Digitaliseret af | Digitised by
Forfatter(e) | Author(s): Kok, Martin.
Titel | Title: Under Fanen : Digte fra de sønderjydske Krige.
Udgivet år og sted | Publication time and place: Kjøbenhavn : Valdemar Petersens Forlag, 1883 Fysiske størrelse | Physical extent: 104 s.
DK
Værket kan være ophavsretligt beskyttet, og så må du kun bruge PDF-filen til personlig brug. Hvis ophavsmanden er død for mere end 70 år siden, er værket fri af ophavsret (public domain), og så kan du bruge værket frit. Hvis der er flere ophavsmænd, gælder den længstlevendes dødsår. Husk altid at kreditere ophavsmanden.
UK
The work may be copyrighted in which case the PDF file may only be used for personal use. If the author died more than 70 years ago, the work becomes public domain and can then be freely used. If there are several authors, the year of death of the longest living person applies. Always remember to credit the author
J 3 , _ J J V r* :-;
\
DET KONGELIGE BIBLIOTEK DA1.-2.S 53 8°
1,1 53 0 8 07305 0
i
I
/
i
r
f jTs
pf Ty ^ ^ v * » F ••<,'.
.
” '***••••. . V r v *.•. - ■
' ; v . ; > . . , ; ^ • - • ' * ‘ '
■■ >■■-* _•' ;'v • ■
-: ’ •,' : . ;. - _____
■■■■.-■■ w m w
. > > u :
iftft æ :i ■'■! r . / ’-V.
... „
.. *■ ■■•’ , f t ’ ' - ' - ' - ' '-. :* .;■:... ' v. ' ••>• ft. c - : V - W "■'
, : ... ' ‘ , ' 1
- W .
S f t v P - P / f t v ^ f t A - •■ V; ’
^3*?4
s - . / % m x 3 > ; - : _ , : . : i ? v - . 5 - i t
, - ' - - . ~ f t • ' / . f t ' 'L'
ftft-V
to-i , 'V , ’ . . . ,.
gTty/- - I s " ft : ft . .. .- : • * . KC& * - 0 *>•&:•'• - •■' • ' ' " ' f t
- v -
'- • • ■ - y~ .
,T M
. 'ft "••■.Vt
.vr~\* £:■
’ ■ ■ > ; . - / ' . w
V ;
■ • ■ ' r
: V - ... ' ■.,■ p *.. 1 .!•• : r " . U .* ' ’ - ■■ '*• <• ■*
' f t T * ' ... . ; "..:v
■v r . • -i.-'. ■ v
-w- ./:r : i \ r . :
' (
■ »* *. v.« f : ! •
f t v f t f t ' . ' . , . f t f t f t . ■-,-
V-
.• •
;V- '
V
j . ^ - ' r
f t . . .
' . ‘ ' • $ : / fT ' ' ' ' ; . • ■ ' f t . ' - : • f t f t -
-■ V' r-,r. ’ . ftft • - • ...
f t . - v ' ' f t - " ' * ' ' .■/
t e f t i - ■ ■; ^ f t E '
••-;■■■••- ' --v .•
. v ' • * ;
■V : > P ■ :‘-;-V '' '
' ^
. - • ■ l i r
f t - ' :
. . . t f t f t f t . - ' ■■
; - ■ -f ' • • ? - - . ^ ‘ ». - . f t . ■
■X * -
• ' ' ' f t / • ' ■ ■
W f ■ : ;:.-• r t . V - ' .
^ '-2 Z - ■ ■ :
:;V
•sf-
. j ■ ^. . <■. ’ .* %-» .*i
' • v ^ •*>'
ft . S - f t ' f t , ' f t
. , T . -s/
y ’’v
j ' . ' - ' s ■ j . ’v
p
''ife v ft^ ..
t e . f t , . - ,
f t ' # 5 ^ f t . ' - f t f t . %
•’ft •' . -: V ;
’>••’ •* •— *. . **-
i / - - • ■ • • ' • , • • ■ • '
S , ' .i . •••- ' ■ ;• .
H • • ■ f t f t «
• . ■ f t ’ l é f t f t f t . ■ • •
^Sl ft'Pfeft" ft#ft ft.A-;
S ^ f t . . f t f t ' . . , ' v ; . f t ' f t ' f t ‘ f t ’ ^
' " f t ® : . ' :■'. V
■ .v ' . .. ’ ■• ' : • ' . V ' .
- ' r ■* '•-' ; . f t ■• ■ : -:••
t e '■• ' '-'■••' S,/' • ■ - .ft .ft
■•■ ■’• . ■ • / , > . " ' ft '■ v • ■ • ' " ,-*, ; • " • •
'• v f t,- Uft ;• . -ft'?:.
v , >i ■■
v _ • - ^
-*■
•. vV
•. * • • : > '
- ,:•* •“*'• ;
". ;
t
f t
T ■■'. ' .'■ ■?'
. ' • f t . . ' 1 -.
..V
ft. S - f t
; ■' .••
Il| I ; - ■; . f t > :. • • i v*.%- . - ' ■ . •
: f e ^ f t f t ; ' ; ' ‘ f t .S - : : :
. f t . ; ' . ■ f t ®
' ^ • a H
._*■1
'•■•'. i ft ft..-; - . i P i l;ft . 'ftftft
V ' f t '
■ftft
: ' l ¥
»^'"’ft ft ft ft
' ' '"" ' ’ ',ft r'ftft:ft?M' ft ' •■.
