GENERELLE STRAFFEBETINGELSER 1. Hvem og hvad kan straffes?

D en første betingelse for at straffe er, at personen er fyldt 15 år. B ørn kan aldrig straffes. Hvis en hacker på 12 år sælger ulovligt kopierede bånd, æ ndrer andres databaser o .s.v., må m an i stedet gå til de sociale m yndig­

heder i kom m unen og få dem til at gribe ind. M an kan heller ikke straffe forældrene for deres uopdragne børns handlinger.

Man kan kun straffe mennesker. D et vil sige, at lovovertrædelser, der er begået inden for for eksem pel et aktieselskab, m å forfølges mod d irektø­

ren eller mod de ansatte, der har været m edvirkende til lovovertrædelsen.

(F.eks. S i det indledende eksem pel). D ette er dog kun en hovedregel. I en række love findes der – som regel i en af de sidste paragraffer – særbe­

stem m elser om , at aktieselskaber, anpartsselskaber o.l. kan straffes for de lovovertrædelser, som deres folk har begået i tjenesten. D et gælder f.eks.

ved overtræ delser af ophavsretsloven.

A t m an kan straffe selskabet m edfører ikke, at de ansatte bliver straffri.

D e kan blive straffet ved siden af virksom heden. De ansatte kan heller ikke blive fri for straf ved at henvise til, at de havde fået ordre af en overordnet til at begå lovovertrædelsen. S fra det indledende eksempel

bliver derfor straffet, selv om han følte sig forpligtet til at gøre, hvad T sagde.

Hvis flere er sam m en om at begå en forbrydelse, kan de alle straffes.

D en, der overtaler en anden (f.eks. T ), kan straffes lige så vel som den, der faktisk udfører forbrydelsen (S). D en, der giver fidusen eller udlåner væ rktøjet, kan straffes på samme m åde som den, der foretager den straf­

bare handling.

2.2. Tilregnelsen

D et er ikke nok, at en person har foretaget en handling, der er beskrevet som en forbrydelse i loven. H andlingen skal også kunne „tilregnes“ ham.

Hvis en person går ind i en anden persons kontor og tager en printer, som står der, kan det være straffrit, f.eks. hvis det er hans egen, som han skal have m ed hjem . D et kan også være tyveri, hvis det f.eks. er en andens printer, som han vil sælge på det nærm este værtshus.

Inden for strafferetten deler man straffebestem m elserne op i dem , der kræver forsæt, dem , der kan m edføre straf, hvad enten der foreligger for­

sæt eller uagtsom hed, og dem , der kan hjem le straf, selv om der hverken foreligger forsæt eller uagtsom hed.

I den første kategori findes alle overtræ delser af straffelovens såkaldt

„specielle“ del – m edm indre bestem m elsen selv siger det m odsatte.

I den sidste kategori findes et lille antal straffebestem m elser i forskellige love, som udtrykkeligt siger, at der kan straffes, „selv om overtrædelsen ikke kan tilregnes ham som forsætlig eller uagtsom “ . D er tales her om et

„objektivt ansvar“ , sml. ovenfor i kapitel 2, afsnit 3.2.

D en kategori, hvor der både kan straffes, når der foreligger forsæt, og når der er uagtsom hed til stede, er i praksis langt den hyppigste. D en om fatter alle lovovertræ delser i andre love end straffeloven – m edm indre bestem m elsen selv siger noget andet. Sådanne strafferegler kaldes nor­

m alt uagtsom hedsdelikter.

Forsæt findes, når en person direkte ønsker at udføre en bestem t for­

budt handling. D et findes også, hvor en person ikke direkte prøver at hidføre forseelsen, men hvor han gør noget, som han ved sandsynligvis vil have den virkning. Grænsen herfor går norm alt ved 50% ; med andre ord, hvis han mener, at det er m ere sandsynligt, at det ulovlige resultat bliver følgen af handlingen, end at det ikke gør det.

