Indsatslederens position som privilegeret meningsskaber

Organiseringen på et skadested er opdelt efter autoritære linje-stab principper med den hensigt at sikre entydig ansvarsplacering og tydelige kommando- og kommunikationsveje, som det er kendt fra forsvaret. Hierarkiet markeres gennem en række artefakter², der understreger den funktion, som den enkelte aktør har på skadestedet. For redningsberedskabets vedkommende illustreres det gen-nem farven på hjelmen, distinktioner på skuldrene samt farven på indsatslederens jakke. Som den eneste på skadestedet bærer indsatslederen fra redningsberedskabet en sølvhjelm og en rød jakke. I det præhospitale beredskab symboliserer farven på skuldrene, hvilken behandlingskompetence en given person har på skadestedet. Akutlægen vil eksempelvis altid bære en jakke med røde skuldre, og vil bære en hvid vest, når akutlægen varetager funktionen som indsatsleder. For politiet

2 Disse eksempler på artefakter er taget fra det danske beredskab

34 seres indsatslederens funktion til dels gennem distinktionerne, men primært ved, at vedkommende bærer en gul eller grøn vest med angivelse af ”indsatsleder-politi”.

Den sidestillede indsatsledelse i Danmark forstår ikke den enkelte indsatsleder isoleret, men kombi-nerer forståelsen af indsatslederen, som en privilegeret meningsskaber, med forståelsen af indsats-lederen som en meningsforhandler (Beredskabsstyrelsen, 2013:46 – mine fremhævninger).

Indsatslederen forventes, som privilegeret meningsskaber, at konstruere mening, der:

”… bygger på den enkelte indsatsleders forståelse af situationen og tolkning af hændelserne – kombineret med viden og erfaring om handlemønstre fra lignende situationer…” […] […] udover at være disciplineret og at have kendskab til gældende regler og struktur […] også må have evne til at kunne improvisere…”

Indsatslederen forventes endvidere at facilitere og forhandle mening:

”… at indsatslederne deler deres situationsopfattelse og overvejelser med hinanden. En fælles situationsopfattelse skal tilstræbes, ligesom gensidig tillid til hinanden og åbenhed om løsnings-muligheder og konsekvensvurderinger er vigtige […] evne til at tilpasse sig fællesskabet i indsats-ledelsen.”.

Foruden at indgå i dette krydspres intra- og intersektorielt forventes indsatslederen at være den med den højeste tekniske kompetence (redningsberedskabet), kliniske kompetence (sundhedsberedska-bet) samt koordinationsmæssige kompetence (politiet) på skadestedet. Indsatslederne forventes med andre ord både at bedrive fagledelse inden for sektor, men forventes samtidig at bedrive ledelse som selvstændig disciplin. Forudsætningen for, at dette kan lykkes, er, at man tillægger individet – ind-satslederen en proaktivitet og en forståelse af at være i stand til at være foran og ovenpå, som af-handlingens artikler (artikel I., III., IV.) viser er problematisk.

3.1.1 Der er kun én, der har ”bagenden i klaskehøjde”

Beredskabsorganisationerne har det til fælles, at de deler en fælles historisk baggrund, og især poli-tiet og redningsberedskabet er udsprunget fra et militaristisk og uniformeret system. Det betyder, at der eksisterer nogle bestemte forventninger til, hvad det vil sige at være indsatsleder – at være offi-cer. Sådanne sociokulturelle aspekter er knyttet til den kulturelle og historiske sammenhæng, og influerer på, hvad det er muligt at lære samt, hvordan man kan lære (Dysthe, 2003:50). Kan man eksempelvis, som den overordnede officer, italesætte en tvivl på skadestedet over for en holdleder

35 eller over for en brandmand? Er det ok at være indsatsleder på et skadested og ikke være i stand til at tage en beslutning? Hvad er det muligt at tale om, og hvad taler man ikke om?

I forhold til funktionen som indsatsleder er man øverst i hierarkiet i den operative opgaveløsning.

Der er populært sagt kun én, der har ”bagenden i klaskehøjde”, og det er indsatslederen. Det giver nogle bestemte vilkår for læring, at der implicit i systemet er denne prædefinerede ansvarstilskriv-ning, og som feltstudierne har vist, så er det noget, der influerer direkte på indsatsledernes operative praksis og deres mulighed for at arbejde med læring. Problematikken kan illustreres med en kom-mentar fra en af indsatslederne, som udtalte: ”hvis vi slukker ildebranden, så er det de andre, der har slukket den, løber den fra os, så er det mig, der har fejlet” (citat fra dialogisk session med indsatsle-der).

