Allerede fra 1905 blev Den Antropologiske Komité optaget på Fi
nansloven og fik sekretariat i Ministeriet for Kirke- og Under
visningsvæsenet. Ud over professor HaraldWestergaard bestod den oprindeligaf generallæge H. Laub, og politilæge Søren Hansen var formand for komiteen. Søren Hansen repræsenterede Danmark på First International Congress of Eugenics i London, 1912. Her blev Søren Hansen valgt til medlem af denpermanente internationale ko
mité tilfremme af nationernes befolkningskvalitet (Filskov, 1916). I 1910 indtrådte yderligere den københavnske skolelæge og docent i skolehygiejne, Poul Hertz. Poul Hertz var ikke tilhænger af Cher- vin’s stammebehandlingsmetode, som var blevet indført på Statens InstitutforTalelidende. Derimod gik hanind forGutzmanns (1898) neuroseteori (Steensby 1911), hvor stammen blev forklaret somen spastisk koordinationsneurose. Hertz (1917) betegner således i sin bogomsund skoleungdom stammen som en talesygdom, en talener- vøsitet, ledsagetaf andre sygeligenervøse symptomer ognedarvet som anden nervøsslægtsarv.
I forbindelse med kommissionsarbejdet vedrørende omorgani seringen af døvstumme-undervisningen, herunder tidligere indkal delse afdøvstumme bøm, døvstummebømehaven, talemetoden og tunghøres undervisning, henvendte komiteen sig til kommissionen vedrørende anmeldelsespligtfor bøm, sompågrundaflegemligeel ler sjælelige defekter er ude af stand til atdeltage inormalskolens undervisning. Den 23. februar 1918 skrev Den Antropologiske Ko
mité således til Undervisningsministeriet:
Da Komiteen formentlig nu tør forvente at blive sat i stand til at gennemføre sin Registrering af Landets Døvstumme og Aonds- svage, tillader den sig borved at henstille, at Ministeriet til Frem
me af dette Foretagende vil foranledige, at der tilvejebringes det dertil nødvendige Materiale ved Jndførelsen af en til Anmeldel- sespligten for alle børn, som på grund af legemlige eller sjælelige Defekter er ude af stand til at deltage i Mormalskolens lAnder- visning.
Äi sådan almindelig Anmeldelsespligt vil formentlig være at foretrække for en særlig Anmeldelsespligt for aandssvage, blin
de, epileptiske eller i anden l~lenseende defekte Børn, fordi man dertil vil kunne benytte et Fællesskema, hvorved der straks kan tilvejebringes det hidtil savnede Overblik over alle disse Defek
ters btdbredelse i Befolkningen og derefter ved direkte Flen- vendelse til de paagældende Børns Forældre eller Værger ind
hentes saadanne nærmere Oplysninger som dem, der allerede nu kræves om de døvstumme, og som det vil være ønskeligt at
indhente ogsaa om de i anden Henseende defekte Bøfn.
Saafremt Ministeriet maatte kunne tage denne henstilling til Følge, skal Komiteen anmode om at faa jAdgang til at benytte det derved fremkomne Materiale, som den i saa fald vil underkaste en foreløbig Behandling og, saafremt det maate ønskes, lægge til Kette for Ministeriets ^Anvendelse af det.
P.K.V.
Søren Hansen
I tidens ånd anbefalededeforskelligeabnormskolerstrakskomiteens henstilling. Skrivelsen fraStatens Institut for Talelidendetil Under visningsministeriet af 11. marts 1918 har således følgendeordlyd:
17/det høje Undervisningsministerium
Dndførelsen af en almindelig ^Anmeldelsespligt, paa saa tidligt et Tidspunkt som muligt, for alle Børn, som paa Orund af legemli
ge eller sjælelige Defekter er ude af stand til at deltage i fJor- malskolens Undervisning, vil efter min Opfattelse være at fore
trække for en særlig ^Anmeldelsespligt, hvorfor jeg giver den første min ^Anbefaling.
btnderdagnigst Margrethe Eckhardt
Ogsålederen af Den statsunderstøttede Klinikfor Ganespalteliden- de, professorErnst Warming, støttede tanken, bl.a. med henvisning til atjordemodereleveme i Tyskland i mere end25år var blevet un
dervist i at erkende hareskår og ganespalte (Betænkning 1922).
