Digitaliseret af | Digitised by

177  11  Download (0)

Full text

(1)

Digitaliseret af | Digitised by

Forfatter(e) | Author(s): Richardt, Christian.

Titel | Title: Nyere Digte.

Udgavebetegnelse | Edition Statement: 4. Oplag.

Udgivet år og sted | Publication time and place: Kjøbenhavn : den Gyldendalske Boghandel, Fysiske størrelse | Physical extent: 1866164 s.

DK

Materialet er fri af ophavsret. Du kan kopiere, ændre, distribuere eller fremføre værket, også til kommercielle formål, uden at bede om tilladelse.

Husk altid at kreditere ophavsmanden.

UK

The work is free of copyright. You can copy, change, distribute or present the work, even for commercial purposes, without asking for permission. Always remember to credit the author.

(2)
(3)

DET KONGELIGE BIBLIOTEK DA 1 .-2.S 54 8°

1 1 54 0 8 00212 7

- h fii'X

I

V

S

\

(4)

-f - . « . U . > > v , V

» V s så ^ '■

; Ø r v:^

t * ?? ■

i .

(5)

*

t

* V

i

>

{<

V

■- - v .jf f ! .

-£vv -

»vo - ' '

i

si

*■:

a 'i;

* 1 i /

(6)

CHRISTIAN RICHARDT.

I F c D S E K D I ® I P L Å ( g o

KJØBENHAVN.

FORLAGT AF DEN GYLDENDALSKE BOGHANDEL. (F. HEGEL).

T H I E L E S B O G T R Y K K E R I .

«

1866

.

(7)

■V

M’

7 ' .

k

i .... ,

<*.' >■ I

3> ' • V • ' •

frWey:

Sri'-,';; v,-,;•

%'■: r * - ■

M m

v - ;m -. . f-f

# •

’v

.<■>

' ^ ;•

iifeKUi'VY

t

, * i ; I. I

. I ‘ I

(8)

I N D H O L D .

I . F r a R e is e n . Side

S op h ia-M osk een ... 3

Ved det døde H a v ... 6

I N a z a r e t h ... 8

Thabor... 11

i H jem vee... 14

Santa R o s a l i a ... 17

Til Madonna... 24

En Munk... 28

Julen i Rom ... 31

Et romersk Æ sel ... 33

Tyrkisk J u stits... 35

Telegraphen over St. Gottbard... 40

I I . B la n d e d e D ig te . Studereliv... 47

Ved Indvielsen af Studenterforenings-Bygningen . . . . 49

Studenter-Jubilæ um ... 57

For Kvinden... 59

Efter U psalatoget... 61

Til J. P. E. Hartmann... 63

Til Georg Forchhammer... 69

Naturforskningen... 71

Ved en S k o le h ø itid ...* ... 73

+ Carl Johannes N issen ... 77

•j* Marie B røndsted... 79

Ved Skovcapellets I n d v ie ls e ... 81

Søndagmorgen... 84

Solen og J o r d e n ... 85

Det O n d e ... 89

Den yderste D a g ... 90

(9)

I

r

i

•tf

‘i

■;*

■v >[ i'

■c ; • ]

H

$ r-t: ■U-.

frvi ! M y

Ww

;;V.ft

?nf;

ptl,;, tøj'

% fv f

’.kVi!/'.

>V-)j ' '

III.

4

pil':-

J'"' K--

f " é

m •f c ■

Ø ieb lik k et...

Til en norsk G ut...

Pliilosopken og hans S ø n ...

To i B aad en ...

T ex ter:

1. I M a i...

2. Tilfods ...

3. Den vilde R o s e n b u s k ...

4. M en u ette n ...

5. I G adedøren... ..

Virtuos og Publikum ...

§

Ved H avn en ...‘...

D anm ark... ... , Kongens S k a a l ...

Ved Kongens Hjemkomst fra sin Sommerreise Ved Prindsesse Alexandras A freise...

Fredriksborg...

Et Aar.

Til Frederik den Syvendes M in d e...

M ø r k e ...

Godt M o d ...

Dannevirkes R øm n in g ...

Til K a m p ...

Krig og F r e d ...

Slesvigs B e s æ t t e ls e ... ...

I Nød og F a r e ...

Ved Foraarets K o m m e ... ...

Kampen ved H e lg o la n d ...

For Hæren og F l a a d e n ...

Efter Tabet af A l s ...

Sørgetoner... . . . De S a a r e d e ...

Til de Faldnes E fterladte...

Ved L øvfald ... ...

Side . . 94 . . 96 . . 99

. . 102

.• . 104 . . 105 . . 106 . . 107 . . 109

. . 111 . . 113 . . 115 . . 116 . . 118 . . 120 . . 122

127 132 133 136 138 140 142 144 148 149 151 153 155 156 158 162

(10)

Fra Reisen.

Richardt: Nyere Digte. i

(11)
(12)

Sophia-Moskeen.

H a l v gjem t bag G ravkapeller, K ræ n im erb u re, L ig Egestam m en mellem K ra t og K ravl,

Sig løfte tu n g t Moskeens gam le Mure,

Med Stræbepillers Værn mod Tidens Fure, Med brede, graaligrøde M arm ortavl;

Men høit mod Himlens Blaa fra hver en Gavl Opstige M inareterne de ra n k e ,

Som mod Guds Throne H jertets stille Tanke.

Derinde flokke sig til stille Bønner,

P aa M aatten, over M arm orgulvet spæ ndt, Prophetens brune, tu rb an k læ d te Sønner;

Og under H valvet hen en Mumlen dønner, Mens hvert et Aasyn er mod M ekka vendt;

Og med Koranens F orskrift nøie k jen d t, De toe sig, bøie sig, til Jorden falde, R et som et V indpust svaiede dem Alle.

(13)

Men, vandrer Øiet om, med Straalen følger Op over Silkehang og Søilehal,

J a som fra Havsens Bund til K uplens Bølger, Til disse Hvalv, hvis S tø ttep u n k t sig dølger, —

Og a tte r sæ nker sig med Buens F ald:

D a skim ter du bag K alkens tynde Skal, T æ t under Bedenischens g la tte Karm e E n C hristus-S kikkelse med aabne Arme.

D er sta aer han, H yrden! paa sin Hjord han kalder, Thi dette Tempel, det h ar ham hørt t i l ;

E t Kors h ar blinket over disse H aller, E n Psalm e b ru st fra disse gyldne T raller, Og denne A ltartom t h ar havt sin I l d ;

H er, hvor en Dervischs K lage fraader vild, H er svang Chrysostomos sin stæ rke Svøbe,

Og her lod Nordens V æ ringer sig døbe.

Men L øgn skød op b ag disse Mure stæ rke, Om K eiserkirkens møre H elg en b een ;

Og L asten bolede med K orsets M ærke, Og ingen Sang a f Troens M orgenlærke Sig løfted over H ellas’ T em pelsteen;

D et var som disse Søiler fra Athen

K un svam pet Viisdom frem p aa Læ ben kaldte, S aa Christus tau g , og kun »Sophia« talte.

(14)

Og derfor m aatte K alkekosten væde D et pestbefæ ngte, døde M armorbrud,

Og Mahmuds G anger K irkegulvet træ de, Og toes i Blod et sm ittet A ltarklæ de, Og hvert et Afgudsbilled k astes ud ;

»Slet ingen Gud der er foruden Gud!«

Den Lovsang m aatte frem i disse H aller;

Men hist i Choret Christus sta aer og kalder.

M

(15)

Ved det døde Hav.

D u døde Hav, hvi viuker du Som Løn paa D agens Møie?

Hvi kald er du, hvi blinker du Som Ø rkenlandets Øie?

H vorm ange Kilder du h ar slugt,

Og' om du blaaner nok saa sm ukt, Du er dog Sodoms beeske F ru g t,

Som Ganen ei k an døie.

