I det foregående afsnit I. er behandlet det almindelige synspunkt om
bevisbyrdens påvirkning af, at en part har særlig anledning og opfordring
til at sikre sig bevis. Der er herved navnlig tæ nkt på, at dette m å ses som
Forsømmelse med bevisførelse
en risikoregel, således at den virker uafhængigt af, om det i det konkrete tilfælde kan bebrejdes den pågældende som en forsømmelse. M en herud
over kan der være grund til særlig at om handle de forhold, hvor det ligefrem kan bebrejdes, at bevis ikke er blevet sikret. D ette vil i særlig grad komme frem under forholdets videre forløb.
Et karakteristisk eksempel herpå foreligger i afgørelsen U 1921.479 H, der angik en ejendomshandel, som køberen ikke ville vedstå. M edens landsretten lægger mest vægt på et udkast til skøde, som forelå, og som ikke indeholdt usædvanlige vilkår, kom m er H vel til samme resultat, men med den begrundelse, at det »efter de foreliggende, til dels efter dommens afsigelse tilvejebragte oplysninger« m åtte anses for bevist, at der var indgået en endelig og bindende aftale. For landsretten havde køberen forklaret, at han tog slutsedlen til sig, men at den senere var blevet tilintetgjort eller forlagt. Dette er formentlig blevet uddybet for H, men uden at præmisserne indeholder noget nærmere herom. En redaktionsnote til dom m en oplyser imidlertid, at køberen havde leveret slutsedlen til sin sagfører, og denne angav, at han formentlig havde tilintetgjort den som betydningsløs. U anset denne uheldige dom sform ulering, som medfører, at den interesserede må søge hen i noget uklare retskilder, kan der næppe være tvivl om, at den skødesløse behandling a f det afgørende dokum ent i sagen har spillet en væsentlig rolle for afgørelsen.
En ældre afgørelse i U 1914.176 angik ansættelsen af en »tjenestekarl«
hos en forpagter. M edhjælperen skulle give skriftligt svar en a f de nærmest følgende dage, efter at forpagteren havde svaret på en billet, der kom som reaktion på forpagterens annoncering efter en karl. Forpagteren hævdede, at svaret kom for sent og angav en bestemt dato for m odtagelsen heraf, men forpagteren kunne ikke huske brevets dato og angav, at han havde bræ ndt det. H erefter lægger retten vægt på, at forpagteren havde haft »al anledning til at mærke sig« datoen, hvorfor han blev døm t til a t betale medhjælperen et halvt års løn.
U 1984.247 in d eh o ld e r også m o m en ter, som m uligvis k an hen fø res til denne g ru p p e, idet d e r bl a v a r p ro b lem om en u n d e ren tre p re n ø rs fjernelse a f leverede m ateriale r: u sik k erh ed en m h t hvilke m aterialer, d er v ar Qernet, og o m fan g et a f e rstatn in g slev eran cer m å tte k o m m e h a m til skade.
U 1982.137 H . A n sv arsb eg ræ n sn in g sto d i sæ lgerens a lm betingelser. D isse a lm betingelser v a r ikke n æ vnt i sælgers breve til k ø b eren , d o g a t der i 2 o rd reb e k ræ ftel
Kap 3. II.
ser v a r henvist til »beigeführte B edingungen«. M en såvel la n d s ret som H læ gger til g ru n d , a t disse alm betingelser ikke v a r sendt, idet la n d sre tten sæ rligt frem hæ ver, at de ikke v a r n æ v n t i hovedskrivelsen til k ø b eren .
U 1981.186. E t sp ed itio n sfirm a lod tra n s p o rte n u d fø re a f en v o g n m a n d , der ved u ag tso m h ed fo rårsag ed e u held, hvo rv ed v a re rn e beskadigedes.
S p ed itio n sfirm aet hæ vdede a t væ re u d en an sv ar, d a det k u n h a v d e m ed v irk et som sp ed itø r, m en re tten fastslog, a t sp e d itio n sfirm aet h a v d e væ ret d et n æ rm este til ved aftalen s indgåelse a t få k la rt fa stlag t, o m d et v a r sp e d itø r eller k o n tra h e re n de frag tfø rer, og d a en så d a n klarlæ ggelse ikke v a r sket, m å tte d et tåle a t blive b e tra g te t som frag tfø rer, h v o rfo r firm aet v a r erstatn in g sp lig tig .
U 1981.277 H . E n sn ed k erm ester h a v d e o p n å e t en trep rise til in d retn in g a f d isk o tek , som skulle væ re fæ rd ig t til en b estem t tid.
