Danmarks Kunstbibliotek The Danish National Art Library

Hele teksten

(1)Digitaliseret af / Digitised by. Danmarks Kunstbibliotek The Danish National Art Library København / Copenhagen.

(2) For oplysninger om ophavsret og brugerrettigheder, se venligst www.kunstbib.dk For information on copyright and user rights, please consult www.kunstbib.dk.

(3) KUNSTMUSEETS ÅRSSKRIFT XLIII-L.

(4)

(5) KUNSTMUSEETS ÅRSSKRIFT 1956-1963. 50 ÅRS G AVER FRA D A N SK K U N S T M U S E U M S F O R E N IN G. K Ø BENH AV N GYLDENDALSKE BOGHANDEL - NO RDISK FORLAG LANGKJÆRS BOGTRYKKERI. 1963.

(6) Kunstværkerne er i teksten behandlet i den orden, hvori de er tilgået museet. En undtagelse danner dog de tre portrætter af Perronneau, der behandles under eet. Oplysningerne følger samme orden som teksten..

(7) INDHOLD 9 Forord 11 Jacob Jordaens; Aposden Peter finder Skattens Mønt (»Færgebåden til Antwerpen«). Af Karl Madsen. Oplysninger p. 137-38. 40 Jacopo Tintoretto: Mandsportræt. Af Harald Olsen. Oplysninger p. 138-39. 42 Jacob van Ruisdael: Vej gennem en egeskov. Af Jørn Rubow. Op lysninger p. 139. 44 Fransk 1. halvdel af 14. årh.: Jomfru Maria med Kristusbarnet. Af Jørn Rubow. Oplysninger p. 140. 46 Nederlandsk ca. 1500: Kristus på korset, begrædt af Jomfru Maria, Johannes og Maria Magdalene. Af Bente Skovgaard. Oplysninger p. 140. 48 Barthel Bruyn: Mandsportræt. Af Jørn Rubow. Oplysninger p. 140. 50 Antonio Solario: Kristusbarnet tilbedes af Jomfru Maria, der knæler mellem to musicerende engle. Af Harald Olsen. Oplysninger p. 141. 52 Santi di Tito: Portræt, formodentlig af Christina af Lorraine. Af Harald Olsen. Oplysninger p. 141-42. 54 Mesteren for Palazzo Venezia Madonnaen: Sta. Catherina af Alexan dria og St. Vittorio af Siena. Af Harald Olsen. Oplysninger p. 142. 56 Giambattista Bassano: Jomfru Marias himmelfart. Af Fritz Heine mann, Poecking am Starnbergersee. Oplysninger p. 142-43. 58 Claude-Joseph Vernet: Bjerglandskab med en flod. Af Jørn Rubow. Oplysninger p. 143. 60 Jean-Baptiste Perronneau: Frederik Hansen de Lilliendal, Dameportræt 1777 og Dameportræt. Af Jørn Rubow. Oplysninger p. 143-44. 66 Kølnerskolen beg. af 15. årh.: Den hellige Kristofbrus med Kristus barnet. Af Gustav Falck. Oplysninger p. 144-45. 68 Jean-Marc Nattier: Louise Elisabeth de France, Ludvig XVs datter »Mme Infante«, hertuginde af Parma. Af Jørn Rubow. Oplysninger p. 145. 70 Nicolas Låneret: Legende børn i det frie. Le Jeu des quatre-coins. Af Bente Skovgaard. Oplysninger p. 145. 74 Nederlandsk 1514-1518/20: Christian II. Af Lars Rostrup Bøyesen. Oplysninger p. 146-47. 78 David Teniers d. y. : Bjerglandskab med udsigt over en flod. Af Jørn Rubow. Oplysninger p. 147. 80 Giuseppe Bazzani : Barnemordet i Bethlehem og Kristus lader de små børn komme til sig. Af Harald Olsen. Oplysninger p. 147. 7.

(8) 84 Giovanni Battista Tiepolo: Antik scene. Afjørn Rubow. Oplysninger p. 148. 86 Tilskrevet Pietro Francesco Guala: Portræt af en ældre mand (Michel angelo Alluminati). Af Harald Olsen. Oplysninger p. 148-49. 90 Carel de Moor: Portræt afen yngre mand. Afjørn Rubow. Oplys ninger p. 149. 92 Joachim Bueckelaer: Den hellige Anna med familie. Af Poul Gammel bo. Oplysninger p. 149. 96 Tilskrevet Jan de Beer: Golgatha. Afjørn Rubow. Oplysninger p. 150. 100 G. B. Cima da Conegliano: Midas’ dom ved Apollons og Marsyas’ væddestrid. Af Harald Olsen. Oplysninger p. 150. 102 Giovanni Battista Tiepolo: Apollon og Marsyas. A fjørn Rubow. Oplysninger p. 151. 104 Hubert Robert: Fontæne med vaskepiger. Af Jørn Rubow. Oplys ninger p. 151. 106 Florentinsk cassonemester omkr. 1440-50: Bryllupskiste (cassone).Af Jørn Rubow. Oplysninger p. 152-53. 110 Pieter Stevens d. y. kaldet Stephan! : Gedejagt i et klippelandskab. Afjørn Rubow. Oplysning p. 153. 112 Gillis Mostaert: En kostald. Af Bente Skovgaard. Oplysninger, p. 153-54. 114 Claude Gellee, kaldet Lorrain: Ideallandskab. Afjørn Rubow. Op lysninger p. 154. 116 Pompeo Batoni: Peter Beckford of Stepleton Park, Dorset. Afjørn Rubow. Oplysninger p. 154-55. 118 Meindert Hobbema: Udkanten af et krat. Afjørn Rubow. Oplysnin ger p. 155. 122 Jacopo Bassano: Stående ko, profil mod venstre og liggende ko, profil mod venstre. Af Erik Fischer. Oplysninger p. 155-56. 126 Harald Giersing: Skovlysning, Sorø. Afjørn Rubow. Oplysninger p. 156. 128 Joseph-Siffred Duplessis: Greven af Provence, senere Ludvig XVIII. Afjørn Rubow. Oplysninger p. 156. 130 Jacques-François-Joseph Saly: Apollon. Afjørn Rubow. Oplysninger p. 157. 134 Karl Isakson: Opstilling med blå skal og frugter. Af Lars Rostrup Bøyesen. Oplysninger, p. 157. 137-157 Oplysninger til de i teksten omtalte billeder 158 Kunstnerregister.. 8.

(9) F O R OR D K arl MADSENS mageløst dygtige og dristige køb af Jordaens store og pragt fulde »Færgebåd« markerer et vendepunkt i Kunstmuseets historie. Indtil da betragtedes samlingen af udenlandsk kunst som i alt væsentligt af sluttet, man havde slået sig til tåls med den ganske vist talrige, men kvalitativt ikke altid tungtvejende arv fra de enevældige monarker. Den nysudnævnte direktørs bedrift, som vi bringer hans egen redegø relse for som optryk fra »Tilskueren« 1913 havde vist, at det var muligt ved privat offervilje at bringe museet ud af dette dødvande, og en kreds af kunstinteresserede trådte snart efter sammen for at stifte »Dansk Kunst museumsforening«, hvis mål var fortsat at virke for museets og dermed for dansk kunstlivs berigelse. Foreningens første bestyrelse bestod, med godsejer Johannes Hage som formand, af generalkonsul Johan Hansen, etatsråd Wilhelm Hansen, mu seumsassistent Mario Krohn, Karl Madsen, finansminister Niels Neergaard, rådmand Gustav Philipsen, direktør Eduard Rée, lensgreve C. E. Reventlow, Joakim Skovgaard, Laurits Tuxen og overretssagfører L. Zeuthen, navne som man bestandig træffer i vort lands åndelige og særligt kunstneriske liv, mange af dem som mæcener i stor stil. Om foreningens konkrete virke i de forløbne halvtreds år, gaverne, bidragene, beretter dette årsskrift, men hertil kommer det, der ikke kan måles og vejes, stimulansen for museets embedsmænd til fortsat virksomhed og det smittende eksempel, der ikke mindst har bragt vort største mæcenat. Ny Carlsbergfondet, til at træde til som museets hjælper. Set under denne synsvinkel kan foreningens indsats ikke vurderes højt nok, og museet kan ikke takke nok for hjælp gennem vanskeligheder, der som valutaspærringen og de enormt stigende kunstpriser kunne synes uovervindelige og knusende for alt initiativ..

(10) Allerede i 1913, ved stiftelsen, var det klart, at det var i den ellevte time, men endnu ikke for sent, at forøge vore kunstskatte med ældre mester værker. Havde de ædle stiftere kunnet se ind i fremtiden, til i dag, havde selv Karl Madsen næppe kunnet holde dem til ilden, men lykken har stået de kække bi, og ikke mindst den nuværende bestyrelse har ved sin i en vis forstand dristige fortolkning af formålsparagraffen og ved personlige ofre ført foreningen videre til støtte for museet og til glæde for dets store, tro faste publikum. Det er foreningens og museets håb, at mange ved læsning af denne pub likation vil forstå, at det kan nytte at yde selv et beskedent bidrag til det fælles mål: at forøge museet med kunstværker af høj værdi. Giveren beriger ikke alene sig selv, men er med til at yde sit til et værk, som bør være en nations stolthed..