Forsæt er således betinget af, at gerningspersonen har gjort sig nogle

120 KAPITEL 4

forestillinger (ønsket, vidst, indset etc.). I modsætning hertil afhænger uagtsom hedsbegrebet af andres vurderinger. En person har handlet uagt­

som t, når en dom m er mener, at hans handlinger har været uacceptabelt skødesløse, sjuskede eller sløsede. D om m eren m å derfor samm enligne personens faktiske handlinger med den handlem åde, dom m eren mener, burde være den norm ale, eller rettere, som han mener, burde danne bund­

grænsen.

2.3. Straffrihedsgrunde

Selv om en person har begået en forbrydelse m ed den fornødne tilregnel- se, er det ikke givet, at han vil blive døm t. D er kan foreligge særlige om ­ stændigheder i den konkrete sag, som gør, at der alligevel skal ske frifin­

delse.

O venfor blev det nævnt, at ung alder er en straffrihedsgrund. D et sam ­ me gælder, hvis personen har været utilregnelig på grund af sindssygdom eller åndssvaghed. D erim od m edfører selv en høj grad af beruselse kun m eget sjældent straffrihed.

D et blev også nævnt, at gerningspersonen ikke slipper fri, blot fordi han handler efter ordre. Hvis det derim od er „offeret“ selv, som har accepte­

ret det skete, kan „gerningspersonen“ ikke straffes. Hvis indehaveren af en ophavsret har givet en anden person lov til at kopiere program m el, pådrager den kopierende sig ikke et strafansvar ved at gøre det. Sam tyk­

ket æ ndrer bedøm m elsen.

Personen kan også blive straffri på grund af efterfølgende om stændighe­

der. Strafansvaret for de fleste berigelsesforbrydelser forældes på 5 år og for de fleste af de øvrige edb-forbrydelse på 2 år. Se nærm ere herom straf­

felovens kapitel 11.

2.4. Princippet om ingen straf uden lov

Sidst, men ikke mindst: gerningspersonen skal have foretaget en handling, som er udtrykkeligt forbudt, eller have undladt at foretage en handling, som er udtrykkeligt påbudt. D er skal m ed andre ord være lovhjem mel. I straffelovens §§ 1 og 2 er det fastslået, at ingen kan straffes, hvis det pågæl­

dende forhold ikke er krim inaliseret i en lov (i den almindelige borgerlige straffelov – kaldet straffeloven – eller i en anden lov).

I princippet er der ingen grænser for, hvad der kan begås af forbrydelser ved hjælp af edb. Hvis en hacker bevidst eller uagtsom t forvolder

forstyr-reiser i et hospitals databank, kan han have gjort sig skyldig i forsætligt eller uagtsom t drab. Hvis en person ved hjælp af et edb-system kom m uni­

kerer en trussel til en anden, kan det f.eks. være et (forsøg på) røveri eller voldtægt. D et er i det hele taget karakteristisk for den danske strafferet, at lovgivningen ikke har form uleret snævre og præcise bestem m elser, men i stedet anvendt brede og generelle udtryk. Vi har derfor f.eks. ingen speci­

el bestem m else om tyveri af edb-udstyr. D e fleste strafferetlige spørgsmål inden for edb-om rådet kan og vil blive løst ved hjælp af de generelle be­

stemmelser.

D en tekniske udvikling har dog betydet, at der er blevet afdækket nogle huller i den strafferetlige beskyttelse, og m an har derfor i et vist om fang gennem ført nye bestem m elser for at forebygge edb-misbrug.

I det følgende afsnit gennemgås nogle særligt relevante straffebestem ­ melser. D et er ikke muligt at gøre en sådan beskrivelse udtøm m ende in­

den for ram m erne af den foreliggende fremstilling. D erfor har det mange steder været nødvendigt at skrive så k o rtfattet og generelt, at en del und­

tagelser er forbigået.

3. DE ENKELTE FORBRYDELSER