Oplevelser fra at blive ”ramt” i hverdagens operative indsatser

(1)

Oplevelser fra at blive

”ramt” i hverdagens operative indsatser

Brugen af hjelmkameraet som opmærksomheds- understøttende teknologi

Ph.d.-afhandling indleveret til bedømmelse ved Roskilde Universitet Institut for Samfundsvidenskab og Erhverv

Mikkel Bøhm

Hovedvejleder – Peter Hagedorn-Rasmussen, Roskilde Universitet ISSN no. 0909-9174

(2)

1

(3)

2 Roskilde Universitet 2017

Forord

Denne afhandling er et resultat er et samfinansieret forskningsprojekt mellem Roskilde Universitet og Professionshøjskolen Metropol. Afhandlingen er et bidrag til den beredskabsfaglige forskning, der i forhold til den samfundsvidenskabelige tradition i Danmark ikke tidligere har været udført tæt på og sammen med den beredskabsfaglige profession. Afhandlingen markerer en faglig milepæl for mig personligt, men er samtidig også en milepæl, der markerer, at vi er nået langt siden august 2010, hvor vi havde det første optag af studerende på professionsbacheloruddannelsen i beredskab, katastrofe- og risikomanagement. Det er en fornøjelse, sammen med mine kolleger, at være en aktiv del af udviklingen af den beredskabsfaglige profession, og det er mit håb, at afhandlingens artikler, metodikker og empiriske fund vil være til inspiration for den fremadrettede undervisning af studerende på bacheloruddannelsen, og vil kunne finde anvendelse i relation til efter- og videreuddannel- se samt naturligvis give næring til nye forskningsprojekter i relation til den beredskabsfaglige profession.

I forbindelse med forskningsprojektets tilblivelse og gennemførelse, er der en række personer, som jeg gerne vil have lov til at takke. Først og fremmest vil jeg gerne takke alle de indsatsledere og holdledere, der har deltaget i forskningsprojektet. De har vist et særligt mod i forhold til at anvende hjelmkameraer i håndteringen af hverdagens faktiske operative indsatser. De har indvilliget i at kigge ind på deres egen praksis, og de har samtidig valgt at åbne disse processer op for forskningsprojektets erkendelsesmæssige interesse. Uden dem er det i sagens natur ikke muligt at bedrive denne form for forskning, og jeg har den dybeste respekt for deres grundlæggende ønske om hver dag at gøre det så godt som muligt for de personer, som befinder sig i en nødsituation. Derudover en tak til Hovedstadens Beredskab, Beredskabsstyrelsen Teknisk Skole i Tinglev samt Akutlægeenheden ved Den Præhospitale Virksomhed i Region Hovedstaden for at åbne jeres organisationer op for forskningsprojektets danske feltstudier.

Dernæst vil jeg gerne takke mine kolleger på Katastrofe- og Risikomanageruddannelsen, og på de øvrige uddannelser på Institut for Teknologi, for med interesse at have spurgt ind til forskningspro- cessen, såvel som interesseret sig for forskningsartiklernes ve og vel. Igennem perioden har jeg væ- ret en del af forskningsgruppen Management and Organization ved Roskilde Universitet. Selvom forskningsinteresserne i gruppen er forskellige, har jeg altid mødt en interesse og villighed til at

(4)

3 diskutere forskningsprojektet, hvilket har været en fornøjelse. Det samme har gjort sig gældende i forhold til forskningsmiljøet ved Lunds Universitet, hvor jeg gennem professor Kurt Petersen, og senere universitetslektor Christian Uhr, har fået mulighed for at præsentere og diskutere forskningsprojektet.

I forbindelse med forskningsprojektet har det været muligt, gennem samarbejdet med professor Ove Njå, at foretage et forskningsophold ved Universitet i Stavanger. I forbindelse med dette ophold blev der etableret mulighed for at gennemføre feltstudier i Norge hos Rogaland Brand og Redning IKS samt Rogaland Politidistrikt. Jeg vil i den forbindelse gerne takke ledelsen og medarbejderne i Rogaland Brand og Redning IKS samt Rogaland Politidistrikt for muligheden for at implementere og anvende hjelmkameraer i den operative tjeneste som led i forskningsprojektet. En særlig tak til Ove Njå for at have finansieret de anvendte hjelmkameraer i Norge, og en tak til Kjetil Lussand fra Rogaland Politidistrikt, der har været særlig behjælpelig i forhold til ansøgningsprocesserne i Nor- ge. Gennem opholdet i Norge har min familie og jeg mødt en åbenhed og en varme, som vi er utro- ligt taknemmelige for. Det er sin sag, at foretage skoleflytning, falde til mv., men familierne Løv- dal, Hauge, Østrem og Urdal Stople har alle gjort deres for, at vores tid i Norge blev noget særligt for hele familien. Det er herligt ikke at skulle sige farvel, men i stedet på gensyn.

Forskningsprojektet har haft en ambition om at fastholde et nysgerrigt eksplorativt sigte, hvilket er blevet understøttet af hovedvejleder lektor Peter Hagedorn-Rasmussen. Gennem forskningsprojektet har Peter været en kompetent medspiller, og jeg har virkelig nydt vores samarbejde.

Afslutningsvis er det klart, at feltstudier på forskellige tider af døgnet, fordelt over to lande, har givet udfordringer i forhold til at få den hjelmlige logistik til at gå op. Det har kun kunnet lade sig gøre, fordi forældre og svigerforældre har været behjælpelige, det skal I have tak for. Ikke mindst en tak til min hustru Pernille og mine børn, Leonora og Dines. Det har været herligt, at I tog med til Norge, og at det blev muligt at gøre processen til en fælles oplevelse. Jeg ved godt, at jeg i perioder har været ”fyldt op” af og med forskningsprojektet, men jeres tålmodighed har været uovertruffen.

Det er mit håb, at afhandlingen kan understøtte udviklingen af den beredskabsfaglige forskning og uddannelse. Selvom ansvaret for afhandlingen er mit, så vil jeg gerne have lov til at dedikere afhandlingen til alle jer, der til hverdag arbejder for at udvikle den beredskabsfaglige profession.

Mikkel Bøhm

Roskilde Universitet, februar 2017

(5)

4

English summary

This thesis contributes to the emergency management research field, with a focus on sensemaking among incident commanders from the fire services, police and pre-hospital sectors in Scandinavia.

In particular, this thesis aims to identify and analyse interruptions in the sensemaking processes that occur in the midst of action, as commanders attempt to handle incidents. These interruptions to the sensemaking process not only make it challenging for commanders to resolve the issues at hand. It also plays a central role in clouding the insights commanders and the rest of the team might other- wise gain through their tactical and technical analyses. The present research into how and why commanders’ sensemaking processes are interrupted during emergencies will therefore help clarify best practices for resolving such emergencies in the future.

The development project titled “The evaluation-practice in the Danish Fire Brigades,” which was conducted in collaboration with the fire services departments of Danish municipalities, revealed that emergencies were rarely treated as potential learning opportunities that could provide helpful insights into best practices (Sachs & Boehm, 2013). The project also revealed that existing evaluation practices were largely unsystematic (Sachs & Boehm, 2013). Research conducted in Norway has also shown differences between policy and practice. Namely, emergency workers are required to take certain mandatory courses, but a majority of their learning also takes place informally, while they are on the job (Sommer & Njå, 2011; Sommer, 2015). Such informal training aims to help workers “get the feel” of their work by embodying the skills and knowledge they acquire during formal courses, and to build on that knowledge through personal experience and sharing stories with their colleagues (Sommer & Njå, 2011; Sommer, 2015). However, in Denmark and Norway, these informal learning processes have been found to conflict with more formal procedures in certain incidents. For example, evaluations of the way in which the massacre in Utoeya was handled pointed to a gap between the formal procedures and standards prescribed for managing such incidents, and the practices that were in fact carried out in the midst of the action (Hove, 2014; Politidi- rektoratet, 2012)

When examining the evaluation and learning practices in Denmark and Norway, it becomes evident that the focus is on the outcome, or the end results of a team’s actions. By contrast, there is little concern with the processes that unfolds to determine that outcome: that is, why the team decided to act in the ways they did. The same challenges have been identified in the industrial safety sector:

(6)

5 research concludes that incidents are rarely treated as learning opportunities and studies typically call for further research into the variables that would promote such learning (Drupsteen-Sint, 2014).

