Dialogiske sessioner - samtalens genealogi

må-45 ske skyldes dette, at vi ikke ved, hvordan vi skal ændre adfærden?” (mail-korrespondance med ko-ordinatoren fra læringsteamet 23. november 2016).

Frustrationen fra koordinatoren for læringsteamet er forståelig, og er vel egentlig også forventelig, eftersom processen fra opmærksomhed til ny bevidst adfærd er vanskelig. Når man gerne vil ændre adfærd, er det selvfølgelig en ringe trøst, at man er blevet mere bevidst om de situationer, hvor ind-satslederne oftest oplever at blive ramt. Dette udløser en frustration, når man samtidig er bevidst om, at man gentager de samme ”fejl” igen og igen. Det er dog nødvendigt at fastholde, at det er et kvantespring – alene det at opnå en sådan bevidsthed. Så må det fremadrettede arbejde, herunder forsknings- og udviklingsprojekter sammen med beredskabsaktørerne udfordre ”hvordan man kan lære det” – forstået som ændring af adfærd. Selvom man er nået langt, har det været erfaringen fra eksempelvis at deltage i en workshop afholdt sammen med læringsteamet den 7. juli 2016 på Ho-vedbrandstationen, at der stadig er behov for at dedikere tid og arbejde til de metoder, der skal af-dække forstyrrelserne i meningsskabelsesprocesserne i de operative indsatser.

46 Balancen mellem motivforskning kontra fænomenologiske beskrivelser bliver udfordret af det valg-te forskningsdesign, hvor prædefinerede kavalg-tegorier og forforståelser er styrende for udvælgelsen af de analytiske diskrepanser. Det er med afsæt i disse analytiske diskrepanser, at indsatslederne og holdlederne udforsker de potentielle forstyrrelser i meningsskabelsesprocesserne. Selvom de analy-tiske diskrepanser er afsættet for den fælles udforskning, så er de ikke tænkt at være determinerende for den efterfølgende udforskning og de fænomenologiske beskrivelser. De er udelukkende tænkt som en rammesætning og et afsæt, der gør det muligt at håndtere den store datamængde og det ind-holdsrige datamateriale.

For at balancere forholdet mellem prædefinerede kategorier og dels forskerens forforståelse, kom-bineret med den fænomenologiske udforskning, er det nødvendigt, at man som forsker dedikerer opmærksomhed mod de enkelte faser i den valgte metodologiske tilgang. En sådan balancerings-problematik kan illustreres med et eksempel fra en dialogisk session, hvor jeg forud for den dialogi-ske session havde identificeret en analytisk diskrepans i form af en holdleder, der med en række modspørgsmål fremstod med en opportunistisk adfærd på skadestedet, der antageligvis udfordrede indsatslederens funktion på skadestedet. Da situationen blev udforsket i den dialogiske session viste det sig dog, at indsatslederen kendte holdlederen fra langt tilbage. Deres tætte relation medførte, at indsatslederen følte sig i stand til at sænke paraderne på en anden måde end over for andre holdle-dere, som indsatslederen ikke kender så godt.

I den konkrete situation betød den fælles historik i samarbejdsrelationen, at indsatslederen opfattede holdlederens adfærd som understøttende og faciliterende. I andre, og lignende situationer, er en så-dan adfærd dog blevet opfattet som opportunistisk. Denne type af situationer har der været flere af gennem forskningsprocessen, og det understøtter nødvendigheden af, at man ikke bedriver motiv-forskning, men som forsker refleksivt forholder sig til sin egen sin rolle i samtalen, herunder den valgte spørgeteknik og de bagvedliggende motiver.

I forhold til de dialogiske sessioner er det endvidere afgørende at fastholde en sådan refleksivitet knyttet til sin rolle som forsker, eftersom de dialogiske sessioner tager udgangspunkt i negationer i form af forstyrrelser – noget der ikke er gået som forventet. Ved at bedrive motivforskning kan man uagtet ende med at forstærke en potentiel negation, som indsatslederen eller holdlederen ikke har haft muligheden for at identificere og udforske, men som på dette tidspunkt alene er et resultat af de identificerede analytiske diskrepanser, der er udvalgt og iscenesat af forskeren. Man ender derved

47 potentielt med at begrænse indsatsledernes og holdledernes udforskning og de fænomenologiske beskrivelser, som det netop er hensigten at facilitere med de dialogiske sessioner.

Afsættet i forstyrrelser i meningsskabelsesprocesserne, og heraf muligheden for at forstærke den underliggende negation, har også været en udfordring at håndtere i forbindelse med de workshops, der er afholdt i forbindelse med forskningsprocessen. Formålet med de enkelte workshops har blandt andet været at diskutere operative hændelser, som eksempelvis den case, der indgår i ”Læ-ringsramtheder – Læring fra operative indsatser gennem brugen af hjelmkamera” (Bilag J.). Selvom analysen og oplægget var rettet mod at forstå, analysere og diskutere den sårbarhed, der opstod i den situerede meningsforhandling mellem lokalholdleder, assisterende holdleder og indsatsleder, så blev diskussionerne præget af et normativt perspektiv, hvor fokus blev rettet mod at tildele ansvar.

Diskussionerne kom hurtigt til at kredse om ”hvorfor” gjorde du det, eller ytringer om, hvem gjorde det ”rigtige”, og hvem gjorde det ”forkerte”, og deltagerne af workshoppen kom derved til at for-stærke de underliggende negationer i hjelmkameraoptagelsen.

For at få det optimale udbytte af sådanne individuelle og kollektive sessioner, er det nødvendigt at konstruere nogle retningslinjer, der kan være med til at sikre, at formen på diskussionerne, spørge-teknikker mv. ikke indirekte kommer til at lukke ned for nysgerrighed og de fælles fænomenologi-ske beskrivelser. Selvom processen omkring hjelmkameraet er nået langt, så er der stadig behov for at fastholde fokus på udforskningen af meningsskabelsesprocessernes emergens. Derigennem und-går man letkøbte normative betragtninger, som grundlæggende er med til at understøtte nulfejlskul-turen, og som netop får næring af, at der bliver ytret normative vurderinger uden anerkendelse for den situerede operative opgaveløsning.

48