D en lyse Himmel ta a g e r du B ag dine Fjelde vilde,

K un S alt og Svovel koger du, Og dræ ber D alens K ild e ;

Saa Blomsten flyer dit golde Sand, Saa Fisken daaner i din Strand, Saa mødig G anger ved dit Vand Sin T ørst tø r ik ke stille.

(16)

Og dybt p a a denne K jedels Bund Sig Sodoms Grave d ø lge,

D er fløiter ingen Fuglem und Med Vem odssuk i F ø lg e ;

L ig de Fordøm tes Taareflod,

Kun født a f Ræ dsel, ei a f Bod, G aaer over Graven tu n g og mod Den b ittersalte Bølge.

O Verdens svigefulde L y st, Hvad A ttra a end du væ kker, D u ligner denne falske K y st

Og som dens Vande g jæ k k e r!

E t S kjæ r af Himlen laaner du, Men kun i F rastan d blaaner du:

Den, der vil læ dskes, haan er du, Og Beeskhed kun ham ræ k k er.

Farvel, Farvel, du døde Hav,

Saa skjønt, saa ta u st, saa øde, — E r je g som du en k a lk e t Grav, Behold saa du det Døde!

H ist under Moabs Fjeldekam Alt vinker Jordans Døbedam,

Der skal min L æ ngsel finde ham, Hvis Bad kan igjenføde.

(17)

I Na z a r e t h .

M ellem disse grønne Høie

Yogted ham hans Moders Øie, T raadte han sin B a rn e sk o ;

Gik med Kvinderne til Brønden,

Slumred ind ved Bækkens Nynnen, Hvor de høie Palm er groe.

Og n aar Thabors E g var fældet, Gik med Joseph han paa F jeldet Til den faldne K æ m p eslæ g t;

Saae med Ynk de grønne Grene Tørne mod de skarpe Stene,

Vilde gjerne S aaret læ gt.

Og naar Hjordens F a a r og Geder Søgte til de steile Steder,

H ar han fu lg t dem ogsaa did;

Tidt paa Tornebuskens Tænder H ar han saaret sine Hænder, For a t frie det lille Kid.

(18)

H ar han leget? hvorfor ikke!

L e g e t under H yrdens B likke, T egnet Zions Muur i Sand,

Og i F igentræ ets S kygge

L æ rt af Spaanerne a t bygge Tem pelbuer med Forstand.

B jerget, om hvis grønne Sider K aravanen langsom t glider,

Svinder, d u k k er frem p a a n y :

D et har sik k e rt seet ham vandre Med Maria, med de Andre

P aa Besøg i K an a By.

Da har ofte han sig b u k k et Og af M arkens L iljer p lu k k e t, Og sin k jæ re Moder b ra g t

Grønt a f V aarens F ørstegrøde Og G ranatens luerøde

M orgenfriske B lom sterpragt.

Og ved Aftentid fra Brinken

H ar hun viist ham H avets Blinken F jern t i Karm el bjergets Læ ,

K a rm e l, i hvis E g esale For E lias’ Tordentale

Folk og K onge sank i K næ.

(19)

Men n aar D agens F ak k el slukkes, Og det træ tte Øie lukkes,

Og han slum rer p aa sit S tra a : F lokke sig ad tusind Veie

Til en V ag t om Jesu Leie Vingede Guds E ngle smaa. . Da sig Himlen høit oplader, Og han loftes til sin Fader

Og han seer sin Guddomsmagt ; Dog mod Tømmermandens H ytte Vil han Himlens Sale bytte,

Til hans Gjerning er fuldbragt.

Og M arias H jerte banker, Og med underlige T anker

S taaer hun hos sin lille Søn ; Solen stiger, A lt er rede,

Og hun hører B arnet bede, Ham, som er Alverdens Bøn.

(20)

T h a b o r.

Jl aa E sd ralo n sletten , hvor V aaren holder F est, Hvor Beduinen, flakker p a a sin flyvende H est, Hvor Teltleiren flytter sig saa hist og saa h e r:

D er m aalte B onaparte med T yrken sit Sværd.

Men som en hellig Hymne over Y erdensaandens L a r m ,

L øfter sig i Øst over Sletten saa varm T h a b o r, i et Skyslørs festlige S k ru d ,

Med M yrther i S lø ret, skjøn som en Brud.

Mellem E g og Terebinthe vinder sig en S t i , R aaen i Skoven min Fod kom forbi,

S lynggrøntet bobler a f hver R ift, om hver R and, Turtelduen k u rre r; det er Sulam iths L and.

(21)

Og fra Toppen — 1 N avne, som aldrig vil døe!

Libanon h is t, her G enezareth Sø!

E ndor og Nain i Bjergenes L y!

Minder fra I s r a e l, gam le og ny.

Deilige B jerg , du skjønneste je g veed, Skyggende Løvsal ved Orkenens B re d !

E r du mod Libanons Fjeld kun en D væ rg, D ig kalder Sagnet Forklarelsens B jerg.

V ar det. vel her, Han ene med de' Tre Saaes i en Giands som af solbelyst Snee?

V ar det vel her, hans trofaste Svend

Vilde bygge H y tte r for Herren og hans Mænd?

Fredsæ le F jeld , dit Navn er du v æ rd ,

Men Forklarelsens B jerg , det er ikke blot her:

Ud er det flyttet i Verden saa v id ,

Den Tro som flytter B jerg e, h ar flyttet dig did.

Overalt hvor et Fadervor bedes iløn,

O veralt hvor der troes p aa Guds eenbaarne S ø n , O veralt hvor der bygges ham H y tte r p aa Jord , Grønnes et Thabor for Hver, som troer.

(22)

Engang*, naar i Døden det isner i mit Blod, T h ab o r, da flyt d ig , giv F æ ste for min Fod L øft mig igjén over Storskoven o p ,

Og lad mig skue ud fra din hellige Top!

Og- tru er mig E ndor med Samuels R ø st, Og m aner a f D ybet min lønlige B røst, Vis mig da Nain og G enezareth Sø!

Vis mig min F re lser, hos Ham to r je g døe.

(23)

Hj e m v e e .

.A ften v in d , med dine svale, V æ desvangre, friske P u s t, N a ar igjen fra Sarons Dale Hjem du vender, sødt b e ru s t, T ag en Hilsen med i Følge

j

Over M iddelhavets Bølge!

D eiligt er der vist derhjem m e;

Nu er Y aarens Under s k e e t, Nu h ar Skoven faaet S tem m e, N u er Blom stersengen r e d t !

Mon endnu en Anemone

B laaner under Bøgens K rone?

H er er Sletterne fo rb ræ n d te , H er er ingen løvrig H al;

Blom ster vel, men ei de k je n d te ,

(24)

Ingen duftende Konval!

S y n er, underfulde, skjønne!

K up ler! a k , men ei de grønne.

S tje rn e r, hulde T røsterinder, V enner i det tjerne L and!

Samme S traalekrand s I binder Her som over D anm arks Strand ! Samme Billedskrift I te g n e ,

D e n , a t Gud er allevegne.

D erfor under Østens P a lm e , P a a Judæ as Tem pelgrund ,

Synger je g den samme P salm e, Som je g sang ved Ø resund;

N ynner den med eensom Stem m e, Men saa varm t som ei derhjemme.

Hjemvee drev mig jo herover F ra det fjerne M oderhjem , Hjemvee efter Jordans Vover, Zions Høi og B ethlehem !

Tør je g her saa sønligt sørge, Og om Bøgelunden spørge?

(25)

S ønligt, sønligt vil jeg* sø rg e, Men som den fortabte S ø n ! Og om F aderhuset sp ø rg e, Som je g h ar forbrudt ilø n ,

D e t, hvis Giands k an T aarer tørre D e t, som end har aabne D ø rre, N aar je g banker med en Bøn.

(26)

S a n t a R o s a l i a .