The present thesis aims to fill these gaps by investigating interruptions in the handling of everyday incidents. It examines these interruptions through conversations with commanders with the aim of initiating reflection upon those past incidents that would ideally lead to the development and im- plementation of more effective practices in the midst of action. The central research question is:

how can action-cameras, mounted to the incident commanders and squad leaders, be used to examine the moments at which the incident commanders’ and squad leaders’ sensemaking processes are being interrupted as they attempt to handle everyday incidents?

Methodology

The research design consists of two components. First, cameras were used to record commanders and squad leaders while they were in the midst of responding to a crisis. These recordings were later used in dialogical sessions with the commanders and squad leaders. Second, participant observa- tions were conducted in which commanders and squad leaders from the fire services, police and pre-hospital sectors were observed while carrying out their duties. Both components of the research took place in Denmark and Norway. In Denmark, four incident commanders from fire services participated between June 2014 and October 2014. In Norway, three incident commanders from police services and three squad leaders from fire services participated between February 2015 and June 2015. All participating officers wore action cameras while responding to incidents, and all participated in the dialogical sessions. A total of 25 incidents were analysed during this research project.

Findings

Article I: “Struck” in the midst of action

This article analyses the moments at which commanders appeared to have been “struck” while responding to incidents. These moments occurred during six of the incidents in Denmark. Each of these moments were analysed in later dialogical sessions, where the commander and researcher col- laboratively examined, analysed and ascribed meaning to the event and considered how it felt for the commander to re-experience the sensation of being “struck” as they watched and discussed it.

The article reviews theoretical assumptions holding that incident commanders possess the ability to be consistently proactive and in control during crises before highlighting the ways in which the empirical findings challenge these assumptions. Based on the empirical findings, the article proposes that an exclusively cognitive perspective fails to adequately understand the experiences of com-

(7)

6 manders responding to emergencies, emphasising instead the vulnerability many commanders feel in these contexts and their need for cooperation and support from their teams in order to effectively manage the emergency. The article concludes by noting that the commander should not necessarily be perceived as a privileged sensemaker, but rather, a “sense facilitator” who is just as vulnerable during emergency incidents and accordingly requires cooperation from squad leaders in particular.

Article II: ‘Recall being struck’ - the performativity of the body

Article II focuses on the same notion of being “struck” described above, but links these moments to the performativity of the body. The main theory underpinning this article holds that the body is ca- pable of its own form of speech, and this way of speaking develops before the consciousness of the individual does - in other words, the theory proposes that we feel before we become conscious.

Through the use of cameras, this study gains insight into this bodily performativity, which has implications for the individual as well as for how we interact with each other. The article concludes that the performativity of the incident commander enforces the interruptions to his or her sensemaking during emergencies, especially when the commander is “gearing up,” “gearing down” and as- sessing the capability of others. The findings presented in this article show that the commanders occasionally misinterpreted the ways in which their teammates’ bodies were performing during emergencies, which led some commanders to become “too close” to an incident, or to assume others possessed certain abilities that they in fact did not. These misinterpretations can thus produce negative outcomes that only become evident once the incident has progressed too far, meaning they have direct consequences for commanders’ ability to handle incidents successfully.

Article III: Uncertainty in the midst of action

Article III addresses how incident commanders assess and handle uncertainty in moments when they realise they are experiencing the feeling of being “struck”. The article analyses three different incidents, focusing on the ways in which commanders and squad leaders assess and handle uncertainty during these moments. The empirical findings challenge the conceptualisation of decision making put forward by Lipshitz and Strauss (1997) called the “RAWFS” model. Instead, the findings presented in this article suggest that interruptions to the sensemaking process are not only cognitive phenomena, but also sociocultural constructions such as the notion of well-knowingness. Par- ticular attention is paid to the use of suppression as a means by which commanders assess and attempt to manage uncertainties in the midst of action.

(8)

7 Article IV: Relational management - thrown into action

This article analyses the relationship between leadership identities that are formally cultivated during the mandatory incident commander programme and those identities that are displayed and chal- lenged in practice, during the handling of everyday incidents. Findings presented in this article re- veal a remarkable gap between the type of leadership identity that is formally taught and encour- aged among the commanders, and the identities they demonstrate in practice. In discussing this gap, this article draws attention to the ongoing debate regarding the ways in which theory and abstract learning are translated into practice among management.

Article V: The scope of the camera as a learning technology

The present research used cameras during real incidents unfolding in Norway and Denmark in an effort to facilitate the processes through which commanders learn from their previous work. This article challenges the view of technology as passive, and instead conceptualises the camera as an active agent with the capacity to encourage awareness and provide insights its users can apply in the future. The processes of mediation that occur between the technology and its user are explored, as are the ways in which such mediation affects the camera’s capacity to facilitate learning. The article concludes that the camera does often effectively support awareness, but its ability to promote learning is problematic. Specifically, the camera is able to capture only a partial, biased view of reality, and also risks exposing its users while they are engaged in unproductive or unsuccessful activities.

While the commanders and the researcher did gain certain insights using the cameras, a deeper understanding of interruptions to sensemaking would require a more comprehensive view of the commanders as they worked in the midst of action. Ultimately, the cameras are therefore framed as dialogical tools that promote awareness, but not necessarily effective facilitators of learning.

Article VI: The helmet camera’s capacity for facilitating awareness

The use of helmet-mounted cameras may help commanders become more aware of their behaviour during an incident, and learn from those behaviours in the incident’s aftermath. In this study, the superior incident commander from the fire service wore a helmet-mounted camera from which data was collected regarding the operative effort, including social interactions between team members and errors that were made. Recordings from the camera were then analysed by the incident manager and the first author. These analyses focused on the incident manager’s awareness of the circum- stances of the incident, participation in attempting to resolve the incident, and feelings of being

“struck” during the incident. Dialogue between the manager and the researcher was intended to en-

(9)

8 courage reflection upon the incident and consideration of what might have been done differently. In these sessions, the camera was also discussed as having the potential to raise awareness of the or- ganising principles the fire services team uses during operative incidents. The delicate nature of these meetings is foregrounded before the article concludes with a discussion of the critical situa- tions and disturbances that prevented the managers and the researcher from obtaining a common understanding of the efforts that were made to resolve the incident.

Conclusions and implications

This thesis concludes that the use of cameras allows commanders to re-experience the incidents they managed. Through meetings with the researcher during which footage from these cameras is reviewed, commanders were also able to explore, analyse and ascribe meaning to the events that unfolded during these incidents. Particular attention was paid to moments at which commanders reported they felt “struck” by the action — moments that challenge the individual as well as the collective sensemaking processes. This thesis also demonstrated how commanders and squad leaders independently construct certain interpretations of these moments, which often disrupt their ability to successfully manage the task at hand. Often, these interruptions pose challenges because they are not recognized or discussed. The field studies have shown that emergency workers are not ex- plicitly trained to talk about interruptions to their sensemaking; instead, most simply assume they will be able to cope with these interruptions, even when faced with more significant, complex incidents. Individual and collective sensemaking are also impacted by the relationships team members have with each other. Specifically, commanders often report experiencing two moments at which they are “struck” during a response, the first being the moment of shock in response to the incident itself and the second being shock at their own lack of composure. In this sense, the experience of being struck is striking for many commanders, who expect themselves to fulfil the role of the privileged sensemaker and guide their teams through an incident calmly and effectively. In turn, the field studies have also shown that commanders typically struggle to adjust and jolt themselves back into action after experiencing such a moment. Future research must therefore explore ways in which commanders can be trained to more effectively manage and respond to these moments.

The practical implications from this thesis suggests that different training approaches are needed for commanders in Denmark and Norway. In both locales, commanders are taught their functions during formal training sessions and are then expected to fulfil those functions during real incidents.

There is therefore a need for training to occur in the “real life” settings in which commanders will

(10)

9 be expected to operate, beyond the few exercises that are currently performed each year. Such hands-on training could be conducted during simulations and through dialogical sessions based on recordings from real incidents.

Findings from this research suggest that the processes through which commanders make decisions are influenced by individual cognitive variables. These cognitive variables cannot be understood to be solely determining, but is interwoven with emotions and physiology and are contingent upon a complex array of sociocultural variables.

Limitations of the present study include the use of the camera, which has the potential to support the existing, unproductive aspect of the emergency response culture known as the “zero defect culture.”

