Digitaliseret af | Digitised by
Forfatter(e) | Author(s):
Titel | Title: De Faldnes Minde : Digte fra Krigens Tid.
Udgivet år og sted | Publication time and place: Kjøbenhavn : August Westrups Forlag, 1864 Fysiske størrelse | Physical extent: 176 s.
DK
Materialet er fri af ophavsret. Du kan kopiere, ændre, distribuere eller fremføre værket, også til kommercielle formål, uden at bede om tilladelse.
Husk altid at kreditere ophavsmanden.
UK
The work is free of copyright. You can copy, change, distribute or present the
work, even for commercial purposes, without asking for permission. Always
remember to credit the author.
DET KONGELIGE BIBLIOTEK D A1.-2.S 53 8°
1 1 53 0 8 00822 4
— ■ J I - •, ! --- L — J- — — ^ ' f
DET KONGELIG^
DA 1 .-2.S 53 r
DIGTE FRA KRIGENS TID.
(Nettoindtægten tilfalder de Saarede og de Faldnes Efterladte.)
[ -<r^4
: ! / : ' / / • ( • / "4 1+' /-Uf-CL
T—
KJØBENHAVN.
A U G U S T W E S T R U P S FORLAG.
I. C O H E K S B O G T R Y K K E R I.
1864.
Danmarks tappre Sønner,
Heltene fra My s n n d e , B u s t r u p , O v e r s e , Dybbøl og Als,
som offrede Liv og Blod for
Fædrelandets retfærdige Sag,
med Beundring og Taknemliglied
tilegnet .
„ H v e r D a a d , som u d s p r a n g af en e ls k e lig G r u n d , Skal H je r t e t b e v a r e fra M und til M u n d .“
(G r u n d tv ig s Saxo.)
Indhold.*)
Før Krigen. Side
I December 1863. H. V. K aalund... 5 Den 19de December 1863. Chr. Richardt.
(Illustr. Tid.) Til Sønderjylland. En Sønderjyde...
Fædrelandssang. C. Haucb... 10 Til det danske Folk. H. V. Kaalund.
(Dagbladet). 12 Fortrøstning. H. C. Andersen. (Dagbladet). . 17 Den tappre Landsoldat 1864. Camillo Bruun.
(Hjørring Avis). 18 Godt Mod. Chr. R ichardt...20 Danmarks gode Aand. Christian W inther . . 22 Reis Jer. Carl F l o u g ... 23 Danmarks Kæremaal. X. (Dannevirke) . . . 25 Krigen bryder ud.
Det første Skud. R. (Illustr. T i d . ) ... 50 L. C. C. M. Schow. P. H. (Illustr. Tid.) . . 31 Charles Bluhme. E. Lobedanz. (Berl. Tid.) . 33 Hans Peter Hjort. J. S. (Dagbladet) . . . . 34 Dannevirke forladt! Chr. R ichardt... 35 Tilbagetoget fra Dannevirke. P. H. . . . . . . 37 Til det danske Folk. V. A. (Dagbladet). . . 39 Jens Paludan Muller, I. Fr. Paludan Muller.
(Illustr. Tid.) 41
— — II. P. H. . . . 44
) H v o r in te t B la d e r opgiv et, m e n e s F æ d r e l a n d e t .
cecr>
Side
Over de Faldne. H. I. Greensteen. (Ulnstr. Tid.) Til første Regiment. P. H. . . . . Den danske Hær. Carl Andersen. (Berl. Tid.) Nød Og Fare. Chr. R ichardt...52
Fra S ø n d e r j y l l a n d ... 56 Frederik Vilhelm Bruun. C. J t i r s ... 59 Em il Ferdinand Kohler. Cl. RosenliofY.
(Berl. Tid.) 60 Nicolai Breyen. C. L. (Berl. Tid.)
Sonnetter. (Dagbladet). . . . . . Danmarks gode Sag. S. f. (Utrykt.) Dybbøl Mølle. Fritz Schott
Danmark. H. C. Andersen. (Dagbladet).
Christian Johansen. S. f. (Sorø Amtstidende) C. F. M. Rohweder. C. B. (Dagbladet). . Mod Tydsklands Barbarer. H. H. Nygaard.
(Dagbladet) Den 18de April 1864. S ...
A. Toxwerdt. Vilhelm Møller. (Berl. Tid.) Sigismund v. Rosen. J —i. (Berl. Tid.) . S. U. R. Lundby. Michael Gjørup. (Dagbi.) Hedemark Brønnum. A. L. (Dagbi.) . . Sophus L. Schack. Vilhelm Møller. (Utrykt) Christopher F. Hage. Carl Ploug...
Jordefærden. Carl Ploug. . ...
William Baldur Jespersen. S. (Dagbi.) . . Victor Christian Kemp. Fr. (Utrykt).
De Faldne. O. (lllustr. T i d . ) ...
Slesvig. O. C. Lund. ( D a g b l . ) ...
Danmark. Lucianus Kofod...
Danmarks Aand. Vilhelm Møller. (Sorø Amtstidende.) Ved Conferencens Sprængning. Richard
Kaufmann. (Utrykt.) Trøst i Tro. H. C. Andersen. (lllustr. Tid.)
75 77 79 81 83 85 86 87 91 93 95 96 98 100 100 103 105
V
Conrad Betzholz. A. B... 107
Ved Betzholzs Bisættelse ... 109
Sergeanten fra Nordslesvig. Conradi . . . .1 1 1 En Parallel. Chr. W i n t h e r ...113
Efter Tabet af Als. Chr. Richardt . . . 114
Dunkle Magter, o. s. v. u ... 115
Fred eller Krig? C. Hostrup . . . . . . . 117
I en Augustnat 1864. I. Paludan-Muller . . . 125
I Efteraaret. M. R ...126
Den 10de September 1864. Carl Ploug . . . 128
Danmarks Qvide og Haab. Andr. Leth . . . 131
Til Sønderjyderne, a—n ... 133
Freden. Vilhelm Møller. (Sorø Amtstidende.) 135 Tro. I. Paludan-Muller . 138 Side
Tillæg af n o r s k e og s v e n s k e Di gt e.
I. Til Norges Ungdom. (Ulustr. Nyhedsblad.) . . 145En Broder i Nød. Henrik Ibsen . . . 147
Stemme i Folkemødet. A. M u n c h ...150
Nei! s aa D u vil hjælpe alligevel. Bjørnstjerne Bjørnson. (Efter Dagbladet.) 153 Daniel Schøtz. Bjørnstjerne Bjørnson . . . . 157
Den 19de April 1864. Bjørnstjerne Bjørnson . 158 Gravsang. Sagen ... 159
Den 17de Mai 1864. A. M u n c h ... 160
Grændsen. Magdalene T h o r e s e n ... 167
Slesvig. — — ... 171
II. Indledningsord. B. E. M a l m s t r o m ...162 Prolog. Arvidson. (Efter Dagstelegraphen.) . 174
Før Krigen.
I December 1863
"\ il Ingen nævne et vækkende Ord!
Vil Ingen gribe i Normannaharpen — Sende et Kampskrig ud over Nord,
Der kan ramme som Sværdet med Skarpen!
Ja som Sværdet med S k a r p e n t h i nu er ei Tid Til at lefle og lege med Ord: —• H e r s k a l h a n d le s ! Hvad i Glæden vi svoer, skal nu prøves i Strid Og til dødelig Alvor forvandles!
Kastekjep for de Mægtiges Raad
Sukked’ vi længe ved Tidernes Trængsel, Følte i Hjertet den dræbende Braad,
Naar man haaned’ vort Haab og vor Længsel.
— Nu er Bægeret fuldt, nu i Kamp for vort Land Vil vi løfte vort Banner mod Solen,
Om forladt vi skal synke til sidste Mand, Forraadt af Alverden — som Polen.
Brat har det ramt os som Lyn fra Sky:
Drotten, den elskte, af Slægten den sidste, Han som har tændt os et Morgengry, Der lyser over hans Kiste,
Drotten, som delte vor Lyst og vor Sorg,
Ham har Døden nu revet os bort fra vor Midte, Øde og tom staaer hans Frederiksborg,
— Hans Rige vil Tydskerne splitte.
Qvaimt er det, qvalmt, dette taagede Døgn!
Denne brogede Tid, som saa høit vi beundred’, Skal den tabe sig nu i Slaphed og Løgn?
