En dansk lov

om tvangssterilisation1

Af Lene Koch

Deter ofte blevetfremhævet, at statsligbrug aftvangsmidler til at gennemføre befolkningspolitik er et særkende for den klassiske ra­ cehygiejne. Det erførst i forbindelse med den nyere eugenikhistori­ ske forskning blevet almindelig kendt, at det nazistiske Tyskland ikkestod alene med brugen aftvangsmidler, men at de nordiske lan­ de ogsåanerkendte brugenaf tvang.2

Både Danmark, Norge, Sverige og Finland gennemførte i 1930- eme lovgivning, derhjemlede brugaf tvangssterilisation forat und­

gå atblandt andreåndssvage personer fødte børn.’Iretrospektiv er deten ubehageligtanke,atDanmark således ikke har adskilt sig fra andre lande hvad angår viljen at sætte magt bagved ønsket om at undgå at “underlødige” menneskerblev sat i verden. Idet følgende skal jeg belyse, hvorledes ønsket om tvang fandt vej ind i lovens tekst, først gennem muligheden for sterilisation afanstaltsanbragte personer i 1929, siden ved formalisering af adgang til tvangssterili­ sation afåndssvagei 1934.4 Hvorledes tvangsbestemmelsen blev ad­

ministreret, er et spørgsmål, der falder uden fordenne artikels ram­ mer.

Åndssvageforsorg

og Retslægeråd

Åndssvageforsorgens ledende mænd havde allerede inden første ver­

denskrig spillet en aktiv rollei forbindelse med indførelsen af race­

hygiejniske foranstaltninger i Danmark. Christian Keller, der fra 1884til 1932 var lederaf landets største åndsvageanstalt, DeKeller­ ske Anstalter, havde gennem særforsorgstidsskriftet Nyt Tidsskrift forAbnormvæsen formidlet erfaringer med racehygiejnisk sterilisa­

tion fra foregangslandetUSA til nordiske kolleger. Det var også ham, der vistnok som den første i Norden på det 6. Nordiske Abnorm­ sagsmøde i Helsingforsi1912foreslog, at dervedlovblev skabt mu­

lighed for sterilisation af åndssvage.5 Han blev i 1924 sammen med bl.a.professoripsykiatriAugust Wimmer og professor i retsmedicin (fra 1925) Knud Sandmedlem afden af Karl KristianSteincke ned­ satte “Kommission til overvejelse af Foranstaltninger vedrørende de­ generativt bestemte Personer”. Under kommissionarbejdet var Chri-

stian Keller en af de kraftigste fortalere for legalisering af sterilisa­ tion. Sterilisationskommissionens betænkning fra 1926 dannede bag­ grund for at Danmark i 1929 - som det første land i Europa - gen­ nemførte en eugenisk inspireret sterilisationslov.6

Christian Keller blev i 1932afløstsomoverlægevedDe Kellerske Anstalteri Brejning af en anden nidkær racehygiejniker, Hans Otto Wildenskov. I åreneder fulgte blevyderligere fire racehygiejnisk in­

spirerede love vedtaget, nemlig lov om foranstaltninger vedrørende åndssvage af 1934, der hjemlede tvangssterilisation af åndssvage;

lovom sterilisation og kastration af 1935,derafløsteforsøgsloven af 1929, og vedrørte alleikke åndssvage; svangerskabsloven af 1937, der tillod abort på eugenisk indikation og ægteskabsloven af 1938, der begrænsede forskellige arveligt og på anden måde belastede gruppersfrieadgangtil ægteskab. Wildenskovvaroptaget afde ra­

cehygiejniske perspektiver der knyttedesig til alledisse love. I det følgende skal jeg dog især redegøre forden rolle han spillede i for­

bindelse med det forberedendearbejde tilåndssvagelovenaf 1934.

