Til
Arbejdsmarkedsstyrelsen
Dokumenttype
Slutrapport
Dato
september 2013
EVALUERING
PÅ RETTE VEJ – I JOB
EVALUERING
PÅ RETTE VEJ – I JOB
Rambøll
Olof Palmes Allé 20 DK-8200 Aarhus N T +45 5161 1000 F +45 5161 1001
www.ramboll-management.dk
Dato 2013-09-09
Udarbejdet af Joachim Boll
Sophie Danneris Jensen Michael Svarer
Michael Rosholm
Beskrivelse Evaluering af På rette vej – i job
Ref. 70222185
INDHOLD
1. Resume 1
2. Baggrund 3
2.1 Forsøgets formål og indhold 3
2.2 Organisering af forsøget 4
2.3 Evaluering af forsøget 4
2.4 Rapportens opbygning 5
3. Intensiveret samtaleforløb 6
3.1 Samtaleforløb – praktisk tilrettelæggelse 6
3.2 Indhold i samtalerne - oplevelser og erfaringer 11
3.3 Deltagernes vurdering af samtalerne 15
4. Virksomhedsrettet aktivt tilbud 19
4.1 Andel i virksomhedsrettede tilbud 19
4.2 Typen af virksomhedsrettede forløb 21
4.3 Brug af mentor 24
4.4 Progression og opfølgning 25
5. Understøttende og koordinerende indsats 27 5.1 Relevansen af understøttende og koordinerende indsats for
deltagerne 27
5.2 Jobcentrenes arbejde med koordinerende indsatser 28 5.3 Barrierer og udfordringer for en koordinerende og
helhedsorienteret indsats 32
6. Effektanalyse 33
6.1 Effekter af forsøget 34
6.2 Jobcenterfordelte effekter 36
7. Cost-benefit-analyse 40
8. Borgernes forudsætninger for udbytte af indsatsen 41 8.1 Sammenhæng mellem deltageroplevelse og psykologisk
velbefindende 41
8.2 Betydning af mentalt velbefindende og deltageroplevelse for
effekt 43
BILAG
Bilag 1
BEREGNING, COST-BENEFIT-ANALYSE
1. RESUME
I denne evaluering præsenteres resultaterne af det kontrollerede forsøg På rette vej – i job, som blev gennemført for kontanthjælpsmodtagere i matchgruppe 2 i perioden fra november 2010 til marts 2012.
Forsøget bestod af en kombination af en intensiveret samtaleindsats, en virksomhedsrettet akti- vering, en koordineret og helhedsorienteret indsats samt et øget brug af mentorer. Det overord- nede formål med forsøget var at undersøge, om kontanthjælpsmodtagere i matchgruppe 2 gen- nem en målrettet intensiv og helhedsorienteret indsats opnår bedre beskæftigelses- og uddan- nelsesresultater, end de ville have gjort uden den intensiverede indsats.
I det følgende præsenteres evalueringens samlede resultater kort.
Implementering af forsøgsindsatsen
På de to af forsøgets aktiviteter, samtaler og virksomhedsrettet aktivering, har projektet over- ordnet set haft en høj implementeringsgrad i jobcentrene. Fordelt over hele forsøgsperioden har der været en betydeligt større samtaleindsats i deltagergruppen end i kontrolgruppen. Således er andelen af ugentlige samtaler hos deltagergruppen 82 pct. mod 12 pct. i kontrolgruppen. De manglende samtaler skyldes primært udeblivelse fra borgerens side. Når man ser på personer der har været ledige i hele projektperioden, er der i gennemsnit afholdt 22 flere samtaler for hver sag i deltagergruppen end i kontrolgruppen.
Der er ligeledes en betydelig større andel virksomhedsrettet aktivering i deltagergruppen (46 pct.
mod 21 pct. kontrolgruppen). Den virksomhedsrettede aktivering har primært været i form af virksomhedspraktik. Når omfanget opgøres over hele projektperioden, har deltagergruppen i gennemsnit haft 6 ugers mere virksomhedspraktik end kontrolgruppen. Samlet set har der såle- des været en betydelig intensivering af indsatsen i deltagergruppen.
Implementering af koordinerende indsats og mentorer
Hvad angår den koordinerede indsats og mentorordninger, er forsøget mindre klart implemente- ret. I forhold til den koordinerende indsats viser evalueringen, at der har været et oplevet behov for denne indsats i målgruppen. Jobcentrenes tilgang til den understøttende og koordinerende indsats har været forskellig, ligesom mængden af indsatsen har varieret. Samlet set er der en større andel i deltager- end i kontrolgruppen, som oplever, at de har fået hjælp til koordinering, ligesom der er et mindre oplevet uopfyldt behov i deltagergruppen.
Brugen af mentorer har ligeledes varieret meget blandt de deltagende jobcentre, hvilket blandt andet skyldes, at der har været en forskelligartet forståelse af mentorbrugen og dermed også re- gistreringen af etablerede mentorordninger for deltagergruppen. Fælles for de etablerede men- torordninger er dog, at ingen af de deltagende jobcentre har uddannet mentorer i forbindelse med projekt ”På rette vej – i job”, men derimod har brugt eksisterende mentorer.
Tidligere kendskab og økonomiske incitamenter har påvirket jobcentrenes implemente- ring
Den konsekvente implementering af samtaler og virksomhedsrettet aktivering og den mindre sik- re implementering af de øvrige indsatselementer kan formentlig ses i sammenhæng med to fak- torer:
Der har været en økonomisk styring af projektet, således at udbetaling af jobcentrenes godtgørelse for deltagelse i projektet er bundet op på deres implementeringsgrad ift.
samtaler og virksomhedsrettet aktivering.
Samtaler og virksomhedsrettet aktivering er forholdsvis velbeskrevne og kendte indsats- elementer i jobcentrene, som derfor har været lettere at implementerer end de mindre anvendte og mindre veldefinerede indsatser i form af koordinering og mentorstøtte.
Den høje samtaleintensitet i deltagergruppen skyldes fx, at jobcentrene ud fra deres eksisterende kendskab og forventninger til en intensiv samtaleindsats har formået at etablere en god logistisk
og indkaldelsespraksis for afholdelsen af samtalerne, men også at udbetalingen af forsøgstilskud har været bundet op på en samtaleintensitet på 80 pct., hvilket har skabt et øget skærpet fokus på målopfyldelsen. På samme måde har den virksomhedsrettede aktivering stillet jobcentrene over for en række relativt velkendte udfordringer, som de generelt har formået at håndtere i for- søgsperioden.
Effekt på beskæftigelse og uddannelse
Evalueringen finder ikke nogen signifikant forskel i hverken beskæftigelses- eller uddannelsesom- fang på tværs af deltager- og kontrolgruppen. Effektanalysen er gennemført på et tidspunkt hvor der var tilgængelige data for deltagernes beskæftigelse i 64 uger fra deltagernes indtræden i for- søget. Effektanalysen kan således ikke afdække eventuelle senere indtrædende effekter af for- søgsindsatsen. Effektanalysen viser, at der ikke er signifikante forskelle i afgang eller i effekt mellem deltagende jobcentre eller mellem forskellige deltagertyper, såsom køn og aldersgrupper.
Generelt er der et meget lavt niveau af afgang til beskæftigelse og uddannelse i såvel deltager- som kontrolgruppe. Ca. 7 pct. i såvel deltager- som kontrolgruppe er afgået til beskæftigelse 64 uger efter indtræden i forsøget, mens der stort set ikke ses nogen afgang til uddannelse.
Effekt på timer i beskæftigelse
For at undersøge effekter på delvis beskæftigelse med supplerende kontanthjælp er der også fo- retaget en effektanalyse på antallet af beskæftigede timer. Der er en tendens til, at deltager- gruppen akkumulerer flere timer end kontrolgruppen, men der er ikke tale om en statistisk signi- fikant effekt.
Samfundsøkonomisk afkast
På baggrund af den lille positive effekt af forsøget på antal timer i beskæftigelse og de med ind- satsen forbundne udgifter kan der beregnes et samfundsøkonomisk overskud på ca. 1.500 kr. pr.
deltager i forsøget.
Mulige forklaringsfaktorer bag variation i jobcentrenes resultater
To af jobcentrene i projektet (Jammerbugt og Ringkøbing-Skjern) har en statistisk signifikant ef- fekt i form af større beskæftigelsesomfang i deltagergruppen end i kontrolgruppen. To faktorer ser ud til at kunne forklare de positive resultater i disse to jobcentre. For det første blev der i dis- se jobcentre leveret en meget håndholdt indsats med fokus på det individuelle forløb både i sam- taleforløbet og i etableringen af virksomhedspraktikkerne. For det andet ser man i disse to job- centre ud til i særlig grad at have haft succes med at understøtte, at borgerne i forsøgsgruppen fik opbygget forpligtende relationer til arbejdskolleger på praktikstedet. Samlet set er der således noget, der tyder på, at "kvaliteten" i håndteringen af borgernes sager har spillet en vigtig rolle for de beskæftigelseseffekter, som er opnået.