(11) JACOB JORDAENS 1593-1678 Apostlen Peter finder Skattens Mønt i fiskens gab. (»Færgebåden til Antwerpen«). Galleriets nyjordaens (Tilskueren 1913): JoR D A E N S synes at have delt Sancho Pansas Tilbøjelighed for at anvende Ord sprog. De staar som Motto paa mange af de ham særligt kære Fremstillinger. Paa en Tegning af en Bondefamilies gode Maaltid har han nedskrevet det lille Rim: Gaept als men de pap u biedt Oft anders en crigdij niet. KARL MADSEN:. Hvilket betyder: Luk Munden godt op, naar Grøden bliver dig budt, ellers faar du aldrig noget. Ikke ofte bydes der vort Galleri Lejlighed til at erhverve et Pragtværk af en af Fortidskunstens Mestre. Takket være storstilet Gavmildhed af Galleriets Venner er det rette Øjeblik til at sikre Danmark et af Jordaens mærkeligste Arbejder ikke gaaet ubenyttet hen. Kun en Draabe Malurt er blandet i Glædens Bæger: Billedet kommer fra Sverig, der har ejet det i over 200 Aar. Om end vore sym patier for Nabolandet maaske ikke altid gengældes med lige Varme, er de rod fæstede hos os fra vor Opvækst. Vi deler helst dets Glæder og dets Sorger; det er os højst ukært, naar en Gevinst for os betegner et Tab for vore Frænder. Vi har derfor følt det som Pligt ikke at træde i Vejen for en Forstaaelse mellem Billedets tidligere Ejer og Stockholms Nationalmuseum eller »Nationalmuse! vanner«. Men da denne ikke er opnaaet, vil det for svenske Kunstvenner forhaabentligt være nogen Trøst, at de har Lejlighed til at gense det gode Billede her i København. Det vilde dog have været endnu mere beklageligt for dem, hvis Billedet var blevet hengemt i en amerikansk Milliardærs utilgængelige Hjem. Næst efter det i »het Huis ten Bosch« udenfor Haag vægfaste vældige Deko rationsmaler! fra Malerens senere Aar af Prins Frederik-Hendriks Apoteose er dette Billede mellem Jordaens’ mange store Lærreder det mest kolossale. Det rummer 23 Mennesker, en Okse, en Hest, en Høne, en Fisk, en Baad med dens Tilbehør og et Stykke Sø, alt i fuld naturlig Størrelse. Bols »Paaskemorgen« er ikke mere det mægtigste Maleri i Galleriets Afdeling for ældre Kunst. Selv i Udlandets store Samlinger er Billeder af et saadant Omfang ualmindelige. Jordaens’ Billede maaler i Højden 281,4 Centimeter, i Bredden 468. Rembrandts »Nattevagt« har en større Højde, men Bredden er 33 Centimeter mindre. II.

(12) Motivet er kendt fra Masaccios herlige Freskobillede i S. Maria del Carmine, men har ellers ikke fristet Malerkunsten. Matthæus’ Evangelium beretter (17 Kap. 24-27) at Skatteopkræverne i Kapernaum spurgte Apostlen Peter: Betaler Eders Mester ikke Skattens Mønt? Han sagde jo. Da han kom ind i Huset, forekom Jesus ham og sagde: Hvad synes dig, Simon, af hvem tagerjordens Konger Told eller Skat, af deres egne Børn eller af Fremmede. Peter svarede: Af Fremmede. Jesus sagde: Saa er jo Børnene fri. Men for at vi ikke skal forarge dem, gaa saa hen til Havet, udkast en Krog, tag den største Fisk, der kommer op, og naar du aabner dens Mund, finder du en Stater. Giv dem den for dig og for mig! I Jordaens’ Billede er dog det bibelske Æmne kun et Sidemotiv. Paa en Land gangsbro til højre sidder Apostlen Peter og betragter opmærksomt det Penge stykke, han lige har taget fra Gabet af den indfangede Fisk. Bag ham staar fire interesserede Apostle. Men fire Femtedel af Billedet indtages af en Færgebaad, der er ved at gaa fra Land. Og Færgen over Genezareth Sø leder straks Tanken hen paa de Færger, som Maleren ofte - ja vel næsten dagligt - har set styre ud over Schelden mod Sint Anneke fra Kajen i Antwerpen. Orienten er kun let antydet ved nogle nøgne Overkroppe og et Negerhoved. Flertallet af Færgens Passagerer er aabenbart gode Flamlændere. Landboere har været til Marked eller Torvedag i den store By, hvorfra en hjemfører en Hest, en anden en Ko, en tredie en Høne. En gammel Kone har en stor Metalkande paa sit Skød, en ung Moder en Vidjekurv til Fjerkræ ved sin Side. Færgen er overfyldt, det er maaske den sidste. Thi Aftensolen, der netop glimter frem, strejfer Færgen og skærer nogle af dens Passagerer i Øjnene med sit blændende Lys. En slem Byge er lige drevet over. Himlen synes at klare op. Vestenstormen jager forrevne Skyer afsted i vild Flugt, blafrer i Sejlet, der bliver hejst, og taarner det grumsede Flodvand op i høje Bølger. Der maa holdes godt fat i de brede Hatte for at de ikke skal blæses i Vandet. Ude paa Floden omtumles et lille Skib. Heldigvis er den modsatte Flodbred ikke fjern. Nogle af Forstavnens Personer har deres Opmærksomhed henvendt i den Retning, hvor vi er. I samme Øjeblik som Baaden manøvreres ud i Strømmen mødes den sagtens af et indgaaende Fartøj, mod hvis Folk den stagende Færge mand smiler, den dumme Dreng yderst i Stavnen raaber og den unge Bondekone med Barnet i Armen retter sine store, forundrede Øjne. Andre Personer har deres Øjne og Tanker andetsteds. Den gamle Skipper skænder paa Drengen, en bleg ung Hyrde stirrer ned i Vandet, Negeren passer sin Hest, en gammel Mand følger med Interesse Sejlets Hejsning. En ung Kone ser mod Solen, som faar den gnavne Herre, der stikker sit Hoved frem bag hendes, til at misse med Øjnene. En lille Dreng tudbrøler af Sorg over det store Æble, han har tabt i Vandet; Bedstemoderen formaner eller trøster ham. Kun bagude i Baaden har Peters Fund vakt Opmærksomhed. Den rødklædte Bonde, der læner sig frem 12.

(13) J acob J o rd a en s:. Apostlen Peter finder Skattens Mønt i fiskens gab (»Færgebåden til Antwerpen«), Statens Museum for Kunst.

(14) over sin Ko, er aldeles hensunken i Betagethed over Miraklet. Nogle Mennesker er altid saa ubegribeligt svineheldige! Billedet er allerede omtalt af den tyske Maler og Kunsthistoriker Joachim Sandrart. Hans mægtige Folioværk Teutsche Academie udkom, medens Jordaens endnu var i Live, og indeholder i sit første Bind (1675) de eneste værdifulde Meddelelser om ham fra ældre Tid. Sandrart nævner de efter hans Skøn mærke ligste Billeder af Jordaens med legemsstore Figurer. »So hat er auch in eines langen Saals Länge, das grosze Uberfahrt-Schift zu Antorf (o: Antwerpen) ausgebildet, darinnen allerley Thiere und Leute, dem jeder nach seinen Beruf arbeitet, unvergleichlich wol vorstellet.« Han har altsaa siet ikke taget hensyn til de bibelske Figurer og stedfæster med største Bestemthed Scenen som Scheiden ved Antwerpen. Billedet er ikke malt til Sverig. Efter at Amsterdamer-Købmanden Louis de Geer 1641 havde købt Finspong Værk af den svenske Krone, grundlagdes Slottet 1668 af hans Søn og fuldførtes i Begyndelsen af det 18de Aarh. Til Pryd for dette Slot synes Billedet indkøbt i Nederlandene. Efter Max Rooses’ store Værk om Jordaens (S. 109) bragtes det til Sverig 1695; - Kilden til denne Aarsangivelse er mig ukendt. - Det den 22. april 1698 paa Auktion i Amsterdam for 146 fl. solgte Billede »En Færgebaad med Figurer, Dyr o. s. v. af Jordaens« (Hoet: Catalogue etc. I, p. 48, Nr. 13) er rimeligvis det 1885 fra Huiszittenhuis til Rijksmuseet i Amsterdam overgaaede meget mindre Maleri med nøjagtigt samme Æmne. Maaske har ogsaa det store Maleri passeret Holland. Sandsynligheden taler for, at et saa kæmpestort Maleri maa være udført efter Bestilling. Æmnet har sagtens været Maleren opgivet. Fremstillingens sælsomme Blanding af Bibelhistorie og Folkelivsmaleri maaske været godkendt af Bestil leren. Den egnede sig ikke til en Kirke. Sandrart antyder, at Billedet var be stemt til en meget stor Sal. Det ligger nær at tænke paa Antwerpens Raadhus. Til dets Udsmykning kan Billedet med nogen Rimelighed tænkes at have været egnet og anvendt. Kærnepunktet i den evangeliske Beretning er ikke det af Jordaens’ fremstillede Mirakel, men Kristi Ord: Jordens Konger tager Told eller Skat af Fremmede, deres egne Børn gaar fri. Fra gammel Tid havde Borgerne i Antwerpen netop været fritagne for at svare direkte Skatter til Landsherren. En anselig Indtægt for ham var derimod Afgifterne af Varer og Kreaturer paa alle til Antwerpen indgaaende og fra Antwerpen udgaaende Fartøjer. Men da jeg kun ved en Bemærkning hos Guiccardini (fra omtr. 1560) er bleven opmærksom paa dette Forhold og endnu ikke har haft Lejlighed til at undersøge, hvorledes det var, da Billedet blev malt, noterer jeg blot som et Indfald, at Forklaringen paa dets Dobbeltæmne muligvis er at søge i den her angivne Retning. I saa Fald vilde Billedets Forbliven i en offentlig Bygning efter den westfalske Fred, der lod 14.

