Jobcentrenes arbejde med koordinerende indsatser

Som nævnet i kapitlets indledning er der ikke nogen bestemt model eller stringent praksis define-ret for jobcentrene i forhold til det understøttende og koordinerende arbejde. Derfor har jobcen-trene selv skulle finde en fremgangsmåde for denne del af projektet. Nedenstående Figur 9 illu-strerer forskellige måder, hvorpå der kan arbejdes med den udbredte tilgang 'case management', der er en metode til forstå koordineringen af en borgers sag.

Figur 9: Case management-modeller for den koordinerende indsats

Figuren viser, hvorledes case management kan deles op i fire typer. Den ene akse (lodret) be-skriver, hvor omfattende koordineringen af borgerens sag er, mens den anden akse (vandret) beskriver, hvorvidt case management varetages af én sagsbehandler (generalist) eller flere sags-behandlere med hver deres område (specialist). Fra case-besøgene fortæller jobcentrene, at de primært lægger sig i feltet omkring 'model 1', hvilket betyder, at de har omfattende case mana-gement, der varetages af én sagsbehandler. Enkelte projekter vurderer, at de lægger sig op ad model 2, hvor omfanget af case management er mindre.

Afklaring af behov og systemkontakter

Et vigtigt element i case management – eller koordinering af borgerens sag – er den indledende afklaring af behov og eksisterende kontaktflader. I 'På rette vej – i job'-forsøget er det kendeteg-nende, at jobcentrene i varierende grad har været systematiske i en strategi for kortlægning af borgerens problematikker (udover manglende beskæftigelse) og modsvarende behov for tilbud eller kontakt til instanser. I en række af jobcentrene er det "treatment as usual", mens enkelte sagsbehandlere fortæller, at afklaring er sket trinvist og har været mere eller mindre tilfældig.

Oplevelsen er i denne forbindelse, at de relevante informationer kan dukke op langt henne i for-løbet, fx under en praktik, hvor en given problematik bliver aktuel for den enkelte borger.

I andre jobcentre har den ekstra tid og skærpede fokus på borgerne i dette projekt medvirket til en øget afklaring af behov for koordinering af borgerens sag. Nedenstående boks illustrerer, hvordan et jobcenter har arbejdet mere grundigt og systematisk med den koordinerende indsats ved at optegne borgerens kontaktflader indledende.

I forhold til case management er det en væsentlig overvejelse, hvor mange ressourcer der skal bruges på den indledende afklaring. Ved en mere omfattende case management vil man typisk lave en grundig udredning for at sikre, at der handles og koordineres på alle aspekter af borge-rens sag. Omvendt vil man med minimal case management tage fat i de umiddelbare problema-tikker, der fylder i borgerens hverdag, og dermed fokusere på det akutte og allermest nødvendi-ge. Som sagt har projekterne haft forskellige tilgange inden for dette spektrum, men erfaringerne fra evalueringen peger på, at det er hensigtsmæssigt med en relativ grundig udredning af borge-rens problematikker og systemkontakten på et tidligt tidspunkt. Dette skyldes, at målgruppen of-te har tungtvejende sociale problematikker og derfor ikke nødvendigvis kan overskue helheden i deres egen sag.

Mængden af understøttende og koordinerende indsats

Ligesom jobcentrenes tilgang til den understøttende og koordinerende indsats har været forskel-lig, er det ligeledes erfaringen fra case-besøgene, at mængden af indsatsen har varieret. I enkel-te jobcentre har sagsbehandlerne brugt meget tid og mange ressourcer på at støtenkel-te deltagerne og følge dem rundt i mange forskellige sammenhænge, mens der i andre jobcentre mest har væ-ret tale om en udbygget rådgiverfunktion.

Deltager-surveyen viser i denne forbindelse, at forsøgsindsatsen ifølge deltagerne overvejende har øget antallet af typer af offentlige myndigheder, som de kontanthjælpsmodtagere får hjælp til at kontakte, jf. Figur 10⁸, dette værende sig både i forbindelse med kontakt til socialforvaltnin-gen og statsamtet, det øvrige sundhedssystem, socialcenter eller ydelsescenter og misbrugsbe-handling. Resultaterne viser dog også, at deltagerne ikke i højere grad end kontrolgruppen har oplevet at få hjælp til at kontakte egen læge eller i forbindelse med gældsrådgivning, hvilket er en smule overraskende, set i lyset af at indsatsen her som særligt fokuspunkt er at skabe en me-re koordineme-ret indsats.