Flere i virksomhedsrettet aktivering
Projektet havde som sekundær målsætning at en større andel af deltagerne efterfølgende kom i virksomhedsrettede forløb i form af løntilskud eller virksomhedspraktik. Samlet set har 46 pct. i deltagergruppen i gennemsnit været i virksomhedsrettet aktivering, sammenlignet med 22 pct. i kontrolgruppen. Evalueringen viser at dette større omgang af virksomhedsrettet aktivering stort set udelukkende er virksomhedspraktik, hvorimod der ikke er sket en stigning i omfanget af løn- tilskud.
Målgruppens psykiske velbefindende har betydning for selvforsørgelse
Evalueringens analyse viser, at personer, der har et godt psykisk velbefindende generelt har en signifikant højere afgang til selvforsørgelse eller uddannelse end personer med et dårligt psykisk velbefindende. Dette gælder for såvel deltager- som kontrolgruppen. Evalueringen viser dog og- så, at forsøgsindsatsen ikke har været i stand til at påvirke det psykiske velbefindende blandt deltagergruppen, således at de har opnået højere beskæftigelse eller uddannelse sammenlignet med kontrolgruppen.
Større tilfredshed med indsatsen i deltagergruppen og blandt de stærkeste deltagere Deltagergruppen er i gennemsnit en smule mere tilfredse med jobcenterets indsats end kontrol- gruppen. 41 pct. i deltagergruppen mener således, at jobcenterets indsats har været god eller meget god, mod 33 pct. i kontrolgruppen. Deltagergruppen er dog også mere polariseret end
kontrolgruppen i vurderingen af indsatsen. Der er således betydeligt flere i deltagergruppen end i kontrolgruppen, som vurderer jobcenterets indsats som enten meget god eller meget dårlig.
Deltagere med godt mentalt velbefindende er generelt mere positive over for indsatsen end del- tagere med dårligt mentalt velbefindende. Dette skyldes formentligt, at den stærkeste del af del- tagergruppen i højere grad oplever indsatsen som relevant og som en reel hjælp til at komme vi- dere, hvorimod den svagere del af deltagergruppen ikke i samme grad kan se perspektiverne i indsatsen eller er i stand til at gennemføre indsatsens aktiviteter, hvilket betyder, at de ser ind- satsen som et generende eller usikkerhedsskabende krav, snarere end som en hjælp.
2. BAGGRUND
2.1 Forsøgets formål og indhold
Arbejdsmarkedsstyrelsen iværksatte i efteråret 2010 et kontrolleret forsøg ”På rette vej – i job”, som retter sig mod kontanthjælpsmodtagere i matchgruppe 2. I forsøget indgår både ny-
matchede i matchgruppe 2 og personer, der om-matches til matchgruppe 2.
Formålet med forsøget har været:
at personer på kontant- og starthjælp fra matchgruppe 2 kommer i job eller ordinær uddan- nelse.
at bidrage til, at jobcentrene får det bedst mulige grundlag for at tilrettelægge en job- og ud- dannelsesrettet indsats for kontant- og starthjælpsmodtagere i matchgruppe 2.
En stor del af målgruppen antages at have forskellige psykiske barrierer i forhold til at kunne fastholde eller opnå en tilknytning til arbejdsmarkedet. I forsøget har der været mulighed for at tage hensyn til disse personers særlige behov, med henblik på at de kan fastholde eller opnå be- skæftigelse på arbejdsmarkedet.
Konkret omfatter forsøget en tidlig aktiv indsats i form af samtaleforløb og et aktivt tilbud på en virksomhed (offentlig eller privat) med mentor tilknyttet efter behov. Jobcenteret har endvidere skullet sikre, at der igangsættes supplerende støttende indsatser, der er nødvendige, for at per- sonen kan være i eller komme i et aktivt tilbud og i job/uddannelse, uden at den beskæftigelses- rettede indsats udsættes eller forhindres.
I forsøget er følgende succeskriterier opstillet i prioriteret rækkefølge:
1. Deltagerne kommer i job eller uddannelse og ud af offentlig forsørgelse 2. Deltagerne får deltidsbeskæftigelse og supplerende kontanthjælp
3. Deltagerne indgår i aktivering på en arbejdsplads via offentlig eller privat løntilskud eller virk- somhedspraktik.
FORSØGSINDSATS
Forsøgsindsatsen adskiller sig fra minimumsindsatsen ved, at der:
Iværksættes et intensivt samtaleforløb
Sættes yderligere fokus på at give personen en tidlig og virksomhedsrettet indsats med en mentor (ordinære eller støttede job, herunder virksomhedspraktik på en rigtig arbejdsplads)
Iværksættes en koordineret – evt. parallel – indsats ift. andre dele af kommunens forvaltning/sundhedssystem osv.
Den enkelte får tilknyttet en fast kontaktperson i jobcenteret.
I alt har 18 jobcentre deltaget i forsøget, hvor en tilfældig udtrukket deltagergruppe er blevet til- budt forsøgsindsatsen. Der indgik i alt ca. 2.000 personer i forsøget fordelt ligeligt på deltager- og kontrolgruppen. Forsøget blev gennemført i perioden fra november 2010 til marts 2012.
2.2 Organisering af forsøget
Projekternes organisering er beskrevet i midtvejsrapporten, der indeholder en implementerings- analyse. Hvert projekt har kunnet organisere sig frit inden for de rammer, der er opstillet af AMS i projektbeskrivelsen. I projektbeskrivelsen var bl.a. bestemt at:
Der er en fast procedure for indplacering af målgruppen for forsøget i forbindelse med første opfølgningssamtale
Der er en fast procedure for randomisering af målgruppen i deltager/kontrolgruppe
Der er krav om etablering af en styregruppe med projektansvarlig, jobcenterchef og medar- bejderrepræsentanter samt evt. øvrige interessenter
Kontrolgruppen får den almindelige indsats, dvs. også den indsats, som jobcenteret alminde- ligvis tilbyder ud over minimumsindsatsen
Endvidere er det bestemt at jobcentret skal implementere de ovenfor nævnte aktiviteter (inten- sivt samtaleforløb, virksomhedsrettet aktivering, koordineret indsats, fast kontakt person). For to af aktiviteterne (samtaler og virksomhedsrettet aktivering) er der opstillet kvantitative mål for jobcentrenes implementering, som skal opfyldes for at det økonomiske tilskud til de deltagende jobcentre kan udbetales. Men den nærmere organisering af forsøgets aktiviteter er overladt rela- tivt frit til jobcentrene indenfor den eksisterende lovgivnings rammer.
Den primære variation i forsøgets lokale organisering består i måden hvorpå jobcentrene har im- plementeret samtaleforløbet og den virksomhedsrettede indsats, herunder antallet af involverede sagsbehandlere og balancen mellem brugen af virksomhedscentre og individuelle praktikpladser.
Detaljer omkring organisering af aktiviteterne i forsøget er beskrevet i de følgende kapitler under hver delindsats.
2.3 Evaluering af forsøget
Evalueringen af forsøget har til formål:
1. at afdække effekten af indsatsen i forløbet
2. at afdække, hvorfor og hvordan indsatsen har fungeret.
Til at give svar på, om og i hvilket omfang forsøgsindsatsen har nået de ønskede effekter, er der gennemført en kvantitativ effektanalyse, herunder indsamlet data om uddannelses- og beskæfti- gelseseffekter og gennemført en cost-benefit-beregning. Effektanalysen baserer sig på data fra DREAM-databasen samt eIndkomst-registret.
Afdækningen af, hvorfor og hvordan indsatsen har fungeret, tager afsæt i kvalitativt datamateria- le indsamlet ved casebesøg i otte jobcentre. På hvert casebesøg blev der gennemført et gruppe- interview med sagsbehandlere på projektet, et interview med den ansvarlige leder samt inter- views med 3-5 deltagere i projektet. I de resterende 10 jobcentre blev der gennemført telefoni- ske interviews med leder og projektansvarlige, ligesom der blev gennemført telefoniske inter- views med projektets tovholdere i de fire beskæftigelsesregioner.
Endvidere er der gennemført en deltagersurvey blandt personer i såvel deltager- som kontrol- gruppen.
Endelig har der til forsøget været tilknyttet et registreringssystem, hvor sagsbehandlerne har skullet registrere indsatsens aktiviteter. Data fra registreringssystemet indgår ligeledes i evalue- ringen.
2.4 Rapportens opbygning
Rapporten beskriver først forsøgets indhold og jobcentrenes implementering af indsatsen i for- hold til intensiveret samtaleforløb (kapitel 3), virksomhedsrettet aktivering (kapitel 4) samt koor- dinerende og understøttende indsats (kapitel 5).
Herefter gennemgås effektanalysen (kapitel 6), cost-benefit-analysen (kapitel 7), og endelig præsenteres en række sammenhænge mellem deltagerkarakteristika og effekter (kapitel 8).
3. INTENSIVERET SAMTALEFORLØB
3.1 Samtaleforløb – praktisk tilrettelæggelse
Forsøgsindsatsen indeholder et krav om ugentlige samtaler til deltagergruppen. Jobcentrenes or- ganisering af de ugentlige samtaler er forskellig alt efter om jobcentrene har valgt en 'bred' eller 'smal' organisering. Den brede model består i, at mange sagsbehandlere er involveret i projektet og varetager sagsbehandlingen for deltagere ved siden af deres ordinære sagsstamme. Den smalle model består i modsætning hertil i, at enkelte sagsbehandlere er allokeret fuld tid (eller en stor del af tiden) til at varetage indsatsen over for deltagerne i ”På rette vej – i job”.
