M en undertiden får dette retsspørgsm ål en særlig farve:
Om der overhovedet skal svares vederlag opstår undertiden som et problem, hvor en person m edvirker til salget af ejendom eller forretning.
D er kræves bevis for, at sælgeren har godkendt den pågældende som m edvirkende til salget, og at denne m edvirken derefter har haft betydning for salget, for at dette kan begrunde et vederlagskrav, jfr U 1926.596 U, og dette gælder også, hvis den medvirkende skulle have vederlaget hos en anden p art i handlen, jfr U 1927.928 H.
O gså i m eget specielle fo rh o ld k a n d e r være p ro b lem er om v ederlagets størrelse, jf r U 1907.442, h v o r p ro b lem et var, om den, d er h av d e fået o v e rla d t en hest, k u n skulle tage sig a f fo d rin g og p a sn in g a f hesten, eller om d e r skulle betales et k o n ta n t vederlag pr. dag. D e tte sidste a n så s ikke fo r bevist, dels fo rd i hestenes arb ejd e v a r a f lettere a rt, dels fo rd i d e r ikke v a r a fta lt nogen størrelse a f d et evt vederlag.
5° Gaver, eftergivelser, testam enter
En særlig gruppe er de tilfælde, hvor en person på en eller anden m åde ønsker at begunstige en anden, uden at der svares noget vederlag herfor.
Selve gavebegrebet skal naturligvis ikke tages op til diskussion i denne forbindelse. Bevisproblemet bliver imidlertid ofte farvet af, at begunstigeren – trods gaven – foretager sin disposition ud fra betragtninger, som kan være nok så egoistiske og m åske endda erhvervsmæssigt betonede. Og selv om dette ikke er tilfældet, kan der ved testam entariske dispositioner komme ret blakkede m otiver frem.
U 1982.554 H. S p ø rg sm ålet om en bil tilh ø rte et firm a eller v a r givet som gave til en p ro k u rist. Såvel lan d sret som H lægger vægt p å, a t bilen if reg n sk ab ern e og an sæ tte lse sk o n trak ten tilh ø rte firm aet. H erefter k u n n e d et ikke alene ved en revisors og den an sa tte s fo rk larin g er, d e r blev b estrid t, anses fo r tilstræ k k elig g o d tg jo rt, a t bilen var ydet som gave. D er lægges også væ gt p å d isp o sitio n en s k a rak ter, og a t d er ikke fo relå n ogen form fo r skriftlig bekræ ftelse.
De m om enter af objektiv karakter, som ofte vil blive ret afgørende i bevisbedømmelsen bliver dels, om der består et nært forhold mellem parter
ne, som støtter antagelsen af gave, dels om der er en særlig anledning
(fødselsdag, jubilæum , en »tjeneste, som er ydet«), dels om der er forløbet
Gaver, eftergivelse, testamenter
lang tid uden krav på tilbagebetaling, se herom nedenfor under VI, dels endelig det overgivnes karakter, jfr U 1936.698 H (hvor det ikke blev gjort gældende, at det drejede sig om et lån, hvorim od der henvistes til giverens
»mentale tilstand« og Aftl §§31 og 33, men dom m en illustrerer alligevel problemet, idet det oplyses, at giveren, der nu var død, ikke havde ydet noget vederlag for ophold og pleje gennem ca 1 ½ år).
U 1970.167 H k a n også ses i sam m en h æ n g m ed disse afgørelser, idet den a n g å r sp ø rg sm ålet om , h v o rv id t et beløb p å ca 10.000 k r v a r ydet som et lån til den an d en ægtefælle eller v ar et belø b til opfyldelse a f u n d erh o ld sp lig t. B eløbet blev investeret i k ø b e t a f en ejendom , som æ gtefæ llerne e fter afbrydelse a f sam livet flyttede ind i; m en 2 å r e fter ophæ vedes sam livet påny, og m an d en , d e r h avde b e ta lt d e tte b eløb, flyttede. D e t a n så s ikke fo r g o d tg jo rt, a t b elø b et v a r ydet som lån, og lan d sretten s flertal a n fø re r sæ rligt, at d e tte h avde fo ru d sa t en u d try k k elig aftale herom . D en n e g ru n d b e tra g tn in g er utvivlsom rigtig.
