Danmarks Kunstbibliotek The Danish National Art Library

Hele teksten

(1)Digitaliseret af / Digitised by. Danmarks Kunstbibliotek The Danish National Art Library København / Copenhagen.

(2) For oplysninger om ophavsret og brugerrettigheder, se venligst www.kunstbib.dk For information on copyright and user rights, please consult www.kunstbib.dk.

(3) KUNSTMUSEETS AARSSKRIFT XXVII.

(4) L. A. Ring; Det gamle Hus bliver pudset op. (»Kalkemanden«). 1908. Testamentarisk Gave fra Grosserer J. H. Melchior og Hustru, modtaget 1939..

(5) KUNSTMUSEETS AARSSKRIFT 1940. KØBENHAVN GYLDENDALSKE BOGHANDEL • NORDISK FORLAG LANGKJÆRS BOGTRYKKERI. 1940.

(6) INDHOLD G ustav G lü c k : Portrætter af Christian II og hans Hustru Isabella.................... 1 L eo S w a n e : Nogle danske Nyerhvervelser til Museet............................................... 34 B etty K u r t h ; En ukendt fransk Gruppe af Verdurer fra Overgangen til det. 16. Aarhundrede.............................................................................................................. 48. H enny G la rbo ; Nogle supplerende Oplysninger om de danske Kunstnere. i Genève............................................................................................................................. 61. ViEHEi.M S lomann ; Et Ornanientmotivs Betydning.................................................... 70 H aavard R o str u p : Et genfundet Billede af Jean-François de T roy.................... 82 C h ristia n E ll in g : Om et Pilo-Portræt.......................................................................... 97 J ørn R u bo w : Moderne franske illustrerede Bøger i Kobberstiksamlingen......... 102 O tto N o r n : T o Portrætter af Robert L efèvre............................................................. 130 J ørgen St h y r : Kobberstiksamlingens Nyerhvervelser................................................ 135. Mindre Meddelelser............................................................................................................... 443.

(7) PORTRÆTTER AF CHRISTIAN II OG HANS HUSTRU ISARELLA AF. GUSTAV GLÜCK. II af Danmark fik, paa Grund af den daarlige Behand Christian ling, han gav sin Hustru, den elskværdige og kloge Isabella af Østrig, Karl V’s Søster, der i en Alder af kun fjorten Aar blev viet til ham, men endnu mere som Følge af det berygtede Blød bad i Stockhølm Tilnavnet »den Onde«. Alligevel mangler han ikke tiltalende Træk. Han har baade aandelige og religiøse Interesser og bestræber sig endog for at ophjælpe den almindelige Dannelse. Ligefrem paa faldende er det, hvor megen Forstaaelse og ogsaa Rundhaandethed denne første af »Konger i Exil« har vist Kunstnerne. Især efter sin Landsforvisning i Aaret 1523 var han ofte i saa alvorlig Pengenød, at hans og Familiens Ejendele maatte vandre paa Laanekontoret, men ikke destomindre søgte og fandt han Lejlighed til Samkvem med sin Tids største nederlandske og tyske Kunstnere og sad Model for de bedste Portrætmalere. Af meget faa Fyrster har der eksisteret saa betydelige Portrætter som af ham. Herom vidner baade de endnu foreliggende Originaler, Gentagelser og Kopier og de nu forsvundne, men i samtidige Doku menter omtalte Billeder. Imidlertid er det ikke let at sætte disse to Grupper i det rette Forhold til hinanden, og skønt jeg nu i over tyve Aar har beskæftiget mig med Spørgsmaalet øm Portrætter af Kongen og hans Hustru, er jeg langtfra i alle Tilfælde naaet til sikre Resultater, saa at jeg endnu den Dag i Dag er klar over, at jeg kun kan møde med ufuldkomment og i tiere Tilfælde hypotetisk Materiale. Dog kan der fra dansk og tysk Forsknings Side i Løbet af de sidste Aartier konstateres nogle vigtige Fund, som sammen med hans egne Opdagelser og Iagttagelser fornylig delvis er sammenfattede af Max J. Friedländer') i den for denne Forsker ejendommelige knappe Form..

(8) Sandsynligvis er der ikke malet mange Portrætter af Kongen, medens han endnu opholdt sig i Skandinavien, og før han — i Aaret 1521 — kom til Nederlandene. Thi Portrætter fra danske Kunstneres Hænder synes ikke at foreligge. Nederlandske Malere turde Christian først have lært at kende paa den Tid, hvor han blev formælet med Isabella, der var blevet opdraget ved sin Tante Margarete af Østrigs Hof i Mecheln, viet til ham per procurationem Søndagen efter Pinse i Aaret 1514 og først virkelig gift med ham den 12. August 1515. Nu optræder netop Aar 1514 i Danmark en udenlandsk Kunstner, der kaldes »Mester Mechil«, og som fra Reval begiver sig til Christian. Gustav Falck^) har meget rigtigt erkendt, at denne ikke kan være nogen anden end en vidt berejst, ved for skellige Hoffer arbejdende nederlandsk Maler, om hvis Virksomhed vi først har faaet velkommen Oplysning i Løbet af de sidste femog tyve Aar^). Det er den bevisligt fra 1481 —1516 virksomme Mester Michiel med Familienavnet Zittoz eller Sithium, vi møder søm Hofmaler først hos Isabella den Katolske i Spanien, senere hos den netop nævnte Ærkehertuginde Margarcte i Nederlandene. Denne ved Hofferne med Rette yndede Portrætmaler synes, hvad jeg har forsøgt at bevise“'), i Mellemtiden ogsaa at have arbejdet i England, hvor han turde have været i Tjeneste hos den daværende Prinsesse af Wales, Katarina af Aragonien, Isabella den Katolskes Datter, der som Henrik den Ottendes Hustru blev Dronning af England. For uden hendes Rillede malede han ogsaa et Portræt af hendes Sviger fader, Henrik Vil; dette Billede var bestemt for Margarete af Østrig, hvis Formæling med den engelske Konge i lang Tid var planlagt. Snart herefter maa Mester Michiel være traadt i Margaretes Tjeneste, og det er sandsynligt, at det er denne Fyrstinde, der har sendt Maleren til Danmark, for at hun kunde faa et godt Portræt af sin tilkommende Nevø i Anledning af hans Bryllup. En Gave een Gang for alle og ved særlig Naade til et Beløb af tyve Philippsgulden, som Margarete den 23. Marts 1515 lod anvise Maleren Michiel med den Bemærkning, at hun ikke ønskede at give nogen nærmere Forkla ring om Grunden til denne Udbetaling, nærer jeg ingen Betænke lighed ved at sætte i Forbindelse med denne Bortsendelse, som Ærkehertuginden af en eller anden Aarsag ønskede at hemmelig holde, maaske ligefrem for at overraske sin Nièce med hendes Mands Portræt. Gustav Falck har med fuld Ret gjort opmærksom paa, at.

(9) <dette Portræt er bevaret i det kendte Billede af Christian II, der fra gammel Tid ejes af Kunstmuseet. Det bærer Aarstallet 1515 og viser Kongen endnu uden den gyldne Vlies, som han først blev forlenet med den 4. Marts 1518 paa Ordenens nittende Kapitel i Barcelona og siden fik overrakt den 4. November 1520 af et kejserligt Gesandt skab i Stockholm. Portrættet er gengivet i Kunstmuseets Aarsskrift XIII—XV (1929—30) S. 130. De stilistiske Grunde, der fik Falck til at tale for Mester Michiel som Ophavsmand til det ypperlige Billede — vel nok det smukkest malede Portræt, der er bevaret af Kongen — er, tror jeg, i ikke uvæsentlig Grad blevet bestyrkede ved Sammenligninger med det ovenfor kort omtalte, af mig som denne Mesters Værk betegnede, i Opfattelse og Stil nært beslægtede Portræt af Henrik VII af England fra Aaret 1505 i National Portrait Gallery i London. Den lette, fine Malemaade og Stoffets omhyggelige Behandling viser en kunstnerisk Haandskrift, der ikke er til at tage Fejl af. Christians Billede i Statens Museum for Kunst er altsaa aabenbart Mester Michiels originale Portræt eller i det allermindste, naar man tager Muligheden for Gentagelser af Fyrsteportrætter i Be tragtning, en egenhændig Gentagelse af dette oprindelige Portræt.' I hvert Fald maa den egentlige Original, hvis min Formodning er rigtig, som Margaretes Gave være kommet Niecen i Hænde.'Uden Tvivl synes Billedet at være frit benyttet, ikke egentlig kopieret, paa et stateligt nederlandsk Alterbillede, der iflg. F'ranéis Beckett®) staar i F'orbindelse med en Gave fra Christian II til Karmeliterklostret i Helsingør i Aaret 1517, og som fra Mariekirken i denne By er kommet til Nationalmuseet i København. Det er det svejfede Midterstykke af et stort Triptykon, hvis Fløje synes at være gaaet tabt. Ligesom det meget store Triptykon, som Hieronymus Bosch i Aaret 1504 malede til Isabellas Fader, Philipp den Smukke, og hvoraf der findes en egenhændig, mindre Gentagelse i Akademie der bildenden Künste i Wien, viser denne bevarede Del en Fremstilling af Dommedag (hvortil man ligesom ved Bosch’es Hovedværk til Fuldstændiggørelse paa Fløjene maa tænke sig Fremstillinger af Paradis og Helvede). Som Stiftere knæler i Forgrunden foran deres Bedestole, det aabenbart lige formælede Par, Christian og Isabella, og mellem dem ser man deres to Vaaben ophængt paa Grenene af et lille Træ uden Blade. Kongens Træk og Dragt ligner ganske.