Gennemgående har projekterne bibeholdt den organisering, de lagde sig fast på i opstarten. De mest typiske ændringer har været en bevægelse mod en mindre sagsbehandlergruppe mod slut- ningen af forløbet, idet antallet af deltagere er tyndet ud.
For de projekter, der har organiseret sig med en smal gruppe af sagsbehandlere, har der været en del udfordringer i forbindelse med sygdom, barsel og andet fravær, særligt hvis det er faldet sammen med spidsbelastningsperioder. Projekterne angiver dog, at det ikke har været en væ- sentlig udfordring, da de små teams ofte kender hinandens sager og borgerne så godt, at man nemt har kunnet vikariere for hinanden. Udfordringen har derfor primært været ressourcemæs- sig.
For projekter med en mere bred forankring ift. antallet af sagsbehandlere har udfordringerne ikke rettet sig mod ressourcer, men derimod mod at sikre et kontinuerligt forløb for deltagerne i pro- jektet. Med en bred gruppe af sagsbehandlere er det ikke muligt at have et nært kendskab til hinandens borgere, og det bliver derfor ofte oplevet som et større skifte fra borgerens synspunkt, hvis sagen skal overdrages grundet jobskifte, barsel, længere sygdom eller lignende.
INDSATSEN – INTENSIVT SAMTALEFORLØB
I forsøget har der været krav om en ugentlig samtale under hele forløbet. De ugentlige samtaler er blevet afholdt i en periode, der svarer til hele forløbet (det afhænger af, hvor hurtigt jobcenteret får borgeren i virksomhedsrettet aktivering), hvilket vil sige og- så i perioden, hvor borgeren har været fritaget fra aktivering. I perioder, hvor deltage- ren har været friholdt fra at deltage i aktive tilbud, men ikke fra at deltage i samtalefor- løb, har de ugentlige samtaler også skullet gennemføres. Hvis borgeren har haft van- skeligt ved at møde på jobcenteret, fx pga. sygdom, har der været mulighed for, at samtalen kunne foregå telefonisk, digitalt eller på anden måde.
Samtalen er foregået ved personligt fremmøde i de første otte uger, indtil iværksættel- sen af virksomhedsaktivering. Herefter har der været mulighed for, at halvdelen af sam- talerne har kunnet afholdes telefonisk.
Ved det ugentlige samtaleforløb i de første otte uger har der været fokus på afklaring, motivation og forberedelse af det aktive virksomhedsrettede forløb. Efter påbegyndelse af et virksomhedsrettet tilbud eller deltidsansættelse har samtalerne skullet have fokus på opfølgning, fastholdelse, progression og udslusning til job. Jobcenteret har i denne forbindelse haft til opgave at sikre, at der igennem hele forløbet har været fokus på progression i retning mod arbejdsmarkedet.
Figur 1 viser, hvor stor en andel af de kontanthjælpsmodtagere, der har deltaget i et møde i en given ledighedsuge i henholdsvis deltager- og kontrolgruppen. Der er betinget på, at personerne stadig er på kontanthjælp, således at nævneren udgøres af de som stadig på et givet tidspunkt er på kontanthjælp. Derudover vises i panelet til højre i figuren forskellen samt den akkumulere- de forskel i det gennemsnitlige antal afholdte møder.
Figur 1: Mødedeltagelse for forsøget som helhed
Som det fremgår af figuren ovenfor, er der en markant forskel i mødedeltagelsen for deltager- og kontrolgruppen. Det er således kun ca. 10 pct. af kontanthjælpsmodtagere i kontrolgruppen, der deltager i et møde med deres sagsbehandler i en given uge, når der ses bort fra den første uge, der markerer forsøgets start. I deltagergruppen er andelen signifikant højere, især i starten af forsøgsperioden. 64 uger efter forsøgets start har hver person i deltagergruppen, som har været kontanthjælpsmodtagere i hele forsøgsperioden, som det fremgår af Figur 1 (b), gennemsnitligt deltaget i knap 22 flere møder end en person i kontrolgruppen.
På tværs af jobcentrene har der gennem forløbet overordnet set været en høj målopfyldelse, hvad angår afholdelse af de ugentlige samtaler, når man ser på registrerede samtaler i registre- ringssystemet. I gennemsnit er der blevet afholdt samtaler i 82,5 pct. af ugerne for deltager- gruppen, sammenlignet med 13,5 pct. for kontrolgruppen (jf. Figur 2). I gennemsnit er der for deltagergruppen dermed blevet afholdt lidt flere samtaler, end kravet i projektbeskrivelsen fore- skriver1. Ser man på jobcentrenes samtalefrekvens enkeltvis og på forløbet over tid, er der imid- lertid meget stor variation på tværs af jobcentrene. Jobcenter Nyborg og Jobcenter Jammerbugt har ved projektafslutningen, ligesom på tidspunktet for implementeringsanalysen i foråret 2011, den højeste samtalefrekvens. Således har de formået at afholde henholdsvis 94 pct. og 93 pct. af de ugentlige samtaler, mens Jobcenter Næstved, Faxe og Fredensborg kun har fået afholdt 69-72 pct. af de ugentlige samtaler.
Grundet den store variation i tilrettelæggelsen af samtalerne er det ikke muligt at komme med en entydig forklaring på, hvad den procentvise forskel i samtalefrekvensen skyldes. Dog viser in- terviewene, at de jobcentre, som har en høj samtalefrekvens, ofte er mere fleksible i afholdelsen af samtaler. Jobcentrene nævner, at samtalerne ikke nødvendigvis har været afholdt på jobcen- teret, samtidig med at jobcentrene ofte følger telefonisk op på aftaler inden afholdelsen af sam- talerne. Hvad angår de jobcentre, som har haft den laveste samtalefrekvens, oplever man blandt andet i Næstved, at kravene til samtalerne har vanskeliggjort målopfyldelsen, da det ikke har været muligt at lade de private aktører foretage nogen af samtalerne. Således er det Jobcenter Næstveds vurdering, at det faktiske antal samtaler reelt er højere, end hvad registreringerne vi- ser, fordi de private aktører i deres kontakt med borgerne også har afholdt individuelle samtaler.
1 Der er en betydelig diskrepans i antallet af registrerede samtaler mellem DREAM-registret og forsøgets registreringssystem. Begge kilder bygger dog grundlæggende på de samme data fra kommunernes sagsbehandlingssystemer. Diskrepansen skyldes, at der i regi- streringssystemet er taget hensyn til en række faktorer, som gør, at borgerne udgår af den faktiske population for indsatsen. Tallene fra registreringssystemet (Figur 2) er således de mere retvisende i forhold til jobcentrenes faktiske implementeringsgrad.
0.00 0.20 0.40 0.60 0.80
Andel med samtale
0 20 40 60
Tid efter forsøgets start (uger) Deltagergruppen Kontrolgruppen
0.00 5.00 10.00 15.00 20.00 25.00 30.00
Akkumuleret effekt på samtaleandel
0 20 40 60
Tid efter forsøgets start (uger) Akkumuleret effekt
Figur 2: Andelen af deltagere med ugentlige samtaler i gns. over hele forsøgsperioden
Kilde: Udtræk fra registreringssystemet
Som Figur 2 ovenfor illustrerer, er der stor forskel på samtaleintensiteten i deltager- og kontrol- gruppen. Som det blev påpeget i implementeringsanalysen, kan rammerne omkring forsøget væ- re en væsentlig forklaringsfaktor, da udbetalingen af tilskud i projektet er betinget af graden af målopfyldelse. Jobcentrene skal som minimum have afholdt 80 pct. af samtalerne for at få udbe- talt tilskuddet til forsøget. Det er derfor fortsat evaluators vurdering, at udbetalingsstrukturen har haft afgørende betydning for målopfyldelsen af de enkelte dele af forsøgsindsatsen2. Organisering af samtaleforløbet
På trods af erfaringerne fra implementeringsanalysen, som pegede på en række vanskeligheder ved organisering af mødeindkaldelsen, viser datamaterialet indsamlet på slutevalueringstidspunk- tet, at alle jobcentre har fået etableret en god indkaldelsespraksis. Det generelle billede er, at borgerne efter at have fået forklaret rammerne for forsøget på det første møde accepterer de ugentlige samtaler og i fællesskab med sagsbehandlerne aftaler tidspunktet for de næste samta- ler fra uge til uge. Der er dog undtagelser, særligt i forhold til dele af målgruppen, hvor mødeind- kaldelsen hele vejen igennem forløbet har været vanskelig. I forsøgets målgruppe er grupper af personer som det kan være vanskeligt at få kontakt til. En del borgere åbner ikke deres post, og en del har en kaotisk eller uorganiseret livsstil, som medfører at de har svært ved at overholde aftaler. Endelig er der også personer hvor psykiske problemer gør at de ikke reagerer på kontakt- forsøg fra jobcentret.
