Didaktiske overvejelser

Forforståelse vedrørende hvorledes en uddannelsesinstitution som en del af omgivelserne facilitere læring gennem didaktiske overvejelser stammer ikke fra en bestemt teori men er opstået gennem videreuddannelse og erfaring fra uddannelsespraksis. Didaktiske

overvejelser vedrørende kombinationen mellem ePortfolio og læringsstile uddybes i det følgende.

Didaktik drejer sig om, at føre nogen til noget som denne ikke forstår af sig selv eller ikke kan opdage eller udvikle selv. Gennem pædagogiske overvejelser planlægges, hvordan læreprocessen kan faciliteres, så indholdets værdier og kendsgerninger bliver tilgængelige for den lærende. Uanset didaktisk tradition er der konsensus om, at en del af denne proces består i, at den lærende under vejledning arbejder med undervisningsindholdet. Det anses

49 således for nødvendigt indenfor både portfoliometodik og undervisningsplanlægning med læringsstile, idet ePortfolio er et rum til refleksion over teori og praksis og

læringsstiltænkning lægger op til at studerende begynder bearbejdningen af lærestoffet med sin foretrukne læringsstil. Ifølge bekendtgørelsen for uddannelse til professionsbachelor i sygepleje skal der formidles viden om sygeplejeprofessionens værdier, teorier, metoder og vilkår samt viden fra sundheds- natur-, human- og samfundsvidenskab, hvilket er helt i tråd med Scheels teori. Indholdet skal organiseres så professionelle, akademiske og innovative kompetencer udvikles i samspil mellem teori og praksis. Endvidere skal der tages hensyn til forskellige studerendes faglige forudsætninger, behov og læringsstil

(Undervisningsministeriet, 2008). Bekendtgørelsens opfordrer således til hensyntagen til studerendes læringsstile, og den overordnede formuleringer overlader til underviseren at afgøre, hvordan et givent indhold skal formidles. Det giver mulighed for at tilpasse

formidlingen til studerende, indhold og rammer. Ikke mindst i kliniske undervisningsforløb åbner det for mulighed for at tilpasse den obligatoriske individuelle kliniske studieplan til den studerendes foretrukne læringsstil og læringsbehov. Bekendtgørelsen er således ingen hindring for kombinationen mellem ePortfolio og læringsstiltænkning. En undren over diskursen om, hvorvidt det er en god ide eller ej at planlægge et undervisningsforløb med udgangspunkt i den lærendes læringsstilprofil, ledte tilbage til rødderne for henholdsvis en kontinental og en angelsaksisk tradition, der gennem tiden haft stor indflydelse på dansk uddannelsestænkning.

Ifølge Hopmann har den kontinentale tradition fokus på didaktik¹², og dannelse er et centralt begreb (Hopmann, 1997). Den angelsaksiske tradition har ifølge Wiberg fokus på curriculum¹³ samt effektiv læring og læringsmål (Wiberg, 2011). Nutidig forståelse af didaktik stammer tilbage fra retorik¹⁴, kateketik¹⁵ og metodik¹⁶ (Hopmann, 1997). Ifølge Hopmann blev disse tre traditioner udviklet til det pædagogiske begreb didaktik¹⁷. I den

12 Didaktik kommer af det græske didaktike techné, der betyder undervisningskunst (ordnet.dk, 2004)

13 Curriculum er latin og betyder løbebane eller løb. Den nutidige betydning drejer sig om de fag og det stof, som man beskæftiger sig med i et uddannelsesforløb (ordnet.dk, 2004), og indenfor mellemlange

videregående uddannelse anvendes udtrykket curriculum om studieordningen.

14 Retorikken blev udviklet af filosofferne Gorgias og Sokrates og opfattedes som undervisningslære. Læring blev opfattet som en proces, hvor eleven blev overbevist. Afgørende er ifølge retorikeren Cicero, hvorledes eleven og læreren formår at håndtere undervisningsindholdet (Hopmann, 1997).

15 Kateketik går tilbage til de første kristnes genfortolkning af retorikken. Ifølge teolog og filosof Augustinus er kernen i kristendomsundervisningen selve kvaliteten af kommunikationen mellem lærer og elev om et fælles indhold – en levende vekselvirkning mellem elever og lærere ved indlæring af de hellige skrifter (Hopmann, 1997).

16 Metodik drejer sig således om elevens erfaringer med bearbejdning af stoffet (Hopmann, 1997).

17 Begrebet didaktik blev udviklet af pædagog og præst J.A. Comenius og læreren W. Ratke. Den didaktiske trekant fandtes allerede i Comenius bog ”Didactica Magna”, som udkom i 1628-32. Ifølge Hopmann er det dog den tyske filosof og pædagog J.F. Herbart (1776-1841), der regnes som grundlægger af pædagogik som videnskab, og hans model af den didaktiske triangel rummer både retorik, kateketik og metodik (Hopmann, 1997).