(10) Mester Michiels Billede, selvom de ikke er identiske. Da ogsaa her den gyldne Vlies mangler, og Dronningen endnu ser meget ung ud, turde det i sin Art betydelige Maleri .sandsynligvis allerede være blevet til i Aaret 1517, hvorfor ogsaa hin Formodning hos Francis Beckett taler saavel som den Omstændighed, at Parrets førstefødte, Sønnen Hans, der allerede blev født i Februar 1518, mangler.. Jan Mostaert: Christian II. Udsnit af Dommedagsmaleriet i Nationalmuseet.. Det er ikke nødvendigt at antage, ja ikke engang sandsynligt, at Alterbilledet skulde være malet i Danmark. Dersom det var lavet af en Kunstner, der var kommet til Skandinavien i Isabellas Følge, vilde han, som iøvrigt viser sig helt selvstændig, næppe saa umis kendeligt have benyttet Mester Michiels Portræt af Kongen. Jeg tror derfor at maatte antage, at Christian IPs Bestilling paa Alterbilledet til Karmeliterklostret i Helsingør ved Margarete af Østrigs Formid ling omkring 1516 eller 1517 er blevet sendt til Nederlandene, at.

(11) Kunstneren inaa søges mellem denne Fyrstindes nederlandske Hofmalere, og at Francis Beckett faar Ret med Hensyn til det af ham foreslaaede Navn, Jan Mostaert, en Mester, som i atten Aar — sandsynligvis omtrent fra 1500 til 1518 — skal have været i Mar garetes Tjeneste. Max J. Friedländer har til at begynde med billiget denne Tilskrivning og optaget det vigtige Arbejde i sine Lister over. Jan Mostaert: Isabella. Udsnit af Dommedagsbilledet i Nationalmuseet.. Mostaerts Værker’). Dog mangler det helt i Fortegnelserne i hans senere, endelige store Række af Bind om gammelnederlandsk Ma leri*), hvor man vilde søge en Omtale af det. Ganske vist er der i Mellemtiden af yngre tyske Forskere som Paul Wescher®) og Kurt Steinbart'“) ytret Tvivl ikke blot om, at Mostaert egenhændigt skulde have udført Billedet, men tillige om, at Ideen til det var hans; da flere af de nøgne Figurer temmelig nøje optræder igen paa den Dommedag i Korhvælvingen i Laurentiuskirken i Alkmaar^'), som.

(12) tilskrives Jacob Cornelisz, og som antages at være fra Aaret 1518, skulde Nationalmuseets Alterbillede være »et Arbejde af en Svend, der sandsynligvis fra Mostaert er kommet til Cornelisz«. Vi har set, at dette Alterbillede vel allerede maa være blevet til i 1517, senest i Begyndelsen af Aaret 1518, og derved forrykkes Spørgsmaalet om de to Fremstillingers indbyrdes Afhængigbed, der i og for sig ikke lader sig bestride; det er absolut sandsynligt, at den, der har malet det daartigt bevarede Billede i Alkmaar, ligegyldigt, om det nu er Jacob Cornelisz, Cornelis Buys eller en Værkstedmedbjælper fra denne Kreds, paa sin Maade frit har benyttet de tilsvarende Fi gurer fra Billedet paa Nationalmuseet. Men netop disse nøgne Skikkelser paa Billedet i København viser i deres Stivhed, der næsten kan kaldes gammeldags Ubehjælpsom hed, det nøjeste Slægtskab med dem paa den mindre Dommedag i Provinzialmuseum i Bonn (tidligere i denWesendonkske Samling) og dem paa det af van Mander omtalte »Vestindiske Landskab« bos Dr. N. Beets i Amsterdam (tidligere i Samlingen van Stolk i Haarlem), der begge er fuldstændigt sikrede som Værker af Mostaert. Fremfor alt er ogsaa hele Kompositionen og Ideen ganske i Mostaerts Aand, hvad en Sammenligning med det nævnte lille Alter i Bonn, som allerede Beckett har foretaget, viser. Her er de knælende Stif terfigurers ejendommelige Forbindelse med Opstandelsesscenerne paa Jorden og Verdensdommeren med hans Omgivelser i Himlen nøjagtig den samme; kun er Stilen i Billedet i København mere storladen og udviklet. Hvor meget denne Tankekreds har beskæf tiget Mostaert, ser man deraf, at ban endog bar udtrykf den i et Selvportræt, vi kun kender fra van Manders Beskrivelse: her havde han fremstillet sig selv med foldede Hænder i et Landskab, nøgen knælende før Christus i Himlen øvenøver ham, ved hans Side Djævelen, der læser op af hans Synderegister, en lang Bulle, medens en knælende Engel beder for bans Sjæl. Om denne Beskrivelse af det tilintetgjorte eller forsvundne Billede minder Djævelen, der paa Nationalmuseets Maleri tilhøjre sender de Fordømte til Helvede, øg Englene, søm tilvenstre fører nøgne Salige op til Himlen. Ogsaa de smaa Englebørn oppe i Skyerne er af samme Slægt som de, der paa andre Billeder af Mostaert svæver om Johannes den Døbers Hoved (London, National Gallery, og Dijon, Museum), om Christus i Helvedes Forgaard (Diptykon i Samlingerne Kuhlemann, Berlin,.

(13) og Baron Thyssen, Lugano) og den lidende Christus (Verona, Museo Civico, og Hamborg, Haus Wedells). Ligeledes taler de hellige Personers Skikkelser og Landskabet omkring dem for Mostaerts særegne Malemaade, og de af alvorlige Forskere ytrede Betænkeligheder kan næppe skyldes andet end den Omstændighed, at Nationalmuseets Billede desværre er meget daarligt bevaret; det viser mange Steder, især i Baggrunden stærke nyere Overmalinger og Tilføjelser; dets Tilstand kan næsten side stilles med Dürers Rosenkransfest; mange Steder synes at være skallet af, kittet til og overmalede, saa at Mostaerts Haand ikke mere overalt er til at kende igen. Men jeg fastholder ubetinget, at han er Billedets Ophavsmand og Skaber. Herfor taler ogsaa, at Formidlingen af en saa betydelig Bestilling næppe kan være blevel besørget af nogen anden end Margarete af Østrig, der hertil sikkert ikke vilde have foreslaaet en ubekendt Hjælper hos Jacob Cornelisz, (om hvis F'orbindelse med det Habsburgske Hof vi i det mindste paa den Tid intet ved), men snarere en af sine officielle Hofmalere som Jan Mostaert. • Hvad Billedet af Christian angaar, var Mostaert vel henvist til Mester Michiels Portræt, som han kan have lært at kende i Ærkehertugindens Fje. Ganske vist fremgaar det ikke af Inventarlisterne over hendes Samlinger, at hun har haft et saadant Billede; paa denne Tid synes hun kun at have ejet et eneste Portræt af den danske Konge, en lille Miniatur, der hang i hendes Bibliotek, og som viste ham i helt sort Dragt og med en Blomst i Haanden, aabenbart endnu uden den gyldne Vlies, der ikke nævnes i Beskri velsen'^). Om Michiels Porlrættype har ligget til Grund for delte Billede, hvad der i og for sig er det rimeligste at tro, kan vi natur ligvis ikke sige. Forøvrigt findes der foruden den kun en eneste Portrættype bevaret, der viser Christian uden den gyldne Vlies, og som altsaa næppe kan være opstaaet efter 1518; den er bevaret for os i et af Leo Swane'^) først offentliggjort og udførligt beskrevet Portræt, som 1932 fra en Kunsthandel i London kom til Museet i København, en Halvfigur med begge Hænder, og fra en Miniatur, som omtrent halvandet Aar tidligere befandt sig i en Kunsthandel i Berlin, og som kun viser Hovedet og Brystet. For mig er der ikke Tvivl om denne Types nederlandske Oprindelse, og selv Max J. Friedländer, der anser Portrættet i Museet i København for al være.

(14) sydtysk og mener, at det maa stamme fra Münchner Hofmaleren Hans Schwab (Hans Wertinger, kaldet Schwabmaler), tænker paa et »nederlandsk Forbillede«. Men jeg formaar ikke at spore noget tysk i Udførelsen af dette Billede og heller ikke i den af Leo Swane fremdragne Miniatur: Portrætternes Anlæg med de bevægede Hæn der og den lyse og kraftigt grønne Baggrund og den omhyggelige Gennemførelse af Hat og Dragt synes mig rent nederlandske, og selv den lidt grove, omend ikke uden Aand behandlede RenæssanceOrnamentik i Grundens øverste Del viser knapt nok en overfladisk Lighed med de hos den nævnte bayriske Hofmaler sædvanligt fore kommende Frugtguirlander, som den i Grunden ikke har andet tilfælles med end Guldfarven, som vi imidlertid ogsaa finder anvendt paa lignende Maade paa nederlandske Værker fra samme Tid. Netop de ikke særligt slyngede Former i denne Ornamentik taler ikke imod Stilen i det nederlandske Maleri paa den Tid og især ikke imod Stilen i tidlige Arbejder af Bernaert van Orley, hvis Navn Leo Swane først har nævnt i Forbindelse med Billedet i Kunstmu seet. For denne Tilskrivning passer baade Helheden og adskillige Enkeltheder som Øjnenes Form, Behandlingen af Skjorten ved Halsen og ganske særlig den Maade, Hænderne er formet paa med deres næsten ubehjælpsomme, slanke Fingre, af hvilke den lille synes at være bøjet krampagtigt til Siden. Ogsaa Hændernes talende bevægede Holdning findes, saavidt vi kan se, først i de habsburgske Hofmaleres Kreds lige fra Juan de Flandes til Jan Vermeyen. Van Orley havde allerede den 9. Juli 1515 — kun en Uge før Isabellas Indskibning, der gik for sig med stort Følge, beskyttet af en af Ad miral Philipp Bastard af Burgund ledet Flaade — faaet Betaling for Portrætterne af Isabella og hendes fem Søskende, der var tiltænkt Christian II som en Gave’^“) — aabenbart som en Venlighed, Mar garete af Østrig, de habsburgske Børns Tante, vilde vise ham. Paa omtrent samme Tid (»vers le même temps«) har nævnte Hofmaler, der dengang endnu var ung og først for ganske nylig synes at være traadt i Tjeneste hos Maximilian I’s Datter, malet et Diptykon med Christians og Isabellas Portrætter; da den belgiske Arkivforsker Alphonse Wauters imidlertid ikke gengiver Ordlyden i det paagæl dende Dokument, kan man ikke angive noget nøjagtigt Tidspunkt for dette Dobbeltportræts Tilblivelse. Van Orley turde ved Chri stians Billede have arbejdet efter en fra Mester Michiels afvigende.