Synke ned til et Skjændsels Aarhundred?
Uden Marv, uden Tro, i Opløsning og Splid Den i sælsomme Veer nu trindtom sig vaander, Saa forfængelig huul i sin Gammelmandsvid
— Og saa fattig paa store A ander!
Statskløgten vakler og svaier som Rør, Svække den vil os Styrken og Modet —
Men vi stemme os kjækt mod de styrtende Søer
— I os er Søkongeblodet.
Mangen Døning som denne har før vi udholdt, Og vor Hæder er ei bleven rusten og støvet, Vi er hærdet i Modgang, saa Modet er koldt, ' Og vor Seighed er tusindaars prøvet.
Hist ved Eiderens Strøm paa den hellige Jord, Paa den ældgamle Yold, som fra Godefreds Dage Gjennem Sekierne stod som en Dæmning for Nord Mod Germaniens slugende Drage,
Der er Stevnet nu sat, der skal Verden nu see, Om det herlige Syn, vi har skuet i Drømme, Om det enige Nord er en dødfødt Idee,
— Der skal Daaden nu Løfterne dømme!
Loddet er kastet. — N u gjælder det o s.
Ikke vi trygle om Hjælp eller klynke, — Tydskland i Pagt med hin Østens Kolos
— V e e D i g , o N o r d , h v i s vi s y n k e ! Vee Dig, ifald Du skal skue den Dag,
Da vi slænges som Vrag paa de vendiske Kyster!
Vee for hvert Kys, som forraadte vor Sag,
— D e t s k a l s t r a f f e s a f M a g t e n f r a Ø s t e r ! Frænder i Norden, hvad sige I nu ?
Norriges Gutter og I hist bag Sundet!
Skal alle Baandene briste itu,
Som af Hjerternes Slægtskab blev bundet?
— Blodet vist brænder i mangen en Kind, Mangen en Haand er vist knyttet og hævet, Ak, men af Statskunstens kløgtige Spind Har et Næt. man omkring E der vævet.
8
Lad det gaae, som det vil, lad det svigte kun Alt — Ikke vor bliver Skjændslen og Skammen!
Hvert et Haar paa vort Hoved vi veed jo er talt, Yi vil værge vor Hæder, vort ældgamle Land, Vi vil løfte vort Banner mod Solen,
Om forladt vi skal segne til sidste Mand Til Europas Skjændsel som Polen!
D e r var saa sort i Kirken om Kongens Sarkofag;
Det var som Danmarks Lykke blev jordet idag.
Der var saa sort i Kirken, og lige sort er her:
Mulm foruden Stjerner og Mørke fjernt og nær.
I Syd af gridske Fjender en lynsvanger Sky;
I Nord hos vore Frænder kun Taage til Ly;
I Øster og i Vester knagende, knugende lis —- Hvor skal dog vor lille Baad gaae fri for Forliis?
Opad er der Lysning og opad er der Haab!
Der sidder Lynets Herre, han hører vore R aab!
H a n vil Stormen stille og slukke Skyens Brand, I Taagen plante Stjerner og glatte lis til Vand.
E r vi Faa, vi vil kjækt holde sammen.
H. V. Kaalund.
Den 19 December 1863.
9
Gaa kun igjen i Kirke, Det kan vi trænge til, — Gaa saa til Dannevirke, Da komme, hvad der vil!
Chr. Richardt.
Til Sønderjylland.
S ta a fast! staa fast i Prøvens Stund, Mit haardtbetrængte Land!
En stakket Hvile fik Du kun, Det blusser atter op fra Grund:
Snart flammer Kampens Baal og Brand Med Bulder om Din Strand!
Skal for Din unge Frihed brat Da Dødens Time slaae?
Nys fik vi Grændsestenen sat — Skal den nu atter slænges plat?
Skal Thyras Vold i Eideraa Nedstyrtes og forgaae?
Der var en Tid saa tung og trang, I Trældom sled Din A and;
Der kom en Tid, da Lænken sprang, Saa det i Nordens Fjelde klang — Skal atter fremmed Slavebaand Nu snoe sig om Din Haand?
10
Nei, der er Nytids Liv i Nord, Og Gjald der lød af Mænd!
Hvor Tjuren høit paa Klippen boer, Hvor Birken dybt ved Elven groer, Der reise Kæmper sig igjen
Og spænde Sværd ved L æ nd!
Og der er Nytids Liv i Dan, Trods Mulm og Vintersnee!
Og Løven paa Din egen Strand Kan løfte Klo og reise Man — Og Nordens unge Slægter tre Har sagt: Det skal ei skee.
En Sønderjyde.
Fædrelandssang.
S a a er forstummet nu den stolte Tale, Der over Havet kom fra Bretlands Sale, Der lød som Yarselsord fra Bølgen blaae, At Danmark ei alene skulde staae,
At Englands Folk hver Yoldsdaad vilde hemme.
En bedre Luftning kom fra Norges Strande, Den kom fra Fjeldet ved de dybe Vande,
11
En ærlig, tro, en stærk og mandig Røst, Der fandt en Yei til Danmarks varme Bryst, Mens Sverrigs ædle Sønner sidde hjemme.
Granklædte Fjeld, hvor jeg mon Lyset skue.
Trofaste Folk, som ingen Frygt kan kue, Du stedse mindes skal paa Danmarks Yang, Thi Ord og Tanke, Digt og Heltesang Til evig Tid med Dig os maae forene.
Yi er kun Faa, og vi har mange Fjender,
Med List og Falskhed de vort Land omspinder, Men vi det veed, at Løgnen skal forgaae,
Kun Ret og Sandhed kan for Gud bestaae, Det er vor Trøst, endskjøndt vi strider ene.
Langt heller døe, end svigte Land og Qvinder, Og glemme Nordens Giands og store Minder, De liøie Heltesagn i Tidens Skjød,
Det skjønne Sprog, der ved vor Yugge lød, Og klang som Tryllesang bag Danmarks Skove.
O, sødt at døe for Danmarks gamle Rige!
Langt heller døe, end feig for Fjenden vige, Og taale Skjændsel, Hovmod og Foragt;
Hvis Du tør døe, da svinder Fjendens Magt, Da vender Vinden sig paa Tidens Vove.
12
De skal ei juble meer ved Folkets Qvide, Og de skal ei vort Rige sønderslide, Og træde Danmarks Banner under Fod, Før skal det farves af vort Hjerteblod, Og Danmarks Seier af vor Grav skal stige.
Men sank vi Alle nu for Fjendens Vælde, Da boe der Brødre bag de gamle Fjelde,
Da voxe Sønner frem i Dalens Skjød, Og de skal hævne deres Fædres Død,
Og Nordens Kraft skal frelse Danmarks Rige.
G. Hauch.
Ti! det danske Fo!k.
"V"
arsier denne sære Stilhed, Denne tunge, døde RoOm den dulgte Harmes Vildhed — Eller om en knækket T ro?
Har, mit ædle Folk, man brudt Al Din gamle, sunde Styrke?
Skyder Du forladt i Mørke Nødskud med Dit sidste K rudt?
13
— Altid, altid lige n æ r !
Led og Land kun meer af Lave — Løvet fra de visne Træer
Rasler paa de Faldnes Grave.
Løven tør ei meer sig reise : Som dens Billed hist af Steen Maa den kun som Bauta kneise Over døde Heltes Been.
Kneise ? Nei i Støvet ligge Og som Hunden logre, tam, Lukke Øiet for sin Skam, Taale Spark og Saaret slikke ! Har den end sit høie Mod,
Brænder end som Bd dens Blod — Ak, det nytter den dog ikke.
Fangne Løve i Din Fælde, Gjør nu for Din Tillid Bod,
Græm Dig stille — glem Din Vælde !
E r det saa ? O Harm og G ru ! N e i , trods Rygtets Ulvetuden ! D e r e r L iv i os e n d n u ! Det maa bære eller briste, Kæmpe vil vi til det Sidste!
14
Danmarks Folk er seigt i Nøden;
F ø r e n d S k j æ n d s e l h e l l e r D ø d e n ! Slukt er ei dets gamle Ild.
— Om vi pusted nu til Gløden, Saa dets Stemme lød: J e g vi l !
„Folkets Stemme? Kun en Frase, Kun et Skilt til Brug for H v er!“
Ikke sandt? Slet ikke m eer?