• ■ '" ft' ; •. ' V . ft./ .. ‘. .
É a v f t i : . , ■_■
> ftv,
I? i ■.. ..
s. • ■ /
■ft - i
v'
■ ^ ■ v f ' • •
? .Y-
:#ft ft.,, A.
: f t - 1 - v iw - i ■
• , . - . .
ft' :
v . v * ■•
f e
S .
\ •'
U N D E R F A N E N .
* •. ^
M'--i,--
y
• • > >
>
/ ,
t
■ ■ < ■
V
• v / ,; v > . •• ./ •..
n ? V - r ' c V ? v
w
% m f , > V y , < , x V " r V - v V V ' ■, .
V ' ^ ' r v ^ v v - : v , v , v
* • _. t + •*►;- ' ‘ V * . •: • - . . . 4
_ :- - .• - 4 .v t s V . -~, -■- • ' •■'-
p y r j f c ^ p > -7 c . * - . - i r V / - y * i
S * ;5 y s f S ^ ; C : ' v - # - —
*“V * X - •
i . : . ' * " ' : ^ l ' - r-- ''T v - ■ ' ~ ^ T ; - A ' - ' ' -
^ v - i K •’ ■■
T.:' .
{*: . ..
■&~-i .***' *'%• •, '<•'/ ^ , ' r » ^ ' " r 1' ^ 7 ' • •«'- -
“ c m , ^ V - •:• - ? t o ® s v V
. '"*•* * ■' .''• '* ' /•* - •* •-•-.! • V
' r .’ v v f v . v * - • * V * ' v - t . A * ' ' * * ' ' * ■ ■ " ^ '
<• • - * ■ -v.v.-. - v r • ‘ ' •• •- •*----• • • ^
' - , • • • • ■»;• - •** .
. - - r - i . ^ > V.. *. , , / •
- . i - r v ' ’ • ;~ ' V
V V V V V V V
- ■ 'i - . ^ . v c w , ^ - : ■ ■ V ■ - '
“i -
: ' ' V ' ' . • » ^
• / ; r . ( v ...
m k . - ; . - ' : v :
i '“%*■■ * * **
' . ,■• 4 ’ . ••»'.
■ J > , V /
■- V
■ S \ ■ '>■■..■■■ V ' r J -
■
. ' . ' o . .
•'.' -■•• '•' >' ' C-’ - ’ ■..
: • ' . : ;
- / ■ ■ - ' i :: ' •'••••
. r ’- v
- 4» ' • * . v J
- i ' . . * • - 4 *.
W - . ‘
4r - . ^ K. v-.
^ ■ - ■ ■ ,
■ 40 r n
: * ;
V, *"
• ...
» .
t
^ • ' ' y :s - - t T- -
: V . . ^ 7 ' . ; ' . ; V ; v ^ : - ' + i ' ' V
- 4 s
•> » 'y_
; -/ .. .
' • /
-i-:‘J ' \
*. ’ -
. . t*;
" -?s* '•
'« "
■'r& /■ i
^ . . . .
■. .1 K
v'*
• ' : ' - ; 3 ' -
i . . ’. - ' ' ' • • ' . ' ■ < *
•' ■ . V
• • ! ; ’? ‘
'• K> S , > • •
- ' V " ; ■ v :
' v : a
* - ' ; * ^
4?.-' T i - - ’' ■ ; -. ? ' • v • ; . •
' ... ...’: v •••
-
u
J ' *
■ - '- -»*-- •
■ i v ;•'■
• '
: >..
■ „ . Z - s c p f -
. i . ■ : ‘’' : v
* . i -
■ r ■ lT'• i . •
' . "• :
• -, • - • _
•r: : v v ; ; ■ ;
, ’ ^
<A
v i / ; - :\ . . • ■;•
■K “ - ■■ - ^•-. ■ • f : ' . . - ? . - i . ; .
: , H
- , , -.q < > ' v
'■ ^ f y - i
; v:' : . .' f ;.
• t i .
£y.
% S •',* -
?; -
L
. r
* *4 **• r.
- > c
v - - ■ «* • •' • . • - . . . - v ; ' < r ir - • -
: v - . ' • % . ■' . - ‘ -;
„ : . f '■■ - • • -
M * - J . * - . ‘ ■ -
* - * — . •• v •
• I '.■/■:
v / >- V V " t
l b ' ^ . A - > A -.
' \ -
?-■*; J ’ -
• ••■ ‘ ' f .
•. - . ' • " 1 .
' - v .*;J V
/ . ' ■ V r < / r
f V - : • . V f - - , ^ - r
• i- - V • , - T
#• *> \ " 'V',
' : V - .
. ■ •: *
- V V '
■ ■ -
* * ' • - fc - -
\ i
i . :" J ,
■ < . )•
" * r * i-Tt.-
I . , ^ » A • . • •_ .
;_*r ■ ' ••■ f
. .,:,■ v . . ^ - ; ; r - - ■
■ ^ •■- - - •
- - A
£ r ^ - ^ '*- • *' r. )' . - - * , . » . . '•s.-
A: ' ~ f
1
-V
■ . ■...
k ? K v ^^ • - ' ‘ *■
,r - , ; . . .
1^ -
K M . y . r : >••■*■7:-
1 »« : . . * * < v-' - , ’ - • . ' • • , . i * '.
r *.•*• ' <■ .'Uv ‘ • • •
.-Slv .