Warmings anbefaling resulterede da også i en anmeldelsespligt for børn født med læbe-ganespaltefra 1934, somer gældende den dag i dag.
Den Antropologiske Komité’s arbejde og angsten for befolknin gens degeneration satte sig dybe spor iden øvrigedel af særforsor gen.U.S.A.’sbegejstringfor darwinismen udartede til en ekstrem eu
genisk bevægelse, hvor en række stater både tvangssteriliserede og tvangskastreredeabnormeogsindssyge.Danske myndigheder havde iEuropagennem lang tid en fremtrædende position inden for denne bevægelse. I Tysklandmedførteden omfattende registrering af ånds svage fraslutningenaf1930’eme til begyndelsen af 40’eme, at myn dighederne letkunne findefrem tildem med henblik påombringel se. Retfærdigvis startede bevægelsen relativt sent i Tyskland. Ini tiativet kom hovedsageligfraembedslægen, Dr. Boeters, i Sachsen
og professor Robert Gaupp fra omkring 1925. Den tyske Rigs
regering var i startentilbageholdende overfor hele dette spørgsmål (Betænkning 1926).I Danmark medførtebevægelsenenrækkelov
givningsinitiativer medhenblik på at forhindre den degenerative ud
vikling i befolkningen. I kronologisk rækkefølgevarlovgivningsini tiativerne følgende: Retsplejeloven § 744 om Mentalundersøgelse (11-04-1916), Værgerådsloven (12-06-1922), Ægteskabsloven og Lov om Umyndiggørelse og Værgemål(30-06-1922), Internerings
loven(11-04-1925), Sterilisationsloven(01-06-1929), Straffeloven§ 16, 17 og 70 om strafferetslige Foranstaltninger når Straf er uan vendelig (15-04-1930), Forsorgsloven (20-05-1933), Aandssvagelo-ven (16-05-1934), Kastrationsloven (11-05-1935), Ægteskabsloven (13-04-38)og Svangerskabsloven (01-04-1939). Hovedparten afdis
se love blev gennemført under regeringer, hvor K.K. Steincke var justitsminister (1924-26 og 1935-39) eller socialminister (1929- 1935) (Kirkebæk 1985 a og b). Steincke (1920) havde på inden
rigsministerietsforanledning allerede inden sin ministertid redegjort for det eugeniske spørgsmål iden almindeligeredegørelseforfrem tidens forsørgelsesvæsen uden dog i den sammenhæng at inddrage stammen eller andre talelidelser. I sit forslag til lovudkast til den såkaldte socialreform omtales talelidende i § 212:
1. Hvisder skerHenvendelse om Hjælp til talelidende, og vedkom mende efter Lægeerklæring enten tiltrængerBehandlingfor Gane
spalteellerKursusfor Stammen ellerUdtalefejl, derer særlig ge nerende, tilstilles Sagen Statens Institut for talelidende, og den Hjælp, Opholdskommunen efter Instituttets Anbefaling iTrangs tilfælde maatte yde Patienten i Anledning afdennes Kur paa In stituttet, betragtes somSygehjælp, afholdt i Henhold til Reglerne i dette Kapitel.
2. UdgifterneafholdesefterReglen i § 77, b [mellemkommunalere
fusionsregler].
Steincke argumenterede i kommentarerne til lovudkastetfor, at der ikkeer grund til at etablere en egentlig statsforsorg somvedde særlig indgribende sygdomme ellerabnormiteter. På den andenside syntes det naturligtforSteincke, at kommunerne fik adgang til at hjælpe ta lelidende, når de ikke selv havde rådtilat afholde udgiften,uden at hjælpen skulle betragtes som kommunegæld ellerfå nogenform for fattighjælpsretsvirkninger.Denne ændring kom dog allerede ved æn
dringen af fattiglovens § 61 af 22. marts 1920. Lovændringen var mereaf tekniskkarakter, idet talelidendetidligere varblevet hjulpet af samme lovbestemmelse ikraftaf,at Taleinstituttet var en underaf delingaf Døvstummeinstituttet. Da Taleinstituttet blev selvstændigt
i 1916, blev der således et hul i loven, som efter anmodning fra Statens Institut for Talelidende blevafhjulpetved, at også denne an
stalt fik godkendelse efter Fattiglovens § 61 (Bemærkninger til lov
forslaget iRigsdagstidende).
