Digitaliseret af | Digitised byForfatter(e) | Author(s):Ewald, H. F.; af H. F. Ewald.Titel | Title:Nyere FortællingerUdgivet år og sted | Publication time and place:Kjøbenhavn : Gyldendal, 1878Fysiske størrelse | Physical extent:315 s.

Hele teksten

(1)Digitaliseret af | Digitised by. Forfatter(e) | Author(s): Ewald, H. F.; af H. F. Ewald. Titel | Title: Nyere Fortællinger Udgivet år og sted | Publication time and place: Kjøbenhavn : Gyldendal, 1878 Fysiske størrelse | Physical extent: 315 s.. DK Materialet er fri af ophavsret. Du kan kopiere, ændre, distribuere eller fremføre værket, også til kommercielle formål, uden at bede om tilladelse. Husk altid at kreditere ophavsmanden.. UK The work is free of copyright. You can copy, change, distribute or present the work, even for commercial purposes, without asking for permission. Always remember to credit the author..

(2)

(3) 130020638141.

(4)

(5)

(6) !1.

(7)

(8) H. F. Ewald,. GMendalske Uoghandels Forlag (F. Hegel Trykt hos I. Jørgensen. Co.. ZS!i)..

(9)

(10) Side.. Julegildet paa Olufsborg. I.. En Gudsdom. 29,. Buderupsholm. 55.. En Guds Fange. 65.. Vedbendkrandsen IGyden. ..... 91. 123.. Min Ven Felix og jeg. 157.. Kun et Laan. 237.. Skatten paa Kjcersholm. 267..

(11)

(12) AulegiUIet paa Olujssborg^. H. F. Ewald: Nyere Fortællinger..

(13) t.

(14) 3 Bohnslcen, ogsaa kaldet Vigen, der levede i gamle Dage en vild og modig Befolkning, og det kan hcende, at den endnu den Dag i Dag ikke er meget tam eller medgjorlig. Vildt og skjont er og selve Landet og ligner en sondersprcengt Klippe, hvis Blokke ere slcengte mellem hverandre: der er fteile Fjeldvægge, dybe Dale, klare Skovsoer, Havet lober ind i utallige Vige, og Kysten er fuld af Skcer. Herfra kunde de gamle Bohuslcenere bekvemt gaae ud i deres Snekker paa Vikingetog og efter udforte blodige Bedrifter igjen smutte i Havn og ssge Sikkerhed mellem Fjeldene. Der gaves da heller ikke i Oldtiden mere dristige Sorovere og i senere Tider ikke vcerre Oprorere mod alt lovligt Regimente, end Vigens Beboere; ja Kvinderne vare stundom lige saa modige og mandhaftige som Mcendene, ovede i Vaabnenes Brug og at ligne ved Skjoldmoer. Intetsteds i Sverrig har der staaet mere blodige Kampe, end i Bohuslcen, og ingensinde gik det mere broget til, end dengang Kong Hans regjerede i Norden, men stadig maatte fore Krig med sine svenske og sine norske Undersaatter. Som saa mange i-.-.

(15) 4 andre Grcendselande skiftede Bohuslceu oste Herrer, horte snart til Norge, snart til Sverrig, men for Tiden regnedes det for en norsk Provinds og var da meget udsat for Jndfkld af de Svenske, der gjorde scelles Sag med de norske Oprørere og undertiden fik hele Bohuslcen i deres Magt, alene undtagen den stcerke Fcestning ved Gothaelv, Bohus Slot selv. Der sad i Aaret 1504 den kjcekke Otte Rud som Lehnsherre og Befalingsmand og kcempede med Oprprere og Fjender, som han kunde bedst. Der gaves i hele Norden dengang ingen mere modig og snild Kriger, end han, til somme Tider cedel og ridderlig i sin Fcerd, til andre Tider grusom og rovlysten, et cegte Barn af sit Aarhundrede. Han havde nu saa temmelig saaet Bugt med Bohuslceuerue, og det vilde sige Noget; men endnu sad dog den vcerste as alle Urostifterne, den kjcekke Hovding Niels Ragvaldsen og hans ikke mindre modige Hustru, Ottilia Ottesen, uanfcegtet paa deres stcerke Slot, Olussborg ved Bullars?en, oprindelig en Forlcening af Kong Hans, men som Niels Ragvaldsen skammeligt havde givet i Sven skernes Hcender og var siden stedse forbleven paa den Side. Han var saa meget farligere en Gjest i Landet, som Sverrigs Marsk, Hr. Svante Sture, havde sorlceuet ham med det tilgrcendsende Dalslund og derved soroget hans Magt. Niels Rag valdsen havde nu i adskillige Aar deltaget i alle Uroligheder i Norge, de Danske kjendte hans Tapperhed og ustyrlige Sindelag, og Otte Rud.

(16) vidste, at saa lcenge Niels Ragvaldsen havde fast Fod paa Olufsborg, vilde der ikke blive Fred i Vigen. Han ponfede da stadigt paa at gjore det af med denne Urostifter, men det var lettere tcenkt end gjort. I det nordlige Vigen, mellem steile granbevoxede Fjelde, der strcekker den dybe Bullar-So sig tre Mile vidt, somme Steder ikke stort bredere end en Elv, og paa et steilt Fjeld, hvis bratte Sider skyde ned i Soen, og hvis Fod Fjeldsoens klare Bolger vcede, der laae Olufsborg saa fast og sikkert, som om den var en Del af Klippen. Der gaves ingen anden Vei derop, end en smal og farlig Fjeldsti, som med Lethed kunde forsvares ved Kaste- og Skydevaaben fra Borgmuren, og med en saa kjcek Bescetning, som den, Niels Ragvaldsen raadede over, kunde han sidde trygt paa sin Borg og gjerne trodset de tre forenede Rigers Magt, idetmindste faa lcenge hans Proviant holdt ud. Han noerede da heller ikke den ringeste Frygt for den danske Lehnsmand paa Bohus, og Otte Rud, der ingenlunde altid havde nogen stor Krigsmagt til sin Raadighed, maatte see ham hcerje Landet og undertiden til sin Harme finde sig i, at Niels Rag valdsen gjorde Streistog ncesten lige til Bohus Slotsmure, uden at han evnede at forhindre det. En fkjsn Vintermorgen i December 1504 gik Niels Ragvaldsen paa Borgmuren med sin Hustru Otilia og sin Frcenke, ung Ingrid, for at trcekke frisk Luft. Udsigten herfra over Bullarfoen og de fkovbevoxede Fjelde var saare skjon, endogsaa nu.

(17) 6 midt om Vinteren, da Soen var tilfrossen, og Fjeld og Dal dcekkedes af Snee. Dog faae Ingen af dem, hvor stjont der var, uden det siulde vceret Jomfru Ingrid. Niels speidede ud over Egnen, om der muligvis viste sig nogen Fjende; thi han var mest aarvaagen, naar Bullarsoens dybe Vande dcekkedes af Isens Bro og formindskede hans Borgs Sikkerhed: men det Held, der havde fulgt hans Foretagender i den sidste Tid, havde dog gjort ham noget overmodig og tryg. Ikke saa hans Hustru, der ofte i sin Husbondes Fraværelse havde fort Befalingen paa Olussborg, og hvem Intet fattedes til at blive en ligesaa snild og forsigtig, som kjcek Ansorer, uden det at vcere Mand. Niels Ragvaldsen var en Kcempe at se til hoi, sværlemmet, men velskabt. Han havde rodligt Aaar og sra hans blaae Dine lyste et kjcekt og fast Blik. Han gik stolt, med loftet Hoved, som en Mand, der er vant til at befale og blive adlydt. Hans simple Dragt, Skindhoser og en brun Klcedes Vams, frem hævede hans Legemes kraftige Former, og det gyldne Svcerdfceste og 3-Edelstensa graffen, der fastholdt den hvide Fjer i hans Baret, viste, saavel som Klæd ningens Snit, at han var af adelig Byrd. Ham i enhver Henseende jævnbyrdig var hans Hustru Ottilia Ottesen af Slcegten Romer, en hoi, slank, men kraftigt bygget Kvinde med kjcekke Trcek, sort Haar og brune Dine, hvis Brneblik saa oste i Kampen havde opildnet hendes egne Folk og bragt Fjenderne til at skjcelve; de mente hende at vcere.

(18) 7 troldgjort og usaarlig. Hun bar en rod Troie over sit Skjort, og i hendes Livbelte stak en Daggert. „Hvad tykkes Dig Niels," spurgte hun, „er denne haarde Kulde og tidlig strenge Vinter Dig til Behag? Ikke lider jeg Isens Bro over Bnllaren; den er som en Indbydelse til vore Fjender." „Nu mit Hjerte," svarede Niels mildt, thi han elskede sin kjcekke Hustru hojt, „lad det ikke scette Dig Kruser i Panden! Skulle vi tale derom, da bcerer den fri Bolge Baade, som og kunne fore Fjender herhid." „Fra en gyngende Baad," sagde Fru Ottilia, „scettes ei let Stiger til Borgmuren, som her for medelst det naturlige Vceru af Soen er lavest." „Hvo skulde vel berende vor Borg?" spurgte Niels Nagvaldsen og saae paa sin Hustru med loftet Hoved. „Han paa Bohus seer sig vel sor, inden han render Panden mod Olnssborgs Klippe. Nei, at sorraske mig fra et Baghold, naar jeg fcerdes nede i Landet, det har han forsogt, hidindtil med ringe Held, og det er og en Gjerning, som passer bedst for en magelig dansk Herre, som Otte Rud." „Du taler," svarede Fru Ottilia, „som sad Henrik Krummedige end paa Bohus. Svogeren er af en anden Art, os mere lig. Saa mindes jeg og Asbjorns Ord, da han rommede herfra, og du haanede ham." „Ordskvalder og intet Andet!" udbrod Niels. „Jeg spaaede ham, at Sulten vilde drive ham til vore Kjodgryder inden Juul, og han lovede at gjeste os, naar vi mindst ventede det. Lad see sorst, om.

(19) 8 han evner at holde det Lofte, den Grønskolling han er!" „Vi ville lade holde skarpt Udkik," sagde Fru Ottilia; „Jeg havde scere Dromme i Nat. Det boeres mig fore, vi vilde handlet klogere i at give ham Ingrid til AEgte, som han i al Sømmelighed begjcerede, og ikke viist ham af; sandt nok, han er arm og Slcegten uden stor Anseelse, men dog er han en god Mand." „Det forundrer mig," svarede Niels, „at den Sag volder Dig Hovedbrud og onde Dromme; men vi skulle visselig holde Udkig, og det falder let nu, da hver Mand tegner sig paa Sneen som Skrift paa Pergament, og Maanen lyser om Natten." Medens de gik Borgmuren rundt, fordybede i denne Samtale, var ung Ingrid bleven staaende ved det vestlige Brystvcern, hvorfra hun stirrede vidt ud i det Fjerne over Bullaren og de sneebelagte Fjelde hinsides Soen. En blaa Foervcerks Kaabe indhyllede hendes Skikkelse, men det skjonnedes strax, at hun var mindre og finere af Skabning end hendes Frcenke, Fru Ottilia. Hendes blode Kind var hvid og rod og ikke brun og veirslagen som den kjcekke Borgfrues, Blikket fra hendes blaa Njne blidt og svcermeriskt. Det var et sredscelt Aasyn, og Fru Ottilia lceste i ung Ingrids milde Dine ligesom en Bebreidelse for hendes egen vilde og mandhaftige Fcerd. Ung Ingrid var den fagreste Jomfru i Vigen, det Land, der engang havde frem bragt den deilige Dronning Alfhild, Konning Gan-.