1 sin G rotte høit paa F je ld e t, I det hvide Marmor s k a a re t, Slum rer Helgenindens Billed

Med en Rosenkrands om H aaret;

Gjennem S arkophagens Gittre F ak k elly sets Bølger z i t tr e , Og det synes som hun lever, Som om Barmen ty st sig hæver.

D og hun hører ikke D ra a b e n , Som fra K lippeloftet fald er, H ører ik k e N ordenvinden,

Som ad Uveirsfuglen k a ld e r;

Men et Suk k an hende r ø r e , T aarens Falden kan hun høre, Og om hendes M agt og Vælde K rands og Tavle høit fortælle.

(27)

K ongedatter fra P alerm o ! Hvordan læ rte du a t b y tte S øilehallen, Silkekaaben Med en Eneboers H y tte ? Saae du ikke L ivet gløde L ig O rangerne de røde,

Og som D rueblodet skum m e Over D alens G yldenkum m e!

Sang ei E lskovsfuglen for dig Under M andeltræ ets G rene,

V ar dit unge Jom fruhjerte Altid med sig selv alene?

V inked ingen Ridders Øie

Meer end Stjernen i det Høie?

B andt du aldrig op din T anke Som en Vingaardsm ø sin R anke!

Møen b a n d t, men Kongen løste.

»Ingen Ridder tør dig e ie , Mod Palerm os ædle Perle In te t Riddersværd kan v e ie !* K un en Kongesøn tø r favne

D ig , en Blomsterdronnings N avne;

K im en Kongesøn dig fæ s te , K un den r ig e s te , den b e d s te !«

(28)

»Skal en Kongesøn mig eie,

Giv mig da til ham , som fodtes I en Stald og hos en K ry b b e ,

D engang Jord og Himmel mødtes ! Ham min B rudekrands jeg ræ k k e r, Og hos Ham je g Kronen læ g g er;

Kun en K ongesøn mig fæ ste , Kun den rig e ste , den bedste !<»

— E i hun offrer sine L o k k er Som en klosterviet N onne,

K næ ler ik k e lange Timer For den malede M adonna: .

K lo ste rta g blev hver en H y tte , Hvor en Stodder vilde ly tte

Til en K ongedatters Tale

Om sin Brudgoms gyldne Sale.

F iskerfolket hun fortæ ller F ra en fa ttig Skudes F jæ le ,

Om en solbræ ndt F isk e rsk a re , Som fik M agt a t fange Sjæ le;

F or en Mø hun reder Tenen, Sidder hos p aa T æ rskelstenen, T ørrer hendes Øine v a a d e ,

Reder H jertets skjulte Traade.

(29)

V ingaardsm anden fromt hun minder Om den rette V ingaardseier,

Om en H ø st, hvor vi er D ruer, Og hvor K jæ rligheden veier;

Den Bedragne som en Søster Med et evigt H aab hun trø ste r;

Ingen Angrende hun dømmer, Ingen S tak k el hun forsømmer.

F ørst ved Kveld, n aar sortblaa S k y g g Over Bjergene sig brede,

V andrer hun de steile Stier Til sin liøie K lip p ered e;

Og hvor C actushæ kken slipper, Hvor kun Geden varligt trip p e r, F je rn t hun hører Bølgen larm e, V riste sig a f K lippens Arme.

D a som en Convolvels Blade Folde sig ved A ftentide,

From t hun folder sine H ænder Til en Bøn for dem der lid e ;

T ak k er H am , der som en Fader Liljen klæ der, Fuglen m ader;

Selv en Fugl og selv en Lilje Ham hun ræ k k e r al sin Vilje.

(30)

Og han slum rer sødt og stille P a a sin haarde S eng em aatte, Medens læ ngstforsvundne Syner

Dæmre i den dunkle G rotte;

F ø rst i Søvnens dybe Dvale S kuer hun Palerm os S ale, Favner Søilerne de ra n k e ,

K lapper Marmorlovens M anke;

Seer igjen sit H jertes R idder, Nu i Kam p mod S aracen en ! Seer igjen sin høie F ad er,

Ham alt dæ k k er Marmelstenen ; Men med hver en N at der rinder

Blegne hendes Ungdoms M inder;

E nglesyner hende k a ld e , 4 Hendes T anke favner Alle.

Saadan i den hede Sommer;

S a a naar Palmeviften fry ser,

Alt fra H aarets Flod, den so rte, Mangen Sølverstribe lyser.

H jertets Guld er lige lødig, Ak men Foden er saa mødig;

Og idag den fromme Kvinde

K nap til Grotten frem kan vinde.

(31)

Stormen løser hendes L o k k er, H avet stønner i sin V rede, Høit tilm aals om K lipperevet Sprøite Bølgerne d ern e d e;

Og saa hvid som Skumm ets F raade Segner hun i Nød og V aade;

Hun h ar In g en , hun kan k ald e , Hun som havde H jæ lp for Alle.

S try g er da p aa vaade V inger Over hende hen en M aage,

S tæ nker hendes blege K inder, D ugger hendes Ø ienlaage;

Og hun vaagner af sin Dvale P aa den øde K lip p esv ale,

Og ved Aftenrødens L uer Over H avet ud hun skuer.

See da dæm rer i det F jern e, V ildt af Nordenvinden ja g e t,

F ørst et Fnug og saa en Svane, Saa et Skib med Kors i F la g e t;

A k , og nu mod blinde B anker Tumler det med brustne P lanker, Og et Skrig*, som H jertet skjæ rer, Stormens Hyl mod Fjeldet bærer.

(32)

D a forglem m er hun sin V aande.

Og med Livets sidste Varme Beder hun a f Troens S ty rk e:

S par o H erre, sp ar de Arme!

S ynker saa mod K lippegrunden Med en E ngels Smil om M unden, Slum rer ind saa læ ngselstillet

Som det hvide Marmorbilled.

— M orgendagen Alt er stille;

H av et, nys et Kuld a f Løver,

K næ ler fromt ved B jergets Fødder Som en angergiven Røver.

From m ere, med T aarer m ilde, K næ ler nu en Pilgrim stille, Som af Synet overvæ ldet, For den Hellige p aa F jeldet:

E n , som nys a f D ybets F avntag F relstes ved en Bøn af hende,

E n , som gjennem H elgenglandsen K an sin hvide Rose kjende!

Over K jortlens grove Folder Crucifixet fast hun holder, Som om Læ ben vilde sige:

T ak den ene Naaderige!

(33)

Til Madonna.

H j æ l p m ig, M adonna, A llerhelligste M o ,

Og vil Du ik k e ,

Saa hjæ lp mig a t døe!

H ans Blik var en Sol Til a t yaagne v e d ;

H ans Ord var et Nyn Om K jæ rlighed.

Og han stod ved min Dør Saa k jæ k og saa rank',

Og han gav mig en S ølvpil, M a an esk in sb lan k ;

Og alle de røde Roser, Som over G jæ rdet gaaer, L agde han i mit Vind ve E lle r vandt om mit H aar.

(34)

— Men i Søndags i V ig n en , Ved Fuldm aanens G ian d s,

Gik han ni i g forbi

Og to g N ina til D a n d s ;

Han som aldrig sandsede De andre Pigers V e i,

Han som aldrig dandsede med Andre end m ig !

H ører D u , Madonna 1 K jæ rternes Giands':

M ig gik han forbi

Og tog d i e n d e til D ands!

D a greb je g min Pil Med en underlig L y s t, Jag e den vilde je g

i hans troløse Bryst.

J a hør m ig, Madonna

Med de himmelske B likke, D ræbe ham vilde je g — Men je g meente det ikke!

R ichardt: N yere Digte.

(35)

— Nu ligger Pilen I den dybeste B rø n d ; Men her i mit H jerte Den bræ nder iløn.

