Kapitel 6: Ekspertgruppens overvejelser vedrørende unge lovovertræ-
6.4. Den nærmere udformning af en ungdomssanktion
�
6.4.1. Målgruppe
Målgruppen for en ny ungdomssanktion bør efter ekspertgruppens opfattelse ikke kun fastlægges ud fra den kriminalitet, der begås, men også i lyset af behovet for en længerevarende, socialpæda
gogisk behandling.
På den baggrund kan der opstilles fire kriterier med henblik på afgrænsning af den personkreds, som ungdomssanktionen skal kunne anvendes over for: Et objektivt alderskriterium, et kriterium, der knytter sig til gerningsmandens personlige forhold (”social profil”), et kriterium, der angår kri
minalitetens art (kriminalitetskravet), og endelig et kriterium, der knytter sig til den straf, den unge lovovertræder ellers ville blive idømt (strafkravet).
Ungdomssanktionen tager sigte på unge, der er fyldt 15 år, og som endnu ikke er fyldt 18 år. Det er alderen på gerningstidspunktet, der er afgørende. Afviklingen af ungdomssanktionen kan – uanset om den unge giver samtykke – strække sig ud over det fyldte 18. år. Da ungdomssanktionens varig
hed er på 2 år, vil afviklingen af den række ud over det 18. år i alle de tilfælde, hvor den unge er 16 år eller 17 år på domstidspunktet.
I praksis vil det formentlig i almindelighed ikke komme på tale, at idømme en ungdomssanktion, hvis den tiltalte på domstidspunket er fyldt – eller forholdsvis kort tid efter fylder – 18 år. Man kan dog forestille sig tilfælde, hvor de personlige forhold – herunder den tiltaltes mangel på modenhed – taler for ungdomssanktion i stedet for en fængselsstraf.
Det er af afgørende betydning, at myndighederne prioriterer en hurtig behandling af sager, hvor idømmelse af ungdomssanktion kommer på tale. I det omfang en byretsdom, der lyder på ungdoms
sanktion, af den dømte ankes til landsretten, bør der lægges særlig vægt på en hurtig behandling, således at den unge ikke i mellemtiden bliver for ”gammel” til ungdomssanktionen.
For så vidt angår den ”sociale profil” er målgruppen kendetegnet ved, at der er tale om unge med markante tilpasningsproblemer, dvs. unge med mangelfuldt udviklet evne til at skabe normale sociale relationer, besvær med at orientere sig i normale sociale sammenhænge og ofte præget af et højt angstniveau med deraf følgende uhensigtsmæssige og grænseoverskridende reaktionsformer, herunder kriminelle handlinger af særlig voldsom eller voldelig karakter. Deres adfærd er i mange tilfælde karakteriseret ved, at de – typisk i forbindelse med, at de færdes i grupper – ved truende eller lignende aggressiv adfærd optræder på en måde, der skaber frygt og utryghed i de områder, hvor de færdes.
Anvendelse af ungdomssanktionen forudsætter, at foranstaltningen må anses for formålstjenlig til at imødekomme den unges særlige behov for behandling, og hovedformålet med ungdomssanktionen vil være at varetage det individualpræventive formål med at straffe: At undgå at den unge begår ny kriminalitet. Det vil således være en forudsætning for anvendelse af ungdomssanktionen, at den unge efter en individuel vurdering ikke findes uegnet til behandling. Det forudsættes, at der kun helt undtagelsesvis kan blive tale om erklære en ung, der opfylder den ”sociale profil”, for uegnet til behandling. Det er ikke en betingelse for idømmelse af ungdomssanktionen, at den pågældende giver samtykke til foranstaltningen. Der henvises til ekspertgruppens overvejelser om samtykke- og egnethedsspørgsmålet ovenfor under afsnit 6.3.2.
For så vidt angår kriminalitetens art, er det navnlig tanken, at ungdomssanktionen skal anvendes ved grovere personfarlig kriminalitet, f.eks. vold, røveri og voldtægt. Ungdomssanktionen skal endvidere kunne anvendes i tilfælde af anden alvorlig kriminalitet, herunder mere omfattende berigelseskriminalitet, brugstyverier eller hærværk. Det indgår i grovhedsvurderingen, hvis kriminaliteten er begået i forening med andre, jf. straffelovens § 80, stk. 2.