(20) 9 dolfs Datter og Regnar Lodbroks Moder, hvis Minde endnu levede i Folkemunde; men hun var et Scersyn blandt det sextende Aarhundredes raa Slcegt, som en yndefuld, skrøbelig Blomst, opvoxet mellem Tjorne. At lcese i Legendewger, vandre i Skoven og lytte til Fuglenes Sang, baldyre med Silke, det var hendes kjcereste Jdrcetter; og hun pleiede at bede saa fromt til Jomfru Maria, at Fru Ottilia engang sagde, at hun burde vandre i Kloster, men da Ingrid hMe dette, blev hendes Kind purpurrod, saa det tydeligt kjendtes, at til Klostret stod den unge Jomfrues Hu ingenlunde. En vcebnet Svend gjorde sin Omgang paa Borgmuren og gik nu forbi hende. Hun foer sammen, da hun pludseligt fornam hans faste Trin og hans Vaabens Klirren, men hensank atter i sine drømmende Tanker. Da hsrtes en sagte Floiten. Hun studsede og saae sig om; men da den samme Lyd gjentoges, skMnede hun, at den kom nedensra, og hendes Blik saldt paa et lidet Krat paa en fremspringende Fjeldpynt nede ved Ssen i nogen Afstand fra Olufsborgs Klippe. Bag en ung Gran skimtede hun en Mandsskikkelse og en Baret med en blaa Fjer. Hendes Kind wdmede, og hendes Blik sunklede ved det Syn; men strax efter blegnede hun og veg tilbage; thi en Piil, afskudt af den Ubekjendte, fusede gjennem Luften op imod hende, steg nogle Alen over hendes Hoved og faldt ned for hendes Fadder. Enten nu Aarsagen var Bue skyttens usædvanlige Fcerdighed, eller et Lykke træf, saa havde Pilen med beundringsværdig Nm-.

(21) 10 agtighed naaet sit Maal; den Pul gjaldt visselig ikke ung Ingrids Liv, men vel hendes Hjerte; omkring dens Skaft var med Bast bundet en Strimmel Papir. Den unge Jomfru, der baade blev rod og bleg ved at see det, maatte selv bedst vide, hvorfor hun ikke lob op paa Borgen og gjorde Anskrig; tvertimod blev hun, hvor hun var, greb Pilen og skjulte den under sin Kaabe. Dog, da hun Ingen bemcerkede i Ncerheden, loste hun Seddelen af og lceste, hvad der var skrevet paa den: „Jeg kom her i Nat og fortover her, indtil Morket atter salder paa. Jeg er nu i Otte Ruds Brod, og vi komme at hente Dig, om Du vil vorde min; skriv ja eller nei og lad Pilen falde med dit Svar. Asbjorn." Ingrid blev bleg, og hendes Bryst steg og sank. Hun var tilmode som en Forrcederske, og det, der i hendes Vine maatte vcere Pligt, stred en svar Strid i hendes Hjerte med Kjcerligheden. Han er mig dyrere end mit eget Liv, tcenkte hun; ak Jomfru Maria og Sankte Birgitte,Ifende mig nu i denne Kvide et godt Raad! I det Samme kom Niels Ragvaldsen og Fru Ottilia tilbage fra deres Runde, og hun skjulte hastigt Pilen og Seddelen. „Du staa ikke lomger der og bliv kold!" sagde Fru Ottilia med et strengt Blik. „Unge skrobelige.

(22) 11 Jomfruer ere unyttige Gjester her, men blive de befaldne af Sygdom, da ere de vcerre end unyttige." Da samlede Ingrid alt sit Mod og svarede kjoekt: „I lade mig forblive her, siden min Hu nu engang staaer dertil; men vorder jeg syg, eller kjedesI ved mig, da skik mig til Faster Gunhild, saa bliverImig kvit." Dette kjcekke Svar huede Niels Ragvaldsen godt, saa han sagde til sin Hustru: „Lad hende raade sig selv! Ikke fanger hun Kolden i den Foervcerks Kaabe. Der kommer Rntger med en Melding; vi ville gaae ham i Mode." Da Ingrid atter var alene, drog hun Veiret friere; hun greb paa Stand i sin Taste, som hang ved hendes Belte, tog sin Solvstist frem og skrev paa Seddelen: „Hvad Du truer med og lover, er halslM Gjerning; afstaa derfra! men Din er jeg, ihvor det saa gaar. Ingrid." Hun svpbte Seddelen om Pilen, bandt den fast til den og kastede den over Brystvcernet. Hun saae den dale som en vingeskudt Fugl, men den faldt saa tcet under Klippen, at hun ikke kunde see, hvor den landede. Dog maatte den have naaet Isen, thi hun saae Asbjoru springe frem fra sit Skjul og atter fare tilbage fom et Lyn. Hun drog et dybt Suk og gik langsomt op paa Borgen. Sky var hendes Blik, og hun foer sammen, naar Nogen talte til hende. Fru Ottilia.

(23) 12 sagde, at hun alt havde Kolden; men da Dagene gik, uden at noget Usædvanligt indtraf, begyndte hun at haabe, at hendes skrevne Formaning havde frugtet, og hun fik atter Fred i Sindet. Det lakkede nu ad Juul, og paa Bohus sad Otte Rud harmfuld i sin Hal. Kruset stod utomt foran ham paa Bordet, og han lededes ved Terninge spillet. Nys havde Niels Ragvaldsen atter gjort et Streiftog Sonder paa og var lykkeligt vendt tilbage til Olnfsborg med rigt Bytte. Fru Ottilia havde ledsaget ham paa denne Fart og var bleven seet ridende paa sin Hest, Svanhvide, og Lykke og Seir havde fulgt de dristige Oprorere ved deres Hcervoerk; thi Otte Ruds Mcend, som vare dragne imod dem, vare vendte tilbage, slagne og ilde tilredte. Nu sad Hr. Otte og grublede derover, om det da aldrig skulde lykkes ham at saae Ram til Niels Ragvaldsen og skaffe Lehnet Fred. Da traadte ung Asbjorn ukaldet ind i Hallen, boiede sig hoviskt for sin Herre og sagde: „OmI saa synes, Hr. Otte, da forunde I mig en Samtale i Enrum; det gjcelder Rigets Vel." „Ei!" udbrod Otte Rud smilende, „Du forer store Ord i Munden. Dog, af Born og Daarer kan man stundom saae Visdoms Tale at hore; Du folge mig da til mit Lonkammer!" Da de vare der, og Hr. Otte havde stcenget Doren, sagde han: „Tal nu frit og gjor det kort og godt; men er der ei Mening i Din Tale, da skal Du saae smage Stigremmen.".

(24) 13 „Det ske, som I byder!" svarede Asbjprn muntert og uforsagt. „Det gjcelder Olussborg! OmIvil lade mig raade, da oplader jeg Borgen for Eder og giver Niels Ragvaldfen i Eders Hcender." „Ringere kan det vel ikke vcere," sagde Hr. Otte og loe. „I maa tilstaae," sagde Asbjorn, „at min Tale var saa tydelig som kort." „Ved min Helgen, det var den!" udbrod Hr. Otte. „Lad nn dog hore, hvorlunde en ung Vcebner, som Du, skulde evne at lofte den Steen, der var mig, som Henrik Krnmmedige, for svar." „Hr. Henrik og I," gjenmcelede Asbjprn, „ere mine Overmcend i Klogt, som i Magt, den hellige Jomfru fri mig fra at tcenke Andet! Dog har jeg Noget forud for min Herre." „Jeg bliver nyfigen," fagde Otte Rud fpodsk; „mig lomges at vide, hvori Asbjorn Aagesen overtrceffer min ringe Person?" „I tvende Henseender," svarede Asbjorn; „forst i det, fomI strax maa tilstaae, at jeg kjender Olufsborg ud og ind som min egen Dragkiste; saa deri, at jeg elsker en Jomfru, som sidder paa Borgen, og hendes Hu staaer til mig; men hendes For mynder, Niels Ragvaldsen, har negtet at give mig hende til Hustru. Jeg vil vove Livet for at vinde hende, og Kjcerlighed giver ti Mcends Styrke og hundrede Mcends Snille." „Saamcend," fvarede Hr. Otte, „i den Tale er nogen Mening, lyder den end lidt stcerk. Du.

(25) 14 hader saa og den Mand, der sidder paa Borgen og raader for den; naar Kjcerlighed og Had hjelpes ad, da maa det vel gaae. Nu gjore Du mig dog klog paa, hvorlunde det stal stilles an. Har Du lavet Dig et Par Vinger, Asbjorn, at flyve op paa den Klippe, og vil Du og forskaffe mine Karle slige „z „Ikke vilde jeg vove den Dyst," svarede As bjorn med Alvor, „og end ikke for Ingrids Skyld spilde Eders Mcends Liv, troede jeg ikke paa et lykkeligt Udfald; men Hazarden er dog stor, for nemmelig for mig; gaaer det ilde, hvad er da mit Liv vcerd, selv om jeg ikke scetter det til i Kampen?" „Du taler som en forstandig Ungersvend," sagde Hr. Otte, „og skjMner Sagens sande Be skaffenhed." „Nu," foer Asbjorn fort, „da maa der et Lod og i den anden Vcegtskaal. Hvad bliver min Lon, om det lykkes?" „Jeg tinger ikke gjerne," svarede Hr Otte smilende. „Du maa sastscette den selv og gjor det uden Undseelse! Evner Du at udfore den Daad, da er den for Sanden sin Lon vcerd. „I give mig da skjon Ingrid til Hustru, gjore vort Bryllup paa Bohus og udvcelge mig til Borg foged paa Olufsborg; der gad jeg gjerne boe og bygge og i Eders Navn fore Befalingen." „Det er, som sade vi alt paa Borgen og havde Niels Ragvaldsen i Bast og Baand!" udbrod Hr. Otte muntert. „Din faste Fortrostning er ei langt.

(26) 15 fra at smitte mig; lad nu hore Din Plan, og hvorlunde det skal stilles an." „I talte for om Vinger, Hr. Otte," sagde Asbjorn. „Dem have vi ikke Behov; Isen er nu fast, og selv stcekket Hone kan hoppe op ad en Stige. Det maaIvide, at daIgav mig Orlov at drage hjem, da gik jeg over Bnllaren og dvcelede et Dogn ved Klippens Fod. Jeg havde da gode Stunder at lcegge Raad op, og derpaa er jeg sikker, at med nogle gode Stiger kan Olnssborg berendes, naar vi blot kunne forraske Bescetningen. Nu traf jeg gamle Olug, en Hex, der har sin Gang paa Borgen, og erfarede, at Niels Ragvaldsen foler sig ganske tryg og laver til stort Julegilde, hvortil han har indbudet sine Venner, de Bonder fra Tanum. Det vil blive en Sviir! men naar Hovedet bliver tungt af Dl, da ere Vinene dorske og Hcenderne svage. Det er nu mit Raad, at vi drage herfra, faa vi kunne vcere paa den anden Side Bnllaren i Huulveien, mandstærke og med gode Stiger, just Julenat. Naar Midnat er forbi, da gaae vi over Soen, scette Stigerne til Fjeldet og klattre derop, jeg foran; fcert skulde det gaae til, om ikke da, naar vi tage dem ved Juleollet, Anfaldet skulde lykkes." Otte Rud havde lyttet opmcerksomt til. Han tang nogle Dieblikke, og Asbjorn ventede i Spcending hans Svar. Endelig saae han muntert op, slog Asbjorn paa Skulderen og udbrod: „Ved min Stamfader, Du er en snild Svend! Jeg vil vove den Dyst og selv fore an!".

