I oktober 2009 blev den tidligere lægeerklæring om uarbejdsdygtighed erstattet af mulighedserklæringen.
Det primære fokus i erklæringen om uarbejdsdygtighed var at dokumentere sygdommen og informere arbejdsgiveren om, hvilke arbejdsfunktioner den sygemeldte ikke kunne udføre. I modsætning til dette sætter muligheds-erklæringen fokus på, hvilke muligheder den syge har for at fortsætte med at arbejde. Formålet med mulighedserklæringen er altså at sikre, at der er fokus på det, den sygemeldte kan, i stedet for det, den sygemeldte ikke kan.
Erklæringen kan anvendes, hvis der i dialogen mellem arbejdsgiver og medarbejder opstår usikkerhed om, hvilke arbejdsfunktioner medarbejderen kan varetage. Det er arbejdsgiveren, der – formelt set – skal tage initiativ til, at der udarbejdes en mulighedserklæring.
Erklæringen består af to dele. Første del udfyldes af virksomheden og medarbejderen, mens anden del udfyldes af lægen. Når medarbejderen og virksomheden skal samarbejde om at udfylde erklæringen, er det mest almindelige, at det sker ved en personlig samtale. Den kan dog også udfyldes via en telefonsamtale. Det sker primært, hvis sygdommen forhindrer medarbejderens fremmøde.14
Mulighedserklæringen – resultaterne kort fortalt
Evalueringen viser, at op mod hver fjerde sygemeldte, der har en arbejdsgiver, og som har været sygemeldt i mere end fire uger, har fået udarbejdet en muligheds-erklæring.
Erklæringen gør især gavn i samarbejdet mellem arbejdsgivere og sygemeldte i to situationer. Nemlig (1) når dialogen ikke af sig selv kommer til at handle om, hvornår den sygemeldte kan vende tilbage til arbejdet, og (2) når der er tvivl om, hvorvidt det er forsvarligt, at den sygemeldte vender tilbage.
Dermed også sagt, at erklæringens nytte er mindre, når der i forvejen er et velfungerende samarbejde mellem arbejdsgiver og den sygemeldte.
Jobcentrene beder ikke altid om at få lov til at se udarbejdede erklæringer, og de inddrager dem ikke altid, når de foreligger. Forklaringen på, at nogle sags-behandlerne undlader at inddrage dem, er, at de oplever, at de informationer, der fremgår af erklæringerne, sjældent er tilstrækkelige. Derudover er der udbredt enighed blandt alle respondentgrupper om, at man kan blive bedre til at udfylde erklæringerne.
14 Jf. Midtvejsevaluering af Mulighedserklæring, (Slotsholm, 2011).
Resultaterne i dette kapitel bygger på input fra virksomheder, læger, syge-meldte, sagsbehandlere med ansvar for sygedagpengesager samt sags-behandlernes teamledere. De tre sidstnævnte gruppers input stammer fra undersøgelser, der er gennemført i forbindelse med denne evaluering, mens input fra virksomheder og læger stammer fra Midtvejsevaluering af
Mulighedserklæringen, (Slotsholm 2011).
5.1 Udbredelsen af mulighedserklæringer
Der eksisterer ikke et centralt register over, hvor mange muligheds-erklæringer der bliver udarbejdet. Men ud fra denne og tidligere under-søgelser kan det med en relativt stor grad af sikkerhed konkluderes, at der udarbejdes erklæringer i mellem hver fjerde og hver femte af de syge-dagpengesager, der har en varighed over fire uger.
Evaluering af mulighedserklæringen fra 2011 viste, at der i 2010 blev udarbejdet omkring 30.000 erklæringer. Evalueringen viste samtidig, at stort set alle virksomheder, der anvendte erklæringerne, gjorde det i forbindelse med længerevarende sygefravær.
I løbet af 2010 var der godt 160.000 afsluttede sygedagpengeforløb med en varighed på mere end fire uger.15 Det betyder, at der i gennemsnit vil være udarbejdet en erklæring i omkring hver femte sygedagpengesag, der varede længere end fire uger.