(15) Type, maaske en Tegning, da han dengang næppe kan have set Kongen personlig. Samme Type ligger vel til Grund for Kunst museets Billede, der er gengivet i dette Aarsskrift XIX (1932) S. 61.. Bernaert van Orley: Isabella. Dzikow, Grev Tarnowski.. Med endnu større Sikkerhed turde det være muligt endnu i vor Tid at paavise Portrætter af Christians Gemalinde af van Orley, af hvilke da ogsaa flere er omtalt i gamle Skrifter. Sammen med sine Søstre optræder hun allerede paa det berømte Vægtæppe med Notre.

(16) 10. Dame du Sablons Historie fra Aaret 1518, nui Musée Cinquantenaire i Bryssel, hvis Karton med gode Grunde af Marthe Crick-Kuntziger’'*) tilskrives van Orley, og som vel næppe kan være blevet til senere end 1516. Blandt Enkeltportrætterne af Dronningen bør først og fremmest nævnes et Maleri, som ved det Y, der stadigt gentages i. Bernaert van Orlev: Isabella. Krakou, Czartoryski-Museet.. Hovedtøjets Guldsmykke, bekræftes sikkert som et Portæt af Isa bella, og som i 1903 befandt sig i Grev Tarnowskis Samling i Dzikow’“’) og allerede af Leo Swane er taget med i vor Sammenhæng. Her synes mig van Orleys Malemaade i Behandlingen af Ansigtet med de lidt skraatstillede Øjne og af det prægtige Gevandt umis kendelig saavel som i de ikke helt velbevarede, men i deres lidt ubehjælpsomme Form med den krummede Lillefinger dog endnu karakteristiske Hænder, der i Stilen har meget tilfælles med Chri-.

(17) 11. stians paa Billedet i Museet i København. Til dette Billede af Isa bella vil jeg gerne føje endnu et, som vel utvivlsomt ligeledes maa tilskrives van Orley: det er af en ung Dame i Profil mod venstre, med Hænderne karakteristisk lagt over hinanden; ved en senere Indskrift, sagtens af engelsk Oprindelse, urigtigt betegnet som et Portræt af Henrik den Ottendes Hustru Anne Boleyn, i CzartoryskiMuseet i Krakau. Det er nu mærkeligt og bekræfter desuden den lige ytrede Formodning, at nøj^ agtig den samme Dragt, samme Form for Hovedtøj, en ganske lig nende Halskæde af Guld og Perler, samme tynde, over den læggede Særk lagte Amuletbaand, samme Kantbesætning langs den firkan tede Halsudskæring genfindes paa ef fegnef Porfræt af Isabella i en Skitsebog, der fra 1927 har været i Kobberstikkabinettet i BerliiP®). Her optræder Dronningen i mere bevæget Holdning, i halv Profil til venstre med venstre Haand talende hævet, den højre lagt paa Karmen. Tegneren af denne kun ved udskaarne Blade bevarede Cornelisz (?) : Isabella. Tegning. Skitsebog viser umiskendelig Ja JacobBerlin, Kupferstichkabinett. cob Cornelisz fra Amsterdam’s Stil, hvad allerede Kurt Steinbart har fastslaaet. Denne Forsker anser ham for at være en »vandrende Svend«, som i Aarene 1523—1526 har tjent hos Jacob Cornelisz, men fremhæver selv, at han »er be vægeligere, flottere end Mesteren selv«. Desværre har jeg i de senere Aar ikke haft Lejlighed til at studere Skitsebogens Blade grundigt. Men, saavidt jeg kan skønne, efter hvad der indtil nu er offentlig gjort, vilde jeg anse det for muligt, at denne »Berliner Skitsebogens Mester« slet ikke har eksisteret, men at de Blade, der tilskrives denne anonyme Person, stammer fra Jacob Cornelisz selv og viser os hans seneste Tegnestil. De gør næsten helt igennem Indtryk af ikke at være Eftertegninger, men Forarbejder. Det vilde være højst forbavsende, om en Elev eller Medhjælper i den Grad havde følt.

(18) 12. sig ind i sin Mesters Stil. Steinbart har med Rette fremhævet Lig hedspunkter mellem Tegnerens Motiver og de bevarede Værker af Jacob Cornelisz, men der er dog intetsteds bogstavelige Overens stemmelser: den formodede Kopist maatte have varieret sin Mesters Originaler med en i Sandhed uhørt Frihed. For blot at nævne et Eksempel, saa er det meget lettere at forklare Skitsen til Komposi tionen »Treenighedens Tilbedelse« som et Udkast til Billedet i Galleriet i Kassel end som en Eftertegning af det. Hertil kommer desuden, at vi paa flere af Bladene finder den samme Stil som i anerkendte Tegninger af Jacob Cornelisz som f. Eks. Fremhævelsen af Foldernes Linier ved smaabitte fine Tværstreger. Men hvordan det nu end forholder sig hermed — for mig drejer det sig her kun om at give Initiativet til en grundig Undersøgelse af dette ikke uinteressante Spørgsmaal — saa findes der blandt Skitsebogens Blade uden Tvivl ogsaa nogle, som ikke har Præg af Udkast, men meget vel kan tydes som Eftertegninger af fremmede Forbilleder. Hertil hører efter min Overbevisning det omtalte teg nede Portræt af Isabella. Dets Forbillede, der, som vi har set, maa have vist nøjagtig samme Kostume som Billedet i Czartoryski-Museet i Krakau, hvis Opfattelse jeg førte tilbage til van Orlev^ kan vel, hvad der ogsaa vilde stemme overens med Dronningens ungdom melige Apparition paa Tegningen, ikke være opstaaet senere end i Aaret 1515, hvor Isabella forlod Nederlandene for først adskillige Aar senere at vende tilbage, øg paa den Tid kommer kun van Orley i Betragtning som Maler af et saadant Billede. Ganske bortset fra Overensstemmelsen i Kostymet passer ogsaa hele Portrættets An læg, selv naar man kun dømmer efter Tegningen, ganske til hans Stil, og netop den venstre Haands karakteristiske Bevægelse finder vi igen paa andre af hans Portrætter som f. Eks. paa Billedet af Philippe Hanetons Datter i National Gallery i Edinburgh og det, nu kun fra gamle Kopier eller Gentagelser kendte Billede af Margarete af Østrig, som oprindelig sammen med et Mariabillede ud gjorde et Diptykon. For nylig har man lært et Billede af Isabella at kende, som fra en Kunsthandel i Berlin er kommet til Dr. Heinrich Baron ThyssenBornemiszas Samling i Lugano, og som umiskendeligt stammer fra Jacob Cornelisz’ Haand. Forbilledet er her utvivlsomt det samme; thi Holdningen er nøjagtig som paa Tegningen, Kostymet ligeledes.

(19) 13. som paa denne og paa Billedet i Krakau. Kun er Isabellas Træk her væsentlig ældre og ogsaa grovere, og Portrætligheden ikke længer synderlig overbevisende. Af egen Tilskyndelse har Maleren tilføjet Baggrunden med en rigt forsiret Pilaster og et bag en Sten-. Jacob Cornelisz: Isabella. Lugano, Baron Thyssen-Bornemisza.. væg synligt Landskab og lagt et Tæppe paa Karmen. Jacob Corne lisz, hvis Stil tydeligt giver sig til Kende i den Slags Enkeltheder, turde næppe før Aaret 1521 have fundet Anledning eller Lejlighed til en saadan Opgave, da han først paa den Tid kunde have lært Christian at kende i Huset hos dennes Forretningsfører og Bankier, Pompejus Occo, i Amsterdam'^), og der ikke foreligger det mindste bekendt om, at Kunsteren tidligere skulde have haft Forbindelse.

(20) 14. med Margaretes Hof i Mecheln. Ogsaa Steinbart kommer til det Resultat, at Portrættet først kan være blevet til kort efter 1523, hvor den kongelige Familie definitivt var flyttet til Nederlandene. Men paa den Tid har Isabella sikkert ikke baaret en Dragt fra sit Bryllupsaar og har set anderledes ud, hvorom en anden Type af hendes Portræt vidner, som nu kun kan paavises i svage Kopier, idet den er bevaret i et af de smaa Billeder i Ærkehertug Ferdinand af Tyrols Portrætsamling i Wiener Museet'**) samt i en af Tegningerne i en Kodex fra Biblioteket i Arras'"), og som svagt minder om Malemaaden hos den Kunstner, Friedländer kalder »Statholderinde Marias Me ster«. Men Portrættet i Thyssens Samling maa afgjort betragtes som afledt fra et andet, og det forekommer os højst sandsynligt, at det Førarbejde, Jacob Cornelisz har benyttet, netop er Forarbejdet til Tegningen i Skitsebogen i Berlin, en Fremgangsmaade, der endnu lettere lader sig forklare, hvis denne hidrørte fra ham selv og ikke fra en af hans Svende. En Original af van Orley maa have foreligge! til det ene eller det andet af Billederne, ligesom ogsaa Mostaert i den paagældende Figur paa Alterbilledet i Nationalmuseet næppe kan have arbejdet efter Naturen, men med fri Benyttelse af de Por trætter af Isabella, som dengang endnu fandtes i Nederlandene. Medens vi ved det tegnede Portræt af Dronningen med største Sandsynlighed tør antage, at der har foreligge! et Forbillede af van Orley, kan dette derimod ikke siges om Christians, der forekommer i samme Skitsebog, omend ikke som et Modstykke til det, og som i fransk Sprog med hollandsk Ortografi betegnes som Konge af Danmark. Mangt og meget minder ogsaa her om van Orley, omend paa et noget senere Stiltrin i hans Kunst: Hovedets skarpe Drejning tilhøjre. Betoningen af den brede Baret, den kun synlige Højrehaands Stilling paa Puden øg lignende Ejendommeligheder i Anlæg og Opfattelse minder om det smukke Billede af Karl V i Museet i Budapest, som Friedländer anslaar til omkring 1516, medens jeg nu snarest vilde tro, at det først var blevet til omkring 1519. Mere lader der sig paa Grund af Tegnerens sammenfattende Arbejdsmaade og uden videre Tilknytningspunkter ikke sige, og til det oprindelige første Billede kunde ogsaa andre nederlandske Kunstnere komme i Betragtning, dog næppe Jacob Cornelisz selv. I hvert Fald er den Original, vi maa tænke os har foreligge!, og som højst sandsynlig er malet efter levende Model, ikke blevet til før under Christians.