(27) 16 Men paa Olufsborg sad Niels Ragvaldsen trygt og tcenkte nu kun paa at gjore sig og sine Mcend en glad Juul. Stor Besvcer maatte de ofte doie og idelig vove Livet; der maatte da vel lidt Gammen til, om de ikke skulde tabe Lysten. Fru Ottilia, som trods sine krigerske Vaner var en dygtig Husmoder, lod slagte, bage og brygge, saa det havde Art, og Jomfru Ingrid maatte gjore Gavn med de andre Piger. Hun er snild nok til Kvindegjerning, tcenkte Fru Ottilia, kun Skade at hun blegner, naar hun seer en Svcerdodde! Muntert gik det til i Ildfluen og i Bagerhuset, hvor Pigerne og Karlene scerdedes og sorte Snak. „Det bliver ligesom Kastol^) denne Juul," sagde Gudrun, Borgens flinkeste Terne. „Niels har indbudt Arnes og Gunnars sra Tanum og flere Folk her fra Vigen, som nu ere os gode." „Ja nok!" svarede Scemund Gaardskarl, „det vil hue de Tanum Mcend at smage det Flcesk, vi nys tog sra Sonderbygdens Folk. Der er saa meget Sul i Fadeburet, at paa denne Side Pintse komme vi ei til at sulte. Saa fore og de, Du ncevnede fra Tanum flinke Piger med sig; det vil blive en Jnledands!" Men gamle Olug Spaakvinde, som sad hos og varmede sig ved Ilden, saae op med sine rindende Vine og lod sin skurrende Rost hore. „Det bceres mig fore," tog hun til Orde, „at den Juleleg vil ende ilde." *) Sammenskudsgilde..

(28) 17 „Hvi saa?" spurgte Gudrun. „Forstens forglemte Du at slaae Kors over Deigtruget, det Du selv har tilstaaet; deraf kommer intet Godt." „Nu," svarede Gudrun, „da signe vi Brodene og slaa Kors over dem, naar de lcegges i Bunke paa Bordet." „Og forgangen Aften," foer Olng fort, „da jeg gik paa Kirkegaarden i Tannm at hente Gravhois Muld til Lcegedom for Torkel, da saae jeg et rceddeligt Syn og lidet hjalp det, at jeg havde ftroet Linfro for mig ved Kirkegaardsporten. Et fnult Gjeufcerd i Dodsfkjorte kom frem mellem Gravene og pegede med sin Knokkelhaand mod Olufsborg." „Hvilken fcer Tale fores her?" lod pludseligt en barsk Rost. „Du lede Hex, vaer Din onde Mund og gjem Dine ilde Spaadomme til rcedde Kvinder og Born! Varer Du Dig ikke, da stal jeg lade Dig sugtle og kaste ud." Det var Borgherren selv; thi ingen Anden vilde vovet at tale saa til gamle Olng, der var vidt kjendt og frygtet for sin Trolddomsmagt. Hun faae paa Niels Ragvaldfen med sine onde Vine og sagde: „Naar Lykke og Gods voxer, da voxer Hovmod; nu. Troeet bliver vel stcekket, sor det naaer Skyen! Olng har talt og tier nu kvcer." Men Niels Ragvaldseu bekymrede sig ikke om hendes forblommede Tale, hvorimod Fru Ottilia, da det kom hende for Ure, hvad den gamle SpaaH. F. Ewald:. Nyere Fortællinger.. Z.

(29) 18 kvinde havde sagt. Juleaftensdag lod hele Omegnen gjennemsoge af Borgens paalideligste Svende; men da de ikke opdagede nogen Fjende, eller noget Mis tænkeligt, saa slog ogsaa den aarvaagne Borgfrue sig til No og folte sig forvisset om, at Ven som Fjende nu kun tcenkte paa at seire Julen. Gildet stod da Juleaften paa Olufsborg med stor Gammen. Niels Ragvaldsen, hans Hustru og Ingrid sade i Hallen med alle Borgens Svende og de indbndne Gjester. Bordene bugnede af Sul og Bagvcerk, og den ene Kande stcerkt M tomtes efter den anden. Der sad om Borde mange kjcekke Krigere, hvis vilde Blik og skrammede Ansigter fortalte om blodige Bedrifter, forvovne Karle, der havde taget Deel i alle Feider, nogle af dem vel og mere end een Gang skiftet Parti og Herrer; men de fleste af dem vare dog Niels Ragvaldsen hengivne, fordi han var deres Landsmand og vilde forjage de danske Herrer. Der kom mangen Dyst sra Fortiden paa Tale, som kunde opflamme Hevnlysten, fornemmelig Drabet paa den norske Hovding, Knud Alfson, som mod givet Leide var bleven myrdet af den forrige Lcensmand, Hr. Henrik Krummedige og hans Mcend. Knud Alfsons Lig laae endnu paa Morde, som det kaldtes; det vil sige, det henstod njordet paa Aggershus og maatte efter Tidens Skik vente paa en kristelig Begravelse, indtil Drabsmandene havde givet den Myrdedes Slcegt Opreisning og betalt Boder. „Vi saae vel Ram til de Skjelmer og Mordere engang," sagde Riels Ragvaldsen, „Vil Gud og.

(30) 19 den hellige Jomfru, da skulle vi fremdeles vcerge for denne Borg og muligt herfra til sin Tid gjeste Oslo. Det gik ikke for Hr. Henrik at putte mig i Faders Hat^), fom han truede med, og ved min Helgen, det stal ei heller lykkes for Hr. Otte Rud. Pest over Jyderne, og alle Helgene bevare vor gode Herre, Hr. Svante Sture!" Mceudene raabte vildt op og tomte deres Bcegere til 2Ere for Sverrigs Rigsforstander; men efterhaanden glemtes Tidens Alvor, Stemningen blev stedse mere lystig, og da Alles Madlyst var stillet tilfreds, da begyndte Dandfen, i hvilken Borgherren selv en Stund tog Deel, mens Borg fruen sad i Hoifcedet og faae derpaa, idet hun glcedede sig over Svendenes og Pigernes muntre Fcerd. SkjM Ingrid havde paa Fru Ottilias Be faling maattet smykke sig noesten som en Brud, og nu maatte hun troede Dandsen med de vilde Karle, der ei vare vcerdige at rore ved hendes Kjolesom. Hendes Tanker gik over Fjeld og Dal til Bohus, hvor hun nu vidste, at hendes Hjertens Ven var. Gamle Olugs Varselsord havde vakt underlige Anelser i hendes Sjcel; hun saae blodige Syner og gyste ved at tcenke paa den Skjebne, der ventede Asbjorn, om han virkelig skulde vove at vise sig paa Olufsborg; et Hampereb vilde vcere ham vist og at dingle fra Borgmuren til Fode for Ravnene. Hun ventede at see ham formummet, om han kom, og tcenkte sig enhver List mulig af den raadfnilde 5) Et Fangetaarn paa Bohus Slot.. 2-i-.

(31) 20 Ungersvend for at voldfpre hende, men hun dromte ikke om en flig stor og dristig Daad, som den han virkelig agtede at udfore. Klarinetterne skingrede stedse hoiere, og stedse vildere gik Dandsen, saa at ung Ingrid snart i Gildets Tummel glemte baade sine Syner, sit Haab og sin Frygt. Men i Huulveieu hinsides Soen, siden kaldet „den danske Klev", der stod alt Otte Rud med Asbjorn og en mandstcerk vcebnet Skare. De saae Lysene glimte sra Borgens Glughuller og horte Klarinetternes og Gigernes Toner lyde over til dem i den stille Nat. Tause vare de som Aander, og Dodninge lignede de; thi for ikke at sees paa Sneen havde de, isolge Hr. Ottes Befaling, taget hvide Skjorter over deres Rustninger, lidet anende, at denne Forsigtighed var ganske overflodig; thi der var ikke mere en Mand paa Olnfsborg Borgmuur, alle havde de listet sig ind og gjorde sig i Smug tilgode med Juleollet, indtil de vare drukne og bleve liggende hvor de vare. „Nu er det Tid!" sagde Asbjorn, og scert lod hans Rost i Nattens dybe Stilhed. „Saa fremad da," bod Hr. Otte med dcempet Rj?st, „menItie som Mus og siden klattreIsom Katte! Hvo der mceler et Ord, for vi Alle have fast Fod paa Borgmuren, ham hugger jeg ned." Og nu gik den lille Hcer raskt og lydlost over Isen, bcerende Stormstigerne imellem sig. En Ugle skreg fra en Fjeldtinde, og det sang i Isen, men uden at agte paa Noget gik de lige til Maalet, anbragte Stigerne sindigt og sikkert, og snart stod.

(32) 21 Asbjorn som forste Mand paa Borgmuren. „For Ingrid!" sagde han og dcempede med Moie sin Rost, idet han svang sin Hue. Hr. Otte var strax ved hans Side, og En sor En, uden mindste Uheld vandt den hele Skare op ad den stelle Fjeldvceg og folte med Fryd sast Grund under Fodderne. Men i Hallen inde paa Borgen sad nu Niels Ragvaldsen ved sin Hustrues Side, modig af Dandsen og med en suldgod Ruus. End gik Dandsen, men nogle af Mcendene laae drukne under Bcenken. Da lod et scert Bulder fra Taarntrappen. Niels Ragvaldsen sad og blundede halvt og mcerkede til Intet; men hans Hustru studsede og lyttede. Da saae hun en scer hvid Skikkelse i Doren og et Aasyn, hun syntes at skulle kjende. Hendes Kinder bleve saa hvide som den Skjorte, der dcekkede Asbjorns Rustning; men hendes morke Vine funklede. Hun greb sin Husbond i Armen og raabte: „Nu op Niels og grib Dit Vcerge, det gjelder Livet!" Niels saae derhen, hvor hans Hustru pegede, sprang fra Stolen, saa den vceltede, og var i et Nu cedru; han greb sit Svcerd som stod ved Vceggen, og sik just draget Klingen, da Asbjorn i Spidsen sor en Skare Krigsmcend med et vildt Raab styrtede ind i Hallen. Brat forstummede Musiken, de Dandsende stode som Stotter. „Giver Du Dig Niels?" raabte Asbjorn. „Rcek mig Dit Svcerd med Fcestet foran, og Dit og Dine Mcends Liv skulle vorde sparede.".