Namely, because the cameras are believed to capture objective reality, users may find that they highlight their mistakes and errors. In turn, the learning process may be disrupted as users of the footage come to be more focused on their faults and corresponding guilt. Thus, cameras do have the potential to raise awareness regarding best practices, but organisational safety must be established and ongoing supportive dialogue must occur in order for that outcome to materialize. Indeed, the cameras used in the present study allowed commanders to explore, examine and ascribe meaning to the complex and often ambiguous experiences they struggled to negotiate in the midst of emergencies. This thesis thereby offers an alternative approach to emergency management: while traditional approaches focus on the outcomes of a given incident, findings from the present research demonstrate that a better understanding of the processes through which commanders make decisions while in the midst of an emergency would help commanders learn to manage those emergencies more effectively in the future.

(11)

10

Læsevejledning

Afhandlingen består af 3. dele.

Del 1. er selve afhandlingens kappe, der indledes med at præsentere forskningsprojektets centrale forskningsspørgsmål. Herefter præsenteres de enkelte delspørgsmål, der har været styrende for hver af afhandlingens artikler. Kapitlerne 2.0, 3.0, 4.0 har til formål at rammesætte forskningsprojektet.

Denne rammesætning sker i kapitel 2.0 i forhold til det etiske og lovgivningsmæssige perspektiv. I kapitel 3.0 i forhold til forståelsen af indsatsledelse i Danmark samt i kapitel 4.0 i forhold til at rammesætte hjelmkameraet som en opmærksomhedsunderstøttende teknologi. Kapitel 5.0 vil som baggrundskapitel rammesætte forstyrrelse, opmærksomhed og meningsskabelse. I forlængelse heraf vil forståelsen af at blive ramt blive præsenteret i kapitel 6.0. Kapitel 7.0 præsenterer det valgte forskningsdesign i søgen efter oplevelser fra at blive ramt, som indsatslederne gengiver i de dialogiske sessioner. Kapitel 8.0 præsenterer artiklernes empiriske og teoretiske bidrag, der i kapitel 9.0 bliver diskuteret på tværs med et særligt fokus på de teoretiske, empiriske samt praktiske implikationer. Afhandlingens konklusioner er samlet i kapitel 10.0.

Del 2. består af afhandlingens artikler. Artiklerne er alle sendt til publicering i anerkendte videnska- belige tidsskrifter. Nogle af artiklerne er allerede accepteret for publicering, og andre er under re- view. Den enkelte artikels publiceringsmæssige status ved afhandlingens indlevering samt navne på medforfattere fremgår af artiklens titelblad.

Del 3. er en samling af bilag, der har været vitale for gennemførelsen af forskningsprojektet. For- uden samarbejdsaftaler og erklæringer vedrørende deltagelse i forskningsprojektet, er der inkluderet bilag knyttet til implementeringen af hjelmkameraet som opmærksomhedsunderstøttende teknologi i Norge. Disse bilag er inkluderet for at anskueliggøre for læseren, hvilke muligheder og begræns- ninger, som forskningsprojektets brug af hjelmkameraet har været underlagt. Derudover er rapporten ”Læringsramtheder – læring fra operative indsatser gennem brugen af hjelmkamera” vedlagt.

Rapporten er resultatet af et samarbejde med læringsteamet ved Hovedstadens Beredskab. Teksten

”Opgaver og kompetencer – kender vi dem, træner vi dem” er et bidrag til Beredskabsstyrelsens vejledning omkring ”holdleder som teknisk leder”, som er blevet publiceret december 2016. Afslut- ningsvis er afhandlingens danske resume vedlagt.

(12)

11

Indhold

Forord ... 2

English summary ... 4

Læsevejledning ... 10

1.0 Introduktion ... 16

1.1 Forskningsprojektet centrale forskningsspørgsmål ... 17

1.1.1. Relation til eksisterende beredskabsfaglig forskning ... 17

1.2 Artiklernes forskningsspørgsmål ... 20

Artikel I. “Struck” in the midst of action ... 20

Artikel II. ‘Recall being struck’ – the performativity of the body ... 21

Artikel III. Uncertainty in the midst of action ... 22

Artikel IV. Relationel ledelse under handletvang ... 23

Artikel V. The scope of the action-camera as a learning technology ... 23

Artikel VI. Hjelmkameraet som opmærksomhedsunderstøttende teknologi ... 24

2.0 Det etiske og lovgivningsmæssige perspektiv ... 26

2.1 Etablering af organisatorisk sikkerhed ... 26

2.1.1 Forbindelsesofficerens/kontaktpersonens rolle ... 27

2.2 Brugen og begrænsninger i brugen af datamaterialet ... 28

2.2.1. Hensynet til 3. person ... 29

2.3 Godkendelsesprocessen i Danmark og Norge ... 29

3.0 Indsatsledelse i Danmark ... 32

3.1. Indsatslederens position som privilegeret meningsskaber ... 33

3.1.1 Der er kun én, der har ”bagenden i klaskehøjde” ... 34

3.1.2 Nationale forskelle i redningstjenesten mellem Danmark og Norge ... 36

4.0 Hjelmkameraet som opmærksomhedsunderstøttende teknologi ... 38

4.1 Studiet af forstyrrelser gennem oplevelser fra at blive ramt ... 38

4.2 Hjelmkameraets funktionalitet og anvendelse ... 40

4.2.1 Hjelmkameraets betydning for erfaringsparadigmer og nulfejlskulturer... 41

4.2.2 Dialogiske sessioner - samtalens genealogi ... 45

5.0 Baggrund ”forstyrrelse, opmærksomhed og meningsskabelse” ... 48

5.1 Forstyrrelse ... 48

5.1.1 Forholdet mellem bevidsthedsniveauer og forstyrrelser ... 49

5.2 Opmærksomhed ... 50

(13)

12

5.2.1 Det retikulære aktiveringssystem ... 51

5.2.2 Opmærksomhed er grundlaget for at lære ... 51

5.2.3 Den teknologiske mediering af opmærksomhed ... 53

5.3 Meningsskabelse i håndteringen af operative indsatser ... 56

5.3.1 Meningsskabelse i et pragmatisk social konstruktivistisk perspektiv ... 57

5.3.2 Indsatslederen som en privilegeret meningsskaber ... 58

6.0 Oplevelsen af at blive ramt som afsæt for læring ... 66

6.1 Koblingen mellem at være ramt og læring ... 67

6.1.1 Oplevelsen af at blive ramt i det kognitive perspektiv ... 68

6.1.2 Oplevelsen af at blive ramt i det sociokulturelle perspektiv ... 69

6.1.3 Oplevelsen af at blive ramt i et dialogisk læringsperspektiv ... 70

6.2 Implikationerne fra oplevelsen af at blive ramt ... 71

7.0 Det valgte forskningsdesign –oplevelsen af at blive ramt ... 74

7.1 Relationen til den øvrige forskningslitteratur ... 74

7.2 Søgen efter oplevelser fra at blive ramt med afsæt i hverdagshændelser ... 76

7.2.1 Hverdagshændelser med afsæt i negationer ... 77

7.2.2 Afhandlingens hændelseskategorier ... 78

7.3 Hjelmkameraet som grundlag for dialogiske sessioner ... 80

7.3.1 Fra hjelmkameraoptagelse til ny bevidsthed ... 80

7.4 Observationsstudier i Danmark og Norge ... 92

7.4.1 Graden af deltagelse i egen profession ... 93

7.4.2 Feltarbejde i Danmark og Norge ... 97

7.4.3 Opsummering på feltstudiernes anvendelse ... 102

8.0 Artiklernes empiriske og teoretiske fund ... 104

8.1 Artikel I. “Struck” in the midst of action ... 104

8.2 Artikel II. ‘Recall being struck’ - the performativity of the body ... 104

8.3 Artikel III. Uncertainty in the midst of action ... 106

8.4 Artikel IV. Relationel ledelse under handletvang... 106

8.5 Artikel V. The scope of the action-camera as a learning technology ... 107

8.6 Artikel VI. Hjelmkamera som opmærksomhedsunderstøttende teknologi ... 108

9.0 Afhandlingens empiriske og teoretiske bidrag samt praktiske implikationer ... 110

9.1 På tværs af de identificerede oplevelser fra at blive ramt ... 110

9.1.1 Indsatslederfunktionens ledelsesidentitet under pres ... 111

(14)