(21) 15. første Ophold i Nederlandene 1521, paa en Tid, hvor Kongen fik sin tidligste Mulighed for at træde i Forbindelse med andre Kunst nere end hin vidtberejste Mester Michiel. Først saa sent som i (fe sidste ti Aar har vi erfaret, at Christian ogsaa har siddet Model for de daværende Nederlandes største Maler, Quinten Metsys, til et Portræt og det endda netop i samme Aar, 1521. Det er forbavsende og i Sandhed beundringsværdigt, at Francis Beckett^“) — i Overensstemmelse >M B BEN eÄ JTEzw es med Karl Madsen — har formaaet at genkende denne Portrættype i en svag og ret tør Kopi paa Rosen borg. Denne Formodning har faaet en straalende Bekræftelse gennem den næsten samtidige Opdagelse af Originalen, der be finder sig i Ærkebiskoppens Re sidens i Kremsier i Mähren og allerede i en Inventarliste fra 1680 staar opført som Metsys’ Værk^’). Det betydelige Arbejde, som jeg desværre ikke selv har set, maa tænkes befriet for alle dets for skellige uægteTilføjelser, omtrent som angivet i den gamle Kopi Christian II. Tegning. fra Rosenborg, i hvilken Madsen Jacob Cornelisz(?): Berlin, Kupferstiehkabinett. allerede har lagt Mærke til samme rolige, fornemme Holdning og Alvor som paa Metsys’ udmærkede Portrætter. I Virkeligheden er Originalens Anlæg ganske enkelt og utvunget: Kongen er drejet let tilvenstre, med sort Baret og klædt i en sort Dragt, hvor der i Slidserne skimtes noget rødt; over den læggede Skjorte hænger — lidet paafaldende — i et sort Silkebaand den gyldne Vlies; Hænderne hviler paa Karmen eller, hvis denne skulde høre tilTilføjelserne, paa Billedets Rand, og Venstrehaanden holder en rød Nellike. Kongens Træk viser i den fine, maleriske Be handling ikke saa meget hans kraftfulde Personligheds heftige Væsen som den milde ligesom medfølende Opfattelse, Metsys plejede at give sine Portrætmodeller. Tiden for Tilblivelsen, der af Friedländer skønnes at være »omkring 1525«, lader sig bestemme nøjagtigere; tbi • • R .o e jv. ,.

(22) 16. det er uden Tvivl det samme Billede, for hvilket Kongens Bankier, ovenfor omtalte PompejusOcco i Amsterdam, i Aaret 1521 udbetalte Quinten Metsys et Honorar paa tyve Guiden^'"). Portrættet er altsaa allerede blevet til under Kongens første Rejse til Nederlandene. Ved samme Lejlighed er der ogsaa blevet malt et andet Portræt, som der desværre ikke lader sig sige nær saa meget om. I December 1521 faar en anden navnkundig nederlandsk Kunstner, hvis Virk somhed som Maler af Stalfelibilleder trods de sidste Aartiers Frem skridt i Forskningen af nederlandsk Malerkunst endnu stadig ikke er blevet klarlagt. Gerard Horebout fra Gent, af Margarete af Østrig Betaling for et Portræt ad vivum af Christian IP^). Ærkehertuginden har selv beholdt det, og det nævnes i Inventarfortegnelsen over hendes Kunstsamlinger af 17. April 1524 med de Angivelser, at Kongen paa det — som forøvrigt næsten altid — har baaret en Skjorte med høj Krave og den gyldne Vlies i et Silkebaand samt holdt et Brev i Haanden^^). Hvor vigtigt og interessant det efter levende Model malte Portræt end maatte være, kan det dog nu ikke mere paavises, og en F’ormodning af min uforglemmelige afdøde Ven, Henri Hymans, der gjorde opmærksom paa et Portræt af Chri stian II i Society of Antiquaries i Londons Eje^^) kan jeg ikke tage Stilling til, da et saadant Billede nu ikke længere findes i dette lærde Selskabs Lokaler, hvor det maaske kun engang rent forbigaaende har været udstillet. Iblandt de Kunstnere af nederlansk Skole, der har malet Por trætter af Christian 11, maa ogsaa nævnes en Maler af lavere Rang, som i sine ikke sjældne Arbejder, der ganske vist undertiden vækker historisk Interesse, røber mere Flid og Udholdenhed end netop Aand og Temperament, og som bliver ved at arbejde paa sin gammel dags Malemaade fra de sidste Aartier i det 15. Aarhundrede til efter 1530: Magdalene-Legendens Mester. Vi er ligesom Max ,1. Fried länder tilbøjelige til at tro, at han er identisk med Pieter von Coninxloo. Om dennes Portrætter ved vi, at de ikke altid vakte Til fredshed, heller ikke ved de Hoffer, hvor han hovedsagelig synes at have været beskæftiget. Vi forstaar det, naar vi betragter hans Portræt af Christian II, som vi kender fra to overensstemmende og efter Friedländers Udsagn lige gode Eksemplarer^^): det ene befin der sig i Museet paa Frederiksborg og det andet i Samlingen Boveri i Zürich. Hvor tør og næsten stiv begges Udførelse end maa fore-.

(23) 17. komme os, saa er dog Motivet i sig selv interessant og usædvanligt: Kongen, hvis Træk ikke synes at være studeret efter Naturen, holder i sine Hænder et indrammet Billede, der gengiver ham selv, og som ligner hele Portrættet, men ikke er identisk med det. Og man. Quinten Metsys: Christian II. Kremsier, ^ Ærkebiskoppeiige Residens.. maa her spørge, sig selv: skal dette sælsomme Indfald, der enten maa kaldes smigrende eller forfængeligt, tilskrives Maleren eller den fyrstelige Bestiller? Men Christian fik ogsaa Forbindelse med en langt betydeligere, allerede dengang meget berømt og yderst moderne indstillet Kunst ner: Jan Gossaert, kaldt Mabuse. Under den kongelige Families Ophold i Nederlandene, hvor Margarete havde anvist dem og deres.

(24) 18. Følge Bolig i Lier, malede Mabuse omkring 1525 det bekendte, ualmindelig fængslende Gruppebillede af Parrets tre Børn, Hans, Dorothea og Christine, nu i Hampton Court. Desuden skænkede Christian Margarete et af Mabuse malt stort Portræt af sit Dværge par, der paa Billedet begge fremstilledes nøgne og med et Æble^®), altsaa som Adam og Eva; skønt Maleriets Fortræffelighed udtryk kelig fremhæves, tvivler jeg dog om, at vi nutildags, hvis det sæl somme Billede var bevaret, vilde tinde Behag i en saadan Art Parodi paa Syndefald-Motivet, som Kunstneren iøvrigt gentagne Gange har behandlet. En væsentlig alvorligere Opgave tilfalder der Mabuse, da Christian den 20. August 1528 fra Lier gennem Abbeden ved Skt. Peter i Gent lod ham opfordre til Medarbejde paa det Grav mæle, han rejste over sin i 1526 afdøde Hustru i ovennævnte Abbe dis Kirke; det blev udført af Billedhuggeren Jan de Heere, men gik senere til Grunde. Det er mere end sandsynligt, at den betydelige Skitse til et saadant Monument, en Pennetegning i Kobberstikkabi nettet i Berlin, utvivlsomt fra Mabuses Haand, staar i Sammenhæng med denne Bestilling^’). Man har med Bette antaget, at Mabuse ved en af disse Anlednin ger har fundet Lejlighed til at portrættere Kongen selv. Vidnesbyrd herom er bevaret i et Par grafiske Blade^). Et meget sjældent, for træffeligt, anonymt Træsnit, vel sikkert af nederlandsk Oprindelse, med Aarstallet 1525, viser Kongen i højre Profil, med højre Haand lagt paa en Karm, med en dekorativ Indfatning, hvori Sveriges, Danmarks og Norges Vaaben er anbragt. Dette Træsnit har Kelne ren Jakob Binck kopieret omvendt i et Kobberstik med samme Aarstal, som af Gustav Pauli^“) paavist og desuden ogsaa stukket Isabellas Portræt, der, helt forskelligt som det er i Henseende til Stilen i den ornamentale Indramning og af væsentlig mindre Di mensioner, ikke ubetinget behøver at have dannet et Sidestykke til det oprindelige Forbillede. Det er vel næppe sikkert, at Binck har udført de to Blade paa Kongens Bestilling; muligvis har den den gang endnu unge tyske Kunstner stukket dem paa eget Initiativ ligesom de smaa Portrætter af F'rans I af Frankrig og hans Gemal inde Eleonore, Isabellas Søster, efter Forbilleder, der som hint Træ snit har været tilgængelige for ham, sandsynligvis for gennem den Slags Prøver at vinde Indpas ved Hofferne. Samme Træsnit synes ogsaa at være benyttet til et temmelig lillle, nederlandsk Maleri,.