(33) 22 „Nei, det Skarpe skal Du smage sorst, Din arge Skjelm og Forrceder!" raabte Niels Ragvaldfen vildt og styrtede sig mod sin Fjende. Dette blev Begyndelsen til en Dands, vildere og farligere end den nys afbrudte. Flere af Niels Ragvaldsens Mcend vare komne til Besindelse og havde grebet deres Voerger; Svcerdene lysnede i Kjerternes Glands, Hallen gjenlod af de Kcempendes Trampen, Raab og Eder, og snart blandede sig i denne djcevelske Larm de Saaredes Vaanden og de Doendes Rallen. Niels og Asbjorn kcempede med hinanden uden at bekymre sig om de Andre; thi her var en Regning at opgjore, som nu kun kunde afsluttes med Dodshugget; men Ottilia samlede alle de vaabenfore Karle om sig, opildnede dem ved sine Tilraab, og horligt lod hendes klare Rost gjennem Kamptummelen. Rusen havde lammet Niels Ragvaldsens Krcefter, saa at han, uagtet han var sin Modstander langt overlegen i Krcefter og Vaabenscerdighed, dog saae sig trcengt op imod Hallens Vceg. Asbjorn vilde lige stode sin Klinge i hans Hjerte, da Ingrids blege Aasyn viste sig imellem de Kcempende. Med et Skrig kastede hun sig til Niels Ragvaldsens Bryst og dcekkede hans Legeme; paa lidet ncer havde Asbjorns Klinge gjennemboret hende. „Ingrid," raabte han i stor Harme, „hvi gjor Du mig dette?" „Det vil fryde Dig i Din Dodsstnnd," sagde hun og brast i Graad, „at Du ei drcebte min Frcende og Din Velgjorer.".

(34) 23 Men inden hun havde udtalt, da var Niels Ragvaldsen sprunget derfra og havde naaet Doren. Han skjonnede, at Alt var tabt, vinkede sin Hustru til sig og flyede med hende til Borgmurens ostre Taarn, hvor de stcengede sig inde. Hr. Otte, som imidlertid havde truffet sine Forholdsregler med Omsigt og ladet alle Fcestningens Udgange og Udenvcerker bescette med paalideligt Mandskab, saa at Ingen kunde flippe bort, kom nu til, standsede Kampen, hvor den endnu rasede, og bod de tiloversblevne as Borgens Forsvarere at overgive sig, hvilket de nu ogsaa gjorde og kastede deres Vaaben; men sorgjeves sogte hans speidende Blik deres Hovidsmand. Der stod Asbjorn, mis modigt flottende sig til sit Svcerd, medens Ingrid kncelende omfattede hans Knce, bad ham om Til givelse og talte ham til med de ommeste Navne; scert lod Kærlighedens milde, bedende Ord til de Saaredes og Doendes Stonnen. Otte Nud studsede ved det Syn og sagde: „For Sanden, Asbjorn, Din Kjcerlighed har vceret stcerkere end Hadet! Her dvceler Du hos Din Fcestemo, thi hende maa det vel vcere, og lader halvgjort Gjerning ligge. Hvor er Niels Rag valdsen? Jeg saae ham ej blandt de Flygtende, ei heller seer jeg ham her blandt de Dode." „Han undrendte," svarede Asbjorn med et morkt Blik, „og det voldte hun, som kastede sig for mit Svcerd og frelste hans Liv." „Han er i det ostre Taarn med sin Kvinde," sagde en pibende Rost bag dem, og gamle Olug.

(35) 24. traadie frem med Hadets og Hermens Glimt i sit Blik. „Jeg har forudsagt, at saa vilde det ende, men han agtede ei paa mine Ord og truede en gammel skrøbelig Kvinde som mig med Hug." „Saa til Taarnet!" raabte Otte Rud og forlod brat Hallen med nogle af sine Mcend. AsbMn vilde med, men Ingrid holdt ham tilbage. „Dn har gjort Nok," sagde hun og greb hans haarde Haand med sin blpde. „Vi ville forblive her, bede for de Dsde og for dem, som skulle dpe, og hjcelpe de Saarede." Asbjprn forundrede sig siden over den Magt, hendes fromme Blik og blide, skjelvende Stemme fik over ham i denne Stund; thi han blev og gik hende til Haande, de andre Svende hjalp til, og snart var Hallen ryddet, og de Saarede bleve for bundne, idet de velsignede ung Ingrid. Ved det sstre Taarn stod imens en scer Kamp; thi den overmcegtige Fjende var magtesløs der, hvor kun enkelt Mand kunde gribe an. Doren til Taarntrappen var sprcengt, men Niels Ragvaldsen stod overst paa Trappen og havde allerede sendt sem af Otte Nuds Mcend ned med blodige Pander, og nu regnede Stene ned paa Angriberne fra Taarntiuden; det var Fru Ottilia, der vcergede for den liden Plet af Borgen, hun endnu havde inde. Da gav Hr. Otte Befaling til at holde inde og vente til Dagens Frembrud. En Vagtild blev nu tcendt i nogen Afstand, Dpren atter sat paa og stcenget..

(36) 25 og for den i sin egen Fcelde fangne Borgherres og hans Frues Mne gjorde deres Fjender og Bevogtere sig tilgode med den lcekkre Julemad og det gode Ol, de havde forefundet i rigelig Mcengde. Til Tidkort fang de lystige Viser og sendte Smcedeord op til Niels Nagvaldfen og hans Hustru; men i Taarnet var der nu tyst, thi deres kjcekke Fjender vilde ikke kjevles og fcegte med Ord. Otte Rud gik i Hallen og lod sig der bevcerte, og saaledes fortsattes Julegildet af Seierherrerne paa de Overvundnes Bekostning til den lyse Morgen. Asbjorn og flere af de fornemste Svende fra Bo hus fade hos, og Ingrid vartede dem op og kredeutfede Bcegrene til dem. „Nu, Asbjorn," fagde Hr. Otte og loftede sit Bceger, „paa god Lykke i de kommende Dage for Dig og Jomfru Jugrid! Eders Bryllup fkal om foie Tid staae med Sang og Klang paa Bohnns, og her paa denne faste Borg skulleIbygge og boe. Jeg udvcelger Dig herved til Befalingsmand paa Olnfsborg; gid Dn maa vise Dig ligesaa dygtig og gjev til at vcerge for Borgen, som Du var til at berende den!" Asbjorn takkede den cedle Herre, og det viste sig, at Hr. Otte, uden endnu at vide det, kun raadede over sit Eget; thi da Kong Hans erfarede hans kjcekke Bedrift, fkjceukede han ham Olnfsborg med alt Tilliggende til fuld Eieudom. „End er Vcerket dog ikke heelt fuldfort," foiede Asbjorn til..

(37) „Niels Ragvaldsen er os vis; levende eller dod vil han i Morgen, inden Sol gaaer ned, vcere i vore Hcender," sagde Hr. Otte. ,Mdle Herre," bad Ingrid, „spar hans Liv, saa og hans Hnstrnes!" „I har et blodt Hjerte, Jomfru Ingrid," svarede Hr. Otte og vendte sig mildt til hende; „dog priser jeg Eders Troskab mod Eders Frcrnder og slutter deraf, atI vil vorde Asbjorn en desto trofastere Hustru og mig en tro Tjenerinde; men her veed I ei, hvoromI beder. I maa vcere vidende om, at Niels Ragvaldsen er en srcek Op rorer og blodig Ugjerningsmand. Ivil ikke kunne boe her trygt, og ikke bliver her Fred i Lcenet, mens han er oven Mulde. Baade Retfærdigheden og den sande Menneskekærlighed vil bedst skee Fyl dest, naar vi gjore en Ende paa hans Liv." „Og dog beder jeg sor det," foer Ingrid fort med skjelvende Rost. „Han har reist Oprprsfanen mod sin rette Herre og Konge," sagde Hr. Otte barsk; han er en Edbryder. Sandt nok, Asbjorn begik den samme Brode, men han vendte frivilligt tilbage til sin Pligt, og denne Bedrift i Dag har ganske vasket Pletten af hans Skjold." „Forsog det med Niels," bad Ingrid endnu en Gang; „det vilde vcere syndigt at aflive saa kjcek en Mand, der mente at vcerge for sit Fodeland. Gjor en tro Kongens Tjener af ham, som af As bjorn!".

(38) 27 „Spar Dine BMner, Ingrid!" sagde Asbjørn. „Det er min faste Tro, at Niels ingensinde over giver sig levende." „Nu," sagde sluttelig Otte Rud, „I er en veltalende Forbederske, Jomfru Ingrid! Jeg lover Eder da, at vil Niels Nagvaldsen overgive sig, da skal hans Liv blive sparet; men for hans Skjebne derefter raader Hans Naade Kongen." Msdig af den langvarige, haardnakkede Kamp, saaret og vansmægtende laae Niels Ragvaldsen i Taarnkammeret og hvilede sit Hoved i sin Hustrues Skjsd. Hun tirrede Sveden af hans Pande, men hendes Mne vare tsrre og hendes Lcebe stum. Dagen gryede alt. Da reiste Helten sig, drog sin Hustru til sig og gav hende et Kys. „Hvad mener Du, mit Hjerte," sagde han, „vil Du djZe med mig?" „Helst det," svarede hun med et funklende Blik; „at leve vilde nu vcere til liden Lyst." „Fsrst skulle dog Nogle endnu kysse Borggaardens Stene; jeg vil dse, som jeg har levet, fri og med Vcerge i Haand. Min Dx>d er vis; men skulde Gud og den hellige Jomfru spare Dit Liv, da forglem ikke, at Ingrid kastede sig for As bjørns Svcerd og vovede sit Liv for at redde mit!" Neppe havde han udtalt, forend Taarndoren faldt ind med et Brag; men han forekom sine formeentlige Angribere, styrtede ud i Borggaardeu, fulgt af sin Hustru, og kjcempede som en Rasende. Blodet Dd, og Hevnskrig lod omkring ham, men tilsidst blev han overmandet og fandt den Heltedpd,.

(39) 28 han sogte. Hans Hustru var allerede forinden paa Otte Ruds Befaling bleven grebet og afvcebnet. Nu kastede hun sig klagende over sin Huusbondes Lig, og hjerteskærende lod hendes Veeraab, saa at selv hendes barske Fjender bevcegedes ved at hore det. Asbjorn og Ingrid kom nu til, og Otte Rud, som stod og betragtede sin vceldige Fjendes Liig, sagde: „Du fik Ret, Asbjorn! Der blev end ikke Stunder til at tinge med ham og byde ham Fred. Ved min Helgen, han var en kjcek Karl, en bedre Skjebne vcerd; vi ville unde ham en sommelig Jordefcerd." Da drog Ingrids Haand den klagende Enke fra den Dode og antog sig hendes Pleie. Hun skulde i Fremtiden blive sin forhen saa stolte, nu boiede Froenkes Trosterinde, og Asbjorn holdt Ottilia i AZre til hendes sidste Stund. Stor var de Danstes Jubel over denne Jule nats Seier, og Bohuslceuerne fik nu en rum Tid Fred, men alle takkede de ikke Otte Rud derfor; thi deres Hjerter havde dog vceret paa deres kjcekke Landsmands Side. De fortalte i Arnekrogen deres Born om hans Bedrifter, og end lever der i Egnen Mindet om Niels Ragvaldfen og om Julegildet paa Olufsborg..

