Indsatslederen som en privilegeret meningsskaber

Indsatslederen bliver i afhandlingens artikler såvel som i kappen betegnet som en privilegeret me-ningsskaber. Formålet i det følgende er at præcisere, hvad der ud fra et meningsskabelsesperspektiv forstås ved denne begrebsliggørelse. Forståelsen af indsatslederen som privilegeret meningsskaber tager udgangspunkt i, at individet med udgangspunkt i sine kognitive skemaer løbende på de opera-tive indsatser konstruerer og rekonstruerer svaret på, ”hvad er det, som jeg står overfor, og hvad er det, som jeg bør gøre”.

I forhold til operative indsatser repræsenterer selve alarmudkaldet en forstyrrelse, der initierer me-ningsskabelsesprocesser, hvor individet ud fra sin uddannelse og sin erfaring, vurderer centrale le-detråde som adresse og meldingens indhold. Gennem disse informationer konstrueres et situations-billede af den hændelse, som individet står overfor at skulle håndtere. Individets handlinger deter-mineres med andre ord ikke af den givne kontekst, men individets handlinger er med til at konstrue-re denne kontekst, og det er ud fra denne kontekst, at individet identificekonstrue-rer og tildeler betydning til ledetråde. Weick omtaler denne “skabelse i handling” som enactment: “… when people act, they bring events and structures in existence and set them in motion (Weick, 2001:225)”.

59 Som nævnt så tildeles indsatslederen på et operativt skadested en privilegeret position i forhold til at levere svaret på, ”hvad er det, vi står overfor, og hvad bør vi gøre”. Den første del af spørgsmålet

“hvad er det, vi står overfor” kan populært sagt siges at være “meningsskabelsesspørgsmålet”.

Spørgsmålet om ”hvad vi bør gøre” følger herefter af de metodikker og de taktikker, som benyttes som led i den modus operandi, der er gældende for den enkelte sektor. For at konstruere mening er der behov for tre elementer: en ledetråd, en kontekst og en forbindelse (oversat fra: a thing, a relati-on, and another thing” (Weick, 1995:110). Enactment-aspektet består i, at opmærksomheden på et af elementerne forudsætter vores momentane opmærksomhed mod de to andre (The meaning of one of them is determined by you momentary awareness of the other two (Weick, 1995:110).

Ledetråde forstås i forlængelse heraf som små brudstykker af forventninger eller frø, som Weick beskriver det: “… simple, familiar structures that are seeds from which people develop larger sense of what may be occuring” (Weick, 1995:50). De enkelte ledetråde indeholder informationer, som indgår i et dialektisk forhold med konteksten, og er med til at konstruere og rekonstruere denne kontekst. Det dialektiske består i, at konteksten “svarer” igen i forhold til, hvilke ledetråde der kan identificeres og tilskrives mening (Weick, 1995:133).

En sådan opmærksomhed på ledetråde kan eksemplificeres med en hændelse, hvor indsatslederen fra redningsberedskabet modtager melding om røg fra lejlighed kl. 20 fredag aften. Indsatslederen kender ud fra adressen byggeriet og ved, ud fra sin erfaring og sin uddannelse (sine kognitive ske-maer), at der er tale om en beboelsesejendom. Indsatslederen kobler derved en række ledetråde – tidspunktet, bygningens anvendelse sammen med meldingen om røg fra lejlighed, og er i forlængel-se heraf i stand til at identificere mulige situationsbilleder, som indsatslederen kan forvente at møde ved ankomst på skadestedet. Dette situationsbillede indgår endvidere i indsatslederens risikobe-dømmelse af situationen. Klokken 20 er der forventeligt mange hjemme, og der er derfor forvente-ligt mange mennesker, der skal evakueres, hvis der virkelig er tale om et fuldt udviklet lejligheds-brand.

Eksemplet viser, at der er mange strømme af meningsskabelse, der sorteres fra i meningsskabelses-processen. Denne form for sortering har betydning for den måde, som indsatslederne scanner omgi-velserne på, og den måde hvorpå indsatslederne forstørrer nogle ledetråde og negligerer andre. I det konkrete eksempel vil indsatslederen bevidst søge efter personer. Det vil tildele særlig opmærk-somhed til personredningen, men vil antageligvis betyde, at der blive tildelt mindre grad af op-mærksomhed mod eksempelvis brandspredning.

60 En sådan meningsskabelsesproces kan skitseres som en kausal proces, der derved bliver relativt banal:

Figur 1. Illustration af kausal meningsskabelsesproces.