* ' ^ - 4 ^ ' ‘ . . ' ^ *» .V
* ' ''7
- - ■■ ••
. . . . . . . . . ,
r # r -.• V V ' v ' - " V • 4, - 2 r V . V ‘ - ' -
.Jti.' ^ ' ' • v l ; : ; v . A V . - y - • •• ' \ . . ' - . V- ■" .• ' • ■•'
i i & - ' : : i : - > ; , v f e : ■ '. - . - i - . ; / ' ' : >
m f i
*- s -
-N 1 • __ ’ l » ’
- '
i - ' ' “ «• ' ,
' ■ i . ‘ i . ' • * t
'■ ‘v 4 •■
' ' ' -:-s ■ • . - ■ / , ■ .
*•' ' • V - ••
; - • ; T -
, i * - - ■
. v - ; ' : t . # :
c .
%
, . ^ / • ' V . v
.. V ' - , , . ;■•■
, - * ••■.
-■;• ’*'. V - V
- ..-. ^ v M . - - • ■■'
■ : ' - . ' v V ,
; "■ r ' ' . , V . . . .
• > ■ v ’j ' i f a } ’ ri* v
; _ x . .
' • s ; V . . i
. ' . t -t
■■■V1 V , .
s l '- . ‘ i * ' , ' 1
' •* ■ V.
• - S: ••: • 'C - T : <“
• v X •
1 1 ■ - V
' i s k ; V -
^ . V s •■-
i "S- ' c ; •■■-•
" r ■ ^ ** .*- s * *.
* . ■ - / t. . ► ' ^ ' » r . . , . *, r' •
- .? , ^ ' i .•: : , - . a S 4 J V :■
‘ ' • > ! • . > . . . '• - •
:> . : t ; ' ; '
. r ' -.
' -•:••• y_ . : •
r r r
* *T
■' -■
y m
rt.‘
^ •' /
S ^ - ’ k l '--t-V-l ■:•■■■
! : ' , S & ” V X v ' 4 3 ^ ' ■ '
• o .
f c ^ ’^ r r ' A ' - r ■' . *a >.
-e \
v w .
•• •• x . . r •
^ ; i V ' v - v
• tA;. A
' - ' • V
•./
V v n ? .
l i i S in j - - «
“ p* *- •-, * 'v-*
\
", •/ f *
\ -
i r t i ' . , -
f e f i f ■.,.
. . . , > ■■Jrt.1V K -.' ■, V -.'. • * ' : ^ - '*;.-*■
v -
• ’ f •
^ ' -X-
■ 5. '•*>■.-■
«. - t -. ' \ \
vr ;
. - -X
x - .
i ' ' ' . - v e yi. ’ ; •■'r- ~ i . ' - *"V>'>, :
V* . A
i * ■ 1
' j
> v - X v y : V W , -, • i
fc . , . . r: . ; .-. t a L V ' - t - " ' . • • '• - •
1 . , f r X
. >J- :*v *. ,7 •.; '•«■,"• y
: ^?AViÉKp£Sf f V -V- v V
ti- ; - ’ ■ X X 1;
^ ■> ■■
• . - -..■ -»»:••. ■
. - x - . ■■■ > •
- X ; . i , •
• f v v ; '
‘V - • ' •
: .. 'i v y -
• - f . - > S " - ■'' 7 '- •
- ■ ^ ■ 3
■ - - ! L - •:V*,.» •, - f-.
♦ • ' - s . r - ^
. - T t.'-.
' '• - , ' r . . v y
■ - . r V ' = y? ••' . ' •, '■■•■ - •
•r /•|#i •
-,1 • ^
-»■ - m :
> \
s
t -• * 1 ••' • * . .
i;_W:W:_ v _ v. 1 ■•tA -J f.4
i f f '■ . V
> • . %
- , • ■; y ■. '
C . ^ v V "r^•;. ? r-y.
M A R T IN KOK:
UNDER FANEN.
DIGTE F R A DE SØNDERJYDSKE KRIGE.
FØRSTE SAMLING.
K J Ø B E N H A V N .
V A L DE MA R P E T E R S E N S FORLAG.
1883.
j
i :
S
s . ^ 1
tf . x 'b.
i
‘ i-
>- ' !■
i ' M U - 4
■■. ■ ♦*/. ■ ', 3
; W
' y O*. • ‘
. ■'
1/
V.' y ; l: x >
w - a
,A
RASMUSSEN & OLSEN. KJØBENHAVN
f r . ~\*
t
Underofficererne i Kastellet
tilegnes disse B lade med hjertelig T ak for go dt N aboskab gjennem io A ar.
i
!'
1
»‘
*
! >
V
; C
' V
y
f
*
-1 r
! '•
I ’
■ j ;
r
• l
' ;
v.
i
<c
,
•i
i ' i '
i?
i l
\
h
I N D H O L D.
' * Side
S ønderjydens S a n g ... i.
V o l d s t r u p... .. 4.
A ugust M ø l l e r ... . . . . 19.
E n Ilddaa b ... 25.
B erettiget In d i g n a t i o n ... 31.
S mukke T i l b u d ... 35.
S jette Juli Ma r c h ... *... 41.
F lag i Ma s t e n ... 13.
T o S k u d ...50.
E n dansk P r o l e t a r ...59.
E n S k a n d s e g j æ s t ... 66.
»
K okarden ...
S e x o g t r e d s... ... . P ionerens F o r t æ l l in g...
G raven ved H ø r u ph av .
: P aa Idsted H e d e ...