I disse tilfælde har sagsbehandlerne benyttet sig af alternative metoder for at få kontakt med borgerne; via telefon eller sms, ved at opsøge borgerne på deres bopæl, sætte gule sedler på de- res dør, kontakte personer i deres netværk samt ved at være fleksible i forhold til hvor møderne afholdes3. En problematik, som flere sagsbehandlere har oplevet i forhold til den telefoniske kon- takt, er, at mange i målgruppen ofte skifter telefonnummer – i nogle tilfælde flere gange om må- neden – og herefter ”glemmer” at oplyse jobcenteret om det. Eftersom telefonisk kontakt ifølge erfaringerne er den mest effektive kontaktform, vanskeliggør dette sagsbehandlernes forsøg på at få fat på borgerne.
Den praksis, som blev afklaret i implementeringsanalysen i forhold til arbejdet med kontant- hjælpsmodtagerne indtil den 8. uge, har ifølge de deltagende jobcentre ikke ændret betydeligt
2 Ud over kravet om minimum 80 pct. afholdte samtaler, er det et krav til jobcentrene, at 40 pct. af deltagerne i forsøget skal have deltaget i aktivt tilbud på en arbejdsplads fra forsøgets 9. uge og i en periode på sammenlagt 9 måneder.
3 Det skal i denne forbindelse nævnes, at jobcentrene kun i begrænset omfang bruger alm. brev som kontaktform overfor de kontant- hjælpsmodtagere, da det er en erfaring at mange i målgruppen ikke reagerer på breve eller måske slet ikke åbner deres post, samt at mødeindkaldelse pr. brev er for langsomt ifht. at kunne nå at afholde ugentlige samtaler. Møder aftales derfor fra gang til gang, eller som et fast ugentligt mødetidspunkt.
82 %
69 %71 %
83 %86 % 77 %
91 %89 %87 %93 %
80 %86 %94 % 69 %
91 % 80 %
91 % 74 %
89 %
0 % 10 % 20 % 30 % 40 % 50 % 60 % 70 % 80 % 90 % 100 %
Deltagergruppe Kontrolgruppe
karakter i løbet af projektperioden. Jobcentrene har således ikke undervejs valgt at ændre kurs ved fx at benytte sig af nye typer tilbud, at optage et større antal personer til klargøringstilbud el.lign. Derimod påpeger alle, at det væsentligste er at tilrettelægge individuelle forløb, som pas- ser til den enkelte kontanthjælpsmodtager og hans/hendes behov.
Generelt for organiseringen af de første otte uger af forløbet tegner der sig på baggrund af data- materialet et billede af, at selve indsatsen i jobcentrene er bygget op omkring målopfyldelseskra- vene og hertil vilkårene i forhold til udbetalingen af tilskud i projektet. Eksempelvis fortæller en sagsbehandler, at hun aktivt har brugt kravet om aktivering efter otte uger til at rammesætte samtalerne med borgerne, således at der er en fælles forståelse af forløbet sagsbehandler og borger imellem, og at borgerne er klar over, at det forventes, at de er i aktivering senest i uge 9.
Alle jobcentre understreger dog, at de borgere, som har været klar til at komme i praktik tidlige- re, er blevet sendt af sted, ligesom der har været borgere, som det har været nødvendigt at ar- bejde med, fx op til ti eller tolv uger. Det er derfor også de færreste jobcentre, der har set de første otte uger som et decideret forforløb. Derimod har det fungeret som en ramme og deadline i forhold til afklaring og forberedelse af borgerne forud for aktiveringen.
Øvrige aktiviteter under samtaleforløbet
Hvad angår prioriteringen af andre aktiviteter i de første uger af forløbet, som har kunnet støtte og ruste deltagerne til at begynde det virksomhedsrettede forløb, så er billedet meget varieret på tværs af jobcentrene.
Tabel 1: Aktiviteter under det indledende samtaleforløb Udelukkende ugentlige
samtaler
Dagligt aktivitetsforløb for alle deltagere
Individuel brug af forskellige tilbud
Helsingør, Kolding (de stærke i målgruppen), Skive,
Fredensborg, Hedensted
Faxe, Hjørring, Herning, Jammerbugt, Kolding (de svage i målgruppen), Lejre, Nyborg, Ringkøbing-Skjern, Næstved
Ikast-Brande, Aabenraa, Struer, Svendborg, Herlev
Som tabellen illustrerer, har man i nogle jobcentre valgt, at deltagerne kun møder op til de ugentlige samtaler, mens andre jobcentre har sendt deres borgere i forskellige typer af tilbud.
Der ligger ikke i forsøget noget krav om yderligere aktiviteter. Alligevel har flere jobcentre valgt at sende alle deltagerne i et dagligt aktivitetsforløb i de første 8 uger – enten i form af et speci- fikt tilrettelagt forløb udelukkende for forsøgsdeltagerne eller ved brug af jobcenterets sædvanli- ge, kommunale aktivitetssted. Eksempelvis har man i Herning lavet et gruppeforløb målrettet indsatsgruppen, hvor deltagerne har tæt kontakt med to sagsbehandlere og blandt andet kom- mer på virksomhedsbesøg, arbejder med jobsøgning, får motion 10 timer ugentligt og gennemfø- rer en generel kompetenceafklaring. I Faxe benytter man sig derimod af kommunens normale aktivitetssted, som blandt andet omfatter forskellige værksteder, kost, motion og hjælp til at skrive ansøgninger. Den eneste forskel for forsøgsdeltagerne i Faxe er, at jobcenteret er mere synligt for denne gruppe borgere.
De tilbud, borgerne modtager i de første otte uger, omhandler primært:
Hjælp til jobsøgning, udformning af CV og ansøgninger
Introduktion til forhold på arbejdsmarkedet
Kompetenceafklaring, herunder test for ordblindhed osv.
Motion
Virksomhedsbesøg
Motiverende samtaler
Alternativt øvrige kap. 10-tilbud
Hertil kommer de aktiviteter, der hører under den koordinerende og helhedsorienterede parallel- indsats, som ikke er medregnet under Øvrige aktiviteter i forløbet op til den virksomhedsrettede aktivering (se kapitel 5).
Generelt er oplevelsen dog, at det er vanskeligt at formalisere forforløbet som en ’pakke’ for alle kontanthjælpsmodtagere, fordi målgruppen for forsøget er bred, og fordi kontanthjælpsmodtage- re i målgruppen har mange forskellige typer af problemstillinger, som skal adresseres, før de kan sendes i et virksomhedsrettet aktiveringsforløb. Prioriteringen af øvrige aktiviteter under forforlø- bet sker derfor primært med udgangspunkt i den enkeltes behov inden for kommunens udbudte tilbud til målgruppen – uanset om deltagerne bliver sendt i dagligt aktivitetstilbud eller primært møder op til de ugentlige samtaler.
For de deltagere, som ikke har været klar til at komme i virksomhedsaktivering, er tendensen i jobcentrene, at man vælger at lade dem fortsætte forløbet som hidtil – det værende enten ved udelukkende at gennemføre de ugentlige samtaler eller ved at lade dem fortsætte i det aktive- ringsforløb de i forvejen var i ved indtræden i forsøget.
Afholdelse af samtaler
Som det blev påpeget i implementeringsanalyse, varierer organiseringen af samtaleafholdelsen på tværs af jobcentrene. De to hyppigst anvendte modeller er, at det enten er én sagsbehandler, som afholder alle samtalerne med den enkelte kontanthjælpsmodtager under hele forløbet, eller at en sagsbehandler står for samtalerne i de første otte uger, mens en virksomhedskonsulent ta- ger helt eller delvist over efter kontanthjælpsmodtagerne er kommet i praktik. Andre, mindre ud- bredte variationer findes i henholdsvis Herlev og Jammerbugt. I Jobcenter Herlev har man valgt, at det er virksomhedskonsulenter, der afholder alle samtaler med disse kontanthjælpsmodtagere, mens den socialfaglige indsats kører parallelt med den virksomhedsrettede, i tilfælde hvor der er behov for dette. I Jammerbugt, hvor anden aktør står for hele forsøgsindsatsen, har man organi- seret sig i et team af tre, som alle har et godt kendskab til deltagerne. Ifølge medarbejderne hos den anden aktør giver det den fordel, at det er meget nemt at supplere hinanden under fx syg- dom, ligesom det giver mulighed for at få målrettet sparring og plads til at skiftes til at tage sam- talerne med den enkelte borger, hvis en af medarbejderne oplever at være kørt fast med en bor- ger og har brug for nye øjne på sagen. De interviewede borgerne i dette jobcenter oplever ikke organiseringen som et problem, men synes tværtimod, at det er rart med et par stykker involve- ret, da man fx kan snakke med en medarbejder om ting, som man ikke nødvendigvis har lyst til at dele med en anden medarbejder.
I de jobcentre, hvor en eller få sagsbehandlere har stået for hele indsatsen, har man oplevet no- gen af de problematikker, som man i Jammerbugt er kommet uden om ved at organisere sig i et team af tre. Således oplever de sagsbehandlere, som sidder med en stor del af deltagergruppen alene, at de nemmere kører fast i samtalerne, dels fordi de skal gennemføre ugentlige samtaler med en stor gruppe borgere, og dels fordi de ikke har umiddelbar adgang til sparring med kolle- gaer, som kender til problemstillingerne i projektet.