Selv om Steincke både i socialreformen og i sterilisationsloven indarbejdede de racehygiejniske tanker (Bricka 1942), så var taleli dende den abnormgruppe, der blevramtmindstaf den eugeniske lov
givning. I henhold til Lov om Værgeraadsforsorg af 12. juni 1922 kunne de flesteabnorme bøm fjernesfra hjemmet til denmyndighed, der varetog forsorgen fordem, hvorimod det var værgerådets ansvar at udøve forsorg for debøm, der havde ganespalte, var talelidende, vanføre ellerled af lupus (tuberkuløs hudsygdom) (Kirkebæk 1985 a). Talelidende bøm var endvidere de eneste særforsorgsbøm, hvor skolelederen og lægen ikke havde indberetningspligt til kommunens sociale udvalg (Lov om offentlig forsorg af 20. maj 1933 samt Undervisningsministeriets og Sundhedsstyrelsens cirkulære af 29.
juni 1934). Talelidende bøm med formodet nedsat erhvervsevne skulle dog indberettes til Invalideforsikringsretten (Lov om Folke
forsikringaf 20. maj 1933, §63, stk. 1 og2).Denne paragrafhand lede bl.a. om lægers ogjordemødres pligt til at indberette bømmed hareskår og ganespalte. Kun ganske få forældreharreageretnegativt overfor denne centrale registrering, mens mangehar været glade for denne registrering og effektivitet i behandlingssystemet (Fogh- Andersen, Enemark m.fl. 1997). Den 29. juni 1934 kom Social
ministeriets vejledning om centralisering af undersøgelser og be handling afganespalte-og hareskårspatienter, der dog i starten gav anledning til megen modstand.I trangstilfælde skulle det sociale ud
valg imidlertid sørge for henvisning af talelidende til undersøgelse og behandling i henhold til Forsorgslovens § 257, idet udvalget dog forinden skulle have Invalideforsikringsrettens udtalelseom, hvor
vidt denpågældende kunnehjælpes efter Folkeforsikringsloven.In
valideforsikringsretten ydede imidlertidnormalt ikkehjælp til stam mere (Betænkning 1954).
Ægteskabslovens revision
Initiativet til ændringen af§ 10 i ægteskabslovenkom oprindelig fra Retslægerådet (J.nr.463/1935, brev nr. 1221 og Steincke 1948) i et brev til Justitsministeren den 12. oktober 1935 efter forudgående drøftelser i Retslægerådet juni-juli 1935. Retslægerådet ønskede af eugeniske hensyn atudvide§ 10 i ægteskabsloven,så også andre end sindssyge og dybt åndssvage blev forhindret i at indgå ægteskab.
Retslægerådet pegedebl.a.på visse psykopater,kroniskealkoholister ogepileptikere. Samtidig villeman gerne, at også åndssvagei hvert
enkelt tilfælde skulle have tilladelse til at indgå ægteskab. Rets lægerådet skulle behandle alle ansøgninger om ægteskab for disse personers vedkommende,og ægteskab skulle kunne gøres betinget af sterilisation. SocialministerLudvig Christensen, der også varmeget optagetaf den eugeniske bevægelse, foreslog derfor 14. september 1936idenne sammenhæng en eventuel udvidelse til ogsåatomfatte blinde, døve og omend i mindre gradtalelidende. Således skrev so
cialministeren (Socialministeriet 3. K.J. N2 919-35) den 14. septem
ber 1936 til Justitsministeriet (1. Expeditionskontor J.nr. K4995/
1935) bl.a. følgende: Under Henvisning hertil finder Socialmini steriet sluttelig anledning til at bemærke, at det af eugeniske og so
ciale Hensyn maa anses for uheldigt, at blinde, døve og om end i mindre grad talelidendeBørn fødestilVerden, og at manderfor, hvis der maattekunneopstilles paalidelige Kriterier for Nedarveligheden af disse Defekter, i Tilslutning til Retslægeraadets foran citerede Udtalese skal henstille, om den i Lov Nr. 176 afil. Maj 1935forper
soner lidendeaf de her nævnte Defekter aabnedeAdgang til at be
gære sig steriliserede, muligtburde suppleres med enbestemmelse om, at sterilisation,som for sindssyge og epileptikere,kan stillessom Betingelse for Ægteskabs Indgaaelse. Det er i denne sammenhæng værd at lægge mærke til, at denne skrivelse var udfærdiget af fuld
mægtig Erik Leuning, der senere blevdirektørforsærforsorgskonto ret i Socialministeriet. I sidstnævnteegenskab var hanformand for eller medlemaf en lang række kommissionerog udvalg vedrørende særforsorg og særundervisning, der bl.a. resulterede i vigtige be tænkninger om taleforsorgen (1954), uddannelse af tale- og tung-hørelærere (1958) og Folkeskolens specialundervisning (1961).