/
SONDERJYDENS SANG.
e siger, nu er D øren lukt, 1 O g S agen b ra g t tilende, ; V ort stakkels H aab for eviar slukt
Om a tte r hjem at vende! •
i
Nej, H aab ets T ræ skal skyde Skud O g A ar for A a r vel løves,
End er ej K am pen kjæ m pet ud, ‘ b ø rst nu R e k ru tte n øves!
•
t- ♦ . t e
I høje H errer, som saa fræ kt M ed R e t og S andhed spiller,
Vi h a r ej S væ rdets tunge V æ g t O g D iplom atens Briller,
Men vi behøver ej mod Jord A t slaa m ed S kam vort Øje, O g vi p a a ham u ro k k et tror, D er k an den S tolte b ø je !
E en efter een vi G am le g a a r Til R o uovervundne,
Men m een ej, I de U nge faar V ed L øgn og R æ n k e r bundne!
H vad vi h a r talt, hvad vi h a r tæ nkt, D et sm edder de til V aaben,
O g der blev P o rten daarlig stæ ngt, H vor H jertets Vej sta a r aaben!
)
Vel gjør I h a a rd vor T ræ ngselsstund V ed sm aaligt os a t kue
D et hvide K ors p a a røde Bund Vi aldrig m er tø r skue!
: .m ; : .
o'UA'U : ■- r A u , j
rÆ
■s
Men om I snuser i hver K ro g O g der forgjæ ves leder,
„Gud signe gam le D an n eb ro g 14, Min D ren g hver A ften beder!
S aa syng ej eders Sejerssang, I h a r slet intet vundet,
D en K am pens D ag endnu er lang, Som S kjæ bnen os h a r spundet;
Thi vi vil sæ tte T rods m od Trods, H vor tid t end H aab et glipper,
O g slipper D anm ark ikke os, Vi aldrig D an m ark s lip p e r!
i
;
i i
i«
! i
VOLDSTRUP.
I. !
i
i
ads V oldstrup hed han, den brave ; K nøs, | Om hvem jeg- i D ag- skal fortælle, i
H ans D a a d og Død er saa stolt, a t vel D e t N avn i en Sang- k an gjælde.
: D et v ar imod M idten a f A p ril;
D e D anske drog ad M ysunde V ed A ftentide m ed ilsom H ast, A t Slien forcere de kunde.
Men da de naaed den nordre Bred, V ar B aade og F æ rg e r i Tide
A f H jem m etydskerne snedig b ra g t ' I B ehold til den anden Side.
D ér stod K ap tejn en med sine F olk;
H vad nu ? F ø r N atten var o m m e ,' H an m aatte over det brede Vand, F ø r von der Tann kunde kom m e.
H an saae paa sin S ty r k e : tusinde M and Med sam t K anoner og H este!
S aa k aldte han Officererne frem
O g raadslog med dem p a a det bedste.
Naa, R a a d han fik vel adskillige af, Dem h a r vi jo alle i M ængde,
Men U lykken var, ved hvert eneste ét D er stadig en H age hæ ngte.
“ ■ -
' f ’A"
: - , v
- ' ^ y :
V i ■' .
Og- alt imens listed Tiden bort, Som var saa dyr for de D anske,
D et stem m ed for Worishoffers B ryst, A t alt m aatte opgives ganske!
D a tra a d te langsom t a f K æ k k ern e frem E n F ynbo — det hørtes paa S tem m en:
„Hr. K aptejn, m ed Forlov, det var m uligt dog V i os kunde knibe af K lem m en !“
„Tal frit, min S øn!“ var K aptejnen s S var;
O g V oldstrup b eg y n d te: „Vi kunde K an sk e, da vi slet ingen B aade har, P a a en F la g e naae til M ysund e!“
„En F lydebro m ener D u ?“ — „S aad an om tre n t!“
D erhenne p aa L aden m aa være,
S aav idt je g tæ nker, en ordenlig P ort, .Som sag ten s en M and kan bæ re —
D en løfter vi af og sæ tte r den ud, O g saa derover je g sta g e r
A t hente B aade til flere Folk, O g siden F æ rg e n vi t a g e r !“
I W orishoffer det gav et Sæt, H ans m andige Øje lyser:
„F risk da, min Søn! D u h a r Mod og K lø g t, D ig tro r je g ik k e de k y ser —
Men ta g D ig i A g t for det lum ske P a k , A t ik k e p a a L ur de lig g e r'/4
„A ah, je g h a r jo Ø jne44 — m ente M ads —
„Og saa en Slire, der stik k e r!44 . . .
D et pladskede tu ngt i det sorte V and, i D e saae ham p a a Fjorden forsvinde,
D en djærve Gut, som i Mulm og N at A lene drog m od vor Fjende.
V... ... - J
D er sk red en Tim e — endnu en. halv, j D et faldt dem saa sæ rt at vente —
D a . . . tys . . . i den stille, lydklare N at M an faste A a re ta g kjendte.
N æ rm ere . . . næ rm ere L yden kom, Flotillen til B redden naaede,
Thi det var Voldstrup, som stevnede hjem Med otte forsvarlige B aade.
M en kn ap var H elten kom m en til I.and, F ø r hver en B aad var bem andet,
D et gik derover i strygende F a rt A t slæbe F æ rg e n a f Sandet!
i
;
ii
O g før det dagedes, lød et H urra F ra D anskerne ved Mysunde,
Nu m aatte den æ rede von der T ann S kam kom m e saa snart, han kunde!• *
' i ;<y ^ : v-? v . - T-
v- >
.V
&■
i.J-.
