Valg af garn er et grundlæggende designgreb i udvikling af strikket beklædning, idet det er afgørende for materialets taktilitet og udtryk. Det har dermed indflydelse på to af de givne designparametre: variation af materialets tykkelse og variation i visuelle udtryk (jf. tabel 6.1). Et udvalg af garner strikkes til prototyper, for at undersøge, hvordan de teknisk fungerer, og hvordan de æstetisk kommer til udtryk som materiale.
Udvikling af prototyper til test af garner
Som beskrevet i kapitel 2, hænger et strikket tekstils mønster, struktur og tykkelse sammen med dets konstruktion. Der er dermed nogle grundlæggende overvejelser forbundet med, at strikke prototyperne.
For at opnå en bred vifte af variationer i taktilitet og visuelle udtryk, arbejder jeg med strikkede strukturer og småmønstring, også kaldet maskedesign. Denne inspiration udspringer af gansey-sweatrenes mønsterteknikker (jf. kapitel 2). Små mønsterrapporter giver færre komplikationer i forhold til konceptets parameter for størrelsestilpasning. Større mønsterrapporter er mere krævende, da disse ved tilpasning giver mønstermæssige udfordringer i samlinger mellem f.eks. kropstykke og ærme (Eckert & Stacey, 2003a, s. 4);
hvilket kan give et disharmonisk udtryk. I udviklingen af småmønstrede strukturer, er jeg inspireret af vævebindinger (se figur 6.6). Disse mønstre er bygget op i ”gitter-form”, der kan omsættes til strikkede masker, men får forskellige udtryk afhængigt af de typer af masketyper, der anvendes. Inden for digitalstrik anvendes betegnelsen jacquard omkring det mønster tekstilet konstrueres efter (jf. beskrivelsen i kapitel 2).
Figur 6.6: Inspiration til strikkede strukturer og småmønstring. Til venstre ses optegninger af vævebindinger. I billedet højre side ses strikprøver, hvor disse vævebindinger er omsat til strikkede prototyper.
Jeg anvender de fire grundlæggende masketyper for fladstrik, som ses i figur 6.7 nedenfor (Hatch, 1993, s.
348). Samspillet mellem jacquard-mønstrene og disse fire masketyper kan give et bredt spektrum af visuelle udtryk og taktile oplevelser. På den måde kan oplevelsen af det samme garn, når det er strikket, variere bredt (se figur 6.8). Denne kombination af jacquard-mønster og maskekonstruktion kaldes for strikart. Jeg anvender dette begreb til at uddybe forskelle mellem de strikkede prototyper.
Figur 6.7: Grundlæggende masketyper for fladstrik (Hatch, 1993, s. 348). De danske betegnelser for masketyperne (fra venstre):
retmaske, vrangmaske, flottering (overspring) og fangmaske.
Den designmæssige erfaring og tekniske forståelse hviler på en af tekstildesignerens kernekompetencer: at arbejde med ornament og tekstil konstruktion. Med udgangspunkt i ovenstående beskrivelse af tekniske og æstetiske valg, undersøges et udvalg af garner, for at finde ét garn at arbejde videre med. Udvalget består af tre garntykkelser i merinould. Jeg har tidligere erfaringer med disse garner, og derudover er de tilgængelige i mange farver med kort leveringstid. Uldgarners tykkelse betegnes med enheden Nm11. To af garnerne er af samme fiberkvalitet, og kommer fra sammen italienske leverandør. Disse er karakteriseret ved af være blankt og blødt. Det tredje garn er fra en anden italiensk leverandør, og er karakteriseret ved at være mere rustikt end de andre.
Undersøgelse af garner
Tabel 6.2 viser en oversigt over udviklede prototyper, til undersøgelse af garnerne. Prototyperne er strikket med maskekonstruktionen flottering, på den samme digitale fladstrikkemaskine, Stoll 303 E1212. Angivelsen E12 indikerer størrelsen og tætheden af nålene i maskinen, som afgrænser tykkelsen af de garner, der kan strikkes med. E12 er det, der kaldes en finstrikker, da den har fine og tætsiddende nåle. Ved at justere maskinens trådspænding, kan de garner der anvendes, i mindre grad, variere i tykkelse. Dette kan give et fastere eller løsere materiale, og hænger derved sammen med det udtryk, man ønsker at få frem. For at undersøge forskellige udtryk af garnerne, har jeg opstillet en matrix over parametrene: garntykkelse, trådspænding og vask.