Ligeledes gør denne organisering samtaleforløbet mere skrøbeligt, hvis der sker udskiftning af medarbejderne, fordi det er vanskeligt for nye medarbejdere at sætte sig ind i forsøgsindsatsen – dvs. overgangen fra at have kontakt med borgerne hver tredje måned til hver uge – og fordi borgerne ofte er så ’tunge’, at de er vanskelige at overtage for en ny medarbejder. Dog medvir- ker den tætte kontakt også til en langt mere fyldig sagsbeskrivelse, end hvad der normalt er til- fældet, hvilket gør, at en ny sagsbehandler som oftest kan træde ind i et sagsforløb uden at skul- le foretage egen afklaring af borgeren.
Hvor og hvordan samtalerne er blevet afholdt gennem forløbet har varieret, afhængig af hvor borgerne har været i deres forløb. Inden for de første otte uger afholdes langt størstedelen af samtalerne på jobcenteret. Når kontanthjælpsmodtagerne påbegynder den virksomhedsrettede aktivering, prioriterer mange jobcentre at afholde de personlige samtaler på virksomhedscentre- ne eller hos de enkelte virksomheder. Der lægges vægt på, at kontanthjælpsmodtagerne ikke skal afbryde deres praktik i længere tid for at møde op på jobcenteret. Derudover benytter de fleste jobcentre sig af muligheden for at afholde hver anden samtale telefonisk efter den 8. uge. I modsætning til tidspunktet for implementeringsanalysen, hvor interviewene viste, at jobcentrene forsøger at afholde de fleste samtaler personligt, er der i løbet af projektperioden sket et skifte hen imod, at langt størstedelen af jobcentrene konsekvent afholder hver anden samtale telefo- nisk.
I mange jobcentre har man organiseret det på den måde, at virksomhedskonsulenten og sagsbe- handlerne hver især gennemfører hver anden samtale med borgerne. Ifølge såvel borgere som jobcentermedarbejdere giver det flere fordele. Blandt andet oplever virksomhederne, at det er hensigtsmæssigt, at de kun har en enkelt primær kontaktperson, som de kan henvende sig til, og at det er en person, de ofte kender forvejen. Dertil oplever både sagsbehandlere og virksom- hedskonsulenter, at denne ordning skaber rum for fleksibilitet, ligesom borgeren synes, det er rart med den skiftevise kontakt, da henholdsvis sagsbehandler og virksomhedskonsulent kan bi- drage med noget forskelligt i samtalerne.
3.2 Indhold i samtalerne - oplevelser og erfaringer
I modsætning til afdækningen af samtalernes indhold i implementeringsanalysen viser det kvali- tative datamateriale fra slutevalueringstidspunktet, at mange af de jobcentre, som i udgangs- punktet havde planlagt at benytte sig af forskellige typer af samtaleguides og spørgeskemaer, ik- ke har gjort det alligevel. Årsagerne hertil er forskellige på tværs af jobcentrene.
Nogle jobcentre har valgt at gå væk fra samtaleguides og skemaer, fordi arbejdet med dem er blevet for omfattende givet de mange samtaler og den tunge målgruppe. Andre jobcentre har primært benyttet sig af spørgeguides som et afklarende værktøj i de første samtaler med borger- ne for at sikre, at de når omkring de relevante områder af kontanthjælpsmodtagernes liv. Red- skabernes sigte om at sikre systematik og fremadskridende opfølgning på kontanthjælpsmodta- gerne fra samtale til samtale er således heller ikke blevet opfyldt. Tværtimod tegner der sig et billede af, at langt de fleste jobcentre ikke har etableret en systematisk praksis for opfølgninger- ne på de enkelte samtaler. Opfølgningen sker derimod undervejs, i forhold til hvor den enkelte borger er i sit forløb. Dog søger mange sagsbehandlere at skabe en form for udvikling i samtaler- ne ved at give disse kontanthjælpsmodtagere opgaver fra gang til gang, således at der altid sker noget i perioden mellem to samtaler. Flere jobcentre udtrykker i denne forbindelse, at kontant- hjælpsmodtagerne ofte er meget passive, hvilket betyder, at jobcentrene har fokus på at motive- re kontanthjælpsmodtagerne og få dem til at tage ejerskab over for egen udvikling gennem for- søget. Det kan være opgaver såsom at undersøge, hvilke typer af virksomheder der kunne være interessante at arbejde hos, at skrive CV, at reflektere over styrker og svagheder, at tage kon- takt til banken og lægen mv.
Erfaringerne peger derfor på, at brugen af samtaleguides, skemaer osv. bliver mindre, i takt med at forløbet er skredet frem. Som nævnt ovenfor er det i højere grad forsøgets rammer vedr. akti- vering efter de første otte uger, som skaber en målrettethed og et fokus på progression i samta- lerne, da både sagsbehandler og borger er bevidste om, hvornår borgeren senest skal være i ak- tivering.
Indholdet i samtalerne før den virksomhedsrettede indsats
De indledende samtaler har primært haft fokus på at få afdækket to overordnede punkter:
1) hvilke erfaringer og kompetencer kontanthjælpsmodtageren har fra tidligere arbejde, samt hvilke ønsker og forventninger vedkommende har til fremtidigt arbejde, og
2) hvilke udfordringer og barriere vedkommende har i forbindelse med at skulle begynde i en virksomhedsrettet aktivering.
Det første punkt er blevet brugt som udgangspunkt for virksomheds- eller jobkonsulentens vide- re arbejde med borgeren vedrørende den virksomhedsrettede indsats. Det andet punkt har der- imod fungeret som afdækkende, i forhold til hvilken understøttende og koordinerende indsats som har været nødvendig at igangsætte, før kontanthjælpsmodtageren har været i stand til at påbegynde den virksomhedsrettede aktivering.
Udover disse to punkter har de ugentlige samtaler været medvirkende til at skabe en tæt relation og et tillidsforhold sagsbehandler og borger imellem. På tværs af jobcentrene fremhæves denne tillidsrelation som noget unikt for forsøget og som noget væsentligt forskelligt fra normalindsat- sen, hvor en sådan relation ikke er mulig at skabe grundet den meget længere tidsperiode mel- lem samtalerne.
Ifølge sagsbehandlerne betyder samtaleintensiteten, at borgerne opnår tillid til systemet, de op- lever at blive set, og skjulte problemstillinger kommer hurtigere frem, samtidig med at sagsbe- handlerne nemmere får øje på borgernes ressourcer. På trods af indsatsens manglende resultater i effektanalysen oplever sagsbehandlerne på denne baggrund, dels at det er nemmere at rykke borgerne, og dels at virksomhedspraktikken kan blive mere målrettet, fordi sagsbehandlerne har opnået dybdegående viden om, hvad den enkelte borger både kan og vil.
Indholdet i samtalerne efter påbegyndt virksomhedsrettet aktivering
Som nævnt er det et generelt billede på tværs af jobcentrene, at systematikken i samtalerne og sikringen af progression aftager, når kontanthjælpsmodtageren påbegynder den virksomhedsret- tede aktivering. De samtaler, der afholdes, har fokus på de udfordringer og barrierer, som kon- tanthjælpsmodtagerne oplever i deres virksomhedsaktivering, samtidig med at mange jobcentre arbejder med at få kontanthjælpsmodtagerne op i timer, hvis der er perspektiver i det. I de job- centre, hvor sagsbehandler og virksomhedskonsulent skiftes til at holde samtalerne, er det typi- ske billede, at sagsbehandlerne taler om de fremadrettede muligheder for fx løntilskud eller ordi- nært job, mens borgerne nemmere kan tale med virksomhedskonsulenten om konkrete problem- stillinger på virksomheden, da de ofte kender lederen og arbejdsgangene det pågældende sted.
Det er dog fleksibelt og afhænger altid af, hvor i forløbet borgeren er, og hvilke udfordringer han/hun møder.
Ligesom erfaringerne fra implementeringsanalysen pegede på, er det ligeledes tendensen, at længden på de ugentlige samtaler ofte er meget kort, hvis det går kontanthjælpsmodtagerne godt i den virksomhedsrettede aktivering, og at tiden i højere grad bruges på de deltagere, som har brug for meget støtte i deres aktivering. Mange sagsbehandlere påpeger i denne forbindelse, at borgerne oplever det som et forstyrrende element at skulle tale med dem ugentligt, når de er i praktik, både fordi han/hun har opgaver at varetage, og fordi de aktiverede ønsker at indgå som en del af medarbejderstaben og derfor gerne vil undgå at blive mindet om deres arbejdsløsheds- situation.
Indholdet af samtalerne har varieret efter de enkelte kontanthjælpsmodtageres behov. For grup- pen, der har gennemgået et virksomhedsforløb, har 85 pct. inden virksomhedsforløbet haft dette som centralt samtaleemne, mens det kun er tilfældet for 51 pct. i gruppen, som ikke er kommet i virksomhedsforløb. I førstnævnte gruppe har indledende afklaring af, hvilke jobs der passer til den enkelte (76 pct.), og hvad der skulle til for at vedkommende kunne starte i job (72 pct.), li- geledes været centrale samtaleemner, hvilket i mindre grad har været tilfældet for gruppen, der ikke var i virksomhedspraktik. Under virksomhedsforløbet har kontanthjælpsmodtagerne skulle fortsætte med den ugentlige samtale og har kunnet anvende sagsbehandleren som sparrings- partner i forhold til arbejdet samt lægge planer for videre beskæftigelse eller uddannelse. Tabel 2 viser almindelige samtaleemner og andelen af kontanthjælpsmodtagere, der har diskuteret em- nerne med en sagsbehandler eller jobkonsulent under virksomhedsforløbet.