Leuning var endvidere formand for Døvekommissionen (1939-49), Blindekommissionen (1949-55) samt udvalget til behandling af åndssvageforsorgensproblemer(1954-57) (Svennevig 1972).
Som svar herpå skrev Retslægerådet den5. april 1937 efter drøf telse i januar 1937 (J. nr. 1044, brev nr. 514).- Hvad endelig angår Spørgsmaalet om blinde oe døvstummes Adgangtil atindeå Ægte skab. vil Raadet efter deforeliggende Oplysninger om disse finde det betænkeligt at inddrage dem underden foreslaaede Bestemmelse i Ægteskabsloven,og med hensyn tildetalelidende foreligger der ikke et saadant Erfaringsmateriale, at Raadet paa nuværende Tidspunkt tør anbefale lovgivning paa detteOmraade.
Internti Rådet erkendte man, at visse taleforstyrrelser erarvelige, men at det er af mindre betydning. Det er således tydeligt det mang lende erfaringsmateriale, der afholdt Retslægerådet fra at anbefale forslaget, og ikke hensynet til de pågældende mennesker. I Justitsministeriets første udkast af 1.10-1937 til forslag om lovæn dring af § 10 er denne sidstnævnte problemstilling omtalt i
bemærk-ningeme til lovforslagetsåledes: Under de forud for Lovforslagets Fremsættelse førte Forhandlinger har derværetrejst Spørgsmaal om at udvide Reglen i Ægteskabslovens §10 tilyderligere at omfatte blinde, døve og talelidende. Efter detfor Justitsministeriet forelig
gende om Mulighedenfor at bestemme disse Defekters Arvelighed har mandogansetdetfor betænkeligt at fremsætte Forslag omen sa- adan Udvidelse, som heller ikke er anbefalet af Retslægeraadet.
Dette afsnit er iudkastet tydeligtoverstreget, men det findes i udka
stet af 23.11-1937 og i det trykte forslag til Landstinget af 8.12-1937 i følgende version: Socialministeriet har underSagens Behandling rejst Spørgsmaalet om en yderligere Udvidelse afBestemmelsernes Omraade saaledes, at ogsaa blinde, døve, ogtalelidende medtages.
Retslægeraadet har imidlertid udtalt, at det med Hensyn til blinde og døve efter deforeliggende Oplysninger om disse Defekter vilfinde det betænkeligt at inddrage dem underdenforeslaaede Bestemmelse, og at der med Hensyn til Talelidende ikke foreligger et saadant Erfaringsmateriale, at Raadet paa nuværende Tidspunkt tør anbefa leLovgivningpaadette Omraade. Justitsministeriet har herefteran set det forrettest, at der ikkei Forslaget optages Bestemmelser ved
rørende blinde, døve og talelidende.