Tabel 6.2: Oversigt over udviklede prototyper, til undersøgelse af garnerne. •
*Trådspændingen er varieret med +/- 0.2 fra udgangspunktet; forreste nåleleje 10.4 og bagerste nåleleje 10.9. Des højere tal des løsere trådspænding.
**Garnet Nm 2/25 har ligeledes været forsøgt testet i forskellige trådspændinger. Men da garnet er forholdsvis tykt til en E12 strikkemaskine, har denne trådspænding fungeret bedst. Forstået som ingen knækkede nåle, sprunget tråd eller smidte masker, der giver huller i tekstilet.
Nm Variation af trådspænding* Efterbehandling ved vask
-0.4 -0.2 0.0 0.2 0.4 1.2 40 oC 30 oC 30 oC, mild
centrifugering
2/48 • • • • •
2/30 • • • • • •
2/25 •** • • •
11 Nm er et længde nummereringssystem, som angives ved garnets længde pr. vægtenhed. 1 Nm = 1 meter pr. gram. Flertrådede garner betegnes f.eks. Nm 2/25 (Hatch, 1993, s. 291).
12 E12 er en angivelse for antallet og størrelsen af strikkemaskinens nåle. E’et står for den engelske betegnelse gauge. På dansk kaldes dette for en deling. Tallet 12 giver en indikation af, antallet af nåle per tomme (2,54 cm). Des højere tal, des finere masker (Hatch, 1993, s. 344). Fladstrikkemaskiner dækker et spektrum af nålestørrelser, der går fra E5 til E18. Rundstrikkede metervarer kan fås med endnu finere maskestørrelser. f.eks. strikkes tekstiler til t-shirts typisk på E20, eller finere.
Figur 6.9: Variation af trådspænding med garnkvaliteten Nm 2/48.
Denne undersøgelse er samtidig med til at afklare, hvilken trådspænding, der giver den rette densitet og det ønskede udtryk, for de enkelte garner og strikkonstruktioner. Figur 6.9 viser prototyper på én af garnkvaliteterne med variationer af trådspænding. Heraf ses,hvordan strikarten bliver løsere i sit udtryk, des højere trådspændingstallet er. Dette ses særligt ved, at de lodrette maskestave mister hold, og begynder at
”vakle”.
Figur 6.10: Prototyper af garnkvaliteterne Nm 2/30 og Nm 2/25, efterbehandlet med variationer af vask.
30 oC mild centrifugering – denne vask lader ulden trække sig let sammen, således at strikartens tekstur bliver markeret.
30 oC – denne vask har en hårdere centrifugering, som får uldfibrene til at trække sig mere sammen. Det gør mønstret og strukturen mere utydelig, og giver tekstilet en fastere densitet.
40 oC – den øgede temperatur får uldfibrene til at trække sig markant sammen, hvilket gør materialet kompakt. Det egner sig ikke til beklædning.
Almindeligvis vaskes strikkede tekstiler som efterbehandling, fordi garnet stresses, når det føres gennem strikkemaskinen, og desuden tilføres voks. Det giver et stift tekstil, som afstresses ved damp eller vask. I figur 6.10 ses prototyperne af garnkvaliteterne Nm 2/30 og Nm 2/25, efterbehandlet med variationer af vask. Som
variationer af vask, kunne være en mulig designparameter. Senere i processen fravalgte jeg denne mulighed, da den valkning, der sker ved vask (her 30 og 40 grader), er vanskelig at kontrollere i forhold til varierende strikkonstruktioner og forskellige størrelser på strikbluser. Alle prototyperne er derfor vasket ved 30 grader med mild centrifugering.
Garnkvaliteten Nm 2/25 har en rustik og mat overflade, som er velegnet til netop at skabe forskellig æstetiske udtryk. Det frembringer en dybde i det strikkede tekstils mønster og struktur. Samtidig giver garnet et kraftigere materiale, der i form af forskellige strikarter, kan dække et bredere spænd af udtryk. Forstået ved, at det både kan give tyndere og tykkere kvaliteter, uden at materialet mister densitet, og ser slasket ud. De to andre garnkvaliteter (Nm 2/30 og 2/48) er finere og glattere garner, som ikke har disse egenskaber.
Jeg valgte at arbejde videre med garnkvaliteten Nm 2/25. Valget baseres på, at det garn som anvendes i konceptet, kan skabe flere forskellige materialemæssige oplevelser af ét og samme garn – i tråd med konceptidéen, om at holde materialelageret på et minimum.