I
|!
$
Men om Alads V oldstrup et V ers blev gjort, H vordan han skaffede B a a d e :
Een dansk S oldat p aa en L ad ep o rt T og hele den ty d sk e F la a d e !
O g K rig e n brød løs med F ynd og K lem , V ore Jenser fik varm e D age,
O g hvor det gik frem, var V oldstrup først Alen sidst, n aar det gik tilbage.
S .
■ 4 . >• \
f ,
r - ■*{
?' ■
■ ■
ft ■
&
L A
*L:å
H an var deres m odigste, bedste Aland, N aar K u g lern e peb dem om Øret,
Stod han, hvor det haglede allervæ rst O g tab te dog aldrig H um øret. —
En D ag, da efter en D y st de sad O g gantedes i B ivoakken
O g havde faaet en O m gang V aadt, D er altid jo hjæ lper p a a Snakken,
. i ,
, L vE k
1. ,
' -,1 ■ > ••
/ -
• S ■ ■■ ,
y i
- *
S a a sagde S ergenten, den rask e H arm s:
„H ør H undred og syv og fyrge,
J e g g ad nok vidst, hvordan det g a a r til, D u altid fa a r dit p a a det tø rre?
Vi andre pæ ne forsigtige Folk M aa lappe p aa Bulen og B uklen,
Men D u g a a r jo p aa som en ren K am el O g faar dog ald rig p a a P uklen!"
„Ja, ser I, det er nu sin egen S ag M ed m ig “ , sagde V oldstrup besindig,
„Jeg h a r mine g'ode G runde til.
A t je g tør væ re saa vindig!
Min M o’er h a r fortalt mig, da je g drog ud,
— O g deri just K nuden stik k e r —
t
A t je g er født med en S e j er særk,
«
Som gjør m ig for K uglerne .s ik k e r!“
„En Sejersæ rk? H vad er det for en En?
O g hvad skal saa den betyde?"
„D et lig g er i O rd e t!“ syntes M ads . . .
„Halløj! de b eg y n d er at s k y d e !“
i
. I I -
V ed S nelm arkerskov g ik det blodigt til, T re G ange storm ed de D anske,
Men dreves tilb ag e af O verm agt, Tilsidst de splittedes ganske.
' O g Fjenden træ n g te de V igende h a a rd t I L an g s Goos Sø til K ongevejen,
D et blev til en Flugt, før de vidste det selv, D a standsede Chefen I,egen:
V
ti
i
I I
fi
^ *
r
, 1
„D et g a a r os g alt, om vi ej faar Pust T il at sam le T a n k e r og K ræ fter,
Men vi h a r ej Stunder, thi Fjenden er I H æ lene sn art b agefter ■—
K am m erater! er her ej et P ar, der vil
! Som M ænd for vor Æ re stride
i
1 Og" give os R a s t kun et Ø jeblik,
i
j S a a meld jer, det er p aa Tide!
j
T hi vi b li’er frelst, om p aa V ejen lidti
Vi T ydskerne kunde forskræ kke,
O g ser I — b a g disse S kj æ r ver og Sten, D er er dog en Smule D æ kke . . .
H vad Ingen?-‘ — Jo Een! O g K ap tejn en saae ; P a a V oldstrup: „Ja, farlig er T in g e n !“ !
„D et veed je g ’4, var Svaret, „og E en Hr.
K a p te jn E r lidt, m en dog bedre end I n g e n !“
V i
n :
<
r
„Bliver Du Gut, saa dæ k dief b ra v t B a g Stenbunken her ved Siden,
Gjør, hvad Du k an og saa g o d t Du fo rm aar O g spild de Iv arnailler T id en !11
, M ads V oldstrup gjorde H onør igjen,
; S a a stilled han støt sig b a g D y n g e n ;
H an vinked m ed H aan d en : ,.Naa sam l jer snart,
' F o r dér kom m er hele K ly n g e n !11
t i II
i
t
j O g ilsomt Jenserne tra k ' sig bort,
!, S kjønt m angen det sta k vel i B rystet,
Men staa p a a en V agt, som den han stod, D og ik k e en eneste lysted . . .
D er lød en Salve, et højt „ d a ra n !11
i
E t enligt Skud var kun S varet,
D a lytted de D anske og skottede om : H vordan havde V oldstrup sig k laret?
V .
D e ser K am m eraten, han lad er paany, O g nu . . . h an v ak ler og falder
M en rejser sig a tte r og . . . vil h an fly?
Nej nej, h an sigter, det knalder,
O g S kuddet ram m er — men ak, h an selv, D en eneste, som turde blive,
H an ta b e r sin Riffel og segner om, F ø r a tte r han Svar k an give!
O g som der var kom m anderet: „ H o ld tF D e standsede alle tilhobe,
D a h ørtes K ap tejn en s dybe R ø s t :
„Nu er det ej Tid at m aabe —
Se han var tro mod sit Land og os, O g vor skal i D øden h an v æ r e !
H vem vender og ta g e r M ads V oldstrup m ed?
F o r ene je g k an ham ej bæ re!
H
r ^\
D et ra a b e r om Hævn, det H jerteblod, Som dér m aa Stendyngen v æ d e !
Ja tidobbelt H ævn — K am m erater, h ø r ! D et er T ydskernes skingrende G læ d e !“
D a vendte de alle\ E t højt H urra!
Nu rysted e Løven sin M anke!
Frem ad de storm ed, m ens L yn ved L yn Skjød fra B ajonetterne blanke.
