Indledningsvis gennemførte jeg et pilotstudie under et forskningsophold ved Aalto University, School of Arts, Design and Architecture i Finland. Jeg så opholdet, som en oplagt mulighed for at teste min tilgang, og diskutere den med fagfæller i forskningsgruppen Fashion/Textile Futures. Pilotstudiet blev udført med fem deltagere, og forløb henover april måned 2016. Hensigten med dette studie var først og fremmest at teste brugernes respons på de strikkede prøver jeg havde udviklet og de eksempler jeg havde samlet af eksisterende striktrøjer. Dette var med til at ”skærpe (min) sensitivitet” omkring selve interviewsamtalen (Kvale &
Brinkmann, 2016, s. 100). Pilotstudiet gav mig mulighed for at reflektere over designeksperimentets opstilling, og sammenhænge mellem dette eksperiment og de efterfølgende. På den måde var pilotstudiet et åbent eksperiment, der har været med til at udfordre mine antagelser for programmet, og forme rækken af eksperimenter (Redström, 2011). Jeg beskriver ikke pilotstudiet i detaljer, men inddrager nogle af de refleksioner, jeg har taget med videre til dette eksperiment.
I pilotstudiet talte jeg med finske og udenlandske kvinder4 bosat i Finland. Her erfarede jeg, at deltagerne havde vanskeligt ved at formulere sanselige oplevelser med tekstiler og tøj på engelsk, som ikke var deres modersmål. I de efterfølgende eksperimenter valgte jeg derfor at tale med dansktalende kvinder i Danmark.
Det besluttede jeg også af praktiske grunde, da det har givet mig mulighed for at mødes med deltagerne flere gange gennem forskningsprocessen. I det følgende eksperiment deltager i alt tre kvinder, som jeg har fundet gennem mit netværk.
Deltagerne i designeksperiment fase 1 er specifikt udvalgt på grund af deres vilje til at indgå i de efterfølgende eksperimenter, og ud fra to perspektiver: (1) at skulle involveres i designprocessen omkring det endelige valg af en strikbluse. (2) Deres kropsfigur afviger fra standardmålene for størrelse 36 og 38, og repræsenterer tre forskellige figurtyper, som mange forskellige kvinder har (se figur 5.1). I et senere eksperiment fremstilles en strikbluse efter deres kropsmål. Gennem en periode følger jeg, hvordan strikblusen fungerer i brug og observerer hvordan deltagerne oplever en strikbluse lavet efter mål.
Figur 5.1: Eksempel på indikation af figurtyper (Jedinak, 2017).
Deltagerne er endvidere valgt ud fra, at de ”hviler” i egen tøjstil, og ikke synes at være afhængige af fast fashion med hurtigt skiftende trends. De er desuden optaget af den verden de lever i, og følger med i tidens problemstillinger og kulturelle strømninger – en type kvinder, som jeg anser som first movers, i forhold til en mere generel omstilling til bæredygtig adfærd. Min antagelse er ligeledes, at de har mod på at indgå i designprocessen i et af mine senere eksperimenter. Da et koncept, baseret på customisation af strikbluser, er
i en dyrere prisklasse end masseproduceret standard tøj, har jeg valgt at arbejde med deltagere, der økonomisk vil have råd til at købe bluser i den prisklasse (omkring 1800 dkr.5).
Idet jeg vender tilbage til disse deltagere flere gange, betegner jeg dem gennem afhandlingen som nøgle-deltagere. Tabel 5.1 viser en oversigt over nøgle-deltagerne og deres baggrund.
Tabel 5.1: Oversigt over de tre nøgle-deltagere og deres baggrund ved deres første involvering i projektet i september 2016.
Nøgle-deltager Profession Bopæl Alder Fritid
Pernille Butiksindehaver
”Jeg synes, jeg har masser af tid. Fordi alt det jeg laver, synes jeg, er mega fedt. Så alt det jeg laver, bliver sådan blandet sammen”.
