For bedre at kunne forstå baggrunden for ændringerne af Integrationsloven vil jeg her opridse dens historiske og regionale kontekst. Jeg vil se på både internationale og nationale sammenhænge omkring opfattelser af flygtninge og udviklingen i socialpolitik, da disse aspekter på forskellig vis har haft betydning for, hvordan Integrationsloven ser ud i dag. Det er især den historiske baggrund, der er i centrum her, mens den regionale kontekst inddrages undervejs.
Integrationsloven fastsætter som nævnt reglerne for de udlændinge, der er kommet ind i landet.
Regler, der bestemmer, hvem der kan tage lovligt ophold i Danmark, beskrives ikke i Integrationsloven men derimod i Udlændingeloven. Udlændingelovgivningen er dog vigtig i forhold til Integrationsloven. Samfundsforskeren Grete Brochmann peger i en analyse af europæisk immigrationspolitik på, at udlændinge- og integrationspolitik hænger tæt sammen.
Europæiske nationalstaters kontrol med udlændinge er nemlig både ekstern og intern. Landene forsøger på en gang at regulere størrelsen og sammensætningen af immigrationen og samtidig kontrollere de udlændinge, der allerede er i landet (Brochmann 1999: 9). Brochmann ser integrationslovgivning som en del af et lands interne kontrol, som hænger tæt sammen med den eksterne kontrol af immigration over grænserne (Ibid. 15). Integrationsloven i Danmark er således bundet tæt op med Udlændingeloven. Hvem der er ønskede og ikke ønskede inden for landets grænser og hvilke forhold, de, der kommer ind skal leve under, er to sider af samme sag.
Jeg vil derfor også her inddrage aspekter fra udlændingelovgivning i Danmark.
Mennesker har til alle tider vandret. I det geografiske område, vi i dag kender som Danmark, har mange forskellige grupper af mennesker boet, taget midlertidigt ophold, vandret fra og vandret
fortrinsvist folk fra de nærmeste lande (Sverige, Polen, Tyskland), der kom til Danmark, men også andre grupper (jøder, romaer og tilhængere af særlige franske brødreordener) bosatte sig mere eller mindre permanent. Den første lov, som udelukkende var møntet på udlændinge, er Fremmedloven fra 1875. Dog blev der så tidligt som i 1536 vedtaget en lov om udvisning af tatere (romaer), og senere blev bestemmelser om udlændinges ophold i Danmark indført i eksempelvis Christian d. 6.’s Fattiglov fra 1736 (Ibid.). I Danmark er udlændinge og forsøg på at kontrollere disse således ikke noget nyt.
I denne historiske kontekst for Integrationsloven er det dog tiden fra 1960’erne og frem, der er i fokus. Det er her, de første større grupper af arbejdsmigranter fra især Tyrkiet, Jugoslavien og Pakistan ankom til Danmark, og her ’flygtninge’, som international anerkendt kategori, blev taget i brug. Det var således først efter 2. Verdenskrig, at flygtningen som en social kategori og et juridisk problem af global dimension opstod (Malkki 1995: 497)22. Den historiske baggrund for Integrationsloven er her opdelt i to dele: 1960-1980’erne og 1980’erne til nu.
2.1 1960’erne til 1980’erne: flygtninge i den politiske forståelse
De første flygtninge, der ankom til Danmark efter 2. Verdenskrig, var østeuropæere (især ungarere og polakker) og senere chilenere og vietnamesiske bådflygtninge23. Sociologen Line Hahnemann har set på, hvordan flygtningen som kategori blev anskuet i modtagerlande fra 1960’erne. I 1960’erne og 70’erne handlede den dominerende diskurs24 i Danmark om forholdet mellem kommunisme og kapitalisme (Hahnemann 1995). I denne forståelse blev flygtningen
22 I efterkrigsårene var Europa præget af en udpræget skam over 2. Verdenskrigs rædsler, og flygtninge, asyl og menneskerettigheder blev derfor sat på dagsordenen. I 1948 blev Menneskerettighedskonventionen vedtaget, og i 1951 vedtog FN den første Flygtningekonvention (Alenikoff 1995). Med Génève-konventionen fra 1967 kom der en flygtningekonvention, der blev: ”…the universal instrument of refugee law” (Malkki 1995: 501).