Hvad endelig angår strafkravet, bør ungdomssanktionen kunne anvendes i sager, hvor domstolene i dag ville idømme en ubetinget fængselsstraf i intervallet fra 30 dage op til ca. 1 år. Det bør dog ikke være udelukket at anvende sanktionen over for unge, der står til en lidt længere ubetinget fængselsstraf, f.eks. på 1 år og 6 måneder, hvis ungdomssanktionen anses for mere formålstjenlig end almindelig fængselsstraf. Den angivne overgrænse gælder også for kombinationsdomme efter straffelovens § 58, stk. 1. Er alternativet til en ungdomssanktion en kombinationsdom på 2 års fængsel, hvoraf 1 år og 6 måneder gøres betinget, forudsættes der således ikke idømt en ungdomssanktion. Derimod bør der kunne idømmes en ungdomssanktion, hvis alternativet er
Når overgrænsen her ikke foreslås fastsat til f.eks. fængsel i 2 år, skyldes det bl.a., at der ved straffe af denne længde over for unge lovovertrædere vil tale om meget grov eller gentagen kriminalitet, hvor ubetinget fængselsstraf er forskyldt. Som det fremgår af kapitel 3, afsnit 3.1.3.4. og 3.1.3.5., indebærer en ubetinget fængselsstraf ikke uden videre, at den unge skal afsone straffen i et fængsel.
Udgangspunktet er, at straffen helt eller delvis afsones uden for fængselsregi, f.eks. i en social institution, medmindre afgørende hensyn til retshåndhævelsen taler imod det, jf. straffelovens § 49, stk. 2, der pr. 1. juli afløses af § 78, stk. 2, i straffuldbyrdelsesloven. Dette giver mulighed for at tilrettelægge et afsoningsforløb, der tager hensyn til den unges behov for socialpædagogisk behandling, jf. herved f.eks. beskrivelsen af Ringe-projektet ovenfor i kapitel 2.
Med hensyn til angivelsen af en undergrænse bemærkes, at hvis sagen kan afgøres med bøde, tiltalefrafald (eventuelt med ungdomskontrakt) betinget dom uden straffastsættelse eller dom til samfundstjeneste, så kommer ungdomssanktion ikke på tale. Disse sanktionstyper vil dog næppe være relevante i forhold til unge, der både opfylder den ovenfor beskrevne sociale profil og kriminalitetskravet.
6.4.2. Ungdomssanktionens nærmere indhold 6.4.2.1. De enkelte elementer i ungdomssanktionen
Hovedindholdet i en ny ungdomssanktion bør bestå i et længerevarende socialpædagogisk behand
lingsforløb (”dom til socialpædagogisk behandling”).
Retten bør i den forbindelse kunne knytte pålæg til behandlingsdommen svarende til de vilkår, der kan knyttes til en betinget dom efter straffelovens § 57.
At der er tale om pålæg – og ikke blot vilkår – indebærer, at afgørelsen (inklusiv pålægget om insti
tutionsophold) kan gennemføres umiddelbart efter sit indhold. Herved adskiller det sig fra, hvad der gælder for vilkår i en betinget dom. Opfylder den dømte ikke et vilkår i eller i henhold til en betin
get dom om f.eks. institutionsophold, kan vilkåret ikke gennemtvinges ved, at politiet afhenter den pågældende og bringer ham eller hende ind på institutionen. Vilkårsovertrædelsen har alene den virkning, at sagen kan indbringes for retten med henblik at fastsætte en reaktion over for vilkårs
overtrædelsen, eventuelt ved at fastsætte eller udløse en (friheds)straf for den eller de lovovertræ
delser, der førte til den betingede dom.
For så vidt angår de overordnede tidsmæssige rammer bør ungdomssanktionen have en varighed på 2 år.
Ungdomssanktionen forudsættes indledt med et ophold på en døgninstitution efterfulgt af et længerevarende kontrolleret forløb med en intensiv socialpædagogisk indsats. Henset til den særlige målgruppe for sanktionen bør det være udgangspunktet, at den unge indledningsvis anbringes på en sikret afdeling.