1929-loven var, trods bl.a. Christian Kellers ønske om en mere vidtgående sterilisationslov, blevet en moderat forsøgslov, der kun gav adgang til frivillig sterilisation og kunaf anstaltsanbragteperso­ ner. Iåreneder fulgte blev loven administreretmed storforsigtighed af Retslægerådet, hvorAugustWimmervarmedlemoghvisformand fra 1929var KnudSand. Mellem 1929 og 1934 blev kun 108 perso­

ner indstillet til sterilisation,88 kvinder og 20 mænd.7 Det store fler­

tal af desteriliserede i forsøgsperioden- 84 af kvinderne og 19 af mændene - var åndssvage.“ Retslægerådetfulgte fra begyndelsen en tilbageholdende om end i princippet positiv linje overfor sterilisa­ tion.9 Der var flere grunde til denne forsigtige linje. Den vigtigste vedrørte den såkaldte lyststerilisation, dvs. frygtenforatsterilisation ville fremme usædelig adfærd samt spredning af kønssygdomme.

Rådet frygtede en socialt uansvarlig udskrivningspraksis, og kun åndssvage der efter sterilisation kunne forventes at tilpasse sig et normalt og socialt acceptabelt livsmønster, burde efter Retslæge­

rådets mening steriliseres. Rådets forsigtige praksis var tillige be­

stemt af frygtfor overudnyttelse af sterilisationsindgrebet; man ville ikkeløberisikoenfor at kompromittereindgrebet. Man frygtede især at man med enhårdfremfærd med tvangssterilisation overfor ånds­ svage ville fokusere urimelig kraftigtpånetopdennegruppeog der­

med “hindre dette Indgrebs Anvendelsepaa mange andre end aands­ svage”, deriblandt psykopater, alkoholisterog kriminelle.10Bagdis­

se synspunktergemtesig en meregrundlæggendemodsætning af æl­ dre dato mellem åndsvageforsorgensog sindssygevæsenets læger - det var de sidste der domineredeRetslægerådet -nemlig om ånds­ svaghed og sindssygdom overhovedet var sammenlignelige lidelser

ogomderfortsatburde eksistere en fælleslovgivningfor de to grup­

per.“ Fra åndssvageforsorgen var det blevetanført, at en særskilt lov­

givning for åndssvage var nødvendig, fordi de to grupper var væs­

ensforskellige: åndssvaghed var en livsvarig, ikke helbredelig lidel­ se, der gjorde patienten uskikket til en normalt samfundsliv, hvor­

imod sindssygdom havde forbigående karakter, ogden syge kunne ofte efter helbredelse indtage en normal samfundsborgers plads.

Retslægerådet og sindssygelægeme mente derimod, at der ikke var væsensforskelle mellem åndssvaghed og sindssygdom og mente ikke, at de åndssvage udgjorde et større samfundsproblem end fx psykopaterne. Den voldsommeinteresse i atsætte ind overfor netop de åndssvagesbømeavl fandtRetslægerådet heller ikke berettiget.12

Denne uenighed om både principper og om lovens praktiske ad­ ministrationførte til,at isærden jyske - ogsterilisationsivrige-fløj indenfor åndssvageforsorgen følte sig sat ud af spillet.Denmåttefin­ de sig i, at de for åndssvageforsorgenså vigtige afgørelserom steri­

lisation varlagtiRetslægerådetshænder.Den kunneblotafgive ind­

stillinger om sterilisation og afvente Retslægerådets velvillige be­ handling.

Dennetilstand vakte Wildenskovs harme.Efter hans meninghav­ de Retslægerådet i lovens førsteår optrådt “saa kontrært, atder hør­

te Ildhu til hos Sterilisationstilhængeme for ikke at ophøre med Indstillingerne”.“ Den anlagte praksis tilfredsstillede hverken So­ cialministeriets ønsker eller ønskerne i den jyske åndsvageforsorg.

Da de to involverede ministerier, Justitsministeriet og Socialmini­ steriet, i 1932 indledte drøftelser, der tog sigte på revision affor­

søgsloven fra 1929, brød en række modsætninger udi lys lue.