23 Omkring 2. Verdenskrigs afslutning kom en stor gruppe tyske flygtninge til Danmark. De blev placeret i lejre og sendt tilbage til Tyskland, så snart det kunne lade sig gøre. Disse blev imidlertid ikke betragtet som flygtninge men som rester af den tyske okkupation af landet (Jensen 2000: 318ff).
24 Ved diskurs forstår Hahnemann inspireret af Fairclough: ”…at sproget eller måden vi tænker virkeligheden på er et aspekt af den sociale praksis, således at den måde vi fortolker virkeligheden på sætter nogle bestemte rammer for, hvordan vi handler i verden” (Hahnemann 1995: 7).
tematiseret i politiske begreber som en helt, der enten havde kæmpet mod kapitalismen eller havde undveget kommunismen. Flygtningene fra Østeuropa blev af de borgerlige og liberale partier betragtet som mennesker, der var undsluppet Sovjetunionens jerngreb og fået adgang til menneskelige forhold i den frie, vestlige verden (Jensen 2000: 387). Her var det især borgerlige kræfter, der arbejdede for at modtage flygtningene, mens de venstreorienterede, særligt kommunisterne, ikke kunne tilslutte sig modtagelsen af disse flygtninge (Ibid.). Omvendt blev de chilenske flygtninge modtaget som venstrefløjens helte, der havde kæmpet mod en USA-støttet imperialistisk invasion (Hahnemann 1995: 13 og 23). Flygtningene opfattes i denne periode som
’en af os’, da de blev forstået og italesat ud fra deres politiske ståsted25.
Arbejdsmigranterne, der ankom til Danmark fra slutningen af 1960’erne betragtedes som
’gæstearbejdere’ – arbejdere der ville opholde sig i Danmark i kort tid for så at vende tilbage til deres eget land igen26. Minoritetsforskeren Kirsten Hvenegård-Lassen viser i sin analyse af dansk udlændinge- og integrationspolitik, hvordan debatten om gæstearbejdere blev italesat i Folketinget fra starten af 1970’erne. Debatten drejede sig især om, hvorvidt gæstearbejderne var billig arbejdskraft, der kunne presse lønnen for de danske arbejdere, eller om de var en nødvendig faktor for fortsat udvikling i Danmark. De borgerlige partier var for importen af arbejdskraft udefra, for at holde de økonomiske hjul gående, hvorimod især socialdemokraterne og de venstreorienterede partier var imod udbytningen af billig arbejdskraft. Indvandringen var dog fortsat løsningen på manglen på arbejdskraft, og målet var sikring af velfærden i Danmark.
Gæstearbejderne blev derfor opfattet som en møtrik i velfærdsstatens maskineri, der kunne sikre den fortsatte fremdrift (Hvenegård-Lassen 2002: 146). I denne diskussion blev gæstearbejderne,
25 Et godt eksempel på dette er historikeren Bent Jensens beretning om, hvordan voldskriminalitet blandt ungarske flygtninge blev dækket i pressen. Sagen blev behandlet ud fra den kolde krigs polaritet mellem kommunisme og kapitalisme, og de voldelige flygtninge omtaltes som ”forbrydere fra Ungarnske fængsler” (dvs.
systemmodstandere) af kommunistiske medier, og som ”tidligere kommunister” af de borgerlige (Jensen 2000:
389).
26 Selv om fokuset her er på flygtninge, er historien om gæstearbejderne i Danmark en central del af den historiske
ligesom flygtningene, betragtet ud fra den politiske diskurs, der fokuserede på kommunisme og kapitalisme. Der blev således ikke fokuseret på gæstearbejdernes baggrund men på deres funktion som enten løntrykkere, set fra et venstreorienteret synspunkt, eller som en nødvendighed for fortsat økonomisk vækst, set fra højre side af det politiske spektrum.
I 1960’erne og 70’erne fandtes der kun et introduktionsprogram for flygtninge27. Dansk Flygtningehjælp blev oprettet i 1956 og varetog introduktionsprogrammer for flygtningene for private midler indtil 1978, hvorefter staten overtog det økonomiske ansvar. Der fandtes på dette tidspunkt ingen lov om introduktionsprogram eller integration. Arbejdet med at introducere flygtninge til det danske samfund blev lovreguleret i form af en indføjelse i Bistandsloven (Hvenegård-Lassen 2002: 147-148). I denne periode var der generelt i socialpolitikken i Danmark et fokus på rettigheder og velfærd. Det økonomiske opsving i 1960’erne med næsten fuld beskæftigelse betød, at der var blevet råd til at hjælpe de marginaliserede og lægge vægt på ret til hjælp og dermed gå væk fra tidligere tiders fokus på almisser28. Rettighedstankerne byggede især på en vækstoptimisme og en ide om samfundet som en ”velsmurt maskine” (Ibid.