25 Er en hjemmetype, der godt kan lide at agere gartner i plantekasserne på altanen, lave mad og bage. Derudover koncerter, kunst og kultur og pop-up events.
”Jeg prøver så vidt muligt - når jeg sidder med computeren hele dagen, eller ting som er på
Til udførelse af designeksperimentet anvender jeg et semistruktureret interview i felten (Kvale & Brinkmann, 2016), hvor jeg inddrager strikkede prototyper i dialogen med nøgle-deltagerne (Koskinen m.fl., 2011). I den forbindelse anvendes åbne spørgsmål med fokus på nøgle-deltagerens oplevelse af prototyperne, for derved at give dem mulighed for at udtrykke sig frit og tillade dialog om spontane emner, der måtte opstå undervejs.
Dette gør jeg med henblik på at opnå personlige og konkrete beretninger, med nuancer fra nøgle-deltagerens eget perspektiv (Kvale & Brinkmann, s. 48). Samtidig benytter jeg en kombineret version af en garderobemetode og Repertory Grid-teknikken. Dette gør jeg for at skabe rammerne for en dialog, der favner og eksemplificerer både hverdagsbrug (garderobemetode) og sanselig oplevelse (Repertory Grid) af strik.
Intentionen er hermed at understøtte nøgle-deltagerne i at udtrykke sig om strikket beklædning, med
5 Denne pris er baseret på Unmades erfaringer med investering og omkostninger forbundet med produktionen. Alle deres strikbluser ligger i dette prisleje (Unmade, 2017).
udgangspunkt i kvalitet, udseende, berøring, form, pasform, detaljer, anvendelighed og funktion, og derved sætte ord på personlige præferencer og oplevelser, med brug af strikket beklædning. I de følgende afsnit vil jeg beskrive garderobemetoden og Repertory Grid-teknikken, med henblik på at uddybe, hvordan jeg anvender dem sammen.
Garderobemetode
Garderobemetoder undersøger relationen mellem brugere og deres tøj, med henblik på at udvinde viden om dette specifikke emne (Fletcher & Klepp, 2017, s. 4). Det gælder både relationen til det enkelte stykke tøj og andre stykker tøj, som er en del af den samlede garderobe. Derved opnås indsigter i menneskers interaktioner med tøj, og en forståelse af tøj og mode, i sammenhæng med folks hverdag. Der findes mange variationer af denne metode, som siden slutningen af 1990’erne er blevet anvendt af flere forskellige faggrupper, til studier indenfor mode og beklædning (Ibid., s. 7). Udviklingen af garderobemetoder har særligt taget til i starten af det 21. århundrede, hvilket Kate Fletcher og Ingun G. Klepp dokumenterer i metodebogen Opening up the Wardrobe (2017). Bogen beskriver 50 forskellige måder at anvende garderobemetoder på. Den viser variationer ud fra forskellige formål, og inden for forskellige forskningsdiscipliner, såvel som designpraksis. I de senere år er garderobemetoder særligt anvendt, som en tilgang til forskning i forbrug af tøj, samt til at øge forståelsen af brugsfasen, med henblik på at opnå en bedre mulighed for at skabe bæredygtige forandringer i tekstil- og beklædningsindustrien.