Kompleksiteten forøges dog markant, når man indskriver en forståelse, hvor meningsskabelse ska-bes i nuet, men stadig trækker tråde tilbage såvel som frem i tiden. Når disse meningsskabelsespro-cesser endvidere kombineres med en bevidst, såvel som ubevidst, dimension, herunder sammenvæ-ver krop og bevidsthed. Det komplekse, men også det dragende, ved meningsskabelse er, at det ikke handler om fortolkning. Indsatslederen fortolker ikke en brand – indsatslederen skaber branden! Det skal forstås sådan, at hvis indsatslederen eksempelvis definerer en bygning som sammenstyrtnings-truet, så kan hverken redningsberedskabet, politiet eller sundhedsberedskabet arbejde derinde, og det har betydning for den samlede opgaveløsning.

Den enactment⁴ som indsatslederen foretager, har derfor direkte indflydelse på, ”hvad vi kan gøre”.

Eksemplet med den sammenstyrtningstruede bygning anskueliggør netop, at enactment vedrører både en proces og et produkt. Enactment-processen er knyttet til indsatslederens privilegerede posi-tion til at konstruere mening til eksempelvis særlige farer. Produktet er i det konkrete eksempel det

”enacted environment” (Weick, 2001:225) – altså bygningen, som det nu ikke er muligt at færdes i.

Indsatslederens privilegerede funktion lukker altså potentielt set ned for nogle ledetråde, og åbner op for andre. Når man taler om indsatsledere, der er proaktive og foran, er det altså denne position til at forsøge at ”styre” meningsskabelsesprocesserne, som man sigter mod.

Selvom indsatslederen forventes at være i en særligt privilegeret position til at åbne og lukke lede-tråde, så er det jo principielt set noget, som ethvert individ kan gøre. Artikel III. og artikel VI. illu-strerer netop dette gennem holdledernes adfærd. I artikel III. forsøger indsatslederen i forbindelse med en håndtering af en bygningsbrand (case c. bygningsbrand), at påvirke holdledernes menings-skabelsesprocesser ved at påpege, at der er en person, som man ikke kan gøre rede for. Holdlederne har dog forhandlet en anden mening mellem sig, som går på, at bygningen er afsøgt, og der ikke er nogen personer hjemme.

4 Kan oversættes med at ”konstruere mens man handler”.

Meldingsmodta-gelse

Aktiviering af kognitivt skema

Konstruktion af situationsbillede

Situationsbedøm-melse

Indsættelse af førsteindsats

61 Selvom denne mening er forhandlet, bliver den ikke bibragt indsatslederen, som gennem indsatsen flere gange henviser til den situation, at der potentielt er nogen hjemme. Denne adfærd bliver i arti-kel III. forklaret gennem velkendthed ”well-knowingness” som en sociokulturel faktor jf. kappens underkapitel 9.1.3. Jf. Artikel III., så bliver ”velkendthed” knyttet til de ubevidste meningsskabel-sesprocesser, som er en del af vores fortløbende informationsprocessuering jf. underkapitel 5.2.2.

Velkendthed som sociokultural faktor bliver konstrueret og rekonstrueret i det enkelte indsatshold, og reflekterer de grudlæggende antagelser (Schein, 1990), der er i det pågældende praksisfællesskab (Lave & Wenger, 1991). Velkendthed som sociokulturel faktor influerer derved på indsatslederen, holdlederen og resten af indsatsholdet, og indskriver en ubevidst forståelse af, at medlemmerne af indsatsholdet er i stand til at ”se” igennem kompleksiteten ude på skadestedet, eftersom alle forven-tes at tænke og agere på samme måde. Velkendthed medfører derved, at usikkerhed bliver under-trykt, og at indsatslederne og holdledere tildeler mindre grad af opmærksomhed til at sprogliggøre, hvad de tænker, og hvad de gør.

Den manglende sproglighed illustreres ligeledes i Artikel VI. Artiklen viser, hvordan holdlederne tildeler opmærksomhed til den forhandling, som de har forhandlet imellem sig, hvilket går på, at branden er under kontrol. Denne forståelse bliver dog ikke forhandlet med indsatslederen. Indsats-lederen trækker tværtimod på en forståelse af, at branden er ved at brede sig. Misforholdet mellem den mening, som holdlederne har skabt, og den opfattelse indsatslederen har, bliver tydelig, da ind-satslederen aktivt forsøger at anvende sin position som privilegeret meningsskaber i forhold til at bestille flere ressourcer samt omdirigere den taktiske opgaveløsning. Først på dette tidspunkt bliver det tydeligt, at indsatslederen og holdledernes opfattelse af brandforløbet afviger markant. Da denne afvigelse er sprogliggjort, vælger indsatslederen i den konkrete hændelse at underlægge sig den kontekst, det ”enacted environment”, som holdlederne har konstrueret og forhandlet.