Allerede dagenefterat lovforslaget blevforelagti Landstinget den 8. december 1937, var reaktionerne i pressen voldsomme. Der var virkeligtale om ministerstorm og forsidestof iaviserne allerede den 9.12.1937. Næsten heleB.T.’sforside (uafhængig konservativ) tors dagden 9. december 1937 var ryddettildetteformål med billede af justitsminister Steincke, der fremsatte lovforslget, og socialminister Ludvig Christensen, der fik dentvivlsomme ære for at have udarbej det forslaget. I artiklens manchet står der: Det vækker i Dag megen Opsigt, at Justitsministeren under forelæggelsen af sit Forslag om Ændringer for Ægteskabs Indgaaelse i Gaar i Landstinget meddelte, at Socialministeren havde krævet, at Ægteskabsforbudet i Fremtiden ogsaa skulle omfatte Blinde, Døve ogTalelidende. B.T. frygtede ty
deligt, at spørgsmålet ville blive taget op på ny, når der foreligger et tilstrækkeligt erfaringsmateriale. Handicaporganisationernevar ikke blevet hørt, og Dansk Blindesamfund var bestyrtet over ikke at være orienteret i forvejen. Berlingske Tidende (uafhængig konservativ) havde omtrent samme indhold på forsiden den 9.12.1937. Aften bladet (upolitisk middagsavis 1887-1959) varmeget positiv overfor lovændringen ogkaldteblot socialministerens forslag om døve, blin
de og talelidende foren misforståelse. Men ogsåVestkysten (Ven stre) 9.12.1937 reagerede kraftigt mod socialministerens forslag.
11.12.1937 bragte Fyns Tidende (Venstre) Vestkystens artikel. Også Børsen (upolitisk, men organ for Grosserer-Societetet) fordømte 11.12.1937 Ludvig Christensens forslag. Aarhuus Stiftstidende
(kon-servativ)den 12.12.1937 var den eneste avis, derantydederelationen tilracehygiejnen i Nazityskland. Socialdemokraten den 9.december
1937 refererede påside 5 blot bemærkningerne til lovforslaget,her
under, at der med Hensyn til Talelidende ikke foreligger etsaadant Elfaringsmateriale,at Raadet paa nuværendeTidspunkt tøranbefa leLovgivning paa dette Omraade. Justitsministerenhar herefteran set det for rettest, at der ikke i Forslaget optages Bestemmelser ved
rørende Blinde, Døve og Talelidende. Politiken (Radikale Venstre) havdepå side 10 fra samme dato enkort omtaleaflovforslaget uden at nævne bemærkningerne til lovforslaget vedrørende blinde, døve og talelidende. Lovforslaget blevogsåskarptkritiseretiBonaventura (januar 1938), hvor Ludvig Christensen i februar 1938dogimødegik kritikken ved at anføre, at hans Henstilling kun blevfremsat under forudsætningaf tilstedeværelsen afpaalidelige kriterier for nedarve
ligheden afomhandlede lidelser! (Christensen 1938).
På baggrund af denne voldsomme kritik i oppositionens presse, forsøgte Ludvig Christensen allerede ved lovforslagets 1. behandling i Landstinget at redegøre for sit standpunkt. Han henviste i denne sammenhæng blot til det understregede hvis iSocialministerietsbrev til Justitsministeriet af 14. september 1936og understregede, at det var Socialministeriet selv, derhavde næret betænkelighederoggivet demudtryk. Denne redegørelse i Landstinget blev fremsat på bag grund af et 8 sider langt notat af 10.12.1937 af Erik Leuningtilde
partements-chefen i Socialministeriet. Idettenotatfremhævede Leu
ning,at den formJustitsministeriet havde refereret Socialministeriet i bemærkningerne til lovforslaget kunne give plads til den opfattelse, at Socialministeriet betingelsesløst havde gjortsig til talsmand for,at blinde, døveogtalelidende skulle henføres under § 10, og at detvar Retslægerådet, der sagligt havde argumenteret imod dette. Leuning anbefalede derfor socialministeren at henvise til det brev, han selv havde skrevet den 14. september 1936, hvor der henvises til sterili
sationsloven og det understregede hvis. Departementschefen havde dereftertilføjet, at man kunnetage sagen som udtryk for, at Social
ministeriet havde villetyde sitbidrag til at belyseheleproblemstil
lingen, nu da spørgsmålet var taget op afRetslægerådet. Socialmi
nister Ludvig Christensen fulgte Leunings råd, og gav udtryk for denneopfattelse ved første behandlingaf lovforslaget i Landstinget den 19.januar 1938 (Rigsdagstidende 1938). Den politiske baggrund for Ludvig Christensens overvejelser iforbindelse med ændringenaf
§ 10 skal sandsynligvis ses i lysetaf hans politiske grundopfattelse, nemlig at folk skulle arbejdefremforat leve af understøttelse (Fog-Petersen 1938).