(15) Scheldefloden blive fuldstændig afspærret, sikkert have fremkaldt pinlige Minder. Erfaringen har dog lært mig Mistillid til slige Hypoteser. Kun Fundet af et Dokument vil kunne oplyse os om Foranledningen til Billedets Tilblivelse og til dets Fjærnelse fra dets oprindelige Plads. Og selv om den bogstavelige Tilsidesættelse af de bibelske Figurer i et Billede af saa monumental Karakter har noget i høj Grad paafaldende, har Jordaens jo dog oftere i Behandlingen af bibelske Billeder ladet Folkelivsskildringen slippe med ind og indtage en fremtrædende Plads. Derved fulgte han kun de af mange ældre nederlandske Kunstnere givne Eksempler, der næsten havde skabt en national Tradition. Paa Billeder, der fremstiller Fivet i en flamsk Fandsby paa en kold Vinterdag, ses undertiden i Baggrunden som smaa Bifigurer den hellige Familje paa Flugt til Ægypten. Jordaens har ydet Apostlene større Ære. Naar det store Billede alligevel i det væsentlige er blevet et realistisk Folkelivsmaleri det største. Malerkunsten før vor Tid har at opvise, - har vi afgjort ingen Grund til at beklage det. Det viser os derved en af Verdenskunstens ejendommeligste Malere fra hans allerbedste Side. IF Da Augustinermunkene i Antwerpen 1628 ønskede at smykke de tre Altre i deres Kirke med Arbejder af de ypperste flamske Kunstnere, henvendte de sig til Rubens. Han overtog Højaltret, Udsmykningen af de to Sidealtre overdroges efter hans Raad til van Dyck og til Jordaens. Paa de samme Pladser, Kunstnernes Billeder her har faaet, er deres Navne bievne staaende i Historien. Rubens er Trekløverets store Hjærteblad. Af ham er de to andre betingede. Jordaens har rigtignok aldrig været direkte Elev af Rubens, heller ikke hans Medhjælper. De havde til fælles Lærer Adam van Noort, i hvem man tidligere med Urette har anet en Storhed. Født 1593 i Antwerpen som Søn af en Lærreds handler, begyndte Jordaens sin Kunstnerbane med det grove Arbejde, der bestod i at dekorere store Færreder med Vandfarve til billige Tapeter. Tidligt gift med sin Mesters Datter - opnaaede han ikke at rejse til Italien, hvad han overfor Sandrart beklagede dybt og sikkert oprigtigt. »Det er de gode Kærter, som op lyser vor Vej«, siger et af de mange Ordsprog, Jordaens har anvendt. Han fandt intet andet lysende forbillede end den 15 Aar ældre Rubens, som allerede, da Jordaens indtraadte i Faget, var et Verdensvidunder. Fra ham har Jordaens alle sine Grundforestillinger om Malerkunst. Fra ham har Jordaens sin Stil. Af ham har han lært, hvorledes Altertavler og Billeder af mytologiske Æmner rettelig skulde behandles. Af ham har han lært at eftertragte den glimrende Livsfyrighed, den blændende Kolorit, de brede og faste Mesterstrøg. 15.

(16) Rubens havde aabnet hans Øjne. Men Jordaens var født Maler og lærte tidligt at bruge dem for egen Regning. Desuden var han et særpræget Menneske med en fra Forbilledet forskellig Natur. Han havde sin egen selvstændige Op fattelse af alle Fremtoninger og fandt sine egne Maal. Kun hvor han var uvis og uinteresseret, kunne han vedblivende ty til Rubens om Raad. Paa et Punkt i det til vort Galleri nyerhvervede Billede har det aabenbart været Tilfældet. Derfor er den Figur, der egentlig skulle være dets Hovedperson blevet dets svageste. Ellers har Jordaens haft nok at sige fra sig selv. Apostlen Peter har han ikke vidst at udmærke paa anden Maade end ved en nøje Efterligning af Rubens’ Stil med et kraftigt Baroksving paa den nedhængende Arm. Figuren min der paafaldende om van Dycks Benyttelse af Mesterens Manér. Sandrart siger, at Jordaens af mange Kunstelskere betragtedes som Rubens’ jævnbyrdige Medbejler. Fandt de end Rubens’ Værker aandfuldere og rigere paa opfindsom Fantasi, fandt de til Gengæld hos Jordaens større Sandhed og »mehr Ausführlichkeit«, hvorved vel forstaas Omhyggelighed i Naturstudiet og Gennemarbejdelsen. Det gjorde intet Skaar i det gode Forhold mellem dem. Dog meddeler Sandrart et Rygte, efter hvilket Rubens snedigt overdrog Jordaens til vævede Tæpper at udføre Kartoner med Vandfarve, hvorved hans Mester skab i Oliefarvens Behandling sattes over Styr. Jordaens’ Debut som »Vand farvemaler« og hans fortsatte Virksomhed med at udføre Kartoner til Væverier har givet Grund til dette taabelige Rygte. Men det er blevet næret af en rigtig Iagttagelse. Der er en betydelig Forskel mellem den fuldendt mesterlige Teknik i Jordaens tidlige Arbejder med deres pastose Farvepaasætning uden Lasurer og Behandlingen i hans senere Billeder, hvor Farven er blevet stærkt blandet med Oljer og Arbejdet i et og alt bærer Præget af at være løbet altfor let fra Haanden. Da Opfindsomheden i Virkeligheden ikke var hans stærkeste Side, gentog han sig selv i stor Udstrækning. Og efter Rubens Død i 1640 var han ene Hane i Kurven; paa hans Omraade var der intetsteds en Maler, med hvem han kunne kappes og i hvem han havde Aarsag til at frygte sin Overmand. I Forbindelse med Malerens sorgløse Natur har dette sikkert bidraget til, at der fra hans Haand eller hans Værksted udgik mange Arbejder, som har svækket hans Ry. Der er ogsaa mellem hans senere Billeder kostelige Ting, men kun i de tidligere viser han sig som en Maler, der taaler at sammenlignes med Rubens. Og ved denne Sammenligning er det undertiden Rubens, der blegner. Museet i Bryssel ejer nogle af Rubens’ store Mesterværker. Alligevel fordunkles de her bogstaveligt af et Par af Jordaens’ Ungdomsarbejder, især af det herlige Billede, som kaldes »Allegori paa Frugtbarheden«. Hvilken vidunderlig Farveskønhed i disse lysende, fast formede Legemer og i den røde Dragt paa Kvinden med Druerne i Favnen. Denne Glans og Pragt har Rubens aldrig overgaaet, vel endog aldrig naaet. i6.

(17) Detaille af »Færgebåden til Antwerpen«.

(18) Jordaens’ største Værd og egentlige Betydning beror dog ikke derpaa, at han rent som Tekniker og Kolorist lejlighedsvis har formaaet med Held at tage Kampen op med Rubens. Han har andet at sige os end Rubens. Ligesom van Dyck supplerer Rubens til den fine Side, supplerer Jordaens ham til den mere folkelige. Van Dyck færdedes kun i de højere Sfærer. Rubens har i sit herlige Billede af »Kermessen« fremstillet flamsk Almue. Bestialiteten er uhyggelig og pragtfuld som selve Elementernes Rasen, Vilddyret i Menneskenaturen giammer i Oprør og slippes løs. Blodet er i Brand, Sanserne opflammede i glubsk Begær, de stærke Drifter tager Magten fra den svage Forstand. Afstanden mellem Deltagerne i Kermessens simple Udskejelser og Maleren, hvis overlegne Intelligens har op fattet dem saa skarpt og skaanselsløst, føles som kolossal. Han var jo ogsaa en i et og alt meget fornem Herre, der endog som højtbetroet Diplomat fik Indfly delse paa Historiens Gang og Rigernes Skæbne. Han kunde mange Tungemaal. Men sit eget Lands Folkesprog foragtede han, han benyttede det aldrig. Jordaens saa det menneskelige, hvor Rubens fremhævede det dyriske. Han var jævnt borgerlig af Fødsel og Natur. Slet ikke udannet, han kunne endog paa Fransk forklare sindrigt udspekulerede Allegorier. Men helst og bedst udtrykte han sig paa bredt Flamsk. I Smag og Vaner var han ikke hævet over Folket. Han var en meget flittig Arbejder, siger Sandrart, men naar han udhvilede sig, satte han Pris paa at faa sig en glad Aften og tømme et Glas Vin i godt Selskab til en fornuftig Passiar. Kommersen paa Helligtrekongers-Aften og de overstadigt muntre Gilder, hvor Ungernes skingre Piben blandede sig i de gamle Fyldevommes snøvlende Sang, blev hans kæreste Æmner. Han har ment, hvad han skrev paa et af disse Billeder: »I et lystigt Lag er det godt at være Gæst.« Hans Spas synes undertiden pæne Mennesker vel drøj, hans Smag noget tvivl som. Han har sin store Morskab af at udpege os de fede Kvinders allerfyldigste Former. Han har aflæst Ovid og Herodot saftige Historier. Hans Latter har sagtens - som Schandorffs - været noget buldrende. Satyrens kaade Latter. Dog var Satyren ingen Satiriker. Han havde sine Aandsfrænder, Sympatier og Trosfæller i Holland, hvor han fik sin Grav, men hans Lune er forskelligt fra Hollændernes; Jan Steens Vid er skarpere og dybere. Der er ingen Syre i Jor daens’ Humor, ingen ond Draabe i hans Blod. Fra alle hans Værker fremlyser kun Godmodighed og Elskværdighed. Satyren er bleven Bondens gode Ven, Venskabet brydes ikke, fordi han efter sin Natur giver efter for Fristelsen til at sige en Vittighed. Jordaens har blot benyttet denne gamle Fabel til at vise os Bonden og hele hans Husstands Nydelse af den velsignede varme Grød. Bønder var i hans Øjne ogsaa Mennesker. I hans Billede af Diogenes, som med sin Fygte ved højlys Dag søger paa Torvet efter et Menneske, er i hele Vrimlen den saakaldte Filosof selv den allerstørste Nar. i8.