U 1949.1017. L ån p å 20.000 k r til nevø. In te t gæ ldsbevis, m en et kau tio n sb ev is, d er v ar tilin tetg jo rt. L ivsfo rsik rin g sp o licer p å nevøen blev overgivet til sik k erh ed , m en tilbagegivet i 1945. S am tidig blev k v itte ret og udleveret et p a n te b rev til nevøens b ro d er, u d ste d t til sikkerhed for lån til b ro d eren . O p fø relser p å selvangi
velse fra og m ed 1945 blev ikke a n set fo r afg ø ren d e, d a nevøen ved on k len s d ø d skulle svare arveafgift heraf.
A lt d ette a n fø re s som et efter o m stæ n d ig h e d ern e tilstræ k k elig t bevis for endelig eftergivelse.
U 1942.539 H an så det fo r bevist, a t overgivelse a f en sp a rek a sseb o g v a r en gave, u an set a t d et v a r en fo ru d sæ tn in g , a t d et in d eståen d e i et vist o m fan g b rugtes til fo rd el fo r giverens d a tte r. A fgørelsen blev truffet m ed 6 stem m er m od 3, som ville stad fæ ste lan d sretsd o m m en , som lagde væ gt p å fo rh o ld ets u k larh e d .
U 1942.242 H an g ik fo rstræ k n in g er til en b ro d e r; m o d ta g e re n fo rk lare d e, at b o rtse t fra et beløb, som v a r tilb a g eb e ta lt, v a r d e r tale om » b rodergave«. U a n se t a t d er v a r efte rla d t en no tesb o g , h v o r beløbene v ar a n fø rt, blev b ro d e re n frifu n d et for a t betale, idet d e r blev lagt væ gt p å nogle v id n efo rk larin g er, h v o refter m o d ta g e ren fø r yderens d ø d havde fo rk lare t, a t beløbene forlæ ngst v ar eftergivet, afd ø d e havde h a ft sam v ittig h ed sn ag , fo rd i h a n fik b ro d e re n til a t lade være m ed a t rejse tilbage til A m e rik a til sit gode arbejde. H e ru d o v e r blev d e r lagt væ gt på, a t der ikke forelå k v itterin g eller gæ ldsbevis. L a n d s rette n og en dissens (3 d o m m ere) læ gger væ gt p å, a t d e r ikke v a r bevis for, a t b elø b en e v a r ydet som gave, eller at beløbene v a r eftergivet.
U 1938.328 H . L ån til nevø p å 15.500 kr, ikke a n fø rt i selvangivelser. I 1936 o p re tte t et gæ ldsbrev, hvo rv ed nevøen forp lig ted e sig til a t fo rren te m ed 5% p a, in tet om tilb ag eb e talin g a f lånet, m en ved långiverens d ø d skulle sk y ld fo rh o ld et i dets helhed b o rtfald e. D en skyldige k ap ita l a n se t fo r endelig eftergivet ved d ette gæ ldsbevis’ oprettelse.
K B a fd G 2 5 9 7 / 1983 (1984-04-13). A fd ø d es n æ re veninde blev d ø m t til a t refu n d ere b o e t p ro v e n u e t ved salg a f bil, tilh ø ren d e afd ø d e, u a n se t p å s ta n d om
Kap 3.
m .B.5°-6°
n æ rt sam liv m ed fælles ø k o n o m i og om , a t bilen skulle k o m p en sere fo r ud g ifter a fh o ld t i a n led n in g a f afd ø d es sygdom . D e t blev a n set fo r bevist, a t d e r ikke h av d e væ ret n o g et sam eje eller ø k o n o m isk fæ llesskab, og d et v a r ikke g o d tg jo rt, a t v eninden h av d e fået fo ræ ret bilen eller h av d e a fh o ld t udgifter, som b o e t v a r fo rp lig tet til a t betale.