50 tyske didaktik mente man, at indholdet havde prædominans. Underviseren tog ifølge Hopmann ikke udgangspunkt i elevens forudsætninger eller i, hvordan eleven lærte. Fokus var på formidling af det dannelsesmæssige indhold i undervisningen, fordi man mente, at subjektets samfundsmæssige socialisering primært skete gennem bearbejdning af indholdet i undervisningen. Diskursen var om to former for dannelse. Material dannelse lægger vægt på indholdet, mens formal dannelse vægter personlige kvaliteter som evne til at tænke, udtrykke sig, løse problemer og kritisk tænkning. Den tyske professor emeritus i didaktik Wolfgang Klafki (1927) integrerede material og formal dannelse i begrebet kategorial dannelse. Det drejer sig om at udvælge lærestof, der i kraft af elevens bearbejdning af stoffet åbner for forståelse af en del af omverdenen samtidigt med, at det åbner for selvforståelse. Hensigten var, at undervisningen skulle rette sig mod bestemte elever på et bestemt sted i deres læreproces. Ifølge Hopmann har Klafkis didaktiske analyse haft stor betydning for undervisere og uddannelse i Tyskland og Norden, men tilgangen med overvejende fokus på lærerens formidling af stoffet overlevede i den kontinentale tradition indtil i dag (Hopmann, 1997). Modstanden mod at inddrage læringsstiltænkning, der netop tager udgangspunkt i den lærende, og hvordan vedkommende lærer godt, kan altså

tilsyneladende bunde i overbevisningen om, at indholdet er dannende og derfor vigtigere at tage udgangspunkt i end den enkelte lærende.

Ifølge Hopmann har reformpædagogikken¹⁸ stor betydning i den angelsaksiske tradition.

Reformpædagogikken lagde og lægger vægt på læring gennem erfaring og satte barnet i centrum. Opfattelsen er, at socialiseringen sker ved, at subjektet direkte møder forskellige sociale forhold, går på opdagelse, tolker og danner sig en mening. Her har underviseren en mere vejledende funktion (Hopmann, 1997). Ifølge Ellmin har skolen fået en ny opgave i at fremme elevens læreproces og stimulere eleven til at indhente viden. Eleven skal lære at blive selvstændig og effektiv i sin personlige læreproces, eller sagt på en anden måde, eleven skal lære at lære (Ellmin, 2001). Selvom teorien omhandler grundskolen, er den fortsat relevant i forhold til mellemlange videregående uddannelser, som sygeplejerskeuddannelsen hører til, idet opgaven også her er at fremme læring, facilitere at den studerende opnår indsigt i egen læreproces og tilskynde studerende til aktivt at søge og tilegne sig praksis-, udviklings- og forskningsbaseret viden. Ifølge Ellmin kræver det, at vægten flyttes fra traditionel vidensformidling til personlig udvikling. At skolen ikke anses som eneste formidler af viden men tager højde for informel læring, inddrager denne i sammenhængen

18Reformpædagogikken udsprang af den amerikanske filosof, pædagog og socialist J. Deweys (1959- 1952) pædagogiske tænkning i begyndelsen af 1900-tallet. Den havde størst gennemslagskraft i de angelsaksiske og nogle skandinaviske lande (Hopmann, 1997).

51 og træder i karakter, hvis den informelle læring strider mod nordiske værdier som lighed, inklusion og demokrati. Der tilstræbes en læreproces, hvor den enkelte skaber mening og betydning i forhold til hændelser i omverdenen, idet det er læringens personlige dimension, der gør information til viden (Ellmin, 2001). Curriculumtraditionen giver imidlertid

anledning til betænkelighed, idet den ikke omfatter et dannelsesbegreb. Derved risikerer den dannelsesmæssige ontologiske dimension med den lærendes mere træge bearbejdning af indholdet, der åbner for virkelighedstolkning og tilværelsestolkning, at blive skjult, (Wiberg, 2011). Men som ovenfor beskrevet tilstræbes en ontologisk dimension også i en angelsaksisk tilgang til læring. Enten der anvendes udtrykket den ontologiske dimension eller den personlige dimension, og uanset om indholdet er en særlig udvalgt tekst eller en hændelse i omverdenen, må det være den indre menings-, betydnings- og

identitetsdannende bearbejdning af læringsindholdet, der sigtes til. En omverdens- og selvfortolkningsproces sat i gang enten i eller udenfor den lærende, der leder til en lærings- og dannelsesproces.