(19) Jacob Jordaens: Allegori på frugtbarheden. Bet. jo rd a en s Fecit. 180x241. 1625-30. Musées Royaux des Beaux-Arts de Belgique. Bruxelles. Den sunde og kraftige Race, Jordaens tilhørte, fik mellem alle de gode Kunst nere, den frembragte, i ham sin mest typiske, mest uforfalsket ægte Repræsentant. Selv var han en Kærnekarl. Den flamske Malerkunsts Guldalder var længst forbi og den hollandske Malerkunsts Glansperiode havde fulgt den i Graven, før en Pest-Epidemi fældede ham, da han var fyldt 85. Han skattede alle Livets Goder og elskede det gode Huld. Det er ikke blot for Løjer, at han har fremstillet de fyl dige Kvinder som sine Skønhedsidealer. Hvad der var sundt og frodigt blom strende, forekom ham i Sandhed skønt. Han led ikke som den højtdannede Rubens af daarlig Samvittighed over at have fjærnet sig fra Antikens Anvisning af de rette Maal. (Jul. Lange: Menneskefiguren i Kunstens Historie, S. 443-448) Han elskede det sunde, det blodrige og saftfulde, det rigt og yppigt svulmende, elskede det med en Varme, en Fyrighed, en glødende Begejstring, som gjorde den grove Realist, der foretrak det plumpt naturlige, til Lyriker, til virkelig Poet. Han dig tede Hymner til Glæden. En ikke helt dagligdags Færge leder let Tanken til Karons Baad. Men Jor daens har ikke haft dystre Tanker da han malte Galleriets store Billede. Færgemændene styrer ikke Dødens Fragt, kun Livets. Den ene af dem, en ung krus lokket Kraftkarl, der stager med sin Aare, smiler ud til os med et underfundigt Smil. Her paa Museet fik han straks Kælenavnet Bakkus. Han er ingen Guddom,.

(20) men der er noget »dionysisk« i hans Natur; Smilet er i Sandhed »guddommeligt«. Det samme Smil spiller om de friske Læber paa Jordaens’ fyldige Dejligheder. Vi kender det forud fra den skælmske Susanne og fra den indtagende Nymfe, der holder det rigtsmykkede Overflødighedshorn. Det straaler med særlig Glans fra det mageløse Billede i Stockholm af Kong Kandaules’ Hustru. Overalt er det Prikken over I-et. Gennem det forkynder Maleren os sit Livssyn. Det har ingen dunkle Gaader som Monna Lisas. Færgekarlen og Jordaens siger blot med Bellmann: »Veriden ar ej så ful som vi hånne ångslig afmåla«. Er ikke denne Baad, som raske Svende styrer ud i de klukkende Bølger med dens Fragt af Folk og Fæ, af tykke Piger og gamle Koner og snurrige Fyre, et kosteligt Syn! Lad os være taknemmelige for Solens gyldne Lys, for Jordens Fylde, for det sortladne Hav, for hele Tilværelsens store Herlighed! Ogsaa for Ævnen til at le, som er vort Særeje! Fryd dig ved Livet! Det er værd at leve!. III.. Et Rijksmuseet i Amsterdam tilhørende Billede af Jordaens har samme Æmne i en lignende Fremstilling af meget mindre Omfang. Højden er 119 Centimeter, Bredden 197,5. Skøndt det har mange Enkeltheder fælles med det store Billede, har Kompo sitionen en hel anden Karakter. Det er ikke som i det store Billede en Frise komposition, der er gjort rig Anvendelse af de forskellige Planer. Baaden er her ikke saa overfyldt og ikke saa tæt sammenklistret med Landingsbroen, som har en Overbygning med en Vrimmel af Figurer. Kristus staar nær Apostlene, hvorved det bibelske Motiv fremhæves stærkere. Alligevel gør ogsaa Lokalfarven fra Antwerpen sig fuldt saa stærkt gældende. Bag Baaden ses en Kaj, hvorfra Indskibningen foregaar, og over den en middelalderlig Borg i Stil med Kastellet Steen ved Antwerpens Havn. Dog er det ikke noget Portræt af den Bygning, hvorfra i gamle Dage Kronen - efter Guiccardini - havde anselige Indtægter og som nu er indrettet til Museum. De dygtige svenske Kunsthistorikere Georg Gothe og Olof Granberg har anset Billedet i Amsterdam for en Skitse til det nu til vort Museum overgaaede Maleri. Hvis dette, som det maa antages, er udført efter Bestilling, maa der jo have foreligget et Forarbejde til Godkendelse. Den belgiske Kunsthistoriker P. Buschman jr. har i sin smukke Bog om Jordaens angivet Amsterdamer-Billedet som en langt senere malt og stærkt afvigende Gentagelse af Maleriet fra Finspong. Malemaaden tilhører efter hans Skøn en langt mere udviklet Periode, Ændringerne er Rettelser (Jacob Jordaens, flamsk Udgave, S. 69). I sit store Standard-Værk om Maleren siger Max Rooses: »Amsterdamer-Billedet er paa ingen Maade en Gentagelse eller en Skitse, det er en anden Behandling i lille Maalestok af det samme Æmne: Mylderet paa 20.

(21) 3 S in Oi X. CD. O. • »H. m hc Ö OCJ. 'o. C/3. 4 -1. <u Q -D bc <Cu tcC/3 sc. <3u 4-4 +4 Sh. Q. (U. 44. T3u «c ^4 4u4 P3U (CU O <o, “ § w^ OPi S5S « 3S <i.

(22) en Færge. Det synes mig at henhøre til Midten af Fyrrerne.« Det store Billede henfører Max Rooses til Perioden 1631-1641. Det er rigtigt, at Billedet i Amsterdam er behandlet med større Omhu end alle andre os kendte Billedudkast fra Jordaens’ Haand og for saa vidt maaske ikke kan betegnes som Skitse. Men paa den anden Side er dog intet af de Arbej der, Jordaens har præsenteret os som fuldtfærdige Billeder, behandlet saa let og saa løst. Det staar paa en Plads for sig mellem Skitserne og Billedet. Alene af denne Grund er det ret vanskeligt at vove nogen Tidsbestemmelse. Anord ningen kan maaske tyde paa en sen Periode, selve Formbehandlingen dog snarere paa en tidlig. Det forekommer mig ikke udelukket, at det kan være malt som et Forarbejde til det store Billede, men at det er et saadant, tør jeg slet ikke paastaa. Blandt de farvelagte Tegninger af Jordaens, der ved deres friske og ypperligt stemte Farver minder om hans glimrende Malerier, nævner Max Rooses i sit store Værk (S. 198) en Tegning i British Museum, der frem stiller en Færgebaad med Folk og Kreaturer, og henviser til sin Omtale af Bille derne fra Finspong og Amsterdam. Dog med Urette, Tegningen er et Udkast til det 1652 daterede Billede paa Skokloster af den hellige Familjes Hjemrejse fra Ægypten. Men selv om Amsterdamer-Billedet - maaske - er det senest malte, er det i hvert Fald knyttet til Udkast, der ligger forud for det store Billede. Thi ved en Undersøgelse af dette har det vist sig, at den længst til højre staaende Figur oprindeligt har haft omtrent samme Stilling og nøjagtigt samme udstrakte Haand som i Amsterdam den Apostel, der staar bag Peters Ryg. Henry Hymans har (i Gazette des Beaux-Arts, Sept. 1905) — ligesom P. Buschman jr. - fremhævet Amsterdamer-Billedets Komposition som den bedste. Den er naturligere, rigere og mere let flydende. Men har den end i det store Billede noget større Stivhed, har den ogsaa en langt fastere monumental Hold ning. Den ene peger fremad mod senere Tider, mod det 18de Aarh. og Tiepolo, den anden tilbage mod Renæssancens og Monumentalkunstens store Klassikere. Paa Jordaens-Udstillingen i Antwerpen 1905 havde jeg Lejlighed til at sammen ligne de to Billeder. Og hvor god, ja udmærket Amsterdamer-Billedet forekom mig at være, syntes dog det store Billede mig netop ved Kompositionens Mægtig hed at stille det fuldkomment i Skygge. Thi det store Billede har i Sandhed den store Stil. Da alle Figurer er førte frem til Forgrunden i næsten samme Plan, kunde Kompositionen uden synderlig Vanskelighed overføres til et Relief. I Færgemanden, der hejser Sejlet, har den sit faste og sikre Midtpunkt, hans stagende Kammerat skaffer den Liv og Bevæ gelse. Om dem er med stor Kunst Passagererne anbragte i en rig og ypperlig Gruppering og der er sørget for, at Apostelgruppen ikke fattes streng Højtide lighed. Men Kompositionen er ikke blot baseret paa en behændig Linjeføring. Nogle af Figurerne optræder i Solens fulde Glans, andre omhylles af Refleksernes 22.

(23) Jacob Jordaens: Den hellige Families hjemrejse fra Ægypten. Bet. J. Jordaens 1652. 222x254. Skokloster. bløde Clair obscur, Fordelingen af Lys og Skygge har skaffet højst effektfulde og snildt afbalancerede Kontraster. Forstavnens livlige Mylder viser sig mod den klare Himmel, medens et Par alvorlige Apostelhoveder staar lyse nær den mørkeste Uvejrssky. Kompositionen understøttes af Farvegivningen, der har samlet sin pragtfuldeste Buket om den unge Moder og længst ude i Forstavnen ladet Drengens røde Trøje lyse som et Blus. P. Buschman jr., der har ment at burde forsvare sin varme Beundring for Jordaens’ gode Egenskaber ved at gaa strengt i Rette med ham for hans Fejl, udtaler, at Billedet lader beklage Jordaens’ Mangel paa Kendskab til italiensk Kunst. Men Sandrart siger netop, at Jordaens med største Iver opsøgte Arbejder af Tizian, Veronese, Caravaggio, Bassano og andre fremragende Italienere, »dass er sich deszen seinem Studio bediene, wie er sich dann auch solche mercklich zu Nutzen gemacht hat.« Paa lignende Maader som omtrent for en Menneske alder siden Kunstnerne hjemme i Norden gennem Pariserfarernes Gærninger og Omtale af beundrede Forbilleder interesserede sig for Franskmændene, maa Jordaens have interesseret sig for Italienerne. Han saa og indsaa, hvad Rubens 23.