Formålet med det indledende institutionsophold er dels umiddelbart gennem fjernelse fra lokalmil
jøet at få standset den unges kriminelle handlinger, dels at tilvejebringe grundlaget for den videre socialpædagogiske behandling, herunder for en individuel handlingsplan, som opstiller en række krav til den unge med hensyn til skolegang eller uddannelse, arbejde, bolig, fritidsaktiviteter og lignende.
Varigheden af det indledende ophold i en sikret institution bør formentlig i almindelighed være på 2 måneder svarende til den normale varighed af en socialpædagogisk observation efter den sociale lovgivning.
Hvis særlige omstændigheder taler for, at der kun er behov for et indledende ophold af kortere va
righed i en sikret afdeling, kan det i dommen fastsættes, at det indledende ophold i sikret institution har en varighed på indtil 2 måneder. Hvis der omvendt skønnes at være behov for et længere indle
dende ophold end 2 måneder i sikret afdeling, bør dommen også give mulighed for det, f.eks. ved at det indledende ophold i sikret afdeling kan udtrækkes indtil 4 måneder.
Efter afviklingen af det indledende institutionsophold skal den unge som udgangspunkt anbringes under lempeligere former – f.eks. på en (ikke sikret) døgninstitution eller et egnet opholdssted – samtidig med, at den unge søges yderligere aktiveret med undervisning og/eller arbejde. Varigheden af dette ophold bør i almindelighed være på indtil 12 måneder, således at det samlede institutions
ophold er på omkring 14 måneder.
En tredje periode foregår i ambulant regi med tilsyn af de sociale myndigheder. Varigheden af den-ne periode afhænger af den samlede varighed af institutionsopholdet. Hvis overgangen til den am
bulante fase sker efter et indledende ophold i sikret afdeling på 2 måneder efterfulgt af et ophold på almindelig døgninstitution i 12 måneder, vil den ambulante periode få en varighed på 10 måneder, medmindre der sker tilbageførsel til institution.
Det bør med hjemmel i dommen være muligt at føre den dømte tilbage til sikret institution, hvis det viser sig, at den pågældende (endnu) ikke kan håndtere de friheder, der er forbundet med ophold i en almindelig (ikke sikret) døgninstitution eller opholdssted. For det samlede ophold i sikret institu
tion som led i en ungdomssanktion bør der dog gælde en længstetid. Denne længstetid, hvori også medregnes det indledende ophold på typisk 2 måneder i sikret afdeling, kan passende fastsættes til
Tilsvarende bør den dømte kunne genanbringes i almindelig døgninstitution efter at være overgået til den ambulante fase, hvis det viser sig nødvendigt for at gennemføre den socialpædagogiske be-handling. Ekspertgruppen har fundet, at der ud over den nævnte længstetid på 1 år for ophold i sik
ret institution også bør fastsættes en længstetid for det samlede institutionsophold omfattende både ophold i sikret afdeling og ophold i almindelig døgninstitution/egnet opholdssted. Denne længstetid foreslås fastsat til 1½ år. Har den unge forud for overførsel til den ambulante fase f.eks. opholdt sig 6 måneder i sikret afdeling – eventuelt ad flere gange - og i 12 måneder i døgninstitution, er der ikke længere mulighed for tilbageførsel i henhold til den idømte ungdomssanktion, idet muligheden for institutionsophold i en sådan situation er opbrugt. Et eventuelt institutionsophold i en sådan situ
ation må i givet fald bygge på servicelovens regler.
Afgørelse om tilbageførsel i henhold til den idømte ungdomssanktion bør træffes af de kompetente sociale myndigheder (dvs. hjemkommunen og – ved tilbageførsel til sikret afdeling – tillige det amt, hvor den sikrede afdeling er beliggende). Eftersom afgørelsen træffes med hjemmel i en bemyndi
gelse i dommen, forudsætter tilbageførsel ikke, at de almindelige betingelser for anbringelse uden samtykke i den sociale lovgivning er opfyldt, ligesom der ikke er klageadgang gennem det sociale ankesystem. Betingelsen for tilbageførsel er – som for idømmelse af ungdomssanktion i det hele taget – at det må anses for formålstjenligt for at forebygge yderligere lovovertrædelser. Som ek
sempler på forhold, der kan føre til tilbageførsel, kan nævnes ny kriminalitet og ”springture”. For så vidt angår betydningen af ny kriminalitet henvises til afsnit 6.4.7. nedenfor.