„Folket selv en blandet Race — Nogle i Partiers Sold —
Lunken En — en Anden kold, Spredt og splittet trindt i Landet Uden indre Sammenhold —
Farveløst — et Speil som Vandet. “
Ja, som Vandet, klart en Stund, Stille, men saa dybt til Grunden.
Hv i s det rørtes op fra Bunden, H v i s det vaagned af sit Blund, H v i s det svulmede som Havet Vældigt for Orkanens Kast — Mon ei let det Bolværk brast, Som dets skjulte Kraft har avet!
■. , r » - i
15
Give Gud, det ei maa sk ee!
Gid fra oven snart det k lares!
— Ak, men Lys er ei at see, Naar der spørges, ei der svares;
Land og Hæder staae paa Spil, Grunden vakler, Baunen brænder, Og med sammenbidte Tænder Staae vi tause og see til. — Yi forstaae ei Politik —
Dermed slaaer man os paa Munden:
Yi kan ikke veie Stunden Med det rette Statsmandsblik.
0, men Let vi dog forstaae, Eet, som ei er bygt paa Sandet, Som faaer Hjertet til at slaae, Eet, som aldrig skal f'orgaae:
K j æ r l i g h e d t i l F æ d r e l a n d e t ! Ei d e n sunken er i Priis!
Hør det, hør det, dybt i Graven, Store Axel, Bisp med Staven, Ebbesen fra Nørre riis!
1, som stred paa Land og Bølge, Som i Nøden mægtig kneiste, I, som Frelsens Banner reiste, Eders Fodspor vil vi følge!
16 Ja, den h ø i e Politik:
D e n , som, naar det Hele vakler, Naar „de Store“ staae som Stakler, Og den fine Kløgt slaaer klik,
Træder frem med Herskerstempel, Lufter ud det skjændte Tempel, Skotter ei til Øst og Vest,
Spørger kun, hvad Æ ren kræver, Hvad der løfter, livad der hæver, Stamper frem af Jorden Helte Og faaer Hjerter til at smelte Og gjør Døden til en Fest!
Kom, thi Du os bander bedst - - Kom til os som Nytaarsgjæst!
Kom med Oliehlad som D uen!
Eller bryd Dig Yei som Luen, Bryd med vældig Kraft og Varme Frem af alle ædle B arm e!
Slaa med Giands mod Himmelbuen!
Frels os fra den usle Gruen Og fra Tvivlens fule Pest!
H. V. Kaalund.
> - i ^rnmrmmr
17
Fortrøstning.
E i Nogen veed, hvad im orgeir skeer, Alene Gud Herren det veed og. seer;
Men naar det for Danmark saae mørkest ud, Kom altid Frelse og Hjælp fra Gud.
Da Landet laa splittet og reent faldet hen, Opmandet det blev ved Niels Ebbesen;
Gud Herren ledte vor Velfærds Sag, Og hele Danmark saae Atterdag.
Det er en Storm-Nat, liøit Søen slaaer, Vort lille Fartøi paa Dybet gåa er, Men Gud, Vorherre, ved Roret staaer,
Han raader, hvad ogsaa end Mennesket spaaer.
Ei Nogen veed, hvad imorgen skeer,
9
Alene Gud Herren det veed og seer;
Men naar det for Danmark saae mørkest ud, Kom altid Frelse og Hjælp fra Gud.
H. C. Andersen.
2
Den tappre Landsoldat 1864.
F a rv e l, mit dyrebare Hjem, Mig kalder Pligtens Bud, Paa Æ rens Yei jeg iler frem Og stoler trygt paa Gud.
Tør Taaren bort, o Moder, fra Din Kind, Og Du, min egen Pige!
See paa mig, Eders Jens, jeg er glad i mit Sind, Jeg gaaer til Hæder ind.
Mit Fødeland er stædt i Nød, Det stoler paa sin Søn;
Tro bliver jeg det til min Død, Dets Frelse er min Løn.
O, dyrebar er Du, mit danske Sprog, Og Du, mit Føderige!
E r der Nød, skal Du see, da er Jens intet Drog, Han slaaer for Dannebrog.
Hvad vil de tydske Voldsmænds Hær, Som ved vor Grændse staaer?
Mon ei de seer, at i Gevær Jeg ud paa Forpost gaaer?
19
Han stoler vel paa talrig Overmagt Og troer mig uden Yenner;
Tbi man veed ei, at Jens med sin Gud slutted’ Pagt, At h a n er med paa Vagt.
Mit Fødeland, jeg elsker Dig, Din Mark, Din Skov, Din Sø!
Du kaldte, og jeg drog i Krig At seire eller døe!
Jeg freidig kom, thi aldrig skal det skee, At Danmark gaaer tilgrunde!
Skal Din Jens ogsaa kæmpe som Een imod Tre, Det bli’er til Tydskens Spee.
Lad komme da, hvad komme vil!
Jeg er til Kamp parat;
Mit Navn, det vil jeg svare til:
„Den tappre Landsoldat!“
Derhjemme man jo stoler paa mig trygt — Den Tillid er min Æ re;
Man skal see, at paa Jens ei forgjæves er bygt, Han kjender ikke Frygt!
Paa Gud og en retfærdig Sag Jeg fæster stærk min Lid,
For Danmark kommer a t t e r Da g , En lys og bedre Tid.
2*
2 0
Vil Gud, at den skal vindes ved mit'Blod, Da giver jeg det gjerne!
Det skal sees, at man ei sig med Uret forlod Paa Jens og paa hans Mod.'
Camillo Bruun.
Godt Mod M i t Folk, hvor var Du ofte Yed Undergangens Band!
Alt i Din Drengekofte I Keiserens Ban!
Dit Herreskjold i Splinter For Pantegrevens K lo ! Dit Rigsflag en Vinter Fast flænget i t o !
Dog har Du tumlet Horset Paa Bretlands grønne Kyst;
Dog har Du ristet Korset Paa Vendernes Bryst;
Dog har Du bundet Norden Den treløbne Snor
Og skikket over Jorden De vingede Ord!
2 1
Thi Thyra reiste Gjærdet Mod Sachsernes Flok,
Niels Ebbesen svang Sværdet Over Grevens Sengestok;
Og Sneestornien vild, Den redte ei vor Grav, Og, regned’ det med Ild, Det rysted’ vi af.
Ja, haardt blev vi prøvet, Men kom dog i Ly;
Hvergang vi .var i Støvet, Sprang op vi paany;
Af Pilens seige Vaande Yi lærte den Konst — Saalænge Vi kan aande, Tvinger man os omsonst.
Og tro mig, Du blinde, Du maanesyge Hær,
— I tusind Aar vor Fjende, Endnu os lige nær —
Hvad Folkeaanden føied’, Ret Ingen skille skal;
Men Alt, hvad Du har løiet, Skal vorde Dig til Fald!
22
Vor Tærskel Du traadte, Det maa vel være saa;
Den holsteenske Maatte Faaer Du tørre Dig paa; ■ Men om Du vil længer End til Stuedøren gaae, — Før Skodden Du sprænger, Skal drøie 'Slag Du slaae.
Dit Mandtal som en Røver Du sætter Liden til;
Men Gud kan gjøre Løver Af Lam, om han vil!
H a n skærpe vor Landse, Han tætte vor Vold,
Han være selv vor Skandse, Vor Skærm og vort Skjold!
Chr. Richardt.
Danmarks gode Aand.
E i længer sidder Holger som en Drømmer Ved Steenbord hist i Kronborgs Kassematter.
Op slaaer han Øiet, Haanden Skægget glatter, Guldhornet griber han og rask det tømmer:
23
„Hvad nu? Mig tykkes fjernt, hvor Eideren strømmer,
„At høre Bulder, Døn og Kampraab a tter?
„Yil Tvdsken beile frækt til Dig, min D atter!
„Og ei som det en ærlig Mand sig sømmer?
„Saa maa jeg med! Drag frem min gode Ganger.
„Mod Himlen op jeg Dannebrog vil hæve,
„Hvor Dysten vildest staaer og Veien trang er.
„Mit hvasse Blik skal ham til Regnskab kræve;
„Thi hvis det Ublue han af os forlanger,
„Han føle bør igjen min haarde Næve!“
Christian Winther.
Reis Jer.
I l e i s Jer af Leiet, I Gothernes Løver!
Nu er det Tid.