13

9.1.2 Kroppens performativitet ... 114

9.1.3 Velkendthed som sociokulturel faktor ... 116

9.2 Læringsperspektiver fra oplevelsen af at blive ramt ... 119

9.2.1 Perspektiverne for at initiere individuelle læreprocesser – hvad kan indsatslederen lære? ... 120

9.2.2. Fra individuelle oplevelser fra at blive ramt til kollektive læreprocesser ... 123

10.0 Konklusion ... 128

11.0 Referenceliste ... 132

12.0 Publiceringsoversigt ... 142

Artikel I. “Struck” in the midst of action ... 142

Artikel II. ‘Recall being struck’ - the performativity of the body ... 142

Artikel III. Uncertainty in the midst of action ... 142

Artikel IV. Relationel ledelse under handletvang... 142

Artikel V. The scope of the action-camera as a learning technology ... 142

Artikel VI. Hjelmkamera som opmærksomhedsunderstøttende teknologi ... 142

13.0 Bilagsoversigt: ... 144

Bilag A. Samarbejdsaftale vedr. forskningsprojektet – Københavns Brandvæsen ... 144

Bilag B. Samarbejdsaftale med Rogaland Brann og Redning IKS... 144

Bilag C. Erklæring vedr. deltagelse forskningsprojektet – Rogaland Politidistrikt ... 144

Bilag D. Erklæring vedr. deltagelse forskningsprojektet – Rogaland Brand og Redning IKS ... 144

Bilag E. Politidirektoratet vedr. dispensation for tavshedspligt ... 144

Bilag F. Svar på søknad om fritak fra tavushetsplikt... 144

Bilag G. Rådet for Taushetsplikt og Forskning ... 144

Bilag H. Tilbakemelding på Melding om Behandling av Personopplysninger ... 144

Bilag I. Dansk resume ... 144

Bilag J. Læringsramtheder – Læring fra operative indsatser gennem brugen af hjelmkamera ... 144

Bilag K. Opgaver og kompetencer – kender vi dem, træner vi dem?... 144

(15)

14

Del 1. Kappe

(16)

15

(17)

16

1.0 Introduktion

Denne afhandling er et bidrag til den beredskabsfaglige forskning rettet mod indsatsledelse og meningsskabelse med et særligt fokus på redningsberedskabet, politiet og sundhedsberedskabet i Nor- den. Afhandlingens erkendelsesinteresse er knyttet til at identificere og analysere forstyrrelser i meningsskabelsesprocesserne i håndteringen af operative hændelser. Disse forstyrrelser står i vejen for den operative opgaveløsning, og er samtidig med til at mudre den erkendelsesmæssige indsigt, som beredskabsaktørerne kan opnå efter endt indsats. Forstyrrelserne er dog produktive i den forstand, at de jo netop opstår, fordi der er noget, der ikke går som forventet. Forstyrrelser i meningsskabelsesprocesserne kan derved som en løftestang bidrage med viden om selve forstyrrelsernes substans, men bidrager også med indsigt i, hvordan indsatsledere fra redningsberedskabet, politiet samt sundhedsberedskabet konstruerer og forhandler mening som led i udfoldelsen af indsatslederfunktionen.

Det finurlige ved meningsskabelse er, at mening, der allerede er skabt, fremstår ordnet - som perler på en snor. Det er derfor oftest, når der virkelig er et eller andet, der går galt, at vi begynder at interesse os for processerne bag resultatet af den operative opgaveløsning. Meningsskabelsesprocesser- ne er emergerende processer, der i glimt fremstår som bevidste, men for størstedelen af processer- nes vedkommende forløber som ubevidst informationsprocessuering. Meningsskabelsesprocesserne starter ikke definitivt og slutter ikke definitivt, men er vævet sammen i fortid, nutid og fremtid, mellem kognition, emotioner og krop samt mellem det individuelle og det kollektive. Det er vanskeligt analytisk at adskille disse sammenvævede processer, hvilket er en del af svaret på, hvorfor det er svært at lære fra operative indsatser.

Udviklingsprojekter, gennemført i samarbejde med de danske kommunale beredskaber, har vist en yderst begrænset indsigt i læringspotentialerne fra operative indsatser og til dels en usystematisk evalueringspraksis (Sachs & Bøhm, 2013). Det samme billede genfindes i Norge, hvor store dele af beredskabsorganisationerne, herunder særligt politiet, blev mødt med markant kritik efter massak- ren på Utøya. Det bliver efterfølgende konkluderet, at der var stor forskel mellem de procedurer og de standarder, som man havde beskrevet, og det som beredskabsaktørerne gjorde i praksis (Hove, 2014; Politidirektoratet, 2012). Når man studerer evalueringsmaterialet fra Danmark og fra Norge, er der dog et gennemgående resultat-perspektiv. Man er orienteret mod resultatet, men forholder sig sjældent til processen. Det manglende procesperspektiv er en mangel, hvilket bekræftes af forskning knyttet til læring fra akutte hændelser i den industrielt orienterede forskning (Drupsteen-Sint, 2014).

Den industrielt orienterede forskning har vist, at der kun er begrænset viden om læring fra hændel-

(18)

17 ser, og at der er behov for yderligere forskning knyttet til særligt betingelserne for læring. Forud- sætningen for at kunne undersøge disse betingelser for læring er, at vi grundlæggende forstår de udfordringer, som det samlede indsatshold, og især indsatslederne, står overfor i hverdagens operative indsatser. Adskilt i tid og rum fra de operative indsatser ønsker afhandlingen at undersøge, hvordan indsatslederne og holdlederne gennem reflekterende og refleksive processer kan opnå en bevidsthed om de forstyrrelser, der udfordrer meningsskabelsesprocesserne i hverdagens operative indsatser. Disse reflekterende og refleksive processer tager i afhandlingen afsæt i begrebet ’struck’, der oversættes med at blive ramt. Det er gennem disse oplevelser fra at blive ramt, at afhandlingen udforsker forstyrrelserne i meningsskabelsesprocesserne, og det er gennem disse reflekterende og refleksive processer at afhandlingen faciliterer en øget opmærksomhed, der ideelt set afstedkommer en øget bevidsthed hos indsatslederne og holdlederne. Baggrunden for at initiere sådanne be- vidsthedsgørende processer udspringer af afhandlingens grundlæggende ambition om at initiere individuelle såvel som kollektive læreprocesser i beredskabsorganisationerne.

Afhandlingen bliver derved dels et bidrag til læringsforskningen, særligt i forhold til brugen af hjelmkameraet som en opmærksomhedsunderstøttende teknologi jf. artikel V. og artikel VI., men er gennem artiklerne I.-IV. et mere klart bidrag til den beredskabsfaglige forskning, som har det er- kendelsesmæssige sigte rettet mod, hvad indsatslederne gør, når de udfylder deres funktion på skadestedet som privilegerede meningsskabere- og beslutningstagere (Groenendaal & Helsloot, 2016a;

Groenendaal & Helsloot, 2016b, Rake & Njå, 2009).

1.1 Forskningsprojektet centrale forskningsspørgsmål Følgende er afhandlingens centrale forskningsspørgsmål:

Hvordan kan hjelmkameraer monteret til indsatsledere og holdledere anvendes som opmærksom- hedsunderstøttende teknologi til at udforske og analysere forstyrrelser i meningsskabelsesprocesserne knyttet til ledelsen af hverdagens operative indsatser?

1.1.1. Relation til eksisterende beredskabsfaglig forskning

Brugen af kamera i forskningsøjemed er ikke nyt, men er velkendt inden for en række af discipliner blandt andet inden for den medicinske forskning og simulation (Lahlou, 2011; Lahlou et al., 2015;

Martin & Martin, 1984), i relation til operativ ledelse og beslutningstagning i reelle operative indsatser (Borglund & Nulden, 2012; Groenendaal & Helsloot, 2016b; Cohen-Hatton et al., 2015) og inden for professionelle sportsudøvere (Omodei & McLennan, 1994).

(19)

18 Igennem forskningsprojektet er hjelmkameraet blevet monteret og anvendt af de individer, der på skadestedet forventes at være i en privilegeret position til at skabe mening og lede den operative indsats – indsatslederne. Ifølge brandvæsenets brugere har det bemærkelsesværdige ved teknologien været, at teknologien rummer potentialet til at ændre forståelsen af, hvad indsatslederens kerne- opgave er: ”… i gamle dage troede man, at en god indsats var 75 % taktik, så var 25 % resten. I dag er det omvendt 25 % taktik og 75 % kommunikation” (citat fra medlem af læringsteamet 3. septem- ber 2014).