(40) Kn Gu<I»!!om,.

(41)

(42) Paa Borgvolden ved Kallo Slot gik en klar Foraarsmorgen i Aaret 1530 Hovidsmanden, Hr. Erik Erik sen Banner, med sin Husfrue, Mette Nielsdatter Rosenkrantz, ledsagede af en anseelig Skare Frcrnder og Venner, der i flere Dage havde vceret deres Gjester, og som vare indbudue for at fejre Fru Mettes Broder, Hr. Henrik Nielsen Rosenkrantz^s Hjemkomst fra sin Reise til den hellige Grav i Je rusalem og med dem dele Glcedeu over atter at see ham sund og frisk i sit Fcedreneland og blandt sine Venner. Morgensolen skinnede klart over Kattegats Bol ger, som legede ved Borgvoldens Fod, Ruderne i den skumle Borgs Vinduer blinkede, og det hois Vagttaarns rode Mnur fik Smil paa Kind ved Vaarsolens Morgenhilsen, mens de lystvandrende Herrers og Fruers brogede Dragter og vaiende Fjerbuske lysnede i Solglandsen. Paa Kvindernes Lceber saaes Smil, fra Mcendenes lod hoviske Ord, og paa ethvert Aasyn kjendtes Glceden over den festlige Samvceren hos Lensmanden paa Kallo i saa lykkelig en Foranledning..

(43) Dog, da Selskabet kort efter spredte sig, og Hr. Erik og Fru Mette nogle Aieblikke bleve alene, blev der Leilighed til at vexle Alvorsord; thi den stolte og strenge Frue havde kun ringe Sands for lystig Snak, og et Smil paa hendes Aasyn var at flue som Solblink paa et Staalpandser; men en smuk og statelig Kvinde var hun, og hendes Huusboud frydede sig ofte ved at see, med hvor megen Vcerdighed hun stedse forestod hans Huus, enten det var fuldt af muntre Gjester, eller de hendroge Dagene i Ensomhed. Hun var til alle Tider den Samme, en kløgtig og besluttet Kvinde, der gjerne gav ham kloge Raad. Han mindedes just nu, da han saae en liden Baad gaae til Spes fra Fifkerleiet ved Stranden, at han een Gang ikke havde agtet paa en Advarsel, hun gav ham, og det havde bittert angret ham. Det var sor tolv Aar siden, da han, ligesom nu, gik paa Borgvolden og saae en slig Baad ile bort paa Vindens Vinger — den tog med sig hans halve Formue; thi i den sad formummet hans Fange, Gustav Vasa, nu Sverrigs mcegtige Konge, hvem Kong Christiern havde ladet henscette paa Kallo uuder hans Opsigt, og han havde maattet gaae i Borgen for denne vigtige Fange meo en stor Sum, den han, da den svenske Herre var undvegen, til sidste Skilling maatte Bsde. Han havde, trods sin Hnstrues gjentagne Advarsel, viist Hr. Gustav en cedel Tillid, som var bleven svegen, og sra denne Dag af fik Fru Mette en stor Magt over sin 2Egteherre, saa han ingensinde tiere handlede hende imod..

(44) 33 Det kjendtes ogsaa nu paa hendes Mine, at hun var sig denne Magt fuldt bevidst. To af Gjesterne fade alene paa den gronne Vold og skuede, fordybet i fortrolig Samtale, ud over den brusende So; det var LEresgjesten, Hr. Henrik Rofeukrantz, og Jomfru Klara Andersdatter Bilde fra Stegeborg paa Moen, fom i nogen Tid havde vceret Fru Mettes Gjest og Selskaberiude. Fru Mette pegede paa disse To og sagde: „See, det Syn fryder mit Hjerte!" Hr. Erik faae derhen og studfede. Hans Svoger, der var lidet brammende i sit Ådre og ellers havde den ersarue Mands Ro og Alvor i sit Vcesen, syntes ganske betagen, og hans funklende Blik sogte Jomfru Klaras straaleude, mens hun rodmende tilsmilede ham. Hun var vel vcerd at beskue, skjon til enhver Tio, og dobbelt fager i denne Stund, med den friste Rodme paa de fine Kinder, det fkjelmske Smil paa Lceberne og det omme Blik fra de klare Dine, mens den svulmende Barm steg og sank, og hendes lyse Lokker flod som Guld om hendes hvide Hals; thi hun var egen i Meget, faa og i det, at hun bar sit Haar friere, end de fleste Jomfruer paa hendes Tid. Da Hr. Erik i nogle Dieblikke stum havde be tragtet dette Syn, sagde han: „Forstod jeg Eder ret, min Hjertenskar? Sig tedeItil disse Tvende, Eders Broder og Jomfru Klara?" „Til hvem ellers?" fpurgte Fru Mette og faae ham fast ind i Diet; „sidder dog kun han og hun der, hvorhen jeg pegede." H. F. E w a l d : Nyere Fortællinger.. 3.

(45) 34 „Da/' svarede Hr. Erik med Rynker i sin Pande, „maa jeg vel forundre mig! Er dog Henrik en trolovet Mand! Han er, som han kom fra sin store Reise, strax ilet til os; nu, kjont nok det, og at Hjertet drev ham til hans Soster, det begriber allerbedst jeg. Dog, Pligt gaar for Lyst, og bedre vilde det saa huet mig, om han havde styret sin Kaas forst til Jversnces^), at hans Trolovede, Jomfru Margrethe, kunde fanget Vished for, at han end er i Live." „Pligt," udbrod Fru Mette, „der sagdeIet sandt Ord, kjcere Herre, og ncevnede Tingen med det rette Navn! Ikkun det stramme Baand binder Henrik til den hoffærdige Jomfru, Ider ncevnede. Til enhver Tid slog Margrethe Gyldenstjerne paa Nakken af mig, jeg haver hende ikke kjcer, det siger jeg lige ud. Hun mener sig storre end nogen af os; men er hun end kommen af de rige Gylden stjerner, og lede vi end stort Tab paa vor Formue, vi have vel at sidde og ligge paa endnu, og jeg gad seet den, der tor kimse ad vor Slcegt. Smiler dun end til Eder og til mig, naar vi ere tilsammen, hun taler ilde om os paa vor Ryg; hun er saa falsk, som overmodig og vil vorde Henrik en slet Hustru; aldrig vorder den Trolovelse ham til Vel signelse." Hr. Erik rodmede en Kjende; han mindedes at han i sin Tid havde fundet Behag i Margrethe Gyldenstjerne, og at hendes Selskab, naar de modtes. *) Wedellsborg,.

(46) 35 end var ham kjcert; thi hun var en tcekkelig og forstandig Jomfru, sindig i sin Fcerd og from nok, i meget et Modstykke til hans egen Hustru-, men Fru Mette havde lcest i hans Sjcrl, og hvad hun der blev vaer, havde gjort hende saare nidkjcer. „Mit Hjerte," sagde han forlegent, „I forivre Eder nu ikke! Ej kaster Jomfru Margrethe Vrag paa os, al den Stund hun har Eders Broder, min gode Frcende, kjcer." „Ja," faldt Fru Mette ind, „hun fangede ham, giftesyg, som hun er, og kun lidet sager." „Nu," svarede Hr. Erik, „da lad hende vorde gift, saa helbredes hun for de Nykker." „Ja lad hende det, men ei skal min gode Broder kastes hen til hende!" „Og han, skal han da svige sin Tro?" „Der findes vel paa Naad," sagde Fru Mette tankefuldt. „I seer det selv, hvor varmt Henriks Hjerte slaaer for Klara; see der en Jomfru, som er ham vcerd, og hun bliver ei hellev en fattig Brud." „Tilvisse ikke", svarede Hr. Erik, „mere fager end Margrethe, men og mere listig; Margrethe er ei salsk, tvertimod cerlig nok, tag mig ei til Mis tykke, at jeg siger det. Er det saa og lidet sømme ligt, om Jomfru Klara tragter efter at fortrceuge hende, eftersom de ere Frcenker, og det samme Blod flyder i deres Aarer, saa vist som Karme Bilde er Margrethes Moder." „Jeg veed det vel," ndbwd Fru Mette med blussende Kinder, „at Margrethe har sledsket for 3*.

(47) Eder; men tro niig, jeg kjender hende bedre! Jeg siger Eder, at jeg, staaer det til mig, ei vil have hende i vor Slcegt. Dog," foiede hun hastigt til, „ikke at jeg er til Sinds at spinde Ncenker, det vcere langt fra mig! Havde jeg ei fornummet, at Henriks Hjerte er koldt mod hans Trolovede, og han selv i stor Kvide ved denne usalige Pagt, da vilde jeg paa ingen Viis blande mig i den Sag. Dog, nu vilde det vcere Uret, ei at komme ham til Hjelp, det jeg agter og i lige Maade forventer af Eder." Hr. Eriks Aasyn sorraadte hans Magtesløshed i den Sag; men han slap for at svare, thi Hr. Henrik og Jomfru Klara havde reist sig og kom nu hen imod dem. „Ei," sagde Fru Mette, „I have nok talt Gammensord med hinanden og paa Eders Viis tydet det gamle Ord, at Morgenstund har Guld i Mund?" Hr. Henrik blev rod, men Jomfru Klara gjensvarede smilende: „Saamcend, kjcere Frue, dog var der ei megen Skjemt deri. Heel alvorsfuld lod Hr. Henriks Tale, da han nys berettede mig om sin lange Neise, fuld af Moie og Farer, om Hunger og Pest, som han lykkelig undgik, om Saracenernes Anfald i Nrkenen, dem han modte med vcebnet Haand og slog paa Flugt, om hans glcedelige Ankomst til Jerusalem, hvor han ved Herrens Grav holdt sin Andagt og siden blev optagen i det hellige Broder skab og slagen til Ridder — den Tale klang som Guld i mine Aren, en nbereist og lidet vidende.

(48) 37 Jomfru, som jeg er. Ak, hvad har den gode Herre ei alt skuet og oplevet og veed mere end de Fleste!" Hr. Erik tcenkte, at Jomfru Klara yttrede sig mere veltalende og frit, end det passede sig for hendes unge Alder, og gjenfvarede barskt: „Sandt nok det! Har han saa og, det jeg for nemmer, vceret mere meddeelsom mod Eder, end mod os; men det skjonner jeg, at jo mere forfaren han er, desto nyttigere en Mand vil han vorde i Kongens og Rigets Tjeneste, faaer han nu fnart Foden under eget Bord og bliver vel gift og hjem faren." „Saamcend," faldt Fru Mette ind, „og ei er Bruden langt borte — Henrik, gaae en liden Gang Borgvolden rundt med mig, jeg haver et Ord at sige Dig!" Hr. Henrik fulgte Opfordringen, og da de gik, saae Hr. Erik efter dem og rystede paa Hovedet. Som hans Hustru nu viste sig, saa var hun i alle Forhold, lidet agtende Andres Mening og gik stedse lige til Maalet. „Henrik", sagde hun til sin Broder, da de vare komne et Stykke bort fra de Andre, „hvad tykkes Dig saa om atter at vcere i Danmark? Er Du glad i Hu, hvad eller tynger noget dit Hjerte? Jeg seer Rynker i din Pande og Rodme paa dine Kinder, som var Alt ei efter dit Sind — fattes Dig Noget, da tal frit til mig, som er Dig en god Ssster og tro Veninde, det Du vel veed." „Tak for din Kjcerlighed," svarede han for legent; „fattes mig Noget, da er Skylden ei din..

