Ideal og praksis – overensstemmelser

Uoverensstemmelsen mellem lovens teknikker og flygtningenes praksis som skitseret ovenfor betød dog ikke, at der udelukkende var uoverensstemmelse mellem ideal og praksis i Integrationsloven. Som vist i kapitel 4 var flygtningenes selvforsørgelsesvilje tæt bundet op til det integrationsbegreb, flygtningene kendte. Selv om flygtningene langt fra udelukkende var styrede af lovens krav og formål, skabtes der dog en form for overensstemmelse mellem lovens og lovgivernes ideal om integration og flygtningenes egne forståelser. Lovens forskrifter fik betydning for den måde, flygtningene italesatte sig selv i overensstemmelse med loven og

styrede sig selv i en særlig retning. Jeg vil her undersøge denne overensstemmelse nærmere og pege på en forklaring af, hvordan den kommer i stand.

Retsantropologien har beskæftiget sig med identitet og gør opmærksom på en sammenhæng mellem love og identitet. Dette fokus på identitet har især været rettet mod, hvordan love opererer med juridiske kategorier, der producerer og reproducerer subjektpositioner, som får en betydning for den måde hvorpå folk forstår sig selv og især for, hvordan omverden betragter dem. Moore viser, at når der tænkes i juridiske termer, bliver folks selvidentifikation meget mindre vigtig end den juridiske definition. Hun mener, at identitet kan blive defineret af love og dermed påsat udefra (Moore 2005: 176). Et eksempel er politologen Frances Svenssons antropologisk-inspirerede studie af amerikanske indianeres identitet under amerikansk lov. Hun viser, hvordan den amerikanske stat igennem historien har fastsat, hvem der kan defineres som indianer, for at kunne tildele disse særlige rettigheder. På den måde får statens juridiske kategorier helt konkret betydning for, hvem der må bo i de indianske reservater og modtage den særlige ’Indian Service’ (Svensson 1979). Juridiske kategorier er dermed med til at forme den sociale virkelighed for de personer, der indbefattes af disse (Coutin 2005:280). Collier, Maurer og Suárez-Navaz peger på, at juridiske systemer udøver en: ”…deep, if contradictory, influence on the invention and expression of modern identities…” (Collier et al. 1995: 1) og mener, at studier af identitet har overset den rolle, juridiske praksisser og dermed love, spiller i identitetsdannelser.

Under feltarbejdet undrede jeg mig ofte over, hvorfor flygtningene lød som politikere, når de skulle beskrive, hvad integration betød, og hvad de selv skulle gøre for at blive integrerede. En aften sad jeg og talte med Nahid om uddannelse og identitet i forbindelse med en opgave, hun arbejdede på. Vi kom til at tale om det at være flygtning, og hun sagde:

”…jeg vidste ikke, hvad det betød at være flygtning, før jeg kom til Danmark. Jeg havde sagt, at jeg var ’refugee’ og søgte asyl men ikke forstået betydningen af begrebet… I Danmark lærte jeg, hvad det betød at være flygtning, og jeg tog ordet på mig…jeg skulle integreres…”.

Nahids beskrivelse af at være flygtning gjorde det klart, hvorfor integrationen synes at være så central i flygtningenes tale. For at komme ind i Danmark søger udlændinge asyl som flygtning. I første omgang er ’flygtning’ udelukkende et begreb, der bruges til at betegne den situation man er i, men det er samtidig den juridiske kategori, der under Udlændingeloven sikrer opholdstilladelse i Danmark. Som Nahid fortæller, var det først i Danmark, at hun forstod, hvad begrebet egentligt rummer, og hvilken betydning det får for hende. Hun siger, at hun tager betegnelsen på sig og bliver ’flygtning’. Det vil sige, at flygtningene er nødsaget til at indskrive sig i den juridiske kategori, som Udlændingeloven producerer, for at få tilladelse til at være i Danmark. Efter ankomsten lærer flygtninge, at de er flygtninge ikke bare som en påsat kategori men som en identitet, de må tage på sig, da det er selve adgangsbilletten til landet. Antropologen Susan Bibler Coutin beskriver i sit studie af ’Sanctuary Movements’⁵⁶ i USA, hvordan juridiske kategorier får betydning i den sociale virkelighed. Hun viser, hvorledes den amerikanske asyllovgivning skaber en helt konkret social virkelighed særligt for illegale udlændinge i USA.