Gennem feltstudier i Norge og Danmark har forskningsprojektet fulgt indsatslederne i deres praktiske hverdag i beredskabsorganisationerne samt i håndteringen af operative hændelser, hvor de har anvendt hjelmkameraet. Som metodisk greb til at undersøge forstyrrelserne i meningsskabelsesprocesserne har det været nødvendigt at tilrettelægge et forskningsdesign, hvor indsatslederne aktivt indgår som medforskere på deres egen praksis. Erkendelsen af meningsskabelsesprocessens kom- ponenter i form af ”opmærksomhed” – ”forstyrrelse” – ”meningsskabelse” er i afhandlingen blevet analyseret og udforsket gennem dialogiske sessioner. Gennem de dialogiske sessioner har indsatslederne udforsket og analyseret de situationer, hvor de hver især oplever at blive ramt. Ved at lade indsatslederen og forskeren sammen udforske disse processer er det muligt at opnå en indsigt i, hvad der forårsager forstyrrelserne, og hvilken betydning forstyrrelserne har for især indsatslederens funktion på skadestedet.

1.1.1.1 Nuanceringen af et dominerende kognitivt perspektiv

Forskningsprojektet skriver sig ind i den del af den beredskabsfaglige forskning, der er knyttet til

”naturalistic decision-making” (NDM) såvel som heuristic-bias (HB) (Kahneman & Klein, 2009).

Fælles for disse tilgange er, at deres erkendelsesmæssige interesse er rettet mod at opnå indsigt i individets kapacitet i forhold til at aktivere kognitive skemaer, og på baggrund af kort- og langtids- hukommelsen at genkalde situationsbilleder, som ligger til grund for den operative beslutningsproces og opgaveløsning (Endsley, 1995). I forlængelse heraf har Gary Kleins forståelse af brugen af erfaringer, som grundlag for intuition og mental simulering i forhold til at foretage en singulær evaluering, haft markant betydning for, hvordan man har forstået indsatsledelse (Klein, 1993; 1998;

2009; 2011).

Med singulær evaluering menes en enstrenget meningsskabelsesproces, hvor individet ud fra sin intuition og erfaring genkalder sig et mønster knyttet til en given situation under tidspres. Individets erfaringsbase bidrager med en række forventninger, plausible løsninger og relevante ledetråde, der

(20)

19 indgår i identificeringen af de nødvendige trin (action sequences) i beslutningsprocessen (Klein, 1993). Klein trækker på en forståelse af, at individet gennem monitorering af afvigelser fra forventninger samt afvigelser i forhold til den mentale simulering selv er i stand til at identificere og hånd- tere sådanne forstyrrelser.

Hos Klein forstås de meningsskabelsesprocesser, der indgår som grundlag for beslutningsproces- serne på skadestedet, at være bevidste for individet. Et lignende perspektiv på sådanne bevidste meningsskabelses- og beslutningsprocesser finder man endvidere hos Lipshitz & Strauss (1997) samt hos Lipshitz, Omodei, McClellan, Wearing (2007). De antager på linje med Klein, at usikkerhed kan håndteres af individets selv. De tager, på linje med denne afhandling, afsæt i, at usikkerhed er et resultat af, at meningsskabelsesprocesserne bliver forstyrret. I en sådan situation vil individet forsø- ge at genoprette denne kognitive ubalance ved at forsøge at gennemskue situationen ved hjælp af mental simulering. Hvis det ikke lykkes, opstår der en egentlig usikkerhed, der står i vejen for at handle.

Lipshitz et al. (2007) har som i denne afhandling anvendt hjelmkamera i forhold til at afdække usikkerhedshåndteringen i brandvæsenet. I deres metode ”cued-recall” (se artikel III.) beder de indsatslederne om at sprogliggøre det, de ser på videooptagelsen. Metoden har til hensigt at opfange individets kognitive skema, for herefter at analysere de enkelte skemaer på tværs. Deres empiriske fund understøtter RAWFS-modellen (Reducing, Assumption-based reasoning, Weighing the pros and cons, Forestalling, Suppressing) (Lipshitz, 1997). Antagelserne i RAWFS-modellen er baseret på, at individet benytter en række strategier (heuristikker) som led i et reducere kompleksiteten og derigennem håndtere usikkerheden. Disse heuristikker består i, at individet indledningsvist forsøger at reducere usikkerhed ved at indhente yderligere information. Hvis det ikke lykkes, antages individet at ”fylde hullerne” i meningsskabelsen med antagelser samt ved at veje for og mod. Hvis ingen af disse strategier lykkes vil individet i sidste ende potentielt set ignorere usikkerheden (Lipshitz &

Strauss, 1997).

Som Artikel III. viser, så inkluderer Lipshitz et al. (1997; 2007) ikke den sociokulturelle kontekst i deres analyserer, men fokuserer udelukkende på individets kognitive kapabilitet. Ved at inkludere konteksten, og de relationelt skabte forstyrrelser i meningsskabelsesprocesserne, viser artikel III., at indsatslederne i hverdagens operative indsatser undertrykker usikkerhed. Hos Lipshitz et al. (1997;

2007) bliver en sådan undertrykkelse (suppression) begrebsliggjort som en heuristik, som individet udelukkende benytter som sidste mulighed. Artikel III. udfordrer dog denne antagelse i RAWFS-

(21)

20 modellen ved at vise, at undertrykkelse af usikkerhed finder sted oftere end antaget. Artikel III viser derved, at den beredskabsfaglige forskning bliver nødt til at inkludere de sociokulturelle aspekter i forståelsen af forstyrrelserne i meningsskabelsesprocesserne samt den betydning disse forstyrrelser har for eksempelvis forståelsen af beslutningstagernes usikkerhedshåndtering. Den kognitivt funderede beredskabsforsknings forudsigelsesgrad er endvidere blevet nuanceret af nyere tilgange inden for den beredskabsfaglige forskning, der ikke udelukkende tager et kognitivt afsæt i individets beslutningsprocesser, men som undersøger lederens funktion i den faktiske organisering, der finder sted på et operativt skadested (Njå & Rake, 2008; Rake og Njå, 2009; Sommer, Braut & Njå 2013).

Denne afhandling er et bidrag til denne type af beredskabsforskning ved netop at rette fokus mod forstyrrelserne i meningsskabelsesprocesserne ude på skadestedet. Forstyrrelserne forstås i forlæn- gelse heraf ikke som værende udelukkende kognitive, men bliver forstået som kognition vævet sammen med emotioner og med krop. Forstyrrelserne forstås endvidere ikke alene at være knyttet til individet, men forstås som værende et resultat af de sociokulturelle meningsforhandlinger, som individet tager del i. På baggrund af denne udforskning af forstyrrelser i meningsskabelsesprocesserne er det afhandlingens ambition at skabe grundlaget for at initiere individuelle og kollektive læreprocesser, der er i stand til at overkomme den dikotomi mellem de kognitive og de relationelle perspektiver, der, ifølge forskning knyttet til arbejdslivslæring, stadig er dominerende (Nickelsen og Elkjær, 2016).

1.2 Artiklernes forskningsspørgsmål

I det følgende vil forskningsartiklernes formål og forskningsspørgsmål blive præsenteret. Artiklerne I-IV., er rettet mod at erkende de forstyrrelser, der udfordrer meningsskabelsesprocesserne i håndte- ringen af hverdagens operative indsatser. Artiklerne V. og VI. er rettet mod at erkende, hvordan hjelmkameraer, monteret til indsatsledere og holdledere, kan anvendes som opmærksomhedsunder- støttende teknologi.

Artikel I. “Struck” in the midst of action

Artiklen analyserer de forstyrrelser, der opstår i forbindelse med håndteringen af 6 operative indsatser i Danmark. De enkelte forstyrrelser er blevet analyseret gennem dialogiske sessioner, hvor indsatslederen sammen med forskeren udforsker og analyserer disse forstyrrelser. Artiklens formål er at udforske og udfordre forståelsen af indsatslederen som en privilegeret meningsskaber, der er i stand til at forblive proaktiv og have overskud til både at konstruere mening og facilitere menings- forhandling. Artiklen tager afsæt i forståelsen af indsatslederen som et individ, der i forståelsen hos

(22)

21 Schön (1983), er i stand til at foretage en form for ”artistry”, selvom individet oplever noget uven- tet. Forståelse af individet hos Shön udfordres af perspektiver hos Yanow & Tsoukas (2009) og kombineres med forståelsen hos Klein (1998; 2009;2011), der påpeger, at individet, på baggrund af sine kognitive skemaer og erfaringer, er i stand til at foretage singulær beslutningstagning. Denne individuelt kognitivt funderede forståelse af indsatslederen som privilegeret meningsskaber udfordres gennem analysen af de forstyrrelser, som opstår i forbindelse med håndteringen af indsatserne.