E fter forsinkelse m ed m u rere n tre p rise n kræ vede sn e d k ere n et yderligere belø b til d æ k n in g a f u d g ifter ved forcering a f a rb ejd et. D e r k u n n e ikke b o rtses fra, a t en del a f forsinkelsen k u n n e skyldes fo rh o ld ved m u re re n tre p rise n , m en sn e d k e r
m esteren h avde ikke u n d e r byggeriet sø g t fastslået, hvilke forsinkelser d e r ikke k u n n e tilskrives h a m eller iøvrigt fo rlan g t fristforlæ ngelse eller fo rb e h o ld t sig e rstatn in g sk rav .
D a d et heller ikke p å an d en m åd e v a r g o d tg jo rt, a t h a n havde h a ft u d g ift ved forsinkelsen, frifan d tes re sta u ra tio n sse lsk a b e t.
U 1971.122 H angik et o p g ø r m ellem to p a rte r, d e r havde h a ft et sam arb ejd e om h ø stn in g a f løg p å den ene p a rts ejendom . E fte r »de m angelfulde o p lysninger«
an sås det ikke fo r g o d tg jo rt, a t d er v a r o p stå e t n o g e t tilg o d eh av en d e. L an d s re tte n h av d e sæ rligt frem hæ vet, a t sag sø g erin d en h a v d e u n d la d t a t frem k o m m e m ed de a f m o d p a rte n begæ rede o p ly sn in g er o m løgsalg. H v e r a f p a rte rn e k o m til a t bæ re sine o m k o stn in g er, d a o g så in d stæ v n te fan d tes a t have m e d v irk et til sagens u k larh ed .
U 1960.950 an g ik spø rg sm ålet, om en b å d , d er skulle sælges, v a r givet i k o m m is
sion. D e t siges u d try k k elig t i d o m m e n , a t fo rk larin g sto d m o d fo rk larin g , og h erefter lægges der væ gt p å, a t k o m m issio n æ re n ikke havde sikret sig fo rn ø d en t bevis, f eks ved den sædvanligt brugte specifikation.
U 1960.1037 H . E n tra n s p o rtø r blev frifu n d et fo r e rstatn in g i a n led n in g a f en skade, d e r m uligvis k u n n e væ re o p stå e t u n d e r tra n s p o rte n , d a den, som d e r var tra n s p o rte re t for, tro d s a n m o d n in g fra tra n s p o rtø re n h av d e u n d la d t a t o p b ev are de besk ad ig ed e b u n d k ar.
D erim o d blev en b u d c en tral id ø m t e rstatn in g i sagen U 1945.1103 H , d a nogle varer, som b u d c en tra le n skulle b rin g e til D SB , ikke v ar k o m m e t frem . D e r lægges vægt p å, a t det ikke ved k v itterin g fra D S B eller p å an d en m åd e k u n n e d o k u m e n te res, a t v a rern e v a r afleveret til D SB. L a n d s re tte n h av d e frifu n d et c en tralen , fo rd i det ikke v a r g o d tg jo rt, a t d er v ar u d v ist n o g e t u fo rsv arlig t fo rh o ld , og en dissens i H ville stadfæ ste, fordi d et v a r u o p ly st, h v o rd a n v a re rn e v a r b o rtk o m m e t, og fo rd i d er v ar tag et et fo rb eh o ld om ansvar.
O m U 1985.138 H se n e d en fo r i III.B .8°.
H vis en p a rt u n d e r processen ligefrem m o d sæ tte r sig a t frem k o m m e m ed oply s
ninger, som ikke k a n betegnes som væ rende u d en b e ty d n in g for sagen, k a n d er ligefrem in d træ d e processuel sk a d ev irk n in g efter R pl §344, stk 2 og 3, således at
Forsømmelse med bevisførelse
d et ved bevisbedøm m elsen tillægges v irk n in g til fordel for m o d p a rte n , jf r f eks U 1984.522 H .
Nogle byretsafgørelser, som henviser til det manglende bevis, forekom m er ret selvfølgelige:
K B a fd D 2077/1983 (1984-04-12). E t falleret selskabs d ire k tø r blev d ø m t til a t betale til b o e t forskellen m ellem d et a f h am in d b eta lte belø b og den k a sse b eh o ld ning som frem gik a f en å b n in g sstatu s, so m v a r i overensstem m else m ed h an s d en g an g afgivne oplysninger. H a n k u n n e ikke n u g o d tg ø re, h v o rfo r h a n s d a v æ ren de oply sn in g v a r fo rk ert.
