Den teknologiske mediering af opmærksomhed

Afhandlingen trækker foruden de medfødte og tillærte kognitive, emotionelle, fysiologiske såvel som sociokulturelle perspektiver, også på en forståelse af indsatslederens opmærksomhed som væ-rende medieret af selve hjelmkameraet som teknologi. Det skal forstås således, at hjelmkameraet medieres af brugeren til at genopleve håndteringen af den operative hændelse. Teknologien medie-rer dog også brugerens opmærksomhed. Det er dette perspektiv, der er afsættet for artikel V., der netop undersøger denne mediering, og kobler de konkrete medieringer sammen med, hvad det bety-der for, hvad indsatslebety-deren kan lære ved at anvende hjelmkameraet som opmærksomhedsunbety-der- opmærksomhedsunder-støttende og potentiel læringsunderopmærksomhedsunder-støttende teknologi.

Hensigten med det følgende er ikke at gentage pointerne fra artikel V. og artikel VI., men at ram-mesætte, hvad der menes med teknologisk mediering af indsatslederens opmærksomhed, og hvad det betyder for initieringen af individuelle og kollektive læreprocesser.

Forståelsen af hjelmkameraet som en teknologi, der er i stand til at handle uafhængig af andre ak-tanter, eller for den sags skyld uden nogen påvirkning af menneskelig aktivitet, er inspireret af Bru-no Latour (Latour, 1990:53) og John Law (2008), der begge er optagede af at udfordre forståelsen

54 af det sociale, som noget mennesker besidder, kontra det ikke naturlige i form af teknologi (Law, 2008:148; Callon 1986). Forståelsen af teknologien som en aktant, der handler, bidrager netop med et teoretisk afsæt for at kunne diskutere en sådan dobbelt epistemologi, hvor brugeren medierer tek-nologien, og hvordan teknologien medierer brugeren (Schraube, 2009:305).

5.2.3.1 Mediering af opmærksomhed i implementeringsfasen

Implementeringen af hjelmkameraet viser, at der i beredskabsorganisationerne er en klar sondring mellem det man kunne kalde et personligt rum og et offentligt rum. For brand og redning er det personlige rum tydeligt i deres beredskabstid og under forberedelsen til deres måltider mv. Selvom brandfolkene naturligvis stadig er på arbejde, så taler man i dette rum om personlige grænsende til private aspekter. Det samme gør sig gældende for politiet, når de patruljerer rundt i byen, og ikke er blevet tildelt en opgave. Det har været et fælles ønske fra beredskabsaktørerne, at denne del af deres arbejdsliv ikke bliver optaget eller overvåget gennem hjelmkameraet. Hjelmkameraets evne til at mediere dette kommer endvidere til udtryk i forbindelse med modtagelse af en melding. I den for-bindelse siges der tydeligt, ”så nu har jeg tændt kameraet”. Kameraet medierer derved den opmærk-somhed, som indsatslederne har i forhold til, hvilket rum de er i, og hvor ”frit” de kan tale, og tek-nologien anskueliggør derved skellet mellem det personlige/private rum og det offentlige ”arbejds-rum”.

Hjelmkameraet har endvidere medieret indsatsledernes opmærksomhed mod den betydning, som hjelmkameraoptagelserne har i forhold til den rolle, som historiefortælling har for beredskabsorga-nisationerne (Sommer & Njå 2011). Sommer (2015) har endvidere vist, at beredskabsorganisatio-nerne deler viden i form af fortællinger fra atypiske hændelser, som et middel til at dele erfaringer. I artikel V. er dette anskueliggjort ved hjælp af et eksempel, der viser, hvordan en indsatsleder, qua den erhvervede indsigt fra de dialogiske sessioner, er i stand til at drille en kollega med, at ved-kommende ikke kunne finde ud af at indstille radioen rigtigt ude på en indsats. Indsatslederens dril-lerier var rettet mod en person, som indsatslederen kendte indgående, og som indsatslederen havde arbejdet med igennem en årrække. Eksponeringen foran kolleger, herunder foran politieleverne, ramte tydeligvis personen, og vedkommende fremstod i sit kropssprog, med krydsede arme og ben som en, der var ramt på en ikke produktiv måde. Politimanden svarede, at han mente, at hjelmkame-raoptagelser var underlagt tavshedspligt, hvorefter der blev pinlig tavshed, inden situation blev af-monteret ved at både politimanden og indsatslederen brød ud i grin. Undertonen var dog klar. Opta-gelser indeholder en magt til at eksponere enkeltpersoner. Denne potentielle eksponering sammen-holdt med en beredskabskultur, der er baseret på fortællinger, kan virke direkte kontraproduktiv i