Æ ren vil spildes, hvis længer I tøver Hjemme fra Strid.
»
Timen er kommen, da Tærningen kastes, Om I forliste Jer ædle Natur,
Om I skal røre Jer frit, eller bastes Feigt i „Erobrerens" Buur.
24
Reis Jer af Leiet og spring over H eden!
Ørnenes Skrig
Melder, at braskende fløi de af Reden, Søgende Lig.
Skal som et stinkende Aadsel de finde Asernes Odel og Kæmpernes Arv.
Ygdrasils Grene som tørrede Pinde, Tomme for Blade og Marv?
Reis Jer af Leiet og spring over Strømmen ! Stævnet er s a t !
Nu eller aldrig opklares af Drømmen Tidernes Nat.
Stjernen, som lyste for Fædrene høie, Vorder en Sol, eller slukkes i Blod ; | Sønnerne samles i Seir, eller bøie
Knær for den Seirendes Fod.
Tøv ikke længer, og frit ei forsigtig Vest eller Øst !
Yeien er lige og Retningen rigtig:
Gaa ikkun trøst!
*
Fremad, hvor Faren og Nøden er fæ lles!
Fremad, hvor Hæderens Krone skal naaes!
Fremad, hvor Fjendernes Skare ei tælles, Men hvor den slaaes !
r -
W - " % H P i i
25
Ingen kan leve af Fortidens Minder;
Daad maa der til.
Hensmuldret Storhed kun blænder og binder Kræfternes Spil.
Fremad at see og mod Maalet at stræbe, Aldrig for Møie og Hindringer ræd,
Lovsang at høste af Fremtidens Læbe — Saadan var Fædrenes Sæd.
Gothernes Løver, jeg seer Eder springe Ned over Land,
Gnistrende Øie og kneisende Bringe, Flyvende Man.
Yel maae I haste, thi vel maae I vide, Haardt E der ramte Historiens Dom, Om Eders Broder med dødstunget Side
Sank, før til Stævnet I kom.
' Carl Ploug.
Danmarks Kæremaal.
O g har vi nu løftet det blanke Staal At gaae med hinanden i Rette,
Saa skal Du først høre vort Kæremaal, Du tydske, stortalende Jætte.
Og skal nu histnede paa Valen rød Imellem os Sværdene skifte,
Saa skal for hver Synd, Du mod Danmark forbrød, Forinden Du stande til Skrifte.
Ret aldrig Du har været Dansken god, Saa vidne de fremfarne Dage,
Og listed herind Du paa Rævefod, Du kom for at mele Din Kage.
Med krummede Ryg Du Dig betlede frem;
Men sad Du først bænket ved Bordet, Saa haaned Du os i vort eget Hjem, Og hovmodig førte Du Ordet.
Vort Sprog Du forfulgte; den liden graae Fugl, Der kviddrer saa deiligt i Lunde,
Du jaged og skræmmed fra Skjul til Skjul Og stækked saa godt, Du kunde.
Men endnu den kviddrer i Skov og Vang, Og atter Du hører den sjunge
Dernede bag Ledet i Bøgenes Hang;
Thi vil Du udrive dens Tunge.
27
Yor Frihed Du haded, med Harme Du saae, At Livstræet bragte os Frugter,
Og længe ved Foden af Træet Du laa, Omsno’de det med Dine Bugter.
Men endnu det grønnes; de sloge ei til De listige, djævelske Rænker;
Thi vil Du nu prøve det Vovespil Med Magt os at smedde i Lænker!
Vort Navn har Du spottet; vort ældgamle Flag, Der lyser som Morgenrøden,
Og vaied saa stolt under Yaabnenes Brag, Hvor Danske vandt Seir eller Døden,
Det fordrer Du af os med Frækhedens Mod, At vi skal i Støvet henslænge!
Nei, først maa Du drikke vort Hjerteblod, Før det skal i Skamkrogen hænge!
Af Huset Du jagede Freden os bort, Du saaede os Klinte blandt Hveden,
Med Løgnsord Du prækede Hvidt til Sort, Og fyldte med Grj^geæg Reden.
28
Og hvad Du udruged’ i Mørke og Løn, Yor Moder forvoldte stor Yaande,
Men ei hun dog slipper sin kjæreste Søn, Saalænge hun mægter at aande.
Vor Konge Du haaned, vor første Mand Du raaded sin Ed at forvanske,
Den tydske Alen Du der lagde an, Men den er for kort for os Danske.
Og at han bortstødte Din Niddingehaand Og sidder med Æ re paa Thronen,
Det knytter os til ham med Tillidens Baand, Men Du vil fravriste ham Kronen.
Gud bedre for Naboskab, som Du os gav, Din Mund spy’de Gift kun og Galde, Altid har Du gravet paa Danmarks Grav, Deri skal Du selv maaskee falde.
Drag dette til Minde da nu i en Sum, Saa kan Du vel faae det i Panden, At Danske og Tydske i samme Rum Ei meer kunne være selvanden. »
2 9
Saa vil Du forstaae det paa Kampens Dag, Hvi saa vore H urraer runge,
Saa vil Du forstaae det, at Danskens Slag Dig ramme saa tætte og tunge.'
Saa vil Du forstaae, hvad der nu gjør os stærk, Og enig i Tiderne trange,
Saa vil Du begribe det Underværk, At Faa kunne staaé mod saa Mange.
X.
3 0
Krigen bryder ud.
„ D e l ly s n e r e n g a n g : G je n n e m h e l e N o r d G a a e r Sagn ug San g
Om dem , s o m b a n d t Slesvigs d y r e J o r d T il D a n n e v a n g .
Det første Skud.
F ø rs te Skud og første Døde — Ak, hvormange skulle bløde!
Første Skud, men ei det sidste — Ak, hvormange skal vi miste!
Men saamange de maae- være, Falde de for Danmarks Æ re,
De, som kæmpe, de, som falde, — Hendes Sønner er’ de Alle.
Død i Slaget, død, hvor Malmen Seierstordnende sang Psalmen!
Død med Danmarks Jord til Baare, Død, begrædt af Danmarks T aa re !
31
Flytte med velsignet Minde Did, hvor ingen Taarer rinde, — Hvor, I danske Ungersvende, E r en bedre Død end denne ?
R.
L. C. C. M. Schow
(Capitain ved 18de Infanteriregim ent, R af D ; faldt i Træfningen ved Mysunde den 2den F eb ru ar 1864.) Svøb Dannebrog omkring den Tappres Lig, Flet ham en Krands af Laurens grønne Blade, Affyr en Salve ved hans Grav og siig:
Tag Hilsen med fra os til Ryes Brigade.
Du var den Første! Du har med Dit Blod Det røde Segl paa Krigens Budskab stemplet.
Men Fjenden dyrt skal give Mandebod;
Nu veed vi Yeien; Du os gav Exemplet.
Og Mange vandre vil den samme Vei, Før Krigen bort fra os sin Gang vil bøie, Men Ingen gaaer med Frygt i Hjertet, — nei, Med Sang paa Læben og med Smiil i Øie!
Thi der er Kræfter i en ædel Sag,
Og Alle freidigt gaae til Kampens Stævne, Og rammer Dødens Bnd paa Slagets Dag, — For hver, som falder, er der ti, som hævne.
Men vi, som aandeløst med Lytten staae, Mens Hjerterne i stum Forventning pines, O maatte vi dog Alle tænke paa,
Hvor ringe dog vor Gjerning er mod hines.
Thi Alt, hvad vi kan virke, Høi og Lav,
Alt, hvad vi gjør med Raad og Daad og Pleie, E r Alt kun smaat imod, hvad denne gav:
Han gav sit Liv, hvor vi kun gav vort Eie.
Velsignet hvile da Dit Støv i F r e d !
Gjern Navnet, Danmark, som en kjærlig Moder!
Thi Ingen viser større Kjærlighed
End den, der offrer Livet for sin Broder.
P. H.
33
f
Charles Bluhme.
Secondlieutenant og A djutant ved 3die Regiments 1ste B ataillon, blev saaret ved Mysunde og døde, 29 Aar g i.,
paa Flensborg Lazaretli (3die Marts).
D e r gaaer som et Suk gjennem Hjertet, Og Sjælen er fyldt med Yee,
En livfuld Ungersvend segned For Dødens Lee.