En anden indsatsleder beskriver det at være indsatsleder, som at navigere i trafikken: ”… i føltiden (introperioden) fik vi meget pisk og tæsk, hvis vi ikke stod oppe på ølkassen med brystet fremme og viste, at det er os, der bestemte […] det er ligesom at køre i trafikken, hvis man viser en lille smule svaghed, så er der nogen, der udnytter det og kører ind foran” (citat fra dialogisk session med ind-satsleder).

Indsatslederen er i en speciel situation, eftersom selve opgaveløsningen varetages gennem mellem-ledere. Det betyder, at der er en adskillelse mellem de meningsskabelsesprocesser, som indsatslede-ren tager del i, og det produkt – altså den konkrete opgaveløsning - som bliver initieret gennem mel-lemlederne. Denne problematik bliver yderligere kompliceret, grundet de læringspraksisser, der er dominerende i beredskabsorganisationerne. Morten Sommer (2015) har som led i hans ph.d.-afhandling undersøgt læringspraksisserne i norske beredskabsorganisationer i Rogaland, og konklu-derer, at læringsprocesserne hovedsagligt er uformelle og drevet af fortællinger. Disse uformelle læreprocesser er knyttet til det enkelte hold, og det enkelte holds operative praksis bliver sjældent udfordret internt eller eksternt (Sommer, 2015: 101-102). Disse fund i en norsk kontekst er endvide-re blevet bekræftet af afhandlingens feltstudier gennemført i Danmark. Feltstudierne viser, at det er vanskeligt at stille spørgsmålstegn ved den operative organisering, eftersom sådanne spørgsmål bliver opfattet som kritik mod indsatslederens funktion som privilegeret meningsskaber.

36 3.1.2 Nationale forskelle i redningstjenesten mellem Danmark og Norge

Der er mellem Danmark og Norge en række forskelle i organiseringen i forhold til håndteringen af operative hændelser. Eftersom forskningsprojektet har foretaget feltstudier i begge lande, knyttet til ledelsesfunktionerne, så skal disse forskelle kort præciseres. I Danmark er der en tredelt indsatsle-delse, hvor politiet varetager den koordinerende ledelse. Det har betydning for stabsarbejdet, herun-der organiseringen i den ”Lokale Beredskabsstab” samt i den ”Nationale Operative Stab” (Retnings-linjer for indsatsledelse, 2013:67), men i håndteringen af hverdagens operative hændelser er indsats-ledelsen i Danmark sidestillet.

I organisationsplanen for redningstjenesten i Norge (LOV-1995-08-04-53-§27 (politiloven)) frem-går det, at redningsaktioner til lands, vands og i luften koordineres gennem to hovedredningscentra-ler, der har delt Norges territorialområde mellem sig. Særligt i forhold til hændelser til vands, har Hovedredningscentralen en central rolle, og de varetager den direkte koordinering af indsatsen på samme måde som Joint Rescue Coordination Centre i Danmark (JRCC)³. Hovedredningscentralen hører under Justis- og beredskapsdepartementet, og ved hændelser til lands – eksempelvis større ildebrande etc., så er det de lokale redningscentraler, der koordinerer hændelsen, hvilket i praksis vil sige operationscentralen i det konkrete politidistrikt. Det er operationslederen på operationscentra-len, der koordinerer hændelsen i ”den skarpe ende” gennem indsatslederen fra politiet. I den kon-krete opgaveløsning vil indsatslederen fra politiet koordinere hændelsen med brand og redning samt med helse. Hver af disse sektorer har en fagleder, der møder på skadestedet. I forhold til brand og redning vil der eksempelvis møde en brigadechef, der fungerer som fagleder. Under brigadechefen er der en række udrykningsledere, der koordinerer mandskabets tekniske opgaveløsning. I forhold til helsevæsenet vil der møde en akutlæge, enten fra sygehuset eller fra luftambulancen. Akutlægen (oftest fra luftambulancen) der møder på skadestedet, bliver tildelt funktionen som fagleder helse, og vil koordinere håndteringen af tilskadekomne med operativ leder helse, der svarer til den danske term ”ambulanceleder”. I modsætning til Danmark, er der i Norge kun én indsatsleder, og det er indsatslederen fra politiet. I praksis ligner de to systemer dog hinanden. Indsatslederen fra politiet lader faglederen fra brand og redning håndtere den tekniske del af indsatsen, og det samme gør sig gældende for faglederen fra helse. Selvom der er en række forskelle, der muligvis i større komplek-se indsatkomplek-ser bliver tydelige, så ligner de to systemer dog hinanden i håndteringen af hverdagens ope-rative indsatser, at de metodologisk set er blevet behandlet under ét i forskningsprojektet.

3 (tidligere Søværnets Operative Kommando nu Marinestaben (MST) under Værnsfælles Kommando).

37

38