Tre Gange h ar je g S tæ ngt ham min D ø r, Dog elsker je g ham L ig esaa høit som før.

O , send ham endnu E n eneste G ang,

D a veed je g nok To, D er vil mødes i S ang ;

D a veed je g nok To, Der vil kysses ilo n , Som O rangerne kysses I Lovgangen g r ø n !

— Saa skal du faae det H alsbaand, Je g har baaret saa tid t,

For dit er saa gam m elt Og det syner saa lidt;

(36)

Og* alle de røde R oser, Som over G jæ rdet g a a e r,

t

Dem skal je g bringe Dig Og slaae om dit H aar!

J a , søde M adonna

Med de himmelske B lik k e, Hvisk ham i Ø ret,

At jeg* m eente det ikke!

(37)

En M u n k .

IVIin Celle gjenlød af P salm esan g , Nu bræ nder mit Blod derinde!

Mit K losters kjolige Soilegang K an ei min L æ ngsel binde;

Thi fra den Tim e, je g hende sa a e , E r al den Syngen g a a e t is ta a ,

Som g ik med K losteruhret!

Og Kilden hvisker om F jeldets L u ft, Og hvert et Blomsters krydrede D uft L o k k e r mig ud a f Buret.

»

Je g k an ik ke bede min R o sen k ran d s, K un L æ ben Perlerne følger;

Og hende seer je g i K jertens Giands Bag V irakskyernes B ølger;

Med Tiggerposen je g Mil paa Mil

G aar tilfjelds for a t tigge et lønligt Smil, For en Sølvpils Glimt a t fange;

#Og k a s te r j e g mig p aa L eiet h en , E r Dødninghovedet mig en Ven — Men for mig selv er je g bange.

(38)

O Moder, hvi bandt du et tolvaars Barn Med K irkens hellige K jæ de, —

Mit M unkeløfte er nu det G arn , Som D jæ vlen holder mig r e d e !

Jeg er ikke sk a b t til H elgen, j e g , De tusinde Tvivl fortæ re m ig,

Je g troer ‘ ei K irkens P ro p h eter;

Den fremmede M aler h ar g jo rt mig k lo g . Og selv har je g læ st i den hellige Bog:

H ustru havde S an k t P eter!

Hvi tø r je g Ingen e lsk e , j e g , Ingen liden H ytte mig bygge!

Den fattig ste H yrde p aa alfar Vei Tør kjende K jæ rligheds L y k k e ;

Tør sæ tte Bo i Campagnens Gruus Og med en V oxstilk til Brudeblus Favne sin brune Pige, —

T ry k k e det lal lendo Barn til sit B ryst, E lsk e det op i Nød og L y s t,

Den L y k k e - L y k k elig e!

Kunde je g b y tte min K lostergrav Mod en Gravruin paa Heden, —

Med K rum stav bedre end Bispens Stav, Skulde je g vogte Geden!

(39)

V ar først T aråntelen feiet u d ,

Saa flytted jeg* ind med min unge Brud , Som Vinden frisk tilm ode;

E n Smule Hvælving til H øienloft,

L u k k e t med L eer saa tæ t som g ro v t, S nart skulde vi V æ ggen sode!

E n stum pet Bue til V in g aard slan d , En L yngkrands om vor F ru e , —

Vee m ig! je g er i M unkestand, Tør aldrig fange min D u e;

Vee m ig, je g træ der p aa H æ ngedynd!

O Synd I gjør, a t I g jø r til S ynd, Hvad af mit B ryst er vældet!

Nu kim er det første Bedeslag, — F arvel min K u tte , m it K lo stertag !

Saa heller Røver paa F jeldet!

(40)

Julen i Rom.

(Ved Skandinavernes Julefest 1861.)

X

D e n glade Tid kan ingen af os glemm e,

T Da vi var S m aa, og’ der var Jul derhjem m e,

t

3 D engang vi sad i Mørke tø Med H jertet Hop i Hop, 0 Og an g st af lu tte r Glæde

3 Saae Døren springe op,

3 P arad is! drøm t saa m ange G ange!

8 Skjønne Træ, Træ foruden S lan g e, iL Ju letræ !

8 S aa voxte vi — fra Nødder og fra K a g e r, ttø - Men L ysten voxte efter andre S ager;

a Den hele V erdens Rige 3 Blev os et J u le tr æ ,

[tø Med mange gyldne F ru g ter 1 I sine Grenes L æ ;

H Høit hang Rom som en deilig S tjern e, 3 , P lu k k e den vilde vi saa g je rn e ,

S. P lu k k e den.

(41)

— V— -7- . ~ f* • *I'P, r.f'

:*

32

Og videre vi foer i Verdens R ige, Og Alpekongen laante os sin S tig e , Og H aanden ud vi r a k t e ,

Og Roma kom vi n æ r, Og F litterguld var ikke Dens farverige S kjæ r.

Oldtids K raft tæ ndte S tra a le g la n d se n , Sang og K unst fletted sig i K randsen * Sang og K u n s t!

Men selv mod Rom tør frit i S kranken træ de Hin Barndoms L y s t, hin hjemmefødte Glæde!

D e n komme som en G randuft Og give Sang vor R o st,

D e n læ gge som et Sneeblink Om L aurens dunkle B ryst!

H er i R o m , her ved ponte m olle,

H jem lig Ju l Nordens Sønner holde, — Hjemlig Ju l!

(42)

E t ro m e rs k Æ sel.

1 1 O rangelundens dæm rende S kygger 3 • S taaer et g raah æ rd et Æ sel og ty g g e r;

O Og han gnaver og gnaver og g n av er,

!

O Og falder saa imellem i Staver.

i

Cl Det er fæ lt a t skulle med Kaal til R o m , [I H erregud hvad man saa m aa trad ske o m !

T F ra Bageren til K ræ m m eren, fra Kræmmeren til Bageren ,

/

O Og j e g skal nu altid være D rageren.

Cl D et er et Jav, hvormed In te t kan lignes , O Og igaar skulde je g ovenikjobet velsig n es:

Cl Det deiligste Grønfo’er fik je g om Panden , M Men det var for Øiet og ikke for T an d en ; M M unken det Skarn slog mig Vand i N æ sen, [O Og D rengene loe ad mit gnavne V æ sen ,

M Men je g var jo baade sulten og slunken —

9t Je g skal nok ved Leilighed sparke Munken.

\0 Og han ty g g e r og ty g g e r og ty g g e r , jO Og faaer philosophiske N ykker.

(43)

E e t er d e r, je g altid speculerer p a a ,

D et er det, hvordan man kunde slippe for a t gaae, For det er saa behageligt a t staae stille!

Je g kan huske, dengang je g var ganske lille, V ar je g p aa R idt med en F y r, som kom

For a t see, om der ogsaa var Æ sler i R o m ; Han paastod, a t Jorden g aa er virkelig ru n d t,

Og ym tede N oget om G alilæ i,

Men Philosophi er min H erre et Fæ i;

Og da j e g gjør Holdt og ly tter og h ø rer,

— Je g har altid havt g anske ualmindelige Ører — Slaaer min H erre lø s , og det gjorde o n d t,

Saa je g ta b te C ontenancen,

Og' den fremmede H erre ta b te Balancen.

Men det h ar je g tæ n k t p aa mange G a n g e , Isæ r n aar min H erre sulter og spæ ger mig.

For h v i s det er sa n d t, at Jorden bevæger sig , Saa kunde man jo staae ganske stille

Og blot saa lem pelig flytte H ovene,

Og alligevel ko m m e, hvorhen man v ild e , Og komme der saa tem melig sovende!

D et er min k jæ re , stadige T anke —

Men min H e rre , han skal alletider banke!

(44)

\

Tyrkisk Jastits.

[ Ben

E s r a , jødisk Kjøbm and i D am ask ,

— Son), skjøndt en A siat, liar havt in mente I F orlæ ngst Principet om den frie Rente, —

I H ar g reb e t i sin Lom m e,

) Og k jø b t en B yggegrund i dyre Domme.

