Dogmatisk: bygger moderne miljøret helt eller delvis på økocentrisme ?

Det dogmatiske problem, om den nyere miljøret er udtryk for økocentrisme qua anerkendelse af konceptet om bæredygtig udvikling, må drøftes i flere kontekster. For det første, om der er

54. Backer, Legal Standing in Environmental Cases – N orw egian Practice, i bogen, The Legal Status o f the Individual in Nordic Environmental Law, 1994, p. 132 – frem hæ velserne er m ine. D elvist på linie hermed Lindholt, der om taler »konflikter m ellem m enneskets og naturens rettigheder«, Retfærd, 1991, p. 62, 72.

Problem stillingen har tilsvarende m eldt sig i den økonom iske videnskab, hvor klassisk økonom isk teori er kritiseret for at basere værdisætningen på præferencer og for opsplitning af miljøet i en række funktioner uden hensyn til helheden – M øller, Værdisætning a f m iljøgoder, 1996, p. 41 -4 3 .

55. Se f.eks.: Ross m .fl., Lærebog i Folkeret, 1984, p. 22.

56. Ross, 1934, p. 197-198; Birnie og B oyle, 1992, p. 213; Ørebech, A llem annsrettigheter, 1991, p. 59.

57. Arnold S. Rice, John A. Krout og C. M. H arris, United States History to 1877, 1991, p. 224.

58. Carl G oos, 1889, p. 163 og 384, men kritisk til argum entationens lødighed Ross, 1934, p. 198-199.

holdepunkter for i de gældende miljølove at antage, at miljøet eller angivne dele heraf er tillagt rettigheder. For det andet, om de spredte tilkendegivelser i retskilder om »egen værdi« af miljøet eller bestemte dele heraf er udtryk for en delvis anerkendelse af økocentrismen. For det tredje om EU-rettens vidtgående beskyttelse af vilde dyr og planter kan anses for udtryk for en økocentrisk opfattelse, hvorunder tillige drøftes, om miljøorganisationers søgsmålskompetence skal tages som udtryk for, at de varetager disse dyr og planters partsinteresse. Endelig for det fjerde overvejes, om der med baggrund i Rio-erklæringen og de udfyldende bidrag til bestemmelse af bæredygtig udvikling er grund til at antage et økocentrisk grundlag.

a) Er miljølovene udtryk fo r økocentrisme ?

Alene titlen på flere miljølove kan i sig selv indikere, at beskyttelsen af de pågældende miljø­

objekter er udtryk for, at de er tillagt rettigheder. Her kan fra dansk ret nævnes M/7/øbeskyttelses- loven, Afø/w/'beskyttelsesloven og //avm/T/øbeskyttelsesloven.159 Ses der imidlertid på indholdet af de pågældende love og forarbejderne til disse, må det antropocentriske grundlag fastholdes.

Når det i forarbejderne til den nugældende Mbl anføres, at »en sikring af menneskenes levevilkår og de økologiske kredsløb gør det nødvendigt, at areal- og naturressourcerne udnyttes som led i en bæredygtig udvikling«, må dette nemlig læses i sammenhæng med den efterfølgende begrundelse: – at den nye formålsbestemmelse »tager udgangspunkt i en ændret opfattelse af vekselvirkning mellem menneske og natur. En opfattelse, der ser det samfundsmæssige stofskifte med naturen – lige fra udvinding af råstoffer, over produktion og forbrug til affaldsbortskaffelse -i sammenhæng« (FT. 1990/91, A, sp. 1530). Medm-indre »naturen« -i denne kontekst er noget væsensforskelligt fra det økologiske kredsløb, er beskyttelsen af det økologiske kredsløb herved udtryk for en varetagelse af menneskets kollektive interesser som art, jf. henvisningen til, hvorledes naturen indgår i forskellige dele af menneskers livsbetingelser. En rettighedssubjekti vi- tet for dele af miljøet på grundlag af gældende lovgivning, ses da ej heller lagt til grund i den miljøretlige teori.60