Sagsbehandler – om forløbet før den virksomhedsrettede indsats
”De første otte uger har betydet, at borgerne har fået en større tillid til jobcenteret og for sagsbehandlerne et større kendskab til borgerne. Borgerne fornemmer, at der er nogen, der gør, hvad de har sagt og følger op på tingene. Tillid til systemet har bety- det, at de ikke er udeblevet fra samtalerne, som det ellers tit er tilfældet med denne målgruppe. De har følt sig mere trygge ved, hvad der skal ske, da rådgiverne har haft mere tid til at forklare dem det. Det har været nemmere at følge den plan, der bliver lagt – det bliver ikke glemt”.
Tabel 2: Samtaleemner under virksomhedsforløb. Andel kontanthjælpsmodtagere i virksomhedsforløb, der har diskuteret emnet med sagsbehandler eller jobkonsulent
Note: Respondentantallet er 126 (122 for tredje spørgsmål).
Kilde: Deltagersurvey
Prioriteringen af ressourcer til de svageste kontanthjælpsmodtagere i målgruppen betyder, at kun få jobcentre fortæller om systematiske samtaler, som har fokus på de lidt stærkere kontant- hjælpsmodtageres mulighed for ordinært job eller uddannelse efter afsluttet virksomhedsaktive- ring. Derimod fortæller sagsbehandlerne, at det ofte foregår på den måde, at de begynder at spørge ind til de fremadrettede muligheder, når borgerne ved gentagne samtaler har fortalt, at det går godt. Det sker derfor hverken efter en bestemt aktiveringsperiode, fx tre måneder, eller ved en planlagt ”statussamtale”, men er baseret på en individuel vurdering i sagen.
Sagsbehandlernes oplevelse af intensive samtaleforløb
En af de udfordringer, som har vist sig undervejs, er opretholdelsen af sagsbehandlernes motiva- tion igennem forløbet. Årsagen hertil har været forsøgets længde kombineret med den tunge målgruppe og det intensive samtaleforløb. Oplevelsen på tværs af jobcentrene er således, at det har været vanskeligt at holde motivationen og gejsten oppe. Det har været særligt udtalt i de sa- ger, hvor borgerne ikke er kommet ud i aktivering efter de første otte uger, fordi de ugentlige samtaler herefter ofte er med en svagere målgruppe, som er vanskelig at rykke.
Udover tidsperspektivet og den tunge målgruppe oplever sagsbehandlerne, at manglende ledel- sesopbakning undervejs samt begrænsede muligheder for sparring for de sagsbehandlere, som har siddet alene eller sammen med få med hele deltagergruppen, har haft en betydning for moti- vationen. Flere jobcentre peger eksempelvis på, at ledelsens opbakning er dalet, efterhånden som projektet er skredet frem, og at de udvidede muligheder og ressourcer, de blev lovet indled- ningsvist, ikke er blevet indfriet. Således er ledelsens fokus i mange jobcentre begrænset til kun at være på målopfyldelsen og ikke rammerne for at nå de opstillede mål. Derudover oplever flere sagsbehandlere, at de, efter at en vis mængde borgere fra deltagergruppen er afsluttet i forsø- get, har modtaget nye borgere uden for forsøget uden hensyntagen til de ekstra ressourcer, som de tilbageværende kontanthjælpsmodtagere i deltagergruppen kræver.
Ved slutevalueringstidspunktet viser det kvalitative datamateriale således, at jobcentrene i man- ge tilfælde ikke er lykkedes med at fastholde motivationen, til trods for at dette blev påpeget som et opmærksomhedspunkt i forbindelse med implementeringsanalysen. Dog peger flere sags- behandlere på, at netværksmøderne afholdt i regi af beskæftigelsesregionerne har været gode, da de her har haft mulighed for at udveksle erfaringer på tværs, dele ud af deres frustrationer samt hjælpe hinanden med mulige løsninger på konkrete sager.
Løsning af arbejdsopgaver
Mulighed for at gå op i timetal
Mulighed for at påbegynde almindelig beskæftigelse
Mulighed for at påbegynde uddannelse
76,2 pct. 63,5 pct. 44,3 pct. 39,7 pct.
Sagsbehandlere – om opretholdelse af motivationen gennem forsøget
”Det har virkelig trukket tænder ud her til sidst. Det er hårdt, når man kommer tættere ind på livet af borgerne. Det kører lidt i den samme rille i samtalerne. Der sker ikke så meget fra uge til uge. Motivationen er svær nu, fordi de sidste borgere ikke rykker. Når borgerne har været der ca. 9-10 måneder, er det svært at udfordre hinanden. De kan ikke rykkes”.
”Man kan sige, at vi jo gør, hvad der skal til – altså at få afholdt samtale hver uge osv., men man kan godt miste gejsten i forhold til at rykke borgeren undervejs - så det bare bli- ver en samtale for samtalens skyld. Selvom vi overholder antallet, så har det måske ikke så meget værdi. Der kunne vi godt bruge nogle nye metoder til, hvad man gør. Det kunne skabe noget ekstra motivation”.
For at sikre et kontinuerligt fokus på forsøgets indsatsområder gennem hele perioden og dermed opretholde motivationen undervejs peger sagsbehandlerne blandt andet på følgende forhold:
Ledelsesopbakning
Maksimalt 25 deltagere pr. sagsbehandler
Supervision
Mulighed for sparring med kollegaer
Udbredelse af de gode historier
Et registreringssystem, der virker, og hvor man tydeligt kan se borgerprogressionen
Bedre redskaber til at afholde samtalerne med de svageste i målgruppen, som er vanskelige at rykke
Tydelighed om formålet med forsøget.
Udfordringer ved det intensive samtaleforløb
I forhold til indholdet i samtalerne før den virksomhedsrettede indsats påpeger flere sagsbehand- lere, at det er vigtigt at være opmærksom på ikke at forcere denne indsats, da det kan give bag- slag og resultere i forlænget sagsbehandling efterfølgende. Eksempelvis har flere oplevet, at det har været afslagsgivende for borgerne at komme for hurtigt i praktik, fordi de har oplevet en række nederlag, som har betydet, at arbejdet med at samle dem op og motivere dem til et nyt praktikforløb har været meget tidskrævende. Ifølge en sagsbehandler har nogle borgere tilmed oplevet det som et overgreb, at de har skullet i praktik inden for en bestemt tidsramme, fordi den faste ramme har skabt en følelse af at være sat ud af spil, fx ”hvorfor skal vi snakke om, hvordan jeg har det, når det alligevel er besluttet, at jeg skal i virksomhedspraktik med det samme?”.
Som nedenstående boks afspejler, resulterer det intensive samtaleforløb også i udfordringer, som er knyttet til sagsbehandlernes rolle i forhold til den virksomhedsrettede indsats. Den dybdegå- ende viden om borgernes problemer – som ikke nødvendigvis knytter sig til det beskæftigelses- rettede fokus – kræver en langt mere omfattende sagsbehandling.
En anden udfordring ved de hyppige samtaler er, at det er vanskeligt at arbejde med progression og overhovedet at finde på emner at tale om med de borgere, som afventer fx psykiatribehand- ling. Her oplever sagsbehandlerne, at samtalerne kan være tidsspilde, da det ikke giver mening at tale om aktivering, før borgerne har fået igangsat den nødvendige behandling.
Oplevet effekt af samtalerne
Til trods for de fraværende resultater ift. deltagernes beskæftigelsesandel og selvforsørgelses- grad er der på tværs af de deltagende jobcentre bred enighed om, at samtalerne har en stor ef- fekt i forhold til det beskæftigelsesrettede arbejde med målgruppen. I særlig grad peger sagsbe- handlerne på, at samtalehyppigheden har haft stor betydning, fordi de oplever, at det er muligt
Sagsbehandler om udfordringer ved det intensive samtaleforløb
”Den tætte relation gør, at der bliver åbnet op for posen. Man kommer tæt på borgeren og får en tilknytning, der gør, at man bliver deres redningsplanke. Man bliver brugt me- get mere, end hvad er tilfældet for kontrolgruppen. Det gør, at der bliver lukket op for posen, og man får andre ting af vide – flere ting, man skal forholde sig til, når indsatsen skal være helhedsorienteret. Sagsbehandlingen bliver mere omfattende, og det er nød- vendigt at arbejde med borgernes behov, mere end i normalindsatsen, hvor man normalt lukker skodderne for og blot sender folk i aktivering. Når der bliver skabt en relation, og man får oplysninger, bliver man nødt til at forholde sig til oplysningerne. Derfor bliver det sværere bare at sende i VP, da man kender dem bedre. Jo mere man bliver bevidst om deres problemer, jo flere ting er der at tage højde for i forhold til den virksomhedsrettede aktivering – jo sværere er det at smide dem i praktik, da man ikke fagligt kan stå inde for det”.
at rykke langt hurtigere i forhold til de aktiviteter, der skal igangsættes, og de aftaler, der er la- vet med borgeren, ligesom det hurtigt opdages, hvis der er et forløb, der er ved at gå skævt. I disse tilfælde kan sagsbehandlerne nå at samle borgerne op og yde den nødvendige støtte, inden borgeren fx har ødelagt muligheden for at fortsætte i en virksomhedsaktivering. Sammenlignet med kontrolgruppen, oplever sagsbehandlerne således ikke, at deres fremgangsmåde i samtaler- ne er andeledes i forsøgsindsatsen – det er i højere grad tidsperspektivet i, hvor hurtigt man kan opnå progression hos en borger, der gør forskellen.