5.3.2.1 Kognitive skemaer som grundlag for operative beslutninger?

Det kognitive perspektiv i den beredskabsfaglige forskning kan overordnet set opdeles i de tilgange, der fokuserer på de strategier/heuristikker, som individet anvender i forhold til problemløsning (Lipshitz & Straus, 1997; Lipshitz, Omodei, McClellan, Wearing), og de tilgange i forlængelse af naturalistic decision-making (NDM), der studerer problemløsningsprocesserne i de faktiske omgi-velser (Klein, 1998; 1993). Begge tilgange fokuserer på individets kognitive evner, herunder indivi-dets aktivering og brug af kognitive skemaer. De trækker med andre ord på en opfattelse af, at indi-videt løser problemer på en analytisk og rationel måde, hvor indiindi-videt ordner de enkelte processer i en rationel orden (Dewey, 1922).

62 En sådan forståelse kan genfindes i de operative standarder, som indsatslederne lærer på indsatsle-deruddannelsen og til dels på holdleindsatsle-deruddannelsen, og den er knyttet op omkring nogle metodik-ker, der har til formål at virke som et kognitivt skema, der styrer indsatslederens situationsbedøm-melse, herunder:

- Hvor brænder det? (lokalisering af skade og udpegning af evt. fareområde) - Hvad brænder? (kategorisering af skaden)

- Hvorhen kan branden sprede sig? (skadeudvikling) - Særlige farer i forbindelse med branden?

- Adgangsveje til branden?

Disse kognitive skemaer er knyttet op på forskellige faser i indsatsen, og indlæres i en grad, der har til hensigt at sikre, at selvom der er mange forstyrrelser, der påvirker indsatslederen, så forventes individet at være i stand til at forblive opmærksomhed, herunder identificere, prioritere og håndtere kritiske aspekter af indsatsen. En sådan forståelse af individets evne til at problemløse genfindes hos Mica Endsley, som med sin model for situationsbedømmelse eller situationsbevidsthed (situati-on awareness) knytter individets evne til at detektere anomalier op på individets evne, træning og erfaring til at aktivere kognitive skemaer knyttet til langtidshukommelsen, og koble disse sammen med det konkrete problemløsningsbehov (Endsley, 1995).

Klein tager ligeledes afsæt i et sådant problemløsningsperspektiv, men knytter i forlængelse af Endsley disse kognitive skemaer sammen med omgivelser, og betoner individets erfaringsbase som afgørende for den intuition og genkendelse, som individet er i stand til at konstruere (Klein, 1993;

1998). Det er på baggrund af denne intuition og genkendelse, at individet ubevidst aktiverer et men-talt skema, som i en given hændelse gør det muligt at udkondensere forventninger, relevante lede-tråde, plausible mål og relevante handlinger. Det er i forhold til sådanne mentale skemaer, at indivi-det er i stand til at identificere anomalier samt foretage mental simulering. Mental simulering kan forstås som ”chunking” (ophakning/opdeling) (Klein, 1998:47). Denne ”chunking” er nødvendig for at ordne information i de kognitive skemaer på en sådan måde, at vi overkommer den indbyggede flaskehals, som vores sanseapparat har. Den erfarne beslutningstager vil populært sagt have mulig-hed for at fylde mere information ned i hver enkelt ”klump”, men kan grundlæggende ikke over-skride den fysiologiske begrænsning i sanseapparatet (Hansen, 2002:26).