Den aktuelle evaluering supplerer billedet af, hvor udbredte erklæringerne er. Spørgeskemaundersøgelsen blandt de sygemeldte, der har været syge-meldte i mindst otte uger, viser nemlig, at 27 pct. af de sygesyge-meldte har udfyldt en mulighedserklæring sammen med deres arbejdsgiver, jf. tabel 5.1.
Tabel 5.1: Andel af de sygemeldte, der har en mulighedserklæring
Pct. Sygemeldte Antal
Sygemeldte med en fysisk sygdom 24,8 1.059
Sygemeldte med en psykisk sygdom 34,9 398
Sygemeldte med både fysiske og psykiske symptomer 25,8 132
I alt 27,3 1.595
Erklæringen er signifikant mere udbredt blandt personer, der er sygemeldte på grund af en psykisk sygdom, sammenlignet med sygemeldte med en fysisk lidelse. 35 pct. af dem, der er sygemeldte på grund af en psykisk sygdom, har en mulighedserklæring. Blandt personer, der er sygemeldte på
15 Det er ikke muligt i Jobindsats.dk at opgøre antallet af sygeforløb med en varighed på mere end otte uger. Det er den varighed, de sygeforløb, der indgår i denne evaluering, har. Derfor kan det tal, der opgøres på baggrund af den tidligere evaluering og træk fra Jobindsats.dk, ikke helt sammenlignes med det tal, der opgøres i tabel 5.1.
grund af fysisk sygdom eller en blanding af fysiske og psykiske symptomer, er det omkring 25 pct., der har en mulighedserklæring.
Erklæringen bliver især brugt af større virksomheder. Evalueringen fra 2011 viste således en positiv sammenhæng mellem virksomhedens størrelse og anvendelsen af erklæringer. Jo større virksomhed, desto større tilbøjelighed til at anvende erklæringen. Dette billede bekræftes af de teamledere, der er blevet interviewet som led i den aktuelle evaluering. Flere teamledere peger samtidig på, at anvendelsen af erklæringen er sat i system i en række kommunale virksomheder – ofte i ældre- og plejesektoren. Som led i en indsatsen mod sygefravær, har man på disse virksomheder besluttet, at erklæringen altid skal anvendes i forbindelse med sygemeldinger.
5.2 Virkningen af mulighedserklæringen
Mulighedserklæringen skal bidrage til at bringe syge medarbejdere tilbage i arbejde. I hvor høj grad den lever op til dette formål, er der ikke enighed om blandt sygemeldte, sagsbehandlere, virksomheder og læger, jf. tabel 5.2.
Tabel 5.2: I hvilken grad bidrager mulighedserklæringen til, at den sygemeldte kan vende helt eller delvist tilbage til sit arbejde?16
Pct. Sygemeldte
Note: Spørgsmålsformuleringen er næsten enslydende til de fire grupper. Virksomheder og læger har fået spørgsmålet ”I hvilken grad mener du, at mulighedserklæringen er et godt redskab til at fastholde syge medarbejdere i arbejde?”. Formuleringen til de sygemeldte og sagsbehandlerne fremgår af tabel 52 og tabel 13 i bilag 1. Spørgsmålet er ikke stillet til sagsbehandlere, der aldrig spørger, om der foreligger en mulighedserklæring. Spørgsmålet til sygemeldte er alene stillet til dem, der har en erklæring. Som det fremgår af tabel 5.1, er der forskel på, hvor udbredte erklæringer er blandt sygemeldte, der er sygemeldt på grund af en fysisk eller psykisk sygdom. Der er imidlertid ikke signifikant forskel på de sygemeldtes vurdering af nytten af mulighedserklæringen.
Især læger har en positiv vurdering af erklæringen. Således vurderer 74 pct.
af lægerne, at den i høj grad eller i nogen grad virker efter hensigten. Blandt virksomhederne, sagsbehandlerne og de sygemeldte mener mellem 41 pct.
og 44 pct. det samme. Det er i øvrigt blandt de primære brugere af
erklæringen – de sygemeldte og virksomhederne – at man finder den største
16 Fordelingen af svar fra virksomheder og læger stammer fra Midtvejsevaluering af Mulighedserklæring, (Slotsholm, 2011).
andel (henholdsvis 39 pct. og 36 pct.), der mener, at den i mindre grad eller slet ikke virker efter hensigten.