K B a fd V 272/1983 (1984-01-17) fa n d t d et ikke g o d tg jo rt, a t nogle m ø b le r v a r blevet o v erd rag et fra en p e rso n , d e r tidl havde b o et h o s den p ågæ ldende. E fter bevisførelsen m å tte d et anses fo r g o d tg jo rt, a t den n u fraflyttede h avde b e ta lt fo r m ø b lem e, h v o rfo r m ø b lern e blev tilk e n d t denne.
Se i ø v rig t om disse sp ø rg sm ål I I I . B .5° og V II.
Arvelovens § 70 om dødsgaver skal efter den alm opfattelse forstås i overens
stemmelse med, hvad der fulgte af den tidl A rveforordnings § 30, hvorfor praksis efter denne stadig har betydning. Bestemmelsen h ar givet anledning til en righoldig praksis, men de fleste afgørelser angår nok så meget for
tolkning a f anvendte udtryk og forståelsen af de dispositioner, som er foretaget, ligesom adskillige afgørelser er truffet ud fra retlige overvejelser over, hvad der kræves i retning a f rådighedsberøvelse eller bindende u n derretning til gavemodtagere eller dem, der repræsenterer dem, jfr nedenfor under IX. Adskillige afgørelser tager stilling til, om gaven er givet »på dødslejet«, eller som A rveforordningens §30 udtrykte sig: om den pågæl
dende forudsæ tter sin død som nær forestående. Retspraksis h ar været ret tilbageholdende med at anvende denne begrænsning, hvilket også h ar givet anledning til kritik, jfr således Dige .113– 115. D ette har Arveloven ikke taget afstand fra, men ordvalget i §70 tyder nærm est i retning af, at begrænsningen skal fastholdes og måske endda udbygges.
B lan d t de afgørelser, d er h a r væ ret k ritiseret, er U 1920.955 H , jfr U 1919.914, m en k ritik k e n er næ ppe berettig et, d a d e r alene blev p ro ced eret p å, om giveren v ar blevet b erø v et råd ig h ed en over d e t overleverede. H eller ikke afgørelsen i U 1936.1082 H k an siges a t a n g å d e tte p ro b lem , idet sp ø rg sm ålet alene var, om d isp o sitio n en skulle fo rstås således, a t overgiveren ville have d et o v erd rag n e tilbage, hvis h u n kom sig – h vilket blev a n ta g et. P å tilsv aren d e m åd e a n to g U 1975.11 H , a t en o verdragelse a f sp a rek a sseb ø g er m ed 45.000 k r til en nevø ikke gik videre end til, a t nevøen k u n n e beholde, hvad d e r evt blev tilbage efter ta n te n s d ø d . D a tes tam en tsfo rm ern e ikke v a r iag ttag e t, m å tte nevøen afgive til b o et, hvad d er v a r tilbage efter fra d ra g a f de afh o ld te udgifter.
6° D okum enter
D er er gammel tradition for, at dokum enter har en særlig beviskraft, og
dette underbygges også af de regler, der i Strfl er givet til sikring af, at
Dokumenter
dokum enter ikke er falske eller forfalskes. M en derfor kan dokum enter jo meget vel indeholde noget, som ikke stemmer med de virkelige forhold.
a. En række afgørelser angår betydningen af, at der er udform et en skriftlig kontrakt, typisk en slutseddel eller et skøde, hvorefter en a f parterne gør gældende, at der er aftalt et vilkår, som ikke findes i dokum entet. R etsprak
sis synes i disse tilfælde at lægge megen vægt på dokum entet ud fra den betragtning, at der ved udform ningen h eraf burde være taget højde for alle væsentlige vilkår.
