Fra hjelmkameraoptagelse til ny bevidsthed

80

81 Udgangspunktet for de enkelte trin er indledningsvist at få optagelserne fra indsatsledernes hjelm-kameraer overført til en ekstern harddisk. Optagelserne, der inkluderes i de dialogiske sessioner, er fra indsatser, hvor der blev gennemført direkte observation af indsatslederne, men inkluderer også optagelser uden forskerens deltagelse. Eftersom hændelserne er spredt over hele døgnet, har det derfor været nødvendigt, at indsatslederne selv har håndteret deres hjelmkamera. Efter verificering i forhold til de etiske- såvel som lovgivningsmæssige rammer jf. kapitel 2.0, er det første skridt at identificere kritiske begivenheder.

Trin 1. Identificering af kritiske begivenheder

Kritiske begivenheder markerer centrale punkter i hændelsens ”historie”, hvor der optræder en be-givenhed, der er væsentlig og konstituerende for hændelsens forløb. Når forskeren med andre ord ser en hjelmkameraoptagelse første gang, så er det en historie, der bliver fremstillet. Der er et per-songalleri tilstede, og hver af disse personer har en rolle at spille. Når der sker et skift i historien, bliver disse skift markeret. Disse skift i hændelsens historie kan være vidt forskellige. Det kan ek-sempelvis være væsentlig information, der pludselig ændrer indsatsen, eller det kan være samtaler mellem indsatslederne, der influerer på indsatsens håndtering etc. Identificeringen af kritiske begi-venheder er med andre ord blot den første ordning af de usikre og kritiske begibegi-venheder i historien.

Denne ordning er særlig nødvendig i forhold til de indsatser, hvor forskeren ikke selv har deltaget, og derfor har behov for at kunne forstå, hvad der grundlæggende foregår i den historie, der udspiller sig kronologisk på hjelmkameraoptagelsen. Efter den indledende ordning af hændelsen, så identifi-ceres de kritiske begivenheder, som indsatslederen eller holdlederen står overfor at skulle håndtere.

Udvælgelsen af kritiske begivenheder kan illustreres med eksempler fra de kritiske begivenheder, der er udvalgt i forhold til artikel III.:

Case A. Potentiel selvmordstruet person

ID. Kritiske begivenheder

01.15 Personer i og omkring bygningen 02.06 Politiets ressourcer

02.35 Suicidal person og 3. personer

10.46 Fortsat vurdering af suicidal person og 3. Personer 17.12 Genvurdering af suicidal person

28.21 Situationen udvikler sig, den mistænktes helbredssituation

82 Case B. Køkkenbrand

ID Kritiske begivenheder

01.15 Brandspredningen og potentielle personer i huset 02.02 Personen i lejligheden

03.30 Kendt person af politiet befinder sig i bygningen 06.30 Personen vil ikke med på sygehuset

Case. C. Bygningsbrand

ID Kritiske begivenheder

00.27 Brandens udvikling, vurdering af personer 01.46 Potentielt personer inde i huset

05.00 Vandforsyningen

06.00 En bil er direkte truet af brandudviklingen

09.45 Kapaciteten hos de assisterende styrker, der er ansat som deltidsbrandmænd.

10.26 Vurdering af omgivelserne og huset 27.46 Vurdering af brandudvikling

52.50 Brandfolkenes arbejdssikkerhed i forbindelse med slukning i brandsektion 99.27 Vurdering af personer inde i huset

Trin 2. Udkondensering af analytiske diskrepanser som afsæt for dialogiske fixpunkter

På baggrund af den første identificering af kritiske begivenheder genafspilles hjelmkameraoptagel-sen igen. Denne gang er fokus særligt rettet mod at identificere analytiske diskrepanser knyttet til de kritiske begivenheder. De analytiske diskrepanser repræsenterer en potentiel forstyrrelse i menings-skabelsesprocesserne. Forstyrrelserne i meningsskabelsesprocesserne varierer i den forstand, at de repræsenterer et kontinuum fra de ”objektive” meningssammenbrud”, der kan identificeres af alle, til de ubevidste meningsforstyrrelser, der kræver indgående kendskab til personerne og situationen.

Det er i forlængelse heraf kun muligt i begrænset omfang at identificere de ubevidste meningsfor-styrrelser, som er knyttet til eksempelvis samarbejdsrelationer mv. Det har derfor været afgørende, at indsatslederne har haft mulighed for efterfølgende i de dialogiske sessioner at forkaste de identi-ficerede analytiske diskrepanser og i stedet fremhæve andre.