Han voxed saa rank og saa freidig, Han svulmed af Ungdomsmod, Lykken ham trindt tilsmiled, Og kraftig var Livets Rod.
Haabet ei kunde ham svigte, Fremad higed hans Sind, Han tørsted efter Bedrifter, Saae trygt i Fremtiden ind.
Han lukked de lærde Skrifter, Til den blodige Yal han drog, Fast stod han i Kugleregnen, Mens fyrigt hans Hjerte slog.
34 Brudt blev ham Livets Bane, Tungt randt hans Ungdomsblod, Tro mod Kongen og Æren F or Danmark sit Liv ban lod.
Men mindes han skal blandt de Bedste, Saalænge Hjerter end slaae,
For hvad der er mandigt og ædelt, I Kongeslot og i Vraa.
Der gaaer som et Suk gjennem Hjertet, Og Sjælen er fyldt med Yee:
En livfuld Ungersvend segned For Dødens Lee.
Hans Peter Hjort.
i 1ste Regiment, blev den 3die F ebruar B ustrup saaret i Benet og derefter som Fange ind-
paa Rendsborg Lazareth, hvor han døde den 26de
taaa kraftfuld, ung og kjæk han nylig stod Ved sine tappre Landsoldaters Side,
Hans Øie lyste af et freidigt Mod, Og hurtig flød det hede Ungdomsblod:
Han skulde jo for Fædrelandet stride.
E. Lobedanz
F ebruar
3 5
Saa varmt og trofast var hans Hjertelag, Og skjult i Brystet var en lønlig Tanke:
At vinde Hæder under Danmarks Flag I Kamp for Fædrelandets skjønne Sag — Dan bragte ofte Hjertet til at banke.
For første Gang han stod i blodig Dyst, Men ikke saae man ham i Kampen blegne, Han førte sine frem med Mod og Lyst, Og af Begeistring svulmed liøit hans Bryst, Til han paa Valen maatte blodig segne.
Nu hviler ban, den unge Helt, i Fred, I Fangenskab han skulde Døden finde, For Fædrelandet han saa tappert stred, Og med Taalmodighed han for det led;
Men derfor skal og hædres høit hans M inde!
J. S.
Dannevirke forladt!
Dannevirke kun et Skræmsel, Slænget hen til evig Glemsel, Villig rømmet! Store Gud!
Ei paa een Nat Danmark fældes, Men paa een Nat Danmark ældes Ved et saadant Jammerbud.
3*
Tause Malmens mange Munde, Som til Fjenden raabe kunde, Tause og med stungent Øie Ligge de paa Thyras Høie — Og naar næstegang de sjunge, Tale de den tydske Tunge!
Høvdinger paa Sliens Vig, Hvilket Ansvar skal I bære!
Ei for høie Dynger Lig — For det ene — Danmarks Ære!
Derfor Bitterhed, som saarer, Derfor uforløste Taarer,
Derfor Sorg foruden Mildhed, Derfor tung og trykket Stilhed.
Men for Alting, danske Mænd, Hun maa opstaae fra de Døde!
Yi maae kæmpe, vi maae bløde, Da hun reiser sig igjen!
Ingen Ro, før Sløret lettes,
Ingen Søvn, før Skammen tvæ ttes!
Ikke klage, ikke klynke, Ikke lade Haanden synke, Maale Tabet uden B linken!
Fylde Gabet uden Sinken!
O rr
O i
Thi først nu er Faklen tændt.
Lyster Eder Fredens Hynder ? Nei — den Krig er ikke endt, N u , fra nu af den begynder!
Chr. R ichardt
Tilbagetoget fra Dannevirke.
H v a d lister hist i tause Rækker Paa hviden Snee i sorten Nat?
E r det en Flok, hvem Mørket dækker Til Angreb paa en Fjende brat?
Ak nei! Det er en Hær, som viger I Nattetaagen kold og klam;
Useet af Alle bort den sniger, I Mørket skjuler den sin Skam.
Saa gaaer den vel fra sunkne Værker, F ra rygende Ruiners Gruus?
Saa viger den, fordi den mærker, At styrte vil dens sikkre Huus?
Ak nei! End kneiser urørt Volden, Som skjænked Skaren Skjærm og Ly, End staaer hver Skandse heel og holden, Mens dens Forsvarere maae flye.
38
At ogsaa dette skulde ramme!
At Danmarks gamle Adelsskjold Besmittes skulde med det Samme, Vi drog fra Dannevirkes Vold!
Det var vor stolte Drøm at drage Med Æ ren frelst fra Sliens Bred, Men nu er Æren ladt tilbage, Skjøndt Hæren er i Sikkerhed.
Det var en Drøm ! Men Eet vi sige, Et Ord, som Ingen rokke kan:
At den, der veg og v i l d e vige, Det var ei h a m , vor Menigmand!
Ei hans er Skændselen og Skammen, Han holdt det Ord, vi af ham tik, Da ved Mysund og Bustrupdammen Med Jubel han i Døden gik.
Men hvo det var, som monne give Hiint Modløshedens slette Raad,
Tungt vil en Gang det Regnskab blive, Som Folket kræver for lians Daad.
Forsvar Dig kun med Kløgtens Grunde, Eet glemmes ei, mens Tiden gaaer.
Du Danmark slog en Hjertevunde, Du gav vort Mod et Ulivssaar.
immum mm
39
Hvi lod I Folket fagert drømme Om Danmarks stolte Grændsevagt, Naar slig en Kalk det skulde tømme Som den, I har dets Læber rakt?
Hvi har I ikke vakt dets Sandser, Hvi håndled I med lukt Yisir,
Naar dog I vidste, at dets Skandser Var ei af Jord, men af Papir?
P. H.
Til det danske Folk.
S e e Asa Heimdal længst fra Bifrost lytted, Han hørte Larm og Vaabenbrag mod Syd, Og Nornerne den lette Rustning bytted Med tunge Hjelme, Pile, Sværd ag Spyd,
Til Volden fiøi de, der, hvor „Nords Barbarer Har tvunget Tydsklands Keiser tidt til F re d ;‘ . . . Men hvor er Folket, Hæren, som forsvarer
I tætte Fylker Thyras gamle Led?
Det staaer ei der, og Morgenen vil linde De mørke Mure kun, kvor Hæren stod, Mens Landet ligger aabent for en Fjende, Der jubler alt i seirrigt Overmod :
„Nu raade vi for deiligst Yang og Vænge, Hvad nytter nu Dit Hav, Din Bølge blaa ? Nu rust Dig kun til Slag; thi danske Drenge Skal aldrig meer i Kamp mod Vender gaaeD Siig, er det saa? E r Folkets Kraft forsvundet, Og skal det drukne heelt i denne Strøm,
Der vælter frem fra Syd? Har dorsk det blundet, Barnagtig smigret af en Friheds Drøm?
Og har de Aar, som svandt, ei Udsæd skjænket Saa rig som ellers? Blev vor Jordbund gold, Vor Velstand ringere, vor Daadkraft lænket, Saa Kæmperne maae gaae i fremmed Sold?
Har hjemlig Tvedragt styrtet Arnestedet, Og er den misbrugt, Gaven, som vi fik, Da Frederik satte sig i Kongesædet Og kaared’ Folket med sit milde Blik?
— Nei! lyder det i Ekko op mod Himlen, Nei, vi er stærkere, end før vi var,
Vor Aand er mere klar, trods Dværgevrimlen, Der haaner Kæmpen som en sløv Barbar.
Saa lad til Kamp da Asa Heimdal vinke, Lad Nornerne kun føre Fylken an
I Stævnet, hvor de tætte Pile blinke Og Loddet kastes om vort lille Land.
41
Det cr ei første Gang, vi fremad stævned Til Kamp for Frihed i Nationers Raad, I dette Mod en Fremtid blev os levnet, Der lænker Seiren til vor raske Daad.
V. A.
f
Jens Paludan-Miiller
Cand. theol. , Menig ved 1ste Regiment , falden ved Oversø den 6te Februar.
1.
"Ven! Saa har vi tabt D ig! I Forbløden Bort Dit unge Liv paa Valen randt, Da ved Oversø Du Heltedøden Under Kamp for Fædrelandet fandt;
Da Du offrende Dit hele Eie Fik i Sneen redt Dit sidste Leie.
O, hvor sælsomt! Hvilke dybe Gaader Gjemmes dog i Menneskenes Bryst!