U 1979.74 H angik en k o m m u n es overtagelse a f en ejendom p å g ru n d lag a f reglerne om tilb udspligt. P ro b lem et var, om d e r til fordel fo r sæ lgeren v ar a n d re v ilk år end de i sk ø d et fastsatte, hvilket blev fastslået p å g ru n d lag a f en o m fatten d e vidneførsel. H e ru n d e r v a r navnlig et løfte om , a t sælgerne, hvis deres stuehuse ikke k u n n e bevares, havde ret til k ø b a f et areal i u d sty k n in g so m råd e t, m en a n d re vilkår, som ikke frem gik a f salgsaftalen, k u n n e ikke anses fo r g o d tg jo rt.
U 1976.306 H a n se r det fo r g o d tg jo rt, a t d e r skulle svares et beløb fo r k ø b a f en lan d ejen d o m ud over, h v ad d er v a r u d ta lt i slutsedlen, m en d e tte v ar navnlig stø tte t p å en v id n efo rk larin g afgivet a f en m ed v irk en d e ejendom sm æ gler, som uden hensyn til m u lig t e rstatn in g san s v a r fo r h a m e rk en d te, a t d er v a r b eg ået en fejl ved udfæ rdigelsen a f slutsedlen, og a t p risen lå u n d er, h v a d d er o p rin d elig t v a r kræ vet. R e tte n frem hæ ver »den p å fald en d e lave udb etalin g « .
U 1976.501 H an g ik salg a f en ejen d o m , som i slutsedlen v ar b eteg n et som
» bad ep en sio n « . D e r lægges væ gt på, a t k ø b e ren ik k e p å tilstræ kkelig tydelig m åd e h av d e tilkendegivet, a t h an o g så ville k u n n e u d n y tte ejen d o m m en o m vinteren.
U 1963.638 lagde k la rt b evisbyrden p å sæ lgeren, som ikke h av d e oplyst, a t d er påh v iled e p arcellen afgiftspligtig g ru n d stig n in g , h vilket ikke v a r o m ta lt i slu tsed len, h v o rfo r ved erlag et m åtte fastsæ ttes u n d e r h en sy n hertil.
U 1961.948 ligger p å linie m ed afgørelsen fra 1963, id et angivelsen a f g ru n d stig nin g v a r an g iv et fo r lavt i slutsedlen, d e r v a r sk e t en o m v u rd erin g , h v a d k ø b eren s a d v o k a t b u rd e vide, h v o rtil ko m , a t d et ved h a n d le n v a r oplyst, a t ejen d o m m en v ar u n d e r o m v u rd erin g . D e rfo r m å tte re su lta tet blive d e t m o d satte.
E n ræ kke b y re tsafg ø re lser synes a t anlæ gge tilsv aren d e synsp u n k t:
K B a fd H 871/1983 (1984-05-15) fastslog, a t en ret til o m p rio riterin g tilk o m sælgeren, således som d et sto d i slutseddel og skøde; en u k la r fo rm u le rin g i sæ lgerpantebrev, a ffa ttet a f k ø b ers a d v o k a t, m en te retten ikke h a v d e tilsigtet nogen æ n d rin g heri.
K B a fd H 554/1983 (1984-03-16) om k ø b a f en fo rretn in g , d e r skulle g o d k en d es a f udlejeren a f b u tik slo k a lern e, frifan d t k ø b e ren fo r a t betale e rstatn in g , fordi udlejeren næ g ted e a t g o d k en d e k ø b e ren p gr a f h a n s oply sn in g om sit v areso rti- m ent. D e r sto d in te t om d ette særlige sp ø rg sm ål i k o n tra k te n , som v ar a ffa tte t a f sælgers a d v o k a t, og d et v a r ikke g o d tg jo rt, a t k ø b e ren v a r g jo rt b e k en d t h erm ed eller v a r k lar over, a t d e r heri lå et sæ rligt v ilk å r eller en fo ru d sæ tn in g for aftalen s indgåelse. Sæ lgeren h a v d e heller ik k e » g o d tg jo rt eller san d sy n lig g jo rt« , a t