Blandt indsatsens øvrige oplevede effekter i forhold til at styrke kontanthjælpsmodtagerne forud for påbegyndelse af de virksomhedsrettede tilbud nævnes:
Hurtigere afklaring
Bedre tillidsrelation
Øget motivation for virksomhedspraktik
Afstemning af forventninger og ønsker for praktiksted
Mere målrettede og fokuserede forløb
Færre afbrudte praktikforløb
Ansvarliggørelse af borgeren
For at gennemføre det bedste samtaleforløb peger jobcentrene på en lang række forskellige ele- menter, som er vigtige. Heraf peger flere på, at særligt tillidsrelationen til borgere og heraf føl- gende mulighed for at få nedbrudt nogen af de barrierer, der gør, at borgerne fortsat er afhængi- ge af overførselsindkomst, er centralt. Mange af borgerne har været i systemet i lang tid og har derfor en forhistorie med sig, der gør, at de sjældent har stor tiltro til, at sagsbehandlerne kan hjælpe dem videre. Derudover fremhæves vigtigheden af, at sagsbehandlerne har en motiveren- de og anerkendende tilgang til borgerne, hvor fokus er på de ressourcer, som borgerne har med sig, frem for at den ugentlige samtale har borgernes problemer som omdrejningspunkt. Særligt i forhold til virksomhedspraktikken påpeges det, at en væsentlig faktor for et succesfuldt samtale- forløb er, at der sker en ordentlig overdragelse sagsbehandler og virksomhedskonsulent imellem, så den indsamlede viden om borgeren bliver adresseret i arbejdet med at finde en praktikplads.
Et øvrigt element, som påpeges på tværs af jobcentrene, er den koordinerende og helhedsorien- terede parallelindsats, som ifølge sagsbehandlerne nødvendigvis skal følge med for at gøre et in- tensivt samtaleforløb meningsfuldt.
Afslutningsvis skal det bemærkes, at et gennemgående perspektiv i forhold til vurderingen af den intensive samtaleindsats er en efterlysning af muligheden for at justere samtaleindsatsen efter den enkelte borgers behov. Generelt er oplevelsen blandt sagsbehandlere og deltager, at de hyp- pige samtaler er vigtigst i starten af forløbet, hvor deltagerne skal afklares, og den koordinerende indsats skal igangsættes, samt i begyndelsen af virksomhedsaktiveringen, hvor det er vigtigt at sikre, at den aktiverede bliver godt indkørt i arbejdsgangen på virksomheden, og at indledende misforståelser skal ryddes af vejen. Derimod er erfaringen, at samtalerne med de borgere, som afventer fx psykiatrisk behandling, før man kan arbejde virksomhedsrettet med dem, samt de borgere, som har været i virksomhedspraktik i længere tid, bliver overflødige og til tider forstyr- rende. Ønsket blandt sagsbehandlerne i forhold til en fremadrettet brug af intensive samtalefor- løb er derfor, at de organiseres på en måde, hvor de kan tilpasses den enkeltes behov og tids- punkt i forløbet. Dette kunne fx være ved at kræve en høj samtalefrekvens tidligt i forløbet, men tillade en individuel vurdering af behov senere.
3.3 Deltagernes vurdering af samtalerne
Deltagerevalueringen viser, at forsøgsindsatsen, herunder samtaleintensiteten, ikke har haft en effekt på deltagergruppens motivation for at arbejde sammenlignet med kontrolgruppen. 89 pct.
i deltagergruppen mod 97,5 pct. i kontrolgruppen svarer, at arbejde er vigtigt for at kunne for- sørge sig selv og sin familie. Af Tabel 3 nedenfor fremgår også, at 93,3 pct. af deltagerne vil fo- retrække at være i arbejde sammenlignet med 96,4 pct. i kontrolgruppen. Undersøgelsesindsat- sen synes heller ikke i dette tilfælde at have påvirket deltagernes arbejdsmotivation. Alle tal må dog siges at være relativt høje for både deltager- og kontrolgruppen, hvorfor der i begge grupper tegner sig et billede af, at næsten alle vil foretrække at have et arbejde frem for at modtage kon- tanthjælp, når der spørges til arbejdsmotivationen på dette helt overordnede plan.
På samme vis anser et flertal i begge grupper det som værende vigtigt at have et arbejde for at kunne forsørge sin familie. Igen viser det sig dog, at arbejdsmotivationen i gruppen, der har væ- ret eksponeret for forsøgsindsatsen, ikke er større end i kontrolgruppen, der ikke har gennemgå- et den intensiverede indsats i forsøget.
Tabel 3: Arbejdsmotivation. Andel kontanthjælpsmodtagere der erklærer sig i høj eller nogen grad enige
"Arbejde er vigtigt for at kunne forsørge sig selv og sin familie"
"Vil du – alt i alt - foretrække at arbejde frem for at være på kontanthjælp?"
Deltagergruppe 89 pct. 93,3 pct.
Kontrolgruppe 97,5 pct. 96,4 pct.
Note: Forskellen er statistisk signifikant for første spørgsmål (p<0,001, n=420), men ikke andet spørgsmål (n=406).
Det er med forsøgsindsatsens samtaler og aktive tilbud ikke lykkedes at motivere deltagergrup- pen til at foretage flere konkrete handlinger for at komme i job eller uddannelse. 26 pct. i delta- gergruppen er på evalueringstidspunktet arbejds- eller uddannelsessøgende, hvilket er færre end i kontrolgruppen, hvor den tilsvarende andel er 32 pct. Forsøgsindsatsen har heller ikke fremmet antallet af jobsøgende, der har bedt om hjælp i jobcenteret med jobsøgning, svaret på indrykke- de jobannoncer eller henvendt sig hos en arbejdsgiver sammenlignet med kontrolgruppen under normalindsatsen.
Som vist i Tabel 4 har forsøgsindsatsen hverken højnet kontanthjælpsmodtagernes opfattede ar- bejdsevne eller deres vurdering af egne muligheder for at få et job.
Tabel 4: Opfattet arbejdsevne, vurderet jobmulighed og vurderet fremtidig jobsituation. Andel af kon- tanthjælpsmodtagere
Arbejdsevne
Andel, der mener at væ- re i stand til at passe et almindeligt arbejde
Jobmulighed Andel, der mener at kunne få et job inden for kort tid
Fremtidig jobsituation Andel, der vurderer at være i arbejde eller ud- dannelse om seks måne- der
Deltagergruppe 29,3 pct. 14,8 pct. 44,7 pct.
Kontrolgruppe 29,5 pct. 14 pct. 44,9 pct.
Note: Forskellene er ikke statistisk signifikante. n= 364, n=340 og n=286.
Kilde: Deltagersurvey
Deltagerne – om samtaleforløbet
”Det har været rart. Sagsbehandleren lyttede meget, og jeg begyndte at glæde mig til samta- lerne med tiden, fordi der blev skabt en tæt relation. Alt kunne lade sig gøre, og det var dej- ligt. Jeg følte virkelig, at de prøvede at forstå mig i dette projekt. De ugentlige samtaler har hjulpet med at afklare de problemer, jeg ikke selv vidste, jeg havde. Jeg vidste ikke selv, at jeg havde stress, og at det var årsagen til, at jeg gik ned igen og igen”.
”I starten havde jeg jo samtalen – og det var godt. Her snakkede vi om de ting, som jeg hav- de tænkt over. Vi mødtes hver uge, og imellem ugerne gik jeg derhjemme og arbejdede med de ting, som vi snakkede om. De holdt fast i mig. Det var rigtig godt – og det gjorde, at jeg ikke faldt tilbage. Det var rigtig godt, at jeg blev holdt ved ilden. Sagsbehandleren virkede lidt som en psykolog for mig. Der var og er stadigvæk så meget at snakke om. Vi snakkede 1-2 timer ad gangen. Det var rigtig godt for mig”.
Flere jobcentre udtrykker, at kontanthjælpsmodtagere i målgruppen ofte er meget passive, hvil- ket betyder, at jobcentrene aktivt fokuserer på at motivere kontanthjælpsmodtagerne og få dem til at tage ejerskab over egen udvikling gennem forsøget. Det er, som nævnt ovenfor, i særlig grad forsøgets rammer vedrørende aktivering efter de første otte uger, som skaber målrettethed og fokus på progression i samtalerne, da både sagsbehandler og borger er bevidste om, hvornår borgeren senest skal være i aktivering.
