Hjelmkameraets betydning for erfaringsparadigmer og nulfejlskulturer

Hjelmkameraet blev oprindeligt implementeret i Hovedstadens Beredskab (dengang Københavns Brandvæsen) i 2012. Formålet var dengang at implementere et personligt evalueringsredskab, der gjorde det muligt for det enkelte individ at overkomme den kastethed, som indsatslederne oplever i de operative indsatser. Kastethed er en oversættelse af begrebet ”thrownness”, der jf. kapitel 5.3 hentyder til, at meningsskabelse ikke starter og slutter, men er fortløbende (ongoing) (Weick, 1995).

Når indsatslederne kaldes ud på en operativ opgave, så er det pr. definition en akut opgave, hvilket betyder, at der er et vist tidspres. Når indsatslederne er ude på den operative indsats, så kan de ikke

42 undgå at handle. Enhver ikke-handling er med andre ord i sig selv en handling. Den løbende strøm af meningsskabelse gør det vanskeligt for den enkelte at trække tråde mellem hvilken handling, der er et produkt af hvilken meningsskabelse.

Hjelmkameraet giver den enkelte mulighed for at genopleve håndteringen af den operative indsats.

Hjelmkameraet har i den forbindelse virket som en løftestang i forhold til at udfordre det erfarings-paradigme og den nulfejlskultur, der har hersket, og rettelig til dels stadig er dominerende i bered-skabsorganisationerne. Erfaringsparadigmet skal i forlængelse af Sommers konklusioner fra det norske beredskab (Sommer, 2015) forstås på den måde, at læreprocesserne i beredskabsorganisatio-nerne har været, og til dels er baseret på mester- og sidemandsoplæring kombineret med formalise-rede funktionsbaseformalise-rede kurser (Sommer & Njå, 2011:445: Sommer, 2015).

Ifølge medlemmer af læringsteamet ved Hovedstadens Beredskab har dette erfaringsparadigme medført, at man internt i beredskabet tillægger stor værdi til det at være erfaren – uden dog at være specifik i forhold til, hvad det er, man mener, at erfaring bidrager med. Dette bekræftes af følgende citat fra et af medlemmerne af læringsteamet: ”… hvad betyder erfaring, der er jo rigtigt mange herinde, som sætter erfaring lig med, at man har oplevet mange ting, man har været her i mange år og haft mange ildebrande. I min verden så er det ikke nok. For at få erfaring, så kræver det oplevel-se […] og så kræver det også refleksion […] og det er den der refleksion vi mangler i den grad”

(Interview med medlem af læringsteamet 3. september 2014).

Citatet illustrerer, at det er nødvendigt at bearbejde oplevelser fra de operative indsatser. Det er ikke tilstrækkeligt at tro, at de enkelte individer er i stand til at opsamle viden successivt. Gennem felt-studierne har jeg flere gange hørt omtalt, i forbindelse med diskussioner knyttet til operative indsat-ser, at noget ”er et væsentligt læringspunkt”. Forståelsen af at noget er et læringspunkt, sigter mod, at der er sket noget, der er så betydningsfuldt, at det er vigtigt at huske på, og i forlængelse heraf gøres anderledes en anden gang. En sådan forståelse beror dog på, at det er muligt for individet gennem assimilation (Jf. Piaget, gengivet i Illeris 2012) at tilpasse og justere sine kognitive skema-er. Erfaringerne fra Danmark, såvel som Norge, viser dog, at der er behov for en højere grad af sy-stematik i forhold til bevidst at arbejde med refleksion, og gennem sådanne processer skabe en be-vidsthed, som er med til at fastholde den situerede erfaring, som individet har gjort sig.

43 Udfordringen ved denne successive læringsforståelse pointeres yderligere af Sommer (2015:101), der viser, at beredskabsorganisationernes læreprocesser ikke bliver evalueret eller bliver udfordret af andre end beredskabsaktørerne selv. Det er altså beredskabet, der selv uddanner sine folk, og det er beredskabet, der selv vedligeholder træningen af deres folk. Det ender derved også med at blive beredskabet, der vurderer, hvornår en given kvalitet er acceptabel. Denne kvalitetskontrol bliver ydermere udfordret af, at den er knyttet til den opgaveløsning, som finder sted ude på de operative indsatser. Hvis indsatsholdet ikke selv stiller sig kritiske over for deres egen håndtering, så er der populært sagt ingen andre, der gør det, så længe hændelsen ikke forårsager personskade eller forår-sager ødelagt materiel.

Ifølge et af medlemmerne fra læringsteamet, så skyldes denne praksis følgende, ”man klapper hin-anden på skulderen, og så går man videre […] For det første tror jeg, at det er meget svært selv at se de dårlige ting og de mindre gode ting, fordi alle individer tror, at man gør det bedste i situationen.

[…] så tror jeg også, at man nogle gange ikke ønsker at se de dårlige ting…” (Interview med med-lem af læringsteamet 3. september 2014).

Ifølge medlemmerne af læringsteamet ved Hovedstadens Beredskab har beredskabets fejlkultur været en af de største hurdler for at implementere hjelmkameraet. Denne fejlkultur karakteriseres på følgende måde:

”… Man begår ikke fejl. Man snakker ikke om det. Man har jo aldrig snakket om det… ” (Interview med medlem af læringsteamet 21 juli 2014).