Deltagergruppen i forsøget oplever i væsentlig mindre grad end kontrolgruppen, at de under for-løbet har haft behov for sådan hjælp til kontakt uden at modtage den, jf. Figur 11. Forsøgsind-satsen har altså haft en afklarende og oplysende effekt for den enkelte, hvad angår, hvilke myn-digheder der er relevante og ikke relevante at kontakte. En del deltagere udtrykker dog stadig, at de gerne ville have haft hjælp til at komme i kontakt med socialcenteret eller ydelsescenteret og det øvrige sundhedssystem, men overvejende viser resultaterne, at deltagerne har oplevet at få en større hjælp og større afklaring af behov end kontrolgruppen. Forsøgsindsatsens intensive samtaleforløb og fast tilknyttede kontaktperson har formentlig understøttet denne positive ople-velse.

8 Adderes antallet af typer af myndigheds- og hjælpeinstanser fra 0 til 6 mulige, har henholdsvis borgere i kontrol- og deltagergruppen gennemsnitligt fået hjælp af sagsbehandler eller jobcenter til at henvende sig hos 1,18 og 1,25 steder, hvilket ikke er en statistisk sig-nifikant forskel. n=358.

Sagsbehandler om den koordinerende indsats

"Vi har givet det lidt ekstra, det skal vi jo i henhold til projektbeskrivelsen. Men det giver en mere sammenhængende og kontinuerlig indsats. Borgeren er ikke sin egen vandrejournal. Vi har arbejdet med at optegne borgerens kontaktflader, og vi har været inde og holde kontakt til dem. Vi har gjort deres gang lidt lettere. Særligt bør-ne- og familieafsnittet".

Figur 10: Øvrige myndigheder og hjælpeinstanser, som jobkonsulent eller sagsbehandler i jobcenter har hjulpet kontanthjælpsmodtagere med at kontakte. Andel, der har modtaget hjælpen inden for det sene-ste år.

Note: n=224 (deltagergruppe) og 209 (kontrolgruppe)

Figur 11: Øvrige myndigheder og hjælpeinstanser, som kontanthjælpsmodtagere inden for det seneste år ikke har, men godt kunne ønske sig at have, fået hjælp af sagsbehandler eller jobkonsulent til at kon-takte. Andel.

Note: n=224 (deltagergruppe) og 209 (kontrolgruppe)

En gennemgående pointe fra sagsbehandlerne er, at man ikke nødvendigvis har arbejdet meget anderledes med den understøttende og koordinerende indsats, end man gør inden for normalind-satsen. Denne pointe understøttes til dels af forsøgsdeltagernes opfattelse af jobcenterets sam-arbejde med social- og sundhedsområdet (se Tabel 8). 28,9 pct. af deltagerne oplever "slet ik-ke", at jobcenteret samarbejder med social- og sundhedsområdet, sammenlignet med 25,3 pct. i kontrolgruppen. Samtidigt oplever en større andel i deltagergruppen end i kontrolgruppen, at jobcenteret har samarbejdet med social- og sundhedsområdet for at finde løsninger på deres problemer. Og trods den store andel, der "slet ikke" oplever, at jobcenteret samarbejder med so-cial- og sundhedsområdet, så er der en overvejende større andel af deltagerne i deltagergruppen end i kontrolgruppen, der oplever at se koordineringen, hvilket må anses som værende et posi-tivt resultat.

Tabel 9: "Oplever du, at jobcenteret samarbejder med social- og sundhedsområdet om at finde løsninger på dine problemer?"

I høj

grad I nogen

grad I mindre

grad Slet

ikke Ved

ikke Ikke relevant

for mig Antal

Deltager 15,7 % 23,0 % 14,9 % 28,9 % 9,8 % 3,0 % 224

Kontrolgruppe 7,2 % 20,7 % 21,6 % 25,7 % 11,7 % 7,2 % 209

Karakteren af den understøttende og koordinerende indsats spænder bredt. Målgruppen kende-tegnes som tidligere nævnt ved at have mange forskellige problematikker og derfor mange kon-takter og berøringer med offentlige instanser. Et redskab, der bruges af flere jobcentre løbende i forløbet, er netværksmøder mellem centrale aktører, der er involveret i borgerens sag. Et net-værksmøde kan eksempelvis være en samling af jobcenteret, socialforvaltning, børne- og fami-lieafdeling, misbrugscentret, borgerens egen læge, socialpsykiatrien osv. På netværksmøder hø-res de forskellige aktørers aktuelle status på borgerens sag, og det sikhø-res, at de forskellige dele af systemet arbejder sammen om fælles mål (i dette tilfælde et praktikforløb i en virksomhed samt evt. øvrige mål eller problematikker). Netværksmøderne er ikke noget nyt redskab i jobcen-trene (eller øvrige forvaltninger), men der har i forbindelse med 'På rette vej – i job' været mu-lighed for en mere systematisk brug af møderne.

