Hvad betyder bæredygtig udvikling

Som nævnt er bæredygtig udvikling i Brundtlandrapporten defineret ved »en udvikling, som opfylder de nuværende behov uden at bringe fremtidige generationers mulighed fo r at opfylde deres behov i fare« (p. 51). Den slags meget brede politiske programerklæringer er naturligvis vanskeligt håndtérbare i juraen. En lidt nærmere bestemmelse af »genstanden« for overvejelserne er nødvendig.

Hans Chr. Bugge, der bistod Gro Harlem Brundtland under udarbejdelsen af rapporten, har om det nærmere indhold af konceptet anført, at det indbygger en række etiske dimensioner, hvoraf Bugge særligt fremhæver fire: (1) forholdet mellem rige og fattige lande; (2) forholdet mellem nuværende og kommende generationer; (3) forholdet mellem mennesker og natur; og (4) forholdet til usikkerheden om følger, uforudsigeligheden af virkninger af vores handlinger i interaktion med naturen.24 Udtrykt lidt anderledes: i forhold til den traditionelle nationale jura, der drejer sig om en slags »her og nu« relation mellem mennesker, indbygger bæredygtigheds- konceptet ikke blot folkerettens dimension – forholdet mellem stater. I en vis forstand er der tale om nye dimensioner i forhold til den traditionelle retsopfattelse: forholdet mellem rige og fattige stater, forholdet til ufødte generationer og forholdet mellem mennesker og deres naturgrundlag.

Mens de to første dimensioner også går under betegnelsen dobbelt retfærdighedsdimension,25 er den tredje dimension – forholdet mellem mennesker og natur – ud fra det i Rio-erklæringen og i Brundtlandrapporten forudsatte antropocentriske livssyn rettet mod de to første. Det antropocen- triske grundlag uddybes ndf. i 5.6. Den tredje dimension repræsenterer dog samtidig en ny erkendelse af forholdet mellem mennesker og natur, der præciseres med den fjerde dimension, at der må tages hensyn til vanskeligheden ved at forudse den interaktion, som sker i naturen uden menneskers medvirken. Det er i forhold til denne udvidelse i rum og tid, at uforudsigeligheden får sin selvstændige betydning fordi kun evnen til at forudsige, hvorledes nuværende aktiviteter

24. B u gge, B æ redygtighed, 1995, p. 27, 31-33. En anden system atik anvendes i m akroøkonom iske analyser, hvor der frem hæves de fire dimensioner: (a) forhold m ellem produktionsfaktorerne; (b) m ellem mennesker; (c) m ellem nationer; og (d) m ellem generationer. Jespersen og B rendstrup, Grøn økonom i, 1994, p. 91.

25. B a sse, B æ redygtighed, 1995, p. 157, 161 f og B u g g e, L ov og Rett, 1993, p. 4 8 5 , 489f.

influerer på disse tre dimensioner, gør det muligt med nogenlunde føje at indbygge et hensyn hertil.

Ses der på, hvorledes de fire dimensioner som et indbegreb af bæredygtig udvikling kommer til udtryk, følger indirekte af det anførte, at uanset bæredygtighedskonceptet udgør en art over­

ordnet ramme for miljøretten – dennes værdimæssige grundlag – er bæredygtighedskonceptet og miljøret ikke identiske begreber. Bæredygtighed er et værdigrundlag – og et værdigrundlag, der ikke kun angår miljøretten, men har endnu videre virkninger.

Tuomela har anført, at begrebet bæredygtighed kan angå såvel det økologiske som det økono­

miske, det sociale og det kulturelle (Bæredygtighed, 1995, p. 143, 144). Set i det lys er f.eks. en betydelig statsgæld et udtryk for en ikke bæredygtig økonomisk politik, der overlader regningen til vore efterkommere. Selv om der ikke i hverken Brundtlandrapporten eller Rio-erklæringen er belæg for at hævde, at økologisk bæredygtighed skal have fortrin i forhold til f.eks. økonomisk eller social bæredygtighed, er der dog en afgørende forskel. Sker der sådanne indgreb i det økologiske system (forstået i videste forstand), at livsgrundlaget for mennesker som art trues alvorligt, er det ikke muligt at opnå nogen økonomisk eller social bæredygtighed. Sammenhæn­

gen går dog ligeledes den anden vej: Mennesker i dyb fattigdom vil ikke vige tilbage for, »at skære den gren de sidder på over« (spise såsæd, rydde skov for at skaffe varme etc.) og denne overlevelsestrang lader sig næppe standse af lovgivning.26

Bæredygtighedskonceptet kan på denne baggrund sammenlignes med andre centrale begreber i vores samfund som ejendom og demokrati. Med baggrund i de sidste begrebers mangeårige historie har disse dog et noget fastere (mere bestemt) indhold, uden at der er grund til at hævde nogen absolut betydning af begreber som ejendom og demokrati. Begreberne er værdibærere\

begreberne udtrykker noget komplekst, der er relativt forstået som varierende med tiden og samfundsordenen, men dog bevarer en vis kerne af mening. Begreberne er centrale fo r forståelse a f vores retsorden, ja, de er trods deres ikke helt bestandige indhold værnet af vores retsorden.

Mens ejendommen relaterer sig til individet, er demokratiet både en kollektiv ret for de nuleven­

de og en individuel ret for den enkelte borger (over en vis alder) til ved udøvelse af stemmeretten at øge indflydelse på sammensætningen af de lovgivende organer – en ret der kan påberåbes af de enkelte borgere, hvor dansk »lovgivningskompetence inden for en række almene og væsentli­

ge livsområder« overføres til mellemstatslige organer, som det fremgår af U.1996.1300 om Grl

§ 20^.