I Han b y gger alt og Tømmeret besørger, I D a fald er, som fra skyfri L uft et P la d sk , I E n Stævning n e d , om inden Sol er omme, T Til Abu H a s s a n , K a d ie n , a t komme.

« »H ar han da ei betalt?« m aaskee Du sp ørger;

L J o ; han h ar snarere b etalt for r a s k !

Ben E s ra skynder sig til Stadens K a d i, I D er ju s t h a r g ru n d et p aa et Vers af S a d i, 8 Som oversat fra P ersisk lyder saa:

« »Tag A lt hvad Du kan faae!« —

(45)

Som s a g t, Ben E s ra m oder;

Men næ ppe har han sagt sit første O rd , For K adi broler, medens Kinden gløder:

»Allah er stor!

»Den G rund, du b ygger p a a , er viet Jo rd ,

»Af et Skelet inat er fundet Spor!«

» »U m uligt!« «

i

U draaber K jø b e re n , hvid som en V æ g ; Men Abu H assan svæ rger ved sit S k jæ g ,

Og g jø r sig vred og gjø r det m eget dueligt, Mens M ustapha — hans P ibestopper — griner, (Thi det er ham, som paa sin Herres Ordre

H ar m aattet K noklerne tilgravs b efo rd re,) Og træ k k e r a f med ham der tv in er,

P a a Pladsen h en , hvor nu en gloende, Forventningsfuld Forsam ling Troende

Ham hilser i forarget Glæde

Med Mundens Vid og Mundens Væde.

»Nu skal vi see!«

U dbryder Stadens D om m er,

»Vi vil blot grave nogle Tommer.«

D er graves to, der graves t r e ,

Og stra x et K nokkelbeen for L y set kommer.

»O, hvilken Brøde!

»Du p aa Prophetens Børn h ar ta g e t Skjøde!

(46)

< »Du burde doe, — men siden du er Jøde,

< »Giv heller tusind P ja stre mig i Bøde!

( » — Den hele Grund med K alk skal overstryges, f »Og«, føier fromt han til, »saa maa her ryges!«

[ Ben E sra try k k e r sig , forsikkrer .h o it, [ H an eier ei en D ø it,

\

I ' Men da de Troende

l Ju st ikke dele denne T ro,

I H ar det ved Dommen sit B ero en de;

I • Hvor snildt han soger sig a t sn o e, I D et n y tte r ei a t tin g e ,

I De tusind P jastre de maae springe.

« »Men Kjøbesum men !« bryder Joden ud.

:< »Den,« svarer Abu H assan ved K aféen, Æ Mens Guldet veies p aa hans egen Bismer,

« »Den falder til Moskeen!«

I Forovrigt en af Kadis Eufemismer.

Men ak, da Abu H assan Guldet seer 3 Og hører det saa venligt klinge,

I D et for hans Øren bliver ved a t rin g e, 3 Saa han faaer L yst til m eer;

3 Og M ustapha m aa anden Gang paafærde, 0 Og anden Gang hans S k atteg rav er være.

7 Ved Murens S o k k e l,

rL Ju st tæ t ved hin ulykkelige K nokkel,

(47)

E t lille Sølvkors gjemmes g'odt og v e l, For i en T y rkepræ sts N æ rvæ relse,

Til T røst for hver en M uselsjæl Og hele Staden til B elæ relse,

A t graves op igjen den næ ste Kveld ; Og sn art det gjøres vitterligt, hvorlunde D et Fund a f Kors gjør Sagen r e e n ,

A t nemlig hine Been var H un debeen, Vil sige Been af C hristenhunde!

Og nu til Jøden Abu H assan iler;

Id ag han som en Solsik sm iler, J a var han sidste Gang en Bøffel,

Id a g til K ys han ræ k k er ham sin Tøffel, Og med en Salve

A f Complimenter lidt fordæ gtige

Til Jødens S k jæ g , det bølgende, det præ gtige, H an ra a b e r: »Glæd d ig , lykkelige V en,

»Jeg siger d ig , du faaer din Grund ig jen ,

»Og for den halve Sum , ju s t for det Halve

»A f hvad den kosted sidst!

»Den anden H alvp art synes mig forvist

»Tilkom mer Dommeren i denne Tvist.

»Saa sp arer du al yderlig' D ouceur —

»F orstaaer sig vel, et lille Fad L ik ø r,

»En T urban og deslige Pillerier

(48)

»Til Dervischen for Rogelse og Bøn,

»Og saa til M ustapha lidt Findeløn!«

Ben E s ra tie r;

Han vender hver en D a le r,

M en, klog af S k ad e, han betaler.

M o r a l e n den er k la r:

At nemlig T yrken i n g e n har.

(49)

Telegraphen over St. Gotthard.

O v e r A lp ern e, Jordens R ib b een ,

Af hvis ene Italien blev s k a b t,

O

Den deilige E v a , Vinder sig T raaden, Den altid tause

D og talende.

S tiger F je ld e t, d e n følger m ed, H ælder det b ra t, den følger.

F ra Dalens S k jø d , hvor D ruerne sortne, F ra Søens B re d ,

Hvor Cypressen staaer V a g t,

Hvor Figenbusken hæ nger over V andet, Og den grønne P latan bygger T a g ,

Skyder den op med F jeld et, Den sorte Traad.

(50)

Usynlig hæ nger den over Fiskerens H oved, N aar han ved Aften

Med ras len de K jæ de

T ræ k k er sin teltede Baad paa L a n d ; Men n aar Solen begynder

Sin V andring over B je rg e t, Seer han den snige sig

Ind i K astanieskoven

B ag Capellets hvide Muiir, Skim ter den over Pynten Og korser sig.

Saa lofter den sig med det røde Fjeld.

Under den tordne de vilde V ande, Og det suser i Fyrrens Top,

Og Skyerne flokkes om d e n , Men høiere g aaer dens V ei, Gjennem T a a g e r,

.Op mod den evige Snee.

Og den h aster afste d , den zittrende T raad , Bort med den nyfødte Elv,

'Ned mod Valnøddelunden P aa B jergets anden Side, Ned mod den grønne Dal Og' de bjæ lkelagte Huse.

(51)

Og den eensoinme V andrer, Som h aster i N attens S tilh e d , Hvor M aanelyset blinker

P a a Sneedronningens B rynje, Han hører en dobbelt M um len:

Elvens og T ra a d e n s;

Men han seer ingen levende Sjæl H er p a a de øde Sletter.

D a er det dirrende L uftbaand ham en V en, Hilsen fra Syd

Og Bud mod Nord ;

Og han ø n s k e r, det vilde rø b e , hvad det v e e d , Og k an dog ikke sp ø rg e :

Som et lu k k et Brev hæ nger det mod H im len , Med de tause S tjerner til Segl.

V ar det et Bud om Død ,

D er k lan g fra den zittrende Stræ ng?

E lle r et J a til en Beiler?

E ller var det spundne Metal en K rig slu u r, D er raa b te Verden p aa V agt?

V ar den flyvende Gnist en F akkel?

A k, bag denne spæde, Bævende H a rp e k la n g ,

N aar Vinden aander i S træ n gen, G aaer en lydløs, stæ rk ere R ø st;

(52)

'D e n vil suse for M enneskers Øren S n art som Bølgernes L a r m ,

S nart som en P s a lm e ,

Og den spæ deste Svingning S æ tte T anker i G ang,

Drive m æ gtige Hjul , Svinge Verden.

Men til V andreren synger den en S ang , Den kobberbundne S træ n g ,

Om G ranskerens S eerblik,

Om M enneskeaandens Høihed.

S n art vil et N et af jernklæ dte Nerver K rydse den rullende Jord ,

Saa der er ikke Tid eller Rum.