K B a fd B 954/1983 (1984-09-06). E fte r b etalin g a f e rstatn in g sb elø b fo r en bils p åk ø rsel a f et hus blev d e r n æ g tet d o m fo r et yderligere b eløb, d a en væ sentlig del a f d e g en stan d e, som d er n u blev k ræ v et e rsta tn in g for, en ten ik k e h av d e væ ret til stede p å ejen d o m m en , eller h av d e væ ret o p b e v a re t udenfor.
K B a fd G 889/1983 (1984-03-08). E rsta tn in g fo r u fy ld estg ø ren d e a fh jæ lp n in g a f m an g ler ved et tag næ gtet, d a ta b ikke v a r g o d tg jo rt ved sagsøgerens egen fo rk larin g , syn og sk ø n , v id n efo rk larin g eller a n d e n bevisførelse.
K B a fd A 1482/1983 (1984-03-09). D e t blev ikke an set fo r g o d tg jo rt, a t d e r ved bestilling a f o p lak e rin g a f en bil v a r b estilt en an d en farve end den, d e r v ar blevet p å fø rt. D e tte m å tte bestilleren h av e bevisbyrden for, og h a n h av d e selv o m lak eret bilen, h v o rfo r d e t v a r um u lig t a t g o d tg ø re, a t a rb e jd e t h avde væ ret m angelfuldt.
En nyere afgørelse viser meget naturligt, at en direkte modvilje m od at give oplysning er blevet tillagt vægt:
U 1982.511 an g ik benyttelse a f b e sk y ttet m usik i p o rn o b io g raf. B iog rafin d eh av e
ren havde bevilling til a t slu tte k o n tra k te r om b esk y ttet m usik. D et v ar e rk en d t, a t der blev frem fø rt m usik. B iografindehaveren henviste til, a t sagsøgeren, K O D A , ikke h av d e g o d tg jo rt, a t d er v a r spillet m usik, som K O D A h a v d e eneret til, m en ville ikke næ rm ere oplyse, h v o rfra h a n fik den m usik, d er blev spillet.
B iografindehaveren blev d ø m t til a t b etale afgift til K O D A , idet lan d sretten ud taler, a t » efter o m fan g et a f b io g rafin d eh av eren s eneretsbevilling og sagens om stæ n d ig h e d er« v a r der fo rm o d n in g for, a t d er v a r spillet b esk y ttet m usik.
L an d srette n læ gger væ gt på, a t b io g rafin d eh av eren » tro d s o p fo rd rin g dertil«
ikke h a r givet ap p ellan ten , K O D A , o p lysning om , hvilken m usik der v a r spillet.
Tilsvarende betragtning findes i U 1929.1080 H, som angik en detailhand
lers salg a f en bestemt slags sæbe med udkradsede num re til billigere pris end aftalt. H erom udtales: »Efter alt foreliggende, derunder at (detailhand
leren) har vægret sig ved under sin partsforklaring at opgive navnet på sin
Kap 3. II.
leverandør, er det berettiget ved afgørelsen at gå ud fra, at han h ar været bekendt med, at emballagen om den af ham forhandlede fra ... stam m ende sæbe oprindelig var forsynet med et nummer, for at m an derigennem kunne kontrollere, bl a at de prisaftaler, der var afsluttet med (detailhandleren), overholdtes, og h ar været bekendt med, at disse kontrolnum re senere er fjernet.«
Også på anden m åde er det pointeret, at der skal udvises om hu med beviser, m an er i besiddelse af. Dette gælder i første række advokater, jfr U 1942.363 H KK, der stadfæster en misbilligelse af, a t en advokat, der havde indhentet oplysninger, ikke havde givet dem til m odparten, jf r A xel H Pedersen: Advokatgerningen I .103, note 71, Zahle .631. D er er altså en pligt til i vidt om fang at videregive oplysninger, som er til ugunst for vedkommende part. M en synspunktet gælder også i forhold til andre end advokater:
U 1947.762. S p ø rg sm ålet var, om levering a f frø som » sæ kketør« v a r i orden.
F rø firm aet h av d e ved sit eget p e rso n ale fo reta g et en undersøgelse h eraf, m en m an u n d lo d a t give lev eran d ø ren lejlighed til a t e fterp rø v e re su lta tern e a f denne u ndersøgelse. A n aly seresu ltatern e v a r d e rfo r ikke »gyldigt bevis« for, a t leveringen ikke v ar sæ kketør.