123), der var forpligtet til at sikre, at ulighederne mellem samfundets beboere ikke blev for store.
I 1983 blev en ny udlændingelov vedtaget, idet politikerne ønskede at samle de forskellige love, der fastsatte udlændinges adgang til Danmark. I tråd med tankerne om velfærd og rettigheder gennemførtes et retskrav på familiesammenføringer, hvilket betød, at flygtninge og indvandrere havde ret til at få deres ægtefæller, børn og forældre over 60 år til Danmark. Individets rettigheder sattes således over statens mulighed for at bestemme hvem og hvor mange, der måtte komme ind i landet (Ibid. 157). På dette tidspunkt var kultur ikke et centralt tema i debatten eller i opfattelsen af flygtninge eller gæstearbejdere. Dog indså politikerne og myndighederne, at
27 Gæstearbejderne fik ingen introduktion, da det syntes unødvendigt. Som nævnt ovenfor forventedes det nemlig, at de ville rejse hjem igen, når de havde tjent penge nok.
28 Socialhjælp var i mange år koncentreret om almisser til fattige. Denne fattighjælp kunne betyde fratagelse af rettigheder f.eks. stemmeret og satte derved lighedstegn mellem socialhjælp og umyndiggørelse (Hvenegård-Lassen 2002: 125).
gæstearbejderne ikke rejste hjem igen og begyndte at tale om tilpasning til det danske samfund for både gæstearbejdere og flygtninge. I Indenrigsministeriets rapport: Integration af indvandrere i Danmark. Beskrivelse og forslag til bedre prioritering står:
”En vellykket integrationspolitik indebærer, at indvandrere indgår i samfundslivet på linie med danske statsborgere, dvs. indvandrere skal kunne deltage i uddannelse, på arbejdsmarkedet, i erhvervslivet, i det lokalpolitiske liv og i fritids- og kulturaktiviteter sammen med og på lige fod med danskere. Samtidig er det vigtigt, at dette finder sted, uden at den enkelte indvandrer mod sin vilje mister de identitetsbærende træk fra den hidtidige kulturbaggrund. Der vil derfor være tale om en afvejning af ofte modsatrettede hensyn” (1990: 8; min fremhævning)29.
Der var således tale om, at tilpasningsprocessen burde foregå så lempeligt som muligt og tage hensyn til udlændingenes kulturbaggrund.
2.2 1980’erne til nu: flygtninge i den kulturelle forståelse
Igennem 1980’erne og 1990’erne ankom større flygtningegrupper til Danmark. Iranere, irakere og statsløse palæstinensere flygtede fra krige og diktaturer i Mellemøsten. Somaliere flygtede fra borgerkrig i deres hjemland og ankom fra starten af 1990’erne (Bejder & Holt 2003). Igennem perioden steg antallet af familiesammenføringer, og mange efterkommere af flygtninge og indvandrere hentede fortsat deres ægtefæller i hjemlandet. Bosniske muslimer flygtede fra borgerkrig i det tidligere Jugoslavien og ankom i stort tal til Danmark i starten af 1990’erne30. I 1992 vedtog Folketinget den såkaldte ’Jugoslaverlov’, som åbnede for at give midlertidig beskyttelse til flygtninge. Denne lov udgjorde et væsentligt brud med tidligere flygtningepolitik.
Hvor der tidligere blev satset på at give flygtninge og indvandrere en introduktion til det danske samfund, så de kunne deltage på lige fod med danskere i samfundslivet, satsedes der nu på at
29 Selv om denne rapport stammer fra 1990 skildrer den opfattelsen af flygtninge og kultur i perioden 1960 – 1980.
Rapporten er baseret på de hidtidige erfaringer på integrationsområdet. Rapporten kan også betragtes som et udtryk for overgangen fra fokus på politik til fokus på kultur.
skabe midlertidigt ophold i flygtningelejre i Danmark, indtil situationen i det tidligere Jugoslavien var forbedret.