83 Identificeringen af disse potentielle forstyrrelser er baseret på afvigelserne mellem indsatsledernes håndtering af de kritiske begivenheder og afvigelser i form af:

- Afvigelser fra formelle præskriptive procedurer og operative standarder herunder ”Retnings-linjer for indsatsledelse” og ”Beredskabsloven”.

- Afvigelser fra uddannelsesbeskrivelser, herunder temahæfter knyttet til funktionsuddannel-se, holdledelse og indsatsledelse

- Afvigelser fra modus operandi⁸

De formelle præskriptive procedurer og standarder angiver den overordnede samordning mellem redningsberedskabet, politiet og sundhedsberedskabet, herunder indsatsledelsens tredeling. Samar-bejdet mellem de enkelte sektorer er bunder op på nogle principper, der gælder for alle sektorer og på alle niveauer i det danske beredskab. Principperne (sektoransvar, ligheds- og nærhedsprincippet) gælder både i planlægningen såvel som i forbindelse med akutte indsatser (Beredskabsstyrelsen 2013:6). De præskriptive procedurer beskriver opgave- og ansvarsfordelingen intra- og intersektori-elt. I den konkrete operationalisering i forhold til identificering af analytiske diskrepanser, er afvi-gelser identificeret i forhold til hændelser, hvor der er en eller flere aktører, der ikke overholder egne forpligtelser, eller påtager sig opgaver, der ligger uden for deres ansvarsområde jf. beskrivel-serne i retningslinjer for indsatsledelse (Beredskabsstyrelsen, 2013:49-51).

Uddannelsesbeskrivelser (Beredskabsstyrelsen, 2011), og temahæfter knyttet til eksempelvis ind-satsledelse (Beredskabsstyrelsen, 2015), beskriver det opgavesæt, som er knyttet til den enkelte funktion. Gennem brandmandsuddannelsen lærer brandmanden forskellige operative standarder, og skal ved den endelig funktionsuddannelse vise, at vedkommende forstår dem og kan udføre dem (Jf.

Funktionsuddannelse Indsats, 2011). Det samme gør sig til dels gældende for holdlederen og især for indsatslederen jf. ”Retningslinjer for Indsatsledelse” (Beredskabsstyrelsen, 2013).

I forhold til hverdagshændelser kan sådanne operative standarder eksempelvis betyde for brandvæ-senet, at brandmanden ved melding om ”bilbrand i det fri” under fremkørsel monterer deres røg-dykkerapparat, foretager radiokontrol og kontrollerer indsatsdragten. Ved ankomst vil man forven-te, såfremt der faktisk er tale om en bilbrand i det fri, at røgdykkerne anlægger deres røgdykkerap-parater, og derefter slukker bilen med en højtryksslange eventuelt kombineret med skum. Sådanne forventninger er sociokulturelt forhandlede og baserer sig på alment accepterede metodikker. I

8 Forstået som den særlige måde som nogen (i dette tilfælde indsatsledere), gør noget på.

84 hold til holdleder- og særligt indsatslederfunktionen er der ligeledes en række operative metodikker og taktikker, der er knyttet til indsatsens forskellige faser, herunder: situationsbedømmelse, første-indsats, rekognoscering, endelige første-indsats, afsluttende fase.

Til hver af indsatsens faser er der groft sagt en forventet modus operandi, som indsatslederne for-ventes at følge. Afvigelser, hvor indsatslederen eksempelvis bliver udfordret i forhold til at gennem-føre en selvstændig situationsbedømmelse, betegnes med andre ord som en analytisk diskrepans.

Også selvom afvigelsen i forhold til den givne modus operandi ikke har direkte indflydelse på gra-den af succes i forhold til håndteringen af hændelsen.

Ved at være uddannet inden for disse funktionsbeskrivelser og metodikker er det muligt at identifi-cere en given modus operandi, altså den måde som man forventer, at man gør ”indsatsledelse” på.

Som det er tilfældet i relation til samtlige professioner, så gøres ting på en bestemt måde. Der er altså tale om en særlig viden, kunnen og vilje, og deraf opnås en faglig legitimitet, der derved ken-detegner en profession (Hjort, 2005). Erkendelsen af denne modus operandi stiller naturligvis nogle krav til forskerens forhåndskendskab til de operative standarder og til koordineringen mellem de enkelte sektorer.