Ud over netværksmøderne har jobcentrene i det daglige arbejde brugt tid på at kontakte samme ovennævnte aktører. Det er væsentligt som sagsbehandler i jobcenteret at være opdateret i bor-gerens børnesag, deres lægefaglige udredning eller deres manglende betaling af husleje, da pro-blemer som disse ofte kommer til at stå i vejen for, at borgeren kan indgå i praktikforløbet med succes.

En del af den understøttende indsats har bestået i at støtte borgeren, mens denne har været i virksomhedspraktik. ”På rette vej – i job” har i høj grad handlet om at sikre, at psykisk skrøbeli-ge borskrøbeli-gere eller borskrøbeli-gere med andre problematikker har kunnet fastholdes i praktikforløbet, selv når der opstår konfliktsituationer eller andre problemer. For at kunne realisere dette har flere af projekterne været i beredskab og således kunne rykke ud på virksomheden, når der var behov for dette.

Sagsbehandlerens rolle i den koordinerende indsats

Fra case-besøgene i jobcentrene ses en forskel i, hvordan sagsbehandlerne ser deres rolle i den understøttende og koordinerende indsats, jf. case management-modellen præsenteret ovenfor.

Forskellen består i, i hvor høj grad sagsbehandleren vil tage over i borgerens sag kontra ansvar-liggørelse af borgeren selv. I nedenstående boks findes to eksempler fra jobcentre, hvor man har valgt ikke at løse opgaverne for borgeren, men i højere grad understøtte, at borgeren selv får mulighed for at kunne handle.

Sagsbehandlernes rolle i den koordinerende indsats

"Jobcenteret har ansat en række socialpædagoger ("sociale mentorer"), som bruges til at guide de kontanthjælpsmodtagere rundt i det offentlige system. Der er fokus på hjælp til selvhjælp. Mentorerne skal ikke ringe rundt for den enkelte kontant-hjælpsmodtager og lave aftaler, men hjælpe kontantkontant-hjælpsmodtageren til selv at ringe rundt og lave aftaler. ”De skal lære at bruge en fiskestang, så de selv kan fi-ske”.

"Det [koordinerende arbejde] har ikke fyldt voldsomt meget for sagsbehandlerne, fordi sagsbehandlernes rolle er at støtte borgerne til selv at tage affære. For nogen borgere er der dog en forholdsvis stor opgave, specielt i starten af projektet. Men når borgerens forløb først er kommet på skinner, fylder det ikke meget i projektet".

Et gennemgående træk på tværs af jobcentrene er endvidere, at målet med den understøttende og koordinerende indsats har været at få en hurtigere sagsbehandling af borgerens sager ved di-verse instanser. Som vi senere vil komme ind på, er det navnligt lange sagsbehandlingstider, der udgør en barriere for, at det lykkes at sikre en koordineret (og rettidig) indsats. Flere jobcentre har forsøgt at få blandt andet ydelseskontoret, familieafdelingen eller sundhedssektoren til at gi-ve deltagere i ”På rette gi-vej – i job” en hurtigere proces. For de jobcentre, hvor dette er lykkedes, har det været en positiv erfaring, idet en øget koordinering ifølge sagsbehandlerne giver en bedre sagsbehandling, hvor afventning på fx udbetaling af ydelser ikke kommer til at stå i vejen for ar-bejdet med den enkelte borger.

I den koordinerende og understøttende indsats har der ligeledes været en bedre ramme for at igangsætte ydelser som psykologhjælp og diverse udredninger, idet der som en del af den inten-siverede sagsbehandling i forsøget (her også forstået den øgede kontakt, flere ressourcer mv.) har været flere midler til at understøtte denne indsats. Dette vurderes af jobcentrene som væ-sentligt, da særligt psykologhjælp har været aktuelt for mange borgere i denne del af målgrup-pen.