Hahnemann opridser, hvordan den dominerende politiske diskurs om flygtninge fra midten af 1980’erne blev erstattet af en national diskurs. I denne optik fokuseres på kultur som afgørende for, hvem man var. Flygtningen blev derfor en fremmed i den danske kultur og anskuedes som en klient og dermed som et problem. Flygtninge var således, i majoritetens opfattelse, gået fra at være ”…bærere af klassebevidsthed til bærere af tradition” (Hahnemann 1995: 20). De ansås nu som mennesker, der kom fra traditionalitet til modernitet i Danmark, hvor de måtte indstille sig på, at deres mentale tavle skulle viskes ren og påføres: ”…en mere ny og moderne bevidsthed”
(Ibid. 21). Hvenegård-Lassen viser, hvordan dette fokus på kultur og tradition blev mere centralt i Folketingets debatter op gennem 1980’erne. Især partierne længst til højre (Fremskridtspartiet og fra 1995 Dansk Folkeparti) satte fokus på kultur og særligt den nationale danskhed. Hvor udlændinge i Danmark tidligere blev defineret ved deres politiske baggrund og stilling på arbejdsmarkedet, blev de op gennem 1990’erne defineret ved deres manglende stilling på arbejdsmarkedet, og den høje arbejdsløshed blandt flygtninge og indvandrere kom i fokus (Hvenegård-Lassen 2002: 180). Antallet af udlændinge blev i denne forbindelse også centralt.
Det diskuteredes, om udlændinge havde for let adgang til Danmark og om, hvorvidt antallet burde begrænses. Målet med introduktionsforløbet og integrationen: at udlændinge kunne deltage ’på lige fod’ med danskere i samfundet, blev nu forstået som kultur-enshed og national lighed (Hvenegård-Lassen 2002: 251ff). Kulturforskelle blev dermed lig med ulighed. I denne optik blev det nationalt danske lig med én kultur, og udlændingen blev en prototypisk størrelse, der repræsenterede alt det ikke-danske.
Dette fokus på lighed er, som professor ved AMID (jf. note 6) Ulf Hedetoft viser, centralt i den danske nationalstats historie. Han mener, at den danske nationalstat med succes har tilpasset sig internationale kontekster, der til stadighed ændres. Denne succes skyldes blandt andet den kulturelle, sproglige og politiske homogenitet i den lille stat. Dette betyder, at det at sikre kulturel, linguistisk og politisk homogenitet er tæt forbundet med velfærd og succes for den danske stat (Hedetoft 2004). Antropologerne John Liep og Karen Fog Olwig kalder meget præcist billedet af Danmark som et homogent kulturelt fællesskab, for en ”fungerende misforståelse” (Liep og Olwig 1994: 18). Danmark er nemlig ikke homogent hverken politisk, kulturelt eller sprogligt, men ideen, om at befolkningen er temmelig enige, lige og ens, virker.
Antropologen Marianne Gullestad pointerer, at lighed har en særlig nordisk udformning, der indebærer, at fysiske og sociale forskelle signalerer ulighed, mens lighed indebærer at være ens (Gullestad 1992 i Fadel 1999: 248). I denne homogene stat, hvor der fokuseres på lighed og velfærd for alle borgere, opfattes immigration som en trussel, ikke materiel eller økonomisk men derimod som en trussel mod den politiske konsensus og homogenitet i landet (Hedetoft 2004: 2-3). Immigration i Danmark omtales således ofte i apokalyptiske vendinger for den fremtidige lighed, enshed og danskhed (Ibid. 15).
Den moderne nationalstats forhold til flygtninge er ofte anspændt. Juristen Alexander Alenikoff har beskæftiget sig med, hvordan individer opfattes i den nationale orden. Han viser, at verden er et system af suveræne stater, der har ret til hver deres bestemte geografiske territorium. I denne verden må ethvert individ tilhøre en stat, der kan garantere individets beskyttelse (Alenikoff 1995: 258). Denne nationale orden opfattes, ifølge antropologen Liisa Malkki, som en naturlig orden (1992: 26). Malkki viser, hvordan flygtninge i denne nationale kontekst fremstår som individer, der falder ved siden af den naturlige orden. Dét at være deterritorialiseret bliver derfor sygeliggjort og unormalt. Flygtninge bliver en fejl i det internationale system af stater og dermed
et problem, der skal løses (Alenikoff 1995: 257). Der er tre måder at løse flygtningeproblemet på. Enten skal flygtningene hjemsendes til oprindelseslandet, bosætte sig i det første modtagerland eller bosætte sig i et tredje land (Ibid. 260). Dermed bliver ordenen mellem individer og nationalstater skabt eller genoprettet31.