Det anførte understreger imidlertid et selvstændigt aspekt: beskyttelsen i lovgivningen af forskellige dele af miljøet er i modsætning til tidligere ikke alene udtryk for de pågældende dele af miljøets umiddelbare betydning. Hensynet til menneskers fremtidige potentielle anvendelse – bæredygtighedskonceptets tidsmæssige aspekt – indgår som en del af det antropocentriske grundlag. Ligeledes indebærer menneskers mulighed for med den kendte teknologi at bevæge sig i rum over store afstande, at hensynet ikke kan begrænses til den lokale anvendelse af miljøet.

Efter min opfattelse er det i dette lys, at beskyttelsen af miljøets iboende værdi skal forstås.

b) Er »den iboende værdi« a f biodiversitet udtryk fo r økocentrisme ?

At miljøet – eller en bestemt del heraf – har en iboende værdi, er anført i præamblen til Rio-kon- ventionen om biologisk diversitet (»the intrinsic value of biological diversity«).

59. EU-direktiver angiver typisk et mere afgrænset felt: direktiv 80/68 om beskyttelse af grundvand mod forure­

ning; direktiv 78 /6 5 9 om kvalitet af ferskvand så fisk kan leve deri; direktiv 7 9 /4 0 9 om beskyttelse af vilde fugle; direktiv 79/923 om kvaliteten af skaldyrvande; direktiv 86/278 om beskyttelse af m iljøet, navnlig jorden i forbindelse med anvendelse i landbruget a f slam fra rensningsanlæg; direktiv 9 2/43 om bevaring a f naturtyper;

forordning 2 1 5 7 /9 2 om beskyttelse af skove mod forurening. En anerkendelse af de pågældende dele af m iljøet er tillagt rettigheder, er der dog ikke tale om , jf. K räm er, Focus, 1992, p. 156, 176f.

60. Se dog B olt Jørgensen og Bruhn K nudsens to indlæg i Lov & Ret, 1997, nr. 4, hvori der argumenteres for en bedre håndhæ velse, ved at m iljøet udstyres med beskikkede advokater, hvormed forudsæ tningsvis følger, at m iljøet er part. For en uddybende im ødegåelse, se Pagh i Lov & Ret, 1997, nr. 5.

Præamblen indledes med følgende: »De kontraherende parter [*] som er klar over den biologi­

ske mangfoldigheds iboende værdi og den økologiske, genetiske, sociale, økonomiske, videnska­

belige, pædagogiske, kulturelle, rekreative og æstetiske værdi, som må tillægges den biologiske mangfoldighed og dennes bestanddele; [*] som tillige er klar over den biologiske mangfoldigheds betydning for udviklingen og for bevarelse af biosfærens livsbevarende systemer; [*] som bekræfter, at det er i hele menneskehedens interesse, at den biologiske mangfoldighed bevares«

(min fremhævelse).61

Dette kan udlægges på to måder. På den ene side taler det sideordnede bindeord »og« for, at den »biologiske mangfoldigheds iboende værdi« ikke falder inden for de øvrige kategorier og følgelig har et selvstændigt indhold, og går dermed videre end til en antropocentrisk retsopfattel­

se. Denne udlægning understøttes af den efterfølgende fremhævelse af biodiversitetens betydning for »biosfærens livsbevarende systemer«. På den anden side fremhæver sidste led »hele menneskehedens interesse« i den biologiske mangfoldighed, hvilket understøtter den af mig hævdede opfattelse. Om biodiversitetens iboende værdi skal anses som udtryk for, at økosyste­

mer har rettigheder, beror derfor på, hvorledes antropocentri defineres. Opfattes den snævert således, at beskyttelsen begrundes i en umiddelbar eller i hvert fald kendt brugsværdi, må biodiversitetskonventionen anses for tillige at være økocentrisk. Opfattes antropocentrien bredere, hvorefter der tages hensyn til biodiversitetens ukendte muligheder for mennesket, er der ikke tale om noget økocentrisk grundlag. Når jeg antager, at konventionen er antropocentrisk i sit grundlag beror det på definitionen i konventionens artikel 2 af bæredygtighed. Bæredygtighed defineres som »udnyttelse af bestanddele af den biologiske mangfoldighed på en måde og i et sådant omfang, at det ikke fører til nedgang i den biologiske diversitet på lang sigt, hvorved den biologiske mangfoldigheds mulighed for at dække nuværende og kommende generationers behov ønskes opretholdt« (min fremhævelse).

