Myter og konspirationsteorier

Frustration over at kommunerne sætter rammer for flygtningenes strategier bestyrkes af, at de fleste flygtninge ikke kender de love og regler, de er underlagt. For eksempel bad Mary, der var familiesammenført, mig om at undersøge, om hun ikke kunne blive flygtning ligesom sin mand, da familien havde svært ved at få det hele til at løbe rundt økonomisk⁴⁸. Som hun så det, havde hendes mand fået mere hjælp som flygtning, inden han fik sin kone og børn hertil. Derfor tænkte hun, at hun som flygtning ville få det samme, som hendes mand fik, før hun ankom.

Når flygtningene ikke kendte de regler, de var underlagt, forekom det ofte ganske uigennemskueligt, hvorfor kommunen af og til bremsede flygtningenes planer, tvang folk i aktivering eller satte nogle på en lavere overførselsindkomst end andre. Flere flygtninge kunne ikke forstå, hvorfor kommunen forskelsbehandlede folk. Hvorfor fik en familie i nærheden et større hus og større social ydelse end ens egen familie? ”Spiser eller fylder vi måske mindre? Er vi måske ikke mennesker?”, som Mohammad, der var familiefar på starthjælp, flere gange spurgte. Som beskrevet ovenfor vidste alle de flygtninge, jeg har talt med, at det forventes af dem, at de lærer det danske sprog og finder et job. Selv om de kendte integrationsmålet, kendte og forstod de ikke selve Integrationslovens teknikker og indhold – det, der ifølge politikerne skal lede til integration. Derimod kunne de forhold, som politikerne havde udpeget som vejen til integration og indskrevet i lovteksten, der lægger rammerne for flygtningenes liv, synes fuldstændig ulogiske og uforståelige. Hvorfor skal man eksempelvis i aktiveringer, der for flygtningene synes nytte- og udsigtsløse? Gamal fortalte om hans første aktivering, hvor han skulle klippe hække og slå græs rundt om i kommunen. ”Hvad fik jeg ud af det?” spurgte han.

Der var ingen, han kunne tale med, og han fik derfor ikke mulighed for at forbedre sit dansk.

Samtidig mente han ikke, at aktiveringen førte til noget som helst. Aktiveringen var efter hans

48 Da kvinden var ankommet efter ændringerne af Integrationslovens ikrafttræden, fik familien ikke to gange kontanthjælp. Derimod blev kvindens starthjælp nedsat således, at de to forsørgelsesydelser sammenlagt svarede til kontanthjælpen (jf. Lov om aktiv socialpolitik, LBK 709, § 26, stk. 2).

mening ikke en jobmulighed men en aflastning for kommunens ansatte. Flygtningene mødte altså kun de rammer, som Integrationsloven lægger for hvordan og hvis, men fik ikke nogen forklaring på hvorfor. Denne mangel på forklaring af rammernes hvorfor fik ofte flygtningene til at føle sig uforstående over for deres oplevelser af kontakten med kommunen.

Dette manglende kendskab til Integrationslovens indhold og rammer, ledte dog ikke alle flygtninge til en opgivende holdning. Især uvisheden om kommunens næste træk og følelsen af at være blevet forbigået eller snydt giver grobund for en række myter og historier af konspirationsteoretisk karakter. Blandt flygtningene florerede således både vandrehistorier og myter, som alle handlede om hemmeligheder eller skjult information i forskellige dele af samfundet.

En kvinde på introduktionskurset fortalte, at hun i tre måneder havde været i praktik i et firma, hvor hun var blevet lovet at kunne arbejde videre, men hvor hun alligevel aldrig fik et job. Jeg observerede, hvordan denne beretning blev til en vandrehistorie, der cirkulerede blandt flere af flygtningene, der kendte hinanden indbyrdes. De brugte denne beretning til at forklare, hvorfor aktivering og praktik ikke ledte til arbejde. Historien ændrede dog også form, og snart var det ikke tre måneders men tre års gratis arbejde, der alligevel ikke førte til job. Der var også andre mere konspirationsagtige beretninger. Eksempelvis forklarede nogle af flygtningene mig, hvordan gode sagsbehandlere eller jobkonsulenter var blevet fyrede, fordi de hjalp eller forklarede flygtningene for meget. Ideen er her, at man som flygtning ikke må få informationer, og at kommunen med vilje holder oplysninger tilbage. Kamal forsøgte at forstå, hvorfor kommunen og især sagsbehandleren arbejdede mod de strategier, han selv havde for sit liv. Han valgte at se det som om, kommunen havde lagt en række forhindringer ud, som han skulle over.

På den måde forstod han det som om, kommunen ville teste ham, før han kunne få lov til at få en

uddannelse. Nahid og Behzad mente, at der var usynlige kræfter, der ikke vil have flygtninge og indvandrere ind på arbejdsmarkedet. Jeg stødte også på en myte om penge fra FN, som kultursociologen Mehmet Ümit Necef har skrevet om i en kronik (Necef 2004): Kamal forklarede mig, at den socialhjælp, flygtninge får i Danmark, i virkeligheden er betalt af FN. Det er således ikke Danmark, der hjælper flygtningene men FN.