(24) og van Dyck havde lært af dem. Sandrarts Udsagn, som synes at stamme fra Jordaens’ egen Mund, modbevises ikke derved, at der ikke fandtes italienske Malerier paa en Auktion, som efter en Ætling af Jordaens afholdtes 1734 i Haag. Hvis han har ejet saadanne, kan de tidligere være bievne solgte; han kan jo dog ogsaa have studeret italienske Kunstværker med Udbytte andetsteds end i sit eget Hjem. Det er næsten utænkeligt, at han skulde have været en sløv Betragter af Rubens’ store Samlinger af italienske Billeder og Kopier efter de største Mester værker, bl. a. Kopier efter Rafaels Tapeter. Netop dem bringer den storladne Holdning i vort Billedes Komposition i Erindring. Som mange andre af Malerkunstens store Mesterværker har dog ogsaa dette Billede angribelige Punkter. Baadens Form er ikke tydelig og det er gaadefuldt, hvorledes dens Passagerer finder Plads. For Kompositionens Hold var det nødvendigt at give Færgemanden med Aaren en Størrelse, som vilde gøre ham til en Goliath, hvis han rejste sig. Derer hist og her Vilkaarligheder og Tegnefejl. Adskillige Hoveder udfylder deres Plads i Kompositionen paa en Maade, der føles noget som Tvang. Det samme er delvis Tilfældet med Rembrandts »Natte vagt«, men Jordaens var jo ikke forpligtet overfor Modeller, der havde betalt for at portræteres. Han var derimod afhængig af et bestemt Studieforraad, hvis han ikke skulde svigte sit vel erhvervede Ry for slaaende Natursandhed i Fremstillingens Enkelt heder. Et Baron Brunkenthal i Hermannstadt tilhørende Studie er sagtens et netop til dette Billede malt Forarbejde, da der i Baggrunden er antydet dets Skyer og to af dets tre Kvinder uforandrede er overførte i Færgebaaden, nemlig Konen, der ser mod Solen, og Pigen med Straahatten. Straahatten ejede hun, men det Barn, hun paa Billedet har hos sig, var ikke hendes. Det tilhørte Studiets tredie Figur. Maleren har taget Hovedet, Hatten og den ene Haand fra en Model, det blottede Bryst fra en anden. Barnet og hele venstre Arm fra en tredje. Derfor er Armens Paaklistring til Kroppen mislykket. Barnets rigtige Moder har han - i en noget ændret Stilling og med et nyt Barn i Armen - anvendt i det Pradogalleriet tilhørende Brudstykke af et Billede, der fremstiller Landboernes Hyldest til Geres. Her optræder ogsaa Færgebaadens Hest og det opadseende Mandshoved, malt efter en af Jordaens ofte benyttet Model. Allerede dette lader ane, at Jordaens til »Færgebaaden« har anvendt Studier, der ikke var malte med dette Billede for Øje. Det bevises af den gamle Bondekone med Metalkanden. Paa Billedet i München af Satyren hos Bonden er hun anbragt i en Kurvestols Halvmørke, der meget bedre end Kanden moti verer Refleksbelysningen paa hendes Ansigt. Det hører med til Jordaens’ Ejendommeligheder, at han ikke frygtede Gen gangere. Skøndt det maaske ikke tjener til hans Ros, har hans Mesterskab i Reglen forstaaet at tilsløre Udnyttelsen af den samme Studierække. Dog ikke 24.

(25) Jacob Jordaens: Hyldest til Ceres. 1618.165 x l l 2 . Museo del Prado. Madrid. altid lige godt. Negerhovedets Stilling er lovlig kunstig, det har ofte gjort Tjene ste, - Frugtbarheds-Allegorien i Bryssel viser foruden dette den længst til højre i Baaden med en Aare anbragte Mand. - At en af Evangelisterne paa Billedet i Louvre i vort er anbragt mellem Apostlene, kan kun findes rimeligt. Ligesaa, at han i Færgebaaden har anbragt Modeller, som andre Billeder viser i andre 25.

(26) Stillinger. Bedstemoderen til Barnet med det tabte Æble beværter Satyren paa Billedet i Kassel. Enkelte af Færgebaadens Figurer genfindes i Arbejder af Jordaens fra senere Tid. Pigen med Straahatten er atter kommet til Søs i det 1652 daterede Billede hos grev Brahe paa Skokloster, hvor den hellige Familje i stort Selskab sejler hjem fra Ægypten (Olof Granberg: Inventaire général des trésors d’ art en Suède, T. I, P I. 37, No 507). Færgekarlen med Aaren er atter kommen i Arbejde i et mærkeligt Maleri, der nu kaldes Odysseus og Circe, men i det 18de Aarh. gik for at fremstille Rinaldo og Armida, og som i Virkeligheden lige saa lidt svarer til noget Optrin hos Odysseen som til Sceneriet hos Tasso. Bonden ved Koen er blevet filosofisk Tilskuer paa en Illustration til Ordsproget: Krukken gaar saa længe til Vands indtil den kommer hankeløs hjem. Men det er dog rent undtagelsesvis, at Jordaens i sine senere Aar, da han havde helt andre Modeller til sin Raadighed, har erindret sig de Studier, han har benyttet til sit Billede af Færgebaaden. Den Tid, da det samme Studiemateriale og de samme Modeller ideligt maatte holde for, er Perioden ved 1625. Der findes kun to daterede Billeder fra Jordaens Ungdom: »Hyrdernes Tilbedelse« fra 1618 i Museet i Stockholm, »Jægeren med Hunde« fra 1625 i Museet i Fille, og kun for to andre er Aarstallene sikre, fordi de opgives af samtidige Kilder. Alligevel volder Tidsbestemmelsen af Jordaens’ Billeder i Reglen ikke Vanskeligheder. Da vi ved, at Billedet af den hellige Apollonias Martyrdød maltes 1628 til Augustinerkirken, er det let at se, at Frugtbarhedsallegorien i Bryssel er omtrent fra samme Tid, maaske et Par Aar tidligere. Naar Jordaens anvender Caravaggios sværtede Skygger for at lade Lyspartierne glimre, er Billedet samtidigt med »Hyrdernes Tilbedelse« i Stockholm. Der kan ikke være mindste Tvivl om, at den af P. Buschman jr. og Max Rooses givne Gruppering af Tidsfølgen i Hovedsagen er rigtig. Vi ved god Besked om hvorledes Jordaens malte, da han stod først i 30erne, skøndt han ikke dengang plejede at signere og datere sine Billeder. Nogle af hans Ejendommeligheder var endnu ikke ud viklede, han færdedes sjældent i støjende Gilder og havde endnu ikke forelsket sig i de fyldige Bagpartier. Men som Maler var han Mester. Fra denne Tid er hans bedste Billeder af Satyren hos Bonden, Evangelisterne i Louvre, det skønne Dobbeltportræt hos Hertugen af Devonshire, det herlige Familjebillede i Madrid, Brysseler-Museets straalende Billeder: »Pan, der forfølger Syrinks« og »Allegori paa Frugtbarheden«. Sandrart nævner Færgebaaden i Forbindelse med Pan og Syrinks og med et andet Maleri med legemsstore Figurer, hvor Satyrer holder Overflødigheds hornet og de tre Gratier fylder det med skønne Frugter. Han antoges herved at have ment det vort Galleri tilhørende, 1649 daterede Billede af Nymferne med Overflødighedshornet, som angivet i Galleriets Katalog. Men det er en 26.

(27) Jacob Jordaens: Studie af hoveder. Tidligere baron Brunkenthals sam ling, Hermannstadt, nu Galerie Universale, Bucuresti. Fejltagelse. Sandrart har kun to Gange opholdt sig i Nederlandene, hans første Ophold her afsluttedes 1627, hans andet 1644 eller 45, han vidste end ikke, at Jordaens efter den Tid havde udsmykket »het Huis ten Bosch« med Monu mentalmalerier. Sandrarts Beskrivelse passer heller ikke paa vort Billede. Han sigter aabenbart til Billedet i Bryssel: »Allegori paa Frugtbarheden«. Omtalen hos Sandrart af Jordaens’ mange Gentagelser af HelligtrekongersAftens Gilder og andre Fester skyldes sagtens en under hans sidste Ophold i Nederlandene indvunden Oplysning; alle de Billeder, som Sandrart enkeltvis fremhæver, synes han at have set hos Jordaens under sit første Ophold, inden 1627. Men en saadan omtvistelig Formodning kan dog ikke give nogen sikker Tidsbestemmelse for Færgebaaden. At Jordaens har fordelt Hovederne fra det samme Studie, Studiet i Hermann stadt, mellem Færgebaaden og Billedet i Madrid af Landboernes Hyldest til Geres, giver Grund til at tro, at de to Billeder ikke i Tid ligger meget fjærnt fra hinanden. Alligevel har Max Rooses henført det sidstnævnte til Tiden om 1620 og Færgebaaden til Perioden efter 1631. Og en saa grundig og indsigtsfuld Kender af Jordaens’ Kunst som Max Rooses er, har naturligvis haft sin gode, velovervejede Grunde for at gøre det. Han roser stærkt Færgebaadens Komposi tion og smukke dekorative Holdning, Afvekslingen i de godt opbyggede og lykkeligt forbundne Grupper, Livet, Bevægelsen, Fordelingen af Lys og Farve, men selve Malerkunsten i Billedet synes ham temmelig overfladisk. P. Buschman jr. regner Billedet efter dets Stil og Karakter for et Arbejde fra Jordaens’ glim rende Ungdomsperiode ved 1625. »Som Farve har dette Værk alligevel ikke behaget os«, siger han, »det er med nogle grelle Partier i sin Helhed uden Kraft og Glans.« (Onze Kunst 1905, S. 154). 27.

