Ideal og praksis – uoverensstemmelser

Som vist forstod politikerne Integrationsloven som en art problemløsning, der foruden en masse andre hensyn skal integrere flygtningene i det danske samfund. De tænkte især denne problemløsning ud fra teknikker, der fokuserede på tvang, incitament og sanktioner, da flygtningene opfattedes som mennesker, der kun kunne aktiveres ved hjælp af sådanne foranstaltninger. Som jeg har vist, var flygtningene dog selv aktivt optagede af at lære sproget, få et arbejde eller påbegynde en uddannelse men blev ofte bremset i deres strategier for at opnå dette. Flygtningene kom for et stort antal ikke i arbejde⁵³, og mange af dem blev mere og mere frustrerede. Lovens ideal om, at flygtninge igennem en integrationsindsats, der består af starthjælp, sprogundervisning, kontrakter, aktivering osv., hurtigst muligt skal blive selvforsørgende, blev således ikke ført ud i praksis for flygtningene i min undersøgelse. Derimod betød implementeringen, at flygtningene blev passive, aggressive, mistede lysten til at lægge

53 I dag et år efter feltarbejdets afslutning har tre af de informanter, jeg stadig har kontakt med fået arbejde. De fleste står dog fortsat uden arbejde. Jeg har efter feltarbejdet stadig kontakt med ti af flygtningene, da jeg stadig hjælper til

planer for fremtiden og tyede til konspirationshistorier for at forsøge at forstå den situation, de var havnet i, og for at vedblive at være aktører i deres eget liv. Der er dermed en uoverensstemmelse mellem idealet om integration og praksis.

Politikerne mente, at de teknikker, de havde indlagt i Integrationsloven, var velvalgte til at sørge for, at flygtninge blev integrerede. De lagde her især vægt på tvang, incitament og sanktioner ud fra en forståelse af, at flygtningene ikke selv har initiativ men derimod er depriverede og skal opmuntres ved hjælp af incitamentsforanstaltninger (jf. Goul Andersen 2003). Integrationsloven er således præget af et menneskesyn, der fokuserer på dovenskab og modvillighed, som kun kan løses med tvang og incitament. Rets- og samfundsforskeren Mariana Valverde viser, at der ofte indsættes opdragende, moraliserende og terapeutiske foranstaltninger over for arbejdsløse, for at få dem op på niveau med andre frie borgere. De, der ikke har kapaciteten og lysten til at kunne styre sig selv, skal have dette indpodet i deres sjæle, så de kan blive fornuftige borgere, der er i stand til at vælge det rigtige og styre sig selv (Valverde 1996: 362)⁵⁴. På samme måde kan Integrationsloven med dens fokus på incitament og sanktioner opfattes som en form for opdragelse af flygtningene. Som vist ovenfor udpeger politikerne netop disse teknikker, som de dele, der får betydning i praksis, og som skal være med til at sørge for, at Integrationsloven kommer til at virke i praksis. Samtidig er de teknikker, som Integrationsloven benytter, vedtaget med flere intentioner og mål for øje – den har flere brugsformer (jf. s. 78): Den lave starthjælp skal sende et signal til udlændinge uden for Danmark om ikke at komme hertil og over for danskere vise, at flygtningene ikke nyder uden at yde. Den samlede integrationsindsats (aktivering, kontrakt m.m.) skal være med til aktivere flygtningene men samtidig sende et signal til vælgerne om, at der bliver gjort noget, og at flygtningene ikke bare går med hænderne i lommen.

54 Valverde er i høj grad inspireret af Foucaults tanker om governmentality.

Igennem feltarbejdet undrede det mig, at flygtningene, når de udtrykte utilfredshed eller kritik, ikke kritiserede selve det at skulle integreres, gå i sprogskole for at lære dansk, søge arbejde eller tage ekstra uddannelse. Denne undren skyldes mine egne forudfattede antagelser om selve integrationsbegrebet og dets negative betydning for den måde, flygtninge betragtes i Danmark (se eksempelvis Hedetoft 2004). Flygtningene forholdt sig ikke til selve integrationsbegrebet men udtrykte derimod utilfredshed med måden, denne integration skulle forløbe på og især med den måde, kommuner og sprogskoler i praksis ofte ikke levede op til flygtningenes forventninger. Flygtningene havde i Danmark lært, at deres ønsker om at få et job her forudsattes af, at de skulle integreres. De lærte også, at integration ikke bare var noget, der kom, men derimod krævede professionel hjælp. Når denne professionelle hjælp udførtes ud fra Integrationslovens bestemmelser og ikke førte til arbejde og sprogkvalifikationer, blev flygtningene frustrerede og kritiske. Integrationslovens teknikker og kommunernes praksis omkring lovens bestemmelser havde således for flygtningene ofte den modsatte effekt af, hvad politikerne forventede. Eksempelvis kunne Ahmad ikke købe bøger til sit lægekursus, fordi han var på starthjælp. Flygtningene på starthjælp oplevede, at den lave ydelse nærmere hindrede deres muligheder for at komme videre på vejen mod et fast arbejde⁵⁵ på trods af, at politikerne netop så starthjælpen som en god måde at få integrationen til at lykkes på. Generelt oplevede flygtningene ikke lovens ’strammer-kurs’, der implementeredes igennem lovens teknikker, som et incitament til selv at tage initiativer men derimod som en hindring for at komme videre. Disse teknikker kom til at stå i opposition til formålet med integrationen. Den ovenfor beskrevne kløft og ambivalens i idealet kommer til at betyde, at midlerne til integration, det vil sige lovens teknikker, bliver mindst lige så fokuserede på at signalere værdier og holdninger som på at få

55 Dette understøttes af en undersøgelse fra CASA (Center for Alternativ Samfundsanalyse) fra november 2004, der viser, at starthjælpen ikke har ført til stigende beskæftigelse. Undersøgelsen viser, at efter 2 år på starthjælp er kun 27 procent af modtagerne selvforsørgende og tre procent under uddannelse (Information 9. november 2004). CASA

flygtningene i arbejde. Med Sims begreber kommer brugsformerne (de ultimative mål med loven) således til at overskygge funktionerne (de umiddelbare mål om at beskytte velfærd, omfordele ressourcer osv.). Samtidig betyder politikernes fokus på at få loven til at virke gennem stramninger af de teknikker, loven gennemsætter, at disse bliver koncentrerede om tvang og forskelsbehandling og derved overser flygtningenes egne handleevner. Politikernes menneskesyn er således med til at skabe uoverensstemmelse i forhold til de flygtninge, der aktivt selv forsøger at uddanne sig eller finde et job. På denne måde opstår der en uoverensstemmelse mellem idealets teknikker og flygtningenes praksis.

Betragtet i dette lys bliver det tydeligt, at flygtningenes myter og konspirationshistorier ikke kun kan anskues som udtryk for, at de ikke forstod de rammer, Integrationsloven lagde for deres liv.

Derimod kan historierne ses som et udtryk for, at flygtningene fangede noget helt rigtigt. Selv om historierne kunne virke fantasifulde, udtrykte de flygtningenes levede virkelig. Flygtningene forsøgte at gøre det, de skulle: finde job og lære sproget, men de fornemmede alligevel, at de ikke var ønskede og opfattedes med mistillid. Flygtningenes erfaring af uoverensstemmelsen mellem ideal og praksis kom således til udtryk i myter og konspirationshistorier, der tilkendegav deres mistillid.