Fejl bliver knyttet til enkeltindividers situerede handlinger. Denne individorienterede tilgang gør det ifølge et af medlemmerne fra læringsteamet vanskeligt at lære af hinanden:

”Jamen det har været den enkelte brandmand der har lavet en fejl, og så retter han fejlen, og så bli-ver det der. Vi kan have en brand på første rode (vagthold) på Amager, hvor vi opdager nogle ting, der ikke er hensigtsmæssige og næste vagt så har de dagen efter en brand, der er fuldstændig magen til, det sker i Østerbros distrikt med et helt andet hold, og de laver akkurat det samme […] det kommer ikke videre i systemet, og vi lærer ikke noget… […]… man prøver at dække over sine fejl, for laver du en fejl, så bliver du udstillet…” (Interview med medlem af læringsteamet 7. august 2014)

44 I forlængelse af dette fejl-perspektivet så risikerer individet at blive eksponeret i forhold til resten af indholdet. Det medfører, at individet forsøger at bortforklare eller dække over sine fejl som led i en række defensive rutiner (Argyris, 1986). Citaterne sammenfatter de udfordringer, som Hovedsta-dens Beredskab har stået over for, som endvidere er blevet bekræftet af Sommer (2015) og i en in-dustriel kontekst vedrørende betingelser for læring af Drupsteen-Sint (2014), og som endvidere er blevet bekræftet af de gennemførte feltstudier i forbindelse med forskningsprojektet i Danmark og Norge.

Noget af det, som faktisk er en del af succeshistorien i forbindelse med implementeringen af hjelm-kameraet ved Hovedstadens Beredskab samt i Norge har været, at beredskabets ledelse faktisk er lykkedes med at fastholde et eksplorativt perspektiv på hjelmkameraet. Denne proces er, ifølge et af medlemmerne af læringsteamet, blevet understøttet af, at ”… beredskabschefen faktisk har stillet sig op og sagt officielt, at man faktisk er dygtig, når man har begået en fejl, man skal bare ikke lave den igen. Og det er fuldt accepteret i systemet, at vi begår fejl, det er ikke noget, vi bliver slået i hovedet med eller noget, så derfor er det lovligt nu” (Interview med medlem af læringsteamet 21 juli 2014). Foruden beredskabschefen gik nogle af indsatslederne ligeledes forrest i denne proces,

”... der var nogen der gik forrest, og det var nogle af vores indsatsledere, der startede med at vise hov se der, der lavede jeg en fejl, inden da har man ikke bekendt fejl” (Interview med medlem af læringsteamet 7. august 2014).

Den ledelsesmæssige opbakning har understøttet arbejdet omkring læringsteamet, og har gjort det legitimt at stille spørgsmål til den konkrete operative opgaveløsning. Man er med andre ord til dels lykkedes med at fjerne fokus fra personen til processen ud fra devisen, at ”… der bliver lavet fejl, og vi må gerne lave fejl […] men vi skal have fejlen frem i lyset og så analysere hvorfor. Vi kan se den blive begået, hvorfor blev den rent faktisk blev begået" (Interview med medlem af læringstea-met 23. juli 2014).

Det har i forbindelse med forskningsprojektet været nødvendigt at bidrage med et begrebsapparat, der på den ene side har til hensigt at eksponere forstyrrelser, men som på den anden side sikrer, at en eksponering bliver håndteret på en sådan måde, at man fjerner skyld, skam og angsten for at bli-ve udstillet. Status i Hobli-vedstadens Beredskab er i dag, ifølge koordinatoren for læringsteamet, at hjelmkameraet er blevet en del af hverdagen. Ifølge indsatslederen er udfordringen nu, ”… det sid-ste ryk mellem opmærksomhed, bevidsthed og læring […] Vi har dog stadig ikke rykket os (ændret adfærd) så meget, som vi gerne vil (vi bliver ved man at lave samme fejl om og om igen), men

må-45 ske skyldes dette, at vi ikke ved, hvordan vi skal ændre adfærden?” (mail-korrespondance med ko-ordinatoren fra læringsteamet 23. november 2016).

Frustrationen fra koordinatoren for læringsteamet er forståelig, og er vel egentlig også forventelig, eftersom processen fra opmærksomhed til ny bevidst adfærd er vanskelig. Når man gerne vil ændre adfærd, er det selvfølgelig en ringe trøst, at man er blevet mere bevidst om de situationer, hvor ind-satslederne oftest oplever at blive ramt. Dette udløser en frustration, når man samtidig er bevidst om, at man gentager de samme ”fejl” igen og igen. Det er dog nødvendigt at fastholde, at det er et kvantespring – alene det at opnå en sådan bevidsthed. Så må det fremadrettede arbejde, herunder forsknings- og udviklingsprojekter sammen med beredskabsaktørerne udfordre ”hvordan man kan lære det” – forstået som ændring af adfærd. Selvom man er nået langt, har det været erfaringen fra eksempelvis at deltage i en workshop afholdt sammen med læringsteamet den 7. juli 2016 på Ho-vedbrandstationen, at der stadig er behov for at dedikere tid og arbejde til de metoder, der skal af-dække forstyrrelserne i meningsskabelsesprocesserne i de operative indsatser.