Integrationsloven som ordenslov

Policy-antropologien, som Shore og Wright præsenterer den, betragter policies – i betydningen et analytisk objekt (jf. s. 2) – som en indgang til at studere moderne regeringsformer og dermed forholdet mellem individet og samfundet. De mener, at policies indfanger hele historien og kulturen i det samfund, der genererer dem. Policies kan dermed bruges som: ”…analytical keys to understanding an entire cultural system and its underlying elements” og dermed være med til at afsløre et samfunds struktur (Shore & Wright 1997: 8). Umiddelbart har dette stærke paralleller til den klassiske antropologis syn på ordenslove som udtryk for et samfunds kultur.

Policy-antropologien mener dog ikke, at policies er et statisk udtryk for en kultur eller samfundsnormer. Selv om policies produceres i en særlig historisk og kulturel kontekst,

fremhæver Shore og Wright, at der igennem brugen af policies ofte skabes nye betydninger af nøgleord og begreber, som påvirker samfundet eller kulturen. Som eksempel viser de, hvordan USA’s inddæmningspolitik over for kommunismen⁶³ i tiden efter 2. Verdenskrig kom til at betyde, at landets interne politik omkring politisk kontrol ændredes⁶⁴. Redefinering af inddæmningsbegrebet med dens fokus på kommunismens farer og jagten på dens tilhængere, var med til at afgrænse og bestemme, hvad det betød at være amerikaner og ikke-kommunist (Ibid.

8).

På samme måde mener jeg, at Integrationsloven er med til at formidle nogle særlige ideer om flygtninge og det danske samfund. Begreberne lighed, integration og kultur indgår her som nøgleord (jf. Wright 1998), der med Integrationsloven og policy-dokumenterne bliver redefinerede. Disse tre nøgleord får igennem lovgivningsprocessen en ny betydning: Integration kommer reelt til at betyde assimilation. Kultur kommer til at fremstå som en hindring for integration og som et problem, Integrationsloven skal forsøge at løse. Lighed kommer til at betyde kulturel og national enshed og fokuserer ikke længere på lige rettigheder men derimod på lige deltagelse, der tillader forskelsbehandling i lighedens navn. Disse tre nøgleord hænger tæt sammen: Når lighed bliver retfærdiggørelse af forskelsbehandling, skyldes det ifølge politikerne ofte udlændingenes problematiske kultur. Denne problematiske kultur bruges som begrundelse for, at integration i praksis skal være assimilation, der skal føre til lighed som kultur-enshed.

Wright påpeger, at sådanne nøgleord igennem lovgivningen bliver autoriserede, går ind i andre domæner, eksempelvis andre regler og medierne og får indflydelse på den måde, hvorpå almindelige mennesker forstår verden (Wright 1998).

63 ”…policy of ’containment towards communism” (Shore & Wright 1997: 8).

64 Inddæmningspolitikken indebar, at USA skulle støtte Grækenland og Tyrkiet økonomisk og militært, så de kunne modstå kommunisme. Senere blev hele Europa støttet af USA gennem ’Marshall planen’, hvilket lagde

Integrationsloven er produceret i en særlig regional- og historisk kontekst. Konteksten er som skildret i kapitel 2 præget af mange tendenser: særlige historiske omstændigheder omkring udlændingelovgivning, regionale kendetegn såsom lighedstankerne og udviklingen af socialpolitikken i Danmark. Loven er dog ikke kun et produkt eller en refleksion af denne kontekst. Kirsten Hastrup peger på, at love er udtryk for særlige ideer om samfundet eller en særlig måde at forestille sig det virkelige (jf. Geertz 1983 i Hastrup 2001: 11)⁶⁵. Det flertydige ideal, lovens mange brugsformer og de nøgleord, loven promoverer, er således ikke blot en fremstilling, der afspejler samfundet, men en måde at forestille sig det på. Ved at havde flere intentioner for øje sendes der også signaler til dem, der ikke direkte er underlagt loven. At Integrationsloven er en måde at forestille sig samfundet på, ses i den måde politikerne forklarer baggrunden for loven. De skaber blandt andet ved hjælp af nøgleordene et billede af, hvordan flygtningene antageligvis er, hvordan deres kultur og vaner er, og hvordan de opfører sig i et moderne samfund. Som vist i kapitel 3 konstrueres dette billede især ud fra forskellen til det danske samfund og det, politikerne opfatter som de grundlæggende danske værdier. Billedet af flygtningene, der kommer til Danmark, portrætterer dermed også det danske samfund på en ganske særlig måde: som et demokratisk, retfærdigt, sekulariseret og kvinderespekterende fællesskab af moderne individer. Integrationsloven er således ikke kun en specifik måde at forestille sig udlændinge og flygtninge på men også i høj grad en måde at udtrykke nogle bestemte ideer om det danske samfund og dermed forestille sig det på en særlig måde.