Artiklen diskuterer i forlængelse heraf, hvordan indsatslederne reagerer, når de oplever at blive forstyrret i meningsskabelsesprocesser, herunder særligt de relationelle meningsforhandlinger med holdlederne. På baggrund af de empiriske fund diskuterer artiklen, om det vil være mere retteligt at omtale indsatslederen som en meningsfacilitator i stedet for en privilegeret meningsskaber, eftersom indsatslederne bliver forstyrret i de situationer, hvor samspilsrelationerne med holdlederne fungerer mindre godt, og i de situationer, hvor indsatslederne oplever ikke at kunne fylde indsatslederfunktionen ud. I disse situationer vender indsatslederne frustrationerne ind mod deres egen funktion, hvilket forstærker forstyrrelserne i meningsskabelsesprocesserne.

Forskningsspørgsmål

Hvordan påvirker forstyrrelser indsatsledernes konstruktion og forhandling af individuel og kollek- tiv meningsskabelse under operative indsatser?

Artikel II. ‘Recall being struck’ – the performativity of the body

Hvor artikel I. fokuserer på, hvordan indsatslederne håndterer forstyrrelser, der udfordrer meningsskabelsesprocesserne under operative indsatser, så er artikel 2. rettet mod det kropslige aspekt af disse forstyrrelser. Det teoretiske udgangspunkt i artikel 2. er, at kroppen ’taler’. Ved at anvende hjelmkameraet er det muligt at opnå indsigt i den kropslige performativitet, som ikke kun har betydning for individets egen adfærd, men også har betydning for, hvordan individet indgår i samar- bejdsrelationer med andre. Artiklen foretager en kritik af det relationelle dialogiske afsæt, som er dominerende i fagområdet relateret til ledelseslæring (management learning) gennem centrale skik- kelser som John Shotter og Ann Cunliffe. Forskningsprojektet har været inspireret af det relationelle dialogiske perspektiv i konstruktionen af de dialogiske sessioner, men ønsker samtidig at foretage en kritik af den forståelse af at blive ramt, der ifølge Cunliffe (Cunliffe, 2002a; 2008) fører til, at individet reflekterer over egen praksis, men samtidig også kan afstedkomme øget refleksivitet, hvor individet forholder sig til sin egen måde at være på, tale på og agere på.

(23)

22 Artiklen foretager en analytisk opdeling af kroppens performativitet fra emotioner og kognition, og undersøger i forlængelse heraf, hvordan ”kroppen taler”, og hvad kroppens performativitet betyder for meningsskabelsesprocesserne i de situationer, hvor meningsskabelsesprocesserne bliver forstyrret under selve den operative indsats.

Hvordan håndterer indsatslederen kropsligt at blive forstyrret under operative indsatser?

Artikel III. Uncertainty in the midst of action

Artikel III. fokuserer på, hvordan indsatslederne håndterer usikkerhed i de situationer, hvor de oplever forstyrrelser i meningsskabelsesprocesserne. Dele af den beredskabsfaglige forskning har været optaget af at forstå de strategier (heuristic-bias), som individet anvender, når individet skal træffe en beslutning, eller når individet skal håndtere usikkerhed. En sådan forståelse findes hos Lipshitz &

Strauss, der i deres ”RAWFS”-model (1997) oplister de strategier, som deres forskning viser, at individet anvender til at vurdere og håndtere usikkerhed. Modellen består af en række heuristikker (strategier), som Lipshitz & Strauss empirisk har udkondenseret og tematiseret som værende de strategier, som individet anvender til at vurdere og håndtere risici. Af disse forskellige heuristikker, der er oplistet i artiklen, bliver strategier som undertrykkelse ”suppression” beskrevet som sjældent anvendt.

Gennem brugen af hjelmkameraet som opmærksomhedsunderstøttende teknologi, analyserer artiklen 3 operative indsatser, hvor der identificeres kritiske begivenheder, der afstedkommer usikkerhed i meningsskabelsesprocesserne. I forlængelse af disse kritiske begivenheder udkondenseres analyti- ske diskrepanser, som udforskes i dialogiske sessioner med henblik på gennem reflekterende og refleksive processer at udforske indsatsledernes oplevelse af at blive ramt i disse situationer. Vurde- ringerne og håndteringerne af usikkerhed er herefter analyseret op imod det begrebsapparat, som Lipshitz and Strauss (1997) har introduceret, og diskuterer i forlængelse heraf, hvordan en sociokulturel faktor som velkendthed udøver en markant indflydelse på den måde, som indsatslederne undertrykker og forestiller sig usikkerhed på.

Hvordan influerer sociokulturelle faktorer på indsatslederens vurdering og håndtering af usikkerhed på operative indsatser?

(24)

23 Artikel IV. Relationel ledelse under handletvang

Artiklens formål er at analysere forholdet mellem på den ene side den ledelsesidentitet, som indsatslederne bliver tillært på den obligatoriske indsatslederuddannelse, og på den anden side den ledelsesidentitet, som bliver udfoldet og udfordret i hverdagens operative indsatser. Artiklen tager afsæt i en relationel forståelse af ledelse og ledelsesidentitet, og ønsker på den baggrund af udforske den ledelsesidentitet som bliver tillært, udfoldet og udfordret. Artiklen analyserer i forlængelse heraf de metoder, der anvendes på den beredskabsfaglige og tværfaglige indsatslederuddannelse. Disse metoder har på den ene side til formål at få den enkelte aspirant til at reflektere over valg af taktikker, metodikker mv., men har på den anden side også et refleksivt sigte i forhold til at lære aspiranterne at agere som indsatsledere. Foruden den uddannelsesmæssige kontekst analyserer artiklen 3 operative indsatser. Artiklens analyser viser, at der opstår diskrepanser mellem på den ene side den ledelsesidentitet, som bliver forsøgt tillært i det strukturerede uddannelsesforløb på indsatslederuddan- nelsen, og på den anden siden den ledelsesidentitet, der bliver udfoldet og udfordret i hverdagens operative indsatser.

Hvad er forholdet mellem den måde, hvorpå lederaspirantens ledelsesidentitet bliver tillært i et struktureret uddannelsesforløb, over for de udfordringer af ledelsesidentiteten, der sker i hverdagens operative indsatser?

Artikel V. The scope of the action-camera as a learning technology

Implementeringen og brugen af hjelmkamera som opmærksomheds- og læringsunderstøttende teknologi har været ny i Danmark og i Norge. I Danmark har teknologien været implementeret og anvendt siden 2012, men primært som et individuelt værktøj til egen-evaluering. I forlængelse af brugen af hjelmkameraet på faktiske operative indsatser i Danmark og Norge, udfordrer artiklen forstå- elsen af teknologi som et passivt redskab. I stedet konceptualiserer artiklen hjelmkameraet som en teknologi, der aktivt er i stand til at mediere brugerens opmærksomhed og bevidsthed. Ved at benyt- te hjelmkameraet som teknologi til at genopleve håndteringen af operative indsatser, bliver det muligt i de dialogiske sessioner mellem indsatsleder og forsker at rejse mellem nutid, fortid og fremtid, og opnå en indsigt, der ikke tidligere har været mulig.

På baggrund af denne begrebsliggørelse af hjelmkameraet analyserer artiklen forskellige forbindel- ser mellem brugeren/brugerne og teknologien. Artiklens analyse viser, hvordan teknologien medierer brugeren, og re-konfigurerer blandt andet det at være lærende og fremskriver en usikkerhed og

(25)

24 en sårbarhed. På baggrund af artiklens analyser af disse medieringer, diskuterer artiklen, hvordan hjelmkameraet produktivt såvel som mindre produktivt influerer på de individuelle såvel som de kollektive læreprocesser.

Hvordan medierer hjelmkameraet, som en læringsunderstøttende teknologi, hvad indsatsledere kan lære fra håndteringen af operative indsatser?

Artikel VI. Hjelmkameraet som opmærksomhedsunderstøttende teknologi

Artiklen sætter fokus på, hvordan opmærksomhed medieres i samspillet mellem teknologi og praksis. I artiklen analyseres optagelserne fra en operativ hændelse i en dialogisk session mellem indsatsleder og forsker. Analysen viser, at indsatslederen har svært ved at udfylde rollen som privilegeret meningsskaber. Indsatslederen håndterer forstyrrelserne i meningsskabelsesprocesserne ved at fokusere på egen funktion og på at beskytte sit eget ledelsesrum, hvilket medfører en reaktiv indsatsledelse. Denne reaktive indsatsledelse er karakteriseret ved, at indsatslederen tildeler opmærk- somhed mod at agere som problemløser, og derved tildeler mindre opmærksomhed til funktionen som meningsfacilitator. Indsatslederen genkalder sig i den dialogiske session oplevelsen af at været isoleret fra indsatsen, hvilket bliver forstærket af, at holdlederne ikke er fokuserede på indsatslederen, men udelukkende fokuserer på det situationsbillede, som holdlederne har forhandlet mellem sig. Den manglende gensidige opmærksomhed udgør en potentiel risiko, men i den konkrete hæn- delse har det ikke nogle direkte konsekvenser for håndteringen af ildebranden.