(25) 19. der fra Museet i Neapel, hvor jeg for nogle Aar siden saa det, nu er havnet i Samlingerne paa Frederiksborg og derefter synes at have vundet ved at blive renset; det viser i Overensstemmelse med Træsnittets Komposition og i samme Opfattelse Brystbilledet af. Magdalene-Legendeiis Mester; Christian II. Frederiksborg-Museet.. Kongen uden den dekorative Indramning, og paa den prunkløse Karm staar — i mærkelig gammel Form — Aarstallet 1526. Skønt dette malede Billede i Anlæggets Enkelthed endnu fængsler, saa viser det dog ikke saa meget af Mabuses Særpræg, der i Træsnittet — særligt i de rundelige Former og i Ornamentikkens storladne Art — træder tydeligt for Dagen. Langt betydeligere og mere storslaaet virker Kompositionen i et andet, større Købberstik, der ligeledes fra gammel Tid tilskrives.

(26) 20. Jakob Binck. Den tekniske Behandling taler faktisk for en Kobber stikker af Faget, ikke for en Maler som Mabuse, og en Sammen ligning med Behandlingen i Bincks Portræt af Lucas Cassel fra Aaret 1529 udelukker ikke Muligheden for, at den tyske Kobber stikker kan have lavet det, selvom hans bekendte Monogram, paa faldende nok, mangler. Men hvordan det nu end hænger sammen, kan man ikke helt spare den Grafiker, der har udført det, for Carl Justi’s Bebrejdelse for »af det langagtige Hoved, hvis Træk og Ud tryk taler om Haardhed og Beslutsomhed og lader ane Vildskab og Grusomhed, at have lavet en temmelig flegmatisk Bredskalle«. Helt anderledes vilde denne fintmærkende Iagttager have dømt, om han havde kendt den Fortegning, Stikkeren har benyttet. Det er en ikke blot i sine Dimensioner højst betydelig Pennetegning, der første Gang dukkede op paa Auktibnen over Samlingen Schneider i Paris i Aaret 1876^'), og som i Dag befinder sig i Haag i Frits Lugt’s ud søgte Samling (Tegningen er gengivet i Kunstmuseets Aarsskrift IH, 1917, S. 75). I Modsætning til Stikket og med langt større Finhed end paa dette er Kongen her gengivet i nøjagtig samme Dragt som paa hint Træsnit fra 1525, hvad der taler for, at de er blevet til paa omtrent samme Tid. Det er et Brystbillede, næsten helt en face, kun drejet en Kende tilvenstre, med Hænderne lagt paa Karmen, den ene rolig, den anden med en talende Bevægelse (der netop er saa særlig betegnende for Mabuse). Bagved ses en Niche, begrænset afen fint komponeret Arkitekturbue, en rig Fremtoning bestaaende af Søjler, Pilastre, Kapitæler med Vædderhoveder og Bjælkeværk, prydet med ni Vaaben, de tre store, Norges, Danmarks og Sveriges og de seks smaa, Holstens, Oldenborgs, Vendens, Slesvigs, Danne brogs og Stormarns, som i mangfoldig Afveksling holdes eller bæres af seks vingede Smaabørn. Kongens Hoved tydeligt tegnet med andet Blæk og derfor aabenbart ad vivum, medens det øvrige. Dragt og Indfatning, turde være tilføjet af Kunstneren hjemme i Atelieret, viseret ganske anderledes sandt Udtryk end Stikket; Trækkene taler om Kløgt, Kraft og Beslutsomhed, omend ikke ligefrem Grusomhed. 1sin fulde Værdighed viser Christian sig her som Hersker over et stort Antal Lande, der næsten aldrig alle ubestridt var ham underdanige, heller ikke før han maatte døje sit syvogtyveaarige Fangenskab. Helhedens Anlæg er saa fint og velafvejet. Tegningen af selve Portrættet og ikke mindre af den dekorative Indfatning saa fuld af.

(27) 21. Flugt og Stil, at ingen Forsker kunde have tiltroet en nøgtern Kob berstikker som Jacob Binck at være Ophavsmand til det. Max J. Friedländer har®^), overraskende nok alene ved Betragtning af Stikket og uden at mindes Fortegningen, her som i saa mange Tilfælde set rigtigt og som Ophavsmand nævnt Mabuse, hvad næppe herefter nogen vil kunne betvivle. Aabenbart har den forfængelige Konge givet ham Ordre til paa Grundlag af et Portrætstik at skabe en Art Sidestykke til Lucas vau Leydens Portrætstik af Maximilian I (hvis ligeledes prægtige Forstudie, en Pennetegning tidligere var i Sam ling Schneider, nu hos F. Lugt). Denne Bestilling har Mabuse udført paa heldigste Maade, og vi niaa prise os lykkelige over, at hans kunstneriske Intentions fulde Kraft er blevet os bevaret i hans Teg ning, medens den ikke helt er kommet til Udtryk i det udførte Stik, enten dette saa er af Binck eller af en anden Kobberstikker. Endnu en Gang nævnes Christian II i Mabuses Konkurrents, van Orleys Levnedsløb, nemlig i Anledning af en Proces, der førtes mod van Orley og næsten hele hans Familie og flere af hans Venner. De anklagedes for at have hørt den reformationsvenlige Gejstlige Jacob van der Elst. Skærtorsdag d. 18. April 1527 skulde van Orley ifølge sit eget Forsvar have faaet Besøg af en Fremmed, der forestillede sig for ham som Kongen af Danmarks Tjener og medbragte en ubekendt Mand, der ikke var nogen anden end omtalte Prædikant, van der Elst; skønt van Orley paastod ikke at have kendt nogen af dem personligt, havde han dog bedt dem blive og spise hos sig, fordi han i sin Tid havde malet Christians og Isabellas Portrætter. Det er meget vel muligt, at hin Fremmede virkelig har været sendt af Christian. Thi Kongen var fra første Færd en glødende Tilhænger af Beformationen. Da han første Gang kom til Nederlandene, havde han allerede nær Tilknytning til den Kreds, i hvilken den ny Lære forberedtes, og gennem den kan han være blevet gjort opmærksom paa den allerede da vidt berømte Maler Albrecht Dürer, som paa den Tid opholdt sig i Antwerpen. Han skikkede ham d. 2. Juli 1521 Bud med Besked om, at Kunstneren straks skulde komme til ham for at lave et Portræt af ham. Dürer, som allerede havde travlt med Forberedelserne til sin endelige Afrejse, tegnede Kongen med Kul stift og ved samme Lejlighed en af hans Hofmænd, Anton von Metz. Han blev af Kongen bedt med til Bords, hvor Christian viste sig naadig imod ham, Dürer forærede ham de bedste Tryk af sit grafiske.

(28) 22. Værk (som den Dag i Dag turde være bevaret i de fortrinlige Blade i Kobberstiksamlingen) og rejste næste Dag, som han selv fortæller, efter Kongens Befaling til Bryssel, hvor han overværede den prægtige Modtagelse, Karl V gav sin Svoger, og snart efter ogsaa det straalende Gæstebud, som Kejseren og hans Tante Margarete gav for den danske Hersker. Selv nød han den Ære at blive indbudt til og tage Del i en anden Fest, som Kongen d. 7. Juli holdt til Ære for sine Slægtninge. Her i Bryssel faar han en Kollega (sagtens van Orley) til at skaffe sig en »lille Plade« til et Oliemaleri og lader Farverne rive af hans Lærlingved Navn Bartholomaeus(maaske van Coninxloo af den med van Orley besvogrede Familie); han hesørger ogsaa et Futteral til del, som det dengang brugtes til smaa Portrætter, der saaledes kunde tages med paa Rejser. Mere end en Uge kan han ikke have været om at male dette Billede, thi allerede d. 10. Juli er han helt færdig til at tage af Sted og opsætter udelukkende af Mangel paa Befordringsmidler sin Rejse to Dage for fra Bryssel at vende tilbage til Nürnberg. Kong Christian synes at have været ydersf tilfreds med baade Tegningen og det malte Billede; foruden rigelig Erstatning for Om kostningerne ved Opholdet i Bryssel saavelsom Malebræt og Farver lod han Kunstneren udbetale den anselige Sum af tredive Guiden. Ikke desto mindre maavi i Betragtning af Dürers spidse Malemaade og delte Billedes hastige Fuldendelse kun tænke os et lille Værk, vel blot el Brystbillede. Det er næppe troligt, at et Portræt af en saa betydelig Personlighed fra den største tyske Kunstners Haand ikke skulde have efterladt sig endnu synlige Spor helt op til vore Dage. Man har derfor forsøgt at finde dette første Forbillede blandt de ikke helt faa bevarede Portrættegninger i Kul eller Kridt, der viser Dürers kraftige og storartede Stil fra hans nederlandske Rejses Tid. Men i det desværre stærkt afslidte tegnede Portræt af en skægget Mand med Aarstallet 1521 i British Museum i London, som adskil lige Forskere'“) er tilbøjelige til at anse for Christians Billede, formaar jeg ikke at spore Dürers Opfattelse afen aabenbart fængslende Per sonlighed, en Hersker, om hvem Kunstneren selv siger, at Folket i Antwerpen skal have undret sig meget, »da de saa Kongen af Dennenmarck, at han var en saa mandig smuk Mand og kun selvtredje kommet gennem sine Fjenders Land«. Den her fremstillede viser intet af majestætisk eller kraftfuldt Væsen; Træk og Dragt tyder.