Det er ikke helt klart, hvorledes Zahle forholder sig til miljøets iboende værdi, når han med henvisning til Rio-konventionen om biologisk diversitet og Bern-konventionen om beskyttelse af vilde dyr og planter samt deres naturlige levesteder anfører: »Biodiversiteten kan beskyttes, fordi den er et gode i sig selv, eller fordi den – til dels på måder vi ikke kan gøre os klart – kan være afgørende for den menneskelige arts livsvilkår i en nær eller fjern fremtid. Efter den første anskuelse er alt levende værd at sikre overlevelse, efter den anden anskuelse er det kun menne­

skets overleven, der er værdifuld – men menneskets overleven er afhængig af andet end menne­

sket. Biodiversitetens grænse afsløres dog, når vi støder på væsener, der alment anses som

»onde« [HIV-virus]« (Retligt Set, 1995, p. 351, 354-55f – fremhævelsen er min).

Det er lidt uklart, om det anførte alene skal opfattes refererende. Men den sidste bemærkning indikerer, at målestokken for den iboende værdi er orienteret efter menneskearten – dvs. på linie med denne afhandling. Det må samtidig medgives, at de to konventionener giver anledning til tvivl (tilsvarende Birnie og Boyle, 1992, p. 213).

c) Er EU's beskyttelse a f vilde dyr og planter udtiykfor økocentrisme ?

EU-rettens meget vidtgående beskyttelse af først vilde fugle (direktiv 79/409) og siden andre vilde dyr samt planter og deres naturlige levesteder (direktiv 92/43) kan tilsvarende give anled­

ning til at overveje, om denne del af EU-retten er udtryk for økocentrisme. Det fremgår således af EF-domstolens afgørelse i Lappel Banks (C 44/95), at der ikke ved udpegning og afgrænsning

61. Konventionen trådte i kraft den 29. decem ber 1993. EU har ratificeret i 1993 (EFT. 1993, L. 309/1), ligesom Danmark har ratificeret efter beslutning herom i april 1993. Om konventionen, se også K o e ste r, K onventionen om b iologisk m angfoldighed, JUR. 1996.272, og nærmere ndf. i 6.6.3.

af de særlige fuglebeskyttelsesområder for udryddelsestruede arter og trækfugle kan tages samfundsøkonomiske hensyn. Retten henviste til, at fugledirektivet udelukker en afvejning af økonomiske hensyn over for økologiske, hvorimod direktivet ikke udelukker, at der tages andre miljøhensyn eller hensyn til sundhedsfare. Sagen var rejst af det britiske Royal Society for the Protection of Birds og kan således opfattes som et udtryk for, at den britiske forening optrådte på fuglenes vegne. Den omstændighed, at fuglebeskyttelsen ikke fortrænger ethvert andet hensyn, men i relation til menneskers sundhed eller andre miljøinteresser kan vige, begrunder ikke i sig selv, at en økocentrisk opfattelse afvises. Også i andre dele af retssystemet må nogle retlige interesser vige for andre. Når denne udlægning alligevel må afvises i relation til EU-retten, skyldes det, at søgsmålskompetencen for Royal Society for the Protection of Birds ikke beroede på EU-retten, men på britisk ret.

