rc>4
„ g e n T id v a r saadan en E le n d ig t i l , som
„ jeg er. „
„ T r o e m ig , jeg vilde ikke melde D e m
„ det allermindste om alle mine Lidelser, dersom
„ j e g kunde tanke, ar det va r m n e lig t, de
„ kunde undqaae at blive h s rt a f D e m . J e g
„ tiender D eres gode og omme H ie rte , og vilde
„ ikke gierne opvakte nogen a f de S m e rte r hos
„ D e m , som D e altid seler forU lykkelige. O !
„ lad intet a f det, D e ssal hore om m in haarde
„ S k ia b n e , foraarfage D e m et A y e b lik s B e -
„ k y m r in g ; th i efter at have mistet D e m , er
„ akt det svrige fo r mig som I n t e t .
„ O , S o p h i e ! det er haardt at forlade
„ D e m , det er endnu haardere at bede D e m at
„ forglemme m ig , og dog forbinder den oprig-
„ tigste K ie rlig h e d mig t i l begge D e le . T ilg iv
„ m i g , at jeg forestiller m ig , at enhver E rin -
„ dring om mig kan giore D e m u ro e lig ; men
„ kan jeg vare stolt a f det i m in Elendighed,
„ o ! faa opofre m ig , paa hvad M aade det skal
„ v a re , fo r D eres Roelighed. T a n k , at jeg
„ a l d r i g elffede D e m , eller ta n k , hvor lidet
„ jeg i S andhed fortiener D e m , og la r at fo
„ agte mig fo r en In d b ild n in g , som a ld rig kan
„ straffes fo r haardt. — J e g er ikke i S ta n d
„ t il at sige mere. - 7 - S k y ts - E n gle bevogte
„ D e m fo r stedse. „
N u sogte han i sine Lommer efter Lak, men fandt hverken det eller noget a n de t; th i da han var ude a f sig selv, havde han kastet alle T in g fra sig, og, iblanr det ovrige, den Tegne
bog , han havde faaet a f H e rr A l t v c r r d , som han endnu ikke havde aabnet, og som han nu ssrst erindrede sig.
Folkene i Huset forsynede ham med en O b la t, som han betienede sig a f; og da han havde forseglet sit B r e v dermed, gik han i en Hast tilbage t il B a k k e n , fo r at soge efter d e t, han havde tabt der. P a a Veyen medte han sin gamle V e n , so rte J a c o b , som fo rta lte h a m , hvor bedrevet han va r over hans U ly k k e ;' rh i den havde allerede naaet hans og hele N a - boelaugetS A r e n .
J o n e s underrettede Ja g ere n om hans T a b , og denne gik strax tilbage med ham t i l B a k k e n , hvor de igiennemsogte enhver B u s k og a lt Grasser i hele E n g e n , saavel hvor J o n e s
G 5 ikke
ikke havde v a re t, som hvor han havde v a r e t, men ganske uden N y tte . D e fandt in te t; og endskiont S agerne vare paa den T id i E n g e n , saa forssmte de dog at soge efter dem paa det eeneste S t e d , hvor de la a e , nemlig i den omtalte J a c o b s Lom m er; th i han havde just n ylig fundet dem , og da han t i l al Lykke havde mcerket, hvor meget der v a r , saa havde han meget omhygge
lig giemt dem t il hans eget B r u g .
E fte r at Jcegeren havde viist sig ligesaa f lit t ig i at soge efter det tabte G o d s , som om han havde haabet at finde d e t, bad han H e rr I o n e s at erindre sig, om han ikke havde v a re t paa noget andet S te d : " F o r , , sagde h a n , ,, dersom D e havde tabt dem her fo r saa kort
„ T id siden, saa maatte S a ge rn e have varet
„ her endnu ; fo r det er meget u sa d va n lig t, a t
„ nogen passerer her fo r b i; „ og det v a r ogsaa virke lig a f en Handelse, at han va r selv kommen jgiennem den M a r k , fo r at legge S n a re fo r H a r e r , som han M orgenen efter ffu ld e forsyne en V ild tk ra m m e r i B a t h med.
N u opgav I o n e s a lt H aab om at faae det ig ie n , som han havde ta b t, og rankte
na-sten
r o ?
sien ikke mere derpaa; men vendte sig t il fo r t e J a c o b , og spurgte ham med en a lv o r lig M in e : om han vilde bevise ham den srsrsie G unst i V erden.
J a c o b betankte sig noget, og svarede.
„ M i n H e rre ! D e veed, ak D e har at befale
„ over a lt det der staaer i m in M a g t , og jeg
„ vilde snske a f m it H je rte , ar det stod i m in
„ M a g t at tiene D e m . „ D e tte S p o rg s m a a l satte ham ellers virkelig i F o r v ir r in g ; th i ved at salge V ild t , havde han samlet sig en ganske arrig S u m Penge i H e rr W e s te r n s Tieneste, o g n u frygtede han, at I o n e s vilde have laant lidet a f
h a m ; men han kom snart ud a f den A n ge st, ved det I o n e s bad ham ar bringe et B r e v t i l S o p h ie . D e tte lovede han ak gisre med stor Forneyelse; og jeg kroer i S a n d h e d , at der ere ikkun faa Tienester, som han jo med G la d e havde beviist H e rr I o n e s t th i han v a r virkelig saa taknemmelig imod ham, som han kunde vare,
og va r ligesaa brav M a n d , som de i A lm in d e lighed ere, der elste Penge meer end nogen an
den T in g i V erden.
D e bleve begge eenige o m , at J o m fru e H o n o u r var der beste M id d e l t i l at faae B r e vet t i l S o p h ie . D e rp a a skiltes de ad. J a geren tog hiem t i l H e rr w e s t e r n s , og I o n e s gik t il et H llh u u S en halv F ie rd in g -V e y d e rfra , fo r at bie d e r, in d til hans B u d kom tilbage igien.
A ld r ig saasnart kom J a c o b hiem, fsrend han modte J o m fru e H o n o u r , og da han fsrst havde provet hende ved adskillige S p o rg s m a a l, saa gav han hende B re v e t t il hendes F ro k e n , og fik paa samme T id et fra hende t il H e rr J o lle s , som H o n o u r fortalte h a m , hun havde baaret paa sit B ry s t den hele D a g , og at hun nu be
gyndte at tv iv le om at faae nogen Leylighed t i l at blive a f med det.
- Icegeren vendte i en Hast og med Glcede tilbage t i l I o n e s , som forlod ham saasnart han
havde faaet B r e v e t, brakkede det med H e ftig hed, og laste som folger:
M i n H e rre !
„ D e t er um ueligt at beskrive, hvad jeg
„ h a r fe lt, siden jeg saae D e m sidst. D e t , at
„ D e fo r m in S k y ld malte den grumme