Een for een kun Livet selv dem raader, Gjør ved Tidens Magt det Mørke lyst, Gaaden, V en! som ogsaa Du bevared, I Din Dødsstund blev den os forklaret.
_______ - _________ ■ > - x . i i?
42
Under Stjerner født, der syntes stride, Fik til jordisk Arv Du en Natur, Hvori Aanden syntes Tvang at lide, Stænget inde som en Fugl i Buur, Hvor en Dobbelthed i Sind og Tanke Tidt med Smerte lod Dit Hjerte banke.
Hvor med Sandsen for det Skjønne aaben Og med Blik mod Idealet vendt,
Stærk i Attraa, men kun svag i Haaben, Tidt i Mismods Aag Du vandred spæ ndt;
Hvor Din Følelse, som Næring søgte, Ofte skuffet kun lod Tab Dig frygte;
Hvor Din Fantasi, bestandig rede Til at flyve høit i Solens Skin, Ei forhindred, at i Dalen nede Dog som flittig Bi Du samled i nd;
Hvor Dig Ærens Krands bestandig vinked, Skjøndt med Øinene lidt sky Du.blinked.
Saa blandt os, o Yen! Dit Liv Du leved, Uharmonisk mødte Du vort Blik:
Høi af Yæxt tidt Panden stolt Du hæved, Mest med bøiet Nakke Du dog gik.
Kundskabsrig, ved Musers Kald paafærde, Gik Du blandt os som den unge Lærde.
4 3
Meer og meer af Muser tro befunden.
Fulgte Klios Vink Du paa Din Gang, Videnskabens første Krands var vunden, Da lød Trommen, og Trompeten klang:
Gamle Danmarks Liv var stædt i Fare, Hendes Nødraab gjaldt det at besvare.
Og Du mødte strax, da Hornet gjalded, Hjertet steg, og Mismodsskyen sank, Og Dit Blik blev lyst ved Krigerkaldet, Og Din Holdning mandig blev og rank.
Stærkt Du kunde gribes af Ideen:
Greben af den drog Du til Armeen.
See ham, V enner! hist blandt Kammerater, Mellem hvem ham Livet tyktes let,
See ham, mellem fjendtlige Soldater I Karré med fældet Bajonet,
See ham mellem slagne Mænd og Heste Bruge sine Vaaben som den Bedste.
•
See ham saa, hvor Skoven dækker Egnen, Just som blegned Vinterdagens Skjær, Uforfærdet midt i Kugleregnen
Saaret staae og lade sit Gevær,
Føre det med Fasthed op til Kinden Og med Heltemod gaae løs paa Fjenden!
44
Saadan faldt han — men den Livets Gaade, Som i Hjertet skrev ham Skjæbnens Skrift, I sin Død han selv den skulde raade, Thi hans Gaades Løsning var B e d r i f t . Higen mod Bedrift hans Hjerte fyldte, Den sin Flid, sin Tapperhed han skyldte.
Saadan faldt Du, Yen! Og vi med Smerte Føre Dig i Mindets Tempel ind,
Yi, som kjendte jo Dit varme Hjerte, Dit for trofast Yenskab aabne Sind.
Al vor Trøst er T anken: Din blev Æ re n ! Du var med blandt dem, der frelste H æ ren! —
Fr. Paludan-Miiller.
2
.H a n gik omkring iblandt os saa fordringsfri og stille, Han praled aldrig med, hvad han tænkte og vilde, Og dog var ban blandt hine af Aanden Udkaarne, Blandt Videnskabens Sønner een af de Ædelbaarne.
Han sysled i sin Celle ved Studerelampens Skin, Og i de gamle Skrifter han fast sig læste blind, Men Aandens lyse Blik gjennem Overfladen saae Og skued klart den Sandhed, som i det Indre laa.
4 5
Men helst han monne læse i Fædrenes Skrifter Om lysende Stordaad, om Heltenes Bedrifter;
De gamle Kæmpesange fik hans Hjerte til at banke, Og Danmarks stolte Minder de leved i hans Tanke.
Dengang det atter meldtes, at Kampen skulde staae, Hiin gamle Kamp, som Slægterne til Arvelod faa, Da kasted bort han Bogen, da var han strax parat, Ku vilde Aandens Stridsmand gaae med som Soldat,
Men skjøndt iblandt de Første ved den sorte Milits, Forstod han kun daarligt den anden Exercits,
— Der blev han blandt de Sidste, og snart blev han bekjendt Blandt de muntre Kammerater som den keitede Student.
Han lod de Andre lee — „Naar man slaaer for sit Land, E r det ei altid Reglerne, hvorpaa det kommer a n ! Jeg haaber, jeg skal vise, naar der er Kamp og F are, At ogsaa uden Regler sit Land man kan forsvare!"
Ved Sankelmark der kæmpedes en Kamp, der var haard, En Daad, der skal mindes, saalænge Danmark staaer:
Der var det, at en Skare, mod Fjenden kun ringe, Sit Liv som et Offer for Hæren maatte bringe.
46
Og der var han den Tappreste, skjøndt tappre var de Alle, Hvor han skrider frem, der maae Fjenderne falde.
Han farer frem i Striden som en Oldtids Bersærk, Den Svage ved et Under er bleven kæmpestærk.
Han slaaer-foruden Regler, det er sandt,-m en han slaaer, Saa Fjenderne segne som Fluer, hvor han naaer.
Han rammes, og han styrter, men reiser sig igjen Og iler freidig atter i Kampens Hede hen.
Tilsidst dog en Kugle finder Yei til hans Hjerte, Han segner om paa Valen uden Suk, uden Smerte, Det var, som han var træt og trængte til Hvile, Endnu i Døden roligt hans blege Læber smile.
O, græder ei, at Danmark en ædel Søn har mistet, O, sørg ei? at saa hurtigt et Fremtidshaab er bristet;
Skjøn var hiin gyldne Hæder, han ved sit Smile vandt, Men skjønnere dog Døden for Danmark, som han fandt.
Naar engang Kampen tier, og Striden er endt, Naar atter Soldaten til Hjemmet er vendt,
Da skal Enhver, som stod ved det første Regiment, Fortælle mangen Gang om den tappre Student.
P. H.
47
Over de Faldne.
A t døe, naar Hjertet banker ungt, Og der er Liv og Haab,
At døe, naar Sværdet falder tungt, Og under Glædesraab:
At falde for den gode Sag,
O, skjønne Lod, paa Kampens Dag!
See, Danmarks Sønner gik til Dands, Det blev et blodigt Spil!
Den sidste Kvist af Hæders Krands Skal høre Danmark til,
Som stod, forladt i Heltefærd,
Med aabent Bryst for Løgnens Sværd, O, held Enhver, som segned glad, Som Livet ei beholdt,
Thi snart er Æ ren uden Blad, Og Venskabs Bryst er koldt, Og Verdens Løfter vissent Løv, Som rasler mellem Steen og Støv!
O, held Enhver, som maatte bort, Thi Troskabs Pagt er brudt,
Og Frændskab sukker: Det er haardt, At Uskyld er forskudt!
v ’V [ i
III'
48
Saa sliber det sin Klinge hvas, Men møder ei paa Kampens Plads.
O, held det unge Folk, som sank Paa sine Fædres Grund
Med Skjoldets Bue reen og blank Og „fremad“ paa sin Mund — Som sank for Friheds Liv i Nord, For tusindaarig Odelsjord!
O, held Enhver, som fandt sit Maal, Som blegned under Daad,
Enhver, som ramt af Dødens Staal Os voldte Suk og Graad :
Yi mindes ham i Dannevang, Saalænge her er Sjæl og S ang!
H. J. Greensteen.
m
Til første Regiment.
T a k for din Daad!
Du vidste Udvei, og Du vidste Raad.
Fremad gaaer Veien til Hæder og Æ re, Fremad bestandig skal Løsenet være, Dansken skal seire, og Fjenden skal flye!
Fremad paany.
49 Tæt som en Regn
Kuglerne faldt mellem Grøfter og Hegn.
Ikke dog Sligt Kjøbenkavnerne skrækked, Lysten det ildned, og Modet det vækked, Fremad de gik mod det dræbende Bly, Fremad paany.
Mangen en Yen
Reiste sig aldrig fra Stævnet igjen.