I slutningen af 1990’erne var omfanget af debatten omkring flygtninge og indvandrere taget til. I Folketinget debatteredes på foranledning af Dansk Folkeparti, hvorvidt Danmark havde udviklet sig til et multikulturelt samfund. I 1997 gennemførte Ekstra Bladet en kampagne, som kaldtes De fremmede i Danmark. Her fokuseredes på en række problemer, som ifølge Ekstra Bladet havde med udlændinge at gøre. Denne kampagne var med til at skabe en heftig offentlig debat om udlændinge i Danmark (se Hervik 1999; Jørgensen og Bülow 1999). Indenrigsministeren havde i 1994 nedsat et integrationsudvalg, som i slutningen af 1997 fremkom med en række lovforslag på udlændinge- og integrationsområdet. Disse tiltag til en Integrationslov byggede i høj grad på en national retorik, hvor forestillingen om Danmarks kulturelle homogenitet var udgangspunktet (Hvenegård-Lassen 2002: 179 og 204). Integrationsloven, som blev vedtaget i 1998 og trådte i kraft i 1999, indeholdt en række nye bestemmelser: et 3-årigt integrationsforløb, som nu skulle foregå i kommunerne; en spredningspolitik, hvor flygtninge blev placeret i forskellige kommuner; samt en ny introduktionsydelse, der var betydeligt lavere end den kontanthjælp, som andre arbejdsløse modtog. Formålet med loven var:
1) at bidrage til, at nyankomne udlændinge sikres mulighed for deltagelse på lige fod med andre borgere i samfundets politiske, økonomiske, arbejdsmæssige, sociale, religiøse og kulturelle liv,
31 Et eksempel på den nationale ordens dominans er danske politikere og embedsmænds forsøg på at lave aftaler med stater om hjemsendelse af flygtninge. I 1997 forsøgte den danske regering at få en aftale i stand med den nye nationalstat Somaliland om hjemsendelse af flygtninge, der havde fået asyl i Danmark (Dansk Flygtningehjælp.
Landefakta: Somalia 2004). Denne aftale blev ikke nogen succes, og hjemsendelserne lykkedes ikke i praksis.
Regeringens logik var, at somalierne i Danmark hørte naturligt hjemme i Somaliland på trods af, at Somaliland kun er en lille del af det forhenværende Somalia.
2) bidrage til, at nyankomne udlændinge hurtigt bliver selvforsørgende, og
3) bibringe den enkelte udlænding en forståelse for det danske samfunds grundlæggende værdier og normer.
(Lov nr.474 af 01/07 1998; min fremhævning).
Den tidligere målsætning, om at integration skulle ske med hensyntagen til udlændinges egen kulturelle baggrund, var helt forsvundet. Målet med loven var stadig at integrere flygtninge og indvandrere på lige fod med andre borgere i samfundet. Denne lighedsmålsætning havde dog, som Hvenegård-Lassen fremhæver, forskubbet sig. Der var nu tale om deltagelse på lige fod ikke lige rettigheder. Loven indeholdt således en indskrænkning af nyankomne flygtninge og indvandreres rettigheder ud fra en forståelse af, at det sikrer lige deltagelse (Hvenegård-Lassen 2002: 252). Som også Hvenegård-Lassen når frem til, er det her tydeligt, at mennesker skal behandles forskelligt, for at kunne deltage på lige fod i samfundet. Forskelsbehandling bliver således et værktøj til at opnå lighed.
2.2.1 Hjælp til flygtninge – internationalt og nationalt
Udviklingen af lovgivningen om udlændinges forhold i Danmark kan også betragtes ud fra perspektiver fra international flygtningehjælp og fra udviklingen i socialpolitik i Danmark.