Ekspertgruppen finder henset til indgrebets intensive karakter, at den dømte bør kunne forlange domstolsprøvelse, hvis det efter overførslen fra sikret afdeling til almindelig (åben) døgninstitution eller opholdssted eller til ambulant behandling med hjemmel i dommen besluttes at tilbageføre den dømte til sikret afdeling inden for rammerne af de længstetider, der gælder. Tilsvarende bør der være adgang til domstolsprøvelse ved en eventuel tilbageførsel til en (åben) social døgninstitution eller opholdssted efter overgang til den ambulante fase, eller hvis der af de sociale myndigheder træffes bestemmelse om forbliven i institution ud over de i dommen fastsatte tider for institutions
ophold.
Det foreslås, at indbringelse af sagen for retten ikke har opsættende virkning i forhold til afgørelsen om tilbageførsel til sikret afdeling eller overførsel fra ambulant behandling til anbringelse på en døgninstitution/opholdssted.
�
For at sikre en nogenlunde ensartet praksis med hensyn til anvendelsen af ungdomssanktionen bør der af anklagemyndigheden efter drøftelse med de berørte parter fastsættes vejledende retningslinier for udformningen af påstande (og dermed domskonklusioner) om de sædvanligt forekommende varianter af ungdomssanktioner (sådan som der af Rigsadvokaten er fastsat vejledende retnings
linier for foranstaltninger over for visse psykisk afvigende lovovertrædere i cirkulære nr. 234 af 10.
december 1976). Der vil i den forbindelse f.eks. kunne tages stilling til den grad af fleksibilitet, der bør være i angivelsen af de tidsmæssige rammer for ophold i almindelig døgninstitution eller egnet opholdsted.
En foranstaltning kunne f.eks. gå ud på, at den domfældte
• i 2 år undergives tilsyn af kommunen og efter kommunens nærmere bestemmelse undergiver sig socialpædagogisk behandling
• i de første 2 måneder anbringes på en sikret afdeling på en døgninstitution for børn og unge
• og herefter i indtil 12 måneder anbringes på en døgninstitution eller godkendt opholdssted
• i øvrigt efterkommer pålæg fra de sociale myndigheder om opholdssted, herunder tilbageførsel til eller fortsat anbringelse på sikret afdeling, inden for de længstetider, der er fastsat i straffelovens § 74 a, stk. 2, 2. pkt.
Det bemærkes, at varigheden af opholdet i ”almindelig” døgninstitution eller andet godkendt opholdssted, er angivet som ”indtil 12 måneder”. Udvikler den unge sig positivt, er der således mulighed for at overgå til den ambulante fase inden udløbet af de 12 måneder.
Med hensyn til den tidsmæssige udstrækning af ungdomssanktionen bemærkes i øvrigt, at den tid, som den unge forud for dommen måtte have været varetægtsfængslet eller surrogatanbragt, ikke fradrages i længstetiden for den idømte ungdomssanktion. Straffelovens § 86, der alene angår fradrag i idømt frihedsstraf, gælder således ikke i disse tilfælde.
For så vidt angår det behandlingsmæssige indhold i en ungdomssanktion, bør der til brug for sagen af de sociale myndigheder udarbejdes et program/individuel handleplan.
Ved udarbejdelsen skal der tages udgangspunkt i servicelovens regler om en individuel bedømmel
se. Det indebærer, at det er den konkrete udvikling for den enkelte unge, der skal være afgørende for forløbet.
Et program/individuel handleplan, som indgår som element i ungdomssanktionen, bør rumme føl
gende elementer:
• Den skal forholde sig til emotionel udvikling, social adfærd, boglig indlæring og praktiske gø
remål for den unge.
• Sport, beskæftigelse, uddannelse og skole skal indgå som delelementer.
• Kognitive metoder og andre tilsvarende metoder kan anvendes.
• Der skal være tale om lange forløb.