Den valgte metode har derved til dels været støttet af min baggrund i redningsberedskabet. Jeg be-gyndte i 2005 ved Roskilde Brandvæsens frivillige beredskab og gennemgik her brand- og red-ningsuddannelser, og blev i 2007 uddannet som faginstruktør sideløbende med, at jeg fungerede som operativ brandmand. Fra maj 2010 indtil ph.d.-forløbets indledning, har jeg endvidere været ansat ved Katastrofe- og Risikomanageruddannelsen, og her udarbejdet udviklingsprojekter knyttet til sundhedsberedskabet rettet mod brugen af telemedicin i ambulancetjenesten samt gennemført udviklingsprojekter i tilknytning til redningsberedskabet ift. beredskabsfaglig evaluering og prak-sisudvikling (Sachs & Boehm, 2013). Min baggrund i fuldtid, deltid og det frivillige redningsbered-skab i Danmark muliggør en identificering af forventningerne og afvigelserne til den enkelte ind-satsleder i den situerede hændelse, som til dels er tavst forankret i beredskabsprofessions modus operandi. En sådan forståelse og tilhørsforhold kan også medføre, at man tager disse kulturelle træk for givet, og derved ikke sætter spørgsmålstegn ved dem. Forståelsen af forskersubjektet i forhold til observation på egen profession vil derfor blive behandlet særskilt i kapitel 7.3.

85 Trin 3. Etableringen af de dialogiske sessioner

De dialogiske sessioner er alle afholdt på enten politi- eller brandstationen, hvor datamaterialet qua samarbejdsaftalen er blevet opbevaret. Det blev indledningsvist forsøgt at afholde de dialogiske sessioner i forbindelse med vagterne, hvor jeg i forbindelse med feltstudierne alligevel var sammen med indsatslederen eller holdlederen. Det viste sig dog ikke at være muligt, eftersom afbrydelser fra kommunikationsterminalerne samt spørgsmål fra det øvrige personale blev forstyrrende. Det blev derfor aftalt at afholde de dialogiske sessioner, når den enkelte ikke var forpligtiget i forhold til ope-rative opgaver, hvilket også gjorde det muligt at finde et kontor afsides, hvor det var muligt at skabe et tilstrækkeligt trygt og uforstyrret miljø.

Der opstår en potentiel modsigelse, når afhandlingen hævder, at det er muligt at arbejde eksplorativt i en fænomenologisk tradition, når man som forsker selv har baggrund i professionen, og aktivt ind-går i sprogspillet i de dialogiske sessioner. I forhold til fænomenologien arbejder Edmund Husserl blandt andet med begrebet epoché, som kan oversættes med ”holden-tilbage”. Man skal altså ved undersøgelsen af et udsagn sætte sin egen forforståelse i parentes (Mortensen, 2004:57). Det eksplo-rative fænomenologiske og forståelsen af sprogspillet, qua min baggrund i beredskabsprofessionen, er knyttet til forskellige faser i det valgte forskningsdesign.

Min baggrund i beredskabsprofessionen bruges aktivt til at udkondensere kritiske begivenheder, og i forlængelse heraf de analytiske diskrepanser, som efterfølgende inkluderes i de dialogiske sessio-ner. Denne fase er ikke som sådan fænomenologisk, men foretages udelukkende af forskeren som en foreløbig analyse. Denne foreløbige analyse har til formål at identificere og begrunde potentielle analytiske diskrepanser, og at omforme disse analytiske diskrepanser til dialogiske fixpunkter, som kan anvendes i den dialogiske session. På baggrund af de analytiske diskrepanser bliver det muligt for indsatslederen og forskeren sammen eksplorativt at udforske og analysere oplevelserne fra at blive ramt. Denne udforskning er ikke kun rettet mod betydningen af de analytiske diskrepanser ud fra reflekterende processer, men er i lige så høj grad rettet mod refleksivt at udforske betydningen for indsatslederen som individ. Det gøres ved at populært sagt at skrælle forforståelser og tavse an-tagelser væk ved at udforske fænomenet, som det fremtræder på optagelsen, men også ud fra den genkaldelse, som udforskes mellem indsatslederen og forskeren.