63 På baggrund af sin genkendelsesmodel (recognition-primed-decision-model) (RPD-model, Klein, 1993) viser Klein, hvordan det er muligt for indsatslederen (og for andre beredskabsaktører) at fore-tage det, som Klein omtaler som en singulær beslutningsstrategi (Klein, 1998:21). Denne beslut-ningsstrategi er blevet identificeret i forbindelse med de gennemførte feltstudier ved blandt andet akutlægerne i Region Hovedstaden. Det har eksempelvis været tilfældet i de situationer, hvor der responderes på en melding om eksempelvis vejrtrækningsproblemer. I disse situationer er mandska-bet ud fra meldingens ordlyd og adressen i stand til at genkalde sig en forståelse af situationen. Er det en kendt adresse? Hvor gammel er vedkommende? Er vedkommende kendt med anden sygdom etc. Allerede ved ankomsten i entreen giver mandskabet udtryk for, at de ofte er i stand til at vurde-re, om der er tale om et astmatilfælde, eller et muligt hjertetilfælde alene ved at vurdere vejrtræk-ningslyden fra personen, og sammenholde disse indtryk med ledetråde, som eksempelvis tøjet i en-treen, møbleringen i lejligheden, hjælpemidler i lejligheden etc. uden at have set personen. Alle disse indtryk indgår i en dialog sammen med mandskabets erfaringsbase, og ud fra den udkondense-res og genkendes den situation, som de står i. Hvis der ikke opstår nogle forstyrrelser (jf. anomalier hos Klein), så behandles patienten ud fra de gældende behandlingsstandarder (modus operandi), og mandskabets måde at agere på fremstår som ”business as usual” (feltnoter fra feltstudier ved akut-lægeenheden).

5.3.2.2 Meningsforhandlinger med fokus på ”vi”

Styrken ved RPD-modellen og modellen for situationsbevidsthed (situation awareness) er, at de indfanger en del af den kompleksitet, der ligger til grund for de meningskonstruktioner, som bliver initieret af individets kognitive kapacitet. De er endvidere i stand til at forklare den singulære be-slutningsstrategi, som sætter indsatslederne i stand til at agere intuitivt. Modellernes forklaringska-pacitet bliver dog udfordret af afhandlingens empiriske fund, der viser, at det ikke er indsatslederens evne til at konstruere mening, der bliver udfordret. Det er derimod indsatsledernes kapabilitet til at forblive opmærksomheden på deres egen funktion samt mod de relationelle meningsforhandlinger, der bliver udfordret i hverdagens operative indsatser. Dette ses særligt i forhold til de situationer, hvor indsatslederne bliver i tvivl (artikel I.), ikke får mulighed for at udfylde deres funktion som privilegerede meningsskabere (artikel VI) samt situationer hvor indsatslederne bliver udfordret i forhold til faggrænser og forhandlinger knyttet til ansvarsplacering i den tredelte indsatsledelse (ar-tikel IV.)

64 Rake og Njå (2009) har empirisk testet Kleins model for genkendelse. De empiriske fund understøt-ter, at indsatslederen foretager mønstergenkendelse og singulær evaluering, som også er blevet be-kræftet af denne afhandling, men Rake og Njå finder desuden flere aspekter, der udfordrer forvent-ningerne til lederens kognitive kapabilitet:

- Indsatslederne gav ganske få befalinger - Indsatslederne var primært reaktive

- Proaktive strategier i forhold til at afdække og takle usikre begivenheder var sjældne - Det første mønster, som indsatslederen genkendte, var vitalt for førsteindsatsen.

Lipshitz & Bar-Ilan (1996) har endvidere undersøgt de faktiske problemløsningsstrategier, som in-dividet anvender, op imod præskriptive opfattelser. De præskriptive opfattelser trækker på en for-ståelse af, at individet løser problemer i rationelle sekvenser, og derved har større sandsynlighed for at lykkees med deres problemløsning. Ifølge Lipshitz & Bar-Ilan kunne en sådan præskriptiv opfat-telse ikke støttes empirisk (Lipshitz & Bar-Ilan, 1996:59).

I forhold de præskriptive og deskriptive modeller for beslutningstagning har Cohen-Hatton et al., 2015 endvidere gennemført et studie ved hjælp af hjelmkameraoptagelser på 33 operative indsatser, og har herefter kodet optagelserne i forhold til at identificere sekvenserne i de præskriptive modeller for beslutningstagning. Deres analyser har vist, at beslutningsprocesserne ikke fulgte faserne for de præskriptive modeller, men i højere grad var influeret af individets situerede opfattelse og løbende monitorering af hændelsen Cohen-Hatton et al., 2015:803).

Opsummerende har der altså i den beredskabsfaglige forskning været et markant fokus på betydnin-gen af de kognitive perspektiver, herunder indsatslederens kognitive kapacitet, erfaring og betydnin- genken-delse. Der er dog en stigende interesse for at indfange de situerede udfordringer, der opstår i sam-spilsdynamikkerne ude på skadestedet.

65

66