(49) 38 saa ei heller din gode Husbonds, saa gjestmildtI have modtaget mig, og frydet mig ved mange Frcenders og gode Venners Ncervcerelse." „Ei, derom tale vi ikke nu! Lad mig uden Omfvob sige Dig et Ord, da spares megen Kvide. — Du drog herhid og ikke til Jversnces, fordi du forlcengst er led ved din Trolovede og nu drages Du mcegtigt til den yndefulde Klara Andersdatter?" „Kjcer Soster min!" udbrod Hr. Henrik i stcerk Sindsbevægelse, „hvi siger Du Sligt og stiller mig for Oie, hvad jeg selv neppelig drister mig til at tcenke, end sige give Ord?" „Ak ja!" sagde Fru Mette medynksomt, „saa raadvilde og frygtagtige kunne stundom de gjeveste Mcend vcere! Dog er det ikke sornodent, Du i den Sag siger Noget; dine Mne have talet, og Klara har begrebet det Sprog og tydet det ret." „Da har jeg handlet som en Daare," svarede Hr. Henrik sukkende, „jeg som sender en Jomfru Kjcerlighedsblikke og tor dog ei beile til hende, eftersom jeg er bunden til en anden! Ikke tor jeg fortove her lomgere; den Dag imorgen drager jeg herfra og rider til Jversnoes, hvor Hjertens gjerne jeg end forblev her alle Dage, saa sodt det er nu at dvcele her!" „Til Jversnces, at bedrage din Fcxstemo og hykle en Kjcerlighed, som nu er en sort Logn?" „Hvad er her nu andet at gjore, end at hykle og vorde ilde faren, splidagtig i Hjertet, et Ulyk^ kens Barn?".

(50) 39 „Bedre", svarede Fru Mette, „at lobe om, end at lobe ilde! Sncerer det Baand Dig, da bryd det sonder! Du handler da som en cerlig Mand. Det er dog nu saa, at Stjernen i Margrethe Henriksdatters Skjold har mistet sin Glands for Dig og vil snart ganske slukkes; de rode og de solverne Tavler i Klara Andersdatters, de vinke Dig og spaae Dig Kærlighedens Fryd og alle Livets Goder, slettede i hverandre, ret som de vexlende Felter staa i de Bilders Skjoldemærke." „Jeg horer Dig med sorgblandet Fryd," sagde Hr. Henrik; „Du taler fortrostningssuldt, og i dine Ord gjenkjender jeg din hoie Aand; men siig, hvor lunde kan det, Du tilraader, stilles an og skikkeligt gjores? Ikke kan jeg her sige — Margrethe, jeg ynder Dig ej, min Hu staar til Klara! En Plet vilde det scette paa hendes 2Ere, jeg sidst ncevnede, og som er mig dyrebar; man vilde tcenke, at hun havde lokket mig til at svige mit Loste til min Trolovede, og er Ulykken dog kun, at jeg ei kjendte Klara sorst; det tcenkte jeg paa Stand ved det sorste Syn, da jeg for en Uge siden kom hertil — ved min Helgen, de syv Dage, jeg haver henlevet i Jomfru Klaras Noerhed, tykkes mig at have syv Aars Indhold og Vcerd." „Jeg mener som Du," svarede Fru Mette og stillede sig an, som tcenkte hun ester. „Her tor ej tales lige ud, Verden er forvendt og taaler ej Op rigtighed; men er det da ikke kommen Dig i Tanke, at her er en anden Aarfag til at begjcere Skils misse, og det en god — forglemmer Du, at Mar.

(51) grethe Henriksdatter er dit Ncestsodskendebarn, saa vist som din Farmoder, Sophie Henriksdatter, og hendev Farfader, Knud Henriksen Gyldenstjerne, vare kjodelige Sodstende?" Hr. Henrik studsede og saae paa sin Soster. „Det ncere Slcegtskab," vedblev hun, „er i Sommes Tanker utilbørligt sor Trolovede og vil blive Kirken en Forargelse, omIvorde sormcelede. Jeg spurgte forgangen Dag vor Kapellan, Hr. Soren, derom, dog uden at ncevne Dig, og han svarede uden Betcenkning, at den Mand, som i de Kaar fik Klcedet skaaret sonder mellem sig og sin Trolovede, han gjorde en End velbehagelig (Ajerning. Tcenk derover og gjor, som din Samvittighed indgyder Dig det." „Der lettede Du en Steen sra mit Hjerte!" udbrod Hr. Henrik glad. „Nn forst begriber jeg min Kulde mod Margrethe, og at min Kjcerlighed til hende saa saare snart dode bort; ja, der var vel stedse noget af den Sort os imellem, og nu skjonner jeg Sagens sande Beskaffenhed — det var Blodets Rost, som lod sig hore og forbyder mig nu plat at tage hende til Hustru; jeg agter i hende en dydig Jomfru og god Soster, ej Andet eller Mere." „Ret saa!" sagde Fru Mette; „nu dages det for Dig; hold fast derved og gjor derefter!" „Naar blot ei," vedblev Hr. Henrik med mindre sikker Rost, „det Slag vil ramme hende for haardt? Selv skjonner hun ej Sandheden, og alle vare vi blinde, da for fire Aar siden den usalige Pagt blev sluttet; gjorde saa heller ej Kirken da Indsigelse.".

(52) 41 „Nei, al den Stund Fyens udvalgte Bistv Knud Henriksen, er Margrethes Broder, og han ikke vilde handle sin Soster imod; des storre haus Synd, at han ei gjorde sin Skyldighed, men bedre er sent end sor silde! Hvad angaaer hende selv," vedblev Fru Mette med et koldt Smil, „da vcer ubekymret! Ikke er hendes Hjerte af Vox og vil smelte; nei, kjender jeg hende ret, da vil Du haste lig vorde glemt, og hun finde sig en anden Hjerteuskjcer." Saalunde fik Fru Mette Bugt med sin Broders Skrupler; men det Ord, hun der sagde om en anden Hjertenskjcer, Margrethe Gyldenstjerne skulde finde, og som huu siden gjentog for sin Husbond, blev i senere Tider as ham erindret som skjebuesvangert. Det hoibaarne og muntre Selskab samledes nn atter, og da det blceste op til en Storm fra W, og det blev dem for svalt paa Borgvolden, begave de sig Alle op paa Slottet og sogte Tidkort i Hallen. Snart gjenlod den af hoirostet Tale, Skjemt og Sang; Bcegrene fyldtes og tomtes, og Dagen gik i Fryd og Gammen; men da det led ad Aften, bleve Spillemcend hentede, Giger og Floiter tonede, og Dandsen gik muntert. Hr. Henrik tog ingen Del i Lystigheden; han holdt sig afsides og saae til, og fulgte end hans Dine Klara Bilde, mens hun svingede sig i Dandsen, hans Samvittighed var atter bleven vaagen og lod sin Rost hore; han udfegtede en fvar Dyst i sit Hjerte, og Udfaldet var maaskee blevet et andet..

(53) 42 end- Fru Mette Mflede, var ei den fagre Jomfru, der havde daaret ham, paa sine lette Fodder kommen hen til ham og paany spundet sine Garn om hans Hjerte. Snart sade de ved et lidet Bord og legede Tcerning med hinanden: men deres Tanker vare ei ved deres Leg; de saae neppe, hvor mange Mne Terningerne viste; men med Blikke og Ord legede de en anden Leg, og den var ramme Alvor. Hr. Henriks Wre og Tro var Indsatsen, thi Hjertet var alt bortspillet; Jomfru Klara vandt, dog ej ved forste Kast. Det gik ikke her, som i Visen om Gangerpilten, men omvendt. Den fyrste Guldtcerning, Som over Tavlbord randt, Den Jomfru hun tabte, Den Ungersvend han vandt.. Og saa gik det med den anden; men: Den tredie Guldtcerning, Som over Tavlbord randt, Den Ungersvend han tabte, Saa glat den Jomfru vandt —. og den, som leer sidst, leer bedst. Hr. Henriks Trolovede, som sad ovre i Fyen, paa Jversnces, tcenkte paa sin Hjertenskjcer og meente ham i frem mede Lande, hendes Tab var stort, men hans dog storst. Alt den neste Dag blev det Brev skrevet, hvori Hr. Henrik opsagde Margrethe Gyldenstjerne sin Tro, og en Svend blev skikket med det til Jvers nces. Med det samme Bud fik hun at vide, at.

(54) 43 han var gjenvunden for Danmark og tabt for hende, og hans TrolMhed gik hende ncer til Hjerte, thi hun havde ham virkelig kjcer. Dog var hun for adelsindet og stolt til at trcenge sig paa og vilde vel ladet ham fare, hvis hendes Frcender havde tilladt det; men der kom stort Rore i hele Slcegten; de Gyldenstjerners Harme over, at en Jomfru af deres LEt var bleven forfmaaet og forswdt, var over al Maade stor, og hvad Hr. Hen riks Samvittighedsskrnppel over det ncere Slcegtsiab angik, da dreve de Spot med denne Undskyldning og formodede, at der stak Andet bagved. Hr. Henrik fkulde da ogsaa snart erfare, at det ikke var saa let en Sag i hine Tider, at faae en Trolovelse hcevet. Brydsomme Forhandlinger fulgte paa, og da Margrethes Frcender meente, at hendes AZre krcevede den stprst mulige Offentlighed, og at Alt, hvad der foretoges i denne Sag, blev vidnefast, saa berammede de et Mode i Kjobenhavn og stevnede derhen Henrik Rosenkrantz til at give Forklaring og forsvare sin Sag, om han kunde. Dette Slcegtmode blev holdt i Helliggeisthuset og var meget talrigt; thi Margrethes Frcender vilde ved deres Ncervcerelfe give hende Oprejsning og nedslaae al Sladder; Hr. Henriks vilde ikke svigte ham, da de vidste, at han vilde faae en haard Dyst at bestaae, og om end flere af hans Frcender skjpnnede, at hans Sag ikke var god. saa var Slcegtsolelsen i hine Dage stcerkere end alt Andet; Frcender stode, hvor det blot nogenlunde var gjorligt, Last og Brast med hverandre, og Slcegtskabet.