Mit argument er her, at Integrationsloven er en måde at forestille sig både flygtninge og det danske samfund på, samtidig med at det også er en måde at formidle disse forestillinger og ideer ikke kun til flygtningene men til resten af den danske befolkning og andre, der retter opmærksomheden mod Danmark. Idealet retter sig således ikke kun mod flygtningenes praksis

65 Ideen om love som forestillinger om det virkelige er videreudviklet af sociologen Boaventura De Sousa Santos, der betragter love som landkort, der forsøger at afbillede virkeligheden. Han mener, at lovgivning i moderne tid er blevet den mest fremtrædende måde at forestille sig, repræsentere og forstyrre virkeligheden (Santos 1987: 286).

men også mod andre individers praksis. Geertz mener, at love på en gang er forestillinger om det virkelige men samtidig også konstruerer sociale realiteter (Geertz 1983: 232). Det vil sige, at Integrationslovens forestillinger om det danske samfund også er med til at konstruere dette som en social realitet.

Integrationsloven er således ikke kun en dominanslov, der fokuserer på at få flygtningene til at gøre noget særligt, men også en ordenslov der ved at forestille sig samfundet bekræfter det over for individerne. Integrationsloven er ikke kun en måde at styre flygtninge men også en måde at binde individer til konformitet og fællesskab (jf. Schapera) og derved gøre fællesskabet muligt.

Integrationsloven er således en ordenslov men ikke i forståelsen, at den er udtryk for den danske kultur som sådan eller alene er baseret på allerede eksisterende normer i samfundet. Derimod er den en ordenslov i den forstand, at den ved at forestille sig det danske fællesskab er med til at etablere den orden og det fællesskab, som individerne kan handle inden for. I denne proces formes de individer, der lever i Danmark i retningen af det danske fællesskab. Dette sker gennem lovens autorisation af nøgleordenes ændrede betydning og lovens forestilling om flygtninge og det danske samfund. Integrationsloven promoverer dermed både forestillingen om det danske samfund til de individer, der er underlagt loven, og til de individer, der står uden for. Den er ikke kun med til at fastsætte, hvad det vil sige at være flygtning i Danmark, men også hvad det vil sige at være indfødt dansker. På den måde er Integrationsloven med til at skabe det, Benedict Anderson har kaldt det forestillede samfund⁶⁶, hvor samfundets individer bindes sammen til en national helhed igennem en fælles forestilling om at høre sammen i et fællesskab (Anderson 1990). Dette er netop en af grundene til, at integration er en særlig overlevelsesdygtig løsningsmodel: Integrationsbegrebet lægger netop op til at samle alle individer i fællesskabet, så ingen stikker ud, og alle ligner hinanden.

66 ’Imagined community’ (Anderson 1990). Anderson beskæftiger sig dog ikke med loves betydning i disse

At love konstruerer sociale realiteter betyder dog ikke kun, at det danske fællesskab i samfundet bekræftes. Denne konstruktion bygger især på de grundlæggende danske værdier, der som vist defineres ud fra alt det danskerne ikke er i forhold til ’de andre’ (flygtninge og indvandrere).

Selv om immigrationen, som nævnt på s. 24, ofte omtales i apokalyptiske vendinger i forhold til danskheden, kan den på et analytisk niveau betragtes som helt central for bekræftelsen af det danske fællesskab. At denne konstruktion tager udgangspunkt i forskellen til ’de andres’ kultur og traditioner har dog den bagside, at bekræftelsen af det danske samfund samtidig ekskluderer

’de andre’. I forestillingen om det danske samfund vedbliver flygtningene at være alt det, som danskerne og det danske samfund ikke er. Dette betyder, at flygtningene igennem Integrationsloven ikke inkorporeres i forestillingen om det danske fællesskab, og at de i praksis bliver ved med at være flygtninge. Den integration, som Integrationsloven promoverer, er dermed en evig proces, der på én gang forsøger at inkorporere udenforstående individer i fællesskabet, men samtidig binder individerne inden for fællesskabet sammen ved at understrege forskellen til de udenforstående. Flygtninge må derfor til stadighed integreres, selv om dette på forhånd er dømt til at mislykkes. Løsningen bliver derfor, at flygtningene må tvinges til integration med flere og strengere midler.

5.3 Opsummering

I dette kapitel har jeg diskuteret Integrationsloven i spændingsfeltet mellem politikere og flygtninge og særligt, hvordan Integrationsloven fungerer i det danske samfund. Denne diskussion har vist, at Integrationsloven ikke består af et entydigt ideal, der får den intenderede effekt i praksis. Derimod har jeg fremhævet, at idealet er flertydigt og på én gang får og ikke får betydning i praksis. I den videre analyse har jeg vist, hvordan love kan siges at besidde en dual karakter. Ved at betragte Integrationsloven som både dominans- og ordenslov er det blevet klart, at den ikke kun får betydning for flygtningene, men signalerer særlige forestillinger om det

danske fællesskab til udlændinge uden for Danmark og særligt til indfødte danskere, der dermed indskrives endnu mere i det danske fællesskab. Ved hjælp af dikotomien individ og fællesskab har jeg her vist, hvordan love ikke kun relaterer sig mod et direkte mål men derimod har mange forskellige betydninger og konsekvenser både for individerne og det fællesskab, de er en del af.

Love er dermed, som Schapera allerede 1938 pegede på, med til at forme individerne til fællesskab. Love er bygget på forestillingen om fællesskabet og binder igennem fastsatte regler individerne til dette fællesskab. Som titlen på dette speciale understreger, er love dermed en måde at bygge et land på: at skabe det forestillede fællesskab af individer, der udgør nationalstaten.