Bæredygtig udvikling er imidlertid relateret til et større rum og en videre forståelse af tid.

Basse har sammenlignet bæredygtig udvikling med begrebet retssikkerhed, fordi begge begreber er både borgerrelaterede og udtryk for et krav om etisk acceptable løsninger.27 Mens det nok kan diskuteres om bæredygtighed er borgerrelateret – det angår i hvert fald mindre den enkelte end en ubestemt gruppe – må selve sammenligningen anerkendes. Dels kan der anføres det samme om retssikkerhed som ovf. om demokrati og ejendom, dels er retssikkerhed som bæredygtighed dobbelttydig med hensyn til beskyttelsesinteressen (både offer og gerningsmand – henholdsvis nulevende og kommende generationer).

For så vidt angår den økologiske dimension a f bæredygtighedskonceptet må fremhæves tre generelle implikationer for forholdet mellem mennesker og menneskers naturgrundlag. Det ene er, at udnyttelsen af de ikke udtømmelige naturressourcer som vand, skov og fisk må ske under hensyntagen til reproduktionsevnen og under hensyntagen til, at disse ressourcer også er en del af det økologiske system. Den anden er, at udnyttelsen af de udtømmelige naturressourcer som

26. L igeledes E bbesson, 1995, p. 236

27. B a s se, Bæredygtighed, 1995, p. 9, 16f og p. 157, 158f.

olie og mineraler må ske under hensyntagen til den tid, det tager at udvikle substitutter for disse ressourcer. Endelig for det tredje forudsætter økologisk bæredygtighed bevarings- og beskyttelsesforanstaltninger i forhold til de økologiske interaktioner, som den hidtidige menneskelige aktivitet allerede har fremkaldt (skovplantning, beskyttelse af grundvand, gene­

tablering af biotoper etc.).

Foreløbigt sammenfattende: begrebet »bæredygtig udvikling« reflekterer en – i hvert fald delvis – ny vurdering af forhold mellem menneske og naturgrundlag, hvorunder der søges en ny sammenkædning mellem miljø og økonomi, mellem miljø og teknologi, mellem globale og lokale forhold, mellem nutid og frem tid og mellem individ og fællesskab – uden at denne opremsning er udtømmende. Baggrunden herfor er til dels empirisk (erfaringer med de kendte følger af industriel aktivitet) dels baseret på naturvidenskabelige prognoser. Både den empiriske viden og de naturvidenskabelige undersøgelser af, hvorledes mennesker har indvirket og indvirker på naturressourcerne i videste forstand, er behæftet med betydelig usikkerhed. Men noget er sikkert:

( 1 ) naturressourcerne er begrænsede; og (2) naturgrundlaget kan ikke i længden bære en påvirk­

ning og udnyttelse, der ikke tager hensyn til naturens egen reproduktionsevne, hvis mennesket som art skal overleve. Der er knaphed på dét, Goos betegnede den »upersonlige omverden« (Den almindelige retslære, 1889, p. 390).

Konceptet om bæredygtig udvikling er en angivelse af et grundlag for, hvorledes samfundsor­

denen må eller bør forholde sig til knapheden. Dette gælder økonomisk,28 socialt, politisk – men også retligt. Heraf følger på den ene side, at videnskabsteoretisk kan bæredygtig udvikling anskues og belyses fra mange forskellige videnskaber. På den anden side er der i denne afhand­

lings kontekst grund til at fremhæve, at konceptet om bæredygtig udvikling er udtryk for en retliggørelse a f menneskers relation til naturgrundlaget. Retten til naturressourcer kan ikke baseres på princippet om først i tid, bedst i ret. Bæredygtig udvikling forudsætter en ny prioritet­

sorden – en retlig stillingtagen til, hvilken brug af naturressourcer der skal have forrang.

En ny prioritetsorden må forholde sig til menneskers kollektive og individuelle brug af naturressourcer i tid og i rum. En prioritetsorden i tid skal sikre kommende generationer de samme muligheder som de nulevende. En prioritetsorden i rum må forholde sig til kvalitativt forskellige måder at anvende menneskers omgivelser (som recipient, forskellig erhvervsmæssig udnyttelse, rekreativ brug). Konceptet om bæredygtig udvikling løfter så at sige miljøretten »op«

fra det casusorienterede (miljøproblemerne) til det generelle. Dette kan ses som en fortsættelse af den første generation af nyere miljølovgivnings brede afvejningsregler, men på et højere abstraktions- og generaliseringsniveau.

En udtømmende belysning heraf kræver en analyse af de miljøretlige princippers udfyldende betydning for afvejning, hvilket som anført er opgivet. I stedet har jeg valgt at indlede med en generel omtale om bæredygtig udvikling med udgangspunkt i Rio-erklæringen om miljø og udvikling. Herefter belyses tre emner. For det første det nye begreb økologisk råderum, som forsøger at sætte »navn og størrelser på de rammer, fremtidens produktion og forbrug og miljø- og naturpåvirkning bør holdes inden for«.29 For det andet omtales den dobbelte retfærdigheds- dimension i bæredygtighedskonceptet (5.4.3), og endelig gennemføres en selvstændig drøftelse af frihandelsaspektet (5.4.4).

28. R eflektionen i økonom isk videnskab ses i overvejelser om værdisæ tning af m iljøgoder, idet »det kun har m ening at værdisætte m iljøgoder, når de indgår i en reel prioriteringsproces« – M øller, Værdisætning af m iljøgoder, 1996, p. 44.

29. M iljø- og energim inisteriet, Natur- og m iljøpolitisk redegørelse 1995, p. 27.