D en knusende O verm agt var glem t, H vem kunde vel nu væ re bange?
D anebrog vajed, T rom peten k la n g : Til H elvede m ed de m a n g e !
O g von der Tann p a a sin sorte H est S k re g „vor\vårts“ til ingen N ytte,
Mod H æ vnernes vilde R a s e ri K a n intet F e ld tra a b b e s k y tte !
'
* -W * *
i A .
v,‘:i ' - '. .'i. ”v ■• -
Som H unde for Svøben dreves de bort A f dem , der for V oldstrup sloges,
A d M ark og Vej i en vrælende H ob D e ty d sk e F risk a re r joges! —
S la g e t var vundet. D e løfted ham op, H ans K ind var bleg og hans Stem m e
Lød bristende mat, da han hviskede svagt:
,.Jeg er saaret, kan je g fornemme!*
D e stod saa tavse, de sejrende Mænd, M ed underlig nedslagen Mine,
i M en W ørishøffer tog H eltens H aand O g try k k e d den varm t i s in e :
• \ '
i
„Ja saaret, det er Du, min herlige K nøs, M en D u er hæ vnet tilfulde,
T hi vi fik T id til a t samle vor K raft, Som netop vi m aatte og' skulde!
O g Gud velsigne D ig for din D aad, Se, Fjenden er sp ræ n g t og slagen, D it Navn blev L øsenet til vor Sejr, O g Sn elm arkerskov er ta g e n !“
D a tindrede V oldstrups Øje lyst, H an saae sig om kring og smilte,
1
| S a a sank hans H oved m od B rystet, m ens P a a stæ rk e A rm e han hvilte.
i Men da de ham b a r p aa G evæ rerne b o rt
| I stille S o rg for den Døde,
H an aabned sit Øje endnu en G ang
; O g nikked dem mildt im øde: ■
„Farvel K am m erater, og inderlig T ak, A t slagen I ej lod mig ligge!
To tydske K u g ler blev støbt for mig, S a a skudfri er jeg vel ikke —
V _______________• J
M en det er dog sandt med den Sejerssæ rk, T hi var ik k e h er je g blevet,
S a a havde I aldrig gjort F ront igjen O g Sejren fra T ydskerne revet!*'
r
* t
\
AUGUST MØLLER.
ed Slesvig stod det første S lag I Sønderjyllands K rige,
! Trods W ra n g e ls stæ rke O v ertag D og ingen vilde svige.
T hi K am pen tra k i Tim er ni, Ej førend D agen var forbi, D e D anske m aatte v ig e !
D er var i første Jæ g e rk o r En frejdig Flok Studenter,
Som drog m ed L yst til Slesvigs Jord, H vor M odet ret gav R en ter.
Ja, K a p ita l de sa tte ind
A f K ra ft og Liv og Ungdomssind, D er sig i G jerning prenter.
Men selv om A rtium m an har, D og skudfri b li’er m an ikke,
O g m ér end een S tudent det var, M an saae p a a V alen ligge.
S n a rt A m bulancen kom derhen, S a a m aatte de som fangne M ænd S ig pæ nt i S kjæ bnen skikke. -
P a a Slesvigs L azaret de kom, O g alt imens g ik Tiden,
D en b rin g er m ed sig L æ gedom F o r S a a r ogf anden Liden!C }
Men da den væ rste Tørn var endt, D et lysted hver en dansk Student Igjen at g aa i Striden.
D en T anke, K am pen daglig stod A lt under lyse Bøge,
Vel m aatte for det unge Mod A l K jedsom hed forøge.
D o g det var deres væ rste Sorg, A t Prindsen af A ugustenborg D em voved at besøge.
Som K a tte n efter Musene, D e D anske at forføre
H ver M orgen kom han snusende S ig læ k k er ret at gjøre.
D a fandt S tudenterne tilsidst,
D et var en G ang p aa Tide vist Om Næsen ham at tørre.
O g saa en D ag, da Prindsen gik Sin R unde, som han plej ed,
S a a svared Møller p aa hans N ik H elt englem ild fra L ejet:
,.Ak, E ders Højhed, det er slemt,
Je g helt mit Skole-T ydsk h a r glem t, D et h a r je g overvejet!
Je g løber S ur i alt det Skidt, B an d ag er, M ad og K læ der,
Men sæ rlig savner je g saa tidt E t S tikord disse Steder.
O g da je g k an kun Sønderjydsk, S a a oversæ t m ig først p aa T ydsk D et danske O rd: „F orræ der ?“
D en høje Prinds blev flammerød Som D anebrogens Flige —
Men M øller a tte r Pausen brød:
„Naa, det vil I ej sige?
Ja, H erregud — fortæ l saa blot
H vad ,.M éned“ kaldes k o rt og g o d t Hos Jer og E ders L ig e ? “
O g P rindsen stam m ed, mens hans K in d V ar hvid som Sengens L agen;
D e S pørgsm aal faldt ham sæ rt paa Sind S aa fastende paa D agen!
H an drejed sk arp t p aa H æ len om, O g det var sidste G ang, h an kom Til Jenser med B eklagen.
Men M øllers L atte r frisk og k lar Lød gjennem L azarettet:
„Sé, saadan er det, n a a r man h a r S am vittigheden le tte t!
