Graden af deltagelse i egen profession

Inden vi skal rette fokus mod de feltstudier, der har været gennemført i forbindelse med forsknings-projektet, er det derfor nødvendigt at præcisere de forskellig former for deltagelse, som jeg som observatør har taget del i gennem feltstudier. I forhold til forskerens afsæt i professionen opstår der, ifølge Kristiansen & Krogstrup, der er forfattere til bogen ”deltagende observation”, en balance-ringsproblematik i forholdet mellem nærhed og distance (Kristiansen & Krogstrup, 1999:122). Hvis man, som forsker ikke er tæt på feltet, vil man ikke være i stand til at studere meningsskabelsespro-cesserne, mens meningsprocesserne skabes i interaktion med konteksten. Hvis man selv er involve-ret i disse meningsforhandlinger, så vil man have svært ved at sætte sig uden for de trivialiteter og de selvfølgeligheder, der opstår i sådanne relationer. I forhold til at forholde sig til egen rolle i pro-fessionen, har det derfor været nødvendigt at præcisere graden af deltagelse i feltet.

Spradley (1980) oplister et kontinuum over forskellige deltagelsesformer gående fra ikke-deltagelse, passiv ikke-deltagelse, moderat ikke-deltagelse, aktiv deltagelse og komplet deltagelse. Der er igennem forskningsprocessen blevet skelnet mellem observationer knyttet til den organisatoriske hverdag, og observationer knyttet til deltagelse i operative indsatser.

I forhold til den operative hverdag har jeg som forsker været passivt deltagende. Dette skyldes hen-synet til, at indsatslederen ikke skal forstyrres unødigt i sit arbejde i disse akutte situationer, der afstedkommer et markant pres på indsatslederen. Når der indkom en alarm, satte jeg mig ind i ind-satslederbilen og observerede indsatslederen, der på et sådan tidspunkt har travlt med at finde kort-materiale, håndtere radiokommunikation etc. Den passive deltagelse kommer endvidere til udtryk ved, at jeg ikke har haft nogen formel rolle på skadestedet, hvilket også udtrykkeligt fremgår af for-sikringspapirer mv. Den passive deltagelse ude på skadestedet er konkret kommet til udtryk ved, at jeg bevidst er gået bag ved indsatslederen for ikke at forstyrre indsatslederens synsfelt. Under de operative indsatser har jeg ikke har haft nogen direkte interaktion med indsatslederen ude på skade-stedet. Der har dog været situationer, hvor indsatslederen har spurgt forskeren om at holde noget – eksempelvis en kat, der var reddet ud fra en lejlighed, og i en enkelt situation har jeg assisteret en

94 bevægelseshæmmet beboer ud af en opgang. Fokus har dog været rettet mod observation af indsats-lederen.

I forhold til den organisatoriske hverdag har det været anderledes, eftersom jeg har siddet på samme kontor som indsatslederen, og derved har haft mulighed for at observere indsatslederens hverdag ved at arbejde sammen, spise sammen, ja kort sagt være sammen i løbet af en typisk vagt. Det samme har gjort sig gældende i forhold til at køre patrulje sammen med politiet. Igennem vagten sidder man i længere tid i bilen, og kommer herved naturligt til at diskutere aspekter knyttet til ar-bejds- såvel som det personlige liv. En central præmis for at kunne agere sådan i den organisatori-ske hverdag understøttes af min uafhængighed, der er sikret ved, at jeg ikke har eller har haft noget ansættelsesforhold, eller på anden måde nogen økonomisk relation med de organisationer, hvor der er gennemført observationsstudier. Jeg har derfor ikke i min forskerrolle skullet tage hensyn til be-stemte interesser, men har kunnet favne et aktivt forskersubjekt som udfordrer, og bliver udfordret af, deltagerne i forskningsprojektet.