Om den oplysningspligt, som påhviler parter ved handler, særligt ejendoms
handler, foreligger talrige afgørelser, som fastslår, at hvis der påvises fejl i oplysninger, påhviler det den, der har givet de fejlagtige oplysninger, at bevise, at de er blevet korrigeret, inden handlen blev afsluttet, jfr f eks U
1938.64 H (om en ejendomsmæglers oplysninger).
P ro b lem et om hu ssv am p i ejendom m e, som sælges, giver navnlig a n led n in g til bevisv u rd erin g er vedr sæ lgerens m istan k e om , a t d er v a r svam p, jf r f eks U 1923.317 H , h v o r sæ lgeren besvarede sp ø rg sm ål h ero m m ed: »ikke m ig bevidst«.
M en H fa stslå r p å g ru n d lag a f d e t fo r H oplyste – hvilket ikke næ rm ere er a n fø rt i d o m m en – a t sæ lgeren h av d e så m egen g ru n d til a t næ re m ista n k e h ero m , at h u n b u rd e have hen led t k ø b eren s o p m æ rk so m h ed h erp å.
I funktionærsager opstår der ret ofte bevistvivl om, hvorvidt det var arbejds
giveren, der sagde op, eller det var funktionæren, som forlod stillingen.
Afgørelsen i Sø- og H andelsrets Tidende 1945.197 udtalte, at det m åtte gå
ud over funktionæren, at han ikke bragte spørgsm ålet på det rene og ikke
Funktionærsager
stillede sig til disposition for arbejdsgiveren. I sagen U 1980.864 – også en Sø- og Handelsretsafgørelse – gjorde funktionæren derim od gældende, at arbejdsgiveren havde bevisbyrden herfor, og dom m en anser det ved arbejdsgiverens og tildels også funktionærens forklaring tilstrækkelig godt
gjort, at arbejdsgiveren ikke under samtalen bortviste funktionæren.
Efter dette ligger det noget uklart, hvem det egentlig er, der bør sikre sig bevis for, hvordan det gik til. U d fra en vis social betragtning kunne man forfægte, at det var arbejdsgiveren der var nærmest hertil, jfr nedenfor under VII.
Forskellige retsafgørelser har på anden m åde m åttet tage stilling til de processuelle konsekvenser af, at en bestemt parts forklaring ønskes afgivet under sagen, eller at et vist dokum entbevis ønskes fremlagt for retten:
U 1956.864 fastslog, at d et v a r urig tig t ex officio a t afvise en sag, fordi de sagsøgte (et lik v id atio n sb o ) havde o p lyst a t være i besiddelse a f arb ejd ssed ler v ed r et u d fø rt arb ejd e, m en ikke h av d e fo relag t disse oplysninger. S agen blev hjem vist til beh an d lin g i realiteten , idet d e t fo rh o ld , a t de n æ v n te o p lysninger ikke forelå,
»efter gæ ldende bevisbyrderegler« ville få betydning.
U 1937.1159 an g ik alene sp ø rg sm å let om , h v o rv id t sagsøgte i en injuriesag skulle afh ø res ved den fo rb ered e n d e ret, h vilket la n d s retten fa n d t skulle ske. D et tilføjes, a t evt nægtelse a f a t besvare sp ø rg sm ål ikke k u n n e in d træ d e, førend sagsøgte v a r a n m o d e t om a t afgive p a rts fo rk la rin g og fået fo relag t enkelte spørgsm ål.
Det m å tilføjes, at endog straffeloven med bestemmelsen i § 178 har under
streget betydningen af, at beviser ikke m å tilintetgøres, idet der er foreskre
vet straf for den, som for at skille nogen ved hans ret tilintetgør, bortskaffer eller helt eller delvis ubrugbargør et bevismiddel, der er tjenligt til at benyttes som sådant i et retsforhold, jfr fra praksis f eks U 1952.175 (bortskaffelse a f slutseddel vedrørende ægtefællens salg af ejendom) og V LT 1950.177 (nægtelse a f at have m odtaget en brugsforeningskontrabog).
I konsekvens heraf er det um iddelbart forståeligt, at forsømmelse med beviser, selv om dette ikke h ar den grove form , som Strfl § 178 omhandler, kan medføre bevismæssige konsekvenser i en civil retssag.
Sam m enfattende kan m an efter gennemgangen af retspraksis i dette afsnit
II formentlig fastslå, at en virkelig konstateret forsømmelse med beviser
tillægges betydning ved bedømmelsen i retspraksis. M en det er ofte ikke
Kap 3. IL