Tilbage er, om EU-reglerne skal opfattes således, at fuglene har en retlig partsinteresse, som Kommissionen er sat til at varetage, og hvor de enkelte medlemsstater kan indrette deres proces­

system således, at forskellige foreninger og/eller personer kan varetage denne partsinteresse i forhold til retssystemet. Mht. Kommissionens beføjelser er der ikke grundlag for at antage en partsinteresse for fugle, idet Kommissionens (i øvrigt ganske mange) traktatbrudssøgsmål mod medlemsstaterne for overtrædelse af fugledirektivet er et led i Kommissionens håndhævelse »af de bestemmelser, som med hjemmel i denne [traktat] træffes af institutionerne«, jf. artikel 155.

Det er normen, ikke genstanden for normen, som Kommissionens søgsmål skal varetage.

Det er derimod mere kompliceret at afgøre, om ornitologiske foreningers søgsmålsadgang i de enkelte medlemsstater er udtryk for, at foreningerne varetager fuglenes partsinteresse. For fugle omfattet af regler om særligt beskyttede områder er retsvirkningen, at både samfunds- og privatøkonomiske hensyn som udgangspunkt skal vige. Fuglene bestemmer, hvor de har deres ynglepladser – ikke amtsrådet eller Folketinget. Kun under anvendelse af en meget vanskelig procedure kan der iværksættes projekter, som griber ind i disse fugles ynglepladser. For naboer til en kommende flyveplads eller motorvej vil denne beskyttelse af fuglene let opleves provo­

kerende, da naboer ikke nyder den samme beskyttelse. Det er derfor nærliggende at gå et skridt videre og antage, at naboers partsinteresse har et relativt svagt retligt værn, mens den meget vidtgående fuglebeskyttelse er udtryk for, at fuglene som part er retligt bedre stillet – særligt når de processuelle regler giver ornitologiske foreninger eller andre miljøforeninger adgang til at håndhæve beskyttelsen. Da en stort set tilsvarende beskyttelse vil være gældende for en række andre dyrearter samt en række plantearter, vil denne udlægning medføre, at EU-retten kan tages til indtægt for, at et betydeligt antal arter af planter og dyr er tillagt retlig partsevne.

Når jeg alligevel mener denne udlægning må afvises, skyldes det, at de to direktiver ikke indeholder bestemmelser, der angiver eller indikerer en sådan retlig partstatus for vilde dyr og planter, ligesom der ikke ses eksempler på, at en sådan partsevne er lagt til grund af myndigheder eller domstole.

I fu g le d ir e k tiv e t h e n v is e s i p ræ a m b le n til, at fu g le n e m å » b etra g te s so m fæ lle s e je « , o g at » b e s k y tte ls e a f fu g le a rter [..] er en n ø d v e n d ig fo r a n sta ltn in g for so m led i d et fæ lle s m a rk ed s fu n k tio n at v ir k e lig ­ g ø r e F æ lle s s k a b e ts m å lsæ tn in g m ed h e n b lik på b ed re le v e v ilk å r , h a rm o n isk u d v ik lin g a f d en ø k o n o m i­

sk e v ir k so m h e d in d en fo r F æ lle ss k a b e t o g v e d v a r e n d e a fb a la n c e r e t e k s p a n s io n « . I h a b ita tsd ir e k tiv e t h e n v is e s til, »at fr e m m e o p r e th o ld e ls e a f d en b io lo g is k e d iv e r s ite t [..] b id ra g er til en b æ r e d y g tig u d v ik lin g , h v ilk e t er d et o v e r o r d n e d e m å l« , o g at » d e tru ed e le v e s te d e r o g arter en en d el a f F æ lle s s k a ­ b ets naturarv«.