7.4.1.1. At balancere et aktivt forskersubjekt

Det har været en grundlæggende forståelse i feltstudierne, at det man ser, altid er et produkt af ”…

fysiologi og krop … ”, og forskeren forstås i forlængelse heraf som værende lige så meget ethno, og lige så meget et kulturelt væsen (Watson, 2011:212), som de meningsskabelsesprocesser og de in-divider, der observeres. Det erkendelsesmæssige formål er derved ikke en udefrakommende betrag-ters syn ind på praksisfeltet, men i højere grad et ”joint venture”. Det er formålet, gennem interakti-onen mellem forsker og praksisudøver/deltager, at fastholde et nysgerrigt eksplorativt sigte i forhold til at undersøge oplevelserne fra at blive ramt i de operative indsatser, og herigennem udforske for-styrrelserne i meningsskabelsesprocesser, der udfordrer indsatslederen og indsatsholdet i hverda-gens operative indsatser.

Ifølge Lewis & Russel (2011), der er optagede af det aktive forskersubjekt jf. deres forståelse af

”embedded research”, så er der tre parametre, der kendetegner et aktiv forskersubjekt:

- “Co-presence of independence and familiarity”¹⁰

- “Relationsship between the researcher and collaborators – formative advice¹¹” - “The dialectic arena¹²”

10 Oversættes med, ”den samtidige tilstedeværelse af uafhængighed og fortrolighed”.

11 Oversættes med, ”forholdet mellem forskeren og deltagerne – formative råd.

95 Det første perspektiv “co-presence of independence and familiarity” illustrerer det forhold, at man ikke er fremmed over for den faglighed, som man studerer. Forskeren har kundskab og holdninger knyttet til de hændelser og de indsatser, som forskeren observerer. Det vil derfor være en manipula-tion, hvis man foregøgler, at man ”bare” observerer. Formålet er derfor at bringe disse aspekter i spil og gøre dem værdifulde for det erkendelsesmæssige formål. Med andre ord give deltagerne kvalificeret fagligt med- og modspil, når man eksempelvis diskuterer håndteringen af en bestemt type hændelser eller diskuterer en given situation, som indsatslederen har oplevet.

Det andet aspekt er knyttet til forskerens rolle i forhold til at give ”formative advice”, forstået som at give den opnåede erkendelse tilbage til forskningsprojektets deltagere, herunder også andre ansat-te i de enkelansat-te beredskabsorganisationer. Et centralt aspekt af detansat-te spørgsmål er naturligvis at beto-ne forskerens uafhængighed, når man, qua sin rolle som forsker, understøtter visse diskurser, og fornægter andre. Det har eksempelvis været tilfældet omkring den værdi, som organisationernes medlemmer tillægger det at være erfaren jf. kapitel 3.1. Selvom erfaring har betydning for indivi-dets evne til at konstruere mening intuitivt, så viser studierne, at denne erfaring gør, at man eksem-pelvis tildeler mindre grad af opmærksomhed til sproglighed, og baserer vurderinger af usikkerhed på en forståelse af velkendthed. Erfaringer bliver med andre ord ikke kun produktive, men kan også være uproduktive for individets læreprocesser, som det er blevet eksemplificeret i artikel III.

En sådan ændring af forståelsen af erfaring, som værende udelukkende produktivt, kan potentielt set udfordre nogle af de personer, især holdlederne, der støtter en markant del af deres faglighed op omkring en sådan forståelse. Man skal derved, som forsker, være klar over, at udmeldinger som

”erfaring er ikke kun godt” har betydning på forskellige måder rundt omkring i organisationen. Det samme gør sig gældende i forhold til det læringsperspektiv, som forskningsprojektet anvender. Af-handlingens læringsforståelse udfordrer en kausal forståelse af læring som noget, der kan følges i forskellige step, eller som man genfinder i læringscirkler hos eksempelvis David Kolb (1984).

Selvom disse modellers forudsigelsesgrad i praksis bliver udfordret, og selvom de trækker på en ontologisk forståelse, der ikke deles af forskningsprojektet, så er de populære blandt praktikerne i professionen, eftersom de giver dem en stilisering at arbejde op ad. Selvom afhandlingen ønsker at nuancere et overdetermineret kognitivt perspektiv på individet, så bliver man som forsker nødt til at anerkende, at hvis man udelukkende giver formative råd ud fra eksempelvis det læringsperspektiv, som Cunliffe repræsenterer, så kan man ende med at gøre praktikerne en bjørnetjeneste.