Disse konspirationsagtige ideer om kommunerne, arbejdsmarkedet og den danske stat vidner om, at flygtningene forsøger at skabe en orden i det, de ikke forstår. Necef vælger at tolke ’myten om pengene fra FN’ som et udtryk for, at flygtninge har misforstået situationen. Han mener, at mytens funktion er at ophæve den gæld, flygtningene ellers føler, de står i over for det danske samfund og han mener, at myten er en fortrængning af virkeligheden: ”Flygtningene kan aflæse det implicitte budskab, der ”står” på de ydelser de modtager: Du skal gøre gengæld. Og at gøre gengæld enten kan eller vil de ikke, og derfor opstår myten om ’lønnen fra FN’ ” (Necef 2004).

Hermed får Necef kraftigt antydet, at myten er en dårlig undskyldning for flygtninge til ikke at ville gøre gengæld. Myten kan dog i forhold til mine data anskues anderledes. For Kamals vedkommende betragtede han ikke ’pengene fra FN’ som en undskyldning for ikke at kunne betale tilbage. Han fortalte mig, at historien var sand, og hans ven Ahmad nikkede samstemmende – han var selv overbevidst om historiens rigtighed. I vores samtaler brugte han historien til at forklare, at Danmark slet ikke er så godt og gavmildt et land, som det fremstilles.

Han forklarede mig: ”FN giver landene point for at tage imod flygtninge. Røde kors eller FN giver modtagerlandet 1500 dollars pr. måned til flygtningen”. Han vidste ikke, hvor pengene blev af, for han havde ligesom Ahmad omkring 2700 kr. tilbage i rådighedsbeløb om måneden, når huslejen var betalt. Kamals konklusion var således, at Danmark faktisk snyder og tjener penge på ham og hentydede til, at han ikke havde noget at være taknemmelig for. At Kamal holdt fast i myten om pengene fra FN, fordi han i forvejen var vred på sin sagsbehandler og

Danmark er sandsynligt, men ikke noget jeg med sikkerhed kan afgøre. Derimod finder jeg det langt vigtigere at se Kamals beretning om pengene fra FN, som et udtryk for hans forsøg på at skabe en sammenhæng i det, han oplevede. Han havde ikke oplevet modtagelsen i Danmark positivt men havde fået afvist alle de ideer, han havde, til job og uddannelse. Myten om pengene fra FN var derfor med til at forklare de negative oplevelser: Danmark er ikke en ærlig hjælper men har en skjult agenda.

Konspirationsteorier er et velkendt fænomen i hele verden. Indviklede teorier om, hvordan offentligheden kun får én forklaring af en hændelse, mens hemmelige stats- eller verdensmagthavere forsøger at skjule sandheden, findes i forbindelse med for eksempel Prinsesse Dianas død og USA’s månelanding. Antropologistuderende Anne Skelborg viser, at konspirationsteorier ikke blot er et udtryk for paranoia men en udbredt måde at forstå og fortolke verden på, som gør, at mennesker kan se en mening i det, der ellers forekommer meningsløst (Skelborg 2003: 11). Flygtningenes vandrehistorier og konspirationsteorier er i høj grad udtryk for et forsøg på at forstå og se en mening i noget, som forekommer meningsløst. Når flygtningene oplever, at deres egne initiativer bremses, må der være en skjult forklaring bag. For at vedblive med at bestemme over sig selv, må flygtningene derfor forsøge at finde fornuftige forklaringer på de forhold, de ikke forstår. Antropologen Michael Jackson analyserer, hvordan menneskers liv er en vedvarende kamp for at balancere forholdet mellem at være aktør og blive handlet på (’being actor’ og ’being acted upon’, Jackson 2002: 13). I denne forbindelse understreger han, at det at fortælle er en måde at bevare ”…a sense of agency in the face of disempowering circumstances” (Ibid. 15). Det at fortælle ændrer på balancen mellem at være aktør (fortælleren) og at blive ’acted upon’ (den der bliver udsat for eksempelvis en lovs bestemmelser). Det at fortælle historier er således en måde at håndtere, at verden forsøger at tage

magten fra en (Ibid.). I denne optik kan flygtningenes historier betragtes som et forsøg på at vedblive med at være aktører i deres eget liv og i den verden, de lever i.

Både Kamals historie om pengene fra FN og flere af de andre historier er præget af en decideret mistillid til Danmark og det offentlige system. Som antropolog Nils Bubandt fremhæver, erstatter konspirationsteorier komplekse problemstillinger med en moralsk fortælling om ’godt’

og ’ondt’ (Bubandt 2003). Ligesom gode myter er konspirationsteorier moralske beretninger om en verden, hvor intet sker tilfældigt eller utilsigtet, og hvor onde kræfter lægger planer mod de retfærdige (Ibid. 49). For flygtningene er det altid en ond mening, der ligger bag: Kommunen ved mere end de siger, nogen forsøger at holde flygtninge ude, Danmark får penge til flygtninge, som de selv tager. Flygtningene kommer i disse historier til at fremstå som uskyldige ofre, der trods alt har regnet de andre, de uretfærdige, beregnende eller onde ud.