(29) 23. snarere paa en underordnet Livsstilling, og hvis han bærer et Fuld skæg, der dengang endnu ikke var sædvanligt i Nederlandene, kunde det vel ogsaa dreje sig om en af Christians Embedsmænd som f. Eks. omtalte Anton von Metz, som kan have ladet sit Skæg vokse som sin Herres, hvad der undertiden forekommer hos Hofmænd. Selv paa en saadan Tegning vilde Kongen i sin kendte Forfængelighed sikkert næppe have undværet den gyldne Vlies, der her mangler; saavidt vi kan se, har han efter sit første Ophold i Nederlandene stedse Ordenstegnet, der allerede tildeltes ham 1518; desuden var hans Hovedbedækning paa den Tid heller ikke en Slags Kappe som paa denne Tegning, men den store brede Baret, som den brugtes ved Karl V’s Hof. Da denne af fremragende Forskere billigede Formodning efter min Mening ikke viser nogen fremkommelig Vej til at faa en Fore stilling om Dürers Billede af Kongen, vilde jeg gerne, selvom jeg er mig bevidst, at det er en dristig Tanke, gøre opmærksom paa en Portrættype, der, saavidt jeg ved, endnu ikke er almindelig bekendt. Den lader sig paavise i tre Eksemplarer, som ganske vist alle, dels ved deres særlige Stil, dels ved Tiden for deres Tilblivelse, staar den formodede Original ret fjernt og heller ikke paa nogen Maade kunstnerisk set er synderlig værdifulde. To af dem, en af de smaa Kopier i Ærkehertug Ferdinand af Tyrols Portrætsamling i det kunsthistoriske Museum i Wien med den gamle Paaskrift: Christiernus Bex Daniae, og et temmelig stort Oliemaleri paa Lærred (90 X70cm) i Bobertvon Hirsch’ bekendte Samling i Basel (tidligere i F'rankfurt a. M., hvor jeg for flere Aar siden saa Billedet), turde ikke være opstaaet før Midten af det sekstende Aarhundrede — formodentlig i Tyskland — medens det tredje liksemplar, et lille Billede (saavidt jeg erindrer paa Egetræ; 20x15,5 cm) i en Kunst handel i London (Sackville Galler}', Max Bolhsehild 1934), ganske vist maa dateres væsentligt tidligere, men dog viser det oprindelige Billedes Karakter langt mere udvisket især i de ganske ubetydelige, efterhaanden næsten kummerlige Træk, af en ikke let forklarlig Grund er vendt om og herefter at dømme frembyder liden Værd som Kilde. Det lille Portræt i Wien og ligeledes det sidstnævnte Billede forestiller en i Bummet snævert anbragt Halvfigur med højre Haand i let talende Bevægelse, medens Billedet i Samlingen Hirsch tager mere med af Fremstillingen helt ned til Underkroppen.

(30) 24. mærkværdigvis uden at lade Hænderne være synlige. 1 de lo Varianter i Wien og Basel er Hovedets Udformning ganske over ensstemmende, hvad der ogsaa gælder om den store, flade Hat med Agraffen, den liøjtknappede, paa venstre Side lidt aabenstaaende, læggede Skjorte, den firkantet udskaarne, opslidsede Vams og den meget brede Pelskrave.. T3'sk Kunstner efter 1550: Christian II. Wien, Kunsthistorisches Museum (Ærkehertug Ferdinand af T\'roIs Privatsamling).. Hvor meget man end vægrer sig ved anende at genkende et tabt Mesterværk i den Slags Qerne Afledninger, vilde jeg dog anse det for muligt, at Typen er den fra Dürers Portræt, der i Kompositionen kunde have svaret nøje til det lille Billede i Wien. Paafaldende er i hvert F'ald, at Hovedet især i det større Maleri i Samlingen von Hirsch er ligefrem ædelt og stilfuldt, og alle tre er meget forskellige fra de andre Gengivelser af samme Personlighed; Opfattelsen er en helt anden, den lægger mindre Vægt paa en tro Karakteristik af.

(31) 25. Kongens ellers altid uskønne Træk, derimod understreger den mere — sikkert med fuld Frihed overfor Naturen — hans statelige Appa rition og hans Handlekraft. Dette minder om Dürers omtalte jævne Ord i Dagbogen, som lyser af varm Ærbødighed, ja næsten Beundring. Fæster man Lid til min — jeg indrømmer gerne, noget vovede — Formodning, niaatte man forestille sig Dürers Portræt af Christian i Analogi med de faa bevarede malte Portrætter og de talrige Por-. Tysk Kunstner omkring 1550: Christian II. Basel, Robert von Hirscli.. træltegninger fra samme Tid, paa hvilke Dragten med den tlade, brede Hat og det tunge Gevandt paa lignende og ligesaa kraftig Maade gør sig gældende baade malerisk og i Tegning. Havde vi endnu Originalen, der synes at være gaaet tabt, vilde vi kunne glæde os over, at Mesteren i den varme Anerkendelse, den danske Konge viste ham, turde have faaet kærkommen Oprejsning for den kræn kende Tilsidesættelse, Margarete af Østrig dengang som bekendt havde tilføjet ham ved sin bestemte Afvisning af Faderen Kejser Maximilians Portræt..

(32) 26. Umuligt er det ikke, at Christian og Dürer senere i Livet har mødt hinanden. Thi efter at Kongen i Foraaret 1523 var blevet fordrevet fra sit Land og havde faaet sin Familie anbragt i Neder landene, begav han sig til Tyskland, hvor han deltog i Forsamlinger af reformationsvenlige Fyrster. Han synes ogsaa at have været gen tagne Gange i Nürnberg og har her paa Borgen i 1524 sammen med Isabella af Præsten Osiander, der ogsaa kendte Dürer, modtaget Alterets Sakramente i protestantisk Form. Men mest droges Kongen mod Wittenberg, hvor han gerne var sammen med Luther og senere ogsaa med dennes Hustru, Katharina Bora. Maaske har Luther, der var en ivrig Forsvarer af Ægteskabet, i væsentlig Grad bidraget til at bedre Kongens Forhold til Hustruen. Medens den da kun fjortenaarige Isabella i 1515 advarede sin ældre — senere ikke lykkeligere — Søster mod sin egen Skæbne, Fyrstedøtrenes, der blev ofret for en Mand, de aldrig havde set og ikke elskede, hvis Skikke de ikke kendte, og som de, uden Haab om at gense Fædreland og Slægt ninge, maatle følge til Verdens Ende; medens paa den anden Side Christian 1516 paa Grund af Ægteskabsbrud og daarlig Behandling af sin Dronning ikke var blevet fundet værdig til Optagelse i den gyldne Vlies’ Orden og senere endnu, efter sin første nederlandske Bejse, mod Isabellas Vilje paa heftig Maade afskedigede hendes Skriftefader, der var imod den ny Lære, mærker man dog efter Landsforvisningens fælles Ulykke i Dronningens Ytringer en for bavsende varm Følelse for hendes Gemal: Skærtorsdag 1525 skriver hun til ham og beder ham om at være paa Vagt overfor sine mange Fjender; hun haaber snart at kunne følge efter ham, thi hun ønsker hellere at lide sammen med ham end at leve fjernt fra ham; nu var hun altid bedrøvet, fordi hun frygtede, at der kunde tilstøde ham noget, ja hun var bange for at blive sindssyg, hvis hun ikke snart fik Lov at være hos ham. Ogsaa sine Slægtninges heftige Bebrejdelser paa Grund af sin Overgang til den ny Tro bar hun med det hende egne blide Taalmod; da hendes Broder Ferdinand truer med at fornægte hende som sin Søster, svarer hun med de rørende Ord, at hun ikke tror. Gud vil fornægte hende. Allerede i Aaret 1523 kom Christian til Wittenberg og var her Gæst hos en anden tysk Maler, Lucas Cranach den Ældre^), der vel kunde takke Luther, til hvis intimeste Venner og Tilhængere han hørte, for Anbefalingen til dette høje Besøg. Christian og Her-.

(33) 27. tugen aFBrunsvig spiste engang sammen hos Kunstneren, der herved tik Lejlighed til at overvære deres ganske fortrolige Samtale om Luther^’). Cranach, som allerede længe i Forvejen havde staaet i Forbindelse med Christians habsburgske Slægtninge, syntes Kongen velkommen som Medarbejder i hans Bestræbelser. Cranach har. Lucas Cranach d. æ. eller lians Værksted: Christan II. Leipzig, Museum d. bild. Künste.. lavet adskillige Fortrætsnit af Kongen saavel til Christians politiske Agitations- og Forsvarsskrifter som til den, aabenbart af Luther tilskyndede, danske Bibeloversættelse^“). Men ogsaa malede Portræt ter findes der som bekendt. Det i det Germanske Museum i Nürnberg den Dag i Dag bevarede turde vel være blevet til i Anledning af det omtalte Besøg, da det oppe tilhøjre over Vaabnet, der ligesom paa Mabuses Tegning om fatter alle Kongens Lande, viser Aarslallet 1523^^). En grøn Grund 4*.