Artiklen diskuterer i forlængelse heraf det kritiske aspekt, at det ikke lykkes indsatslederen og holdlederne at opretholde den foreskrevne forventning om gensidig kontakt og opmærksomhed.

Hvilke muligheder og begrænsninger tilvejebringer hjelmkameraoptagelser i forhold til at mediere indsatslederens opmærksomhed under og efter operative indsatser? Og hvilke indsigter kan en indsatsleder opnå, når disse muligheder og begrænsninger udforskes i dialogiske sessioner?

(26)

25

(27)

26

2.0 Det etiske og lovgivningsmæssige perspektiv

I det følgende vil fokus indledningsvist være rettet mod, hvordan forskningsprojektet sammen med de involverede organisationer skabte organisatorisk sikkerhed for de ledere, der valgte at deltage i forskningsprojektet. Derefter vil godkendelsesprocessen i Danmark såvel som i Norge blive gen- nemgået med særligt fokus på de etiske og lovgivningsmæssige rammer, som har influeret på tilret- telæggelsen af det valgte forskningsdesign.

2.1 Etablering af organisatorisk sikkerhed

Præmisserne for implementeringen af hjelmkameraet som opmærksomhedsunderstøttende teknologi i København kontra i Stavanger var forskellige grundet det faktum, at Københavns Brandvæsen (nu Hovestadens Beredskab) siden 2012 har anvendt hjelmkameraet som et personligt evalueringsværk- tøj. I København var der derfor etableret en vis praksis og indhentet visse erfaringer vedrørende brugen af hjelmkameraet. Implementeringen og anvendelsen af hjelmkameraet som opmærksom- hedsunderstøttende teknologi har dog været ny, særligt i Norge, hvor hjelmkamera blev implementeret som led i forskningsprojektet. Denne forskel giver mulighed for at følge de forskellige faser i implementeringen og anvendelsen af hjelmkameraet.

En af de centrale erfaringer fra København var, at når man filmer hverdagens håndtering af operative indsatser, så indsamler man information om ”noget” og ”nogen”, som måske ikke er i overens- stemmelse med de forventninger, som man indledningsvist havde. En af de helt grundlæggende overvejelser forud for brugen af hjelmkamera i forskningsprojektet var derfor at finde en passede måde at håndtere situationer, hvor kameraet optager ”noget” eller ”nogen”, der gør noget, der potentielt kunne være til ulempe for dem selv, deres kolleger eller for organisationen som en helhed.

Det kunne for eksempel være udstyr, der bliver håndteret forkert, eller det kunne være enkeltperso- ners handlinger, der i mere eller mindre grad ikke lever op til forventningerne i forhold til de gæl- dende operative standarder.

I forbindelse med udviklingsprojektet ”Beredskabsfaglig Evaluering og Praksisudvikling” (Sachs &

Bøhm, 2013), der til dels blev udarbejdet hos Københavns Brandvæsen, var brugen af hjelmkameraet netop ovre implementeringsfasen, og beredskabet begyndte at have de første erfaringer med de muligheder og begrænsninger, som hjelmkameraet har. Da forskningsprojektet blev indledt, var der derfor både hos brandvæsenet og hos mig som forsker en forforståelse af, at hjelmkameraet har en evne til potentielt at eksponere mere viden, end den enkelte og organisationen indledningsvist havde intentioner om at eksponere.

(28)

27 Med det som afsæt blev der i forhold til de 3 organisationer, der ønskede at deltage i forskningsprojektet, udarbejdet en samarbejdsaftale (se Bilag A., Bilag B., Bilag C.), hvor følgende blev udspeci- ficeret med henblik på at sikre den enkelte i forhold til direkte eller indirekte eksponering:

- Hjelmkameraoptagelserne bliver opbevaret af beredskabsorganisationen.

- Beredskabsorganisationen giver den ph.d.-studerende adgang til optagelserne fra hjelmkamera; tilladelse til, at den ph.d.-studerende deltager på operative indsatser som observatør samt tilladelse til, at den ph.d.-studerende deltager i interne møder.

- Det er udelukkende den ph.d.-studerende og forbindelsesofficeren fra beredskabsorganisationen, der har adgang til materialet.

Hver organisation udpeger i forbindelse med forskningsprojektet en forbindelsesofficer, der har til formål at sikre, at særligt sensitive oplysninger ikke indgår i analyserne. Forbindelsesofficeren har endvidere fungeret som et mellemled mellem de indsatsledere og de holdledere, som har deltaget i forskningsprojektet. Derved har spørgsmål om den interne organisering i beredskabsorganisationen kunne afklares af forbindelsesofficeren tæt på indsatslederen, og derved sikre, at spørgsmål omkring deltagelse i forskningsprojektet ikke blev gjort til et spørgsmål mellem indsatslederen, som enkelt- individ, og beredskabsorganisationens ledelse.

2.1.1 Forbindelsesofficerens/kontaktpersonens rolle

Forbindelsesofficeren har derved haft en koordinerende funktion og været garant for, at materialet blev anvendt fra et eksplorativt og nysgerrigt perspektiv, og ikke med et individrettet ansvarspå- dragende sigte. Samtlige organisationer har med indgåelse af samarbejdsaftalen været indstillet på, at hvis man vil arbejde med læring fra hverdagens operative indsatser, så bliver man nødt til at erkende, at når man stiller skarpt på det, man faktisk gør, så vil der fra tid til anden være noget, der falder under det forventede niveau. Hvis man i disse situationer slår folk oven i hovedet, så forsvin- der motivationen i forhold til at ”kigge indad”. Man umuliggør derved at fastholde et udforskende sigte.

Et sådan konsekvensetisk perspektiv betoner, at læring kan gøre ondt, men at det er nødvendigt at give amnesti i forhold til potentielle fejl fra enkeltindivider, eftersom det samlede udbytte forventes at overstige sådanne omkostninger. Et individfokus ville betyde, at man endte i situationer, der kunne blive ansvarspådragende eller potentielt set kunne virke decideret karrierehæmmende. En sådan tilgang vil fra et etisk perspektiv være uholdbart, særligt i forhold til tjenestemænd i aktion jf.

(Bjørgo & Myhrer, 2015:14). I den forbindelse er det nødvendigt, at man anerkender den akut- og

(29)

28 kastethed, som disse enkeltindivider agerer i. Indsatslederne og holdlederne har ikke mulighed for at tage en time-out, men må handle og skabe mening simultant. I sådanne situationer vil det altid være muligt efterfølgende at sige, hvorfor gjorde I ikke sådan eller sådan. Alt er som bekendt mere klart, når røgen har lagt sig.

I forlængelse af samarbejdsaftalerne med de involverede organisationer er der lavet separate samar- bejdserklæringer med hver enkelt indsatsleder og holdleder (jf. Bilag C. og Bilag D). Foruden at beskrive den konkrete involvering i forskningsprojektet fremgår det endvidere af den enkelte erklæ- ring, at indsatslederen deltager frivilligt, og til enhver tid kan vælge at trække sig ud af forskningsprojektet. Der er i forbindelse med forskningsprojektet kun én enkelt indsatsleder, der har benyttet denne mulighed, og det skyldtes, at vedkommende havde fået et andet job, og derfor ikke længere fungerede i indsatslederfunktionen. I forhold til Hovedstadens Beredskab var involveringen ander- ledes, idet der blev afholdt informationsmøder, hvor alle indsatslederne deltog. Herefter blev interesserede opfordret til at henvende sig direkte til mig. Interesserede fik herefter gengivet den information, som fremgik af de enkelte samarbejdskontrakter, og de interesserede tilkendegav efterføl- gende skriftligt, om de havde lyst til at deltage.

2.2 Brugen og begrænsninger i brugen af datamaterialet

Selvom rådata i form af optagelserne fra hjelmkameraerne har været opbevaret aflåst hos de enkelte organisationer, har det været muligt at tilgå og analysere datamaterialet frit. Det har dog været en gennemgående betingelse, at rådata ikke fysisk kunne fjernes, og at det udelukkende er anonymise- rede transskriptioner fra de gennemførte dialogiske sessioner og feltnoter, der må publiceres.