(28) Det kan heller ikke nægtes, at det paa Jordaens-Udstillingen slet ikke hørte til de billeder, der glimrede ved deres Farveholdning. Det var - i alt Fald i mine Øjne - Udstillingens mest storstilede og mægtigst virkende Komposition. Men det lyste ikke. Ikke som Billedet fra Bryssel af Frugtbarhedens Forherligelse. Selv ikke som de noget mindre fuldkomne Værker fra Jordaens allerførste Tid, f. Eks. den Fyrst Lichnowsky tilhørende »Hyrdernes Tilbedelse«, som vistnok overgaar det daterede Billede med samme Komposition. Eller »Atalanta og Meleager«, som dengang tilhørte mig selv, men som jeg, da det herhjemme ikke ansaas for at være af Interesse at bevare Billedet for Danmark, efter Max Rooses’ Anmodning overlod Museet i Antwerpen. Billedet af Færgebaaden frem bød i Henseende til Farvevirkningen - og maaske ogsaa i andre Henseender noget af en Gaade. Men Gaaden er nu lykkeligt løst. IV. Da Billedet kom herned fra Sverig og ude paa Museet blev oprullet og opspændt, var vi naturligvis straks meget glade for det. At det havde paafaldende svage Enkeltheder, f. Eks. et Par skrækkelige Luffer af Hænder oppe i Masten, tilgav vi det let; intet Menneskeværk er uden Ufuldkommenheder. Overraskende var det dog, hvor mørkt og brunt Billedet virkede, da det førtes ind i den store Ovenlyssals stærke Lys til de andre Billeder af Jordaens og til »Salomos Dom«. Jeg havde ikke erindret, at det var saa dybt nedstemt. Maaske var det derfor, vi straks tænkte paa Delacroix. Tonen mindede om Géricaults Billede af Medusas Skibbrud. Jordaens syntes her at have anvendt Asfalt i fuld saa stor Udstrækning som de franske Romantikere. Men styg var Billedets mørkebrune Tone paa ingen Maade. Museets Kon servator - og hans Assistent - havde derfor al god Grund til energisk at fraraade mit Forslag om at forsøge en Rensning. Man ved, hvad man har, ikke hvad man faar. I al Almindelighed regner jeg det ogsaa for forkasteligt at foretage Rensningsforsøg paa et Billede, der fremtræder i præsentabel Skikkelse. Netop vort Galleri har adskillige advarende Eksempler paa Restaureringens Farlighed. Lykkes det end - i heldigste Tilfælde - at fjærne gamle Overmalinger, maa de i Reglen erstattes med nye. Desværre ejer jeg lige saa lidt som nogen anden Ævnen til at se, hvad der ligger skjult under et Billedes Overflade. Naar jeg i dette Tilfælde paatog mig det ikke ringe Ansvar for at lade foretage et Forsøg paa at rense Jordaens’ store Billede, da skyldtes det kun en Formodning, støttet paa en ved et rent Slumpe træf indvunden Erfaring. Da jeg for mange Aar siden selv erhvervede det alt nævnte Billede af Atalanta og Meleager, var det lige saa brunt som det store 28.


(30) Billede, da det kom fra Sverig. Først efter en af maleren P. Ilsted med stor Dygtighed foretagen Rensning fremtraadte dets Farvepragt. Men Rensningen afslørede rigtignok ogsaa Svagheder, Billedet havde lidt, i Hovedfiguren frem traadte et Utal af smaa sorte Huller, som maatte dækkes ved en omstændelig Udprikning. Billedet fra Finspong gav efter en nøje Undersøgelse ikke Grund til at frygte lignende Skavanker. Fraset enkelte Partier, hvor Sporene af en Restaurators Haand var tydelige, forekom Farveoverfladen os betryggende solid. Der syntes ved Forsøg paa en Rensning ikke at være Udsigt til store Tab, og den kunde lade haabe en stor Gevinst. Thi hvis Billedet, som det jo af mange Grunde var rimeligt at antage, var malt paa samme Tid som Frugtbarheds-Allegorien i Bryssel, saa maatte dets oprindelige Farveholdning og Helhedsvirkning være totalt forvanskede. Med Frygt og Bæven gik vi i Lag med et af Billedets formentlig svageste Partier. Virkningen var næsten altfor overvældende. Et par Figurer traadte frem som i elektrisk Belysning. Sagen var soleklar: Billedets Tone var falsk. En Restaurator havde givet det en paa sin vis dygtigt og behændigt udført Harmo nisering ved at oversmøre det med mere eller mindre tætte Lag af Sirupstoner. Vi havde handlet stik imod et af Jordaens’ egne gode Raad. Vi havde købt Katten i Sækken. Betænkelige var vi jo alligevel. Hvorfor var al den brune Saus heldt over Billedet? Dækkede den skjulte Skader, som nu vilde blive aabenbare? Vi prø vede forsigtigt en svag og skaansom Rensning, snart paa et Sted, snart paa et andet. Der var intetsomhelst i Vejen. Men Luften saa meget truende ud. Dog ogsaa her viste Mesterens Farver og Mesterens Strøg sig friske og velbevarede under det brune Slør. Konservator Rønne blev vundet for den Anskuelse, at en omhyggelig systematisk Rensning af Billedet ikke alene var ønskelig, men absolut nødvendig. Han fortjener den største Tak for den Omhu og Varsomhed, med hvilken han har udført sit Arbejde. Jordaens ville have glædet sig over det, hvis han havde kunnet se det. Og sagtens faaet Anvendelse for et af sine kære Mundheld: »Saaledes trækker Mesteren Koen op af Muddergrøften«. Men Konservator Rønne har ikke været ganske ene om Arbejdet. Foruden fra sin egen Assistent, H. V. Westergaard, har Konservatoren haft god Bistand af Gustav Falck, Mario Krohn og Leo Swane, thi det var besværligt at faa Snav set løsnet ved den svage Aftagningsvædske, som fortrinsvis benyttedes; en særlig uheldig Fernis - vistnok fransk Retoucherfernis - bandt det fast. Arbejdet krævede Tid og Taalmodighed, end ikke paa Søn- og Helligdage blev det nedlagt. Men det bragte i sig selv sin gode Løn. Det var en sand Fornøjelse at se Enkeltheder - snart et Hoved, snart et Ben, snart en Sky - vinde fastere Form og friskere Farve, at overvære Billedets stedse stigende Pragtudfoldelse. Overraskelser var der mange af, de fleste dog kun ublandet behagelige. Maaske er Billedet alle30.

(31) rede i det 17de Aarh. ved dets Forsendelse til Sverig bleven sammenlagt, det har derved faaet nogle Knæk og Beskadigelser, som er bievne mangelfuldt udbedrede, og forværrede under en senere Restaurering. Men i sin Helhed afsløredes Billedet som endog over Forventning glimrende velbevaret. En i saa mange kritiske Øjnes Paasyn foretaget Rensning har selvfølgelig ikke overskredet Grænserne for det strengt tilladelige, end ikke for det forment ligt nødvendige. Billedet er ikke renset til Bunds, dets gyldne Tone ikke sat overstyr. Udøvelse af Borgmesterdyden var vor simple Pligt. Hvis et Fotografi efter Billedet i dets nuværende Tilstand sammenlignes med et før Rensningen taget Fotografi, vil der end ikke synes at være væsentlige Afvigelser. Ændringen i Enkelhederne indskrænker sig næsten kun til Fjærnelsen af nogle i Løbet af det sidste Aarhundrede foretagne Overmalinger og Forklud ringer. Om dem var det forholdsvis let at faa nøjagtig Besked. Blandt Billedets Beundrere i det 18de Aarh. var Bonden og Maleren Per Hörberg, som kopierede det i stærkt formindsket Maalestok fire Gange i 1787 og to Gange til 10 Aar senere (Vilh. Bergsten: Per Hörberg, S. 28). Den ene af de 1797 malte Kopier er efter testamentarisk Bestemmelse af Friherreinde Hilda Oxenstierna 1911 overgaaet til Kgl. Akademien för de fria konsterna i Stockholm og gengivet i Lystryk i det af dets Direktør, Billedhugger Theodor Lundberg mig velvilligt tilsendte Aarsskrift for 1911. Kopien er 103,5 cm. høj, 140 cm. br. og har paa Bagsiden følgende kuriøse Paaskrift: »Origenalstaflan är Öfverkammarherrens Herr Baron De Geers och står nu på dess gård Finspong uti Billardssalen. För denne tafla år biudit nåmde ågare 11,000 Riksdaler för Ryska Hofvets råckning Taflan år målad af den fdrtråffeliga Jacob Jordaens af Antorf, som stridde med den stora målaren Rubens om fbretrådet i konsten och han förtiente sig stor åra och Rikedom. Jordaens lefde i början då man skref anno 1600. - Detta år en noga giord Copie af Pehr Hörberg målad år 1797. - Origenalstaflan år 4 Svenska al nar och 21 tum hög samt 7 alnar och 23 tum bred.« Billedet er altsaa senere formindsket omtr. 25 ctm. i Højden og over 30 ctm. i Bredden. Kopien, som Hörberg har udført saa tro, som hans ringe Uddannelse og klodsede Fingre tillod, viser ogsaa tydeligt, at Originalen senere til alle fire Sider er blevet beskaaret. Selv om det kun er med smalle Strimler, er der herved udøvet en Vandalisme, paa hvilken der ikke kan raades Bod; - Spaden i For stavnen er nu naaet Rammekanten for nær. - Paa andre Punkter var det derimod let at faa det oprindelige tilbage. Til højre for Masten stikker en gammel Mand sit Hoved frem paa en Maade, der sagtens har været en individuel Ejendomme lighed hos ham, - Hovedet genfindes i en anden Stilling paa Brysseler-Museets Billede af den hellige Martin, der helbreder de Besatte. - Han var iklædt en rød Kappe, der ikke var hans retmæssige Ejendom. Da den forsvandt, kom Sidemandens nøgne Skuldre frem paa samme Vis som i Hörbergs Kopi. Denne 31.