(34) 28. fremhæver Christians Halvfigur, hvis noget forgræmmede Træk synes at fortælle om disse Aars Bekymringer. Han bærer sort Ge vandt og sort Hat, den gyldne Vlies i et Silkebaand, og de for Cranachs Malemaade særligt betegnende Hænder mødes fortil. Mens man ved dette livfulde Portræt med Sikkerhed tør regne med Egen hændighed, vil man med Hensyn til et andet, ligeledes i Cranachs Stil høldt i Museet i Leipzig, der ligner det i Høldning og Dragt, og som røber nært Slægtskab med Træsnittet paa Bagsiden af Titel bladet til Førsvarsskriftet mod Frederik I og Lybækkerne, snarere formode en lidt senere Tilblivelse i Værkstedet, maaske udført af en af Cranachs Sønner. Trækkene er noget muntrere, men ogsaa mindre udtryksfulde. Baggrunden er lyseblaa, og de ogsaa her nært sammenføjede Hænder holder et Lommetørklæde. Heller ikke dette Billede mangler Naturtrøskab. Skildrer Histørien end Køng Christian som en højst hensynsløs, ja skrupelløs og grusom, omend ganske vist ulykkelig Statsmand, maa der dog indrømmes ham formildende Omstændigheder gennem Kunsthistorien, der har meget at takke hans Initiativ og Fremme for: Mesterværker af store Kunstnere som Dürer og Cranach, Michiel, Metsys, Mabuse og van Orley, er bedre end hans Gerninger egnede til at forevige hans Personlighed.. English Siunmarg.. The writer of this article proposes to give a detailed survey of the painted portraits of King Christian II of Denmark and his consort Elisabeth (Isabella) of Austria. He takes info consideration those still in existence as well as some that have been lost, or that cannot now he traced but are mentioned in contemporary documents, and he gives a more complete account of those of the King than those of the Queen. He follows the Danish and German researches on this subject and adds some observations of his own. The series of Christian’s portraits begins with the most beautiful one, that by Master Michiel in the Copenhagen Museum of Fine Arts, dated 1515. This portrait seems to be connected with a payment made by Margaret of Austria, Elisabeth’s aunt, to the painter, who is mentioned in a document of the 23rd March 1515. The same princess was probably instrumental in obtaining for her courtpainter Jan Mostaert, from Christian, the commission for the altarpiece of the Last Judgment, preserved in the National Museum at Copenhagen, containing the portraits of the royal couple, represented as donors, and painted about 1517. In spite of the opinion of some German.

(35) 29 scholars the present writer insists on attributing this work to Mostaert, and attempts to prove his authorship by comparisons Muth other paintings. Christian’s representation in this altar-piece obviously derives from Master Michiel’s portrait. Another painting which cannot be dated much later than 1517, because the King is not yet wearing the Golden Fleece, which was acquired in 1932 by the Museum of Fine Arts in Copenhagen (cf. L. Swane in this Annuary, Vol. XIX), is a very good example of a type of portrait apparently created by Bernaert van Orley. It was probably not painted from life, but from a drawing done in Denmark. This court painter of Margaret of Austria portrayed Elisabeth several times before she left the Netherlands. Among other portraits there is a diptych in which she is painted together with Christian, as we know by documents. Some portraits of the Queen of different types, wdiich must be traced back to Bernaert van Orley, are still extant: — two paintings, one in the collec tion of Count Tarnowski in Dzikow, the other in the Museum Czartoryeki in Cracow and a drawing by a Dutch master in a Sketch-book preserved in the Print Room of Berlin. A derivation from the type represented by the last-mentioned drawing is a picture by Jacob Cornelisz van Amsterdam in the collection of Dr. Heinrich Baron Thyssen-Bornemisza at Lugano, trans forming van Orley’s portrait with some liberty into the Dutch painter’s style. Which artist was the author of the original, reproduced by a portrait drawing of Christian in the same Berlin Sketch-book, is difficult to say, although a certain resemblance to van Orley’s somewhat later style is per ceivable here too; in any case the original of this copy ought to be dated not earlier than 1521, the year of Christian’s first stay in the Netherlands. He is wearing here the decoration of the Golden Fleece, as in all subsequent portraits. Only lately one of the most important of these has been discovered in the Archiépiscopal Residence in Kremsier, Moravia, a work by the grea test Flemish painter of that time, Quinten Metsys, and apparently the same for which Christian’s banker Pompejus Occo in Amsterdam paid the sum of 20 Gulden in 1521. It is remarkable that Danish scholars were able to recognize Metsys’s style in the rather poor copy, preserved in the Rosenborg, before the original had been made known. Not much is to be said about another portrait of the King, painted in the same year by Gerard Horebout, the well known miniature-painter, for Margaret of Austria, who kept it in her precious collection; for it has been never heard of since. A minor Flemish artist, the so-called Master of the Magdalen Legend, (whose name probably is Pieter van Coninxloo) is the painter of two almost identical portraits in Frederiksborg Castle and in the Boveri Collection, Zürich, here the King is represented holding his own portrait in his hands. No painted portrait ol Christian is known by Jan Gossart, called Mabuse, although several pictures were ordered from him by the King, among them the portrait of his three children. But the same artist must have portrayed him in two drawings, Mabuse’s style being recognized in two engravings by, or attributed to, Jacob.

(36) 30 Binck. The original drawing having been used for the smaller one of these prints, has not been preserved; but its composition is known, too, from a good and rare woodcut (which seems to be better than the engraving) and from a painted portrait which has come from the Naples Museum to the collections of Frederiksborg Castle. Much more imj)ortant is the composition of the larger of the two engravings. The original drawing of this, an excellent and stylish work, is fortunately still preserved in the collection of Mr. Frits Lugt at the Hague. It seems probable that Christian’s fervent adherence to the Reformation movement made him enter into relation with two great German artists. When he heard about Dürers stay in Antwerp, he sent a message, inviting him to visit and portray the King. Here in Antwerp Dürer made a charcoal sketch of the King, going the next day, on Christian’s order, to Brussels where he painted his portrait. Unfortunately we have no trace of what has become of the drawing or the picture. For the present writer does not agree with some scholars in assuming the King as the sitter for a coal-drawing, preserved in the British Museum, London (Lippmann Nr. 288) representing a bearded man, not decorated with the Golden Fleece. He is however inclined to recognize the t}'pe of the lost painted portrait in three copies which might be considered hypothetically as later derivations of the original; — a small one in the Portrait Collection of Archduke Ferdinand of Tyrol in the Kunst historisches Museum Vienna, a life-size canvas in the Robert von Hirsch Collection, Basle, and another small panel at a London Art-dealer’s (1934). Christian met the other German Artist, Lucas Cranach the Elder, in Luther’s town Wittenberg. Beside woodcut portraits (cf. Gustav Falck’s article in this Annuary, Vol. HI), two painted ones by this artist are known, one dated 1523 in the Germanisches Museum, Nuremberg, the other, rather later and somewhat inferior in quality, in the Museum of Leipzig.. ANMÆRKNINGER 1 Portrætter af den danske Konge Chri stian II, Annuaire des Musées Royaux des Beaux-Arts de Belgique 11938, p. 89. 2 I dette Aarsskrift XIII—XV, 1929-30, p. 129—136. F"rancis Beckett havde alle rede tidligere i sin Afhandling, »Re næssancen og Kunstens Historie i Danmark«, København 1897, p.l2, for modet »Mester Mechil«s Identitet med Mester Michiel. 3 Først af Max J. Friedlånder, Amtliche Berichte ausdenkgl.Kunstsammlungen XXXVI Berlin 1915, p. 19.. “i The Burlington Magazine LXIII 1933, p. 100. ®....... « de laquelle somme luy avons fait et faisons don grâce espécial par cestes, pour une fois, pour aucunes causes dont ne voulons icy ny aillieurs aultre ne plus ample déclaracion en estre faicte«, Crowe & Cavalcaselle, Les anciens peintres flamands, Bryssel 1865, complément de tome H (anno tations de M. Alexandre Pinchart), p. CCCXI, note 3. 8 Tidsskrift for Industri 1912, p. 25,.

(37) 31 ’ Von Eyck bis Bruegel, Berlin 1916, p. 189, 2 Aull. 1921, p. 190. 8 Die altniederländische Malerei X. Ber lin 1932, p. 119, og XIV Leiden 1937, p. 120. 9 Pantheon 1928 II, p. 611. w Marburger Jahrbuch für Kunstwissen schaft V 1929, p. 237, og Thieme-Becker, Künstlerlexikon XXV 1931, p. 191. 1* G. van Kalcken — J. Six, Peintures ecclésiastiques de moyenåge en Hol lande I 1906. *2 I den, som det synes, ikke daterede Fortegnelse over nogle faa Billeder, der findes paa Bagsiden af et Biblio teksinventar, hedder det: »Ung autre petit tableau de la semblance du roy de Danemarck, tout habillé de noir, et tenant une fleur d’or en sa main, de illuminure«. Le Glay, Correspon dance de l’empereur Maximilian 1er et de Marguérite d’Autriche II, Paris 1839, p. 477. Samme lille Billede be fandt sig aabenbart ifølge Inventaret af 17. April 1524 blandt andre »pourtraictures« endnu i Margaretas Biblio tek: 845 (22) »celle du roy de Dannemarcque«, Jahrbuch der Kunsthistor. Sammlungen des Kaiserhauses III, p. CXVIII. '8 Kunstmuseets Aarsskrift XIX. 1932, p. 60. Friedländer omtaler dette Billede i den i Anm. 1 citerede Afhandling som endnu værende i Kunsthandelen i London (Tomas Harris). 13 a Alphonse Wauters, Bernard van Orley. Paris (1883), p. 12. Il Bulletin des Musées Royaux d’Art et d’Histoire 3me série, lime année 1930, Nr. 1. Den tilsvarende Gruppe fra Væg tæppet ogsaa afbildet i en af mine Publikationer, Jahrbuch der Kunst histor. Sammlungen i Wien, N. F. VH, 1933, p. 187. 13 Afbildet i Publikationen om Portræt udstillingen i Haag, München (Bruck mann) 1903 og ogsaa hos H. Hymans, Onze Kunst 11, 1903, p. 114. Det vig. tige Billede mangler i Max J. Friedländers Fortegnelse over van Orleys Malerier i hans »Altniederländische Malerei« VIH, 1930, skønt samme For sker i en tidligere Artikel i Jahrbuch der königl. preussischen Kunstsamm lungen 1909, p. 105 har anset den af mig i sin Tid foreslaaede Tilskrivning for mulig trods sine Betænkeligheder paa Grund af den ikke upaaklagelige Konservering og dengang havde sagt: »At vi har et Arbejde af van Orley fra 1515 (Prinsessen ser meget ung ud) for os, er ikke udelukket.« — I det i Ko stume og Anlæg nært beslægtede Por træt i Samlingen August Berg i Portland (Oregon) tror jeg med Max J. F’riedländer (Die altniederländische Malerei VIH, p. 39 og 163, Nr. 74 Taf. LHl) at erkende et Billede af Isabellas ældre Søster Eleonore af Mabuses Haand, sandsynligvis det, som denne Kunstner ifølge dokumentarisk Meddelelse har malet 1516. Det er større i Stil og Op fattelse end Isabellas Billede i Dzikow. 16 Elfried Bock und Jakob Rosenberg, Die Niederländischen Meister, be schreibendes Verzeichnis sämtlicher Zeichnungen, Berlin 1930,1. Text p. 43, Nr. 79 C 2 a. — Isabellas Portræt af bildet og beskrevet af Kurt Steinbart, Marburger Jahrbuch für Kunstwissen schaft 1929, p. 34. 11 Karl Madsen, Tilskueren, November 1930, p. 306. 16 Afbildet hos Carl Justi, Zeitschrift für hildende Kunst N. F. VI 1895, p. 163. 16 Afbildet hos Louise Boblot-Delondre, Portraits d’lnfantes. Paris og Bruxelles 1913, Planche 18. 20 I den allerede citerede Artikel af Karl Madsen, Tilskueren Novbr. 1930, p. 308, en Gengivelse af Billedet paa Rosenborg. 21 Gengivet hos Breitbacher und Dostal, Katalog der Sammlung in Kremsier 1930, hos O. H. Förster, Kölner Kunst sammler vom Mittelalter bis zum Ende des bürgerlichen Zeitalters, Berlin 1931,.