Løsningen på flygtninges situation som ’rod i den nationale orden’ er først og fremmest at få flygtninge bosat midlertidigt eller permanent i et nyt land. Mange lande yder hjælp til flygtninge i nærområder og til asylansøgere og anerkendte flygtninge inden for deres egne grænser.
Sådanne former for hjælp er ofte blevet kritiseret for at være passiverende og klientgørende for flygtninge. Denne kritik leder til et politisk ønske om at stille krav til flygtningene. Dette ses blandt andet i de ’work for food-programmer’, der findes i flere flygtningelejre (Hahnemann 1995: 30). Rationalet er, at mennesker ikke kan håndtere bare at få hjælp, men at de derimod har brug for motivation, da de ellers bliver dovne klienter, der passivt tager imod. Flere
flygtningeforskere har dog i denne forbindelse peget på, at det ikke er selve hjælpen, der skaber klientgørelsen men derimod forskellige former for kulturelle stereotyper, strukturer og asymmetriske magtforhold (Harrell-Bond 1986; Schein 1987; Preis 1996 og Dorsh 1981).
Klientgørelse er også et centralt tema i udviklingen inden for socialpolitikken i Danmark. Som beskrevet ovenfor blev socialpolitik i 1960’erne og 70’erne især betragtet ud fra et rettighedsprincip, hvor det offentlige havde visse forpligtelser over for borgerne. For at modvirke passiv klientgørelse kom borgernes forpligtelser i fokus igennem et ændret syn på socialhjælp i 1980’erne. Offentlige ydelser var ikke længere en rettighed men derimod en hjælp, som arbejdsløse skulle yde en aktiv indsats for at opnå. I tråd med work for food- programmerne er dette blevet betegnet som en udvikling fra ’welfare’ til ’workfare’ (Larsen, Mortensen og Thomsen 2002: 186 og Hvenegård-Lassen 2002: 132). Fokus skiftede således fra afhængighed til selv-forsørgelse og fra ret til pligt (Hedetoft 2004: 20). Flere samfundsforskere viser, hvordan aktivering og motivation er blevet mere centralt i den sociale politik (Larsen, Mortensen og Thomsen 2002, se også Åkerstrøm Andersen 2003 og Carstens 2003). Denne udvikling ses blandt andet i det faktum, at Bistandsloven i 1998 blev ændret til Lov om aktiv socialpolitik og i et udvidet fokus på pligt og parolen: ”man skal yde, før man kan nyde”.
I Integrationsloven, som den så ud ved vedtagelsen i 1998, kan disse udviklinger i international flygtningehjælp og dansk socialpolitik spores. Der er ikke længere tale om, at udlændinge har ret til at få de samme sociale goder som danskere. Derimod bliver pligt og sanktioner vigtige dele af loven. Således får flygtningene pligt til at deltage i introduktionsprogrammet, blive i den kommune de er blevet visiteret til, og tage imod aktiverings- og jobtilbud fra kommunen, da de ellers risikerer økonomiske sanktioner i form af nedsættelse af den i forvejen lave sociale ydelse.
Denne nye retning i integrationspolitikken blev dog ikke accepteret fra alle sider. Fra lovens
vedtagelse i juni 1998 arbejdede en kreds af danske NGO’er aktivt på at få afskaffet den lave introduktionsydelse, som udgjorde ca. 70 % af en normal kontanthjælp. I august 1998 kom FN’s Flygtningehøjkommissariats (UNHCR) bedømmelse af introduktionsydelsen, som slog fast, at den lave ydelse stred mod FN’s Flygtningekonvention. Efter forhandlinger med UNHCR og undersøgelser af introduktionsydelsens virkning i kommunerne, besluttede SR-regeringen i november 1999 at sætte ydelsen op til det normale kontanthjælpsniveau (Hvenegård-Lassen
vedtagelse i juni 1998 arbejdede en kreds af danske NGO’er aktivt på at få afskaffet den lave introduktionsydelse, som udgjorde ca. 70 % af en normal kontanthjælp. I august 1998 kom FN’s Flygtningehøjkommissariats (UNHCR) bedømmelse af introduktionsydelsen, som slog fast, at den lave ydelse stred mod FN’s Flygtningekonvention. Efter forhandlinger med UNHCR og undersøgelser af introduktionsydelsens virkning i kommunerne, besluttede SR-regeringen i november 1999 at sætte ydelsen op til det normale kontanthjælpsniveau (Hvenegård-Lassen