Hvor stæ rk er da M enneskens Slæ gt!

Tordenkilen greb den

Og smedded den om til en B ud stik, Tæmmed de tak k ed e Lyn

Og spæ ndte det vilde Spand For sin T ankes V ogn,

Saa der er ikke B jerg eller Dal.

Sænkes ikke Høiene, og fyldes ikke Dalene?

Spørges om gunstig Vind ? S k ræ k k er et m iledybt Svælg?

(53)

N e i! vi k a n , hvad vi v il,

Vi kan toile, vi kan tu g te , vi kan tæmme Hver hemmelig N aturens K raft.

' r*

Men eet Hav veed je g ,

D er slæ nger Tanken tilbage som V ra g ,

Og fra hvis ukjendte K y st der ik k e kommer Svai Før ved D agenes E nde,

Og eet Svæ lg, Svimlende d y b t,

Som Alverdens Viisdom ikke fylder.

E t uskyldigt Barn

H ar lette st ved at plante sin Fod P aa Svælgets anden Side,

Men det vider sig med Dagenes F lu g t;

Og kjender du ei det Frelsens Træ , Som Han , den Hellige,

Bar p aa sin Skulder

Og lagde til G angtræ for o s :

Prøv da selv a t bygge dig Bro — Du m æ gter det ei!

(54)

II.

B l a n d e d e D i s t e .

•i

r

kJ

r;:2

l.J

F? bl-'i

(i f

r !

l< i

I

j

(55)

isissirT*

t * ': • ; •' l'J!

f ’’’

5>

L‘\ 'r

! -. ‘• • > - . . \ s , i

-

f e . '

r'r* «'*•

i.1

\ ^w.-' -'y- m-..

' v*- -v'

>

•v :

• r ? r-.’ -

’ ,v - '

- m & --. M

,• -y$w-'t5fe

M i k

5 • ' » " > , ■ / : ,» , i

V/;. ''.i:- ’

■ip:. v

V»-V *i’^i . •

I • s-

, ;

■i« * PIi

v."

K - '< •

' Æ J

k■'■ •-■; •■>•;:<■?;■;-

» ' ■ . - • • • ■ •V

>•>

hf:

-møøt-i

r

b; :C b;

. ir ,

■-S--:-4v

!■: , V '

r r

1

■t.f;

/

*>“ ■

|M:|I

J'-hSl ■ ’:V

&;

m-.

■■7 " i ; V v 1

; ■ i ■';■■

. -f •■: •

• \

" ■ > ' • . .r ; . ■

>rf

• ' ’

■ *SL 1

.v*. . v

.* i Jv,

' ' , . r>

,f.v.

w m

m . . .

• V.

■ .*.'???i-r

m r n ^ i.

;"r ,

.■.. '

.v

ff/'.,

f ^

Ir' -1

* . - f ■ {•'* / /,

r * i ••

u V

'•.i ■' t.

■ ii’M \'j‘ ■m

1 ■:\&4 '. :L;

■, _if?ÉÆ

/ z'

(56)

S t u d e r e l i v .

(Nordisk Høitid 13 Jan. 1863.)

H v o r h erligt er et A ftenlag

Med Viddets Blus og Sangens Toner!

Men herligst, n aa r en dygtig D a g , E t flittigt F orskervæ rk det kroner;

Og den var aldrig re t S tud en t,

Som ei til G ranskerfryd h ar kjendt Og ei som V æ rnepligtig tjen t

I Spydgudindens Legioner.

D et er en F ry d , i fredet Skjul De gam le Guder end a t d y r k e , Og læ re a f Athenes Fugl

Den gode K u n s t, a t see i M ørke;

Og spørge re t a f H jertens L y s t , Og fange Svar af Fortids R ø st, Og lade Stemmen i vort B ryst Vor stille D om m ergjerning styrke.

(57)

Men hugged D u i Sprogets Ur For Ordets æ gte Malm a t vinde,

Og, var den m æ gtige N atur Din tause Higens E lsk erin d e,

Og, var p aa Fortids Sagn Du k lo g , Og, gransked Du i Bøgers Bog:

De m ange Veie mødes dog'

For samme Sandheds Tempeltinde.

J a der, i tusind Søilers K rands

S taaer A ltret med de hvide Flam m er, Som fik a f Julestjernen Giands

Og P ræ ster blandt Alverdens Stammei Og Ved fra K u n d sk ab stræ ets Green Og Slæ gters K ra ft p aa O ffersteen, — D er vil vi hente Hver og E en

E n Gnist til Lam pen i vort Kammer.

, ... -

(58)

>

Ved Indvielsen af Studenterforenings-Bygningen.

(Den 17 April 1863.)’

I.

C li o r .

V i hilse dig, vort nye Hjem, Saa enige som g la d e !

Af Fortids R ester n yt skud t frem Som B ø g ek rattets B la d e !

To Søiler er din meste P rag t,

Men H aab og Ungdom holde V agt.

V ort Hjem, men ikke D rengens Hjem, D et moderlige, lune;

V ort Hjem, men ikke Mandens Hjem,

R ich ard t: N yere D igte. 3

(59)

Med E lskovs dybe R u n e ;

Og* dog et Hjem, et Foraars telt For hver Athenes unge Helt.

Recitation.

Men før I flytte ind

Med alt je rt Indbo, alt je r t m untre Sind, V adsk med en Taareflod de gam le T rapper,

— De træ nge h aard t dertil —O

Men udvadsk ikke Mindets F a rv e s p il!

D et Træ, Du k ap p er,

B ar baade V intergrønt og Sommerløv.

See kun tilbage gjennem Støi og Støv,

D a faaer Du Syner, væ kkende og stæ rk e : D a øinér Du den tap p re L andsoldat,

Som ei med Fjendeflag var K am m erat,

Men som har skuldret for Athenes M æ rke;

D a føler Du, hin gam le K asse ofte D rivkassen var for svangre Frihedsfrø, Og mindes, a t i lave Gildeslofte

Sig hvælved Tankesyn, som seent skal døe.

— Men, h ar Du sa g t Farvel og lag t din Skjærv Hver Bøsse foran Mindets Helligdom,

Saa ta g din V andrestav og kom! —

(60)

C h o r •

H er er v i ! Vi komme med F aner og* klingende Spil,

H urra, H urra, H u rra!

E t friskere K rigsfolk er ikke til, H urra, H urra, H urra.

F ra vore sorte, barbariske Telte

Som Gother og Hunner frem vi vælte.

H vilken Forandring,

D et er den store Folkevandring!

L an g s Gam m elstrand over T anais;

Stepperne give vi snart til Priis.

D a m æ rker man Spor a f rom ersk C ultur:

V æ k er N eptun, men heel M erkur.

R ask over Donau? Pladsen er ledig:

Marinen er røm t til Nyholm og »Venedig A lt i Ruin, eller om kalfatret,

V andalerne h ar nok havt T ag i T heatret.

H urra, det sidste Bolværk faldt!

Frem ad mod Rom! vi e r der alt —

(61)

Men, om saa Paven ti Gange kom, H urra, H urra, H u r r a ! .

Slippe vi ei vort vundne R om ! H urra, H urra, H urra.

Recitation.

Saa træ d er ind i slu ttet T ro p ! Kom med o L ars, luk op

V

For Senioratet og dets G eneralstab,

De bolde Formænd for forskjellig G alskab ; L u k op for M usikanter og Poeter,

Op for K ritiken, op for Jens og P e te r;

L u k op for ham, som b rag te os Avisen,

L u k op for Alle, — men lu k i for G risen !

See D ig saa o m , D u læ ngselsfuldt Indtræ dende H ist kneiser Hvalvet, hvor de Æ dende

Skal peile K ysten af Slaraffenland, Hvor stegte D uer komme flyvende, Mens en Avis-And kommer lyvende,

Og hvor din Viin Du mildne maa med V and;

I L o ftet sees en Sneppe, —

P a a Bordet kommer den vel næppe.

