I Fælles goder

(VVM), der kræver, at der før etablering af større anlæg søges kortlagt anlæggets direkte og indirekte virkning på: mennesker, fauna og flora; jordbund, vand, luft, klima og landskab;

materielle goder og kulturarv samt interaktionen mellem alle disse faktorer.

Idet sammenhænge netop angiver en eller flere relationer – og begrebet miljø i sin oprindelige sproglige betydning tillige kan forstås som relationerne i omgivelserne – er det ikke overraskende, at begrebet miljø tillige anvendes som substantiv om disse ofte ikke helt bestemmelige sammen­

hænge. Forstået i denne betydning angiver »miljø« et hensyn: at der må tages hensyn til disse (ofte ikke helt bestemmelige) sammenhænge, jf. eksempelvis VVM.

Opfattes begrebet miljø på denne måde, giver det ikke meget mening at spørge: hvem tilhører miljøet, hvem kan stille krav til miljøet, eller hvilke krav kan stilles til miljøet. Ét hensyn kan af gode grunde ikke tilhøre nogen. Det kan derimod begrunde, at noget tilhører nogen – eller netop ikke tilhører nogen. Et hensyn er normens forudsætning eller sigte – ikke dens genstand.

Dette udelukker ikke, at der juridisk arbejdes med miljø i betydningen: direkte og indirekte sammenhænge – men det fører naturligvis analysen ind på et andet spor. Anskues miljø fra en offentligretlig vinkel, er det nærliggende at opfatte begrebet som et hensyn, der indgår i afvejnin­

gen – og netop ikke som en genstand for afvejningen. Den omstændighed, at miljø angår en ikke bestemmelig mængde af sammenhænge, giver (naturligvis) anledning til at overveje, om det tilkommer myndigheden, adressat en eller evt. andre at udlægge hvilke sammenhænge.

Anskues problemstillingen politologisk eller sociologisk, er det naturligt at lægge vægt på, at miljø (i betydningen sammenhænge) er udtryk for en helhedstankegang, holisme: det er ikke blot de bestemte og umiddelbare virkninger af en aktivitet – men også indirekte, kort- og langtrækken­

de følger i tid og rum, der må tages hensyn til, hvormed forståelsen er samstemmende med konceptet om bæredygtig udvikling.

Kombineres den politologiske/sociologiske tilgang med en traditionel offentligretlig, giver det anledning til at overveje, hvorledes dette påvirker de traditionelle specialitetsprincipper, såvel sagligt som organisatorisk. I retspolitiske analyser vil dette analytiske udgangspunkt føre til kritik, hvor specialitetsprincippet er fastholdt.

Fastholdes den politologiske (og sociologiske) tilgang, er undersøgelsesfeltet rettet mod instrumenter. Opgaven er at definere, med hvilke bestemte midler der opnås et bestemt mål. Er målet angivet som miljø eller miljøbeskyttelse, er udsagnet ikke nødvendigvis udtryk for, at det er i betydningen hensyn. Udsagnet kan tillige være udtryk for, at miljø er en velfærdsydelse, hvor valget af instrumenter er udtryk for, hvorledes denne velfærdsydelse bedst muligt tilvejebringes.

2.3.3 En velfærdsydelse

Når det er muligt at opfatte miljø som en velfærdsydelse, kan det forklares med, at i den moderne velfærdsstat er stat en og de lokale offentlige myndigheder ikke alene tillagt vidtgående adgang til at gribe ind over for borgerne. Stat og kommuner er tillige i betydelig omfang forpligtet til at forsyne borgerne med både økonomiske midler og en række realydelser. Hertil hører i et vist omfang »det offentliges« ansvar for at beskytte imod henholdsvis kompensere borgerne for livets modgang og fortrædeligheder.

Den afledede ret i det korte essay om handlefrihed har derfor ikke kun en negativ side: man skal have tilladelse for at bruge miljøet. Den afledede ret har tillige en positiv side: det forventes, at de offentlige myndigheder sørger for at beskytte miljøet, hvormed miljøbeskyttelse kan opfattes som en velfærdsaktivitet og miljøet som en velfærdsydelse.

Det er uden for denne afhandlings metode at undersøge, hvorfor og i hvilket omfang sådanne opfattelser eller forventninger gør sig gældende. Herom må henvises til antropologien og sociologien. Når forståelsen omtales, skyldes det, at den i et vist omfang har et retligt fundament.