”/…/ what happens in and around wardrobes profoundly shapes a garment’s sustainability potential, it is to wardrobes that we must turn to engage with radical sustainability change. /…/ piecing together the social, relational, material, practical questions that are played out in and around wardrobes, perhaps enables us to better understand how to create sustainable futures for clothes, and maybe even life in general, in a new way.” (Fletcher & Klepp, 2017, s. 5)
Ingun G. Klepp har siden 2001 aktivt bidraget til udviklingen af garderobemetoder. Bl.a. anvendes en variation af garderobemetoden i det tidligere nævnte studie om årsager til bortskaffelse af tøj (Laitala & Klepp, 2011;
Laitala m.fl., 2015) (jf. beskrivelsen s. x). I et samarbejde mellem Ingun G. Klepp og Mari Bjerck (2014) beskrives metoden som et garderobestudie, og defineres som en form for statusopgørelse, der gør det muligt at analysere materielle og symbolske egenskaber ved tøj. Dette forstås ved, at tøjets materielle og fysiske repræsentation i garderoben, minder brugeren om specifikke overvejelser, oplevelser og følelser, som denne metode kan italesætte (Ibid., s. 375). Ifølge Klepp og Bjerck handler et garderobestudie særligt om den dialog, der kan opstå omkring de specifikke begivenheder og narrativer, der er knyttet til det enkelte stykke tøj. Tøjets fysiske tilstedeværelse er derfor essentielt for dialogen, der kan frembringe konkrete og nuancerede beskrivelser, som en interviewer muligvis ikke ville være bevidst om, at skulle spørge ind til, i en traditionel interviewopstilling (Ibid., s. 377-378).
Ud fra Klepp og Bjercks beskrivelse af garderoben og dens materielle indhold, kan den opfattes som et aktivt
interessant betragtning, i forhold til hvad garderoben ”gemmer” på: ”what is particularly interesting about the space of the wardrobe is that this is where people store what they wear.” (2016, s. 137). Skjold uddyber dette med en beskrivelse af, hvordan man kan se garderoben som et udtryk for menneskers selvforståelse, hvor det at klæde sig på, og møde omverdenen i sociale sammenhænge, forhandles (Ibid., s. 137).
Bogen Opening up the wardrobe (Fletcher & Klepp, 2017) udbreder kendskabet til variationer af garderobemetoder, og belyser forskellige måder at arbejde med mikro-dynamikker, omkring brug af tøj. Den bidrager ligeledes til en diskussion om et fælles sprog, ved at forfatterne grupperer de mange variationer, beskrevet i bogen, og inddeler dem i underkategorier. Grupperingen er foretaget på baggrund af udførelsen af det enkelte studie og dets fokus. Fletcher og Klepps gruppering understøtter også mig, i at uddybe min tilgang i dette eksperiment. De inddeler følgende underkategorier af garderobemetoder: Fashion transect, Wardrobe audit, Historical wardrobe audit, Wardrobe interview, Wardrobe actor network method, Textile text analysis, Participatory wardrobe method, Clothing archaeology, Textile laboratory testing, Wardrobe triangulation method, Self-reflexive wearers, Wardrobe activism og Wardrobe consultation.
I dette designeksperiment anvender jeg dialogen, som en væsentlig del af min garderobemetode, til at opnå indsigt i nøgle-deltagernes praksis, omkring brug af tøj. Det omhandler derved både den fysiske og den materielle repræsentation af nøgle-deltagernes tøj, men også deres fortællinger og mentale bevidsthed omkring tøjet. I forhold til Fletcher og Klepps grupperinger kan denne variation kategoriseres som et Wardrobe interview (på dansk garderobeinterview). Denne variation er forstået ved garderobe-baserede interviews, der typisk forløber hjemme hos deltageren, omkring garderoben og hvert stykke tøj (Ibid., s. 173). Et garderobeinterview er inspireret af antropologien og etnografien, kombineret med en visuel tilgang til at dokumentere indholdet i garderoben, f.eks. ved fotografering eller videooptagelse (Ibid., s. 174).
Jeg er her optaget af nøgle-deltagernes oplevelse af strikkede materialer, deres overflade og hvordan de føles mod huden. Derfor kombinerer jeg garderobeinterviewet med teknikken Repertory Grid, som guider nøgle-deltageren til at beskrive strikkede tekstilprøver og strikbluser. Jeg vil først beskrive denne interviewteknik, for derefter yderligere at uddybe den kombinerede tilgang, som jeg anvender her.