(55) 44 regnedes langt ud, saa at de fleste af Landets mægtigste og rigeste Slcegter havde deres Sted fortrædere ved dette mcerkelige Mde. Der saaes ikke blot Mceud og Kvinder af Slcegterne Gylden stjerne og Roseukrantz, men ogsaa Slcegterne Bille, Munk, Rmnov, Podebnfl, Ulfstand, Krumpen og Flere toge Tel i det, og iblandt dem var ikke mindre end fem Biskopper og elleve Riddere og Rigens Raader. Margrethe Gyldenstjernes Moder, Fru Karen Bilde, var selv tilstede, og af hendes otte Spnner var Bisp Knud Gyldenstjerne den, der som Slcegtens fornemste Medlem fprte Ordet. Der imod viste Margrethe sig ikke den fyrste Dag; thi Forhandlingerne varede tre Dage, men desto friere faldt Ordene, og bittre og droje nok vare de. Da den store og glimrende Forsamling havde indfundet sig i Helliggeisthusets Hal, fremstillede Henrik Rofenkrantz sig og erklcerede, at hans Sam vittighed forbod ham at cegte Jomfru Margrethe Henriksdatter, da det ncere Slcegtskab, der var imellem dem, ikke tillod det. „Det kan ej vorde os til Lyksalighed paa Sjcelens Vegne," sagde han tilsidst, og er jeg haabende, at den gode Jomfru selv skjmmer det, og er enig med mig deri, at vi bpr stilles." „Paa ingen Viis," svarede Hr. Knud, den Odense Bisp; „hun spørger tvertimod ved mig, hvoraf det kommer sig, at I, omendskjpndtIalt i nogle Aar har vceret hendes Fcestemand, dog forst nu har fanget slige Skrupler?".

(56) 45 „Et sandt Ord det!" udbrod Margrethes anden Broder, Christoffer Gyldenstjerne. „Dette ligner en scer Nykke. Jeg gjenkjender Eder ikke deri, Henrik! Neppelig kan jeg troe, det er Eders urokkelige Forscet, at bryde Eders prcestegivue Ord og plat for skyde denne dydige Jomfru, vor cedelige Soster, uden anden Aarsag." „Jeg forskyder Ingen," gjensvarede Hr. Henrik og saae op med et morkt Blik; „jeg loser ikkun et Baand, der blev knyttet i Utide, og giver Jomfru Margrethe hendes Frihed tilbage." „Og I haver ingen anden Aarsag til dette Brud," spurgte Knud Bisp, „end den,Incevnede?" „Ved Guds Moder," svarede Hr. Henrik und vigende og med usikker Rost, „jeg veed ikke andet med hende, end Dyd, 3-Ere og Godt. Kald hende for god til mig, omI vil; hun vcere nu for mig som en Soster; kun sorlange I ikke, at jeg skal tage hende til Hustru." „Jeg staaer med Hr. Henrik i den Sag," sagde den gamle Bisp Stygge sra Borglum, „og maa det tilstaaes, at ikke, saavidt mig mindes, AIgteskab tilforn er sluttet her udi Riget med saa ucert Slcegtskab." „Jeg mener dog saa," tog Knud Bisp atter til Orde, „men i hvert Fald, da staaer jeg inde derfor, at om fornodent den hellige Faders Dis pensation kan erholdes; og det er min Tro, at om Hr. Henrik end havde vor Soster kjcer, da vilde han med Gloede gribe den Udvej og maatte derved plat beroliges og slaae alle Skrupler til Jorden.".

(57) „Paa ingen Viis," sagde Hr. Henrik og ftodte sit Svcerd haardt i Fliserne. „Da/" udbrod Knud Gyldenstjerne i stor Harme, „erJ ei en god Christen, men tvivler om den hellige Faders Lose- og Bindemagt, som er ham given sra oven. Saa hcenger det da sammen, atI er led ved vor Soster, og at, tomter jeg, en anden Jomsrn har daaret Eders Hjerte; men en slig Fremscerd er Eder og Eders gode, hcederlige Slcegt nvcerdig; den havde hidindtil et godt Lov paa sig for AEre, Fromhed og Trofasthed." „Nu," sagde Hr. Hans Bille, Margrethes Mor broder, „Hr. Henrik tcenker vel, det er som et Heste bytte, at tage sig en Hustru!" „Saamcend!" udbrod unge Hr. Johan Oxe, Margrethes Sodskendebarn, „de Kneb lcerer man ndenvelts; at love er herreagtigt, at holde er Fattig mands Tvang!" Der opstod stor Larm blandt Rosenkrantzerne over disse ncergaaende Ord, og da Hr. Holger Ulsstand, ogsaa Margrethes Soskendebarn, raabte: „Den har godt ved at lyve, der kommer langveis sra, og har Hr. Henrik i det hellige Land hentet sig saa om en Samvittighed, at hans Tro lovede med Et bliver som hans Soster, da siger jeg, at den gyldne Ridderkjcede, han og hentede sig der, hvor kjon den end er, dog ei er bred nok til at dcekke saa stor en Logn!" Da sloi mere end et Svcerd af Skeden, og det vilde vcere kommen til Kamp og Blodsudgydelse, havde ei den sromme Bisp Ove Bilde lagt sig imellem.

(58) 47 og stiftet Fred, idet han formaaede Holger Ulfstand til at gjore Hr. Henrik en Uudskylduig. Da Stilhed atter var bragt tilveie, begjcerede Margrethes Moder, Fru Karen Bilde, at sige et Ord, og paa Grund af hendes hoje Alder og LErvcerdighed lyttede Forsamlingen cerbodigt til hendes Tale. „Ville I, som jeg, kjcere Frcender," sagde hun, saa lade vi nu den Strid vcere endt, at intet Fjendskab opstaar mellem Hr. Henriks Slcegt og vor, der hid indtil stode sammen som gode Venner, til vor og Rigets Gavn. Paa ingen Viis ville vi node Hr. Henrik en Brud paa, han ei skjptter om, allermindst vil Margrethe det, og jeg tceuker som hun, at vcerst er for ham selv hans Troloshed, den han maa frygte, at Herren vil straffe. Det skal vel vise sig, om han i Dag har talet Sandhed, hvad eller en anden ugudelig Kjcerlighed har vendt hans Hjerte fra min Datter. Usommeligt lcengere at kives derom. Hr. Henrik har sin Frihed; om han i Fremtiden vil cegte en anden, det forlange vi ei at afgjore og have ei Magt dertil; han maa deri gjore, som han for Gud og alle Andre kan forsvare, saa og Margrethe; de maa nu vcere hinanden kvit og ledige og hver for sig kunne indlade sig i Wgteskab, efterfom Gud vil det foje og den hellige Fader i Rom det tilstede." Forsamlingen horte i dyb Taushed paa den gamle Frues Tale, og de Fleste gave lydeligt deres Bifald tilkjende; thi de vare i Grunden glade ved at komme til en Afgjorelfe; men for de ncermeste.

(59) 48 Slægtninge stod det brydsomme Arbejde tilbage, at komme overens om, hvorledes de ved Trolovelsespagten indgaaede Forpligtelser skulde hceves og alt Mellemværende, Gods og Guld betrcessende, jevnes og asgjores. Den Sag nødvendiggjorde et nyt Mode den nceste Tag, saa at forst den tredie Dag den egentlige Skilsmisseakt blev fuldbyrdet. Paa dette tredie og sidste Mode gave begge Slcegter fuldtalligt Mode, og nogle flere Frcender kom til, deriblandt Hr. Erik Banuer og hans Hu stru, Fru Mette, hvis Agt det havde vceret at vcere tilstede strax den forste Dag; men de vare blevne forsinkede paa Reisen, og da Fru Mette vel havde mcerket, at hendes Husbond kun havde ringe Lyst til at befatte sig med denne Sag og staae hendes Broder bi, havde hun ham nristcenkt for, at han med Forscet havde forhalet Reisen. Hun var der for i en ophidfet Stemning, men dog tilfreds med, at hun havde naaet Maalet tidsnok til med egne Vine at see Margrethe Gyldenstjerne blive forskudt. Da Alle vare tilstede, forte Christoffer Gylden stjerne sin Soster ind i Hallen, og de mange nysgjerrige og deltagende Blikke vendte sig imod hende. Omendskjondt hun var bleg som Doden, udholdt hun oog med Fasthed denne haarde Prove. Tcekkelig var hun at see til, en velskabt Jomfru, som bevcegede sig med Anstand og havde et klogt og fromt Blik. Det tcenkte Hr. Erik Banner, at hvor langt end Klara Bilde i Fagerhed overgik sin Medbeilerinde, hun vilde bog ingensinde sormaaet at boere saa haardt et Slag med saa megen Sjcelsstyrke og.

(60) 49 ikke formaaet at troede frem for denne store For samling med saa cedel en Stolthed. Dog foer en flygtig Rodme over hendes Aasyn og hendes Haand rystede, da hun for forste Gang efter faa lang en Adskillelse stod Ansigt til Ansigt med sin trolose Hjertenskar, og det kjendtes ligesaa paa hans Aasyn, at hans Hjerte heller ikke forblev ganske nrort ved Synet as hende; men da hun blev sin dodelige Fjende, Fru Mette, vaer og saae hendes hoverende Mine, da gjenvandt hun sin Fatning og horte uden at forandre en Mine paa den overflodig lange Tale og Forklaring, med hvilken Bisp Knud indledede den piinlige Skilsmisse akt. Hr. Henrik maatte derncest til sin Pine hoit og tydeligt vedkjende sig Aarsagen til Trolovelsens Opsigelse og give Jomfru Margrethe Opreisning ved en HMdelig AEreserklcering, i hvilken han ud talte, at hun var en cerlig og god Jomfru, uden Plet paa sin LEre. Derefter traadte de Begge frem, toge fat hver i sin Ende af et Silkeklude, og Christoffer Gylden stjerne overskar det med sin Dolk. Saaledes var Trolovelsen efter gammel Skik hcevet og gjort dyd. Dog forpligtede Hr. Henrik sig til at udvirke Pavens Bevilling, og forinden denne indlsb, turde hverken han eller Jomfru Margrethe indlade sig i et nyt AIgteskab. Den heftigt forelskede, letsindige Klara Bilde agtede imidlertid hverken Paven eller Verdens Dom, og Hr. Henrik var svag nok til at boie sig sor hendes Villie, som ikke taalte nogen Opsættelse, i H. F. E w a l d : Nyere Fortællinger.. 4.

(61) 50 det mindste af Trolovelsen. Denne foregik til al mindelig Forargelse alt den sjette Dag, efter at Skilsmisseakten havde befriet Hr. Henrik for hans Trolovede, og nn tvivlede Ingen mere om, hvad der var den sande Aarsag til Margrethe Gylden stjernes Forstodelse. Jomfru Klara viste imidlertid Verden en kjcek Pande og brod sig hverken om de misbilligende Blikke, der fulgte hende, naar hun viste sig, eller om de ildevarslende Spaadomme om Ulykke og Guds Straf, der mumledes i Krogene, og som kom hende for Are. „Lad dem harme sig> og snakke," sagde hun trodsigt; „det kommer vel, som ske skal!" Dermed tceukte hun paa sin lykkelige Forening med Hr. Henrik, som hun meente noer sorestaaende; men Slcegten krcevede Pavens Bevilling, det tog Tid at indhente den, og Hr. Henrik blev imidlertid ansat som Befalingsmand paa Gulland, saa de bleve adskilte. Valget af ham til at vcerge for dette vig tige Punkt viste, at han, troos sin Ubestandighed i Hjertets Anliggender, dog var en dygtig, paalidelig og tapper Herre, naar det gjaldt Rigets Anliggender; men han fik nu vigtigere Ting at tage Vare paa, der hengik et Par Aar, Tiderne bleve onde. Gre vens Feide kom med dens Rcedsler, og det faae ud til, at Klara Bilde maaskee ingensinde vilde naae Maalet for sine brcendende Nnsker. Desto storre var da hendes Fryd, da Freden omsider kom. Pavens Bevilling var sorlcengst ind loden, og nu gav hendes Fader, Hr. Anders Bilde, sit Samtykke til Wgteskabets Fuldbyrdelse. Han.