Samlet set viser resultaterne dog, at indsatsen har haft en meget lille effekt i forhold til deltager- gruppens tro på at kunne få et job inden for kort tid. 14,8 pct. i deltagergruppen mener at kunne få et arbejde i den nærmeste fremtid, hvilket ikke er signifikant forskelligt fra kontrolgruppen, hvor 14 pct. vurderer at kunne få job. Indsatsen synes heller ikke at have haft nogen effekt, hvad angår opfattet arbejdsevne og vurdering af fremtidig jobsituation. Samlet set viser delta- ger-surveyen, at holdningen blandt de to grupper er meget ens. Fælles for grupperne er dog, at de er forholdsvis optimistiske i forhold til deres fremtid. Her ser ca. halvdelen sig selv som væ- rende påbegyndt et arbejde eller være startet i uddannelse inden for en seks måneders periode.
Dette er naturligvis interessant, set i forhold til at effektanalysen viser, at under 10 pct. i delta- ger- og kontrolgruppen faktisk opnår beskæftigelse eller uddannelse i det efterfølgende år, jf.
Kapitel 6.
Deltagernes tilfredshed med indholdet i samtalerne
Der er generelt tilfredshed med samtalerne blandt forsøgsdeltagerne, og der er ikke markant el- ler statistisk signifikant forskel på tilfredsheden med samtalerne blandt forsøgsdeltagere, der henholdsvis har og ikke har været i virksomhedspraktik4.
Figur 3: Deltagere fordelt efter svar på spørgsmålet "Jeg har været glad for samtalerne". Separat for virksomhedspraktik
Note: n=134 for kontanthjælpsmodtagere, der har været i virksomhedspraktik og n=88 for kontanthjælps- modtagere, der ikke har været i virksomhedspraktik.
Samtalerne har desuden for både forsøgsdeltagere, der har og ikke har været i virksomhedsprak- tik, været motiverende for videre beskæftigelse eller uddannelse. 70 pct. af de forsøgsdeltagere, der har været i virksomhedspraktik, finder således, at samtalerne i mindre, i nogen eller i høj grad har været motiverende for at komme i uddannelse eller beskæftigelse (arbejde, praktik eller løntilskud i en virksomhed). 53 pct. af de forsøgsdeltagere, der ikke har været i virksomheds- praktik, har haft samme positive oplevelse med samtalerne5.
Selvom det ikke har givet sig udslag i effekterne af forsøgene, er det således deltagernes ople- velse, at samtalerne er særligt motiverende for at komme i uddannelse eller (ordinær/støttet) beskæftigelse, når de kombineres med virksomhedspraktik. Denne oplevelse af motivation gør sig gældende for både forsøgsdeltagere, der stadig modtager kontanthjælp på interviewtidspunk-
4 Der er ikke statistisk signifikant forskel i andelen i de to grupper, der erklærer sig i nogen grad eller i høj grad tilfredse.
5 Forskellen mellem forsøgsdeltagere, der henholdsvis har og ikke har været i virksomhedspraktik, er signifikant forskellig (responden- terne er ad to spørgsmål spurgt til samtalernes motivation for henholdsvis arbejde/uddannelse og praktik/løntilskud).
0 % 5 % 10 % 15 % 20 % 25 % 30 % 35 % 40 %
Slet ikke I mindre grad I nogen grad I høj grad
ledige i
virksomhedspraktik ledige uden virkomshedspraktik
tet, og forsøgsdeltagere, der efter endt forløb er kommet i uddannelse eller beskæftigelse6. Dette viser, at det ikke kun er projektets ’tungeste del’ af målgruppen, der oplever samtalerne med sagsbehandler eller jobkonsulent som motiverende. I den konkrete proces med at forbedre egen jobsituation har også de, der har været i stand til at opnå uddannelse eller beskæftigelse, fundet samtalerne motiverende.
Interviews med borgere og sagsbehandlere tyder på, at den positive oplevelse af samtalerne skabes i relationen mellem borger og jobkonsulent/sagsbehandler og følelsen af at blive lyttet til og taget alvorligt, samtidig med at der følges konkret op på fastlagte aftaler. Af
Tabel 5 fremgår det, at de forsøgsdeltagere, der har været i virksomhedspraktik, i højere grad mener at være blevet lyttet til og forstået, samt at der følges op på aftaler indgået i samtalerne.
Knap 20 pct. i begge grupper mener derimod, at der slet ikke følges op på indgåede aftaler.
Tabel 5: Deltagernes oplevelse af samtalerne. Andel der erklærer sig enig i udsagn.
Note: Respondentantal er 134 for gruppen af forsøgsdeltagere, der har været i virksomhedspraktik, og 88 for for- søgsdeltagere, der ikke har været i virksomhedspraktik.
Et videre kritikpunkt af samtalerne er, at mange kontanthjælpsmodtagere mener, at samtalerne mest fungerer som kontrol, hvilket fremgår i Tabel 6 nedenfor.
Tabel 6: Andel deltagere, som vurderer, at "Samtalerne har mest fungeret som kontrol"
6 For både forsøgsdeltagere, der har, og forsøgsdeltagere, der ikke har, været i virksomhedspraktik gælder på tværs af grupperne, at de, der er under uddannelse, i beskæftigelse eller i aktivering på interviewtidspunktet, i højere grad end fortsat ledige mener, at sam- talerne har motiveret for at komme i henholdsvis arbejde, uddannelse, praktik eller løntilskud.
Slet ikke I mindre grad I nogen grad I høj grad
"Jeg følte mig lyttet til og forstået i samtalerne"
Forsøgsdeltagere i virk-
somhedspraktik 15 pct. 21 pct. 22 pct. 42 pct.
Forsøgsdeltagere u/
virksomhedspraktik 18 pct. 17 pct. 32 pct. 33 pct.
"I samtalerne blev der fulgt op på de samtaler, vi havde lavet tidligere"
Forsøgsdeltagere i virk-
somhedspraktik 19 pct. 17 pct. 22 pct. 42 pct.
Forsøgsdeltagere u/
virksomhedspraktik 19 pct. 21 pct. 35 pct. 25 pct.
Slet ikke I mindre grad I nogen grad I høj grad n
Andel Antal
Forsøgsdeltagere i
virksomhedspraktik 26 pct. 14 pct. 27 pct. 33 pct. 134
Forsøgsdeltagere u/
virksomhedspraktik 20 pct. 14 pct. 26 pct. 40 pct. 88
Indsatsen – Aktive tilbud
Det aktive tilbud har haft som sit primære formål at være virksomhedsrettet, herunder bå- de offentlige og private arbejdspladser, og med mentortilknytning. Tilbuddet er startet se- nest i forsøgets 9. uge og med et omfang på minimum 10 timer om ugen. Der har dog væ- ret mulighed for at nedskrive timetallet i afgrænsede perioder, afhængigt af hvor mange timer den enkelte har kunnet klare, hvis behovet er blevet begrundet, jf. de almindelige regler.
Virksomhedsforløbet indbefatter:
Deltidsjob med supplerende kontanthjælp
Job med løntilskud på en offentlig eller privat virksomhed
Virksomhedspraktik på en offentlig eller privat virksomhed, fx i form af virksomhedscen- ter
Der er som udgangspunkt blevet tilknyttet en mentor til kontanthjælpsmodtageren på virk- somheden. Mentoren har dog kunnet udelades på baggrund af en konkret vurdering.
De borgere i matchgruppe 2, som ikke har været i stand til at passe ind på en arbejds- plads, fx pga. markante misbrugsproblemer eller endnu ubehandlede psykiske problemer mv., har i stedet skullet deltage i andre aktive tilbud med et virksomhedsrettet perspektiv, indtil de vurderedes klar til at indgå i aktivering på en arbejdsplads.
Det aktive forløb har sammenlagt kunnet vare op til 9 måneder og være sammensat af fle- re forskellige tilbud.
4. VIRKSOMHEDSRETTET AKTIVT TILBUD
4.1 Andel i virksomhedsrettede tilbud
Overordnet set har der i deltagergruppen været en højere aktiveringsgrad sammenlignet med kontrolgruppen. Årsagen hertil er særligt øget brug af virksomhedsrettet aktivering, hvilket også understøtter forsøgets intension. Som Figur 4 nedenfor illustrerer, har 46 pct. i deltagergruppen i gennemsnit været i virksomhedsrettet aktivering, sammenlignet med 22 pct. i kontrolgruppen, hvilket giver en forskel på 24 pct.-point. Med et krav om mindst 40 pct. af deltagerne i virksom- hedsrettet aktivering har jobcentrene med et gennemsnit på 46 pct. overordnet set en god målopfyldelse.
Figur 4: Andel af borgere i virksomhedsrettet aktivering over hele forsøgsperioden
0.00 0.20 0.40 0.60 0.80
Andel med løntilskud
0 20 40 60
Tid efter forsøgets start (uger) Deltagergruppen Kontrolgruppen
-3.00 -2.00 -1.00 0.00 1.00 2.00 3.00
Akkumuleret effekt på løntilskudsandel
0 20 40 60
Tid efter forsøgets start (uger) Akkumuleret effekt