Det centrale er, at der er tale om et individuelt program, som indeholder et langsigtet perspektiv, og hvor der følges op i hele forløbet, f.eks. med hensyn til at foretage de fornødne tilpasninger af pro
grammet.
6.4.2.2. Oplysninger og indstilling fra de sociale myndigheder.
Med hensyn til spørgsmålet om tilvejebringelse af grundlaget for sanktionsfastsættelsen indhenter anklagemyndigheden i forbindelsen med forberedelsen af straffesager mod unge under 18 år oplys
ninger om sigtedes personlige forhold hos de sociale myndigheder i sigtedes opholdskommune. De sociale myndigheder bør i den forbindelse tage stilling til spørgsmålet om, hvorvidt en dom til socialpædagogisk behandling må anses for formålstjenlig, og – som led i den plan, der efter serviceloven er pligt til at udarbejde for unge, der har begået alvorlig kriminalitet – hvilke pålæg, der må anses for formålstjenlige i forhold til den unge.
Indstillingen fra de sociale myndigheder for personer i de sager, hvor en ungdomssanktion kommer på tale, skal indeholde forslag til, hvordan ungdomssanktionen for den pågældende unge bør udformes. De sociale myndigheder bør i den forbindelse (via anklagemyndigheden) indstille til retten, hvor længe den unge bør opholde sig på en sikret døgninstitution, og i hvor lang tid den unge efterfølgende skal være anbragt på en åben institution/opholdssted. Har den unge under sagen været anbragt i varetægtssurrogat i sikret afdeling, og er der her gennemført en pædagogisk observation, der viser, at den pågældende ikke har behov for at være i en sikret afdeling, er der ikke noget til hinder for, at de sociale myndigheder indstiller, at ungdomssanktionen indledes på en almindelig døgninstitution/opholdssted.
Ekspertgruppen har overvejet, om der bør etableres et landsdækkende eller lokale visitationsudvalg (f.eks. med repræsentanter for de sociale myndigheder, døgninstitutioner og kriminalforsorgen), som kunne udtale sig om disse spørgsmål. Ekspertgruppen har imidlertid ikke fundet tilstrækkelig anledning til bryde med den nugældende kompetencestruktur på dette område. Udtalelsen bør derfor udarbejdes af bopælskommunen, og den kan i fornødent omfang forelægges for den amtskommunale ekspertise, inden den sendes til anklagemyndigheden.
Ekspertgruppen skal dog pege på, at der flere steder er oprettet lokale tværsektorielle samråd, og at disse samråd er nyttige med henblik på at sikre, at den enkelte unge visiteres til netop den institution eller det opholdssted, der må anses for bedst egnet i forhold til de behov, den pågældende måtte have for behandling mv.
6.4.2.3. Kompetenceforhold
Det er retten, der træffer afgørelse om, hvorvidt en ung, der er fundet skyldig, er omfattet af mål
gruppen for ungdomssanktionen og således opfylder betingelserne for at blive idømt denne sanktion i stedet for almindelig fængselsstraf.
Retten skal i den forbindelse afgøre, om det må anses for formålstjenligt at anvende ungdomssanktion og som led heri tage stilling til, om den unge helt undtagelsesvis må anses for uegnet til behandling inden for det sociale system. Denne afgørelse træffes på grundlag af indstillingen fra de sociale myndigheder, jf. ovenfor, og i lyset af anklagemyndighedens og forsvarerens påstande og procedurer. Selv om retten ikke formelt er bundet af indstillingen fra de sociale myndigheder, forudsættes det, at der ikke afsiges dom til ungdomssanktion, hvis der foreligger en velbegrundet indstilling fra de sociale myndigheder om, at den tiltalte er uegnet til at modtage en dom til socialpædagogisk behandling.
Kommer retten til det resultat, at der skal idømmes ungdomssanktion, skal retten i dommen fastsætte de overordnede rammer med hensyn til varigheden af institutionsophold og eventuelt andre pålæg, jf. eksemplet på en domskonklusion ovenfor. Også her træffer retten afgørelse på grundlag af indstillingen fra de sociale myndigheder og anklagemyndighedens og forsvarerens påstande og procedurer.
Det behandlingsmæssige indhold fremgår af det program/den handleplan, som de sociale myndigheder har udarbejdet, og som forudsættes at være en del af indstillingen, eventuelt som et bilag.