(62) 51 udrustede et Skib til sin Datter, og medgav hende sømmelig Ledsagelse og saa rundeligt et Udstyr, som det maatte ventes af en af Danmarks rigeste Jorddrotter. Glad i Hu seilede nu Jomfru Klara fra Stege Slot ad Gulland til, og omendskjondt Seiladsen gik hurtig med god Bort, sloi hendes Lcengfel dog forud for Skibet, og ofte spurgte hun Skipperen, om han ikke kunde scette flere Seil til. Det var lys Sommertid, Ncetterne vare milde, saa hun sad med sine Jomfruer paa Dcekket, og da tonede Strengeleg og Sang, hvori hun var en Mester, og Sofolkene fik hore de gamle Viser, hvis Tone huede dem godt. Klart lod Sangen over Bolgerne, og liflig var hun at skue, som hun sad der med sin Luth i Skjodet og stirrede mod Nord, did, hvorhen hendes Lcengsel stundede. De forlobne syv Aar havde kun celdet hende lidet, fuldmod var nu hendes Skjonhed, Ventetiden og de udstandne Gjenvordigheder havde ikke kuet hendes lette Sind, og hvem tcenkte nu mere derpaa, at huu havde sraranet Margrethe Gyldenstjerne hendes lovlige Eiendom og tilliftet sig Hr. Henriks Hjerte? Tcenkte hun lonligt, at der var En over Stjernerne, der havde opskrevet hendes onde Gjerninger i Regn skabens Bog? Gik der som en Skygge gjennem hendes Sjcel den sidste Aften, da Gullands Kyster dukkede op af Havet, eller var det af overvættes Fryd, at hun blev bleg som en Dodning, da Ud kigsmanden raabte Land! og hun sornam, at nu var hun Maalet ganske ncer?.

(63) 52 Den nceste Morgen, da Skibet havde kastet Anker paa Visby Rhed, viste hun sig paa Dcekket, redet som Brud, i en kostelig, perlestukken Kjortel og med Brudekronen, funklende af AEdelstene, paa sit Hoved; thi saa var Aftalen, at Brudetoget skulde gaa lige fra Havnebryggen til Kirken; men hendes Kinder havde ikke deres vante Smykke, den friste Rodme, og hendes Mne vare taareblcendede og matte, hun solte sig syg om Hjertet og sagde til sin Amme, som stod hos, at hun havde havt en ilde Drom om Natten. Synet af Gullands Kyst modte hende fremmed og koldt, og hun ofsrede neppe Visby, denne for dum saa mcegtige Hansestad, der laae udbredt for hendes Vine med dens tcette Husrcekker og talrige Kirkespiir, et Blik; Bryllupsklokkernes Klang lod i hendes Nren dumpt og sorgeligt. Hun speidede kun efter En, og endelig blev hun ham vaer. Hr. Henrik kom ridende, prcegtigt smykket som Brudgom, med Tempelherrernes Ordenskjcede paa sit Bryst og ledsaget af et talrigt Folge af Adels mand og Svende Da rodmede hun hoit og trak Veiret dybt, traadte frem til Rcelingen og vinkede med et Klcede for at sende sin Hjertenskjcer den forste Hilsen; men som han, da han blev hende vaer, slog op med Haanden sor at giengjelde hendes Hilsen, da blev hans Ganger sky og gjorde et stort Spring. Hun saae med blegnende Kind Hesten steile. Fjeren i Hr. Henriks Hat, der havde vaiet over de andre, og lysnet hende imode, forfvandt..

(64) 53 Da saae hun Intet mere, uden at Alle stimlede til, og hun hsrte hoie Raab. Med Dødsangst i sit Hjerte steg hun i Baaden, som pilsnar gjennemskar Bølgerne, sprang i Land og ilede til Ulykkesstedet, hvor Alle med Forfærdelse og Medlidenhed i deres Blikke vege til Side, og hun saae, liggende paa Sandet, sin Elskedes blodige Lig; Hesten havde trampet ham til Dode. Da kastede hun sig over det assjcelede Legeme, og hendes Jammerskrig rystede Luften, da man sorte hende bort. Men blandt Følget var der dem, der vidste, og vel mindedes, hvorlunde det fra forst af var tilgaaet med denne Trolovelse, som havde kjendt Margrethe Gyldenstjerne, agtede hende hoit og mis billigede Hr. Henriks Troloshed. En as dem ud brod, slagen af Rcedsel, idet han saae til den fny sende Hingst, som stod der med gnistrende Blikke og skrabede Jorden med sine Hove: „Den vilde Ganger var et Redstab i Herrens Haand, — en Gudsdom!" Og de Andre mumlede efter ham — en Gudsdom! og de blottede deres Hoveder og bade en Bon for den Dodes Sjcel. Saalunde saae vore Fcedre i enhver Ulykke en Guds Straf og sporede overalt Guds Finger, dog sjelden med faa megen Grund, som i Hr. Henriks Skjebne; og den guddommelige Retfærdighed stand sede endda ikke herved, som vi ville see, naar vi atter opssge Hr. Erik Banner paa Kallo Slot..

(65) 54 Han sad der, lykkelig og vel tilfreds, med sin Hustru, men det var ikke den stolte Fru Mette; alt sor nogle Aar siden havde Dodeu bortrevet hende i hendes kraftigste Alder, og Aaret efter hendes Dod var det Forunderlige skeet, at han havde hjemfort Margrethe Gyldenstjerne som sin anden Hustru. Nu var der mere stille paa Borgen, mindre Brast og Bram, men og storre Hjertefred og mere Lykke. Fru Margrethe agtede sin Husbond hoit og fik ham kjcer, elskede hun ham end ikke, som hnn havde elsket Hr. Henrik. Folte hun da ingen Frygt ved at trcede i Fru Mettes Fodspor, ventede hun ikke at mode hendes Gjeuscerd og ceugstede det hende ikke at see, hvor strengt Herren forfulgte og tilintetgjorde hendes Fjender? Det syntes ei saa. Som et cegte Barn af en Tid, hvor Lidenskaberne gik hoit, forvandt hun ikke sit Nag til Fru Mette, og, skjondt ellers christelig og from i sin Fcerd, undflap der hende dog stundom de Ord: „Fru Mette vilde ikke unde mig sin Broder, nu maa hun dog unde mig sin Mand!".

(66) H u <1 e r u x s k o Im..

(67)

(68) 3omsrn Buda var en fri Mands Datter, cedelbaaren og rig paa Gods, men forceldreloZ. Hun sad paa sin Fcedrenegaard med sin eneste Broder Oluf, og medens han stod for Gaarden, rogtede hun Huset med sine Terner, der og vare dygtige til at at slaae Vceven. Selv baldyrede hun i Silke, og der gik stort Ry as hendes Konstfcerdighed. Imedens Vceven gik, og Jomfru Buda trak Naalen med Guldtraadene ud og ind, kom og gik Beilerne, nogle med Brask og Bram, andre stille nok, men alle med lige ringe Held; de siirlige og pmme Ord prellede af paa hendes haarde Hjerte, som stumpe Pile paa et blankt Skjold; ja, hvad voerre var, naar en Beiler var dragen af Gaarden, da loe hun og baldyrede hans Skikkelse i et Tceppe, og hendes Terner forundrede sig hoiligen over disse Billeders store Lighed med de gode Mcends virkelige Skikkelse. Det Tceppe, sagde hun, skulde vcere et Fodtceppe, som hun, naar det var fcerdigt, vilde loegge for sin Seng og hver Morgen, naar hun stod ud af den, trcede derpaa. Dog tyktes hende Tceppet end ikke stort nok; der var kun ti Billeder derpaa, thi saa mange vare.

(69) 58. . -. de Beilere i Tal, hvilke hun havde viist af Gaarde; hun vilde vente, indtil Tylvten blev fuld. Hver Morgen beskuede hun sit Vcerk og glcedede sig over det; der stode de alle ti tegnede med hendes Naal, nok saa strunk, nogle i Plade og Staal, andre i Troie og Hoser; hendes Broder Oluf rynkede sin Pande, uaar han saae derpaa og spaaede hende, at det Fodtceppe aldrig vilde blive scerdigt; hun havde nu ved sin Haardhed og Spot skrcemmet alle gode Mcend fra Gaarden; hun maatte cegte en Stakkarl eller doe som gammel Mo; men hendes Terner loe deraf og tcenkte, at det Fodtceppe var en kostelig Spas. Det skete saa dog, at den ellevte kom, og det var Naboen, den tykke Hr. Roderik, en Kcempe at see til, grim og barsk, kunde og, hvad Alderen angik, vceret hendes Fader. Han stod sig vel med hendes Broder og meente at kunne saa Bugt med den knibske Jomfru; men hun loe ham lige op i Vinene og bod ham drage tilbage derhen, hvor han var kommen fra. Da blev han vred, tog hende med Vold i sin Favn og ranede et Kys fra hende; sagde saa, at den leer bedst, som leer sidst; nu kunde hun besinde sig, om hun ikke vilde give ham et bedre Svar, naar han kom igjen. Men ved denne Krcenkelse optcendtes der stor Forbittrelse i den stolte Jomsrnes Hjerte, og da hendes Broder negtede at hevne hende, da han ikke sor saa ringe en Sags Skyld vilde lcegge sig ud med sin Nabo, saa beslntted hun ester Evne at hevne sig selv; og nu baldyrede hun paa sit Fodtceppe.

(70) 59 Hr. Roderik i Skikkelse af en led Trold. End stod Pladsen aaben til den tolvte Beiler, og hun tcenkte i sit stille Sind, at hvis han viste sig at vcere en Mand og vilde hevne hende paa Hr. Roderik, da var det tcenkeligt, at hun vilde give ham sin Haand. Dog sukkede hun derved; thi vel vidste hun, hvem hun onskede det maatte blive, men derom havde hun opgivet alt Haab; thi ung Aage, hvem hun havde elsket sra sin Barndom af, han havde alt for sex Aar siden taget Korset og var draget bort til det hellige Land: hun havde Intet HM fra ham siden uden den Tidende, en Pilegrim bragte, at han var dod. Af denne Ulykke kom hendes Hjertes Haardhed, hendes Spot og hendes Forscet at dse ugift. Som hun en Morgen sad og tcenkte derpaa, da lsd Portgjemmerens Horn, og en Gjest blev anmeldt. Kjcekt traadte han ind i Hallen, og hun gBs, da hun saae ham; thi han var stor og stcerk, havde et langt, busket Skjceg og en Skramme tvers over sit Ansigt. Dog saae han mildt til hende, og i hans Blik var en scer Magt, som drev Blodet op i hendes Kinder. Desto stoltere kneiste hun, saae ham spodfl an og sagde; „Hvad er Eders Navn og hvilket Eders AZrinde?" „Mit Navn er Sylvester," svarede han, „om mit Wrinde kunne vi tale en anden Dag." „Gjpr det hellere kort af," sagde hun, „og siig frem strax." „SomI vil, skjon Jomfru," svarede hau og tog Scede paa Lpibcenken, omendskMdt hun ikke bad.