Forsorgsloven

K.K. Steincke havde ved flere lejlighederformuleretden opfattelse, at sociallovgivning og racehygiejne begge var nødvendige elementer for gennemførelsen af en økonomiskbæredygtig velfærdsstat. Med hensyn tilsociallovgivningenmåtte man efterhans vurdering “sup­ plere ... meden efter vor Viden afpasset Formfor Racehygiejne”'*.

Han varsom mange andre eugenikere overbevist om, atdegenerati­

onstruslen skulle tages alvorligt ogfrygtede, at de asociale - ånds­ svage, psykopater, kriminelle, prostituerede og vagabonder - med deres uhæmmedeforplantning ville undergrave velfærdsstaten, bio­

logisk og økonomisk. Frygten for især de åndssvages “overordentli­

ge Frugtbarhed”15 viste sig bl.a. i omtalenaf deres truende store an­

tal. Således regnede K.K. Steincke med“ca 25.000egentlig Aands- svage”16,tiltrods for at der i 1934 kun varindlagt 4673 personer på landets fire store åndssvageanstalter.17 Sterilisationslovgivningen

blev af K.K. Steincke opfattet som enaf de væsentligste racehygiej­

niske foranstaltninger i fremtidens forsørgelseslovgivning og for­

handlingerne om revision af sterilisationsloven blev da også indledt omtrent samtidigmed at socialreformens væsentligste lovgivnings­

elementerblev vedtaget.

Medforsorgslovenfra 1933 ændredes bådefinansieringenafånds­ svageanstalterne og de regler der gjaldt forindberetning af åndssva­

ge. Medlovens§§ 66og69 overtog staten samtlige udgifter, der var forbundetmed de såkaldt“trængende” åndssvages forsorg. Og sam­ tidig foreskrev loven pligt til, at relevante myndigheder, som fxsko­

le eller læge, anmeldte åndsvagetil inddragelse under forsorg. Den åndssvagespårørende kunne foretage anmeldelsen til det sociale ud­

valg, eller udvalget kunne selv tage initiativet. En lægeundersøgelse skulle afgøre, om “det maa anses for uforsvarligt, atpaagældende ikke inddrages underAandssvageforsorg, enten fordi den aandssva-ge er farligfor sig selv, ellerfordi hans hele Tilstand eller de Forhold, hvorunder hanlever, tilsiger det”.'1 Menskommunerne tid­

ligere skullebetalehalvdelen af en plads, kunne denu opnå enud­

giftsfri forsørgelse af disse personer. Man forudså, at fattiggårde og alderdomshjemville blive tømt foråndssvage, ligesom plejeanbrag­

te åndssvage nu ville blive henvist til åndssvageforsorgen, og man var også opmærksom påat kommunerne af økonomiskegrunde kun­

ne fristes til at henvise patienter hvoråndssvagheden vartvivlsom.

Kommunerne ville efter disse regelændringer henvise alt, hvad de overhovedetkunne henvise tilåndssvageforsorgen.

Efter at staten nu havde fået det økonomiske ansvar for åndsvage- forsorgen skærpedes Socialministeriets interesse for en mere ener­

gisk gennemført udskrivningspolitik, der kunne reducere de sociale udgifter. En sådan reduktion var afhængig af, atderkom skub i ste­ rilisationerne, dersomomtalt ovenfor varbremsetafRetslægerådets forsigtige politik.Dette var baggrunden for, at Socialdemokratiet, i samarbejde med åndssvageforsorgens største institution De Keller­ ske Anstalter, pressede på for at gennemføre Lov om Foranstalt­

ninger vedrørendeAandssvage dervedtoges i 1934 og dermedskaf­

fe enlettere adgang til sterilisation end det tilsyneladende var muligt så længe sterilisationsvæsenetvar i Retslægerådets hænder.'9