EU’s vidtgående beskyttelse af vilde dyr og planter må således teoretisk analytisk tages som udtryk for en almen interesse, hvis retlige indifikation er reglernes indhold og genstand – og ikke

reglernes udtryk. Distinktionen er væsentlig og kan tydeliggøres med en analogi til lovgivning om bygningsbevaring. At reglerne om bygningsbevaring »beskytter« bestemte gamle bygninger mod ændringer, er ikke udtryk for, at disse bygninger har nogen partsevne. Reglerne er derimod udtryk for, at det af hensyn til menneskers interesse i kulturværdier er fundet vigtigt, at hverken ejeren eller andre foretager væsentlige ændringer i bygningen. Tillægger retsordenen bestemte foreninger adgang til at påtale krænkelser af den i lovgivningen angivne beskyttelse mod indgreb, handler disse foreninger ikke på vegne af genstanden – uanset om den er levende eller ej – men på vegne af den i loven definerede almene interesse. Foreningerne håndhæver således lovgivers angivelse af den almene interesse. Vælger lovgiver at give foreninger håndhævelsesadgang, kan denne procestekniske ændring materiel retligt anses som udtryk for, at de pågældende foreninger på begrænsede områder materiel retligt er tillagt en håndhævelsesinter esse, jf. nærmere i 11.5.

d) Er konceptet om bæredygtig udvikling udtryk fo r økocentrisme ?

Afslutningsvis skal for den dogmatiske del kort overvejes, om Rio-erklæringen eller Brundtland- kommissionens udredninger er baseret på en økocentrisk retsopfattelse. Er dette tilfældet, kan det understøtte en økocentrisk udlægning af de danske miljølove – omend retskildeværdien som nævnt er svag.

Der er imidlertid ikke større tvivl om, at både Brundtlandkommissionens rapport og Rio- erklæringen bygger på en antropocentrisk retsopfattelse62 – men antropocentrisk forstået i den her anførte betydning: menneskets interesse som art i rum og tid, hvormed der naturligt sker en forrykkelse i retning af de kollektive »arts-interesser«.

Fra B ru n d lan d rap p orten kan n æ v n e s fø lg e n d e v e d r ø r e n d e b io d iv e r site te n : » ta b et a f p la n te- o g dyrearter kan v æ r e en a lv o r lig b e g r æ n s n in g a f fr e m tid ig e g e n e r a tio n e r s v a lg m u lig h e d e r « (p. 5 3 ). D e t a n tr o p o ­ c e n tr isk e g r u n d la g u n d e r str e g e s en d n u ty d e lig e r e i R io -e r k læ r in g e n s 1. p rin cip , h v o r e fte r » h u m a n b e in g s are th e c e n tr e o f c o n c e r n s fo r s u s ta in a b le d e v e lo p m e n t« , m en a f d et 3. p rin cip frem g å r, at h u m an b e in g s i d e n n e k o n te k st o g s å er k o m m e n d e g e n e r a tio n e r .

e) Sammenfattende

Om den dogmatiske del kan konkluderes: den gældende miljøret – herunder lovgivning – er i sit grundlag antropocentrisk. Det samme gælder for konceptet om bæredygtighed, som dette kommer til udtryk i Brundtlandrapporten og Rio-erklæringen. Bæredygtig udvikling er ikke et koncept om lighed mellem arter, men et koncept om lige muligheder for menneskers udnyttelse af naturen. »Human beings [..] are entitled to a healthy and productive life in harmony with nature«, som det udtrykkes i Rio-erklæringens 1. princip. Eller som det udtrykkes i den norske Grundlovs § 110b: »Enhver har Ret til et Milieu som sikrer Sundhed og til en Natur, hvis Produktionsævne og Mangfold bevares«.

På den anden side er der grund til at reflektere, at de til mennesker knyttede retlige interesser er udvidet i tid og rum. Erhvervsfiskerens konkrete individualinteresse i fisk i et bestemt område suppleres dels af en kollektiv interesse i mulighed for fiskeri fremover, dels af andre videnskabe­

lige, rekreative og erhvervsmæssige interesser i fisk i det bestemte område. Dette er determi­

nerende for den valgte tilgang og emne: De erstatningsmæssige konsekvenser heraf – i videste forstand – er emnet for afhandlingen.

62. Basse, B æ redygtighed, 1995, p. 11; Ulla Karvo, sam m e sted, p. 61: Zeitler, sam m e sted, p. 39, 45f; Bugge, sam m e sted, p. 27, 36f, med særlig om tale af problemerne med de kom m ende generationers retsevne.