Jeg grunded p a a den ganske Nat, H vordan je g skulde faa ham sat D en B eet p a a R e g n e b ræ d te tP
S a a et H u rra for F red rik R e x D e jubled til hinanden,
Men L æ g en ra a b te helt perplex:-
„Den K n æ g t er fra F o rsta n d e n !“
„N ej,“ — svared M øller — „uden Pral, D et var jo Prindsen, som blev gal,
Men je g er k lar i P a n d e n !“
Tzn -"v:: 7' ' Wb , ’-"•
>;•
EN ILDDAAB.
I
I
et buldrer hult gjennem H arritslev By,
H vor I.ad er og L æ n g er flamme, O g K ru d trø g en sæ nker sin T ordensky,
H vert Lyn gjennem den m ed dræ bende B ly Vil m andige H jerter ram m e!
T hi rasende storm ed m od D ansken dér De tydske T urneres unge H æ r.
O g T a a g e n over den b ak k ed e E gn S n art S lag m ark en ganske dæ kker,
D et b lin k er a f R ifler fra h v ert et H egn, D er rasler og piber en haglende R e g n A f K u g le r m od D anskernes R æ k k e r;
I F ro n ten de vakle — det gjæ lde m aa F rem eller tilbage, man kan ik k e staa!
D a k asted de sig b a g et D ige ned, O g try k k e d sig tæ t i K ly n g e,
P a a P an d ern e perled den kolde Sved,
D e t var, som R æ d selen s M are dem red, K u n K u g le rn e h ørtes synge.
H ver dæ kkede sig, som han kunde bedst, T hi D øden stæ vnede Gjæst til Cfjæst!
Men op p aa V olden en L øjtnant sprang, H an hed Otto Vaupell m ed Æ re!
H er fik sin Ilddaab han første G ang,
K jæ k stod han dér og sin K lin g e svang
\
--- — " N
F or Jenserne M anddom at lære.
S aa ung og dog mellem alle dem
D en eneste, som turde vove sig frem.
F ø rst tav han en Stund, saa ra a b te h an ud Til dem, der klum ped sig sam m en:
„Er der ingen fler, som tør sta a for S k u d ? S k al L øjtnanten ene vove sin Flud
O g ene sig fri for Skam m en?
___ , r ,
H erop hver den, som h a r Mod i B ryst, Thi her er luftigt og h er er ly st!u
H an k aldte højt, men der kom kun to, . . . D e N avne forglem m es ej heller,
D en raske C arlstruf og Nøddeboe,
D e ra a b te H urra, sprang derop og lo:
„H r. Løjtnant, R eserven sig m e ld e r!“
O g V aupell hilste dem : „S aa er vi tre, Som frit tør T ydsken ,i Øjnene se!“
J
V A
„H ør Carlstr.up, det er i G runden slemt
— Tog- N øddeboe nu til at spøge — A t je g P arap ly en i D ag h ar glem t,
D et h a g le r jo h er og det var saa nem t B a g den lidt D æ kning at søge!“
„ F y !“ svarede Carlstrup, „det m ener D u ej, S aa tæ n k te jo T ydskerne, Du var fejg!“ —
S n a rt kravlede en og anden Jens P a a D ig et op til de T rende:
D et var jo m uligt . . . det kunde hænds, A t Ilden var sa g tn et lidt imens,
S a a nu m an F ront turde v e n d e !
O g før det hele dem ret stod k lart,
Mod Fjenden det g ik i strygende F art!
D er var ej en eneste M and, som sveg,
I
O g Fjendens D æ kning blev ta g e t;
Men langsom t og sejgt kun T urnerne veeg, V ed næ ste D ige de „v o rw årts-4 sk re g
r
O g vendte sig a tte r til S laget!
D ér m ødte de D anske det sam m e Spil:
En K u g lereg n gjennem blinkende Ild.
D a dukkede alle sig ned igjen,
Men V aupell var k la r til Bataille,
H an stod p aa D iget og vinkede hen Til F an eb æ reren : „Hid min Ven,
D u er dog en Mand •A dm iralitet
H erop m ed Fanen, her er dens P lad s O g her, m aa jeg tro, den kom m er tilpas
O g A dm irallie var ej af dem, D er sæ nked af S k ræ k sin Fane,
D et pirrede i ham, han maatte frem, Om ogsaa K onfekten var lovlig slem, H ans Mod det ej kunde rane!
S nart D anebrog stolt for Vinden fløj, S a a det kunde kjendes, den ik k e strøg.
„I danske Soldater, som dæ kke je r til“, Tog- V aupell djæ rvt til at sige,
„Nu k a n I følge os om I vil,
Men frem ad g a a vi mod Fjendens Ild, T hi D anebrog skal ikke v ig e !
E n K u g le k a n naa, en K u g le kan slaa, Men M ænd i B ry ste t den ta g e m a a !“
l
!II
I
F rem skred de Fire — da m ylrede op
t
P a a D iget de danske Soldater.
G eled ved G eled i storm ende T rop;
A fsted det gik, trods K u g le rn e s ,,S to p “
t
M ellem dandsende S p ræ n g g ra n a te r!
I
| O g saa fik T urnerne deres Behov, D e mindes endnu hin D ag ved B o v !
V ___ __ ___ ______________________. N
3 0
BERETTIGET INDIGNATION.
eptem berdagen var saa varm, Som vel den væ re kunde,
H vor M ænd udvexled gam m el H arm ,
Thi under Bulder, D røn og L arm Stod S lag et ved M ysunde.