Blandt de positive træk, der fremhæves ved erklæringen, er, at den giver en god ramme for dialogen mellem arbejdsgiver og den sygemeldte om, hvordan den sygemeldte kan vende delvist tilbage til arbejdet.
Derudover har den en formel karakter, der betyder, at de involverede parter forpligter sig mere, end de ville gøre, hvis de blot talte løst om mulighederne for at vende tilbage til arbejdspladsen. Erklæringen kan også give de syge-meldte en følelse af tryghed, fordi de får en klar og skriftlig aftale med deres arbejdsgiver. På samme måde er det betryggende for såvel arbejdsgivere som lønmodtagere, at lægen inddrages, så man sikrer, at aftaler om tilbage-venden til arbejdet er forsvarlige. Endelig er der virksomheder, der betragter erklæringen som en god anledning til at kontakte en sygemeldt medarbejder, og ad den vej indlede en dialog om, hvordan den sygemeldte har det.
Mange virksomheder og sygemeldte vurderer, at så længe dialogen imellem dem er velfungerende, kan mulighedserklæringen kun fungere som et supplement til, hvad der i øvrigt eksisterer af værktøjer, eller som et
uvirksomt redskab. Men når dialogen ikke naturligt kommer til at handle om, hvornår den sygemeldte kan vende tilbage til arbejdsmarkedet, er
erklæringen et godt redskab til at få en struktureret dialog om mulighederne.
Der er situationer, hvor erklæringen ikke fungerer efter hensigten.
Der er fx – blandt alle respondentgrupper – bred enighed om, at det er en forudsætning for erklæringens effekt, at både arbejdsgiveren og den syge-meldte reelt er interesserede i at fastholde ansættelsesforholdet. Hvis den sygemeldte har besluttet sig for ikke at ville tilbage til arbejdspladsen, eller hvis arbejdsgiveren ikke ønsker det, så gør erklæringen ingen forskel.
Erklæringen spiller også sjældent en vigtig rolle, hvis en sygemelding hænger sammen med problemer på arbejdspladsen. Hvis en medarbejder fx sygemelder sig, fordi han ikke kommer overens med sin arbejdsgiver, så er det usikkert, om en erklæring vil gavne.
Erklæringen har heller ikke altid en langvarig virkning, når den sygemeldte modstræbende har nikket til skånehensyn og til at genoptage arbejdet helt eller delvist.17
Det er samtidig både virksomhedernes og sagsbehandlernes oplevelse, at lægerne somme tider kan stå i vejen for, at mulighedserklæringen kan bidrage til at fastholde de sygemeldte. Det skyldes, at lægerne (a) ikke altid
17 Selv om nogle virksomhederne mener, at mulighedserklæringen i konfliktsituationer ikke bidrager med noget, så vil nogle af dem alligevel efterspørge en erklæring i en sådan situation.
Forklaringen er, at de vurderer, at den er et godt dokument at have i en potentiel afskedigelses-sag. En indhentet mulighedserklæring sender bedre signaler om velvilje end en tilsvarende fri-attest, mener de, jf. Midtvejsevaluering af Mulighedserklæring, (Slotsholm, 2011).
udfylder erklæringerne korrekt, (b) ikke altid tager egentlig stilling til det, arbejdsgiveren og den sygemeldte har aftalt, (c) er for tilbøjelige til at fuldtidssygemelde deres patienter eller (d) for ofte tager den sygemeldtes parti, hvis medarbejderen og virksomheden er uenige.
2011-evaluering af erklæringen viser, at mange læger er uenige i, at de blot følger patientens ønske. De mener, at det er deres rolle at lytte, og at de må forholde sig til det, patienterne siger. Når der er uenighed mellem patienten og arbejdsgiveren, står lægerne i et dilemma. Nogle læger er helst fri for at udfylde erklæringen, når den sygemeldte og arbejdsgiveren er uenige, fordi de oplever sig som gidsler i en arbejdskonflikt i sådanne situationer.