Saa m eget N y t dit Blik m aa samle, Men Skuffedariet — det er det gam le!

(62)

i

H er sta aer C laveret; vanligt ei det klinger, Men sn art en D æ dalus det laaner Vinger Med kyndig, routineret Tommelfinger.

— Vel seer Du ei p aa »Jenses Permissioner«

De fordum profeterede G alioner;

»Den sorte Neger« sagtens og vi mister, B estyrelsen er Abolitionister —

Og dog hvor skjønt!

See p aa Guirlanderne, hvis friske Grønt E r som et Billed paa vor egen Grønhed,

Og glæd dit Blik ved Inspectionens S k jø n h ed ; See paa Gardinerne, men rør dem ei,

Thi de er finere end Du og je g !

Og fryd D ig saa, a t D agen er brudt frem, D a vi kan vie vort Studenterhjem !

C h o r .

Thi V æ ldet i vort unge Bryst, Hver frisk og vever K.dde

A f H aab og Mod, af Liv og L y st, Skal h e r i Solen spille;

Og vore m ange B æ kke smaae Skal brødres til en m æ gtig Aa,

(63)

Som rinder ei m e d 's a g te K luk, F aaer K ra ft fra tusind Aarer,

*Fra D ybets Malm, fra Himlens D ugg, F ra D anm arks Smil og T aare r;

Som elves gjennem Oldtids Ur, Men speiler dog en dansk N atur.

II.

F lygtige Telt for en flygtig Flok, Saa vær hvad være du s k a l :

N o k for os Studenter, Og nok til et lille B a l;

S tort nok til a t laane

Hver husvild Sandhed L y,

K un for tra n g t til a t rumme Skimmel og Støv paany.

i

D u har a f m angen en dansk F reg at Gjemt M ønstret trolig og' vel;

Sank af os Studenter

Nu m angen en k jæ k M o d els Stolt og frisk a f Reisning,

\

Med nagelfast Kom pas, Uden Slinger i Søen, Selv ved et lille Glas.

(64)

S o lo og Chor.

Sm ykke vil vi vore V æ gge

Med A thenes Skjold og L an d se;

Med vort Banners K løverkrandse Sm ykke vil vi vore V æ gge.

Sang skal løfte Vinens Flammer, Skjaldens luestæ rke Syner,

Viddets Blus og L u n ets K lyner;

Sang skal løfte Vinens Flammer.

K la rt og frit skal Øiet skue, K unne Skal og K jæ rne skille;

Uden Bind og uden Brille, K lart og frit skal Øiet skue.

L e t skal Ordet gaae fra Læ ben.

Uden Sminke, uden Smaahed, Uden R ust og uden Raahed,

L e t skal Ordet gaae fra Læben.

F a st skal Tankens Bygning tømres, B jæ lkefast som disse M ure;

Uden Fold og uden Fure,

F ast skal Tankens Bygning tømres.

(65)

Høit og varm t skal H jertet svulme, Høit for Nordens gam le Riger,

V arm t for alle danske P ig e r;

H øit og varm t skal H jertet svulme.

t

C h o r .

S æ tter da Fod under eget Bord, Alle gode, danske Studenter!

Og var I de Vises Steen p aa Spor,

Og fløi I om D agen i Syd eller N o rd : H e r Hvilen kvægende venter.

»

N aar Solen træ k k e r sit Hors p aa Stald Og Stjernerne holde Stevne,

V enner ved Venner vi bæ nkes skal Og tales ved efter E v n e;

Saa vi kan prise med g ra a n e t H aar Studentens G a a rd :

H e r v a r v i B r ø d r e , o g h e r v a r V a a r !

r ■ -

(66)

V

Studenter-Jubilæum,

(1859.)

H v o r denne Flok var ung* og k jæ k ! Vor Hu og T anke, hvor forvoven!

Os indjog Stormen ingen S kræ k, Thi vi var unge T ræ er i Skoven, Vi fandt, a t Verden var saa smuk, Vi kjendte lidt til Savn og Suk, Kun lidt til Øxens b ratte H ug, Kun lidt til V internattens Øde.

E n slog i P ræ stegaarden Rod, Til L inde-L y for træ tte S jæ le ; Som Birkeriis en anden stod,

Og vilde helst blandt Smaabørn d v æ le ; For Syg og Svag gav Nogle Læ ,

E n blev vel kun et H æ n g e træ ;

E d kneiser over Folk og Fæ Og skjød iveiret som en Poppel.

(67)

J a yi blev planted’ dygtigt om,

Og m aatte kjø n t for Blæsten n e ie ; Saam ange Veie som til Rom,

Saam ange vare vore V eie;

Hiin unge, frodige Allee

H ar m istet baade To og T re;

Dem skal vi aldrig mere s e e ; De grønnes i de Dødes Have.

Men m ange Andre savnes her,

Dem binder Hjemmets V edbend-R anke;

. Med disse Planteskolens Træ er Vi samles vil i Sind og T an k e;

Gid p aa et solbeskinnet Sted,

Med nok af L ys og L u ft og Fred, Og med en Smule F ugtighed,

De triv es; de og deres Poder!

(68)

For Kvinden.

(Ved Upsalensernes Besog 1852.)

^ a g n r ig e Bølger hilse mildt i Aften Brødrenes F æ rd ;

Fordum de saae, hvordan vi spildte K raften, Sværd imod S v æ rd :

T vedragtens Pil, i Blindheds E sse ham ret, Sad i vor Moders blodende B ry st;

Og i H jertekam ret V ar der saa ty st.

Nu skal hun k a ste k arsk den gamle K rykk e Smile p a a n y !

Sønnerne tre vil a tte r hende bygge Fredsæ le L y :

Hallen er reist, og' endt er Sværdedaridsen ; Men der er tom t, hvor Storken skulde b o e:

• Hvo skal binde K randsen, Roserne snoe?

(69)

Manden er haard, men Nordens fagre Kvinde Yndig og blid!

Hun skal i K randsen Bøgeløvet binde, H ægblom sten hvid;

Mild skal hun ind i Fruerstuen tr æ d e ; Renhed og Ro vil følge hende n æ s t ;

L y k k en s Fugl vil bede Selv sig til Gjæst.

T rofast i H aab vi fremad ville haste, E r hun os g o d !

Manddom og Mod er Runerne, vi k aste For hendes F o d ;

H øit i vort Banner hendes Billed fla g re ! Saa kan vi Sydens Storme byde T ro d s:

Kvinderne de fagre Kæmpe med o s !

(70)

Efter Upsalatoget.

(Sommeren 1856.)

;

JU er g a a e r en L æ ngsel fra K y st til K y st Med Bølgen, som skiller Ven fra V en:

E n D ag je g laae ved min Broders Bryst, M aaskee je g aldrig seer ham igjen.

Saa fremmede var vi som Øst og V est, E n eneste Sol, og vi skiltes igjen:

Den steg i Øster, da blev je g hans Gjæst, Den sank i V ester, da var je g hans Ven.

En D ag saa rig som et fru g tb a rt Aar Vi taledes ved i vor Moders Navn,

Vi taledes ved om den lyse V aar

Som Grene der mødes i Skovens Favn.

(71)

Og* Spørgsm aal og Svar laae hinanden saa V ort Modersmaal mødtes i Tale og Sang:

'Lidt mildere hist, lidt fuldere her,

Men dog to K lokker a f samme K lang.

Og gid de K lokker i Farens Stund

Maae svare hinanden fra Strand til Strand, Og gid de maae ringe med samme Mund Udover det hele Nordens L and!

(72)

Til J. P. E. Hartmann.

(I Studentersangforeningen d. 30 Novbr. 1860.)

1 N aturens skjulte Gange Tusind Tonestrømme gaae, H er i L æ rkens søde Sange, H ist i Skovens mange, mange K lingre F uglerøster smaae.