Den amerikanske lovgivning skelner mellem autoriserede borgere (indfødte og legale fremmede) og illegale fremmede og opdeler dermed individer som værende inden eller uden for det amerikanske samfund. Den juridiske kategorisering bliver derved altafgørende for den virkelighed, som udlændinge i USA oplever, da illegale fremmede som juridisk ikke-eksisterende inden for landets grænser, er udelukket fra samfundslivet og dets goder. Illegale fremmede er således den kategori, der dybest påvirker den sociale virkelighed for mennesker inden for USA’s grænser (Coutin 2005: 281). Som for flygtningene i USA, er det for flygtninge i

56Sanctuary Movements er religiøse netværk af amerikanere, der hjælper og huser udokumenterede flygtninge fra Mellemamerika (Coutin 2005).

Danmark af stor vigtighed at være autoriserede fremmede i landet og ikke illegale⁵⁷. Flygtningene må derfor indskrive sig i den juridiske kategori flygtning, som er fastsat i Udlændingeloven, for at kunne få adgang til det danske samfund og dets goder.

Den juridiske kategori flygtning bærer betydninger, som først bliver tydelige for flygtningene efter lidt tid i Danmark. Den vigtigste af disse betydninger er ’integration’, som, Nahid peger på, bliver lig med det at være flygtning. Mange af flygtningene havde i første omgang forestillet sig, at de hurtigt ville kunne få et arbejde, når de først var kommet ind i et nyt land men lærer i Danmark, at de først skal integreres. Når flygtningene således anerkender sig selv som flygtninge, følger det derefter, at de tager integrationsbegrebet til sig, og opfatter sig selv som

”nogle, der skal integreres”. En undtagelse i min undersøgelse er dog Babak. Han var vred og ville slet ikke være i Danmark men forsøgte næsten desperat at komme væk herfra. Han mente, at det at være i Danmark var som at være i fængsel: Selv om han kunne gå ud, var alting begrænset for ham. Ud fra ovenstående perspektiv på kategorien ’flygtning’ så det ikke ud til at Babak, som de andre flygtninge, tog den danske juridiske kategori på sig. Da han var kvoteflygtning fra FN, havde han kontaktet FN i Stockholm, fordi han ville søge om at komme til et andet land. Hertil havde han fra FN fået at vide, at han kunne forsøge at skrive en klage, men at han var den første nogensinde, der søgte om at få ændret FN’s beslutning. Babak forsøgte således at undgå den danske juridiske kategori og opretholde sin identitet, som FN-anerkendt

’refugee’⁵⁸.

57 I sit speciale om ’flygtningevenner’, der skjuler, huser og hjælper illegale flygtninge i Danmark, kommer antropologen David Karstensen kort ind på, at tilværelsen som illegal flygtning i Danmark er ”…udsigtsløs, psykisk nedbrydende og opslidende” (2002: 6). Et mere uddybet billede af livet som illegal flygtning giver antropologen Morten Lynge Madsen i sit studie af udokumenterede migranter i Sydafrika og deres kamp for at eksistere og undgå hjemsendelse (se Madsen 2004). Også antropolog Birgitte Romme Larsens speciale om flygtninge i kirkeasyl i Norge giver et godt billede af, hvor frustrerende og håbløst livet som illegal flygtning kan være (Larsen 2004).

58 Babaks situation kan dog også betragtes ud fra andre perspektiver. Ifølge ham selv havde han problemer med nerverne og en række andre fysiske og psykiske problemer, som følge af krigseksplosioner. Hans dårlige psykiske