I forbindelse med de dialogiske sessioner forsøgte jeg at sætte parentes om egen forforståelse ved at stille udforskende spørgsmål som ”hvad tænker du på det her tidspunkt” eller ”du kender opera-tionsleder […] hvordan oplever du den kontakt” jf. underkapitel 4.2.2 om samtalens genealogi. Det

86 har derved været hensigten at facilitere indsatslederens oplevelse af at blive ramt. Det har dog været en balance, for der er også opstået situationer, hvor indsatslederne forklarer deres adfærd på bag-grund af den viden, som hjelmkameraet viser, at den pågældende ikke har haft adgang til på det konkrete tidspunkt i hændelsen. Dette kan illustreres med et eksempel fra en bygningsbrand, hvor holdlederen forklarer, hvordan spørgsmålet omkring personer i lejligheden var blevet afklaret.

Holdlederens udlægning af hændelsen kan dog ikke bekræftes af optagelsen, og må derfor siges at være en efterrationalisering, hvilket kan illustreres med følgende eksempel fra en dialogisk session.

(M er Mikkel Bøhm, U er utrykningsleder/holdleder):

M: Opfatter du, at han fortæller dig, at der ér personer, eller at der ikke er personer U: Ja det er dét, jeg tænker på efterfølgende, han siger jo, at de er på arbejde M: Ja jeg har også set den, det er jo selvfølgelig også godt

U: Jeg opfatter nok, at det han siger, er, at han er 99% sikker på, at folk ikke er inde, det er dét som jeg tænker […] det første jeg spørger, er, er der nogen savnede, nej siger han, og der mener han nok nej, men så kommer det ind som bisætning, nej men der er to personer i kælderen, der ikke er gjort rede for, og der er det nok det nej, som fæster sig, når jeg kommer derop, og siger nej. Men der var et lille men […] i dette tilfælde, der burde man have sagt, der er to i kælderen, som der er ikke er gjort rede for

M: For man kan sige, du stiller ikke modspørgsmål til det "men"

U: Nej

M: Du siger ikke ér der, eller ér der ikke U: Nej og det burde jeg nok have gjort

M: … det er interessant, som du siger, du hører nej'et U: Jeg hører "nej'et”, ja

87 M: Og det jeg tænkte på var at du allerede på vej op da du sidder her i bilen "vi skal overveje cafs⁹, og vi skal overveje udlægning" det harmonerer vel ikke med personredning

U: Nej,

M: Så du har jo måske allerede taget en beslutning, tænker jeg, og så hører man "nej'et" for det pas-ser til det man holder på med

U: ja det har nok noget med det M: Måske

U: Måske

M: Måske, for man kan sige i så fald så skulle man måske have været inde med en HT og lave per-sonredning

U: Ja absolut, absolut ja for eksempel

Som det fremgår af ovenstående dialog, så indledes der med et spørgsmål, der går på, om holdlede-ren har opfattelsen af, at der er personer i huset. Til det svarer holdledeholdlede-ren, at han har den opfattelse, at de er på arbejde. Den udtalelse harmonerer dog ikke med hjelmkameraoptagelsen, der viser, at den viden først blev tilgængelig for holdlederen langt senere i indsatsen. Derfor valgte jeg i situati-onen at udfordre holdlederens kommentar i den dialogiske session. En sådan udfordring skal natur-ligvis balanceres for at undgå, at man tvinger en given forståelse igennem.

Udfordringen af holdlederen skyldes, at der er en diskrepans mellem på den ene side at hævde, at de prioriterer personredning, og på den anden side, at man beder mandskabet om at finde udstyr frem, som man benytter til brandslukning/begrænsning. Den viden, der anvendes til at udfordre den selv-modsigelse, som holdlederen kommer med, stammer direkte fra forskerens baggrund i redningsbe-redskabet, og vil sandsynligvis ikke blive opfanget af nogen uden kendskab fra professionen. Det har derfor været centralt at finde den rette balance mellem på den ene side at udforske meningsska-belsesprocesserne i praksis, og på den anden side at udfordre og nuancere refleksionerne og de re-fleksive processer, således at indsatslederne og holdlederne ikke blot slutter baglæns fra hændelsens kendte resultat, men forholder sig til den mening, der skabes i nuet på hjelmkameraoptagelsen.