H avets Orgel gjennem Hallen B ruser under Stormens Fod;

I dets Stigen, i dets Falden, I dets Brølen, i dets Lallen R uller sig en Toneflod.

(73)

Og n aar Maanens S traaler spille Gjennem L øvets tause Tjald,

K væ lder det i N attens Stille Med de underlige, milde,

Drømmerige Tonefald.

Dog' for Alle ei de synge Disse skjulte Tonespring;

Ik k e for den store K lynge, Ik k e for al Folkets Ring.

Vi kan høre hvor det risler, Men vi famle som iblinde, Og vi ane vel en Kilde,

Men vi kan den ikke finde:

Den som Kilderne vil kalde, Han m aa Pilevaanden e ie !

Den som Strømmene vil styre, Han m aa kjende deres Veie!

(74)

D u , hvem vi hilse her, Du fik den Tryllevaand ! S aa m ange k lare Kilder Sprang- ud for din H a a n d ; Saa m ange hulde Toner Gav D u Løb og L e ie : Speil de blev for Himlen, Og M enneskehjertets Veie.

T ry g t Poesiens Baad

Skjød ud i Strømmens F a v n ; Foran p aa k jæ k k e Vinger

Fløi Gozzis T ry lle ra v n ;

I Stavn stod liden K irsten Med Sulam ith ved S id e ; N økkens H arpe bruste,

Hvor Snekken frem monne glide.

D anm ark h ar ingen Flod, Men baade Flod og Fos Svulmed’ i Dine Toner,

For Nordens Folk med os!

I D anm ark h ar de hjemme, A f Kjæm pehøi sprungne, Og her skal de længe Med T ak vorde sjungne!

(75)

Og denne rige Toneelv,

Den m aatte ud a t v a n d re ;

Den gjem tes ei bag Skovens Hvælv, Men hvad Du eied’ i Dig' selv,

D et deelte Du med Andre.

Studenten tralled ungdom sglad, D et bedste som han k u n d e;

Thi Sang og Ungdom følges ad, Og Hvem vil læ gge Nodeblad For Fuglene i L unde!

Men, sang han ogsaa D agen lang, Saa ly stig t som vor G ra n d e:

D et var dog ei Studentersang, Og Harmoniens Fiirspand svang Sig sjelden over Lande.

D a k aldte Du med K unstneraand Den spredte Sangerklynge,

Og ledte os med Vennehaand Og løste for vort Tungebaand Og læ rte os a t sy n g e !

(76)

D a blev Studentersangæn til, D a flokked sig* dens Toner;

Og svang sig saa med K raft og Ild, Omkap med Løvets K lokkespil,

Mod Skovens grønne K roner!

Og vied hvert S tudenterlag, Og løfted al vor Tale,

Og floi med raske V ingeslag Mod Nordens unge F oraarsdag, Med V arsel som en Svale.

Og mens Du voxte i din høie K unst, Og kunde bænkes i din L aures Skyggæ,

Og mens Du voxte fra din Ungdoms F oraar Du voxte aldrig fra de Unges K re d s ;

Du fulgte med tilskovs, tilfjelds, tilvands:

Du deler med os vore Minders K rands.

Saa lad da dette Billed, Form et af M esterhaand,

Fortæ lle kommende Slæ gter Om dette, vort B roderbaand;

(77)

S aatidt Studentens Tanke Løftes paa Tonernes Hav, .Skal han beundrende ta k k e

Den, som os Flugten gav.

Men D u , sadl op Din Gang Den længes mod det Blaa!

Slaa høit Din gode H arpe, E fter H jertets A ttraa!

Og træ n g er Du til Hvile, Saa besøg os som en Ven : D ig selv og Dine Sange Finder Du her ig je n !

(78)

Til Georg Forchhammer.

(Den 19 Decbr. 1857.)

Hit Land foruden G rændser E r V idenskabens L and,

Som M aalebrev ei ændser Og m aales ikke kan ;

A f Tidens dybe Vande Bestandig skjød sig op Heel ubekjendte Strande Med nyfødt Bjergetop.

Did hasted Du i Aanden, D er hegned Du en Plads, N ybyggerstav i Haanden Og Øiet til Compas;

Du dyrked op Savanner, F ik sk a b t en Koloni,

Og planted D anm arks Banner, Hvor Ingen kjendte Sti.

(79)

Og S katten , som Du øste Af dybest Fjeldespalt,

Dens seige Malm opløste Din Tankes stæ rk e S a l t ; Saa deelte Du dit B ytte

Med hver som til D ig kom, Med hver som vilde ly tte Til V idenskabens Dom.

J a Du h ar Hjem og hjemme I D anm arks L æ rdom sgaard,

Saa B ryllupsklokkens Stemme K an svulme til et Chor,

Hvis Tonebølger favne Høiskolens gamle Muur

Med D i t og Ø r s t e d s NavneO I samme. K langfigur!

(80)

Natur - Forskningen.

V or Forsknings Rige er saa rid t Og* leder efter Grændser,

Thi Stjernens Vei og Myrens Sti Den lige trolig æ ndser;

D et hele runde Jordens Æg' I Himmelrummets Rede,

Mod det vort Øie er paa V agt, Om det vi Tanken kjæ de.

Hvor høit et Maal, hvor vidt et Syn For Øiet og for Tanken,

F ra Fjeldets stolte Ørnebuur Og' ned til Ø stersbanken I

F ra skjulte Kilders sagte Nyn Til Skyens Tordentale!

F ra Skumm ets sølverhvide P ra g t Til L iljernes i D ale!

(81)

Og h ar Du g ra n sk e t Øiet træ t — V o r G ransken træ tte s ikke,

Thi hvad den E ne ei kan see, D et see de m ange B lik k e ;

Af tusind spredte Tegn og Træ k Vi sammenstave Loven :

A f tusind Løv fik T ræ et Tag, Af tusind Træ er Skoven.

Og mens vi tyde Lovens Skrift, Vor sidste Lov skal væ re:

E i blot Guds V æ rk at gran sk e ud, Men af hans V æ rk a t læ re;

A f Stjernens Vei og Myrens Sti At læse s a a Hans Veie,

A t p aa vor egen M yre-Sti Vi Stjernens Fred kan e ie !

(82)

»?AI ,

,

73

Ved en S k o le h e itid .

(Den 10de Septbr. 1864.)

C li o i*.

/ *

O m rusted vi vil være

Til Livets K am p og Strid, D a m aae vi Noget lære, Mens dertil det er T id ; Skal vi med Æ re færdes I Spydgudindens H æ r,

D a maae vi tidliV hærdeso Til Aandens V aabenfærd.

Af K undskab maae vi smedde Os selv en Brynje blaa, .

Og flittig sammenled de De tusind Ringe sm aa;

I M odersm aalets E sse, Ved Sandheds L uesk jæ r Vi ham re m aae og hvæsse Forstandens gode Sværd.

i

(83)

Men A rbeidsaar os yente, Om M aalet naae yi vil,

Og langveis maae vi hente Den Malm vi træ nge til:

I Oldtids dunkle Gange, Og ved N aturens Bryst,

F ra Nordens Sagn og Sange, F ra H ellas’ rige K yst.

S o l o .

Æ re A kadem os’ L u n d !

Æ re Hver, som Sandhed søgte!

Ham, som læ rte, mens han spøgte, Døden drak med Smil om Mund!

Æ re Sangens M orgengry!

K unstens stæ rk e M anddom salder!

s

T ankens rank e Søilehaller!

De, som staae, n aar Stenen falder, S læ gt p aa S læ gt til varigt L y.

Dog, hvor h erligt H ellas’ Strand S traaler over Folkevrimlen, — D og h ar nærm ere til Himlen

Sinai fra Ørknens S a n d ;

Figure

Updating...

References

Related subjects :