Med inspiration fra policy-antropologien kan dette perspektiv på loves produktion og reproduktion af identitet uddybes. Shore og Wright viser, at policies er med til at skabe nye identiteter ved at forme den måde, individer konstruerer sig selv som subjekter (Shore & Wright 1997: 3-4). Jöhncke har i sit arbejde med stofbrugere peget på et lignende forhold. Han beskriver, hvordan målgruppen for stofmisbrugsbehandling, stofbrugere, konstrueres som problembærere. Den mest almindelige måde at etablere en målgruppe, er ved at folk selv påtager at identificere sig med en given løsningsmodel, mens andre må overbevises om, at de tilhører målgruppen (Jöhncke, Svendsen & Whyte 2004: 394). Det vil sige, at folk påtager sig selvbilledet som narkoman for at gå i behandling: ”…Etableringen af målgrupper sker således gennem personens bearbejdning af sig selv og sin selvopfattelse, hvilket forudsætter, at folk forstår sig selv inden for den sociale teknologis rationale” (Ibid.). Selv om flygtningenes forhold til løsningsmodellen integration ikke helt kan sidestilles med stofmisbrugere og behandling, er der dog nogle interessante paralleller. Den centrale pointe er, at mennesker gennem en ændring af deres selvopfattelse tager en løsningsmodel på sig og forstår sig selv som tilhørende målgruppen. Flygtningene har gennem deres asylproces og mødet med det danske samfund taget den juridiske kategori flygtning på sig og dermed også indskrevet sig selv som en del af målgruppen for integration. Som beskrevet tager flygtningene i første omgang den juridiske kategori på sig ved ankomsten til Danmark, før de kender løsningsmodellen, og forstår først hen ad vejen til fulde, hvad betegnelsen indebærer. Det betyder, at flygtningenes adgangsbillet til det danske samfund i sig selv er en anerkendelse af at tilhøre målgruppen for integration.

Adgangsbilletten til det danske samfund bliver det, der kategoriserer flygtningene som eksterne i forhold til indfødte danskere og dermed underlægger dem løsningsmodellen integration. Med Integrationslovens fastsættelse af lige deltagelse igennem forskelsbehandling i baghovedet, bliver adgangsbilletten til det danske samfund paradoksalt nok også en eksklusionsmekanisme i forhold til samme.

Integrationsloven kan således siges at sigte efter en målgruppe, der allerede definerer sig selv som tilhørende denne. Flygtningene ved, at de skal integreres, og Integrationsloven rammer lige ned i denne forståelse. Der skabes således en overensstemmelse mellem Integrationslovens ideal og flygtningenes praksis, ved at den juridiske kategori flygtning og flygtningenes egen identitet stemmer overens. Moore understreger i sin analyse af semi-autonome sociale felter, at love ofte ikke får gennemslagskraft, fordi de forsøges sat igennem på ”…going social arrangements in which there are complexes of binding obligations already in existence” (Moore 1978: 58). I dette tilfælde kan denne pointe vendes om: Netop fordi Integrationsloven påføres en situation, hvor nogle personer allerede identificerer sig som målgruppen for loven, får den en betydning i praksis. Flygtningene indgår som nyankomne i et fremmed land ofte ikke i mange ”…going social arrangements…” men er derimod først og fremmest kategoriseret og identificerer sig som flygtninge.

Den juridiske kategori og identitet som ’flygtning’ er dog ikke altomfattende. Jöhncke, Svendsen og Whyte peger på, at selv om medlemmer af en målgruppe ofte næsten udelukkende udtrykker deres identitet inden for en løsningsmodels sprog og verden, kan de også give ”…udtryk for modstand, afvigelser fra de udpegede afvigelser, kritik og tvivl, ligesom andre livsperspektiver presser sig på”. Folk kan således inden for visse rammer både påtage og frasige sig identiteten som problembærer (Jöhncke, Svendsen og Whyte 2004: 395). På trods af at flygtningene i min undersøgelse i høj grad identificerede sig selv som flygtninge og tog løsningsmodellen integration på sig, var de dog også ivrige for at komme videre. Som vist i kapitel 4 var de fleste flygtninge opsatte på at få et job inden for deres fag og dermed blive accepteret som eksempelvis læge, fysiker eller ingeniør. I samtalerne og interviewene var respekt og accept gennemgående ord, som flygtningene lagde stor vægt på. De var opmærksomme på, at indfødte danskere så dem

som flygtninge, udlændinge eller fremmede men håbede, at de gennem et job ville kunne blive betragtet som professionelle inden for deres fag. Flere af dem bandt det at føle sig accepteret sammen med at have et job og håbede dermed, at en jobidentitet ville kunne overskygge identiteten som flygtning. Gamal sagde direkte: ”…jeg vil ikke være flygtning men have et arbejde”. De håbede således, at de med tiden kunne blive andet end flygtninge og bevæge sig ud af denne juridiske og sociale kategori.

5.2 Individ og fællesskab – Integrationsloven i det danske samfund