(32) angav ogsaa Tilføjelser til Haaret hos den Apostel, der læner sig frem over Peter, og som er Billedets mindst tilfredsstillende bevarede Figur. Vigtigere var det, at Kopien syntes at angive en anden Stilling end Billedets for Armene paa den Færgemand, der hejser Sejlet. Hans venstre Haand var paa Billedet ganske utydelig, den højre saa slet malt, at den umuligt kunne være Jordaens’ Værk. Derfor sagde vi trøstigt: Væk med den! Men forfærdedes, da den sporløst forsvandt og kun Sejlets tomme Flade traadte frem. Først et lille Stykke længere nede dukkede de fuldkomment velbevarede originale Hænder frem, ikke om svøbte af Sejlets Skygge, men lysende i Solens fulde Glans, hvad der gav dem en høj Værdi for hele Billedets Virkning. Kopien viser ikke den Tougstump, der paa Originalen hænger ned mellem Benene paa den Færgemand, der hejser Sejlet. Skøndt den gør en uheldig Virkning kan den ikke med fuldkommen Sikkerhed fordømmes som en senere Tilføjelse; den er maaske kun glemt af Kopisten. Rimeligvis er nogle af den stagende Færgemands mange flagrende Lokker tilmalte efter Jordaens’ Tid, men da de findes paa Kopien, var nogen Afklipning af dem ikke tilraadelig. Da Jordaens selv under Arbejdet paa Billedet aabenbart har foretaget mange Æn dringer - især i Apostelgruppen - var det end ikke ønskeligt at naa ind til det i strengeste Forstand oprindelige. Ved Billedets Rensning fremdukkede kun faa Spørgsmaal, om hvis rette Løs ning der kunde være Tvivl. Hvorfor har den blege unge Hyrde i Forstavnen blaat Haar? Det, der aldeles ser ud som Haar, er vel i Virkeligheden kun en tætsluttende Uldhue, en saadan findes ogsaa i andre af Jordaens’ Ungdoms arbejder og virker ofte besynderligt ved sin afstikkende Farve. Stikker den gamle Mand sit Hoved frem bag Masten som paa Hörbergs Kopi eller staar han foran den? Da hans Pels er antydet under Kvindens Haand, maa han staa foran. Nogle Spørgsmaal vilde kun Jordaens selv være i Stand til at besvare. F. Eks. Hvad er det for et ubestemmeligt Stof, der ses ved siden af det om Fisken nedbrusende Vand og maaske skal være Fiskegarnet? Kun et os stillet Problem var baade vigtigt og vanskeligt. Billedet viste i For stavnen fire lige mod os rettede Fødder. Kopien kun tre. Anvendelsen af de fire Fød der har Olof Granberg i sine 1884 skrevne Studier fra Finspong opfattet som en Skæmt af Maleren. »Tre af de båda figurernas fyra fotter åro anbragta i en sådan stållning, att de se ut att tilhora en och samma person - en osmaklighed så stötande for ogat, att man i åldre tid - kanske redan på Jordaens’ atelier - ofvermålat den ena foten. Forst vid en for några år sedan foretagen rengöring af taflan, kom den ofvermålade foten fram« (Konsthistoriska studier och anteckningar, S. 51). Den dengang foretagne Rensning har aabenbart ikke været rationel; til Gen gæld har den maaske paa det nævnte Punkt været altfor skrap. Hvis den ene Fod var bleven fjærnet i Jordaens’ eget Hus, burde den aldrig atter have set Lyset. 32.


(34) Længst til venstre kom først den skrigende Drengs ene Fod og saa i en Klump de tre andre med den afdækkede i Midten. Som Gustav Falck rigtigt sagde, kunde man ønske at bruge Molbohistoriens Stok for at faa opklaret disse Fødders rette Ejere. Foden til venstre i Trekløveret var aabenbart Pigens, den i Midten maatte vel være Drengens, men det var alligevel den tredje, som i Karakter svarede bedst til Foden paa hans andet Ben. Da vi forsøgte at rense den midterste Fod, traadte Skørtets blaa Farve frem under Tæerne. Disse var altsaa ikke hen satte der fra første Færd; naar de dækkedes, blev Resten af det, der syntes en Fod, en Angivelse af Anklen, saaledes som det er i Florbergs Kopi og nu paa selve Billedet. Efter vor Opfattelse skyldtes Tæerne et af Jordaens foretaget og atter opgivet Forsøg; gjaldt det at skaffe Billedet de flest mulige Tæer, kunde vi let faa en ny Samling fremkaldt bag Peters Ryg. Men selv om vi tror at have givet Spørgsmaalet den rette Løsning, maa det erkendes, at Anvendelsen af disse Fød der paa Rælingen hører til det mindst tilfredsstillende i Billedet. Jordaens har til sigtet en Morsomhed, det ikke er lykkedes ham at faa udtrykt klart og godt. Dren gen skriger maaske, fordi hans venstre Fod klemmes af den tykke Piges højre Ben. Det er muligvis villet af Maleren, at Pigens højre og Drengens venstre Fod for en flygtig Betragtning kan synes at tilhøre samme Person, men det er i saa Fald ingen rigtig god Vittighed. Forkortningen af Pigens højre Ben fremtræder ikke under Skørtet, og vi ved ikke, hvor hun har sit venstre; derved forøges Uklarheden. For slige Ufuldkommenheder - der dog med Rette kan kaldes Smaatterier har vore svenske Kollegaer haft en Forklaring, vi ikke længere tør lade staa ved Magt. Olof Granberg har 1895 tilføjet sin begejstrede Omtale af Billedet fra 1884 en Note, i hvilken han erklærer at det i stærkere Lys viste sig kun at være et Atelierarbejde, hvor Jordaens selv havde udført nogle Figurer, men hans Lærlinge malt det meste. Georg Gothes 1894 trykte Katalog over FinspongSamlingen hævder den samme Anskuelse; hans Afhandling om Billedet i Tids skriftet De Vlaamsche School 1893 er mig blot kendt gennem den af P. Buschmann anførte - og modsagte - Udtalelse, at Jordaens’ Pensel her »maaske var noget mere udmattet« end da han mal’te Billedet af Kong Kandaules Hustru. Jordaens havde allerede i sin Ungdom mange Elever. Han hk aldrig synder lig Ære af sine Lærlinge, men det er dokumentarisk bevist, at han - i alt Fald senere - i stor Udstrækning benyttede deres Medhjælp. Det er ikke urimeligt ogsaa at tro den anvendt her. Men hvor? Nogle Partier af Billedet hæver sig unægtelig over andre. Et af de mest glim rende dannes af Moderen med Barnet. Med sit maabende Udtryk i de store Øjne og den lille Mund er hun en ægte Elamlænderinde, en af dem, de unge Karle paa Helligtrekongers-Aften kniber i Kindernes gode Sul. Barnet er koste ligt karakteriseret som en fornuftig flamsk Bondekone i Frø, næsten i Miniaturudgave. Men hvor fortrinlige disse Figurer end er, saa viser dog mange andre 34.

(35) Jacob Jordaens: Overflødighedshornet dannes. (Herkules ogAchelous). Bet. J. JOR. fc 1649 240x311. Statens Museum for Kunst. et ikke ringere Mesterskab. Der er en glimrende Virtuositet i Behandlingen af Hovederne paa Skipperen, paa den gamle Mand, der ser mod Sejlet, paa Ne geren, paa den tudbrølende Dreng, paa Bedstemoderen med Straahatten. Ja, intet af alle Billedets mange Hoveder bærer Præg af at være betroet en Elev. Heller ikke en eneste af dets Kroppe. Jordaens har ingensinde udformet en Figur med større Dygtighed, Fasthed og Overlegenhed end her i den nøgne Atlet, der hejser Sejlet. Hans stagende Kammerat er næsten lige saa beundrings værdig, selv om Tegningen af hans venstre Ben er angribelig. Et Par af Hæn derne - især den gamle Skippers - synes affærdigede i et mindre inspireret Øje blik. Alligevel tør de næppe bestemmes som Elevarbejde. At Apostelgruppen ikke er det, fremgaar vel allerede deraf, at den aabenbart under Arbejdet er bleven stærkt omformet. Det er en udmærket Gruppe. Det er Mænd af Folket, men alligevel ualmindelige Mænd. Mærkeligst er Hovedet længst til venstre i den øverste Række. Det er som en Mellemting af Sokrates og Verlaine. Og det er malt med en Kraft og en Friskhed, som selv Frans Hals ikke har overtruffet. Skyldes end aabenbart alle Figurerne Jordaens’ egen Haand, kan han jo have benyttet Medhjælpere for Partier af mindre Vigtighed; - selv i Allegorien paa Jordens Frugtbarhed har han overladt Snyders Udførelsen af Billedets mange Frugter. - Hesten i Færgebaaden er jo kopieret efter et Studie. Alligevel er den tydeligt nok malt af Jordaens selv, ligesom Koen, der er en af Færgebaadens 5. *. 35.

(36) notableste Passagerer. Den er i alle Maader glimrende anvendt i Kompositio nen; følger man denne fra venstre til højre er det i Koens Blik, at Alvoren be gynder. Dens Hoved med de store tænksomme Øjne og den til Rælingen støt tede vaade Snude er malt saa vidunderligt, at ingen Dyrmaler af Fag vilde have ævnet at gøre det bedre. Snyders er en udmærket Kunstner, mens hans Fremstilling af Dyr i det største af hans Billeder i vort Galleri bliver rigtignok totalt fordunklet ved Naboskabet med Jordaens. Fisken i Peters Haand er næsten lige saa beundringsværdig som Koen. Min i Zoologi kyndige Broder antager den for et Eksemplar af den i Nederlandene almindelige Torskeart Kuller, uagtet dens særlige Kendetegn, en stor sort Plet paa Siden af Kroppen under Gællerne, ikke paa Billedet er til Syne. Den kaldes netop »Petersfisken«, fordi disse sorte Pletter efter Legenden var Mærkerne af Apostlens Fingre, da han paa sin mirakuløse Fiskefangst drog den op af Vandet. Der findes intet Billede, som i højere Grad end dette synes udført fra Ende til anden af Jordaens’ egen gode Haand. Den brune Oversmøring og en Re staurators andre Forsyndelser har ikke alene vildledt vore svenske Kollegaer, men ogsaa de belgiske Kunsthistorikere, og de vil utvivlsomt alle ændre deres Opfattelse af Billedets Værdi, naar de genser det i vort Galleri. For os selv er det en nyttig Paamindelse om, paa hvor svigefuldt et Grundlag vi ofte fælder vor Dom. Vi betegner tit et Billede som glansløst og mørkt, hvor maaske kun en Restaurator har skabt Mørket og borttaget Glansen. Vi har rynket paa Næ sen af Billedet med Kristus og Synderinden i den Weberske Samling som en mildest talt yderst tvivlsom Rembrandt; nyligt har det vist sig, at det blot var totalt forvansket ved Overmaling i det 18de Aarh. Hvilke store Fejltagelser har vi ikke alle paa vor Regning. Hvor fremragende Jordaens’ Billede end i væsent lige Henseender forekom mig at være, mente dog ogsaa jeg, at det, hvad Lyset og Farverne angik, slet ikke hørte til Malerens mest vellykkede Værker. Og se n u ! Det straaler af Farver, det tindrer af Lys. Han har indfanget Solen. Som ingen anden af Fortidens Mestre har han eftertragtet at gengive dens stærke, gyldne Lys, og i et lille Antal Værker fra hans bedste Manddomsaar er det lykkedes ham til Fuldkommenhed. Rembrandts Billeder har ad andre Veje faaet en lignende Solvirkning. Da jeg paa en Snevejrsdag stod foran »Nattevagten«, troede jeg et Øjeblik, at Snevejret var endt og Solen brød frem. Her paa Mu seet har Jordaens’ Billede i de mørke Vinterdage narret mig paa samme Maade. Fra det saa jeg op mod Glastaget og undrede mig over, at kun i Billedet Sky erne blæstes bort. Vi har fra ældre Tid været forholdsvis godt forsynede med Billeder af Jor daens. Skønt det vel kun skyldes Tilfældigheder, har han dog maaske noget for den danske Folkekarakter særligt tiltrækkende. Nogle af de Arbejder af Jordaens, Danmark har ejet, er desværre atter tabte, en stor »Sø-Triumf« er ved Forsøm36.