Den behandlingsmæssige del af programmet angår i princippet fuldbyrdelsen af ungdoms
sanktionen. Dette går retten ikke nærmere ind i – og det har den i øvrigt normalt heller ikke de fornødne faglige forudsætninger for at gøre. Hertil kommer, at handleplanen i sagens natur ikke kan ligge fast en gang for alle. Den skal til stadighed kunne tilpasses. Selv om retten havde kompetence til at godkende de behandlingsmæssige elementer i planen, kunne de sociale myndigheder ikke være afskåret fra efterfølgende at ændre i den uden godkendelse fra retten.
Der kan i øvrigt henvises til bilag 4 til denne rapport, hvor samspillet mellem justitsvæsenet og de sociale myndigheder i forbindelse med forberedelsen af sager, hvor idømmelse af ungdomssanktion kan komme på tale, er beskrevet.
6.4.3. Hurtig behandling
Det er af afgørende betydning, at myndighederne prioriterer en hurtig behandling af sager, hvor idømmelse af ungdomssanktion kommer på tale. Der gælder allerede i dag en pligt til at fremme
surrogat) i sager, hvor idømmelse af ungdomssanktion er aktuel. I sager, hvor den pågældende måtte være på fri fod under domsforhandlingen, er det vigtigt, at både politiet/anklagemyndigheden, de sociale myndigheder og domstolene er opmærksomme på at prioritere en hurtig behandling af sagerne. Der vil være tale om ret få sager, så en meget hurtig behandling af disse sager kan ikke antages at få nogen mærkbar negativ virkning for sagsbehandlingstiden i andre sager.
Behovet for at fremme sådanne sager mest muligt gør sig også – og i endnu højere grad – gældende, hvis sagen ankes til landsretten. Dette gælder for så vidt, uanset om den tiltalte måtte være varetægtsfængslet eller surrogatanbragt i den tid, der går mellem byretsdom og landsretsdom, eller om den pågældende er på fri fod under anken.
Det er endvidere vigtigt, at sanktionen kan iværksættes så hurtigt som muligt efter domsafsigelsen i byretten eller, hvis sagen ankes, i landsretten.
Er den unge anbragt i varetægtssurrogat under sagens behandling, vil sanktionen kunne iværksættes i umiddelbar forlængelse af den endelige dom. Den unge bør i den forbindelse normalt placeres i samme sikrede afdeling, hvor den pågældende har opholdt sig i varetægtssurrogat, således at der ikke behøver ske et miljøskifte. Befinder den unge sig ikke allerede på den sikrede afdeling, hvor afviklingen af ungdomssanktionen skal indledes, men f.eks. er på fri fod eller varetægtsfængslet i et arresthus, forudsætter ekspertgruppen, at den pågældende normalt vil kunne modtages i en sikret afdeling inden for en kortere frist f.eks. 7 dage, jf. ovenfor i afsnit 6.3.3. om modtagepligt.
6.4.4. Spørgsmålet om foranstaltningsændring
Ekspertgruppen har overvejet, om der bør være adgang til anmode retten om at ændre eller ophæve foranstaltningen, før længstetiden er udløbet, svarende til adgangen til at rejse sag om foranstalt
ningsændring efter straffelovens § 72 med hensyn til behandlingsdomme over for psykisk afvigende lovovertrædere.
Henset til, at ungdomssanktionen er tidsbegrænset til 2 år, at den kun i forholdsvis begrænset om-fang forudsættes fuldbyrdet på en sikret afdeling – typisk i form af et indledende ophold på 2 måne
der – at de personlighedsmæssige og sociale forhold, som behandlingen retter sig imod, ikke er af en sådan karakter, at der kan forventes hurtige resultater af behandlingen, og at der i foranstaltnin
gen forudsættes indbygget en sådan fleksibilitet, at den løbende kan tilpasses (herunder navnlig lempes) som led i den socialpædagogiske behandling, er der efter ekspertgruppens opfattelse ikke anledning til at foreslå regler om foranstaltningsændringer. Om betydningen af ny kriminalitet hen-vises til afsnit 6.4.7 nedenfor.
6.4.5. Udgangstilladelse mv.