Alle dog segned i Døden de glade, Thi de gik op til hiin store Brigade, Og deres forrige Chef, Olaf Rye, Saae de paany.
„I har fortjent
Pladsen, I havde ved mit Regiment.
Her skal I samles med tappre Soldater, Og Eders troe Regimentskammerater Høre vor Stemme, som lyder fra Sky;
Fremad paany!"
Tapper og brav
Nævnes Du skal som den danske Zouav, Mindet skal leve paa Folkenes Tunge, Skjalden begeistret Din Hæder skal sjunge, Rygtet skal flyve fra By og til By!
Fremad paany!
P. H
5 0
Den danske Hær.
G u d holde sin Haand over alle Mænd I Danmarks Hær!
Min F ader, min Søn, min B roder, min Ven Nu findes der;
Mit Haab og min Fremtid bærer den Paa sine Sværd.
Den Vold, som Menneskehænder bar bygt For os engang
Den Vold, vore skjønneste Sagn bar smykt Og priist vor Sang;
Den Vold, hvor nys vi os tænkte trygt E t Led for Vang —
Vor Gud, Du har prøvet os tungt den Dag, Den blev forladt!
Det var, som hørte vi Dommedags Brag I Dødens Nat;
Det var, som ramtes vor Saligheds Sag Af Lynet brat.
Men der er saamange modige Mænd I Danmarks Hær:
Der har vi vort Dannevirke igjen, Vor Arm, vort Sværd —
51
Min Fader, min Søn, min Broder, min Yen Jo kæmper der!
Enhver af dem har et staalklædt Mod, Som blegner ei;
Enhver af dem har det varme Blod, Som spares ei;
Enhver af dem har en Tro, som er god Og rokkes ei.
Man skuer det gryende Morgenskjær For Danmarks Land,
Og veed, at vor Gud er den Tappre nær Og hjælpe kan,
Ja veed, at sortner end Luften af Spær, Ei svigter h a n !
Styrk, Gud, med Seirens foryngende Frugt Den danske Hær!
Giv Hver, som for Danmark har Øiet lukt I Heltefærd,
Et Pust om Kinden, som hvisker: „Smukt Du hviler her!“
Carl Andersen.
4*
52
I Nød og Fare.
„ O m e n d h v e r H a a b e ts L æ n k e b r a s t, D u a ld r ig svagt fo r sa g e :
S ta a fast, mit D a n m a r k , j a s ta a fast I D in e T r æ n g s e l s d a g e . "
1.
D e r er en Lidelsernes Skaal.
Yi Mennesker skal tømme;
Kun Herren veed det rette Maal For vore Taarestrømme.
Skyd ikke Kalken fra Din Mund, Tag den med Tro, og tøm den kun.
Thi Trøstens Billed paa dens Bund Fordunkler alle Drømme.
I, som værne Glad og gjerne
Hjem og Arne, Lov og Land;
Som i Taage Trofast vaage
Paa den nattekolde Strand;
53
Dag og Nat ved Farens Elv, Dør om Dør med Døden selv, — Kraft i Eder fra det H øie!
Seir i Haand og Seir i Øie!
I, som længes, Indestænges
Ene med de dybe Savn;
I, som vente Angstbespændte
Bud fra Slaget om et Navn ; — Løs for Længs’len i et Suk, Lad ei fryse Taarens Dugg, Lær at bie, lær at bede, Da er Trøstens Engel rede.
I, som segned, Blødte, blegned,
Midt i Kampens Kuglehviin, Som derude
Fik til Pude
Vintermarkens hvide Liin; — Sover sødt i Danmarks Jord, Hvor Violen stille groer!
Gud bar lukket Eders Øie, Fred med Eder fra det Høie!
54
2
.H e llig e Gud!
Os og vor Fjende Gav Du ihænde Selvsamme B u d ; Lad da i Slaget Domsværdet ramme, Gjør under Braget Løgnen tilskamme, Hellige Gud!
H e r er saa lidt af Kjærlighed Paa denne kolde Jord,
Hvor Du har villet saae til Fred, Blodaxet villigt groer;
Vi selv har nok at luge bort, Maae bæve for Din Dom, — Men hvad fra Arilds Tid var vort, Det maae vi værne om.
Du gav os dette skjønne Land, Hvor Vaaren er saa lys,
Som skræmmer ei med Ørkensand Og ei med Afgrundsgys,
55
Som lokker ind alt fremmed Frø Og Fremmedes Begjær —
Den Rugmark i den blanke Sø Den er vel Kampen værd.
Du gav os dette jævne Maal, I Svulm ekraft et Hav,
Saa giv os Styrke, giv os Staal Til Værn om, hvad Du gav!
Og styrk os i al Livets Kamp, Saa vi med Dig bestaae
Mod Fjenden hist i Røg og Damp, Mod ham i Hjertets Yraa.
Vor og vor Fjendes, O, lad det kjendes, Med Dig vi drog ud!
O, lad det dages!
O, lad det mærkes:
Meer end de Stærkes E r Du de Svages Vældige Gud!
Gud,
Cbr. Richardt.
56
Fra Sønderjylland.
V in teren ruger saa mørk og lang, Saa stum som et L ig : Jeg hører ei anden Fuglesang
End Ravneskrig.
Den klamme Taage, den isnende Vind, Den fygende Snee,
Den knuger mit Hjerte, den tynger mit Sind Med den dybeste Vee.
Det trykker mit Bryst som et Mareridt I Midnattens Gys;
O, kunde jeg vækkes og aande frit Og skimte Lys.
Jeg drømmer, at Heltenes ædle Blod Har seirløst flydt,
At Tydsken træder mit Land under Fod Og praler lydt.
Jeg drømmer, at Dannemark ligger Lig I Dødens Blund,
At Frændskab blev Løgn, og Venskab blev Svig I Nødens Stund.
/
57
Op, op af Søvnen: Vig bort, vig bort, Du Spøgelseflok!
Jeg veed, om Natten var aldrig saa sort, Det dages jo nok.
Jeg veed, om Vintren var aldrig saa streng, Det bliver jo Vaar;
Der dølges et Liv i Sneens Seng, Som ikke forgaaer.
Kom, freidige Vaar, Du frelsende Gjæst, Lad Vinteren døe
I Torden fra Syd og Orkan fra Vest, I blodig Tø.
Op, op mit Folk! Og ryst af Din Hu Al Vinterdøs!
Hvis ikke Du spænder hver Sene nu, E r Du redningsløs.
Da kan ikke tinges, om hvad Du vil Nu offre helst;
Det gjælder et eneste dristigt Spil:
Fortabt eller frelst.
_____________* _______ ...
58
Der kan ikke kjøbes med tryglende Graad En Galgenfrist;
Det eneste mandige Frelsensraad E r: Bær eller brist!
Sæt Skuden kun ud i Stormens Brag Med kneisende Mast;
Heis høit i Toppen det danske Flag Og nagl det fast:
Frygt ei for Fjendernes myldrende Hær, Mens Du har saa faa;
Stol trygt paa Din Gud og trygt paa Dit Sværd, Og gaa kun paa!
Maaskee, naar Bøgen i Løvspring staaer I Maisolsglands,
E r glemt Din Vinter og grøn Din Vaar Med Seirens Krands.
, - 7 -.1
59
t
Frederik Vilhelm Bruun
(Premierlieutenant ved 18de Regiment, faldt under en Forpostfægtning ved Dybbøl den 22de Februar.)
D i t Ord nu aldrig jeg glemme kan F ra hiint muntre Lag:
Hvor stolt at døe for sit Fædreland Paa Kampens Dag.
— Frem stormed Fjenden, men Du stod fast, For med Kraft at slaae,
Du havde altid saa ringe Hast, Naar Du Faren saae.
Paa Gjærdet stod Du og skød og skød, Til Din Kugle kom,
Til Du fandt den kjække Soldaterdød, Som Du drømte om.
Ei vil vi hylle vort Blik i Graad, Hvad mon Sorgen vil?
Den har vi hverken Lyst eller Raad Eller Stunder til.
Vi gjemme Dit Navn og Dit høie Mod Paa Hjertets Grund,
At det kan ildne til Daad vort Blod I Stridens Stund.
6 0
Og naar vi kæmpe fra Hegn til Hegn Imod Overmagt,
Da for vort Øie i Kuglernes Regn Staaer Du uforsagt,
Og vinker os frem til den blodige Dyst Saa gram i Hu,
Men naar en Kugle rammer vort Bryst, Saa smiler Du.