Lovforslaget varfremsat af justitsministerSteinckeunder regerin
gen Stauning (Socialdemokratiet) - Munch (Radikale Venstre). Et
mindretali Landstinget bestående af partietVenstre og Konservative var betænkeligved lovrevisionens udvidelse af ægteskabsforbudet på grund af ligheden med dentyskelov af 18.oktober 1935 om beskyt
telse af det tyskefolks arvesundhed, dervidere henviste til loven om forhindring afarvesygt afkom af 14. juli 1933. En mindretalsud talelse i Landstingets betænkning refererede til, atden tyske lovgiv
ning bl.a. også omfattede talelidende, hvilket dog ikke fremgår af den tyske lovtekst (Reichsgesetzblatt Teil I,Berlin 25. juli 1933 og 19. oktober 1935).Blinde ogdøvevardog ganske rigtigtomfattet af den tyskelovgivning.LandstingsmandRytter sagde direktei Lands
tinget den 19. januar 1938, at grundlagetforlovændringen var de to ovennævntetyskelove,hvilketdogkraftigtblev imødegået afjustits minister Steincke med henvisning til, at sådanne forhold allerede i 1919varlangtfremskrednei Schweiz,Holland ogU.S.A. Medstart i Indiana 1907 var man i mangeamerikanskedelstater begyndt med sterilisationslovgivning rettet mod sindssyge,sjælsabnorme og ufor
bederlige forbrydere (Filskov, 1916). Steincke henvistei sine erin dringer (1948) da også til, at han allerede i Fremtidens Forsør
gelsesvæsen havde stillet lignende forslag, foranlediget af den mo
derne arvelighedsforsknings resultater. Forat undgå den fejlagtige klang ordet racehygiejne på daværende tidspunkt havdefået, ville ju
stitsministeren dog gerne være med til at erstatte det med ordet slægtshygiejne, somforeslået af den radikaleorfører, Gunnar Fog-Petersen (Rigsdagstidende).Et notat i Justitsministeriet (1. Exp.ktr.
J.nr. K4995) af 10/9 1937 sammenfatter dog, at undersøgelser af fremmed ret har resulteret i, at der hverken i England, Frankrig, Holland eller Belgien kendes regler om legemlig eller sjælelig sund
hed som betingelse for ægteskabsindgåelse. Retslægerådet havde dog 5. april 1937 fremsendt en artikel fraen ‘Volkspflegerin’ i det hannoverske ugeblad Wohlfahrtswoche om den tyske Ehegesund
heitsgesetz (Hornig 1936). Afjournalnotatet fremgår detendvidere, atjustitsministeriet var meget interesseret i eventuelle udenlandske undersøgelser og lovgivning på det eugeniske område, også ved
rørende blinde,døve og talelidende, jaselv vedrørendesukkersyge
patienter. Bortset fra avisernes reaktion vedlovforslagetsfremsættel se rejste lovforslaget langt mere diskussion i Rigsdagenend i pres
sen(Steincke 1948).Generelt var almindeligemenneskers deltagel se i den offentlige diskussion langt mindre pådaværende tidspunkt endden eri dagens informations- ogmediesamfund. En mand, hvis navnforfatterenkenderogsomhele sit livharhaft en sværstammen, husker dog, at hans lærer og en kammerats far, der var postmester, diskuterede dette spørgsmål i 1937/38. I 1938 blev Poul Fogh- Andersen læge,og hans far forestod decentraliseredeundersøgelser og behandlinger af ganespalte- og hareskårspatienter i samarbejde
med Statens Institut for Talelidende.Somnyuddannetlægegik Poul Fogh-Andersen (1942) straks i gang med at skrive disputats om ar veligheden afhareskår og ganespalte, og han fandt, at ca. en tredje delaftilfældene skyldes arvelighed.