55 forhold til ambitionen om at initiere læring. Hvis deltagerne tildeler større opmærksomhed til den potentielle mulighed for at blive eksponeret end til selve læreprocessen, så opbygges der en lang række forsvarsmekanismer hos individerne (Jf. defensive rutiner hos Argyris, 1986). Disse defensi-ve rutiner kan opsuge energi og motivation til at arbejde med læring, og man ender derdefensi-ved med at fastholde status quo.

5.2.3.2 Mediering af opmærksomhed i hverdagens operative hændelser

Hjelmkameraet må i princippet forventes at mediere blot ved at blive anvendt i forbindelse med håndteringen af hverdagens operative indsatser. Det har dog været vanskeligt at bekræfte denne antagelse ud fra analyserne af optagelserne, såvel som gennem analyserne af de dialogiske sessio-ner. Den minimale opmærksomhed mod hjelmkameraet ”i kampens hede” kan muligvis skyldes begrænsningerne i vores sanseapparat (Hansen, 2002:26). Indsatslederne forklarer selv, at de ikke tænker over kameraet, når det først er tændt, og er begyndt at optage. De oplever populært sagt at blive suget ind i hændelsens dynamik, hvilket fylder deres opmærksomhedskapacitet op.

Der har dog været flere situationer, hvor indsatslederne direkte adresserer kameraet. Det har i for-hold til politiet særligt været, at de gentager meldingerne, som de har fået fra operationscentralen, før kameraet blev tændt. Der har i modsætning til, hvad der egentlig var forventet, ikke været nogen 3. person, der har været i kontakt med brand og redning eller med poltiet, der har kommenteret på kameraets tilstedeværelse. Der har endvidere ikke være 3. personer, der har forsøgt at anvende ka-meraet som anledning til at optrappe en konflikt med politiet. Selvom det har været en undren gen-nem feltstudierne, at hjelmkameraet ikke bliver tildelt en højere grad af opmærksomhed, eller på-kalder sig højere grad af opmærksomhed, så må det konstateres, at det faktisk er under håndteringen af de operative indsatser, at kameraet ser ud til at mediere opmærksomheden mindst. En forklaring på, at indsatslederne ”glemmer” kameraet under selve håndteringen af indsatserne, kan være, at både indsatslederne og holdlederne er udstyret med så mange andre teknologiske redskaber, at hjelmkameraet drukner i mængden. Andre teknologiske redskaber, som eksempelvis radiotermina-lerne, påkalder sig i modsætning til hjelmkameraet direkte opmærksomhed. Det sker eksempelvis ved, at nogen kalder indsatslederen op med behov for at videregive central information, og indsats-lederen bliver derfor nødt til at lytte med på radioen, hvilket ikke kan undgås, eftersom radioen er monteret med en ”ear-plug”, så lyden bogstaveligt talt går lige ind i øret.

56 5.2.3.3 Mediering af opmærksomhed i forbindelse med dialogiske sessioner

Den medierede opmærksomhed i forbindelse med de dialogiske sessioner er kernen i udforskningen af mening i forlængelse af de analytiske diskrepanser. Vi skal vende tilbage til den konkrete frem-gangsmåde i de dialogiske sessioner i kapitel 7.0. Her skal vi blot dvæle ved, at de empiriske fund i for eksempel artikel V., viser, at hjelmkameraet, foruden at mediere og initiere en produktiv erken-delsesproces knyttet til oplevelserne fra at blive ramt, også kan mediere opmærksomhed mod svigt og sårbarhed, ligesom hjelmkameraet er i stand til at eksponere individet. Den sårbarhed, der opstår, bliver ydermere udfordret af, at beredskabsorganisationerne til stadighed ender med at bearbejde de operative hændelser fra et normativt perspektiv. Altså ud fra en antagelse om, at de kan gennem-skue, hvad der sker i hændelsen, og derfra kan udlede, hvordan man forventer, at folk ”bør” agere.

Forståelsen af hjelmkameraet som en teknologi, der eksponerer ”virkeligheden”, kombineret med den sårbare position som privilegeret meningsskaber, giver indsatslederne nogle trange kår i forhold til at anvende hjelmkameraet som grundlag for ny adfærd.