(38) 32 p. 58, endelig hos M. J. Friedländer i den under Anmærkning 1 citerede Ar tikel (smign. ogsaa dennes »Altnieder ländische Malerei« XIV, 1937, p. 109). 21a Smign. C. F. Allen, Breve og Akt stykker til Christian II’s og Frederik’s Historie I. København 1854 p. 210 Anm. I Occo’s Regninger staar (tidligere i München, nu i det danske Statsarkiv): »meer betalt mester Quintijn die Maaler t’Antwerpen van meyns g. h. K. ansicht tho conterfeijten, als ich anders niet weet, 20 Guiden.« 22 Alexandre Pinchart, Archives des Arts, Sciences et Lettre, Gent 1860, I, p. 18. 23 »15. Aultre tableau, fait après le roy de Danemarque, tenant une lettre en sa main, ayant une chemise à hault collet, pourtant la thoison d’or pendant à ung courdon de soie, le fond vert«, .lahrbuch der Kunsthistor. Samm lungen des Ah. Kaiserhauses, III, p. XCIV. Det i foregaaende Anmærkning 22 citerede Dokument taler udtrykke lig om et »paincture par luy faicte au vif.« 24 Henri Hymans, Le livre des peintres de Carel van Mander I. Paris 1884, p. 74. 26 Max J. Friedländer, Die Altniederlän dische Malerei XII. Leiden 1935, p. 168, Nr. 28. — I den under Anm. 1 citerede Artikel af samme Forsker er et af disse Eksemplarer gengivet som værende i »Kopenhagen, Kgl. Galerie«; dog tyder nogle ikke meget væsentlige Afvigelser paa, at det drejer sig om det andet i Samlingen Boveri. 23 »878. Ung grant tableau d’ung nain et une nayne, nuz, tenant une pomme, le champ du dit tableau bleu et verd donné par le roy de Dannemarque a Madame«, Inventar af 17. April 1524 med senere Tillæg, Jahrbuch der Kunst historischen Sammlungen des Ah. Kai serhauses HI, p. CXIX. I et andet af Cte de Laborde offentliggjort Eksem plar af Inventaret med samme Datum hedder det: »14 Item délivré au dit. garde-joyaux, depuis c'est inventaire fait, la pourtraicture des nayn et nayne du roy de Dannemarque faicte par Jo hannes de Maubeuge, fort bien fait.« 2î I fortræffelig Gengivelse hosLudwig von Baldass, Jahrbuch der königl. preussischen Kunstsammlungen XXXVI. 1915, Tavle til p. 228 (her endnu tilskrevet van Orley); E. Bock og J. Rosenberg paa anførte Sted, p. 36, Nr. 4646; H. Glarbo i foreliggende Aarsskrift XIII — XV (1929-30), p. 67-69; P. Wescher, Pantheon 1930, p. 136; endelig ogsaa gengivet hos Max J. Friedländer i den under Anmærkning 1 citerede Artikel. Angaaende Mindesmærkets Historie smig. den under Anm. 18 nævnte Studie af Carl Justi. 28 Med Hensyn til grafiske Portrætter af Christian 11, ogsaa Cranachs, henviser jeg til Gustav Falcks grundige Rede gørelser i dette Aarsskrift Hl. (1917). 29 Repertorium für Kunstwissenschaft XXXII. 1909, p. 37. 30 Afbildet i Carl Justi's under Anmærk ning 18 anførte Artikel, p. 162. 31 I denne Samlings Katalog, Paris, 6. og 7. April 1876, Nr. 63, tilskrevet Dürer, paa Papir (Vandmærke: et Vaaben med 3 Liljer, derunder Bogstavet h), 26.8:21.5 cm. Smign, L. Gonse, Gazette des Beaux-Arts 1876, p. 527, med Af bildning. Den danske Forskning har ikke overset denne Fortegning, hvad der fremgaar af Omtalen hos G. Falck i dette Tidsskrift Hl, p. 75 og Karl Madsen i Tilskueren, Novbr. 1930, p. 311 (med Afb.) Smign. ogsaa Kataloget fra Udstillingen »Meesterwerken nit vier eeuwen« Museum Boymans, Botterdam. Nr. 403 (med god Afb. i Tavlebindet). 32 Allerede i første Oplag af hans Bog »Von Eyck bis Bruegel«, Berlin 1916, p. 133.. 33 Hans W. Singer, Monatshefte für Kunst wissenschaft IV. 1911, p. 415; Eduard Flechsig, Albrecht Dürer H. Berlin.

(39) 33‘ 1931, p. 234; sidst Max J. F’riedländer dem Zeitalter der Reformation, Leip i den under Anmærkning 1 citerede zig 1883, p. 158 Anm. Artikel. Bladet har i Lippinanns Publi 35 Paul Lenfeldt, Luthers Verhältnis zu kation Nr. 288. Kunst und Künstlern, Berlin 1892, p. 40 (med Kildeangivelserne), 84 »König Christian von Dänemark ist kommen gegen Wittenbergk bei Maler 3« Med Hensyn til grafiske Portrætter smig. Gustav Falck i dette Tidsskrifts mit dem Namen Lucas Cranach zewhawz gewest« hedder det i en haandIII. Bind. skreven Krønike i Biblioteket i Dresden 37 Max J. Friedländer und Jakob Bosenberg, die Gemälde von Lucas Cranach, fra Aaret 1523, smig. M. B. Lindau, Lucas Cranach, Ein Lebensbild aus Berlin 1932, p. 54, Nr. 127..

(40) NOGLE DANSKE NYERHVERVELSER TIL MUSEET. «. AF. LEO SWANE. D. en danske gesandt i London, grev Reventlow, var i foraarel 1938 saa elskværdig at gøre museet opmærksom paa, at et billede af Jens Juel vilde blive solgt paa en auktion hos Sotheby den 18. Maj. Det lykkedes museet at erhverve billedet, hvis origi nalitet var uden for al tvivl, da det bar Juels typiske, omhyggelige og kønne signatur. Uden denne vilde i hvert fald undertegnede næppe have tilskrevet ham portrættet, der paa auktionen fremtraadte i en lidet flatterende skikkelse, tilsløret af overmalinger, der tilmed syntes at have været udsat for en voldsom varme, som havde gennemtrukkct dem med revner. Det blev et af konservator Rønnes sidste arbejder ved museet at bortfjerne disse overmalinger, hvor efter til alles glæde det velbevarede originalbillede dukkede frem i dets klare, faste farvevirkning. Selv saaledes er det langtfra nogen almindelig eller typisk Juel, tværtimod. Karakteristisk for Juels produktion som helhed er ikke alene en dygtighed og sikkerhed i plastisk fornemmelse, som gør ham til vor paalideligste portræt maler, men ogsaa den blide rytme og den charmerende farvebehandling. Det mandsportræt, vi her taler om, har helt andre egen skaber. Det har ikke nogen indsmigrende rytme, det er snarere sat op med en næsten brutal kraft; det har ikke blødt sammenslemte, i sig selv behagelige farver; bortset fra den røde hue, der rigtignok er af afgørende virkning, er farveholdningen meget neutral, medens lysvirkningen, der former ansigtet kraftigt, er af væsentlig betydning. Det var ellers ikke Juels tendens at gøre skildringen af karakteren til det dominerende i billedet, men her har han gjort det. At besvare Spørgsmaalet om, naar Juel har malt dette portræt, er ikke let og vil maaske kun med Sikkerhed kunne gøres, hvis tilfældet engang spiller os løsningen i hænde paa det andet spørgs-.

(41) .‘55. maal, hvem den fremstillede er. I kataloget til London-auktionen var billedet betegnet som selvportræt, men vi kender Juels ansigt saa vel fra en række af hans egne billeder, fordelt ud over aarene, at denne betegnelse hurtigt kan afvises. Farvekassen og paletten. Jens Juel: Portræt af en maler.. med pensler i baggrunden viser dog, at den fremstillede er en maler, men mere ved vi heller ikke og forskellige eftersøgninger har ikke stillet os overfor et andet portræt af samme mand — som man nok vilde genkende, da ansigtet paa ingen maade er almindeligt. Vigilius Erichsens navn er engang blevet nævnt, men det er ikke muligt at finde nogen lighed med det lille tegnede portræt paa Frederiksborg, som, mærkeligt nok, er det eneste, der giver oplys-.