Hermed menes, at indholdet af en række retsnormer begrunder, at borgerne har en forventning om, at de offentlige myndigheder »sørger for miljøet«. Som eksempler kan fra dansk lovgivning nævnes, at efter Adl er det myndighedernes ansvar at rydde gamle affaldsdepoter op, når »de kan have skadelig virkning på mennesker og miljø« samt Mbl § 70, hvorefter tilsynsmyndigheden har pligt til at hindre væsentlig forurenings udbredelse. Fra EU-retten kan nævnes, at medlemsstaterne er forpligtet til træffe »nødvendige foranstaltninger« for at sikre, at luft og vand overholder nogle minimumskrav (miljøkvalitetsnormer). Rækkevidden af forståelsen i en retlig kontekst illustreres af det i Miljøstyrelsens betænkning 1996/2 fremlagte lovudkast om forurenet jord, hvorefter borgernes erstatningskrav mod forureneren skal indtales over for de offentlige

myndigheder.

Anses miljø som en velfærdsydelse, er der ved miljøskader både anledning til at overveje, om (og i hvilket omfang) borgerne kan stille krav til myndighederne – og omvendt, i hvilket omfang indebærer myndighedernes forpligtelse, at myndighederne kan fremsætte krav over for borgerne.

Når denne tilgang er fundet for snæver for denne afhandling, skyldes det to principielle indven­

dinger. For det første, såfremt miljø alene anses som en velfærdsydelse, vil der ved miljøskader ikke være anledning til at overveje tvister mellem borgerne, hvormed forståelsen bryder med den gældende retsstilling. For det andet, at stat en (myndighederne) ikke har rådighed over den ydelse, der stilles til rådighed. Ganske vist kan en journalists henvendelse til den »ansvarlige minister«, efter at en fransk turist omkom ved nedstyrtning af dele af Møns klint, opfattes således, at ministeren i dag er trådt i Guds sted. Men uanset, hvad man måtte mene om sådanne forestillin­

ger, er der ikke tale om nogen retlig figur.

Myndighedernes retlige forpligtelser i relation til miljøbeskyttelse og genopretning efter miljøskader er således baseret på positiv ret og ophæver ikke borgernes indbyrdes retlige forplig­

telser. Dette udelukker ikke, at miljø kan analyseres som en velfærdsydelse i en retlig kontekst – som det delvist synes forudsat i Henrichsen, Retssikkerhed og moderne forvaltning (1997).

2.3.4 Sammenfattende

Miljøbegrebets indhold er en analytisk forudsætning, der i betydelig grad determinerer den juridiske analyses genstand, retning og metode. Den ene metode er ikke mere rigtig end den anden. Afgørende er, om præmisserne er tydelige – om det fremgår, hvilket indhold begrebet miljø har.

Det er dog ikke i enhver juridisk kontekst, at substantivet miljø kan referere til et hensyn. Er konteksten miljøskade, giver en sådan forståelse ikke mening. Et hensyn kan ikke skades, men der kan tages mere eller mindre hensyn hertil. Miljøskade forudsætter begrebsmæssigt, at substantivet miljø er genstandsrefererende. Hvis der ønskes opretholdt den forudsætning, at miljø er sammenhænge, må begrebet »miljøskade« forudsætte, at miljø refererer til opretholdelse a f en bestemt sammenhæng – f.eks. den økologiske balance. Miljøskade angiver i givet fald, at en ændring af denne sammenhæng er skadelig. Accepteres det, at den selvstændige betydning af miljø angår menneskers naturgrundlag, fører dette tilbage til udgangspunktet: miljø refererer genstandsmæssigt til de fælles goder. Da denne afhandling angår miljøansvar forstået som ansvar for miljøskade, er hermed på forhånd betinget en forståelse af miljø som genstandsrefererende.

Uanset at denne analytiske forudsætning er deduktivt begrundet, repræsenterer den tillige afhandlingens aksiome. Da det netop er det analytiske udgangspunkt, der fører til, at denne afhandling i andre henseende bryder med andre miljøretlige fremstillinger, forekommer det velbegrundet i denne introducerende del af afhandlingen at belyse, hvorledes disse analytiske forudsætninger bedømmes i den miljøretlige litteratur – hvor hovedvægten er lagt på danske fremstillinger.