12 Oversættes med, ”den dialektiske arena”.

96 Det kan eksempelvis komme til udtryk ved, at man bibringer dem en dialogisk forståelse af læring, som de har svært ved at håndtere og gøre produktiv for deres praksis. Det er derfor nødvendigt at være pragmatisk i de formative råd og eksempelvis moderere en ontologisk betragtning for at gøre perspektiverne anvendelige for deltagerne.

Det tredje perspektiv er, at deltagerne i et observationsstudie ikke blot skal forstås som reflekteren-de praktikere (Schön, 1983), reflekteren-der forholreflekteren-der sig til, hvad reflekteren-de gør i reflekteren-deres hverdag, og hvordan reflekteren-de gør det. De skal i højere grad forstås som værende refleksive praktikere, der væver deres arbejde sam-men med deres identitet. Man skal derfor, som forsker, være klar til at gå ind i interaktion og dialog.

Lewis and Russel betegner dette som, at forskeren skal være klar til at indgå i en ”dialectic arena”, og må tilpasse de metodiske tilgange i forhold til at indgå i sådanne refleksive processer (Lewis &

Russell, 2011:401). I forhold til forskningsprojektet har sådanne dialogier særligt fundet sted i rela-tion til læringsteamet ved Hovedstadens Beredskab og Beredskabsstyrelsen Teknisk Skole og har handlet om, hvad det vil sige at være indsatsleder – i den særlige privilegerede position, og hvad der karakteriserer god og mindre god indsatsledelse.

Et eksempel på et sådan samarbejde er rapporten ”Læringsramtheder”, hvor holdlederen (lokalhold-lederen) i den konkrete hændelse erkender, at der er nogle trykflasker, der står og trykaflaster oppe på bygningen. Holdlederen konstruerer en forståelse af, at disse trykflasker potentielt set kan sprænge, og vælger derfor at forøge sikkerhedsafstanden. Den assisterende holdleder, der møder på stedet, indgår ikke aktivt i nogen meningsforhandling med lokalholdlederen, men vælger at trække sine egne folk ind i fareområdet. I den situation bliver lokalholdlederen i tvivl om, hvorvidt vurde-ringen af den særlige fare er korrekt. Dette bliver dog ikke italesat over for den assisterende holdle-der eller over for indsatsleholdle-deren. Dette skyldes ifølge holdleholdle-deren, at den assisterende holdleholdle-der har været instruktør i brandvæsnet i mange år. Foruden at være respekteret fagligt er det endvidere en person med en markant social rolle i idrætsforeningen. I den dialogiske session går det op for lokal-holdlederen, at det netop er grundet den assisterende holdleders sociale og kulturelle position, at den assisterende holdleder får mulighed for at agere, som han gør, og at det er grunden til, at lokalhold-lederen ikke får sprogliggjort sin tvivl. I situationen går det godt, men i princippet kunne en sådan hændelse jo gå grueligt galt. Den manglende italesættelse af tvivl betyder, at man i den konkrete hændelse trækker styrker ind i et fareområde, hvor sikkerhedsafstanden netop er blevet forøget.

Denne afvigelse bliver ikke adresseret af lokalholdleder, og mindst lige så centralt, så bliver mulig-heden for at italesætte tvivl ikke faciliteret af den assisterende holdleder eller af indsatslederen.

97 Rapporten blev herefter diskuteret i læringsteamet, og førte til refleksive diskussioner, så som ”må man være i tvivl som indsatsleder” og ”hvordan italesætter man tvivl”. Ved netop at udfordre disse tavse antagelser knyttet til ledelsesfunktionerne bliver det muligt at igangsætte diskussioner, der ikke ”blot” er rettet mod resultatet, altså det man endte med at gøre, men i højere grad er rettet mod det processuelle og det relationelle samspil.