9 CAFS Compressed Air-Foam System (trykluftskumtilblandingssystem).

88 Det fænomenologiske sigte er ikke kun knyttet til den enkelte dialogiske session. Derimod er de enkelte oplevelser fra at blive ramt diskuteret på tværs af de dialogiske sessioner gennem forsk-ningsprocessen. Eksempelvis blev den bygningsbrand, der anvendes i artikel III., diskuteret i en telefonsamtale så sent som den 21. november 2016. Kernen i samtalen var at diskutere baggrunden for den situation, at indsatslederen bliver ved med at fastholde en italesættelse af, at der potentielt set savnes personer, mens holdlederne fastholder de taktiske initiativer, som er et resultatet af deres indledende meningsforhandling. Samtalen gik på, hvorfor det er så svært at sige indsatslederens position imod som privilegeret meningsskaber. Selv om vi som sådan ikke kom frem til noget enty-digt svar, så forklarede holdlederen, at han havde tænkt meget over vores samtale i den dialogiske session for, som han sagde, ”jeg troede ikke et sekund, at der var mennesker inde i det hus”. Artikel III. problematiserer denne situation yderligere, og eksemplet er i denne sammenhæng inkluderet for at vise, at det fænomenologiske sigte ikke kun snævert skal forstås knyttet til de dialogiske sessio-ner, men går på tværs, og ideelt set indgår i udviklingen af en fælles praksishorisont mellem min rolle som forsker og deltagerne i forskningsprojektet.

Trin 4. Oplevelsen af at blive ramt

Eftersom de dialogiske sessioner udforsker tvetydige situationer, der potentielt set forstyrrer me-ningsskabelsesprocesserne på de operative hændelser, så kan og skal målet ikke være at skabe kon-sensus mellem forsker og indsatsleder. De dialogiske sessioner har i forlængelse heraf ikke handlet om resultatet af de taktiske dispositioner på skadestedet, men har været rettet mod det processuelle.

Det har i forlængelse heraf været et opmærksomhedspunkt i de dialogiske sessioner at undgå be-kræftelsesbias (Nickerson 1998). Altså situationer, hvor forskeren sammen med indsatslederen en-der med at søge efter beviser, en-der kan unen-derstøtte en prædefineret tolkning af en hændelse, og en- der-ved ignorerer andre tolkninger. Eller situationer, hvor man forstørrer de ledetråde, der passer ind i den vedtagne fortolkning, og ignorerer andre. Det som Klein omtaler som ’de minimus’ (Klein 1998:274). Med dette sigtes der mod, at individer er i stand til at bortforklare og ignorere ledetråde, der, hvis de blev tildelt opmærksomhed, kunne medføre, at man må omkalfatre den indsats, som er iværksat.

Formålet med de dialogiske sessioner er at udforske oplevelser fra at blive ramt ved hjælp af hjelm-kameraoptagelser. Dette gøres i de dialogiske sessioner gennem de analytiske diskrepanser, som forskeren forud for de dialogiske sessioner har identificeret. De analytiske diskrepanser bliver om-formet til et dialogisk fixpunkt, og den dialogiske session er derved styret af et sådan dialogark, der

89 indeholder en oversigt over de dialogiske fixpunkter. Igennem den dialogiske session udforsker indsatslederen disse analytiske diskrepanser, og genoplever derved oplevelsen af at blive ramt. De analytiske diskrepanser eksponerer derved en række situationer, hvor indsatslederen potentielt kan tænkes at blive ramt, men det er ikke muligt forud for den konkrete dialogiske session at forudsige, hvordan og hvad, der fører til at indsatslederen oplever at blive ramt. Det forventes i forlængelse heraf, at nogle af de analytiske diskrepanser bliver forkastet, og andre bliver fremhævet.

Udforskningen af de analytiske diskrepanser har været vanskeligt, eftersom man som forsker kan konstruere sig selv, eller blive konstrueret, ind i at bedrive motivforskning jf. underkapitel 4.2.2 om samtalens genealogi. Det har eksempelvis opstået i de situationer, hvor indsatslederne eller holdle-derne har indtaget en rolle som informant, i stedet for at indtage en rolle som medforfatter i de dia-logiske sessioner. Det vil derfor i den fremadrettede udvikling af den diadia-logiske metode være en klar gevinst, at hente inspiration fra kommunikationsforskningens dialogtraditioner, og derigennem udforske samtalens genealogi, forstået som en øget opmærksomhed mod hvordan dialogen forløber, herunder hvornår og hvordan man nærmer sig hinanden, og hvornår man dialogisk fjerner sig fra hinanden.