(37) Jacob Jordaens: Susanne og de to gamle. Bet. Jac. Jor. fecit: 1653. 153,5x203. Statens Museum for Kunst.. melighed - paa et Par Brudstykker nær - gaaet til Grunde, et stort Køkken billede brændt med det gamle Kristiansborg 1794, en Fremstilling af »Bønne kongen«, der tømmer sit Glas under Gæsternes Jubel, sporløst forsvundet. Før »Færgebaaden« kom, hang dog i vort Museum - foruden en lille Skitse - tre anselige Biilder af Jordaens, som vi vedblivende bør være glade over at eje. »Overflødighedshornets Dannelse«, malt 1649, har vel endog den smukkeste og pompøseste Komposition af alle de Billeder, i hvilke Jordaens har udtrykt sin Glæde over Jordens rige Fylde. Ogsaa den tugtige Susanne har han fremstillet ofte, hun var Æmnet for et af de Billeder, han malte til Udsmykningen af sit eget Hus. Baade i Henseende til Farvens Lyskraft og i Henseende til den over givent lystige Fortolkning af det bibelske Æmne er vort Maleri af den skønne Dame et højst mærkeligt Værk af en GOaarig Mester. Omtrent 10 Aar senere er »Kristus og Børnene« malt. Jordaens var blevet en fanatisk Tilhænger af den rene evangeliske Lære, hvad der medførte Ubehageligheder for ham som Bor ger i et katolsk Land. Billedet præker Kærlighed til Børnene ligesom et omtrent samtidigt malt Billede af ham præker Medfølelse med Staklerne, men Børnevrimlen viser tydeligt, at den gamle Maler ikke har mistet sit lyse, glade Syn paa Livets brogede Mylder. Billedets Gennemførelse er mangelfuld, vel delvis Elevarbejde, og Farven ikke fin, men dets Komposition rig og pragtfuld. Færgebaadens Ankomst har jo unægteligt alligevel ladet disse gode Billeder - selv »Overflødighedshornets Dannelse« - blegne noget. Men Jordaens har heller ikke i hele sit lange Liv frembragt et Værk, der kan stilles over Billedet 37.

(38) af Færgebaaden. Familjebilledet i Madrid er lige saa fortrinligt, men giver jo ikke Besked om Jordaens’ Kunstnerejendommelighed i dens egentlige Kærne. Ved et lykkeligt Indfald er i Fremstillingen af Kong Kandaules’ Hustru hans Lune straalet op i den højeste, mest funklende Top, men Jordaens raader over Ævner, som dette Billede ikke gav ham Lejlighed til at vise. I hans glade Fester er der jævnligt for meget Virvar og han har gentaget dem for ofte til at vi kan nyde dem med den rette Appetit. Den maleriske Virkning i Brysseler-Museets Frugtbarheds-Allegori er fuldt saa glansfuldt som i Billedet af Færgebaaden, men Fremstillingen byder næppe i sig selv samme Interesse. I Færgebaaden glæder vi os ikke blot over Solen, over Farven, over hans Dygtighed i at male nøgne Kroppe og forme et Hoved med Mesterstrøg, ogsaa over hans gode Lune, hans Sans for Liv og Bevægelse, hans forstaaende og rammende Karakteristik af sine Landsmænd. Alt, hvad han som Kunstner formaar at give, har han her samlet til en Helhed i et herligt Billede med en mageløs storstilet Komposition. Vort Galleri ejer andre og fuldt saa lødige Skatte. Men vi tør ikke sige til den, der taler om Rubens og Rembrandt, at han ikke kender dem, naar han ikke har set deres Værker hos os. Derimod tror vi nu at turde sige: Den ved endnu ikke, hvad Jordaens ævner, som ikke har set hans Billede af Færgebaa den i Kunstmuseet i København. V. Jeg skylder at tilføje en varm Tak paa Galleriets Vegne til de af dets Venner, hvis Offervillighed har skaffet det Billedet, og en rent personlig Tak til dem, fordi de i dette Tilfælde har vist mig Tillid. Det er jo noget nyt, at den danske Stats Kunstsamlinger vinder en Forøgelse ad denne Vej. I næsten 100 Aar er der herhjemme ikke udfoldet nogen An strengelse for at berige Statens Samling af ældre Kunst. Den i Aar 1900 til dette Formaal givne aarlige Bevilling paa 5000 Kr. kan med Nutidens Priser paa gode Værker af ældre Kunst ikke forventes at gøre synderlig Fyldest. Der er derfor nu dannet »Dansk Kunstmuseums Forening«, som vil træde hjælpende til, naar passende Lejlighed gives. Det har været mange af os bittert, at Danmark eller i alt Fald Statens Kunst samlinger, naar Arven fra Fortiden deltes mellem Landene til den bedste Beta ler, altid var fordømt til at staa som Tilskuer. Forstod vi ikke at værdsætte For tidens Mesterværker? Jo, sikkert lige saa godt som vore Naboer. Begreb vi ikke, at det var yderste Time at søge nogle af Mesterværkerne bjærgede hjem til os? Jo, men vi var vante til at resignere. Vor Ære som Kulturstat opfordrer os til at opgive denne passive Holdning. Vi har slet ikke Grund til vedblivende at gentage: Hus forbi. Vi har magtet 38.

(39) Erhvervelsen af et Kunstværk, som nu i alle Maader hører til vor Samlings mest anselige. De 58,000 Kr., det har kostet, er bievne vel anvendte. At vi har faaet det, synes at være sket ved et rent Mirakel. Men der sker endnu Mirakler i vor Tid. Selve det, at der endnu findes udmærkede Værker af de store Mestre paa Markedet, maa næsten regnes til Miraklerne. Det er dog ikke blot for at tilfredsstille den nationale Forfængelighed, at vi ønsker at være med i Legen. Vi tror, at udmærket Kunst har en stor Mission for Kulturen i et Land. Den skaffer de højeste Nydelser, de reneste Glæder. De staar aabne for os alle. Jeg mindes et Ophold i Schwerin. Rejsen var lang. Vejret var daarligt, Portemonnaien slunken og Maden daarlig. I Galleriet var ikke alt lige godt. Men for dets gode Billeder føler jeg en evig Taknemmelighedsgæld til Schwerin. Mit Humør opklares, naar jeg tænker paa dets Jordaens, hvor en ung Mand i et natligt Drømmesyn ser Fru Kandaules i hele hendes fyldige Pragt. Jeg længes da atter derned. Erhvervelsen af et udmærket Kunstværk betegner en ny Tiltrækningskraft for en By. Det er jo altid værd at tage med i Betragtning, selv om det ikke har størst Betydning. Gamle Billeder kan maaske være meget gode, vil nogle sige, men Danmark har selv en Kunst, der trænger til Pleje. Det er sandt, kun er det maaske et Spørgsmaal, hvorledes dens sande Velfærd røgtes bedst. Forfatteren til »Rembrandt als Erzieher« [A. J. Langbehn] hævdede med Rette, at de tyske Byer med de gode Museer just ikke kunde gøre sig til af at have de sande Templer for Muserne. Gode Frøkorn falder ofte i slet Jord. Men er det ikke soleklart, at fransk Kunst aldrig vilde have opnaaet sin Stormagt stilling i det 19de Aarh., om ikke Louvre havde staaet i Hjertet af Paris. Vi har ganske vist ogsaa haft gode Kunstnere uagtet vi ikke havde Louvre. De største Talenter i vor »nationale« Kunst burde dog efter den gode Kærne i deres Natur være voksede højere op end de naaede. Her var lavt til Loftet, Luf ten var tung, Smaalighed i Syn og Opfattelse havde for let ved at vinde Mag net. Forsagthedens Mare laa tyngende over dem og holdt Kræfterne nede. Havde »Færgebaaden« hængt i vort Galleri, vilde den maaske have bidraget til at styrke Marstrands Tiltro til hans egen Genius og ildnet hans Mod til at følge dens Kald. Men ogsaa den nulevende Kunstnerslægt kan maaske drage megen nyttig Lære af Billedet. Det fører jo rigtignok ud paa de brede, stærke Strømme, hvor Æblerne ruller over Bord. Men Kunsten har andre smukke Op gaver end Fremstillingen af kantede Æbler. Utvivlsomt vil Billedet blive mange kommende Slægter i vort Land til Glæde og til Gavn. De vil slutte sig til os i oprigtig Taknemmelighed mod den Kres af Kunstvenner, hvis Gavmildhed har tilladt at styre »Færgebaaden« i vor Havn. 39.