Foruden hensynet til den person, der bærer kameraet, og hensynet til personer fra andre sektorer, så er der naturligvis hensynet til de kolleger, som indsatslederen eller holdlederen filmer. Disse personer har som sådan ikke aktivt indvilget i at deltage i forskningsprojektet, men er udelukkende blevet orienteret gennem fællesmøder. Det er faktisk i forhold til denne gruppe, hvor der med rette har været den største skepsis, for det er jo berettiget dem, og ikke indsatslederen, der bliver filmet. Det er i fællesskab med de involverede organisationer og efter de forskningsetiske retningslinjer blevet vurderet, at disse personer ikke skal give tilsagn om deltagelse, eftersom forskningen ikke er rettet mod dem, men er rettet mod indsatslederen eller holdlederen. Endvidere er de enkelte kolleger jf.

samarbejdsaftalerne fuldt anonymiseret, og tider og steder er blevet sløret, så det ikke er muligt at identificere, hvilket hold fra hvilken station, der har håndteret en given indsats.

(30)

29 2.2.1. Hensynet til 3. person

Foruden hensynet til de ledere og medarbejdere, der indgår i forskningsprojektet, er der naturligvis hensynet til 3. person, der direkte eller indirekte kommer i kontakt med redningsberedskabet, politiet eller sundhedsberedskabet. Disse personer er på den ene side kernen af hændelsen, men udgør i forhold til forskningsprojektet i princippet ”kun” den kontekst, som meningsskabelsesprocesserne bliver rettet mod. Det er med andre ord ikke 3. person, der er den erkendelsesmæssige interesse.

Hensynet til 3. person er helt centralt i de nationale forskningsetiske retningslinjer. På tværs af Nor- ge og Danmark fremgår følgende: ”Det påhviler forskeren at indhente samtykke fra dem, som personligt inddrages i forskningen. De pågældende skal oplyses om, at deltagelse er frivillig.” (Bjørgo

& Myhrer, 2015:15; Statens Samfundsvidenskabelige Forskningsråd, 2004:4; De Nasjonale Forsk- ningsetiske Komiteer, 2016).

Selvom der er et grundlæggende krav om et frit informeret samtykke, så er det i forhold til bered- skabsprofessionens egenart herunder hændelsernes akuthed et vanskeligt kriterium at honorere.

Hvordan skaffer man eksempelvis samtykke fra en kvinde, der er impliceret i et trafikuheld på mo- torvejen, og bliver fastklemt i sin bil? Eller fra de personer, der bliver reddet af brandvæsenet, når deres hus brænder? Det er i sagens natur ikke muligt før, og det er heller ikke ikke muligt under selve indsatsen. Alternativet er at opsøge personerne efterfølgende, men det vil kræve registerad- gang for at få adgang til nødvendige kontaktoplysninger, hvilket vil kræve adgang til særlige sensitive data i form af eksempelvis sundhedsjournaler, hvilket vil kræve særskilt godkendelse for hver individuel hændelse.

2.3 Godkendelsesprocessen i Danmark og Norge

I forhold til den konkrete sagsbehandling i Danmark og i Norge, særligt i forhold til håndtering af hensynet til 3. person, så var der markante nationale forskelle i sagsbehandlingen. I Danmark blev sagen behandlet af en studentermedhjælper i Datatilsynet, og i Norge blev det behandlet decentralt i politidistriktet, centralt i Politidirektoratet og i Rådet for Taushetsplikt og Forskning, for derefter at blive sagsbehandlet i Norsk Samfundsvidenskabelig Datatjeneste. Selvom godkendelsesprocesserne i Danmark og i Norge var forskellige, så var det de samme spørgsmål, som henvendelsen til de nationale myndigheder kredsede om:

- Hvordan håndteres hensyn til 3. person, er det tilstrækkeligt, at der er fuld anonymisering?

- Skal der etableres en særlig fritagelse fra tavshedspligten?

(31)

30 - Er der særlige forhold ved brug af hjelmkameraet i det offentlige rum, som det er nødven-

digt at tilpasse metoden efter?

Disse spørgsmål blev rettet til Rogaland Politidistrikt, Politidirektoratet, Rådet for taushetsplikt og forskning samt Norsk Samfundsvidenskabelige Datatjeneste og til Datatilsynet i Danmark.

I forhold til den danske sagsbehandling var Datatilsynet først og fremmest interesseret i hjelmkameraets mulighed for at indsamle og lagre særligt sensitive data så som seksuel orientering, fagfore- ningsmæssig tilknytning, straffeoplysninger etc. Såfremt forskningsprojektet ikke indsamlede så- danne oplysninger, så var forskningsprojektet ikke anmeldelsespligtigt jf. korrespondancen med Datatilsynet. I forhold til den norske sagsbehandling blev spørgsmålet om hensynet til 3. person og behovet for en mulig dispensation fra tavshedspligten behandlet ved tre forskellige instanser; Politi- direktoratet, Rådet for Taushedspligt og Forskning samt Norsk Samfundsvidenskabelig Datatjene- ste.

I brevet fra den 27. april 2015 (Se Bilag F.) skriver Politidirektoratet, at man henviser til forvalt- ningslovens § 13 d. samt politiregisterlovens § 24, og behandler de to forskningsmetoder ”direkte observation” og ”hjelmkameraoptagelser” under et. Rådet for Taushetsplikt og Forskning påpeger i deres opsummering omkring hensynet til 3. person, at det i visse situationer vil være muligt at bede om samtykke, men at bede om forudgående samtykke ikke vil være muligt. I forlængelse heraf på- peger Rådet for Taushetsplikt og Forskning følgende:

”Rådet samtykker til at POD innvilger Bøhms søknad på dette punkt og gir dispensation fra tavs- hedsplikt. Det sentrale lov-vilkåret, som Rådet anser oppfylt, er at dispensasjon må finnes rimelig og ikke [medføre] uforholdsmæssige ulempe for andres interesse jf. politiregisterloven § 33. Det kan medføre visse personvernmessige kostnader å la Bøhm få innsyn i personopplysninger ved observation, men de fordeler forskningen kan innebære, vurderer vi som mer tungtveiende”. (Bilag F:1)

Der er dog en side af sagen, som Rådet (se Bilag G.) ikke tager stilling til, og det er selve videoop- tagelser i det offentlige rum. Det fremgår af grundlovene i Danmark såvel som i Norge, at privatlivets fred og den private bolig er ukrænkelig, og optagelser uden forudgående godkendelse i private hjem er derved ikke en mulighed. For at respektere privatlivets fred skal kameraet derfor under alle omstændigheder slås fra i forhold til optagelse i private boliger.

(32)

31 I forhold til spørgsmålet omkring optagelser i det offentlige rum, svarer Norsk Samfundsvidenska- belig Datatjeneste, at følgende foranstaltninger må iværksættes i forbindelse med forskningsprojektet for at tilgodese hensynet til 3. person (se Bilag H.):

- Dersom optagelser af 3. person i det offentlige rum fremstår som problematisk, skal kameraet slås fra.

- Rogaland Politidistrikt¹ (forbindelsesofficeren) skal kontrollere for særligt sensitive oplysninger.

- Alle oplysninger skal publiceres anonymt, eller med samtykke fra den registrerede.

Det er afgørende, at de etiske og lovgivningsmæssige rammer er på plads i forhold til at implementere og introducere nye teknologier, der potentielt set kan eksponere enkeltindivider, grupper eller 3.

personer, der jo netop kontakter redningsberedskabet, politiet eller sundhedsberedskabet, fordi de har akut behov for hjælp, og er sårbare. Selvom det naturligvis ikke kan negligeres, så skal det dog fremhæves, at den observerede hverdagspraksis langtfra er så akut og så dramabetonet, som man måske kunne foranlediges til at tro. I den forbindelse skal det eksempelvis nævnes, at det har frem- stået som uproblematisk at slå kameraet fra, når især politiet er gået ind i private hjelm. Derudover har det kun i få tilfælde været nødvendigt for forbindelsesofficeren at fjerne særligt sensitive data.

Disse situationer har primært været rettet mod at fjerne særligt sensitive oplysninger knyttet til en- keltpersoner, hvilket har været uden nogen forskningsmæssig interesse. Ingen af de begrænsninger, som har været nødvendige af hensyn til de etiske eller lovgivningsmæssige perspektiver, har stået i vejen for gennemførelsen af feltstudierne eller gennemførelsen af de dialogiske sessioner.

1 Denne praksis har været tolket ens for alle de involverede organisationer i forskningsprojektet jf. ordningen med for- bindelsesofficerer.