange. Herudover giver travlhed hos politiet og de sociale myndigheder anledning til problemer i forhold til planlægningen og i forhold til indsatsen. Denne ventetid skaber usikkerhed hos den unge og forældrene og kan give problemer i forhold til at fastholde et bæredygtigt samarbejde og bevare motivationen hos den unge. Roskilde Kommune peger endvidere på, at det kan være vanskeligt at finde et egnet tilbud til den unge, enten i form af anbringelsessted eller i form af et dagtilbud.

Ålborg Kommune har peget på, at det kan være vanskeligt at finde socialpædagogiske tilbud til un­

ge under 18 år med misbrugsproblemer.

In document Januar 2001 Ekspertgruppen om ungdomskriminalitet U N G D O M S K R I M I N A L I T E T O M R A P P O R T (Sider 94-146)