0. Jiirs.
f
Emil Ferdinand Køhier
(Secondlieutenant ved 20de Infanteri - R egim ent, blev saaret den 8de Marts ved Havreballepasset og døde den
Ode Marts).
X ag for Trøst det, — ei for Spot, Naar vi melde om den Brave:
Gud vil ogsaa noget Godt F ra ukjærlig Verden have!
Han var god, som han var brav.
Mulig er vor Klage blandet Med Misundelse: I gav Eders Bedste Fædrelandet!
Alt I gav — og Landet tog Eders Offer. Kjæk var Sønnen;
Rask hans Hjemfarts Time slog, Uden Sot og Suk og Stønnen.
Stil ei Taaren i Bero,
Gamle Fader, Søstre, Moder!
Tilgiv, at sit Kald han tro Glemte, han var Søn og Broder!
Glemte han, at han var Søn?
Nei, — af D a n m a r k — ingenlunde!
Derfor var hans Død saa skjøn, At vi Eder fast misunde.
Cl.
Rosenhoff.
f
Nicolai Breyen
(Secondlieutenant ved 4de Infanteri-Regiment, blev, liaardt saaret i Kampen ved Dybbøl den 17de Marts, indbragt paa Augustenborg Lazareth, hvor han døde den 22de,
nogle faa Dage før hans 23aarige Fødselsdag) E n efter Anden segne paa Valen
Landets Sønner med stunget Bryst;
En efter Anden gaae de i Døden,
„Rig er Valkyriens blodige Høst,“
Faa imod Mange vi vanskelig drive Dødsfjenden over vor Grændserand, Men vi kan hævde uplettet vor Æ re, Og vi kan værge og døe for vort Land.
Nys gjaldt det Dig, Du livsglade Yngling!
Smittende Smiil bar Din duunklædte Kind, Lyst var Dit Blik og aaben Din Pande, Kjæk var Din Tanke og freidigt Dit Sind.
Fremad paa Kampens Dag har Du stævnet Da traf i Brystet det dræbende Bly;
Endt var Din Dag, men paa Livets Aften Følger en straalende Morgengry.
Hist i Dit Hjem, det stille og milde, Hvor det blev Solskin, naar Nicolai kom, Hvor Du var Livet og Glæden og Haabet, Staaer nu Din Plads saa smertelig tom.
Til dette Hjem bar Din sidste Tanke Klynget sig fast med sønlige Baand, Og et bevæget Farvel til de Kjære Sendte med skjælvende Træk Din Haand.
Afholdt af Mange — det er den Gravskrift, Som vi kan sætte under Dit Navn —
Inderlig kjær for de Venner, Du slutted Ungdomsvarm i Din aabne Favn,
63
Misundt for Spøg saa tidt, fordi Blodet Sorgløst og let gjennem Aarerne flød; — Ak, nu for Alvor fast vi misunde
Dig Dine Laurbær, Din Hædersdød.
En efter Anden følge vi efter,
Endt er jo langtfra Valkyriens Høst;
Nær er maaskee endog Gjensynstimen, Vi ville gaae den imøde med Lyst.
Thi om vi ere for faa til at drive Dødsfjenden over vor Grændserand, Vil vi dog hævde uplettet vor Æ re,
Vil vi dog værge og døe for vort Land.
C. L.
Sonnetter.
l.
E n Riddersmand, saa melde gamle Sange, Var draget over Hav til Østerlandet
Og red en Aften tankefuld ved Vandet;
Da holdt med Eet hans Stridshest op at gange.
Foran sig saae han, omsnoet af en Slange, En bruunguul Løve vælte sig i Sandet;
Den havde stridt sig træt, var overmandet, Og vred i Krybets Baand sig som en Fange.
Da hug den gjæve Ridder uforfærdet, Høisindet, Kongeløven fri, med Sværdet, Og glad den fulgte liam til Seirslykken.
End speiler Sagnet sig i vore Tider,
Kun med den ForskjeL en e Løven strider,
— Besindig vender Riddersmanden Ryggen.
2.
Den strider ene — nei, dens Styrkeprøve E r som de fangne Dyrs bag mandkøi Skranke;
En kronet Fyrsteflok med Trælletanke
Har taget Plads i Kreds om Danmarks Løve.
Med Ord de tirre den, med Baand de røve
Dens Lemmers Springkraft, og med Yaaben blanke De true den, naar vred den reiser Manke —
Det kalde de Forsonlighed at øve!
Nei, den er ei alene — var den e n e !
Stod den paa vilden Mark, blandt Bautastene, Ene med Retfærds Gud og med sin Fjende, Forraadt af Ingen og af Ingen avet,
Foroven Himlen og forneden Havet — O, hvilken Holmgangsdag til Fædres Minde!
64
OO
D e r gaaer en Mumlen gjennem Folkehoben, Halvt lyder den som Spot og halvt som K lage:
Pas paa, den gaaer i Buret vist tilbage,
Den skræmmes, naar den seer de blanke Yaaben.
Nei, Danmark, nei! Een Yei er end Dig aaben, Din gamle Hæders Vei, den maa Du d rag e!
Lad fra Din Odelsgrund Dig ikke jage Af troløst Venneraad og Fjenders Raaben.
Spænd, Løve, Dine Sener! Hug Dit Mærke I Slangens Hoved dybt med Tænder stærke, Naar frem den bugter sig mod Dine Sunde.
En Dag, vil Gud, skal Du med opreist Pande Blandt Dine Sønner fri og hædret stande, Og vi skal tørre Blodet af Din Yunde.
Gf>
Danmarks gode Sag.
F r a den Tid af, vor gode Konge døde, Ind tunge Tider over Danmark brøde;
O, tunge Tider, Fald, som ei forgjættes, Og Sørgeminder, som kan ei udslettes.
5
G G
Lys var den Tid, Kong F red ’rik Sceptret bar, Det var en Foraarsmorgen, mild og klar.
Men det skal mindes mange, mange Gange, At Vinternætterne med Snee og Kulde Gik førend Seiersfuglens glade Sange,
Før Friheds-Blomsten vaagned op af Mulde.
Men mindes skal det og i Danmarks Land, Saalænge Bølgen slaaer den grønne Strand, At det var ham, den gode Kongemand,
Som styred’ Danmarks Snekke heelt til Land;
Skjøndt Bølgen skummed over Skibets Band, Og der var Grunde i det mørke Yand, Og Storme kom fra Syd med voldsomt Brag,
Sad han dog tryg: Hans Mast bar Friheds Flag, Hans Hjerte Troen paa den gode Sag
Og s aa et gunstigt Haab om Liv og Dag.
Og han fik Dag, hans Tro blev ei til Skamme, Den var i Kampens Fryd og Nød den samme.
Men v i, hans B ø rn , som fik hans danske Marv Og Sejrens friske Ungdomskraft i Arv,
Mon og den samme faste Tro
I vore Hjerter ret har fæstet Bo ? — Ak n e i! Dengang vi faderløse stod, Da fik vor Uven alt sit frække Mod
j r
6 7
ø
Igjen, — men Kampens vilde Flod Ei nu* saa fast som før vi stod imod, Thi megen daar lig Tvivlen satte Rod I vore Hjerter: „Mon vor Sag er g o d ?“
Det Spørgsmaal kom saamangen En i Tanke,
— Ak, da brød Bølgen gjennem Skibets Planke.
Thi hvert et Livsskib er et usselt Vrag, Naar Sandheds Ror det ei med Tillid følger, Da er det Legetøi for alle Bølger,
Og kæntres af hver Mistvivls Brise svag.
Og derfor Sorgen gik om Land saa vide Med Nød og Mismod og med Hjertekvide, Derfor faldt Ven og Frænder ved vor Side, Og derfor blev det tungt og svært at stride.
O, lad det blive klart, vor gode Sag Er ei et klangløst Ord, en Grille svag,
Men den paa Sandheds Grundvold haver Sæ de;
At den er lys, som Guds den lyse Dag, At den er frisk, som Havets Aandedrag, At Kamp for den, det er en Lyst og Glæde, Saavist som Sønnens Strid var altid god, Naar for sin Moders Ret i Kamp han stod, Saavist som Kampen, den var altid skjøn, Naar Kjærlighed og Hæder var dens Løn.
5*