De analytiske diskrepanser udspringer af en deduktiv logik. De tager udgangspunkt i nedskrevne procedurer, uddannelser og præskriptive standarder, der i praksis kommer til udtryk gennem bered-skabsprofessionens modus operandi. De analytiske diskrepanser forstås at være valide, når der kan skabes en kobling mellem de afvigelser, der identificeres, og de præskriptive retningslinjer. De ana-lytiske diskrepanser forstås at have en vis grad af reliabilitet, eftersom de forventes at kunne blive genfundet af personer fra den beredskabsfaglige profession, der er bekendt med de taktikker, meto-dikker og procedurer, som anvendes. Dette er endvidere blevet bekræftet gennem brugen af fagfæl-der som forskertriangulering samt gennem den implicitte valifagfæl-dering, fagfæl-der foretages i den dialogiske session ved, at indsatslederen har mulighed for, og i flere tilfælde har forkastet analytiske diskre-panser.

Det er dog nødvendigt at betone, at en sådan foreløbig analyse, som der er foretaget i forhold til identificering af kritiske begivenheder og analytiske diskrepanser, pålægger den enkelte forsker en markant redaktionel rolle. Det fordrer, at man som forsker forholder sig refleksivt til den rolle, som man skriver sig selv ind i. Balanceringen mellem at fastholde et udforskende perspektiv, og samti-dig ønsket om at få indsatslederen til at reflektere og refleksivt forholde sig til foruddefinerede ana-lytiske diskrepanser, har været vanskelig. Denne balancering har netop været vanskelig, eftersom

90 fokus i forskningsprojektet har været rettet mod at implementere og anvende hjelmkameraet på en ny måde. Begejstringen over at finde potentielle forstyrrelser har derved i nogle tilfælde overskyg-get den tilbageholdne forskerrolle, der har som ideal at sætte parentes om sin egen forforståelse.

De dialogiske sessioner er i deres udgangspunkt induktive, og fastholder en eksplorativ tilgang, hvor indsatslederne og holdlederne i de dialogiske sessioner indgår i en dialog, og derigennem ud-forsker hjelmkameraoptagelsen, og hvad det gør ved dem at genopleve de analytiske diskrepanser.

Den vidensskabelse, der finder sted i den enkelte dialogiske session, forstås i forlængelse at være lokal. Den er forbundet til individets genoplevelse af den operative indsats gennem hjelmkameraop-tagelsen. Det er individets unikke oplevelse af at blive ramt, og den betydning det har for deres funktion i den konkrete situerede indsats, der er det erkendelsesmæssige sigte. De enkelte oplevel-ser fra at blive ramt er efterfølgende blevet tematioplevel-seret som ”ramthedspunkter”.

Validiteten af de enkelte ”ramthedspunkter” er blevet udfoldet gennem rapporten ”Læringsramthe-der” (Bilag J.), der er blevet diskuteret med beredskabsorganisationer i Danmark og Norge samt gennem skriftlige bidrag til beredskabsfaglige profession, er eksempelvis bidraget til Beredskabs-styrelsen vejledning omkring ”holdleder som teknisk leder” (Bilag K.). ”Ramthedspunkternes” va-liditet forstås ikke som værende knyttet til deres fuldstændighed, men til den grad af accept og funktionalitet de har for professionen. Validiteten ligger altså i, at ”ramthedspunkterne” peger ind i noget, der er genkendeligt for professionens medlemmer, herunder de indsatsledere og holdledere, der er en del af forskningsprojektet.

Trin 5. Reflekterende og refleksive processer

Hver af de dialogiske sessioner er blevet transskriberet fuldt ud, for herefter at blive analyseret i relation til de enkelte artiklers forskningsspørgsmål. Et centralt aspekt af denne proces har været at involvere de indsatsledere, der har medvirket i de dialogiske sessioner for at sikre, at deres kom-mentarer i de dialogiske sessioner er blevet korrekt forstået.

Det har været en markant udfordring gennem forskningsprojektet, hvordan man kan fremstille de empiriske fund på en sådan måde, at man yder empirien retfærdighed og udfolder den informations-righed, som materialet indeholder. Især i forhold til artikel II., der analyserer kroppens performativi-tet, har fremstillingen af det empiriske materiale været en særlig udfordring. Det er ikke muligt, grundet de etiske og de kontraktlige forpligtigelser, at publicere optagelser eller andre fotografier fra de operative hændelser. Der har derfor været eksperimenteret med billeder fra billeddatabaser,

In document Oplevelser fra at blive ”ramt” i hverdagens operative indsatser (Sider 81-93)