A lt mere næ r hinanden brød, D e daadberedte H æ re,
K u n sk arp e R iffelsalver lød,
i
D er Hilsen skulde bære.
ii
I■ O g det var vist, en H ag l som den Ej nogen af dem lysted:
i
j I hobevis a t stræ k k es hen
i
j Blev selv for drøjt for danske M ænd,
I
D er havde Mod i B rystet.
»Og Willenioes m ed fy rig t Sind
— D et var hans A rv i B lodet —
i S p ra n g Fjenden k jæ k t p a a Livet ind O g storm ed løs for F aren blind,
K u n ført a f H eltem odet.
Med et H u rra de D anske var
H os ham , der g'randt forstod dem,
Men F jenden holdt en V elkom st klar, T hi blanke B ajonetter sk ar
Som F y n ved F yn imod d e m :
r :
j
E t H aandgem æ ng med S uk og Støn, T hi Skudene holdt inde.
Med tunge Fald, med dæ m pet Bøn Om N aade, hvor kun D ødens Løn D en S lagne kunde fin d e!
i
i i
j
Midt i det værste V aab en b rag Saaes W illem oes sig blande,
! D a fik en K jæ m pe i ham T ag O g førte højt et K olbeslag
Mod Heltens hvide Pande.♦
I
; Vel ram te Riflen ej saa h aard t, Som den var tung at sving'e, j T hi W illem oes p arered bort,
i
Men dog — forvist kom han tilkort Med sam t sin spinkle K linge.
Endnu et Slag, og‘ den var brudt D a mødte H jæ lp i Tide,
' V 4 . v
» ? 4 s" ■■■
. j.
O
T hi før den T vekam p havde Slut, B lev Løveungen varlig skudt
A f V ennehaand tilside.
En dansk Soldat, som mide troes, S ig blanded nu i Talen,
Med P anden sort a f K ru d t og Oes
H an brum m ed: „Sla’er Do W illem oes?
A troivr, te Do æ galen !i(
O g inden T ydsken fatted ret, H vor Jens var indigneret,
»
Stod P unktum paa hans R e g n e b ræ d t — Den stødte Jydes B ajonet
H am havde expederet.
r
. r f ,
• f ?'• f ■
5 ,
I (
I
f . ^
\ ■ ■ ■ i
SMUKKE TILBUD.
agen var vor og i A arh u s B y De D anske møde med S ejer;
F orrest er H elten O la f R y e, Mens trindt om D anebrog vajer.
De B orgerm æ nd i den gam le S tad D ragonerne stæ vned til Gilde,
S aa Alosten sprang af det fyldte F a d F ra M iddag til A ften silde.
V____________________ ____
J35’
O g G læden var allevegne Gjæst, D et m ylred med F olk paa G aden,
D en S k o m ag er blev slet ej ved sin L æ st Men fulgte med V ag tp arad en !
B ag eren smed sine K rin g ler i Grams, H ver K ro v æ rt gav g ratis at d rik k e!
O g S k ræ d d eren fløj som en G edeham s F o r M arodører a t stikke.
Ja, Jubel der blev fra Hus til H us:
S aad an skulde T ydskerne smøres!
N aa, hist og h er man drak sig en R us, Men det skal jo ogsaa gjøres!
D a just som G ildet tra k lystigst ud, O g Ingen p aa I,ungerne sparer,
F ra Fjenden kom der til Chefen B u d : To bukkende ty d sk e H usarer.
%
V
i
De holdt en Tale m ed M otto: „Ach, D as w ar eine grausam e Salbe!*‘
O g M eningen var, de y ttre d med T a k :
„W ir hatten genug m it das h a lb e F
Men saa kom K n u d e n : blandt F an g ern e var En Prinds af Salm — og desværre,
Von P rittiritz en sæ rlig Y ndest b a r For denne durchlautige Pierre.
H an var forpligtet at vogte tro Hin unge lovende Pode,
S aa intet U nder, H r. O bersten jo V ar sæ rdeles ilde tilmode.
S aa fietted tilsidst de en V ending i Om H ensyn til Standspersoner,
O g bød at løse hans H øjhed fri Med tyve danske D ragoner.
.V V * .S ''■'.-•V'-.V ; - r
■ t
Og- d et v ar den herlige O laf R y e, H ans L æ be til Smil sig bøjer,
Skjæ lm en b a g Ø ret sig kan ikke dy, P a a A lvor m aa følge Løjer:
„I H errer, det T a b er jo grum m e trist,u S aalunde han S varet begyndte,
„Men halvvejs I selv h a r Skylden, saavist Som I Je r saa græ sseligt skyndte!
H ans H øjheds L æ g havde faaet en R ift.
H an kunde saa d aarlig t rende;
Se det er G runden til min B edrift Saavelsom til eders E le n d e !
Nu savner I sæ rlig Prindsen af Salm O g m aa over Sorgen ruge —
Ja, hvorfor mon je g skulde gjøre K valm , D a je g ham slet ik k e kan b ru g e?
Men je g er en grum m e honet P erson O g nobel i al min Vandel,
D erfor, højstæ rede D eputation, Jeg slutter ej saadan en H andel.
Tænk, tyve danske D rag o n er I Vil give for Prindsen — bevares!
H vordan skulde saadant Snyderi A f en æ rlig K rig e r forsvares?
D esuden af tydske F an g er h ar jeg S aa gudvelsignet en M ængde,
A t til saa gunstige V ilkaar ej Mit R e g n sk a b til D ato træ ngte.
by! danske D ragoner man tu sk er ej I Snese som Sild a f en K iste,
Hver en blandt dem er jo „første S ort D et tæ nkte je g næsten, I vidste!