Derudover peger nogle læger på, at arbejdsgivere og sygemeldte ikke altid er gode nok til at beskrive klart, hvilke jobfunktioner der er påvirket, i hvilken grad den sygemeldtes funktionsevne er nedsat, og hvilke forslag de har til at ændre jobfunktionerne. Det gør det svært for lægerne at bidrage
konstruktivt.
Endelig kan der være forhold på arbejdspladsen eller ved den sygemeldtes sygdom, der forhindrer, at den sygemeldte kan vende tilbage til arbejds-pladsen. Hvis en person fx er sygemeldt på grund af en diskusprolaps, og arbejdspladsen alene kan tilbyde arbejde, der er belastende for ryggen, så er nytten af en erklæring begrænset.
5.3 Jobcentrets anvendelse af erklæringerne
Sagsbehandlerne efterspørger ikke altid mulighedserklæringerne hos de sygemeldte, og de inddrager dem ikke altid i sagsbehandlingen, når de foreligger.
Selvom erklæringerne kan blive udarbejdet på et hvilket som helst tidspunkt i den sygemeldtes sygeforløb, er det således langt fra alle sagsbehandlere, der jævnligt spørger de sygemeldte, om der er udarbejdet en muligheds-erklæring. 42 pct. af sagsbehandlerne spørger altid eller ofte den syge-meldte, om der er blevet udarbejdet en mulighedserklæring. 37 pct. af sags-behandlerne gør det sjældent eller aldrig. jf. tabel 5.3.
Sagsbehandlere i Beskæftigelsesregion Hovedstaden og Sjælland og Beskæftigelsesregion Nordjylland skiller sig signifikant ud i denne sammen-hæng. 53 pct. af sagsbehandlerne i Beskæftigelsesregion Hovedstaden og Sjælland spørger altid eller ofte, om der er udarbejdet en erklæring. I Beskæftigelsesregion Nordjylland er det tilfældet blandt 28 pct. af sags-behandlerne, jf. tabel 6 i bilag 2.
Når der foreligger en erklæring, sker det relativt ofte, at den ikke bliver drøftet mellem jobcenter og den sygemeldte. 60 pct. af de sygemeldte har talt med jobcentret om deres erklæring, mens 35 pct. ikke har drøftet den.18 Dette billede bekræftes af sagsbehandlerne. Kun omkring halvdelen (53 pct.) angiver, at de altid eller ofte inddrager foreliggende erklæringer i sygeopfølgningssamtalerne. 22 pct. inddrager dem sjældent eller aldrig, jf.
tabel 12 i bilag 1.
Sagsbehandlerne har haft mulighed for at uddybe, hvorfor de undlader at efterspørge og inddrage foreliggende erklæringer. Den primære forklaring, der går igen blandt de 96 sagsbehandlere, som har uddybet deres svar, er, at de ikke oplever, at de kan bruge erklæringerne til noget.
Som udgangspunkt bør en mulighedserklæring indeholde nyttig information om arbejdspladsen og arbejdsgiveren, ligesom der er sundhedsfaglige informationer, som jobcentret ellers skal bruge tid og ressourcer på selv at indhente. Men sagsbehandlerne oplever, at erklæringerne ofte er udfyldt forkert eller mangelfuldt. De giver også udtryk for, at de under alle omstændigheder ikke kan nøjes med den information, de får fra en mulighedserklæring. De savner fx viden om diagnose, behandling og prognose for bedring, og må derfor alligevel indhente denne information andetsteds fra.
18 De resterende fem pct. ved ikke, om de har drøftet mulighedserklæringen med jobcentret, jf.
tabel 53 i bilag 1.
Tabel 5.3: Hvor hyppigt spørger sagsbehandlerne, om der er udarbejdet en mulighedserklæring, når de holder opfølgningssamtaler med sygemeldte, der har et arbejde?
Pct. Sagsbehandlere
Altid 9,1
Ofte 32,4
Hverken eller 15,8
Sjældent 26,0
Aldrig 10,7
Ved ikke 6,1
Total 100
Antal 704